• Fortrydelser 5 – hjemme godt, ude bedst

    Jeg skriver en lille serie om mit livs fortrydelser, for at fortryde kan nok være formålsløst, men ikke meningsløst. Her handler det om steder i mit liv som jeg fortryder, at jeg ikke har besøgt.  Jeg har været på rejse mellem en tredjedel og halvdel af mit liv. Jeg har rejst – og gør det stadig – Europa tyndt. Fordi jeg mener, at denne verdensdel er den mest interessante i min levetid. Jeg har besøgt de fleste af Europas storbyer, de vigtigste adskillige gange. Jeg har ad flere omgange boet i to af dem – mine yndlingssteder Berlin og Paris.  Jeg har dog kun sjældent været længere væk. Jeg var i 1989…

  • Jalousi på mozartsk

    Jeg var engang dødeligt skinsyg – eller på fransk: jaloux. Når jeg bruger det voldsomme “dødeligt” er det fordi det er min erfaring, at jalousi slår ihjel. I mit tilfælde – som sikkert i mange andres – har jalousi slået gode kærligheder, relationer og oplevelser ihjel, ligesom den har afsporet min personlighed og mine gerninger igen og igen. Nogle har kaldt jalousi en sygdom. Sådan kan den godt virke. Da jeg i 1998 (som jeg tidligere har berettet her i erindringerne) mødte Sofie og hurtigt indledte et intenst og afgørende kærlighedsforhold til hende, forsvandt min jalousi nærmest over night. Ikke den første nat, for også Sofies og mit forhold var…

  • Sanseløs

    Jeg mener at være “ved mine fulde fem” i hvert fald det meste af tiden, altså at jeg er nogenlunde tilregnelig. De fem, det handler om, er de grundliggende sanser – føle, høre, lugte, se, smage. Jeg mener også at have en sjette sans, altså at jeg kan fornemme noget, som de nævnte fem sanser ikke bidrager til. Det burde måske hedde “den ottende sans”, for videnskabeligt regner man med syv grundsanser – ud over de nævnte også bevægelsessans og balancesans. Jeg opdager dog undertiden at være sanseløs; heldigvis ikke blottet for alle sanser på én gang, men at den ene eller den anden sans i kortere eller længere tid…

  • Levende blandt døde

    Jeg er i Ohlsdorf, en landsby 12 km nord for Hamburg centrum. Jeg er på Friedhof Ohlsdorf, verdens største kirkegård, hvor 1.4 mio. kendte og ukendte hviler i fred. Der er en blid, tavs finregn med den trygge lyd af storby som akustisk bagtæppe. Jeg har været her før – Ohlsdorf er helt speciel – nu er jeg her igen, for jeg “elsker” kirkegårde. Uanset hvor jeg kommer, opsøger jeg kirkegårde, selv min fødebys Alménkirkegården, virker som en magnet på mig, selvom jeg har trådt mine barnesko der og kender den ud og ind. Jeg har oven i købet skabt et billeddigt på nettet – www.hvilifred.dk om Almén – som…

  • It’s easy

    Lige da jeg rundede 50 var jeg med i en reklame da det franske firma L’Oreal lancerede en ny kosmetikserie for herrer, Men Expert. Det var kun mit ansigt, eller “kontrafej”, der blev brugt, og det vil være på sin plads at pege på dette ords franske oprindelse: “contrafait” betyder at eftergøre eller forfalske. Jeg ved ikke, om jeg blev brugt som “før” eller “efter”, men jeg overbeviste mig selv om, at jeg kun denne ene gang skulle stå model til det der med at stå model. Alligevel kom jeg flere år senere uforvarende med i en reklamekampagne, denne gang for et flyselskab. Heller ikke ved den lejlighed blev jeg…

  • Gud, Gurli – og mig

    Det var vist i 1993, hvor jeg havde én af mange kriser i mit liv, også denne gang med Vorherre involveret – på den gode måde. Gurli var bindeleddet. Hun var en adstadig dame med et ydmygt sind. Dertil meget ordentlig og imødekommende. Gurli Vibe Jensen (1924-2016) var præst og teolog; hun havde været missionær i Afrika, studeret i England, Skotland og USA, og var præst i Helligåndskirken gennem 30 år. Hun var i egentlig forstand en gudsbenådet prædikant – jeg har transmitteret gudstjenester med hende flere gange, altid i en fyldt kirke. Nu var hun i slutningen af en glorværdig karriere som præst, forfatter og meget mere. Jeg kendte hende ikke…

  • At samtale

    Lørdag 30. april -22 havde jeg min sidste “Dialog” på Aalborg Teater. Gennem syv sæsoner har 61 kendte og mindre kendte personligheder i 28 samtaler lørdage kl. 10.30-12.30 i teatrets café deltaget sammen med mellem 20 og 60 menige deltagere. Det har drejet sig om emner som tilgivelse og straf, ensomhed, hjemløshed, køn og kunst, aktiv dødshjælp, sorg, fakenews, krænkelse og udskamning, skilsmisse m.m. Jeg tilrettelagde og var moderator for samtalerne, en kær opgave, der blev tildelt mig af Hans Henriksen, da han i 2015 tiltrådte som chef for teatret og ville andet og mere med institutionen, end selve scenekunsten. Det var kontroversielt nok i sig selv og at Henriksen…

  • Af en ko

    “Hvordan kan man styre et land med 258 forskellige slags oste?” er marskal Philippe Pétain citeret for at sige i 1943, da han ledede den franske Vichy regering. I 1968 citeres præsident Charles de Gaulle for “Hvordan kan man styre et land med 265 forskellige oste?” da studenterne indtog Sorbonne Universitetet. En amerikansk filmstjerne er også tillagt fyndordet. Officielt findes der i dag 376 forskellige franske oste. Der er tallene, jeg hæfter mig ved, for jeg “elsker” ost og holder af Frankrig, så det er kun glædeligt, at omfanget af forskellige franske oste vokser.   “Ost kommer jo af en ko”, som min farfar ikke sagde, for han var også meget glad for…

  • Nave Hotre Gastervader

    Jeg synes ikke, at jeg er typen, der går og gemmer mig for noget eller nogen. Alligevel gør jeg det i en subtil forstand – bag fire pseudonymer eller “dæknavne”. I og for sig er det ikke i et fordækt ærinde, at jeg undertiden bruger andre navne, end dem, jeg er udstyret med fra barn (og i øvrigt har ændret en smule på undervejs). Det handler om at have flere afsendere, flere personaer, af mine “budskaber”. Det er ikke noget med mere eller mindre falske profiler eller underligt opfundne navne på sociale medier, datingsider (som jeg aldrig har frekventeret) og den slags – som ellers er udbredt. Ikke noget med…

  • Excentrisk

    En person siger til en af mine ekskoner om mig: “Han bliver da mere og mere excentrisk”, hvortil eks’en skal have svaret: “Kan han blive mere?”… Jeg har hele mit liv fået prædikater af den slags: underlig, lidt skør, sær, unormal, excentrisk. Dengang jeg ikke rigtigt forstod dem var jeg ret ligeglad med dem, bortset naturligvis fra de meget negative. Dem, der ikke var værdiladede, men bare handlede om det ikke at være “normal” eller være “anderledes” labbede min far i sig og fortalte mig 24/7, at det skulle jeg være glad for og stolt af og endelig ikke “lave mig om” fordi andre sagde det. Det kunne jo være…