• Åh Aalborg 2 – Den Røde By

    Man siger, at Aalborg er landets mest røde by. I min levetid har der været 6 borgmestre – alle socialdemokrater. I næsten 100 år har der været socialdemokratisk styre i byen, ofte med op imod 50 % af stemmerne. Egentlig passer det mig godt; hvis altså det ikke var fordi jeg opfatter socialdemokratismen som lyserød og mig selv om mørkerød; socialist af den mere revolutionære art, omend jeg ikke går ind for voldelig revolution, som ikke er forenelig med min kristne livsholdning. Aalborg er en gammel arbejderby. Gammel betyder i den forbindelse forhenværende, for de industrier, sprit, tobak, skibe og cement, der for hundrede år siden var byens kendetegn og…

  • Åh Aalborg 1 – Kopibyen

    Hvad er et hjem, en ”hjemstavn”? ”Det sted, man er født og vokset op” siger ordbogen, men i en kronik i 2018 satte forfatteren Rolf Bagger spørgsmålstegn ved den definition. Hvis man er født og vokset op på Nørrebro i København, er dét så ens hjemstavn? Nej, ordet er mest knyttet til bondelandet og har affinitet til stavnsbånd, der som bekendt var en samfundsformation i 1700-tallet.  Min ”hjemstavn” er Aalborg midtby; nærmere bestemt Niels Ebbesens Gade og Boulevarden. Allerede dér går der rod i sagerne, for førstnævnte var et gedigent arbejderkvarter, medens den vestlige side af Boulevarden, hvortil jeg flyttede som 6-årig, var middelklasse. Det var en afgørende forskel, for…

  • VIP – Michael Austin

    Michael Austin er én af verdens bedste organister. Jeg har naturligvis ikke hørt dem alle, men jeg har hørt mange, og da udsagnet under alle omstændigheder er lidt abstrakt vil jeg til enhver tid stå ved det.  Jeg lærte ham at kende, da han i 1979 blev ansat ved Sankt Markus Kirke i Aalborg efter at være indvandret fra England og have opgivet en fantastisk karriere på grund af kærlighed til sine to elskede: orglet og den skønne danske kvinde Elsebeth (her nævnt i Michaels prioriterede rækkefølge, som jeg aldrig har forstået). Jeg skulle netop til at tage hul på en radioserie betitlet ”Danske organister”, og jeg nåede lige at gøre Michael…

  • Skal vi være De’s?

    Min mor sagde livet igennem “De” til sin svigermor og tiltalte hende Fru Vestergaard, og naturligvis hendes svigerfar Hr. Vestergaard. Det var måske rigeligt nok, for generationerne i min familie levede tæt sammen. Det var måske også lidt out of time, for det handler om sidste halvdel af 1900-tallet og Aalborg, efter danske forhold ikke nogen landsby. Både mor og farmor var også bysbørn og ikke helt uden dannelse. Men altså af den gammeldags slags. Jeg er ikke sikker på, at det handlede om respekt, men nok en slags høflighed. Jeg har lidt af det med mig. Hvis jeg skal forbi en dame, der er ældre end mig (og de…

  • Luderen der havde pip

    Asta var prostitueret, Søren var en kanariefugl. De boede begge i Sankt Hans Gade i Aalborg, hvor jeg udtrådte mine barnesko. Asta var god veninde til mine forældre, og et par gange om måneden omkring 1960 var vi på eftermiddagsvisit hos hende – mor, far og jeg.  Det kunne jeg godt lide, for Asta var et varmt, omsorgsfuldt og spændende menneske: hun lagde ikke skjul på sine meninger om dette og hint eller fælles bekendte og ramte som regel plet. En dag besøger vi Asta og da præsenterer hun os for Søren, en 6-7 år gammel kanariefugl, i bur naturligvis, som hun havde konfiskeret hos en kunde, ikke som betaling…

  • Escort fra Bratislava

    Omkring 1990 var jeg i Slovakiet første gang. Anledningen var, at den fremragende basunist Jesper Busk Sørensen (siden 2009 ansat i Berliner Philharmonikerne – bedre kan det ikke blive for begge parter) vandt en international solistkonkurrence i Bratislava. Danmarks Radio sendte koncerten med prisovervækkelsen og jeg præsenterede. Dette handler dog ikke om Jesper, men om noget ganske andet. Fra Wiens lufthavn Schwechat til Bratislava går der bus. Det tager en time og ofte længere tid ved grænseovergangen. Dengang fik man anvist faste pladser i bussen og jeg var heldig at sidde ved siden af en overmåde smuk kvinde i midten af tyverne, hun en smule overstadset og tydeligvis træt. Som…

  • VIP – Niels Larsen

    Larsen var tekniker i Danmarks Radio, og han er et af de mennesker, jeg har lært mest af, naturligvis først og fremmest det at lave radio. Da jeg som stor teenager begyndte på dét havde jeg ingen forudsætninger, men Larsen var det første radiomenneske jeg mødte og i øvrigt en af de første medarbejdere på stationen i Aalborg, da den blev etableret i 1961. 7 år efter var jeg der for første gang, eller rettere: Niels og journalist Helle Rydahl besøgte mit hjem for et interview – dengang skulle journalisterne have en tekniker med til at betjene nagra’en.  Mit arbejdede voksede indtil jeg kom på fuld tid i 1979 og…

  • Genert og lignende

    Jeg kan sagtens høre folk, der kender mig godt, vantro udbryde: ”Genert? Du?”. Men sådan er det: bag min overdrevne forfængelighed og jævnligt skrydende adfærd er jeg faktisk en del genert. Jeg kan lide at være anonym og har det godt bagest i køen eller nede i krogen, iagttagende hvad der sker omkring mig. Jeg har altid været et optrædende menneske – som musiker (som regel skjult på orgelpulpituret), foredragsholder, radio/TV menneske og andet. Jævnfør tidligere her i erindringerne, kan jeg godt lide at tiltrække mig opmærksomhed på gaden og museet, i baren og flyet og hvor jeg ellers færdes. Som regel ubevidst; det er blevet en del af min identitet og…

  • Jeg hader kunst

    Overskriften skal tages med kilo salt, for jeg hader ikke kunst – jeg har hele mit liv levet af og med kunst af enhver slags. Når jeg skriver det er det for at sige, at jeg mener, man ikke kan hade kunst ligesom man ikke kan elske kunst. Jeg elsker ikke Mozarts musik, Rembrandts billeder og Oehlenschlägers digte. Der er der jo mange, der gør, men jeg mener simpelthen ikke at kunst er til for at blive elsket. Når jeg bruger ordet kunst dækker det i øvrigt meget andet end billedkunst som ellers defineres som ”kunst”. Ud over billedkunst findes der jo mange andre kunstformer – lydkunst f.eks., det der…

  • Kammertonen, bitte!

    Tidligt i teenagetiden vaktes min interesse for multikunstneren, mest komponist Henning Christiansen. Hans løbebane er der rigeligt om på nettet. Et par af de højde- og knudepunkter i hans kunst, som jeg var tiltrukket af, var hans flirten med fluxus og senere hans eksperimenter med enkelhed – “ny dansk enkelhed”, som stilen blev døbt. De to stod i stor kontrast til hinanden og det var måske det, jeg intuitivt faldt for.  Fluxus, som opstod omkring 1960, var en stærkt eksperimenterende stil, der bl.a. udfordrede selve kunstbegrebet i nogle happenings, der ofte var så ekstreme, at de formelig blev meldt til politiet. Knudepunktet var i Düsseldorf, omkring billed/rumkunstneren Joseph Beuys, og…