• At elske kirker

    Jeg er normalt varsom med at rette ordet ”elsker” imod ting, men kirker er jo så meget andet, end mursten. Kirker er muligvis det sted, jeg har opholdt mig flest gange i mit liv; flere end i fly og tog, flere end i det, man kalder ”hjem”. Der er næppe mange af mit livs godt 24.000 døgn, jeg ikke har betrådt et kirkegulv.  Ja ja, jeg er vokset op med kirker, jeg er troende kristen, jeg er et kulturmenneske, interesseret i arkitektur etc., så det er naturligvis mere oplagt for mig at besøge kirker, end for dem, der kun dukker op til dåb, bryllup og begravelse og af nogle betegnes som…

  • Ikke at sætte spor

    Jeg kom til at tænke på det fornyligt, da jeg i TV-serien KulSamTurTaler mødte museumsmenneske par excellence Anders Bloksgaard. På spørgsmålet om hvad der var vigtigt for ham sagde han bl. a. ”at sætte et aftryk”. Man kunne også sige sætte spor, efterlade noget til fremtiden og den slags. Det er jo mange menneskers vision og det har jeg den største respekt for.  Men når jeg tænker over det i forhold til mig selv, har jeg aldrig haft det sådan. Selv i mit virke som ”klassisk” komponist, hvor det næsten er en indgroet tanke, at man sætter spor ud over sin samtid har jeg aldrig tænkt sådan. Der er mange eksempler på…

  • Den Sorte Brud

    Datoen er 12. oktober 1985; en begivenhedsrig dag, for da blev jeg gift med Den Sorte Brud og det var meget stort for mig. Jeg har tidligere berettet om, hvordan jeg 22. juni samme år mødte og forelskede mig i Christina. Efter nogle få uger sammen og beslutning om giftermål, foretog Christina en planlagt rejse til Grækenland af næsten to måneders varighed. Min opgave var så at planlægge vort bryllup, der skulle stå i Budolfi Kirke, Aalborgs Domkirke.  Det var ikke let. Dels skulle begivenheden være renset for al standard, lige fra ritual til påklædning og festmenuen; dels skulle fruen in spe naturligvis være med i planlægningen – det skete…

  • Bispens garage

    Det skete i begyndelsen af 80’erne. I bispegården midt i Aalborg residerede den glimrende Henrik Christiansen, også kaldet Jern Henrik – og midt i Bispensgade (sic) 100 meter derfra boede jeg. Mellem os havde vi C. W. Obels Plads, i gamle dage kaldet Klostertorvet. Til Bisp Henriks bolig hørte en garage med adgang fra Klostertorvet. Selv havde jeg ingen garage og det var småt med p-pladser i området.  Jeg kendte Henrik og havde, på trods af nogle kirkemusikalske bataljer, et godt forhold til ham, baseret på gensidig respekt. Tidligt lærte jeg ham at kende, da jeg var landsbyorganist i Vendsyssel og undertiden vikarierede i Dronninglund Kirke, hvor han var præst;…

  • En dårlig taber

    Jeg har aldrig forstået, hvorfor der ideligt lægges sportsmetaforer ned over mange forhold i livet: ”Hun tabte kampen mod kræften”, ”Han blev den store vinder ved kommunevalget” og den slags. Måske det går tilbage til antikkens Grækenland, hvor sport havde samme valeur som filosofi, politik og kunst. Nå, hvis det endeligt skal være: jeg er en dårlig taber. Jeg har meget vanskeligt ved at håndtere nederlag. Jeg går i chok hvis man skælder mig ud. Når uretfærdighed rettes mod mig gemmer jeg mig bort. Jeg kan ikke have det. ”Jeg er ikke sart, men åben for kritik” siger jeg ofte. Det er løgnagtigt, men ikke usandt, for jeg rammes hårdt i…

  • En rose så blå

    Jeg har ikke grønne fingre. Jeg har haft de haver, jeg skal have i mit liv, jeg er i det hele taget ikke den store naturelsker. Det til trods for, at jeg er vokset op med blomster. Min far var, blandt så meget andet, blomsterhandler og -binder, min farfar ligeså, min farmor det samme. Gennem årene havde de to generationer op imod tyve blomsterbutikker rundt om i fødebyen Aalborg, dog ikke på samme tid. Men de havde et vist ry – et af de gode. Blandt andet i kraft af min fars – blomstrende – fantasi.  Far fik flere præmier for avanceret blomsterbinding, han udgav engang en bog med spektakulære…

  • Fællesskab min bare…

    Fællesskab er ikke mig. I betragtning af min kristne og socialistiske grundholdning kan det virke underligt, og jeg undrer mig jævnligt over det. Men noget i mig er bare allergisk overfor at gå i takt, synge i kor, løfte i flok, indordne mig. Jeg er følelseskold overfor fællesskaber. Jeg synes, der meget hykleri over det der fælles. Mennesker giver køb på deres individualitet og frihed, ofte i hvad man kalder en større sags tjeneste – jeg tjener andre og mig selv bedst ved at være en ensom ulv eller et ensomt får. Jeg kommer hurtigt til at kede mig under paroler og ordrer, og jeg kan simpelthen ikke se meningen…

  • Sofie – eksklusiv og elskelig

    Det skete i efteråret 1998. Jeg fik en henvendelse fra en for mig ukendt harpenist, Sofie Guillois Larsen. Det handlede vist om deltagelse i “Nat med ny musik”, et arrangement i Radiohuset, som jeg stod for. Vi mødtes til frokost ved Vandkunsten og jeg faldt pladask for Sofie både som kunstner og person. Hun blev ét af mit livs største kærligheder, og inden længe blev det til et forhold, en rejse ind i ét af mit livs mest spændende mennesker, en eksklusiv og elskelig kvinde med en overflod af de kvaliteter, jeg tiltrækkes allermest af: talent, intelligens, empati, skønhed.  Jeg husker mest det smukke, men når jeg med en vis…

  • Kulturmødet indefra 6 – Nu med direktrice

    Jeg har i de seneste kapitler klynket over, at jeg ikke altid fik min vilje med Kulturmødet og at jeg over længere stræk følte mig dårligt behandlet. Mit engagement fik dog en brat ende, da Kulturmødet i 2018 etablerede sig med en direktrice uden direktion. Jeg ved ikke om rygter om mig var løbet i forvejen, for der er megen maskepi, jalousi og bagtalelse i dansk kulturliv, men fra første færd fik jeg at vide, at der ikke mere var brug for min arbejdskraft. 8/2-18 havde jeg mit første møde med den nye leder, Trine Bang. Her mere end antydede hun at at det, jeg hidtil havde bidraget med kunne…

  • Kulturmødet indefra 5 – Benspænd og banemænd

    Nogle, måske mange, vil nok mene, at min kritik i den mini serie om Kulturmødet er farvet af min afsked, som jeg vil beskrive senere. Det er sandsynligvis rigtigt, men undervejs i det syv år lange forløb oplevede jeg adskillige benspænd og banemænd (ud over de allerede nævnte), som utvivlsomt var uhensigtsmæssige, og hvoraf nogle efter megen møje blev forsøgt rettet op. I Tre-Banden fremstod jeg nok som eksklusiv, krævende og besværlig. Samtidig var der en uudtalt magtkamp mellem kommune og region, hvilket bl.a. resulterede i, at man etablerede et underligt ledelseslag mellem bestyrelsen og den daglige ledelse. Den bestod af en repræsentant fra kommunen og to fra regionen, alle…