Her i Erindringernes kapitel 400 er det tid for en tilståelse fordi en veninde gennem fire årtier (som altså kender mig godt) for nogen tid siden hviskede til mig: ”Du er godt nok trættekær ind imellem”. Udtalelsen var ikke møntet på vores forhold, men på endnu en offentlig diskussion, jeg havde bevæget mig ind i. Umiddelbart måtte jeg rose hende for sprogbrugen – ”trættekær” er et herligt og alt for sjældent brugt ord. Jeg havde dog ikke noget svar på stående fod.

Men hun har ret. Jeg har ry for engang imellem at være en brokrøv for nu at skrive det lige ud. Jeg indrømmer det, for det er vanskeligt at modbevise. Det er ikke blevet værre med alderen, men heller ikke bedre. Den dag, dette skrives har jeg 1) brokket mig over en prisstigning på 120 % på et af mine mange abonnementer; 2) brokket mig over Jyllands-Postens historieforfalskning i en leder om Kulturmødet; 3) brokket mig til DR og TV2 over dårligt sprog på deres sites. På denne længdegrad er solen først lige kommet til syne, så jeg kan nå mere brokkeri i dag – og der er jo også en dag i morgen.

Jeg brokker mig mest over uordentlighed, uredelighed og uærlighed; for så vidt tre sider af samme sag, nemlig at opføre sig anstændigt og respektfuldt overfor andre mennesker. Det kan være svært og jeg skal ikke fremhæve mig selv som noget unikum desangående, men jeg gør mit bedste – også når jeg bliver trættekær. Det er krævende sådan at korrekse andre mennesker. Man skal kunne bevise sin ret, man skal kunne klare kritik og være parat til at undskylde hvis man har taget fejl og: man skal huske ikke bare at skose men også at rose andre når de har ret.

Modsætningen til trættekær kunne være lalleglad – eller ligeglad. Den slags mennesker kender jeg en del af. De er konfliktsky, glatte som ål på en teflonpande, ligeglade med egne og andres fejl og dumheder, de prædiker ”Love and Peace” i ét væk bare for at undgå konflikter og stillingtagen. De er immune over for brokkere som mig – enten ved at de ignorerer mig helt eller med en stum, men sigende, opgivende hovedrysten. For den lalleglade skal der bare én kritisk bemærkning til før brokkeren bliver kaldt negativ.

”Jeg foragter folk der har hund. De er kujoner, der ikke har mod til selv at bide folk” sagde Strindberg. Så langt vil jeg nu ikke gå, men jeg har ikke stor respekt for folk, der ikke bider fra sig når der er grund til det, men gemmer sig bort i falsk positivitet, rygklapperi og den slags. Man må stå ved sig selv og have sine meningers mod; også det handler om respekt og ærlighed.

Jeg behøver næppe at uddybe, hvad jeg mener om disse lalleglade. Jeg vil helst ikke have nogle konflikter med dem. Men hvor er det befriende at få luft for min modvilje.

Forleden skrev jeg her i erindringerne, at jeg aldrig har samlet til huse og har forladt ægteskaber og arbejdspladser med tomme lommer og et par flyttekasser. Det er for så vidt rigtigt, men dronningen af mine eks’er, forhenværende fru Christina udgør en undtagelse fra denne regel (som så mange andre). Christina fandt det efter vores skilsmisse fornødent at lette sin garage for det meste af min bogsamling, vel 30-40 flyttekasser, som blev sendt over til mig i København. 

Her blev de opmagasineret i Radiohusets kælder indtil jeg forelskede mig gensidigt i Sofie, som havde en tom lejlighed på Vesterbro, skønt vi boede på Nørrebro. I Matthæusgade fik jeg pakket bogkasserne ud og bøgerne sat på stigereoler – 10 reoler á 6 hylder x 1,5 meter, altså omkring 90 hyldemeter. Det eneste, der ellers kunne være i den lille lejlighed, var et stort bord.

På et tidspunkt skete det ulykkelige, at Sofie og jeg måtte opgive vort samliv og så skulle biblioteket og bordet jo fjernes. Det skulle også jeg uden at have en afløsende bopæl; det var ikke første gang, men trods alt en udfordring. Her kom min ven, Ole mig til hjælp. Ole kendte jeg fra Bo-Bi Bar, Palæbar og andre inspirerende steder. Ud over trangen til alkohol havde vi mange og lange indsigtsrige og intelligente symposier om alt mellem himmel og jord. Ole var et givende og godt bekendtskab; også da jeg i min nød spurgte hvad katten jeg skulle gøre ved bøgerne og bordet – mig selv var naturligvis min egen sag.

Ole tilbød straks et stort, ubrugt kælderrum han havde i Charlottenlund og her bogkasserne transporteret ud til opmagasinering. Det gjorde en vognmand, som også fjernede mastodonten af et spisebord for mig. Der var tale om en 200 kg tung byrde fra mit ægteskab med papirklipper Bit. Faktisk en bryllupsgave fra mine forældre, ønsket af bruden; et massivt fyrretræsbord på 2 x 1 m med en 10 cm tyk plade. Da jeg ikke orkede at flytte mere rundt på det – i ægteskabelig forstand fortidshistoriske monstrum, spurgte jeg flyttemanden, om han kunne afhænde det for mig. Vildt begejstret foreslog han, at bordet udgjorde betalingen for flytningen og han ville gerne lægge nogle hundrede kroner oven i. Dem tog jeg ikke imod, men bordet var pist ude af mit liv.

Det hele foregik i 2002 og i 2004 flyttede jeg fra København. Som vanligt bare med nogle kasser tøj og andet fornødent – bøgerne forblev i Charlottenlund hos Ole, som jeg mistede kontakten med. NU, 20 år efter ved jeg ikke, om bøgerne eksisterer og om min tidligere ven lever. Jeg håber naturligvis at han gør – og det i bedste velgående.

Jeg håber også, at den belæste Ole har kigget lidt i bogsamlingen, for jeg havde bygget den op siden min barndom, hvor jeg tidligt lærte at læse. Der var megen skønlitteratur, især poesi, en stor mængde fagbøger om musik, billedkunst og filosofi, nogle bøger med dedikation og endelig musikalier i et ret stort omfang. Den pekuniære værdi er for så vidt uinteressant, men investeringen gennem min ungdom, studietid og senere har været betragtelig.

Dog: biblioteket er jo langt mere, end penge: det er en del af min historie, min erindring, mit liv. Jeg har læst det hele, men det er så det. Jeg har mange venner, med bugnende biblioteker med bøger – herunder uopsprættede – der vidner om, at bogsamlinger jo i høj grad er statussymboler for den intellektuelle elite; som jeg måske tilhører, men som skrevet: jeg har aldrig samlet til huse.

I 2009 deltog jeg i en serie i TV2Nord med titlen ”Livet er så mange ting”. Studieværten Per Jensen bad mig medbringe 10 genstande, der havde en særlig betydning for mig. Umiddelbart var valget lidt vanskeligt. Jeg er ikke særlig materialistisk på den måde, og jeg har aldrig samlet til huse, men har – uden fortrydelse desangående – forladt ægteskaber og arbejdspladser med tomme lommer og et par flyttekasser.  

Efter en del overvejelser (indboet var let at overskue) valgte jeg at gå ind i hvad jeg opfattede som programmets ”ånd” og medbragte 10 ting, der havde en symbolsk værdi for mig og kan siges at være kendetegnende for mit liv. For eksempel mit pas, som jeg altid bærer på mig (også til bageren om morgenen) fordi det, ud over sin konkrete funktion, er et udtryk for min frihedstrang og rejselyst – og et 2 kvadratmeter stort portræt af mig, malet af en god veninde og bestilt af en god ven, der som en anden mæcen nu havde det betragtelige portræt i privateje.

Og: jeg medbragte et lille udvalg af mine visitkort. Ikke mine egne, men de mange jeg er blevet stukket i hånden gennem årene, har puttet i lommen og derefter i en af mine mapper til den slags. Jeg havde for 15 år siden vel et par tusinde – de fleste er smidt ud. Det ville være halsløs gerning først at sortere for jeg ville næppe kunne huske bare en brøkdel af de navne og kontrafejer, der prydede eller prægede kortene, jeg ville ikke løbe den risiko at blive sentimental og – skulle det gå helt galt: forsøge at (gen)optage kontakt til nogle af de mange kortholdere, hvilket jo også kunne være farligt. Per Jensen pegede i udsendelsen på et tilfældigt kort (velsagtens fordi fotoet af en smuk kvinde sprang ham i øjnene) og spurgte ”Hvem er hun?” og jeg kunne ikke svare.

Ud over at et visitkort præsenterer navn, den vigtige titel og kontaktdata, så anvendes de jo også til små beskeder, og der kan jeg se på den ene mappe med ca. 300 kort, som jeg stadig har, at der også er håndskrevet en mængde små tilføjelser lige fra mere private kontaktmuligheder over tilbud eller anmodning om jobs til deciderede kærlighedserklæringer. Alt dette vidner om den særlige kultur, visitkort er og som, hvis man skal være højstemt, også er historieskrivning i mikroformat, mellemfolkelig kontakt og alt sådan noget.

Hvor betydningsfuldt visitkortet er, erfarede jeg da jeg i 1989 var på en månedlang arbejdsrejse i Japan. Jeg havde heldigvis daværende fru Christina med til adspredelse og især inspiration, og det første vi gjorde, da vi landede i Narita Airport var at finde nærmeste visitkortshop for at få trykt en mængde kort til os begge. I Japan har man ikke mødt et andet menneske for alvor før man har udvekslet visitkort, i øvrigt under et meget elegant ceremoniel. I de fem uger gav og modtog jeg flere visitkort end et helt år i Europa. En meget smuk skik, som jeg ikke ved hvordan praktiseres her 35 digitale år efter.

De seneste år har jeg ikke udvekslet mange visitkort, i hvert fald ikke på de nordlige breddegrader (hvor skikken heller ikke er så udbredt) for de er ikke efterspurgt så meget mere. Jeg udveksler dog stadig kort i fransk og tysk version i det egentlige Europa, men det er også langsomt på retur. Jeg tør ikke tænke på, om det bare er mine, der ikke er interesse for, men vælger at tro, at det er en kultur, der er uddøende i denne digitale tidsalder. Min forfængelighed forbyder mig at undersøge sagen nærmere.

I min serie med genoptryk af gamle artikler er jeg nået til 1970, hvor den 16-årige oprører i venstrebladet Aalborg Amtstidende udnævner ungdomsoprøret til at være en religiøs vækkelse. Året efter gik den 82 år gamle avis ind – dog næppe på grund af min kommentar. Jeg skrev blandt andet:

”Det lyder måske utroligt, og teorien vil sikkert møde modstand, men ungdomsoprøret er faktisk en religiøs vækkelse. Ingen filosofi er mere ”in” for ungdommen i dag, end kristendommen og dens budskab. Det er de samme fundamentale elementer, der er i ungdomsoprøret og i kristendommen: kærlighed, tilflugt (eller håb) og ansvar. Men de bliver forvaltet på forskellig måde. Men hvorfor gør de unge så oprør mod kristendomsopfattelsen? Netop fordi den kun er en opfattelse. De unge har indset den gamle opfattelse, den egenkærlige forvaltning af kristendommen, og paradokset heri – for hvad hjælper det f.eks. at tale om enhed og kærlighed, når der i dag praktiseres en mere splittende sekterisme, end nogensinde. 

….

Til dette har de unge et ultimatum, en ny fortolkning, der giver sig udslag i den religiøse vækkelse ungdomsoprøret. Som sagt er ungdomsoprørets principper: kærlighed, tilflugt (eller håb) og ansvar. De unges kristendomsopfattelse – den moderne kristendom – går ud fra, at det må være sjælden, det indre, det gælder. Den mener at kristendommen er en filosofi, kristendom er politisk, at kristen stillingtagen til samfundsproblemer er absolut nødvendig, at kristendommens budskab er den eneste udvej. Og frem for alt tillægger den Det nye Testamente mere betydning, end det gamle. Jesus er en helt – ikke fordi han er manden, der satte de skriftkloge til vægs eller fordi han for til himmels, men fordi han er en mand med kærlighed, og frem for alt fordi han ofrede sig selv for kærlighedens skyld. 

….

De unges ultimatum siger, at kristendommen er en filosofi, der kan hjælpe verdens mennesker i deres øjeblikkelige og enhver situation. Det er de filosofi, den religion, der kan hjælpe os til erkendelse, vækkelse af de åndelige værdier, der er i os. Det er den vej, der med helten Jesus Kristus som forbillede kan føre os til Gud. Altså hvis den bliver forvaltet rigtigt, hvis man finder det væsentlige i dens budskab og hvis man er villig til, som Kristus, at ofre lidt af sig selv for kærligheden. Kristendommen har ikke noget med danseforbud at gøre – eller med at være langhåret og -skægget, kristendommen er et budskab til sjælen”.

Celine kaldte mig nyligt en “ermit” i en blid men bestemt bemærkning om at vort samliv trænger til mere samvær – sagt på en anden måde: at jeg nyder samværet med mig selv mere end samværet med hende. Intet kunne være mere forkert, men det kan godt se sådan ud. På dansk betyder ”eremit” noget i retning af eneboer. På fransk er det forbundet med ordet eremitage, som er en slags tilflugtssted, hvor man kan være alene med sine tanker og sig selv.

Jeg har altid været tiltrukket af – og praktiseret – at trække mig tilbage til steder andre ikke har adgang til. I min voksne tilværelse altid haft mit eget værelse, som ud over det arbejdsmæssige altid har haft rekreationsmuligheder. Selv på skiftende arbejdspladsers kontorer med enkle livsfornødenheder, f. eks en sofa, for at kunne arbejde. 

Noget af det, jeg nød mest som barn var at pjække fra skole og tilbringe dagen alene et øde sted ved havnen i fødebyen. Senere var jeg ved 5-tiden hver morgen den eneste på gaden mellem mit hjem og Ansgars Kirken, hvor jeg så tilbragte et par timer alene ved orglet. Og igen nogle år efter nød jeg sommerferierne næsten mutters alene på konservatoriet, hvor jeg tog et studiejob som bestyrer af biblioteket simpelthen for at have en hule at gemme mig i. I de første år af min DR-tid flintrede jeg rundt i landet og sendte koncerter og gudstjenester. Omkring 40.000 kilometer årligt blev det til og jeg nød de mange timer alene i bilen. Jeg har aldrig delt kontor med andre – jeg ville simpelthen ikke kunne arbejde der.

Jeg kan tilbringe 3-4 døgn på mine 33 kvadratmeter i Danmark uden at forlade stedet for så ikke at komme der 2-3 måneder. Jeg har det fornødne (og masser af aktivitet og by i afstand uden for døren) på den sparsomme plads og så ikke mere. Jeg kan arbejde, vegetere og overleve. Jeg bryder mig ikke om spontane visitter og det antal besøgende jeg har haft på 13 år kan tælles på to hænder. Mine ejendele kan pakkes i tre flyttekasser på et kvarter skulle det blive nødvendigt. I Celines boliger er situationen den samme. Jeg stilles mine egne lokaliteter til rådighed også her med sparsomme ejendele, egen ind- og udgang og ofte uden ”besøg” i ugevis. Selvfølgelig har jeg adgang til resten af hjemmet, men jeg er “ikke materielt” synlig der.

Alt dette hænger måske sammen med hvad jeg også altid har praktiseret og fundet nødvendigt: en slags nomadetilværelse. Jeg kan ikke være samme sted i mere end nogle dage så skal jeg videre. Derfor har jeg altid mit pas på mig, og jeg rejser som regel ”empty handed”. Nyligt fyldte jeg 70 år men lod ingen vide – ej heller Celine eller børnene – hvor jeg tilbragte dagen. Den slags har omgivelserne vænnet sig til, men nok aldrig forstået.

Også her på mine gamle dage trænger trangen til alenehed, som jeg kalder det, sig altså på. Det skal ikke forveksles med ensomhed og jeg er ikke på vej væk fra nogen eller noget; der er ikke tale om flugt, men tilflugt. Men med alt dette sagt, så må jeg hellere slutte nede på jorden og tilføje, at selv jeg er jo kun et menneske. Ikke blot forstår jeg min elskede Celines ønske om et samliv med mere samvær – jeg deler det også. Så mon ikke… 

Om en halv snes dage lukker og slukker Vendsyssel Festival (VF) for 54. gang. Siden 2. juli har vendelboer og turister kunnet opleve især klassisk musik i kirker og koncertsale fra Skagen til Nørresundby. Festivalen præsenterer sig sådan: “Med sine 50-60 koncerter hver sommer er Vendsyssel Festival en af Europas største og mest levedygtige musikfestivaler. Det er så meget mere imponerende i betragtning af, at festivalen er – og altid har været – ledet og organiseret af frivillig, ulønnet arbejdskraft”.

I perioden 1979-2005 arbejdede jeg med VF på forskellige måder. Som ansvarlig for DR Nordjyllands musikleverancer til lands- og regionalprogrammer oplevede jeg et utal af gange koncerterne i en af DR’s musikbusser og i flere år samarbejdede jeg med festivalen om at få internationale navne til landsdelen. Som anmelder på Kristeligt Dagblad og Aalborg Stiftstidende i perioden 1977-87 og igen 2004-05 har jeg uddelt ris og ros til festivalen og dens medvirkende herunder med en årlig ret kritisk opsummering. Allerede i 1979 savnede jeg både musikalsk bredde og udsyn til andre kunstarter. Kritik af VF’s ensidighed og manglende kunstnerisk niveau gik igen i mine anmeldelser. 

Netop det VF gør en dyd ud af – den frivillige, ulønnede arbejdskraft – er en af grundene til at festivalen måske nok er ”en af Europas største og mest levedygtige musikfestivaler”, men på ingen måde kan sammenlignes kvalitativt med lignende festivaler i f.eks. Tyskland – heller ikke de regionale. Festivalens ledelse har generelt manglet folk med tilstrækkelig faglig indsigt og kunstnerisk udsyn, og har der endelig været nogle af den slags, er de forsvundet igen. Værre blev det, da landinspektør Jørgen Boe i 1992 tog over som formand. 

Boe var der også (og er der stadig) da jeg i 2005 indledte en anmeldelse således: ”9. juli 1979 anmeldte jeg for første gang Vendsyssel Festival. I de forløbne 26 år har jeg skrevet ca. 200 artikler om og sendt ca. 90 koncerter i radioen fra festivalen. Dette skrift bliver måske det sidste, og det vil nogen sikkert glæde sig over. Siden den dynamiske, vidende og åbne Bodil Clausen blev erstattet som formand, har vort forhold ikke været det bedste – simpelthen fordi jeg mener, at det kunstneriske niveau ikke er godt nok. Jeg har respekt for det store frivillige arbejde, der gøres, men knofedt er ikke nok!” Kulturredaktøren skrev undrende til mig, hvorfor jeg dog fyrede mig selv i avisen.

Det fandt jeg nu grunde nok til, da jeg i 2021 fik overrakt en flot 50-års jubilæumsbog, forfattet af min glimrende, højt respekterede anmelderkollega, Tore Mortensen. Han beretter om ”Evanthore Vestergaards bandbulle” fra 1984, ”Den store avisfejde” i 1994 og ikke mindst min afskedssalut fra 2005.Mortensens veldokumenterede og helt korrekte referater af mit mangeårige forhold til VF virkede en smule voldsomt på mig, men i min karriere som anmelder skete det ofte, at musikere, publikum og arrangører udtrykte deres uenighed – ofte i utvetydige vendinger. Jeg lå som jeg selv havde redt – der skal ikke klynkes og jeg fortryder på ingen måde de flere hundrede anmeldelser, jeg har signeret.

Mit store idol, forfatteren Georg Bernard Shaw, der omkring 1890 selv var anmelder, blev engang beskyldt for at han ”bestemt ikke var nogen gentleman”. Hans svar var: ”Jeg har aldrig kunnet se, hvordan en Kritikers Pligter, som bestaar i at komme med pinlige Bemærkninger om de mest følsomme af hans Medskabninger, skulde kunne forenes med en Gentlemans Opførsel”. GBS havde så meget ret og det er ikke mit anmelderi, der giver mig natlige mareridt.

VIP – Poul Krabbe

Der findes flere adelige og borgerlige slægter i Danmark med efternavnet ”Krabbe”. Jeg ved ikke, om Poul Verner Krabbe er adelig, men han er én af få hædersmænd i mit liv. Han har et vist majestætisk udseende og i heldige øjeblikke en aristokratisk væremåde, men om han kan spores tilbage til en af 1300 tallets Krabber er nok tvivlsomt. I givet fald vil han være den første, der bærer fornavnet Poul.

Til gengæld ved jeg at han er glad for skaldyr, svampe og god vin, er kræsen og kvalitetsbevidst med mad og en god kok. Disse høje krav til mad og drikke nævnes fordi de er karakteristiske for Pouls forventninger til livet i det hele taget og i høj grad tegner hans måde at leve livet på. Poul er journalist. Ikke en dusinvare af slagsen, men journalist par excellence. Det er fransk og betyder noget i retning af ”den ypperste af slagsen”. Han har da også prøvet det meste inden for faget og vist at han kan det hele. Sådan cirka modsat mig.                

Derfor har Poul altid været en slags mentor for mig. Måske ved han det ikke eller også gør han, for han har en snert af bedrevidenhed på den gode måde. Han ved faktisk meget og bedre (som regel) og jeg lærte tidligt, at det kunne være farligt at overhøre hans mange råd. Ikke blot er de velmenende, de er som regel også nyttige. Jeg har fået mange af dem, ofte i bydeform, men aldrig uvenligt. Poul er et begavet menneske og har altid været en erfaren mand. På samme tid fordomsfuld på visse områder og alligevel åben og uhildet i forhold til livets vigtigste sager. F.eks. er han utroligt vidende og passioneret om billedkunst og det gør jo ikke noget. Han er også en god rafler og det har vist heller aldrig gjort nogen fortræd (ud over de øvrige raflere). 

Poul har reddet mit skind flere gange. Da jeg i 1986 opfandt en lille tryksag kaldet Resonans for Nordjyllands Amts Musikudvalg blev jeg tildelt en medredaktør, som jeg simpelthen ikke kunne arbejde sammen med. Jeg opgav efter et år men Poul overtog projektet. Ikke nok med at han holdt ud i hele 20 år, publikationen blev også betydeligt mere kvalificeret end jeg magtede. 

Det er sket at Poul har rost mig – på sin egen forbeholdne måde. Således da jeg i 1993 modtog en pris hvor Poul i en omtale af mig bl.a. skrev: ”Årets modtager af Nordjyllands Amts Musikpris blev udstyret med så mange smukke ord, at han til slut var næsten selvlysende. Al rosen er naturligvis fortjent, men manden skal jo også være til at leve videre med”. Det er så typisk Krabbe: begavet og elegant formuleret, venligt – men også dobbeltbundet. Som da han ved min afskedsreception på Nordjyllands Radio et par år efter sagde: “Du finder ofte det sted, hvor gærdet er lavest – og så kravler du under”. Den skulle jeg lige gumle på.

Af geografiske grunde er vores kontakt ebbet ud de seneste år, men nu og da – især ved årsskiftet – modtager jeg hans og den uforligneligt udholdende fru Esthers “Nytårslangt”, som erstatter julekort. Det er en slags familiekrønike, ofte indeholdende citater af store ånder og aldrig kedelig læsning. I øvrigt er betegnelsen “nytårslangt” også typisk Poul. Han kan lide at vende tingene på hovedet og forbavsende ofte ser de så bedre ud. Krabbe kan en del og nyder min allerstørste respekt både som menneske og fagmand. Jeg holder meget af ham.

I denne serie med tekster fra alle årene er jeg faldet over et par småting fra 1969. “Dansk Familieblad” var et ugeblad, der udkom 1910-1980, hvor det blev integreret i “Hjemmet”, der stadig eksisterer. Af grunde, jeg ikke kender, offentliggjorde Familiebladet engang i 1969 et digt

med titlen “Næste…næste…næste”, hvis ordlyd var således:

“Hvorfor græder dine øjne

når din næste dør på tv-skærmen, menneske?

Måske det var den bedste,

måske bedre end dig,

der klynker om frihed til din brødrister.

Åben dine øjne og trøst dem.

Elsk din næste

som din næste burde elske dig,

og tro, at han gør det.

Husk, at du selv er den næste

og at det er senere, end du tror”.

17. marts samme år skrev jeg et læserbrev i en avis, jeg ikke lige kan kende, enten Ekstrabladet eller Aalborg Stiftstidende, men i hvert fald handlede det om NATO, som jo er højst aktuel i dag. Jeg underskrev mig “Anti-natoist og pacifist” og sendte følgende opfordring til befolkningen med overskriften “Ud af NATO”:

“Hvad vil det egentlig betyde, hvis vi bliver i NATO? Mange har i den senere tid skrevet en hel masse, og er kommet med mange forskellige argumenter. Det er ikke det, jeg vil her. Jeg vil bare fortælle Dem, med nogle tørre tal, at det er forkert at blive i NATO. I finansåret 1969-70 er Danmarks militærudgifter 2610 mill. kroner. Eller 2610.000.000 kr. For de samme penge kan man bespise 1.087.500 sultne i 10 år. Kan Danmarks samvittighed, og dermed Deres samvittighed, tåle det? Derfor: ud af NATO!”

I forlængelse af forrige kapitel ville det måske være på sin plads at foretage en lille selvtest på mit moralske kompas. Normalt reklamerer jeg ikke voldsomt med mine laster, men bekendelserne i kapitlet “Maitresse” og enkelte andre i Erindringerne kalder måske på at se på mit forhold til nogle af de rettesnore, det europæiske menneske benytter sig af når det manøvrerer gennem livets morads. 

Det siges, at Carlo Gesualdo da Venosa (1566-1613) på sit visitkort præsenterede sig om “komponist, fyrste og morder”. Det er sandsynligvis løgn, men sandt er det, at han var én af tidens største komponister, mindste fyrster og dobbeltmorder idet han bevisligt stak et sværd gennem sin kone og hendes elsker – ét sværd, to mord. Gesualdo kendte sikkert De ti Bud, De syv Dødssynder og de fem dyder, Sokrates beskrev 2000 år før Gesualdo levede. Men det at kende loven er som bekendt ikke det samme som at overholde den – det belæres man dagligt om verden over.

Som kristen er jeg ikke overbevist om De ti Buds gyldighed som helhed. De er jo et resultat af jødisk, før-kristen lovreligion, og selvom man næppe kan sige, at Jesus ophævede dem foretog han dog en forenkling og prioritering da han i Bjergprædikenen lancerede “Det dobbelte kærlighedsbud” som overstrålende alle de øvrige og vel også de 600 andre bud, jøderne levede efter. Jeg føler mig således ikke i bogstavelig forstand forpligtet på De ti Bud, men kærlighedsbudet betyder jo i sig selv, at man ikke slår andre ihjel for nu at tage det sjette bud, medens det andet – forbud mod at gøre billeder af Gud – ikke rigtigt bider på mig.

Til gengæld mener jeg, at Pave Gregor den første, én af de mest markante i paverækken, ramte noget, da han oplistede de syv såkaldte dødssynder. Måske er betegnelsen “dødssynder” en kende for barsk, hvis man mener, at omgangen med disse synder bærer døden med sig, men jeg har altid fundet hovmod, grådighed, misundelse, fråseri, vrede og dovenskab – og for så vidt også utugt (hvad det så er) – uhensigtsmæssige, umenneskelige og uproduktive, ligesom jeg mener, at disse uværdige egenskaber og levemåder også er ukærlige og karambolerer med Jesu dobbelte kærlighedsbud.

Når man er færdig med at opliste dårlige måder for livsførelse trænger et nyt spørgsmål sig på: Hvad er så gode måder at leve på? Her kan man igen finde hjælp hos det antikke Grækenlands tænkere og senere middelalderens kristne pionerer. De beskrev en række dyder som kunne være viseren i et positivt moralsk kompas. Faktisk er de også rettesnore i senere tiders filosofisk moraltænkning helt op til vor tid. Der er tale om moralsk indsigt, retfærdighed, tapperhed, mådehold og gudfrygtighed. Hvis man – som jeg – synes, at nogle af dem lyder lovlig altmodische, så kan man læne sig op ad Platon, der talte om visdom, retfærdighed, udholdenhed og selvbeherskelse. Senere kom mere “kristne” dyder som tro håb og kærlighed til.

Now we are talking! Igen blander kærligheden sig ind i det hele og det er så der, jeg har mit udgangspunkt for livet og min omgang med andre. Og Jesus må gerne doble op – eller tidoble buddet om kærlighed. Jeg skal nok forsøge at følge med. Om jeg lykkes med det? Det er en helt anden sag, som jeg ikke rigtigt kan vurdere, så jeg nøjes med at konstatere at: det er lettere sagt, end gjort!

Dansk er mit “første” sprog og da jeg lever af at skrive og tale, er jeg storforbruger af dansk, men jeg deler ikke de poetiske sammenligninger, man har foretaget, hverken Edvard Lembckes i “Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang” eller Benny Andersens “Vort muddermål er hæsligt, det har så fæl en klang”. Det danske sprog er hverken ungt eller smukt som en blondine – eller decideret hæsligt. Det lyder bare sådan.  

Jeg pådrager mig måske trusler når jeg skriver, at jo længere man kommer ud i den europæiske del af det danske kongerige, des grimmere og mere uforståeligt bliver sproget. Visse dialekter er bare underlige lyde, som man bedst kan betegne som kaudervælsk (et rætoromansk ord, der via tysk har nået dansk). Har det en fæl klang? Ja – i forhold til f.eks. svensk, fransk, italiensk og tilmed tysk. Hvad skal vi så med det? Det må de universiteter, der har nedlagt uddannelser i andre svare på. De må mene, at danskerne har nok i det danske sprog og den palette af såkaldte fremmedsprog, det består af. 

Der er stor indflydelse fra nedertysk (på dansk: plattysk), i runde tal 20 %, hvorefter kommer engelsk med 10 % og fransk: med 5 %. Jeg foretog engang det eksperiment at jeg i en debat om det danske sprog i mit oplæg anvendte en legetøjskvækfrø hver gang jeg skulle bruge et ord hentet fra tysk, engelsk eller fransk. Ordstyreren bad mig tale “rent dansk”! – hvilket netop var umuligt.

Alligevel må danskerne ty til engelsk når de forgæves har sagt “flæskesteg med rødkål” 10 gange og meget l-a-n-g-s-o-m-t for den spanske tjener, fordi de tror, at gentagelser fremmer forståelsen. Bedre bliver det ikke af at bede om “pig roast with red cole”. Bestil dog en paella i stedet for – de fleste danskere kender lyden fra “Mallorca”, som på dansk udtales med dobbelt “L”.

Denne tiltro til egne sprogevner er naturligvis en følge af at danskerne betragter sig som verdensmestre i det hele, bor i verdens bedste land og har nok i selv. Der findes over 8000 sprog i verden. Dansk tales af 6 millioner ud af verdens 8,1 milliarder mennesker. Regn selv promillen ud!

Jeg opholder mig mest uden for Danmark. I Tyskland taler jeg et nydeligt tysk, i Frankrig et tåleligt fransk og i England et forståeligt engelsk. Dermed lever jeg op til det, en del danskere fordrer: hvis mennesker fra udlandet vil opholde sig i Danmark skal de tale dansk – rent dansk vel at mærke; og i øvrigt huske, at i Danmark anvender man arabiske tal – ikke romerske!