• En kongelige undskyldning

    Jeg har altid haft respekt for Prins Henrik og ment, at han var en gevinst for Danmark. Desværre forsmået og forslået lige indtil han ikke var der mere – så viste hykleriet sit hæslige fjæs. Min respekt for ham blev ikke mindre, da jeg mødte ham engang i midten af 90’erne på Nyborg Slot. Jeg var på arbejde for Danmarks Radio – skulle sende finalen i en nordisk pianistkonkurrence, som Henrik var protektor for. Alle ventede på prinsen – herunder restauranten ved slottet, hvor han skulle spise. Her ventede kokke og tjenere utålmodigt på den forsinkede prins, som de i øvrigt kaldte “den franske elektriker”. Hvorfor? spurgte jeg. Jo, når…

  • Forledt og forladt

    Jeg bakser i disse dage med det sidste digt til en digtsamling, der udkommer 11. april. Indtil videre har jeg åbningen: “Der er så mange kvinder, der har forladt mig lige så resolut som de har forledt mig” – og så går jeg i stå. Måske skal det ikke være længere. Måske skal jeg bare have tid til at overveje, om den bastante indledning nu også er gangbar. Jeg har fire bryllupper og fire skilsmisser bag mig (og mindst én begravelse foran mig). Det ene ægteskab var en katastrofe, en fejltagelse. Det var det, der var velovervejet og planlagt. De andre bekendtskaber begyndte med opfordringen “Gift dig med mig” –…

  • Ordnung muss sein

    Kolleger og venner vil vide, at jeg har en ordenssans, der grænser til vanvid. Måske er det bare nørderi, måske autisme – den har altid været der og kravet om orden er vokset i takt med at verdens uorden vokser. Det betyder f.eks. at jeg rydder op døgnet rundt. Det være sig på mit skrivebord (der trods hektisk aktivitet næsten altid er tomt), både et fysiske og det digitale; at mit vasketøj straks sorteres i hvidt, sort og broget; at mine skiftende skriveborde altid er udstyret med et skebæger, der skal stå til højre (det samme sker på værtshusene); at der ikke findes noget overflødigt omkring og mit og at…

  • Søndagsskole uden Gud

    Jeg er vokset op i et kristent hjem. Mine forældre var tilknyttet Det danske Missionsforbund, som indtil begyndelsen af 1960’erne havde en kirke i Urbansgade Aalborg, som måtte vige for Aalborg Sygehus. Derfor byggede man en ny – Bethaniakirken – i Jyllandsgade.  Missionsforbundet blev dannet i 1888 bl. a. af nogle folk fra en gård i Haldager 17 km nordøst for Aalborg, ud til Limfjorden. Gården hed Vestergaard og blev drevet af “Haldagerbrødrene”, som var blevet vakt, omvendt til Gud, i kølvandet på de amerikanske vækkelser, der strømmede ind over Norden i de år. Haldagerbrødrene er mine forfædre. Missionsforbundet blev en “frikirke”. Man blev ikke døbt som barn, man blev…

  • Absence – petit mal

    Jeg lider af absence og har gjort det siden jeg var 14. I og for sig kan man ikke lide af absence, det er en pludseligt opstået tilstand, som går over og måske aldrig kommer igen – for mig dog ofte. Det er en slags epilepsi, det man i gamle dage kaldte ved det uhyggelige ord ligfald. På franske taler man også om “petit mal”, et lille onde.  Men jeg lider altså af absence, som betyder fjern eller fjernhed. De fleste kender nok det, at man bliver borte i egne tanker et kort øjeblik, virker uengageret på omgivelserne, ser ud som om man er et andet sted. Det sker altså ofte for mig. Jeg…

  • At omgåes eller omgå døden

    “Jeg er ikke bange for døden, men jeg vil helst ikke være der når det sker” skal Woody Allen have sagt. Den græske filosof Epikur havde et mere realistisk forhold til døden: “Døden er intet, for når vi er her, er døden ikke kommet, og når døden er kommet er vi her ikke”. Det er jo rigtigt nok. Og min far havde et mere sarkastisk forhold til sagen: “Jeg har gået på gravens rand hele mit liv”. Ja, han var bedemand og kirkegårdsgartner. “Den vej skal vi alle, hvis vi lever længe nok” som han også sagde. Man kan ikke omgå døden, men man kan vælge ikke at omgås den…

  • Her er mit liv – eller?

    I januar 2009 bad min gode ven og kollega Per Jensen mig være prøveklud for en ny programserie i TV2Nord betitlet “Livet er så mange ting”. Tag 10 ting med i studiet, som du synes er vigtige for dig og i dit liv. Jeg havde faktisk omkring år 2000 været igennem hvad jeg højrøvet kaldte en “afmaterialiseringsproces”, så ti tingder betød noget, den skulle jeg lige gumle på.  Jeg gjorde som jeg plejer, når jeg ikke kan finde ud af noget: tænker ikke så meget over opgaven, vælger det mindst indlysende og finder bagefter ud af (helst med en fancy filosofisk begrundelse, konstrueret til lejligheden) hvorfor jeg egentlig valgte som jeg…

  • Musik uden medvind

    I 1992 fik Danmark sin første autoriserede bibeloversættelse i næsten 400 år. Ikke nogen stor begivenhed – og dog. DR’s P1 ville fejre sagen ved at lade nogle skuespillere – Erik Mørk, Lone Hertz, Nis Bank Mikkelsen – læse op af bibelen hver eneste dag i fem år! Jeg fik til opgave at komponere en kending, en lille 12 sekunder sag, som jeg kaldte “Kolon” – for den var jo en slags kolon til citaterne fra bibelen. Jeg skrev de 12 sekunder, de blev spillet efterhånden to gange dagligt og senere også på TV. I årevis. I 1993 skulle Haandværkerhuset i Aalborg have ny vindfløj, og arkitekten ville gerne have…

  • Da jeg brændte (mig på) lægejournalen

    Jeg har været under psykiatrisk behandling nogle gange i mit liv – seneste gang i slutningen af 90’erne hos en anerkendt specialist på Frederiksberg. Jeg flyttede til København i 1996 efter i flere år at have tilbragt megen tid i byen. Et næsten sygeligt behov for altid at gøre status, flytte mig og rydde op gav mig den tanke, at min lægejournal fra den praktiserende læge i Aalborg, burde ryddes af vejen. Og man kunne jo smugkigge forinden. Det var ikke så let endda. Lægen kunne ikke sende mig den, som jeg ønskede, men den psykiater, jeg konsulterede, kunne rekvirere den til læsning i kliniken, og det gjorde han. Han…

  • Deutschland meine Liebe

    Egentlig begyndte det i 1950, altså fem år efter Anden Verdenskrig og 4 år før min fysiske fødsel. Min mormor, som jeg af naturlige grunde aldrig mødte, døde af kræft, og i en slags desperation forstår jeg, tog min morfar fri fra sit job som overpostbud og rejste nogle måneder rundt i Tyskland. Han bragte med til Danmark en kvinde, Ida Warmbold, som han havde mødt i Hamburg. Ida havde et skrøbeligt og mærkværdigt sind, bl.a. forårsaget af granatchok, hun kunne ikke et ord dansk og hendes rolle i forhold til morfar var hele deres 30-årige samliv, en gåde for de fleste. Hun blev tituleret som husbestyrerinde, men var det…