• Man gjorde et barn fortræd…

    Min far efterlod sig en mængde udklipsbøger om mig. Det første udklip daterer sig til 27/10-68 og er fra den socialdemokratiske avis Ny Tid – et halvstort portræt af en deprimeret teenager, der har opgivet alt håb. Dertil en mængde tidsskriftkassetter med udgivelser, den første en ret forfærdelig digtsamling betitlet “Efterklange” og udgivet i 1970.  Det er et ret stort arkiv, der afspejler et liv med et stort (undertiden manisk) udtryksbehov. I slutningen af 90’erne syntes en studerende på Biblioteksskolen, at det kunne være sjovt at opliste min produktion af musik, tekster, udgivelser og aktiviteter. Hun registrerede dengang omkring 3.000 tekster og vistnok 1.200 stykker musik. Dertil lange lister over…

  • Brændt af!

    Julie er datter af nogle af mine venner. Jeg har kendt hende siden hun var barn; jeg har ikke set hende i mange år, men følger hende på Facebook og kan se, at hun er dét prægtige menneske, jeg husker, og at livet går godt for hende. Det glæder mig usigelig meget! Her nævnes Julie med afsæt til en historie af den slags, hverdagen er fyldt af (forhåbentligt for de fleste), men som er så sjove og underfundige, at de huskes… Julie fyldte rundt og jeg købte en buket for at besøge hende og ønske til lykke. Min far, som var blomsterbinder, lærte mig, at når man transporterer en buket…

  • Jensen

    Der var pr. 1. januar 2019 244.143 personer i dette land, der hedder Jensen. Det er mange, men i min verden findes der kun én Jensen. Han hedder Per (det er der kun 31.072 der hedder) og da hans far var smed i den lille flække Agersted i Nordjylland kalder Pers skolekammerater ham Per Smed (der er kun 898 der hedder Smed – tallet er svagt stigende). Per er én af mine bedste venner, uanset hvor sjældent vi ses. Han er også én af den håndfuld bæredygtige venner jeg har; simpelthen fordi overbærenhed og total mangel på kiv og nid er blandt hans mange fantastiske egenskaber. Jeg mødte Per første…

  • Da jeg aldeles fortjent modtog en musikpris

    Jeg har altid fået mere eller mindre gode idéer, som jeg med stor tro på egne evner og med en terriers stædighed har forsøgt at realisere. Én af de bæredygtige var informationsbladet “Resonans – genlyd fra Amtsmusikudvalget”, som jeg opfandt i 1986. Det holdt i hele 20 år – så blev amter til regioner og det var slut med genlyden. Men i 1986 kom altså den første udgave, som jeg redigerede sammen med et medlem af udgiveren, Nordjyllands Amtsmusikudvalg, Erik Møldrup. Jeg redigerede vist kun den første årgang, så overtog min gode ven, Poul Krabbe, journalist af Guds nåde og udstyret med en tålmodighed, som jeg ikke har; samarbejdet med…

  • Rød front!

    For nogle år siden meldte jeg mig ud af Enhedslisten fordi jeg syntes partiet var for blåt. Det lyder selvfølgelig tåbeligt og var nok også en lidt for smart begrundelse. Bag det lå faktisk en diskussion med én af frontfigurerne i partiet, der ikke kunne forstå, endsige goutere, at jeg er troende og “praktiserende” katolik samtidigt med at jeg alle mine dage politisk har været rødere end rød. Hverken Vorherre eller jeg har problemer med det. Jeg har som altid brevstemt til det kommende valg og det havde jeg også, da jeg opholdt mig i Paris tre uger op til valget 20. november 2001. Det var den skæbnesvangre dag, hvor…

  • Kærlighed via SMS

    KKan man forelske sig gennem ord alene?  I en tåbelig amerikansk komedie “You got mail” opstår der hed og heftig kærlighed mellem to mennesker, der alene kommunikerer pr. mail. Da de endelig mødes kan de ikke udstå hinanden.  Det har jeg prøvet nogle gange, altså at forelske mig via det skrevne ord – men med ganske andet resultat! Den første var N. Jeg havde set en annonce om en lejlighed i København og sad nu i min stambar i samme by og lagde billet ind via mail til N, som boede i Århus. Hun svarede straks og hurtigt kom korrespondancen (i løbet af 4 timer over 150 mails) til at…

  • Sulten i Berlin

    Jeg boede i efteråret 2012 i nogle uger i min datters lejlighed i Berlin. Hun studerede der, men var på ferie. Jeg trængte til at opholde mig på ét sted mere end 4 dage ad gangen. Altså indrettede jeg mig i John-Schehr-Strasse 2, stuen tv og levede en slags hverdag med indkøb, madlavning m.v. “Men, Daddy, når du alligevel laver mad, kan du så ikke fylde fryseren op med mine livretter”, spurgte Nathalie, som – helt berettiget – sjældent får et nej. En dags skulle det være tomatsuppe og jeg begav mig til supermarked Kaiser’s ved Greifswalder Station og købte de nødvendige ingredienser i stort antal. Da jeg pakkede, tænkte…

  • Da jeg reklamerede for cigaretter i P3

    Det handler om, at Lars Lilholt Band i 1989 udgav en plade betitlet “Engang drog vi ud for at slå tiden ihjel”. Jeg skulle i et interview med Lars direkte i P3 præsentere nyudgivelsen ved en sammenkomst i Huset i Aalborg, og da jeg kender manden og hans virksomhed ret godt var den eneste forberedelse at skrive den pladens titel på en lille lap til mig selv – den var jo lidt lang og underlig.  Jeg havde dengang som nu den vane at sætte små papirlapper ind i min cigaretpakke så de ikke blev væk. Derfor placerede jeg sedlen med titlen under cellofanen i Queens-pakken og vi gik i æteren. …

  • Evan i litteraturen

    Jeg blev ved min fødsel navngivet Evan-Thore Vestergaard Andersen. Siden smed jeg det vulgære “Andersen” bort og forkortede ofte Thore, så jeg blev kaldt Evan-Th. Vestergaard. Eller “Evan ad H T”, “Evan T-Hore” og hvad vennerne ellers fandt på. Da digitaliseringen væltede ind over verden og mit navn blev massakreret på flybilletter og andet, slog jeg Evan og Thore sammen og kalder mig nu Evanthore. Dog de fleste siger alene “Evan” og det er fint nok.  Noget beskæmmet må jeg indrømme, at det er to norske navne, mine forældre har valgt. Hvorfor ved jeg ikke. I sentimentale stunder påstår jeg at “Evan” kommer af Evangelium som jo betyder glædeligt budskab.…

  • Hvil i Fred

    Jeg elsker kirkegårde. Måske fordi jeg er vokset op med og på kirkegårde. Min farfar var selvstændig kirkegårdsgartner på Almenkirkegården i Aalborg og min far ligeså samtidigt med at han var bedemand – som han sagde: “Jeg har gået på gravens rand hele mit liv”. Jeg tilbragte megen tid på kirkegården – hjalp lidt til, hyggede mig med farfar og ikke mindst: alt dette med død og forgængelighed blev en vigtig del af mit liv. Sådan er det jo: døden er en del af livet og som kristen tror jeg på et liv efter døden. Det er altså ikke sort det hele. I 2006 skabte jeg værket “Hvil i Fred”.…