• Kulturmødet indefra 3 – De Fire Søjler

    Hvis man vækker mig klokken tre om natten kan jeg uden at åbne øjnene holde et timelangt foredrag om De Fire Søjler, som er det bærende fundament i Kulturmødets koncept – og blev det i praksis de første år. Dem kaldte jeg Samtale, Oplevelse, Dokumentation og Optakt. Samtalen om kunst og kultur var den afgørende søjle. Jeg brugte bevidst ikke ordet debat, for samtalen rummer andet og mere end positionering, mudderkastning og flygtige oneliners, som var kendetegnende for Folkemødet og politik i det hele taget. Jeg brugte billedet af et pendul, som er aller stærkest inde i midten og ikke i polernes yderpositioner; og den amerikanske journalist Bob Woodward, som jeg…

  • Kulturmødet indefra 2 – Tre-Banden

    Efter de indledende øvelser blev der nedsat en daglig ledelse, som holdt første møde 3/1-13 i Nykøbing Mors. Den blev hurtigt døbt “Tre-Banden” af det ene medlem, tidligere arbejdsmarkedskonsulent Niels Otto Degn, der repræsenterede Morsø Kommune. Hertil seniorkonsulent Claus Svenstrup, afdelingen for regional udvikling ved Region Nordjylland, og mig som ophavsmand til det hele. På trods af advarsler i konceptet om ikke at forankre det lokalt og politisk, hackede kommunen hurtigt foretagendet, og hvad det angår var Degn den rigtige at lade sig repræsentere med.  Ud over dette, var han et forkert valg. Jeg kan godt lide Niels Otto, men bag et venligt, bamseagtigt ydre gemte sig en bulderbasse, der…

  • Kulturmødet indefra 1 – Undfangelsen

    I 2011 afholdt man det første Folkemødet på Bornholm. Idéen var Bertel Haarders, og han havde hentet den fra svenske Almedalsveckan, en slags politikfestival, der siden 1982 (eller 1968) er blevet afholdt på Gotland hvert år, efter idé af Olof  Palme. Jeg besøgte Almedalsveckan en gang i 80’erne og en gang i 90’erne; det første Folkemødet deltog jeg ikke i, men fulgte tæt mediedækningen fra Bornholm  Her fik man bekræftet, hvor lidt kunst og kultur fylder på den politiske dagsorden. I løbet af vinteren 11/12 tænkte jeg over, hvordan man kunne realisere en slags kulturens folkemøde og hvordan det skulle se ud. Som sædvanligt konsulterede jeg nogle venner for at spørge til…

  • Leve det franske

    Man må forstå at overskriften ikke er en fejl; jeg er ikke nationernes mand og derfor skriver jeg ikke Vive la France, men altså “leve det franske” for herom skal det handle. Jeg har tidligere kaldt 1968 for et afgørende år i mit liv. Jeg var 14 og 68 var bl. a. året, hvor jeg begyndte at rejse alene ud i verden for at udforske den ved selvsyn. Alligevel skulle jeg blive 17 før jeg var i Frankrig for første gang. Eller rettere Paris, for en fransk talemåde siger at Paris er ikke Frankrig og Frankrig ikke Paris. Det har jeg sandet de relativt få gange, jeg har været i…

  • Alder ingen hindring

    Siden jeg var ung har jeg arbejdet for og med unge. Det var naturligt dengang jeg selv var én af dem, men det var det også senere, da jeg blev voksen og endnu senere halvgammel. Men det er lige så naturligt for mig at fremhæve halvgamle, gamle og tudsegamle. Mens dette skrives lytter jeg til 70 årige journalist Steffen Gram i P1 og forleden lavede jeg TV med 70-årige professor Henning Jørgensen, i øvrigt sammen med min ven Per Jensen, nyligt fyldt 71. Jeg har netop inviteret journalist Jørgen Pyndt, snart 74, til en af mine samtaler på Aalborg Teater. Alt sammen givende, forfriskende og inspirerende – det er en…

  • Min egen værste fjende

    Det var min ven Per Jensen, der for nogle år siden udbrød “Du er din egen værste fjende”. Jeg kan ikke huske anledningen, men i selvransagelsens perspektiv kan der være mange, jeg kan (eller vil) blot ikke huske den, der gav anledning til bemærkningen. Det kunne være sagt med et glimt i øjet, men det blev det ikke; på den anden side ville Jensen aldrig sige sådan noget uden grund og der er ikke tvivl om, at analysen både dengang og mere generelt er rigtig. Men bemærkningen satte sig. Naturligvis for det er jo et ret bastant udsagn og kun en tåbe frygter ikke sandheden. At være sin egen værste…

  • Jeg slår på tråden…

    Med min uendelige talestrøm skulle man tro, at jeg er telefonnørd, men: jeg hader at tale i telefon. Der kan gå måneder imellem telefonsnakke på over 3 minutter og der kan gå dage, hvor jeg slet ikke taler i telefon. Sådan har det ikke altid været. Jeg er naturligvis vokset op med telefon. Farmor og farfar havde “Aalborg 4867” og forældrene “Aalborg 4890” i min tidlige barndom; senere blev det så til 24867, 124867 og i slut-80’erne 98124867, Da var farmor og farfar døde, men de længere numre afspejler naturligvis en udvikling, som handlede om fastnet. Mormor var “overtelefonistinde” og en grandtante var den eneste på centralen i Støvring dengang man…

  • Ferie? Nej tak!

    Det er i skrivende stund højsæson for ferie, som er unødvendigt tidsspilde – i hvert fald for mig. Jeg har aldrig været på charterrejse og jeg rynker misbilligende på næsen, når folk fortæller mig om “all inclusive” og andet pangel forbundet med charterkonceptet. Jeg anerkender at det samfund, nogle har bygget op for os nødvendiggør at mange mennesker nødsages til at rive tid ud af kalenderen for at give plads for andre irritationsmomenter, end deres arbejde. Så sker der da noget i hverdagen. Men: jeg holder ikke ferie; mine søgne- og helligdage glider ud i et og ligner heldigvis aldrig hinanden. Jeg har selv valgt denne livsform og engang i…

  • Mundering

    “Det går ikke med den mundering”, sagde min farmor da jeg var barn, og det var det første fransk/tyske ord i dansk forklædning, jeg lærte at kende – af en uuddannet slagterdatter fra småbyen Aalborg! Hun hentydede naturligvis til min påklædning, som hun stod for. Som barn var jeg aldrig med ude at købe tøj – jeg kunne ikke lide sådan at prøve molskinsbukser og bomuldsskjorter, som jeg gik i, fordi jeg syntes at uld kradsede. Farmor købte og byttede ofte flere gange. Jeg var ligeglad.  Indtil jeg blev 12 – så voksede den forfængelighed frem, som mange kender mig for, og den har ikke fortaget sig med årtierne –…

  • Bil

    Jeg er vokset op med bil. Min far havde tal på de mange biler, han havde ejet – han nåede vist over 100. Han var ikke vognmand, så det var altså privatbiler. Det meste var noget skrammel, og jeg husker mest bilerne som værende på værksted det meste af tiden og kostende broderdelen af min fars beskedne indtægt. Men bil skulle man have og uden kørekort giver det jo ikke mening. Jeg var til køreprøve 1 måned før jeg fyldte 18 efter seks timers undervisning. Jeg bestod, for jeg havde øvet mig i flere år på Blokhus strand i fars skrammel. 3/2-72 fik jeg udleveret kørekortet og samme dag købte…