• Jeg elsker dig – måske

    Som nok bekendt er den forsimplede, fordomsfulde, folkelige udgave af Sigmund Freuds arkæologiske arbejde i den mindre mærkbare, men meget mystiske og mytiske del af mennesket, at det hele går godt eller galt i barndommen. Det er næppe hele sandheden og allerede nogle af forskerens ellers så dedikerede elever gravede videre og fandt andre grunde til, at det – som i mit tilfælde – på mange måder er gået galt hen ad vejen. Jeg er vokset op i et hjem, præget af en grad af blufærdighed, der kunne virke næsten fornægtende over for krop og følelser. Man rørte ikke ved hinanden; jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set…

  • Til sprittermesse

    Da Ansgars Kirken i Aalborg i 1966 fik ny organist, som jeg straks blev elev hos, blev jeg også hurtigt vikar på nogle af de mindre glamourøse organistopgaver, bl.a. sprittergudstjenester. Kirken var tilknyttet Kirkens Korshær, hvilket betød at der en gang månedligt blev holdt gudstjeneste for det klientel af subsistensløse, som korshæren forbilledligt tager sig af. Min far var siden 1946 vikar for kirketjeneren og påtog sig gerne disse gudstjenester, som altså ikke have den store prestige. Men sjove var de, for denne særlige type kirkegængere var herligt usnobbede, havde ikke den slags kirkeligt pli, der blandt stamkunderne ofte udartede til skabagtigt hykleri. Kort sagt: spritterne var aldeles upolerede i deres…

  • Corona-noter – en inficerende pamflet

    1. til 5. februar 2020 var jeg i Milano sammen med mine to ældste børn. På sidste dagen kørte vi lidt rundt ved Como søen, spiste frokost på en glimrende restaurant i Lierna og begav os til en fyldt lufthavn i Bergamo. 10 dage senere blev området karakteriseret som et af de europæiske epicentre for Covid-19, også kaldet Corona; for nyligt blev det kundgjort, at virussen allerede i 2019 havde bredt sig i området. 11. marts udregnede Johns Hopkins-instituttet inkubationstiden til 11,5 dage og rundt om blev begrebet karantæne hverdag – i hvert fald sprogligt, for selvom ordet måske var nyt, er der rigtigt mange mennesker, der har karantæne som…

  • Familiepest

    Jeg læste for nyligt, at man kan opregne 27 forskellige konstruktioner af begrebet familie i Danmark. Det naturligvis afstedkommet af at landet har verdens højeste skilsmisserate, at frisindet endnu har plads i den danske folkesjæl og det danske samfund, og de seneste årtiers udvikling med bonusbørn, papbørn, fosterbørn og hvad det nu hedder. I princippet er jeg vokset op i det, der kaldes en kernefamilie, altså far mor og børn uden skilsmisse, selvom min far af en eller anden grund pludseligt skaffede sig et uægteskabeligt barn – en grufuld historie som skal fortælles senere. Jeg har tidligere beskrevet, hvordan jeg blev opdraget (alt for) frit, og jeg var ikke mange…

  • Søster Jena-Maria

    Min søster Jena-Maria ville være blevet 75 år i dag, men døde i 2001. Navnet Jena-Maria var en smule dristigt valgt tre uger efter Danmarks befrielse, for den tyske by Jena i Thüringen var kendt som hjemsted for et par store fabrikker, der bidrog til krigsførelsen. Oprindelsen til navnet var nu også en anden, nemlig den populære koncertsangerinde Elsa Jena, som mine forældre beundrede; der er næppe tvivl om at “Maria” henviser til Jesu moder. Omgivelserne talte ofte om Jena og mig som to enebørn. Ikke blot pgra. de ni års aldersforskel, men fordi vi på mange måder var vidt forskellige og blev opdraget som nat og dag. Jena ret…

  • KVINDE!

    Kvinder har ikke adgang til den græske halvø Athos (eller til frisøren Fade Zone i Aalborg). På Athos bor 1400 munke fast og nogle hundrede besøger stedet årligt, men altså kun mænd. Det er underligt, for dels fortæller en legende, at Vorherre gav Jomfru Maria stedet i gave (derfor kaldes det også “Jomfru Marias have”), dels er den altafgørende dagsorden for munkene fred og skønhed, bl.a. praktiseret gennem bøn og stilhed.  Man kan sagtens tale om ligestilling og kvindesag i dén anledning, men i et så åndeligt rum er der næppe plads til så prosaiske problematikker – det kan man lide eller lade være. Man kan også gøre sig bodega-lystig…

  • Jeg hader hverdagen/corona bedraget

    Hverdagen gør mig utryg med dens meningsløse rutiner – jeg foretrækker meningsfulde ritualer. Jeg går simpelthen død i at foretage de samme handlinger de samme steder på de samme tidspunkter dag ud og dag ind. Det får mig til at tænke de samme tanker og gentage dårligdomme ureflekteret, for om- og eftertanke blive overflødig: “Nu har det jo fungeret i ti år, så vi tager ti år mere” og den slags… Mange, måske de fleste, elsker hverdagen. Nej, de “holder af den”, hvilket i virkeligheden vil sige, at de nødsages til at holde den ud. Sådan læser jeg i hvert fald Dan Turells digt “Hyldest til hverdagen” fra 1984, der for…

  • I seng med fjenden

    Dette skal, som så meget andet, handle om eksfruen Christina, men historien om hendes noget manifeste holdning begynder lang tid før jeg mødte hende, nemlig da jeg som det naturligste i verden kom på fuld tid i Danmarks Radio (i dag af uransagelige grunde alene “DR”), nemlig i 1979.  Ved den lejlighed blev jeg udstyret med et ID-kort, en nagra båndoptager på 11 kg, da det var en særlig stereoudgave, nogle papirer om hvordan jeg skulle opføre mig i den fornemme institutions tjeneste og andet immaterielt og materielt grej, herunder to canvas-tasker påført Danmarks Radios hæderkronede logo.  De grimme og upraktiske tasker var eftertragtede, fordi det dengang “var noget” at…

  • Over for rødt

    I disse tider, hvor man i Danmark kan få en bøde for at sidde på en bænk og spise en is kommer jeg i tanker om én af de få bøder, jeg har fået i mit liv, men som var af en sådan beskaffenhed, at jeg hængte selve bødeforlægget op på mit kontor simpelthen for at prale. Det sker i slutningen af halvfemserne. Gerningsstedet er Østerport i København, fodgængerovergangen mellem Østerbrogade og Oslo Plads, og tidspunktet en søndag i kirketiden, dvs. ca. 10.30. Jeg går tur med en veninde, jeg ikke har set i et par måneder. Hun boede i Madrid og jeg havde lige opholdt mig i Paris en…

  • Politikerlede

    Jeg har lidt af politikerlede fra fænomenet blev til et ord i 1962. Der blev ikke talt politik i mit barndomshjem; farfar var som lille selvstændig konservativ af konvention, far stemte som farfar (indtil han af platte grunde blev socialdemokrat), farmor og mor stemte som deres husbond – altså helt efter bogen på den tid. Politik var ikke noget, man talte om. Man stemte bare. Min far var ikke nogen ven af autoriteter for at sige det mildt. Han havde ikke respekt for læger, præster, jurister og den slags, og slet ikke politikere. Alligevel var han snobbet nok til at bukke og skrabe for Orla Møller, præst (i familien kaldt…