www.engang.nu

  • At leve over evne

    Jeg har aldrig været god til at overholde budgetter – hverken de private eller dem, jeg var sat til at forvalte i mine arbejdsforhold. Det er vist almindeligt kendt, og jeg er mindst én gang blevet sat fra bestillingen på grund af overskridelser. Hvis han kunne, ville min bankrådgiver sikkert også smide mig af. For mange år siden spurgte jeg Politikens Oplysning – datidens Google – hvad det egentlig vil sige ”at leve over evne”. Baggrunden var, at en bekendt havde sagt det om mig; ikke bebrejdende men konstaterende. Den fantastiske Jørgen Leth, der jo ikke er fremmed for bekendelser, skal have sagt ”Jeg bruger altid mere end jeg har”. …

  • Multitasking

    Man siger, at kvinder er bedre til at multitaske, end mænd. Jeg ved ikke, om det er videnskabeligt bevist, men jeg tror det er rigtigt. De fleste kvinder, jeg kender, er utroligt gode til både at skaffe sig og derefter bevare et køligt overblik, og til at løse flere opgaver samtidigt. Måske hænger det sammen med kvindens guddommelige rolle som moder, hvad ved jeg…? Jeg er naturligvis ikke kvinde, endsige moder, men jeg kan meget ad gangen, er hurtig og effektiv til det meste, og går sjældent for alvor i panik – vel at mærke når det gælder mit arbejde og det praktiske i livet. Det er ofte sværere og kræver…

  • Den der ikke vil føle må høre

    Ja, jeg ved godt, at min farfar sagde det omvendte. “Hvis du ikke vil høre hvad jeg siger kan du få en lussing”. Det gjorde han nu aldrig, men truslen lå i luften – tænk dig om før du skejer ud – og én eller anden konsekvens fik ubetænksomheden altid. Det kaldes “sund fornuft”, men jeg ved ikke hvor fornuftigt det er, og jeg har fundet det sundt at vende mange af de vante forestillinger, ordsprog og slagord på hovedet for så de giver mening for mig.  “Man skal ikke slå på nogen, der er mindre end én selv” siges der. Efter min mening er det dumt at slå på…

  • Med blyant og blæk

    Jeg tager sjældent noter ved de mange møder, jeg deltager i – jeg bruger hellere energien på at være til stede i nuet og har gjort det til en vane efter mødet at bruge tid på at notere det nødvendige. Men når jeg gør, vækker det ofte opmærksomhed, at jeg tager en blyant frem fra arbejdstasken og undervejs også en blyantspidser. I forhold til at kuglepennen for længst har rundet sine 100 år og moderne digitale løsninger de senere årtier kan det godt virke noget gammeldags, at jeg sværger til den 500 år gamle blyant.  Egentlig kan jeg ikke forklare hvorfor bortset fra, at jeg altid har gjort det. Blyanten…

  • Biblioteker

    Under et nyligt besøg i Venedig tilbragte jeg nogle timer i Biblioteca Marciana – et af byens over 30 små og især store biblioteker. Marciana åbnede i år 1462 og har én af verdens betydeligste samlinger af klassiske tekster. For 20 år siden havde jeg den glæde at deltage i indvielsen af Bibliotheca Alexandrina i Egypten, et moderne bibliotek, der erstatter oldtidens bibliotek samme sted, grundlagt år 280 f. Kr. Det blev ødelagt eller brændte 230 år efter og kun en del af bibliotekets over 500.000 manuskripter af de største græske antikke forfattere overlevede. Mellem de to biblioteksbesøg har der været snesevis af dem – og hundredevis af dem i…

  • Mit liv med kunst 5 – krop

    Al kunst begynder med kroppen. Men der findes kunstarter, der i højere grad bruger kroppen, end andre. Al kunst er kropslig al den stund, at den alene når sindet gennem et sanseorgan. Men der er kunstarter og kunstneriske fænomener, der i særlig grad gør krav på og brug af kroppen. Først og fremmest det sceniske drama: opera, teater, ballet.  Operaen kom tidligt ind i mit liv som en del af min uddannelse. En af mine bedste lærere, Peter Wang, var operaspecialist og det smittede af på det musikhistoriske pensum. Det var især Wagner, som jeg efter at have gennemtrawlet (herunder senere i livet mødt bl.a. i Bayreuth) havde blandede følelser for. Woody Allan…

  • Mit liv med kunst 4 – øjet

    I mit barndomshjem var der malerier over alt, ophængte i en meget lang strop. Det var alle originaler, men på ingen måde stor kunst; landskaber mest, men ét billede skilte sig ud, malet af familiens husven, Hans Jørgen Korn, der boede nogle minutters gang fra os på Boulevarden i Aalborg og som mest var grafiker og tegner.  Korn var hvad man kaldte en original, ”fransk” i tøj og omgangsform. Hans malerier var halv-abstrakte og havde ofte religiøse motiver. Det, Korn havde foræret os (sandsynligvis mod nogle måltider mad), hed ”Adam, hvor er du?” og forestillede en velvoksen Vorherre, der efterlyser en skyldbetynget Adam, som nederst i billedet gemmer sig bag en…

  • Mit liv med kunst 3 – ord

    Som det noget af det første i første klasse opdagede jeg ordenes magi. I forhold til talrækkens 10 numre er alfabetets 28 bogstaver jo langt mere tiltrækkende, så jeg blev hurtigt et ord- snarere end et tal-menneske. Imponeretheden og glæden ved sproget har holdt ved – tal keder mig stadig. Mon ikke jeg i forvejen kunne læse og skrive en smule? I hvert fald kom jeg hurtigt i gang med at skrive små tekster og digte, og jeg debuterede allerede som 10-årig med et lille digt i ugebladet Familie-Journalen. Jeg har det desværre – eller heldigvis – ikke mere, men et lille notat, min mor skrev om det.  Fra jeg…

  • Mit liv med kunst 2 – lyd

    Jeg vil lave verden om. Kunst kan hjælpe til. Man kan lukke øjnene men ikke ørene. Disse tre meget ungdommelige og lidt naive udsagn var udgangspunktet – mere eller mindre bevidst – da jeg som 14-15 årig valgte lydkunst, musik, som min metiér. Ikke nok med det: jeg ville både skabe og udføre musik. Så som 16-årig, i 1970, indledte jeg et uddannelsesforløb, der kom til at vare hele otte år og som indebar meget andet end de ugentlige timer på musikkonservatoriet. Jeg tog straks hul på både det skabende og det udøvende. Jeg havde skrevet musik – rigtigt meget – i flere år; nu kaldte jeg disse værker ”Opera…

  • Mit liv med kunst

    Jeg har levet med kunst så langt tilbage jeg kan huske. Der var ikke egentlige kunstnere i min barndom, selvom min mor var musiklærer og min far i sin ungdom havde studeret sang på konservatoriet, dog uden at drive det til noget professionelt. Det var heller ikke fordi kunst var samtaleemne ved aftensmaden, og mit barndomshjem var ikke præget af stor kunst på væggene, men dog med ægte skilderier og ikke de reproduktioner, der blev moderne i 60’erne. Onsdag aften blev der lyttet til Radioteatret på P1, man frekventerede lejlighedsvis kirkekoncerter og nogle gange om året gik man i teater – ikke ofte, men dog. Hertil kom så TV, der…