www.engang.nu
-
Distingveret laps
Hvis nogen ikke skulle have opfattet det: jeg er meget forfængelig med mit ydre, min fremtoning. Jeg blev engang af en modeekspert kaldet “en blanding af distingveret og lapset” og det passer perfekt med min målsætning: at virke seriøs uden at være kedelig, drenget uden at være umoden og være en bestandig blanding af de aldre, jeg gennemlever.
Ordbogen definerer distingveret som “en der gør et kultiveret, elegant og værdigt indtryk, især om ældre mand” og lapset som “overdrevent elegant og moderne klædt yngre mand”. Men som man siger på svensk: “Det är inte långt från jetset til fattiglapp” og det gælder ikke bare det pekuniære, men også det udvortes. “Når skidt kommer til ære ved det ikke hvordan det skal være”, som man vist siger på dansk.
Jeg kom til at tænke på alt dette, da jeg nyligt under en tidlig morgenvandring i Wien blev passet op af en herre, der sagde: “De ligner én, der ved hvor der er et godt værtshus i nærheden”. Efter at have sundet mig et par sekunder måtte jeg melde pas, men det var da tillidsfuldt af ham at spørge og jeg måtte lige tjekke mit udseende i nogle forretningsvinduer på vej til hotellet.
Noget lignende skete for en del år siden, da Frelsens Hær på gaden i Aalborg inviterede mig til julemiddag. I begge tilfælde har jeg nok været lidt tabt i egne tanker og så kan jeg godt se stakkels ud har jeg fået at vide. Det tror da pokker med de tanker…
I øvrigt føler jeg, at mit indre og mit ydre egentlig hænger godt sammen. Jeg er et modsætningsfyldt menneske, jeg er noget flagrende i tanke og handling og er på samme tid både principfast og lettere lemfældig både moralsk og i min livsførelse. Jeg ynder at se mig selv som lapset på den kultiverede måde, hvis den slags findes.
Nu hvor jeg er ved at blive rigtig gammel skulle jeg måske tænke mere på at se ud, end på hvordan jeg ser ud. Men forfængeligheden kommer jeg nok aldrig af med…
-
Det våde element
Mit stjernetegn er Vandmand. Ikke at det interesserer mig synderligt. Jeg tror, at min skæbne (stort set) ligger i mine egne hænder og ikke bestemmes af firmamentets lyskastere. Sagt på en anden måde: jeg har ikke brug for andre stjerner i mit liv, end mig selv.
Men jeg har altid været tiltrukket af det våde element og tror, at det er en del af skabelsen, at mennesket tilbringer de første ni måneder i fostervand. Jeg grundlagde min gode kulinariske smag gennem modermælk indtil jeg var seks år. Ikke mange år efter etablerede min farmor, der var vigtig for min dannelse, uforvarende en smule vandskræk i mig, da hun præsenterede det 11. bud: “Du må ikke gå i vandet før du har lært at svømme”. Det gjorde jeg så ikke – hverken det ene eller det andet.
Alligevel er jeg dybt fascineret af hav, floder, fjorde, regn, vandfald, oversvømmelser og hvad man ellers kan nævne af våde naturfænomener. Jeg er ikke noget stort naturmenneske, men netop vandets afgørende biologiske betydning for den slags “liv”, vi mennesker kender til, er jo mytologisk i sine dimensioner.
Jeg er selvfølgelig også tiltrukket af de mere kulturelle variationer af det våde element. Således er jeg storforbruger af alt drikkeligt fra skummetmælk til absinth og naturligvis vand, helst hentet fra kilden og ikke vandhanen. Da jeg for en snes år siden boede i et sommerhus i 14 regnfulde dage inspireredes jeg til mit eneste musique concrète-værk, en elektronisk suite, udelukkende skrevet på lyden af regndråber. Jeg har endog skrevet et digt om paraplyens velsignelser og alligevel sker det at jeg går på gaden i silende regnvejr og uddeler de snesevis af “taskeparaplyer”, jeg spontant køber på mine rejser. Blot for at nævne et par prosaiske eksempler på min begejstring for det våde element.
Men nej: min aske skal hverken spredes i Seinen eller Spree. Dertil er jeg for jordbunden; trods alt.
-
Plat Krone
Den dag, dette publiceres, skifter Danmark såkaldt regent og regent-køn – fra kvinde til mand. Det udråbes som en historisk begivenhed, hvilket jeg med mit synkrone modsat anakrone historiesyn ikke forstår. Man mener åbenbart, at fordi noget sker sjældent er det historisk. Det mener jeg ikke. Hvis begivenheden ikke har relevans og substans for det enkelte menneske og samfundet er den ikke “historisk”, uanset hvor sjældent den forekommer.
Jamen det har monarkiet da også, vil mange straks mene. Samtidigt med at de har travlt med at betone, at regenten i dette land er upolitisk (hvilket mange eksperter modsiger – senest i 1993 afgjorde regenten en politisk strid i Danmark, kunne P1 berette forleden). Man anfører også at regenten er “folkelig”, hvilket bl.a. viser sig i den daglige omgang med undersåtterne. Man må mene folkelig i forhold til tidligere regenter – igen ud fra et anakront historiesyn, for sammenligner man nutidens regenter med “almindelige” menneske og de vilkår, de lever under, er der næppe mange ligheder.
Jeg har aldrig været royalist, hverken i ord eller handling. Jeg har f.eks. aldrig hørt eller set regentens nytårstale (eller statsministerens for den sags skyld). Jeg ville ikke modtage en orden, blev jeg tilbudt en sådan; hvad det angår står jeg fast i modsætning til tidens sjakrende socialdemokrater. På den anden side er jeg bedøvende ligeglad med den udgift på et beskedent antal millioner, man understøtter monarkiet med. Det er sikkert rigtigt, at de penge er “godt givet ud” som en jyde ville sige, fordi de målrettes magthavere, rigmænd og andre der lader sig købe for ussel mammon.
I øvrigt har jeg aldrig forstået, hvorfor man i folkemunde betragter en folkevalgt præsident som eneste alternativ til en konge, der har arvet titlen. Jeg har engang læst, at der findes over 80 versioner af styreformen demokrati. Mon ikke en god politolog kunne finde nogle stykker, der ikke opererer med en kransekagefigur? “Vil du hellere have en kedelig præsident?”, bliver jeg spurgt hvis jeg ved en fejl begiver mig ind i en diskussion om dette ligegyldige emne. “Nej tak, jeg vil gerne helt undvære den slags” er mit svar. Jeg synes ikke, institutioner, der bygger på særlige privilegier til nogle få, hører hjemme i et moderne demokrati.
Hvorfor bruger Jeg overhovedet ti minutter på at skrive om alt dette? Derfor.
-
Evanluere – at se frem
I 1970’erne dukker fænomenet evaluering op. Ordet har fransk afstamning og handler om en slags værdisætning af et eller andet, ofte et projekt: Hvordan gik det? Det er altså tilbageskuende, og det kan jo være godt nok at tænke sig om, lære af det forgangne og finde ud af hvad der evt. gik galt. Men begrebet er efter min mening blevet misbrugt. I takt med den såkaldte djøfisering, begejstringen for at opgøre alt i et excel-ark og trangen til at dokumentere og registrere alt muligt, har man brugt uhyrlige summer på – ingenting. Bl.a. inden for kulturlivet. F.eks. på Kulturmødet, som jeg i seks år var i ledelsen for.
Jeg opfandt i den forbindelse “Kulturmødets Grønbog” efter inspiration fra EU, hvor man arbejder ud fra følgende: “En grønbog fungerer som en slags diskussionsgrundlag. Det er et dokument, hvis formål er at skabe debat og starte en høringsproces på et område”. Det var lige mig. I mit oprindelige koncept er én af KM’s bærende søjler, at man bringer samtalen videre fra år til år på et fundament af erfaring, men især visioner om fremtiden. Med vanligt storsind forærede jeg Kulturmødet begrebet evanluering, og vi udgav en fornem grønbog i 2013.
Det blev ved den ene, for embedsfolkene mente ikke, at den slags var godt nok for de politikere, der betalte gildet. De ønskede gammeldags evalueringer: positive referater med lovprisninger om hvad deres generøse bidrag var gået til, så de kunne vifte vælgerne om ørene med deres gode gerninger. Igen fossede penge ud ad kassen til endeløse tabeller, grafer og uforståelige konklusioner, der havde meget lidt med kunst og kultur at gøre og værst af alt var helt unyttige i den fremdrift, Kulturmødet blev skabt til.
Der var ikke mange, der lagde mærke til den nye stavemåde og begrebet evanluere slog aldrig så meget igennem at det kom i Den danske Ordbog, men det vigtigste var også dette: at se frem.
-
Dødmandsknap
Jeg skrev engang et digt, betitlet “Rutiner og Ritualer”. Det handler om min skræk for rutiner, som jeg finder dødbringende, og mit behov for ritualer, som jeg finder livsbekræftende. Simpelthen fordi rutiner gentager sig selv kritikløst, medens ritualer kræver bekræftelse, der skaber fornyelse.
Nogle af de værste rutiner, jeg kender, er opstået med de nye, digitale kommunikationsformer. Vist er SMS-systemet et herligt redskab, men standard-beskeder som “Godmorgen, goddag, godaften, godnat” strømmer mig i møde under dække af bekymring, engagement, kærlighed eller hvad ved jeg, og det finder jeg meningsløst. Det virker som en dødmandsknap, der defineres som “en sikkerhedsanordning i tog i form af en knap eller pedal som under kørslen skal betjenes vedvarende. Hvis føreren ved et ildebefindende el. lign. slipper knappen eller undlader at aktivere den, standser køretøjet automatisk”.
Jeg prøver stedse at vænne mine kære og nære af med den trafik: “Hvis I ikke hører fra mig er jeg i live”, påstår jeg. Jeg kan godt se det problematiske i det modsatte: “Hvis I ikke hører fra mig er jeg død”. Men når det sker opdager de det nok.
Alt dette hænger sammen med at jeg er utryg ved vaner og sædvaner. “Når alt er som det plejer er alt godt” mener mange. Hvis man i det nordlige Jylland, hvor jeg kommer fra, spørger “Hvordan går det?” får man som regel svaret “Stille og roligt” og det skræmmer mig. Skulle man svare “Ad helvede til” stopper kommunikationen brat. Jeg er mest tryg, når det uventede, spændende, måske lidt farlige gør sit indtog i livet. Jeg har ikke megen brug for formaliteter og jeg ynder uvaner frem for vaner, så en dødmandsknap i mit liv er overflødig.
Jeg og min samlever Celine, som jeg i øvrigt er for lidt sammen med, kommunikerer da i ét væk, men vi planlægger sjældent noget; efter et kvart århundredes bekendtskab er vi mere trygge ved det spontane og er helst fri for en masse digital sniksnak. Dog undtaget udsagnet “Jeg elsker dig”, som ikke kan misbruges. Det kan selv en dødmandsknap ikke overflødiggøre.
-
Blomsterbørn
Egentlig er jeg født blomsterbarn i og med at min far var blomsterhandler. Men begrebet blomsterbørn fik en særlig betydning for mig, da jeg var teenager. Det opstod som “flowerpower” i Californien i 1967, da en mængde unge bl.a. i protest mod Vietnamkrigen, bar blomster som deres alternativ til geværer.
Allerede samme efterår mødte jeg udtrykket “blomsterbørn” da jeg begyndte i 1. Real på Seminarieskolen i Aalborg. Jeg har tidligere beskrevet de tre års skolegang som nogle af de bedste i mit liv. Dette bl.a. i kraft af den meget inspirerende dansklærer Palle H. Steffensen, der underskrev sig “PH” (hvem mon han identificerede sig med?). PH lærte os som noget af det første sangen “Today”, et hit fra 1964 som var en slagsang for bomsterbørnene.
PH kerede sig som dansklærer ikke om, at sproget var engelsk, når vi sang Randy Sparks ord: Today while the blossoms still cling to the vine, I’ll taste your strawberries, I’ll drink your sweet wine. A million tomorrows shall all pass away. Ere I forget all the joy that is mine today. Melodien var lige så smuk som teksten og vi lærte den hurtigt. Sangen handler om at leve i og nyde nuet medens det er der, sorgløst og uden den store bekymring for hvad der sker omkring en – lokalt som globalt. Dermed kom den til at danne en skærende kontrast til det, vi i øvrigt lærte på denne specielle skole (også af PH): at engagere sig, tage kritisk stilling og ikke mindst agére på grundlag heraf.
Dualismen mellem det smukke og de barske realiteter har fulgt mig lige siden. Naturligvis i livet som sådant, men især i kunsten, min kristne tro og min socialistiske livsholdning. Senest oplevede jeg den meget skræmmende, da jeg i julen fik mulighed for en kort gæsteoptræden ved orglet i St. Stephansdom i Wien. Netop dagen før jul var der indløbet terrortrusler mod kirken (og Kölner Dom) og man fandt det nødvendigt at visitere kirke- og koncertgængere og bevogte Guds hus med bevæbnet politi og militær – og de havde ikke blomster i geværløbene!
-
Kærligheden 5 – for kroppen
Efter nogle kapitler om det smukke kærlighedsbudskab vil nogle måske finde det lettere profant at skrive om den kropslige kærlighed. Det er et af de emner, der er nok tabu for de fleste, i grunden også for mig, men jeg vil ikke skjule, at jeg siden min tidlige opdagelse af kønsdriften og ligeledes tidlige debut på området, har haft et behov, som nok ligger over det normale for at sige det mildt. Jeg betragter det ikke som sygeligt og vil ikke betegne mig selv som satyroman, men det har selvfølgelig give udfordringer livet igennem, især i mine mange parforhold. Det har ikke resulteret i utroskab, krænkelser eller forulempelser af andre (håber jeg), men det er et livsvilkår, jeg har skullet tackle gennem årene.
Nu kan kærlighed jo materialiseres i mange former – fra gode gerninger til erotik. Min beskedenhed afholder mig fra at behandle førstnævnte, men den erotiske kærlighed fylder altså meget. For mig kan den ikke løsrives fra den mere “åndelige” kærlighed og jeg bruger nødigt ordet “sex” om den skønne elskov. Sex er for mig en slags uspecificeret og meningsløst begær, medens erotik, udøvet i elskov, er som en fuldbyrdelse af alle sanser med udgangspunkt i en tiltrækning, hvis basis er kærlighed til dét hele menneske (med min orientering: kvinden), der er mål for min attrå. Momentant eller varigt.
For mig er erotik sammenhæng mellem krop og sind, ingen forstillelse, men åbenhed, spontanitet, samhørighed (nu om dage vil man nok bringe begrebet samtykke ind), gensidig tilfredsstillelse og fælles forståelse af fascinationen af kroppens smag, lugt, udseende, følsomhed etc. Det lyder floromvundent og idealistisk og det mener jeg, at elskov er i sin rene form.
Der findes naturligvis nogle, der er vidende om eller har deltaget i min lidt overdrevne tilbøjelighed, men jeg har kun i ganske få tilfælde oplevet at være i forhold med ligesindede. Jeg har ikke søgt behandling for det, for som skrevet betragter jeg det ikke som sygeligt og det har trods alt ikke fyldt så meget, at jeg har følt mig handicappet af det – tværtimod har det givet mit liv en dimension, som stedse beriger mig, mit forhold til andre, min kreativitet og livsglæde – livet i det hele taget.
-
Kærligheden 4 – for alle
Hvor megen kærlighed kan et menneske rumme? Nogle mener, at jo mere kærlighed, man får des mere kærlighed genererer man selv. Det er ikke blot en smuk tanke – jeg oplever det selv igen og igen. Det gælder ikke blot den kærlighed, der findes mellem to mennesker, men også den, der udfoldes i det daglige i de forskellige sammenhænge man færdes. De fleste kender nok til, at høflig og hjælpsom omgang med andre ofte belønnes med samme adfærd, altså: den “lille” kærlighed i hverdagen.
Kærligheden forfordeler ingen. Selvom den ofte er rettet mod ét menneske, har alle mennesker brug for og ret til kærlighed. Det er lige så basalt som det lyder banalt. Kærligheden er grundlæggende både i min kristne tro og i min socialistiske livsanskuelse. Næstekærlighed kaldes det blandt kristne og “næsten” er den, der har brug for min kærlighed, uanset hvem, hvad, hvornår og hvorfor. Den slags spørgsmål er for små for Vorherre, omend ikke for os mennesker.
Det er ikke altid lige let at forvalte det bud, men det gør det ikke mindre gyldigt endsige brugbart.
De fleste prædikener handler om det her ved juletid, hvor “vores næste næsten er ved at gå til af lutter næstekærlighed”, som forfatteren Knud Seibæk engang skrev. Hykleriet er til at få øje på og det er desværre bagsiden af medaljen: at den “kærlighed”, vi udøver over for dem, der ikke lige gengælder den her og nu, ofte har tvivlsomme motiver.
For: hvor megen kærlighed kan et menneske rumme? Og hvor megen kærlighed er et menneske i stand til at give, når det kommer til stykket? Det er spørgsmål, i hvert fald jeg indtil videre ikke har fundet svar på. Men kærlighedens betydning for det enkelte menneske og dermed for alle, den har jeg aldrig været i tvivl om.
-
Kærligheden 3 – for evigt
Kærlighed og giftermål blandes sammen i kirkens vielsesritual. Man siger ja til at “elske hinanden til døden skiller” og det er jo noget af et løfte. Op imod halvdelen af dem, der lover det, bryder da også løftet og bliver skilt. For: kan kærlighed vare evigt? Og hvor lang er evigheden? For en del mennesker ophører kærligheden ikke med døden. Så bliver spørgsmålet om kærlighedens holdbarhed for alvor kompliceret.
Jeg har kun én gang aflagt kærlighedsløftet i kirken, selvom jeg har været gift flere gange. Den ene gang var det dog også med en vis justering af formuleringen af løftet. Vi lovede hinanden kærlighed og samliv “til kærligheden bliver kold”. Det gjorde den nu ikke, løftet holder stadigt, selvom vi blev skilt.
Der findes en stor håndfuld mennesker, jeg har elsket meget længe og som jeg tror, jeg vil elske altid, altså evigt eller til jeg dør, men skulle én af dem dø for mig, tror jeg, min kærlighed vil bestå. Og når jeg er død? Hvorfor ikke? Jeg kan naturligvis ikke vide det, så ethvert løfte herom vil være abstrakt, hvilket jo blot viser, at det med at blande kærligheden sammen med mere eller mindre officielle ritualer, ikke er nogen god ide. Men det, man kunne kalde den ægte kærlighed, er for mig uigenkaldelig og har et evighedsperspektiv.
Kærligheden er uransagelig og uforudsigelig – den går sine egne veje og lever sit eget liv. Alligevel er den jo ikke “overnaturlig”, men lever også i et menneskeligt univers, påvirket af tid, rum og omstændigheder, mellem mennesker snarere end i dem; tror jeg nok.
I det hele taget hænger kærlighed og tro sammen for mig. Ikke blot kærligheden til Vorherre og hans skabninger sådan generelt, men også den konkrete kærlighed til det bestemte menneske. Selvom kærligheden er jo ikke særlig konkret. Den kan ikke bevises, men alene vises, og selv der kan den være vanskelig at få øje på. For ikke at sige begribe eller gribe. Man kan række ud efter den, men hvis den ikke er der kan søgningen blive ørkesløs. Det er måske hemmeligheden ved kærligheden: Hvis den er der, er den der. Det har forhåbentligt de fleste erfaret.
-
Kærligheden 2 – forelskelse
Én af de følelser jeg holder mest af, er forelskelse. Den indfinder sig heldigvis ofte. Siden min forholdsvis tidlige debut i kærlighedslivet har jeg forelsket mig igen og igen. Undertiden i den samme, ofte i en kvinde, der forbliver ukendt, efter et blik på gaden eller i galleriet (kunstmuseer er et godt sted at forelske sig).
Måske kommer jeg for let til den følelse, som jo udtrykkes på mange måder: “Lyn fra en klar himmel”, “Kærlighed ved første blik”, “Forelsket, forlovet, forgiftet”, men der er jo noget spontant og midlertidigt over denne følelse. Forelskelse er gennem tiden også blevet betragtet som en slags sygdom, i 1600-tallet mere eller mindre anerkendt som en sådan. Jeg har aldrig været helt overbevist om sammenligningen, selvom jeg ved gud har oplevet at blive sløj, have ondt i mave og hoved og den slags også forbigående tilstande. Forelskelsen kan vare fra et splitsekund til resten af livet, hvis den bliver til kærlighed.
Jeg har livet igennem filosoferet en del over fænomenet (også her i Erindringerne), men jeg vil nok aldrig forstå det. Sprogligt kan man jo betragte ordet som “for meget elskende” eller man kan betone første stavelse, for-elsket som et tidligt stadie af “rigtig” kærlighed. Men for mig er forelskelsen noget mere positivt, end det, Halfdan Rasmussen koblede med forgiftning.
Selvom forelskelsen er spontan og kortvarig kan den sagtens dukke op igen. Engang var én af mine eks’er og jeg med i en ugeblads-enquete, hvor vi begge skulle svare på det samme spørgsmål: “Hvordan holder i kærligheden i live?” Hendes svar var: “Jeg skal score ham hver dag” og mit: “Jeg forelsker mig i hende hver dag”.
Besynderligt er det, at “genstanden” for forelskelsen ikke behøver være til stede eller overhovedet vide noget om det. Men det sker jo at forelskelsen gengældes og det kan give udfordringer, både af mere prosaisk og af moralsk art. Forelskelse og erotik? I min verden skal der en del mere til at skabe en erotisk relation, end forelskelse. Til gengæld er erotikken en afgørende faktor i “egentlig” kærlighed. Det vender jeg tilbage til i denne lille serie om kærligheden og mig.