Jeg har en elskerinde. Det er nyt. Som jeg tidligere har skrevet her i Erindringerne, så lever jeg på flere måder promiskuøst. Dog ikke mere end at jeg, som jeg også kækt men ærligt har skrevet “er 100 % tro når jeg er i et fast forhold og 100 % utro når jeg ikke er”.

Jeg lever i et særdeles fast forhold med min elskede, franske Celine og det er en pointe i det der med elskerinden. For elskerinden er jo ikke Celine, men en helt anden. Det lyder sikkert hyklerisk, men pointen går ud på dels at Celine kender til mit ekstravagante forhold, dels at hun i en eller anden grad har approberet det for ikke at sige tilskyndet til det. Under ingen omstændigheder fordi hun mangler ægteskabelige kvalifikationer – tværtimod, men fordi hun er rundet af en noget gammeldags, nok uddøende kultur når det angår kærlighed og erotik – eller ligheder og forskelle mellem dem.

Nu skal det følgende hverken være en opfordring til at kaste sig ud i den slags eller en manual i hvordan man gør – dertil er min erfaring desangående for sparsom. Alligevel har Celine ved indgangen til mit “eksterne” forhold for et par år siden betydet mig visse uskrevne regler for den slags. Måske nok med basis i fransk løssluppenhed, men nok mest i hendes egne grænser. Essensen kan udtrykkes således: “Jeg vil gerne dele med andre, men kun af overskuddet” som den rutinerede erhvervskvinde udtrykker det. “Jeg vil ikke kende din maîtresse og jeg slår dig ihjel hvis jeg alligevel gør det. Du må aldrig vælge hende frem for mig og jeg vil ikke forsømmes i forhold til hende”.

Det skal hun nu ikke være bange for. Ikke blot fordi jeg for intet i verden vil miste min Celine, men fordi præmisserne for mit forhold til madame X er helt klare fra begge sider. Det handler ikke om at elske hinanden, men om at elske med hinanden. Vi har ikke, har aldrig haft og får aldrig planer om andet. Vi går ikke ud sammen og vi underholder ikke hinanden om genvordigheder og glæder i vore liv i øvrigt. Det ligner en film af Godard eller Truffaut, men virkeligt er det.   

Hvad hvis jeg kommer til at elske min elskerinde? Det gør jeg ikke – hun kan ikke i mindste måde sammenlignes med, endsige erstatte Celine. Det ved vi alle tre. Celine har ikke samme trang, siger hun, og jeg tror, hun taler sandt, men jeg véd det jo ikke. Guderne skal vide, at det, nordboer kalder utroskab, bestemt også er en idræt hos franske kvinder – jeg har været i mere eller mindre faste forhold med flere af dem. Min maîtresse er i øvrigt dansk, men er assimileret fransk efter at have boet i Paris i tre årtier. Ellers var det nok ikke gået.

Jeg er også journalist. Min uddannelsesmæssige baggrund ligger på det musiske og akademiske, men jeg har siden sidst i 70’erne haft journalistik som min væsentligste indtægtskilde, og siden 1978 været fuldgyldigt medlem af Dansk Journalistforbund (dengang var medlemsskab ikke så let at få, som det blev senere). Min erfaring og en mængde kurser har dog skaffet mig en slags kvalifikation inden for faget, selv om jeg, i min tid på Nordjyllands Radio, undgik at komme på morgenvagt om sommeren med begrundelsen, at jeg ikke var “uddannet til at ringe til Politiet og spørge, om der var spændende nyt fra natten”.

Jeg er på ingen måde den slags journalist, man kalder undersøgende eller dybdeborende, som har fået en vis status de senere år. Alligevel havde jeg nogle år omkring 1980, hvor jeg fik lejlighed til at arbejde lidt dybere med stoffet, end de daglige kommentarer, anmeldelser og reportager til dagbladene. Ved siden af min fuldtidsansættelse i DR skrev jeg free lance og fik lejlighed til at bidrage med stof til bl.a. Samvirke, Ud & Se, der var helt nyt dengang, og fagblade som norske Ballade, der handlede om samtidsmusik og OPUS, der var et dansk, musikpædagogisk tidsskrift. Kort sagt: jeg var magasin-skribent.

Det var på flere måder en gylden tid. Det var skønt at kunne bruge tid på en som regel større artikel om et emne, man ikke fandt andre steder. Der blev også knejset lidt med nakken, når resultatet fremkom i form af flot layoutede, gennemarbejdede og korrekturlæste (!) opsætninger oftest over adskillige sider. Ikke mindst var det meget tilfredsstillende, at alt dette kunne lade sig gøre på grund af de rundhåndede honorarer, der flød ind på kontoen – som regel hvad der i dag ville svare til 10-15.000 kr. Leverancerne til magasinerne blev også en mellemvej til det noget større format, bøgerne, enten i eget navn, eller som bidragyder til antologier og den slags. 

Nyligt fik jeg mulighed for igen at smage på magasin-skriveriet, da min ven Hans Hermansen hyrede mig til at levere stof til et nyt magasin, han har sat i søen. “The Global” hedder det og jeg skal skrive om det, jeg ved mest om, kunst og kultur. Debut’en blev en omtale af Verdensballetten og vi er i tænkeboks om bidraget til næste udgave.

Herligt!

Der er meningen og så er der meninger. De sidste har jeg mange af, den første mangler jeg. Jeg har, som måske de fleste, ledt efter meningen med livet hele livet. I og for sig fik jeg et bud på sådan en i vuggegave som barn af kristne forældre, men det var først i det Herrens år 1968, hvor jeg fyldte 14, at meningen for alvor kom på dagsordenen da jeg mødte eksistensfilosoffer som Kierkegaard, Heidegger, Sartre og Camus og begreber som ontologi, dassein, kastethed og aleatorik kom ind i mit vokabularium.

Den østrigske neurolog og psykiater Viktor Frankl er citeret for udsagnet “Meningen med livet er at give livet mening”. Det kan han jo sagtens sige, og så kryptiske udsagn kræver som regel en forklaring, som han sikkert også gav. Under alle omstændigheder rummer denne, næsten nihilistiske, sproglige rundgang – ja: mening, for hvad nu hvis der ikke er en mening med livet ud over den, mennesket selv giver det? Hvad hvis livet er uden mening – mening-løst?

Tanken virker absurd, et ord som ofte forbindes med mening(sløst), men som vel betyder ufornuftigt. Meninger er der mange af, men meningen er der kun en af ligesom sandheden. Når et menneske slår et andet ihjel et det vigtigt at fastslå hvorfor. I det tilfælde betyder “meningen” motiv.  Det er lidt underligt for samme ord bruges om den sandhed en kunstmaler viser os, og den er jo alene hendes fortolkning af virkeligheden, også et ord, der ofte er synonym med sandheden.

Som med andre begreber og fænomener kan man bruge “kærlighed” som måler. Hvad er meningen med kærlighed? Det er jo et umuligt spørgsmål, som kun kan besvares ved dets modsætning: kan man overhovedet finde en mening med livet uden kærlighed? 

Også på dette punkt har jeg troet, at afklaring kom med alderen. Det er ikke sket; endnu bør jeg vel tilføje, men i betragtning af, hvor lang tid det har taget ikke at nå videre med spørgsmålet, er det nok tvivlsomt om jeg når i mål med et svar på det. Måske er meningen med livet – hvis man skal lægge sig lidt op ad Frankl – at spørge til meningen med livet uden at finde svar.

Det er vist min foreløbige status på det, som mange nok vil finde unødvendigt at beskæftige sig med (de kan så have en masse meninger), men som jeg altså har brugt og stadig bruger en del af livet på. Jeg slipper nok ikke spørgsmålet om meningen med livet før livet slipper mig.

Nogle af Erindringerne’s abonnenter har foreslået at jeg genoptrykker nogle af de over 3.000 artikler, jeg har skrevet livet igennem. Ganske vist er der udkommet en håndfuld antologier gennem årene, men her i Erindringerne spredes nu nogle flere under overskriften “Fra alle årene”. 

Jeg begynder i 1968, hvor jeg gav lyd for første gang med et læserbrev i Aalborg Stiftstidende. I november og december samme år offentliggjorde jeg dog i samme avis to viser: “Nummervise om  kort og gule breve” i anledning af indførelse af CPR-numre, og “Krig, fred og arsenik”, en sarkastisk julevise, som der de følgende år kom flere af. Jeg afsluttede 1968 med en “Appel for Jomfru Ane Teatret” i Aalborg, som var truet af lukning. Faktisk var det min første anmeldelse og genlæst her 56 år efter er jeg ret tilfreds med den. “Jomfruen” overlevede og blev senere til det, der i dag er Teater Nordkraft, og som min datter Nathalie for få år siden sad i bestyrelsen for. Cirklen blev dermed sluttet. Dengang, nytårsaften 1968 skrev den 14-årige bl.a.:

Forleden var jeg i Jomfru Ane Teatret i Aalborg. Hvilken oplevelse! Det var helt ud over forventning og meget vidunderligt. Derfor blev jeg også skuffet, da jeg så at de måske 70 pladser kun var kapret af måske 40. Derfor vil jeg her slå et lille slag for dette lille eksperimentalteater, som jeg virkelig finder dejligt, både selve teaterformen og også teatret i sig selv. Selvfølgelig skal jo også nævnes skuespillerne, der var udstyret med så stor en frimodighed, som jeg aldrig har set før.

….

Spillet begyndte. Scenetæppet blev trukket fra, ikke som på rigtig teatermanér, nej her var ingen snore at trække i, man måtte skubbe det lille røde gardin til side, ganske som mor gør derhjemme når, når hun pudser vinduer. Hvad der senere hændte, skal jeg ikke nævne i alle detaljer, men jeg kan sige, at det sammenhold, der er skabt mellem publikum og skuespiller, er langt større end De tror.

….

Den aften, jeg var der, blev to skuespil opført. Det første var en lille farce, og den rev ganske publikum med sig. Da den lige pludseligt holder op, bliver man lidt skuffet, men en af de optrædende træder frem og forkynder, at man, når der er skiftet lys og sat lidt flere kulisser op, vil opføre et stykke til.

….

Dette er lidt mere alvorligt, og siger lidt mere end det første, og atter rives publikum med. Alt er stilhed, indtil skuespillerne begynder at tale. Så går det løs med frimodigheden. Men ak, alt for hurtigt er det hele forbi, og man forlader det lille teater.

….

Kære læser! Und Dem selv en tur i dette teater. Det er simpelthen vidunderligt. Dette lyder som reklame, men er det ikke. Derfor bliver man også endnu mere skuffet, når man hører, at dette teater ikke får noget videre i tilskud, og at næsten ingen besøger det. Gi’ en skærv, eller endnu bedr: Gå selv derned en aften. Jeg kan love Dem en aften ud over det sædvanlige.

Således nogle af mine ord dengang i 1968. Jeg slutter læserbrevet med en “Venlig hilsen” og underskriver mig “tekstforfatter” – hvorfor aner jeg ikke. Begejstringen for det kække teater holder stadig ved, nu 56 år senere.

Det er vel 25 år siden. Den stod ikke langt fra L’église Saint-Eustache i Paris, som jeg i 2000 meldte mig ind i efter at være konverteret til den katolske kirke. På den anden side fandtes hovedindgangen til Forum Les Halles, et enormt indkøbscenter, der i 70’erne erstattede de gamle markedshaller, der lige som den første kirke blev bygget i 1200-tallet.

Så høj alder kan karrusellen mellem kirken og markedet ikke prale af, men den har i hvert fald været der siden jeg kom til Paris første gang i 1971, hvor jeg tog et par ture på den. Det har jeg i øvrigt gjort en del gange siden, for der går en smule barn i mig når jeg ser den slags og – ikke mindst – jeg får lyst til at styre karrusellen bare for sjov. 

Det skete så da jeg engang for et kvart århundrede siden igen-igen gik forbi karrusellen en søndag middag efter messen. Jeg ved ikke, hvad der fik mig til det, men jeg gav mig i snak med karrusel-kaptajnen, der stod inde midt i ringen og styrede det hele, så konversationen var en smule besværlig (også p.gr.a. mit slette franske – han var inkarneret pariser). På et tidspunkt var tilstrømningen ikke voldsom og han stoppede maskineriet for en stund og kom ud til mig. 

Jeg forklarede ham, at jeg – trods aldersforskellen til de øvrige kunder – ofte havde kørt med ham og hans forgænger og at jeg i øvrigt godt kunne tænke mig at løsne det store håndtag, der udgjorde bremsen og så trykke på den grønne knap, der fik det hele til at køre rundt, i øvrigt i adstadigt tempo. Mange af børnene var jo 4-5 år og pariserne er glade for deres børn, især om søndagen – til dagligt ser man kun de små når de går til og fra skole.

Nå, jeg fik lov at assistere karruselmanden en halv times tid og så spurgte han, om han lige kunne smutte en anden halv time idet han pointerede at jeg nok ikke skulle betjene karrusellen under hans fravær, men blot signalere, at den snart åbnede igen. Jeg kunne naturligvis ikke dy mig for at køre et dusin børn rundt og det gik forbavsende godt. Når jeg tænker tilbage på hændelsen er det med skræk for hvad der, trods det langsomme tempo kunne være sket.

Én ting var jeg ikke instrueret i og det var betalingen. Derfor annoncerede jeg med høj røst: “Aujourd’hui: Gratuit” med hvilket jeg mente, at de små børn og deres forældre godt kunne pakke deres mønter bort. Så kom der kunder i butikken, og jeg nåede vel en halv snes ture før karusselmanden dukkede op igen og lige nåede at se den kære karrusel sagtne farten og stoppe reglementeret. 

Jeg skyndte mig at overrække overstyrmanden hvad jeg havde i kontanter – vel 30-35 euro. Så meget havde han aldrig omsat på så kort tid, og han var så glad for min indsats at han spurgte, hvornår jeg kunne komme igen. Det blev nu både første og sidste gang, jeg var karruselstyrmand i Paris. Jeg hilste dog altid på ham når jeg gik til og fra kirke, men jeg ved ikke, om han nogensinde opdagede mit gratis-tilbud. 

Nogle år senere blev karussellen flyttet over på den anden side af Les Halles. Faktisk ved jeg ikke, om den er der endnu – det må jeg undersøge næste gang klokkerne fra min kirke kalder til messe. 

Jeg har en vis grad af OCD – Obsessive Compulsive Disorder – der af fagkundskaben ikke betragtes som en sygdom men “en psykisk lidelse med tilbageværende tvangstanker og/eller tvangshandlinger”. I mit tilfælde er det mest det sidste og jeg er ikke særligt bekymret for tilstanden, for den er, både for mig og mine omgivelser, overskuelig og til at håndtere. 

Én af mine tvangshandlinger er trangen til orden og systematik i min hverdag. Ikke at jeg retter på askebægre på stamværtshuset og den slags, men der hvor jeg kan bestemme, skaffer jeg mig hele tiden overskuelighed og rationel styring. I mine mange år i DR – og senere i ledelser af store projekter – har jeg haft ry for både at være meget arbejdsom og for altid at have et ryddet skrivebord, der signalerede alt andet end aktivitet.

Jeg gør status nærmest døgnet rundt. Uophørligt gennemtænker jeg netop foretagne handlinger og planlægger hvad der nu skal ske. Disse processer foregår ubevidst, men alligevel så tilpas kontrolleret, at jeg hele tiden har et “ryddet skrivebord” og fuldstændig styr på kalender og arkiver ud fra et meget simpelt, rationelt princip: at der der hverken skal være for lidt eller for meget, men præcist den mængde aktiviteter og informationer, jeg har eller kan få brug for. Jeg samler ikke til huse, jeg ejer intet og der ligger en færdig plan for hvad der skal ske med mig og mine efterladenskaber den dag, jeg skal definitivt bort. Så er også det på plads og i orden.

Før jeg går til ro om aftenen (hvis jeg da gør det) samler jeg dagens hændelser og tankemylder sammen og lejrer dem i underbevidsthedens arkiv under “ER” – Erindringer. Siden jeg var ung har ritualet med en aftenbøn også været obligatorisk. Det hænger naturligvis sammen med min kristne tro, men nok så meget med min OCD og ønsket om at perspektivere mig selv og min gøren og laden i et større perspektiv, end den aktuelle tid og sted. 

Det er sjældent, min status ender med en bundlinje – rød eller sort. Den slags interesserer mig ikke og er ikke brugbar for mig, så den overlader jeg til pengefolk og den slags at gå op i. Min status handler om de ikke-rationelle aspekter af livet og det kan synes selvmodsigende at jeg anvender rationaliteten i så høj grad som jeg gør, til at skubbe den bort. Men det er min erfaring, at jo mere rationelt jeg tænker og handler, des mindre rationalitet har jeg brug for og jeg kan anvende min kapacitet til det emotionelle, som dog er livets mening.

Lyder alt dette kedeligt? Måske, men det er det ikke. Mit liv er rigt, givende, spændende og udviklende. Det tænker jeg ofte når dagen er omme. Og jeg ved, at i morgen bliver helt anderledes end dagen før og alle tidligere. 

Ved indgangen til denne sjette årgang af mine erindringer (dette er kapitel 384 ud af 1080) arbejder jeg med en slags paradigmeskifte i hvad der med en vis rundhåndethed kan kaldes et litterært værk (hvilket ikke siger noget om kvaliteten). At skifte spor er ikke så let, for de fleste af de mange kapitler er skrevet for flere år siden, og selvom de altid underkastes kritisk gennemlæsning og i nogle tilfælde større ændringer før de publiceres, er de grundliggende tanker bag dem stadigt gældende, og i og med deres skæbnebestemte sammenhæng med mit liv, ikke sådan at ændre på. Noget er der dog sket siden første kapitel blev publiceret 3. februar 2019.

I Erindringerne forholder jeg mig ikke blot til fortiden, men også nutiden og fremtiden, kort sagt: Al tid. Jeg er nu i en alder, hvor mange dvæler ved fortiden og bekymrer sig om fremtiden. Jeg insisterer stadig på nutiden som den alt dominerende, ellers ville jeg ikke være mig. Det bunder i mit synkrone historiesyn, der selvfølgelig er afgørende anderledes, end det gængse anakrone. Jeg tror at historien skabes på tværs af tiden og ikke på langs. At det, der foregår her og nu er vigtigere for fremtiden end det der skete i går – også for historieskrivningen. Det er i dét perspektiv Erindringerne har udviklet sig fra mest at være anekdotiske til at også at rumme meninger. Med undertitlen Erindring – Erfaring – Erkendelse ville jeg i hvert eneste kapitel anvende min egen forståelse af de tre gamle videnskabsteorier positivisme (hvad skete der?), hermeneutik (hvad kan man udlede af det?) og kritisk teori (hvad kan man gøre ved det?).

I tredje årgang tilføjede jeg undertitlen “Essays om livet og omegn” og fra og med fjerde årgang “Essays og mytologier fra livet og omegn”. Også begrebet mytologier er udsat for min egen tolkning. Den tager udgangspunkt i en ide om at “en mytologi er en løgn, der udsiger en sandhed”. Jeg skriver ikke usandheder, men sandhedsværdien af virkeligheden skal ofte ikke findes i det faktisk skete men i erindringen om det. Erindringen bliver selve dokumentationen, men indeholder altid et mål af konfabulation. Derfor kunne det latinske jurabegreb S E & O – “salve errore et omissione” – godt indføjes som et generelt vilkår for erindring. På dansk betyder det “med forbehold for fejl og udeladelser”. Hvad der er glemt, fortrængt, udeladt er ikke løgn, men: mytologi.

At glemme er ikke modsætningen til at huske. At huske er ikke det samme som at erindre. Håb og erindring er forbundet; fortidige og nutidige tyske filosoffer har beskæftiget sig indgående med begrebet erindring. Herunder kollektiv erindring, som jeg i bedste fald betragter som en abstraktion, i værste fald forræderi mod fortiden. Jeg beskæftiger mig med den individuelle erindring, min helt personlige – det ved jeg hvad er!

Erindringerne er også kommet til at handle om at formidle mig selv, mine meninger og min erfaring/viden. Gennem livet har jeg kommunikeret gennem mange kanaler, men de er ved at sygne hen. Den gamle papiravis, der giver mulighed for fordybelse, er næsten borte. Bogen er også blevet en kompliceret affære. Selve læsningen er efterhånden måske for de få, ikke fordi de fleste ikke kan læse, men fordi de ikke gør det. Jeg tror, at de digitale medier har en stor del af skylden for det – vanen med at “scanne” i stedet for at læse er blevet en uvane; læsning tager tid. Alligevel vil jeg i denne sjette årgang føje et læserønske om at genoptrykke nogle af de omkring 3.000 artikler, jeg har skrevet gennem tiden.

En ny årgang erindringer er hermed påbegyndt og som de øvrige år bevæger de sig et andet sted hen, end tidligere. Hvorhen vil tiden – og årgangens 50-60 kapitler vise. God læselyst!

– hvem skulle jeg ellers være? 

Hvis min gamle dansklærer så overskriften ville han straks sige: “Jeg” er subjekt, “mig” er objekt. Ud over at det er rigtigt, så siger det en del om hvem jeg er. Netop når det drejer sig om erindringer, trænger dette spørgsmål sig på hele tiden – medmindre man bare bevidstløs afskriver hvad man kan huske af og om fortiden. 

Noget af det jeg bruger Erindringerne til er netop at finde ud af hvem jeg er, og der kommer det med subjekt og objekt ind, for jeg har altid hævdet (eller bildt mig ind), at det er muligt at stille sig uden for sig selv og betragte – sig selv. Det mener jeg stadig og det gør jeg ofte. Hvad ser jeg så?

Det er naturligvis forskelligt, men skal jeg være ærlig ser jeg undertiden en klovn i eget cirkus. Jeg ser også et menneske, der lever et liv på kanten (af hvad ved jeg ikke), et menneske, der ikke gør tilværelsen let for sig selv og en mand, der stadig er barn på mange måder. Jeg er et menneske der ofte uforvarende svigter andre. Som kæmper med Gud og skaberværket og som regel taber kampen. Jeg er et besværligt menneske, krævende og vist ikke i samme omfang givende. 

Til denne offentlige selvransagelse hører også hvad jeg betragter som mere positive egenskaber. Jeg er en overlever, en korkprop, der igen og igen vender op til overfladen, når jeg har været ved at drukne i begivenheder, jeg ikke kunne styre. Jeg er også en stræber, ikke efter materielle mål, men med en vis oprigtighed i min stræben især efter at være et “ordentligt” menneske – hvad det så er. Jeg er en tvivler, men også en troende – både i forhold til Gud og mennesker. Jeg leder ofte efter stedet, hvor gærdet er lavest – og kravler under som det engang er sagt om mig. 

Med disse, temmeligt overfladiske, indtryk af mig selv graver jeg videre i objektet Evanthore så længe jeg har kapacitet og mod til det og i vished om, at en højere magt en dag hejser stop for det.

Med dette kapitel 383 afsluttes femte årgang af Erindringerne på www.engang.nu.

Selvfølgelig lytter jeg ikke til musik 24 timer i døgnet (og dog). Jeg sover også, men ofte drømmer jeg i eller om musik, så det er lige før. Det er ikke usædvanligt at være musiknørd. I den vestlige kulturkreds (og måske globalt) er musik i førertrøjen, når det gælder elementære livselementer som kunst, religion, dans, glæde og sorg, You name it! Musik er noget af det mest livsomfattende, der findes. Også for mig.

Jeg fik musik ind med modermælken, ikke på professionelt niveau, men trods alt som en vigtig bestanddel. Vigtig nok til at jeg tidligt i mit liv valgte musik som det, jeg vil leve af og for; et valg jeg realiserede ved at tage flere uddannelser i musik, bestride en del jobs inden for faget og bruge min frihed og fritid til at dyrke musik på næsten alle måder. At begynde dagen med Bach har livet igennem været lige så sikkert som at slutte dagen med en bøn. Hver morgen spiller jeg selv eller lytter til en sats fra Wohltemperiertes; det er et ritual og den slags udmærker sig ved hele tiden at forny sig hvis man ellers vedligeholder det.

Én af måderne at dyrke musik på er at skabe den selv. Det uddannede jeg mig i og især de første 30 år af mit liv var jeg aktiv som komponist. Ikke en stor en af slagsen og jeg fandt andre måder at beskæftige mig med musik på. Dem er der mange af og jeg valgte først at spille musik. Derfor har jeg en uddannelse som organist, som jeg også brugte i 10-15 år engang. Heller ikke det mættede min passion og derfor slog jeg mig på at formidle musik, altså at undersøge og præsentere musik, som andre skabte og spillede. Det gjaldt alle slags musik, selvom mit udgangspunkt er det, der kaldes klassisk musik, især min samtids musik i den tradition.

Jeg er aldrig holdt op med at skabe og spille musik. Men de senere år har den trængt sig mere og mere på i mit liv. Min passion har taget en ny drejning, min nysgerrighed og fordybelse er blevet en anden og det påvirker selvfølgelig mit musikliv. Jeg lytter mere og musikken er der mere eller mindre døgnet rundt – som mine børn og andre kære – og som Gud. Jeg er ikke i uophørlig korrespondance med dem, men de er der ufravigeligt, som en base, et livsvilkår. 

Nyligt har jeg indledt en slags musik-marathon. Jeg vælger en komponist og lytter til hans/hendes musik 24 timer i træk. Det sker ofte i mørke, fordi jeg denne tid også eksperimenterer med en slags mørke-terapi, som jeg ikke selv forstår – endnu. Med til dette mørke hører stilhed og der har musik en vigtig funktion, for den udfordrer og perspektiverer jo stilheden. Det er noget af det, musik kan og bliver ved med at fylde mig med. 

Engang i 70’erne, da min ven Per Bucholdt Andreasen og jeg var free lancere i DR Radio, blev vi enige om at lave en 30 minutters udsendelse med den alt for lange titel “Ugens tilbud: evigt liv eller vedvarende energi”. Vi havde observeret, at grønttorvet i Aalborg, hvor vi boede, lørdag formiddag bugnede af – naturligvis frugt, grønt, ost, fisk og blomster, men også en mængde “åndelige” tilbud fra omvandrende missionærer, der uddelte brochurer og meninger. Det var oplagt at lave en slags lyddigt med denne kakofoni af stemmer med forskellige budskaber.

Vi valgte at producere udsendelsen som om det var “live”. Udstyret med hver sin Nagra gik vi fra hver sin side i hver sin retning og optog lyde iblandet en smule interviews og kommentarer. Konceptet sagde også, at optagelsen skulle vare de 30 minutter, udsendelsen var programsat til. Jeg kom til at tænke på den forleden – den er for længst slettet i DR’s arkiv – da jeg hørte en podcast med næsten samme indhold og form og tilsyneladende produceret på samme måde.

I dag er mange af DR’s udsendelser produceret som podcast. En podcast har en særlig æstetik, som jeg ikke er den store tilhænger af, og den kan lyttes når som helst, hvilket er herligt. Men vores torve-udsendelse ville i dag glimrende kunne gå som en podcast – med små justeringer.

Med til historien hører, at vi som altid var i studiet med en tekniker, der redigerede optagelserne sammen; i dette tilfælde var det ikke nogen langvarig opgave, måske en times tid. Pers og mit arbejde tog nok 10 timer i alt og vi har vel fået 7-800 kr. for opgaven, svarende til 4.000 kr. i dag – et fint supplement til SU’en.

Forleden ser jeg så, at en række offentlige styrelser her i 2024 har købt podcast’s til priser á op til 400.000 kr. Hvad i alverden er de penge gået til? Jeg har lyttet et par af de podcasts, der er tale om, og jeg hører ingen større forskel på det, Per og jeg lavede dengang og det, en hundedyr podcast i dag præsterer. Det skulle da være, at produktionsomkostningerne i dag er betragteligtlavere end dengang. Man behøver ikke en dyr Nagra, en smartphone kan klare det. Man behøver ikke en professionel tekniker, nettet tilbyder mange gratis redigeringsprogrammer, de fleste kan arbejde med. Er der nogle profithungrende bureauer inde over? Er det endnu et udtryk for offentligt spild? Eller falder man bare i svime over et nymodens format, der altid har eksisteret…?