Hvad var jeg? – Eftermæle

Forgængelig og forfængelig som jeg er tænker jeg undertiden på det, man med et gammelt ord kalder eftermæle, naturligvis mit eget. Jeg har leget med tanken om, hvad min søn vil svare, hvis han 10 år efter min død bliver stillet spørgsmålet: ”Hvad var din far egentlig for et menneske?”. Jeg har ikke spurgt ham for han ville sandsynligvis (forhåbentligt) sige: ”Hold nu op far, du er da heldigvis i live” og ikke deltage i min måske makabre leg.

Den danske Ordbog definerer ordet ”eftermæle” temmelig fedtfattigt som ”den omtale som en person bliver genstand for efter sin død”. Der henvises dog også til det mere poetiske ”Eftermælet opvogner, naar Legemet hensover” uden at jeg kan finde kilden til det. Men rigtigt er det jo, at det er et mæle efter, altså et udsagn ”på bagkant” som man siger. Der hvor fortrydelse ikke eksisterer og nekrologer er utroværdige.

Hvordan beskriver man et menneske, måske ovenikøbet et, man har kendt ”godt”? ”Min far var forfatter, journalist, komponist og projektør” kunne sønnen svare med henvisning til mit konkrete virke og overskriften på min hjemmeside. And so what? Han har jo ikke sagt ret meget om, hvad jeg var. Han kunne selvfølgelig gå ud ad den sti, der hedder ”han var søn, far, ægtemand, bedstefar m.v.” og han kunne udvide med ”ikke nogen god far, en dårlig ægtemand etc.” eller evt. det modsatte, men hvor langt er han så kommet? Jeg ville muligvis kunne genkende mig selv, men nok også anmode om en nuancering af udsagnet.

Hvor skal han så hente svaret, hvis han ellers vil svare? Det spørgsmål optager mig denne tid, hvor jeg dels skriver på mine erindringer, dels min kommende, sidste digtsamling. Dette korte kapitel giver ikke sønnen nogle brugbare svar, men kredser om, hvordan man evt. kunne finde frem til nogle (ud over at bringe AI i sving med tvivlsomt resultat).

Jeg kunne eventuelt råde til at se på det, man højtideligt kunne kalde mit ”værk”, altså det udkomme min tilstedeværelse afstedkom. Ikke blot i termer som ”Han var ansat i DR i 30 år; han opfandt Kulturmødet, han lavede ungdomsoprør i folkekirken etc.” Nej, det egentlige udkomme er jo det synlige resultat af mit virke i det omfang, det 10 år efter min død er tilgængeligt. Der vil være tale om tusindvis af tekster, nogle hundrede kompositioner, godt 100 bøger, en mængde fonogrammer og mængder af forekomster i DR-arkivet i Det Kongelige Bibliotek. Jeg var ikke nogen stor ”ånd” da jeg levede og min død gør mig næppe større på trods af myten om at mange mennesker først bliver kendt og anerkendt efter deres død. Noget, jeg ikke – trods min udprægede forfængelighed som levende – anglede efter.

Trangen til at arkivere og dokumentere var så udpræget i min tid, og digitalisering, kunstig intelligens og verdensomspændende dataarkiver hjalp med til at realisere denne trang. Men er alt sagt og skrevet værd at gemme? Næppe. Og hvis det skulle have et formål som f.eks. at ”lære af historien”, så kan man også glemme det. ”Historien” skabes i realtid, ikke i hverken for- eller eftertid.

For nogle år siden beskrev jeg i et essay betitlet ”Ikke at sætte spor” min ambition om at påvirke min nutid, men ikke min eftertid; jeg har ikke nogen drøm om at sætte andre spor, end dem, jeg dygtigt har sat med mine (og ikke mindst mødrenes) børn. Men jeg blev belært om, at det ikke er så let endda ikke at sætte spor. Faktisk var der en, der mente, at hvis min ambition skulle lykkes skulle jeg holde kæft og lægge pennen – med tilbagevirkende kraft. Så er vi jo ude i det absurde. Så: med dette kapitel nr. 500 afsluttes Erindringernes årgang 7. Årgang 8 indledes 1. november.