Principfast og stædig

Som åbning på ottende årgang af erindringerne skal dette kapitel nr. 501 handle om – mig; sådan er det jo med erindringer. Her skal det handle om en mindre præsentabel del af mit sind, nærmere bestemt mine principper, min stædighed og mine fikse, men frugtesløse idéer. Jeg tror, man kan kalde det idiosynkrasier, som mit sind er fyldt af som slanger i en ormegård.

Som med meget andet, ved jeg ikke hvor det kommer fra, men jeg er et frygteligt principfast menneske. Principper har spændt ben for et bedre liv mange gange. Problemet er selvfølgelig, at de er meningsløse hvis de ikke netop forbedrer livet for mig og andre.

Jeg er naturligvis båret af de samme med- og mellemmenneskelige principper om ordentlighed som de fleste i min kulturkreds. Dyder, som de fleste forsøger at leve op til, hvorfor vi normalt omgås med respekt for hinanden og livet som sådant – det, nogle kalder dannelse.

Men ud over dette selvfølgelige, har jeg nogle principper, som jeg sikkert også deler med nogle andre og som jeg simpelthen ikke fraviger. Jeg er f.eks. ubestikkelig både i små og store sager, jeg hverken tilbyder eller er modtager af “sort” arbejde (så hellere arbejde gratis), jeg misbruger ikke andre og det, der er deres (i hvert fald ikke bevidst), jeg anerkender ikke misundelse og jeg hader løgn og forstillelse.

Åh, hvilke fortræffeligheder hører jeg nogle sukke hyklerisk og det kan være, men for mig er det ufravigelige principper, som ofte har forhindret mig i avancementer, at opretholde private relationer, at modtage hæder og skabe mig en formue og meget andet. Heldigvis har jeg aldrig stræbt efter den slags, så jeg har ingen fortrydelser desangående, men det har ofte skabt konflikter.

Det samme har min stædighed, som jeg ikke er særlig stolt af, fordi den ofte virker bombastisk, hård og kan ligne kynisme. Det er bare så svært for mig at fravige et mål, når jeg har skimtet det. Jeg er umulig at trække til truget hvis jeg ikke er tørstig. Jeg er næsten umulig at overbevise om andre veje til målet, end dem, jeg selv anviser. Og vel ankommet hævder jeg og soler jeg mig i min del af succes’en – især hvis andre prøver at skygge for mig. Til gengæld skåner jeg ikke mig selv og der er nok noget om det, en kær kollega og ven sagde om mig engang: “Han finder det sted hvor gærdet er lavest og så kravler han under”.

Til alt dette hører en mængde særheder, som mit liv i uhyggelig grad er styret af. Jeg bærer altid mit pas på mig (også under turen til bageren om morgenen). Jeg forlader aldrig mit kontor uden ryddet skrivebord og ikke min bolig uden at den er i orden og rede til et gensyn. Mine mange besøg på barer har også sære mønstre: jeg sidder aldrig på en barstol og jeg affører mig yderst sjældent mit overtøj. Det kan alt sammen lyde tilforladeligt, betydningsløst og måske krukket – så skulle man lige kende de særheder hos mig, der lever en mere skjult tilværelse, men stadig er præget af stædighed og principfasthed!

Den principfastes akilleshæl er undtagelsen, især den uforvarende. Det kan virke decideret pinligt at gøre undtagelser når man hænger sig så meget i præcision som jeg gør. “Man er jo kun et menneske” kunne den dårlige undskyldning lyde med et andet, uproduktivt mundheld. Som jeg heller ikke accepterer.

Det var indgangsbønnen til et nyt erindringsår. Hermed er gamle såvel som nye læsere advaret. Velkommen i mit liv og god læselyst. Amen.