• Et særligt møde – Ib Grønbech i kombak

    Da dette skrives kan man i medierne læse, at visesanger og vendelbo Ib Grønbech efter 12 års næsten tavshed har udgivet nye sange, som han drager rundt med som tidligere. Det glæder mig meget både fordi jeg synes han har “noget at komme med” og gør det talentfuldt – og fordi jeg i 2007 lærte Ib indgående at kende med det formål at skrive en bog om ham. Egentlig havde min forlægger bedt mig skrive om en anden troubadour fra Vendsyssel, men det var jeg ikke interesseret i – jeg ville gerne skrive om Ib Grønbech. Det var en intuitiv fornemmelse af at der var en spændende og ikke så kendt…

  • Askese – at nøjes med det bedste

    I Kappadonien i Tyrkiet bor der mennesker i huler. Det gjorde de for 2000 år siden, da de som kristne blev forfulgt og både kunne skjule sig og dyrke deres tro i kirker, som også var gemt væk i bjerglandskabet – og de gør det i dag, hvor en underlig blanding af oprindelige og moderniserede huler stadig udgør beboelser, kirker m.m. Jeg er hulemenneske. Ikke fordi jeg er forfulgt eller fattig, men fordi jeg kan lide overskuelige sammenhænge, har en livslang afmaterialiserings proces i gang og fordi jeg forlængst har løbet hornene af mig når det gælder villa og patricierlejlighed.  Jeg elsker hotelværelser. Jeg har en lejlighed i Berlin til…

  • Mød Nathalie – Perlen

    Jeg har tre børn. Den yngste hedder Nathalie og fylder i dag 29 år. Jeg har eneret på at kalde hende Perle. “En perle er et sjældent og kostbart naturprodukt skabt i og af en østers”, fastslår Wikipedia, og det er en beskrivelse, Nathalie sikkert elsker (og som måske er mindre flatterende for hendes forældre). Men min Perle er så meget andet end resultatet af en østers. Herunder resultatet af sig selv. Hun rummer de fire menneskelige dyder, jeg sætter højest: empati, intelligens, skønhed og talent. Alle sammen i imponerende mængder – og så rummer hun selvfølgelig meget andet. F.eks. engagement og flid. Det er umuligt at opliste alle Perles gøremål,…

  • Mit livs skole – Seminarieskolen

    Jeg havde et tvetydigt forhold til skolegang. Jeg har altid været og er stadig glad for at lære, jeg var forholdsvis god i skolen og jeg gik i det, man i dag vil kalde en “lilleskole”. Den hed Danmarksgades Skole (Aalborg) og havde 200 elever. Bygningsmæssigt helt identisk og sammenbygget med Rantzausgades Skole, der havde 500 elever. Jeg boede i et middelklasse kvarter – Rantzausbørnene i et mere belastet kvarter. Jeg undrer mig stadig over den forskelsbehandling de to grupper fik. Jeg kom i skole i 1960 (i øvrigt et år “for tidligt”) og efter 6. klasse blev min lilleskole nedlagt for at give plads til Danmarks Ingeniørakademi, der blev…

  • Tommelen ned – eller forud for min tid?

    Når man som jeg mere eller mindre lever af at få storslåede idéer, sker det undertiden, at omverdenen ikke blot flækker af grin eller ignorerer genialiteten, men direkte vender tommelen ned. I 1972 lancerede jeg bladet “Send Ind” for unge poeter; 1993 arrangerede jeg “EBU Rock” i Aalborg, hvorfra 28 lande i Europa sendte koncerter hver aften i en uge; i 1998 åbnede jeg i DR regi verdens første internet døgnkanal udelukkende med moderne musik; i 2002 arrangerede jeg i DR regi “Amplitudes”, en storstilet dansk/fransk festival med koncerter i København og Paris; i 2010 kom ORDKRAFT Festival; i 2013 fandt jeg på Kulturmødet. Listen over gennemførte projekter er lang…

  • Kulturmødet er mit – og dit!

    I lørdags sluttede den 7. udgave af Kulturmødet, der kulminerer i uge 34 hvert år på Morsø i Limfjorden. Jeg medvirkede som kurator for klassisk musik, moderator i samtaler om bl.a. kulturarv, og medlem af Kulturmødets advisory board. Kulturmødet havde i år 30.000 deltagere. Rekorden slås hvert år. Kulturmødet vil altid være en succes. Kulturmødet er mit fordi det er alles. Det er mig, der har opfundet Kulturmødet og var en af de betydeligste udviklere af det i årene 2012-2018. Det siger jeg uden blusel, for ikke blot er det sandt, det kan også dokumenteres gennem omkring 8.000 dokumenter og mails i mit arkiv. Når jeg skryder på denne måde,…

  • Hausgaard i Paris

    Jeg tror, det var i begyndelsen af 90’erne. Jeg spiste på en restaurant i “Latinerkvarteret” i Paris, et sted jeg sjældent kommer fordi Paris er så meget andet og fordi kvarteret er meget lidt parisisk. Jeg kan huske hvad jeg spiste – six escargots, beuf bourguignon og fromage. Men den egentlige grund til at jeg husker specielt denne middag (jeg har boet i Paris i flere omgange og er kommet der endnu mere) er den musik, der blev spillet i højttalerne. Normalt lytter man jo ikke til den slags, men hører det bare fordi man ikke kan lukke ørene, men pludseligt måtte jeg spidse øren og bede værten skrue en…

  • Farmor: Gud er glemsom

    Min farmor – hun hed Olga og det kræver sin mand – var ét af de mest betydningsfulde mennesker i mit liv. Hun blev født i 1900, 20. april, som også er Hitlers fødselsdag, så hun holdt fødselsdag 19. eller 21. april, hvis ellers hun huskede det. For hun knoklede døgnet rundt både som gammeldags husmor og ved at holde gang i min farfars blomsterbutik medens han knoklede 14 timer om dagen som kirkegårdsgartner. Det siges, at farmor et år glemte min fars fødselsdag. Hele familien, inkl. far, kom først i tanker om det ved sengetid, men så blev knægten også fejret. Selvfølgelig, for farmor var gennemført kærlig og omsorgsfuld.…

  • Færger

    Da jeg elsker at rejse har jeg også et kærlighedsforhold til terminaler i bred forstand: tog- og busstationer, lufthavne, sågar færgelejer eller hvad det hedder. Naturligvis er jeg på samme måde vild efter tog og busser, fly og færger. Jeg har skrevet snesevis af tekster om tog, en hel digtsamling om fly og jeg har også haft herlige oplevelser på færger. Det gode ved disse stationer er den ventetid, mange andre hader. Jeg kommer som regel til tiden, men ikke i for god tid. Bare nok til at jeg kan orientere mig om afgangen og hvis jeg ellers har gøremål, f.eks. et møde eller et måltid. Jeg bruger ikke tiden…

  • Nat med ny musik – Mogens og Pade

    I 1997 fik jeg i Danmarks Radio ansvaret for “ny musik”, samtidens kompositionsmusik, med base i Radiohuset på Rosenørns Allé. Jeg efterfulgte i den rolle den legendariske Mogens Andersen, og jeg havde den ære, at det var Mogens selv, der havde peget på mig. Mogens var i årtier “Mr. Musik” i DR, i 20 år egentlig musikchef med kontroversielle initiativer på samvittigheden – han formåede faktisk nogle gange at få “klassisk musik” på Ekstrabladets forside. Jeg kørte parløb med Mogens indtil 1999, hvor han blev 70 og pensioneret. Det var ikke altid lige let, og jeg slap naturligvis heller ikke for ham efter pensioneringen, men partner- og venskabet var en…