Nogle af Erindringernes abonnenter har foreslået at jeg genoptrykker nogle af de over 3.000 artikler, jeg har skrevet livet igennem. Ganske vist er der udkommet en håndfuld antologier gennem årene, men her i Erindringerne spredes nu nogle flere under overskriften “Fra alle årene”.

Fra 1974 bringes uddrag af en artikel, jeg skrev i Aalborg Stiftstidende, hvor jeg i nogle år var fast skribent på kommentarserien ”Kirken og tiden”. 24/11 skrev jeg om ”Folkekirken i sofavælgerens rolle” bl.a.:

”Man kan i en vis forstand sige, at ”politik” er betegnelsen for menneskets handlemåde som socialt væsen, dvs. i forhold til, andre mennesker. En ”politisk handling” er i dette begrebsapparat en holdning, til det, der sker omkring en, sigen ”ja” eller ”nej” med hvad det indebærer, eller evt. indtage den holdning bevidst ikke at sige noget.

Anskuer man kirken fra den synsvinkel kan man hurtigt konstatere at kirken er politisk bevidstløs. Den spiller sofavælgerens rolle og det er nok dens største skavank. Man er sofavælger fordi det er så bekvemt og fordi det ikke kræver information – man er fri for at se realiteterne i øjnene. Kirken er sofavælgeren, der ikke tør vælge på grund af risikoen: ikke tør holde med nogen af parterne før den ser hvem vinderen bliver.

Derfor flyder historien kirken forbi: der udbryder krig i Mellemøsten, en præsident afsættes på anklager for korruption og svindel, minoriteter forfølges verden over, en film om djævleuddrivelse fører en svøbe af besvimelses- og chokanfald med dig. Og kirken rører ikke en finger! Kun når begivenhederne synes at pege på kirken, når dåbstallet falder til 50 % eller når en præst stiller betingelser for dåben, først når skytset rammer kirken selv, finder den på at reagere.

Kirken forstår ikke, at den er en integreret del af et samfund, hvis væsentligste kendetegn er udvikling. Indenfor kirkens mure leves det kirkelige liv: Man døber børnene – eller som Søren Kierkegaard sagde – ”gør millioner til kristne med en sjat vand”, man konfirmerer de unge i en fart så de kan komme hjem til gaverne, man indstifter kristne ægteskaber – det er jo så romantisk at blive gift i kirken – og man begraver folk, den eneste handling, der er ufrivillig. Nå ja, og så holdes der gudstjeneste hver søndag. Tydeligvis for de indviede.

Alt dette rod af pseudo-troshandlinger kaldte Kierkegaard ”Christenhed” og mente, at det ”ikke er kristendom, men et uhyre sansebedrag” og at ”de troende ganske vist ikke er hedninge, men lyksaliggjorte i den indbildning at være kristne”. – Hykleri kunne man kalde det.

Ansvarsløs – det er den kirke, der behændigt viger uden om ethvert socialt og politisk problem, der ikke lige influerer på dåbstallene. Det er på tide, at kirken erkender sit ansvar og handler. Kirken må erkende sit kald og det vil i første omgang sige, at den kristne menighed må forstå, at sagen ikke drejer sig om at gå i kirke, men at være kirke”.

Ak ja, det var ordene for 50 år siden. Jeg kunne have skrevet det i dag og stadig have ret.

Jeg skrev for nyligt her i Erindringerne om nogle af mine aversioner i livet. Det fik en erindrings-læser til at spørge, om der dog ikke er noget, jeg kan lide. Hvis denne læser var lidt mere grundig i sin læsning, ville hun have gjort bekendtskab med en mængde mennesker, jeg elsker (og en mindre del jeg elsker mindre) og med forhold og fænomener jeg er ret vild efter. Nu diskuterer jeg af princip ikke mine erindringer (eller mine anmeldelser), men derfor kan jeg godt svare på anden vis. Det skal lige gentages, at jeg kan ”elske” ting eller fænomener som kunst og religion – ordet er for mig forbeholdt mennesker – og alene mennesker, jeg har mødt. Jeg elsker altså hverken Beethoven eller Helene Fischer.

Naturligvis er der nogle ingredienser i det fantastiske liv, jeg er netop vild efter. Først og fremmest livet selv og dets forunderlighed: uforudsigeligheden, op- og nedturene, mødet med steder og mennesker, der gør livet større og giver dt mere mening. Alt sammen danner og former det mig.

Det gør i øvrigt også kunst af enhver art samtidigt med at den udfordrer fordomme i forhold til overraskelser og nytækning. Næsten i samme boldgade er min tro, som jo også bringer tvivl frem i mit sind. De seneste år har erindringens nådegave fyldt mig. Jeg er helt vild efter den, selvom den også kan virke som en boomerang – det er jo ikke enhver påmindelse om fortiden, der skaber glæde, men netop peger jo frem mod det vildeste af alt: livets mangfoldighed – og lykken.

Forleden blev jeg interviewet til det finske tv YLE om fænomenet lykke med udgangspunkt i at danskerne er verdens andet lykkeligste folkefærd – efter finnerne. Hvorfor? blev jeg spurgt. Selv betragter jeg mig ikke jeg ikke først og fremmest som dansker (i kapitlet om aversioner skrev jeg netop at jeg ikke kan identificere mig med den danske ”folkesjæl”) og da man i udsendelsen viste en vox pop fra Strøget, hvor danskere fortalte hvad der gjorde dem lykkelige med svar som ”Hakkebøf med bearnaise”, ”Når FCK vinder”, ”Min nye bil” etc. måtte jeg påpege, at lykke for mig ikke er noget materielt.Det meste af det, jeg er ”vild med” er heller ikke materielt.

Jeg vil ikke hykle, at jeg ikke kan lide god mad, at jeg lever en privilegeret tilværelse og at jeg har haft min portofølge af biler og andet stads, men det egentlige i mit liv er af en anden betragteligt bestandig beskaffenhed.

Det kunne være titlen på en bog af fantastiske Søren Aabye Kierkegaard men nu er det ikke mægtige SAK, men lille mig, det handler om – og mit vanvid, og jeg bilder mig ikke ind at kunne besvare spørgsmålet med bare en brøkdel af den visdom som gamle SAK besad. 

Men er jeg ramt af vanvid og hvis: hvori består så dette? Bemærk først, at jeg spørger med navneordet ”vanvid”, ikke tillægsordet ”vanvittig”, som for længst er blevet udvandet. Det er meget værre at have vanvid i sindet end bare at være eller opføre sig vanvittigt ind imellem – det gør de fleste vel. Men hvad betyder ”vanvid”?

Kunne jeg bare henholde mig til ordets norrøne sprogstamme, hvor det blot betyder ”forstand”, var der ingen grund til at bore i det. Men nu om dage defineres ordet som ”en sindstilstand, handling eller tanke der skyldes at en person ikke er ved sin fornufts fulde brug pga. psykisk sygdom”, altså næsten det stik modsatte af det norrøne, kort sagt: uforstand. 

Nu er det sådan, at mit vanvid ikke nødvendigvis skyldes psykisk sygdom i henhold til anerkendt forskning, men sikkert er det, at dette vanvid læner sig betænkeligt op ad psykiatriske diagnoser, endskønt jeg aldrig, trods utallige behandlingsforløb har fået en sådan. 

Værst er ikke de bløde udtryk for vanvid: mine mange idiosynkrasier, beskrevet i kapitlet ”Aversioner”, eller ungdommens udtalte vrede, indignation og håbløshed, en rasen, der ikke var rettet mod mine medmennesker, men fænomener som uretfærdighed, had, undertrykkelse, udnyttelse, krig og nød etc. – alt sammen for så vidt også forårsaget af mennesker.

Værre er nok nogle egenskaber, jeg enten er født med eller har udviklet på min mange dannelsesrejse gennem livet, især i barn- og ungdom: min trang til uophørligt at opsøge og overskride grænser og – min psykiske sårbarhed, der har medført tre selvmordsforsøg. Hertil en kronisk sindstilstand af melankoli, angst, mindreværdsfølelse, dårlig samvittighed, rast- og rodløshed, dødslængsel og foragt for svaghed, især min egen.

Skal man endelig over i medicinske termer kan det noteres, at jeg har tydelige borderline-symptomer og gennem livet tiltagende OCD-tegn – igen som det beskrives ”ikke en sindssygdom, men en psykisk lidelse”. 

Bag et tilforladeligt ydre gemmer sig et asocialt, utilpasset og utilfreds menneske, der siden den tidlige barndom har været på en dannelsesrejse uden mål og med, uden fremskridt og uden udsigt til forbedring. Jeg oplever livet som en ubrudt kæde af egoterapiske øvelser: konstant selvransagelse og indre oprydning, søgen efter min plads blandt andre mennesker og i verden og ikke mindst svaret på livets vigtigste spørgsmål: Hvorfor?

Maaske deri bestaar mit Vanvid.

Forgangne uge fandt et af mine kære ”børn”, Ord- og Litteraturfestivalen ORDKRAFT sted i fødebyen Aalborg. Den er – nævnt i al ubeskedenhed – udtænkt og realiseret af mig bistået af gode venner i 2011 og er blevet en succes. Jeg havde i år til opgave at styre en samtale om den hendøende kunstkritik i dansk presse og til panelet havde jeg bl.a. inviteret forlagsmanden Hans Henrik Schwab, som jeg ikke er helt ukendt med. Vi fik lejlighed til at opfriske hændelser fra barndommen idet vi er opvokset i samme kvarter, faktisk i samme ejendom på Boulevarden 44 og som om det ikke var nok: min far var ansat hos Schwabs morfar, som havde en engros virksomhed, der leverede blomster til nordjyske blomsterhandlere.

Viggo Dahl-Jensen hed han og han kunne være lidt brysk i omgangstonen, men var overmåde venlig og omsorgsfuld over for mig, dengang en knægt på 5-6 år. Erindringen om én af de gange Dahl-Jensen som jeg naturligvis ikke var på fornavn med (det var vist kun hans kone, den søde Karen) udviste stor omsorg for mig dukkede op her til morgen og handler om en nat, hvor min far glemte mig sovende på gulvet ved siden af førersædet i én af blomsterfirmaets Hanomag-lastbiler.

Jeg var undertiden med på en dagstur, der begyndte ved 4-tiden om morgen med afgang til Gasa blomstermarkedet i Odense, retur til Aalborg og herefter ud for at distribuere blomster i Thisted, Frederikshavn m.v. En tur på flere hundrede kilometer og en arbejdsdag på sagtens 18-20 timer.

Godt træt parkerede far lastbilen i garagen, låste af og gik de 100 meter hjem til lejligheden, som Dahl-Jensen havde skaffet os og hvor vi faktisk var naboer til ham og fru Karen.

Far glemte imidlertid mig, der for længst var faldet i søvn på gulvet i lastbilen. Jeg blev vækket efter nogle timer af Viggo Dahl-Jensen, der også mødte tidligt for at inspicere firmaet og blev noget bestyrtet over at finde mig efterladt. Resolut løftede han mig op, bragte mig hjem til Boulevarden hvor han vækkede min far med ordene ”For satan, Knud, du har sgu glemt Evan i garagen” eller sådan noget. Min trætte far var naturligvis ulykkelig, min mor vred og Dahl-Jensen vendte surt om og gik ind til sin Karen.

Far og mor var ikke de eneste, hvis dør blev banket op den nat. På vej fra garage til hjem havde grossereren og jeg været omkring Othellobageriet, hvor han havde fået bageren til at udlevere en stor pose slik til mig. Jeg havde faktisk ikke taget skade af hændelsen, men i dag ville det måske have skabt tvivl om fars og mors evne til at være forældre.

Det er lettere at få tilgivelse end tilladelse. Den strategi har jeg betjent mig af utallige gange i mit liv, både i arbejdsforhold og privat. Det er en særlig prægtig strategi. Den er en smule moralsk anløben og også risikabel – det er kun Vorherre, som for alvor kan tilgive, hos mennesker skal man ikke tage tilgivelsen for givet. Jeg har da også oplevet et par fyringer og brudte forhold fordi jeg havde satset for højt. Når jeg alligevel kalder den ”prægtig”, er det fordi den jo får ting til at ske, som ellers ikke ville lykkes.

Et par eksempler er fra mine mange år i DR. I 1989 gav jeg et beskedent bidrag til at redde de såkaldte løvetamariner, en abeart fra Brasilien, som er udrydelsestruet. Initiativet kom fra den nordjyske folkemusikgruppe De Gyldne Løver og handlede om at producere og udgive en LP, hvis overskud skulle tilfalde de stakkels aber. Jeg bidrog med hvad jeg kunne stable på benene af produktionsteknik, mandskab og rettigheder som jeg disponerede over i DR. Faktisk et ret afgørende bidrag og jeg skrev en rørstrømsk note på LP’ens bagside om det enestående initiativ. Da projektet var lykkedes fik jeg ”oppefra” at vide, at det var ikke den slags, DR’s ressourcer skulle gå til, men tilgivelse fik jeg.

10 år efter gjaldt det en mere alvorlig sag, hvor jeg på samme måde og også uden chefens og bogholderens viden eller godkendelse, realiserede mit personlige public service-begreb ved atter at stille DR’s ressourcer til rådighed for udgivelsen af en dobbelt CD med titlen ”Håb for Kosovo”, denne gang i samarbejde med Læger Uden Grænser og pladeselskabet OH Musik. Og igen med et forord præget af den tragiske krig i Kosovo og med hele overskuddet til ofrene for den som resultat. Igen stillede jeg DR-mandskab, teknik og rettigheder til rådighed i ret stort omfang. Og igen fik jeg en mindre irettesættelse og vejledning i hvad de ret betydelige ressourcer, jeg forvaltede, skulle bruges til.

Dette berettes ikke som brasso på min glorie eller fordi jeg er mere altruistisk end så mange andre.Selvom der ikke er nogen personlig vinding i den slags, er der dog en vis tilfredsstillelse ved at medvirke til dem. Måske stammer min holdning til det fra min barndom, hvor begge mine forældre i årtier gjorde et stort frivilligt arbejde i Kirkens Korshær m.v. Jeg må have fået et eller andet ind med modermælken for den dag i dag, hvor jeg alene er ansvarlig for mine egne ressourcer, fortsætter jeg med at engagere mig i den slags – og håber på tilgivelse fra chefen. Det er også mig og det gør det hele lidt mere fremkommeligt.

Nogle af Erindringernes abonnenter har foreslået at jeg genoptrykker nogle af de over 3.000 artikler, jeg har skrevet livet igennem. Ganske vist er der udkommet en håndfuld antologier gennem årene, men her i Erindringerne spredes nu nogle flere under overskriften “Fra alle årene”.

Fra 1973 bringes ikke en artikel af mig selv, men om mig. Den er fra Politiken 16/12-73 og skrevet af forfatter og kritiker Ole Storm. Han havde set mig i TV og det var han ikke glad for. Jeg skrev en del nye salmer i de år og var nu bedt ind i det populære TV-program ”Landet Rundt” sammen med forfatteren Ester Bock for at præsentere en af salmerne sammen med en af tidens unge skuespillere. Storm skrev under overskriften ”Farvel til Grundtvig” bl.a.:

”Tre djævelens advokater tonede frem på TV-skærmen mandag aften i den åbenbare hensigt at undergrave den eneste bredt folkelige kulturarv: de danske salmer med tilhørende melodier. Det skete i programmet Landet Rundt, hvor Preben Heide med et diabolsk smil fremførte en yndling med gammeldags organistsløjfe. Han skulle være noget særligt. Det var han på sin vis også for han havde siden sin tidligste barndom arbejdet på at udskifte de gamle salmemelodier med nogle af egen tilvirkning. Nutiden skal ha’ nutidige melodier, sagde han. De gamle duer ikke.

Og nutiden skal ha’ nutidige salmetekster, sagde en dame, der var magister i et eller andet og viste sig på skærmen med et halvt franskbrød indbygget i frisuren a la mode 1965. Hun skrev moderne salmetekster, for de gamle salmedigtere duede ikke mere – de var bare finkulturelle, slog hun fast.

Men nu skulle vi bare høre! Komponisten buldrede i tangenterne, en skuespiller uden stemme sang rustent og med tænderskærende blik og teatralske lader en af damens nu-poetiske salmer.

Ak, Weyse! Ak, Kingo og Brorson og Grundtvig! Det var helt igennem rædderligt, men nu er de sluppet gennem radiospredningslovens nåleøje, og i tidens fylde dukker de sikkert op på hitlisten med deres ukristelige bras”.

Det undrer mig såre hver gang det sker: en kvinde siger ”Jeg elsker dig” til mig. Med overskriften påstår jeg hverken, at halvdelen af jordens befolkning har erklæret mig kærlighed eller at jeg er nogen Guds gave til menneskeheden (hvis jeg i et øjebliks vildfarelse skulle tro dét har jeg ofte fået det modsatte at vide), men ud over min for længst afdøde mor, min samlever og mine børn er der et antal kvinder, der jævnligt bedyrer mig om deres kærlighed. Antallet er ligegyldigt, jeg kender det i øvrigt ikke, men der er tale om kvinder, jeg har kendt i årtier eller måske kun kort tid og i forskellig grad, og de er meget standhaftige.

Det er naturligvis kvinder, jeg også elsker. Som engang har fået så stor betydning i mit liv, at effekten varer ved. Som ved korte møder eller i lange forhold har betaget mig og indtaget mit sind med en kraft, der har længere halveringstid end det mest sejlivede atom. Der kan gå år mellem mine møder med disse skønne mennesker, men den gensidige følelse er altid den samme selvom guderne skal vide, at den ofte har været udfordret både indefra og udefra. Kærligheden er der bare.

Når det også kan undre mig, er det fordi jeg jo er den der kender mig bedst og jeg har hele mit liv tvivlet på, om jeg er værd at elske. Så meget desto mere er mine forhold til og følelser for disse kvinder noget af det dyrebareste, jeg kender, og jeg håber, at det til sin tid vil være det sidste, der strejfer mit sind.

Evig kærlighed eksisterer naturligvis også mellem mænd, men jeg er fra en generation, hvor (sjælelige) kærlighedserklæringer mellem mænd opfattes som dubiøs. Jeg kan dog ikke sige mig fri for, at der findes mænd, jeg i platonisk forstand elsker, selvom følelsen aldrig er blevet udtrykt hverken den ene eller den anden vej.

Jeg håber og tror naturligvis ikke, at jeg er det eneste menneske, der oplever denne slags ”evig” kærlighed; endsige at jeg er den eneste, der har fortjent skønne kvinders vedvarende gunst. Dét er i sandhed en Guds gave til menneskeheden.

Modvilje over for andre mennesker er naturligvis ikke en god ting. Især ikke, hvis den, som ofte, er ubegrundet, måske ubevidst. Begreber som fordomme og udsagn om ”ikke at kunne fordrage” nogen eller noget falder hurtigt på tungen, når det drejer sig om aversioner. Næppe nogen kan sige sig fri for at rumme den slags, jeg bestemt ikke. 

Når jeg tænker på mine aversioner opdager jeg hurtigt, at jeg ikke er i sync med det, man kalder ”den danske folkesjæl”. Det gælder både uvilje mod forherligelse af visse personer og afstandtagen til særligt danske begreber og fænomener. Tre historiske skikkelser har jeg det mildt sagt ikke godt med: N. F. S. Grundtvig, H. C. Andersen og Carl Nielsen. 

Førstnævnte er overvurderet som salmedigter. Havde han halveret antallet, kortet dem ned til det halve og tilsat en smule Brorsonsk inderlighed og Ingemannsk troskyldighed kunne jeg lettere synge med. Mit forhold til ham er ogsåpåvirket af min aversion mod fællesskabet som fænomen, som han jo havde en vis andel i udbredelsen af. Jeg tror ganske enkelt ikke på fællesskabets magi. Efter min mening er parolen ”Jo mere vi er sammen jo mere harmoni”, forfattet af den ellers udmærkede Mogens Dam, er noget gedigent sludder. Kunstneren Jørgen Nash sagde engang ”Uenighed gør stærk” og det er også min erfaring. Særlig galt går det, når fællesskabet bliver et mål og ikke et middel og det ses mere og mere. Som troende må jeg anerkende den kristne fællesskabstanke, men den handler for mig om et fællesskab om og med Gud, ikke med ligesindede og ”rettroende”.

Nu jeg er ved aversionen mod et begreb, så lad mig bringe fænomenet ”hygge” på banen, som jeg også altid har haft en aversion imod. Det hænger mig langt ud ad halsen. Hygge er som regel hyklerisk og påtaget/påtvunget, en tom og betydningsløs skal, danskerne skjuler sig i og som siges ikke kan findes andre steder. Jeg kan godt forstå, at andre ikke har taget det ubrugelige stads til sig.

Hvad angår H. C. Andersen, så er han ufortjent overvurderet. Jeg synes, at hans såkaldte eventyr vidner om en enfoldig, ubegavet og bagstræberisk såkaldt digter, som ifølge samtidige kilder ophøjede sig selv i ucharmerende grad til den piedestal, eftertiden nødsages til at bøje nakken for hvis man vil betragte hans kontrafej. Når litterater fortæller, at HCA var inspireret af bl.a. Brødrene Grimm er det et usselt skalkeskjul for at han stjal med arme og ben. Uh!

Så er det Carl Nielsen, hvis musik forekommer mig kunstlet, grim og sær. Han er ikke den eneste komponist, der på den måde tegnede et selvportræt i sin musik, men han er en af de værste. Han nævnes ofte i sammenhæng med Sibelius, som han ikke når til sokkeholderne og den norske skovtrold Grieg, der rejste Europa rundt men aldrig skrev andet en ligegyldige fjeldmelodier. Nielsen og Grieg minder om hinanden på den måde, at de aldrig blev andet end dansk hhv. norsk, dog med den tilføjelse, at Nielsen vist også var et utyske.

Jeg indrømmer gerne, at mine aversioner er følelsesladede, irrationelle og fodret af fordomme. Jeg er ikke stolt af disse aversioner – faktisk kan jeg ikke fordrage dem. Men de er der og går næppe nogensinde væk.

“Man skal aldrig sige aldrig” lyder det i folkemunde. Den slags fyndord glider langsomt ind i sproget som uimodsigelige sandheder der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Det har jeg nu altid gjort, f.eks. ved at afprøve sandheden i det modsatte udsagn. Lige nøjagtigt med dette fyndord er den metode ikke farbar. Det er lettere med udsagn som ”Man skal ikke slå på nogen, der er mindre, end én selv”. Hvilket for mig er dumt, for det går da først galt hvis man slår på en, der er større end én selv…

”Man skal aldrig sige aldrig” har den underforståede fortsættelse: man kunne jo komme til at fortryde; og fortrydelse opfattes ofte som uhæderligt, mindst som et svaghedstegn. Det lærer politikerne på den hårde måde, når de gang på gang holdes op på gamle løfter og udtalelser. Det er yderst sjældent, man hører dem sige, at de simpelthen har fortrudt. Selvom netop fortrydelse er noget såre menneskeligt. Jeg har flere gange her i Erindringerne fortalt om mine større fortrydelser i livet og det har jeg ikke fortrudt. Det er faktisk en ret tilfredsstillende følelse at komme med ærlige indrømmelser.

Jeg siger altså ofte aldrig, ikke blot til selvfølgeligheder som at slå ihjel eller gøre skade på den ene eller den anden måde, men ofte på baggrund af en erfaring eller erkendelse. Det kan være handlinger jeg netop har fortrudt og derfor aldrig vil gentage. Den hensigt styrker det lille ord ”aldrig” mig i. Det ligner det kollektive slogan ”Aldrig mere krig”, som også udtrykker en hensigt om ikke at gentage fortidens fejltagelser.

Derfor: man skal aldrig sige, at man aldrig skal sige aldrig. Det kan man let komme til at fortryde den dag, man står over for noget, man virkelig bør sige aldrig til. Da kan det være svært at lade udsagnet om aldrig at sige aldrig være usagt.

I min serie om Very Important Persons i mit liv skal Claus Svenstrup omtales netop på denne dag, hvor han holder afskedsreception efter årtiers karriere som offentlig embedsmand med kunst og kultur som ressort. Han har beklædt adskillige jobs i det nordjyske kulturliv fra embedsmand til leder og slutter karrieren som ”chefkonsulent” i Region Nordjyllands afdeling for regional udvikling, kultursektionen, som i øvrigt nedlægges med årets udgang som følge af en tåbelig regeringsbeslutning. Regionen, tidligere Amtet, har været den største støtte af mine underlige projekter siden den første bevilling i 1978 – ikke mindst efter Claus kom til i 2007.

Men lang tid før det mødte jeg ham; jeg husker ikke præcist hvornår og i hvilken sammenhæng, men han gjorde straks indtryk som en embedsmand af de sjældne. Blottet for bureaukratisk snæversyn og unyttige vildveje, men derimod med stor generøsitet over for kunst og kultur og et imponerende engagement i samme. Han er ikke nogen ligegyldig stempelkvist, tværtimod. Jeg tror nok, han har overholdt formaliteter, love og regler, ellers var han næppe nået så langt – men kun lige. 

Hvis reglerne bliver for snærende, er han en mester i at finde smuthuller og genveje, altid i sagens tjeneste. Når jeg præsenterer Claus for en idé og han vender tommelen op går jeg videre. Vender han tommelfingeren ned går jeg også videre for på et tidspunkt hopper Claus på vognen. Han er nemlig en mester i u-vendinger – de kan være dødens farlige i trafikken, men livgivende for kunst og kultur.

Claus fylder rummet, for det meste alle rummene, fordi han selv er et rummeligt menneske. Han fylder ofte for meget, men aldrig ingenting. Undertiden flyder han over. Ekkoet af hans lange sætninger og kaskader af kreative ideer kan sætte sig som tinnitus i sindet eller kontant på mobilregningen fordi han lige skulle aflevere en kort besked på 45 minutter til mig i Berlin eller Barcelona. Som regel indledt med ordene ”Jeg skal ikke tage din tid”, hvilket han så gjorde.

Claus’s engagement er af en kaliber, jeg ikke før eller siden har set i branchen. Hans tempo er legendarisk, hans viden og nysgerrighed ligeså, og han går til kunsten og kulturen med en til kærlighed grænsende begejstring, båret af stor respekt for kunstnere og andre underbetalte kulturfolk. Han betyder utrolig meget for mig, også som ven.