• Konservatoriet 4 – Erik Norby

    Komponisten Erik Norby var et af de mest flamboyante mennesker, jeg har mødt (og jeg har mødt mange!). Da jeg i 1975 optages som første og eneste elev i komponistklassen på Nordjysk Musikkonservatorium, bliver han min hovedfagslærer med to ugentlige timer. Han gad ikke undervise i instrumentation, sikkert fordi han var suveræn i dén disciplin. Her fik jeg en klamphugger, som det ikke er værd at nævne her. Komposition var Eriks fag, men som tidligere beskrevet er en væsentlig basis for dette studium en stor baggage af musikteoretisk viden og det helt afgørende fag instrumentation (i kort beskrivelse håndværket om instrumenternes muligheder og hvordan de udnyttes). Han havde siden 1966 været…

  • Konservatoriet 3 – da jeg skaffede rektorer

    Som beskrevet i sidste kapitel engagerede jeg mig i studenterarbejde og administrativt arbejde i min konservatorietid 1970-78. Men hvordan gik det egentlig med mine musikstudier? Jeg gennemførte konservatoriets 2-årige forskole med orgel som hovedfag, men havde fravalgt den såkaldte PO-prøve, for så skulle man til eksamen og jeg havde forlængst fravalgt orglet fordi jeg indså, at jeg ikke ville blive en særligt god organist. Jeg skulle altså ikke til eksamen, men alene til optagelsesprøve til hovedskolen i 1972, og selvom den var krævende, passede de mere akademiske fag musikteori og – historie bedre til mig. Som tidligere beskrevet var det den nye rektor, Orla Vinther, der indførte disse fag og…

  • Konservatoriet 2 – studenternes mand

    Da jeg i foråret 1970 havde fået meddelelse om at jeg kunne begynde på Nordjysk Musikkonservatorium 1. september, men måtte konstatere, at den uddannelse, jeg var optaget på ikke passede mig, fik jeg straks et møde med konservatoriets direktør Harald Krebs. Selvom jeg kun var en stor teenager var det mig selv og ikke mine forældre, der ordnede den slags. Jeg annullerede min eventuelle ærefrygt for den fornemme direktør og erstattede den med en vis respekt, men alligevel var det nok en selvsikker og en smule flabet knægt, Krebs oplevede ved den lejlighed. Jeg fik min vilje – og det var ikke sidste gang Krebs måtte døje den uvorne, men…

  • Konservatoriet 1 – ind som 16-årig

    I foråret 1970 blev jeg optaget på Nordjysk Musikkonservatorium med orgel som hovedfag. Jeg var 16 år og valget var bevidst og velforberedt, selvom flere havde forsøgt at tale mig fra det. Konservatoriet var dengang privat, med en direktør, Harald Krebs, som først og fremmest var embedsmand, men dog af den mere kreative slags. Dog ikke en person, man nærmede sig uden at have bestilt tid i forvejen. Det gjorde jeg naturligvis, allerede dagen efter at jeg havde fået meddelelse om optagelse. I virkeligheden ville jeg ikke være organist, men komponist, og vejen hertil var ikke let. Man havde slet ikke faget på NM, men kun på konservatoriet i København,…

  • Kært barn… Om mine navne

    Jeg blev ved min fødsel navngivet Evan-Thore Vestergaard Andersen. I mit hjem gik man ikke ind for barnedåb, så jeg blev først døbt som 17-årig på egen foranledning og i øvrigt uden at andre end præsten og jeg kendte til det. Jeg har aldrig fået en ordentlig forklaring på det lidt usædvanlige fornavn, men efternavnet gav jo sig selv som den slags gjorde dengang. I skolen blev jeg hver morgen råbt op som én af de første: “Andersen, Evan” råbte læreren og jeg bekræftede med et spædt “ja”, hvis jeg ellers var til stede. Alle kaldte både min farfar og far “Vestergaard”, så jeg følte mig mere som en Vestergaard,…

  • Øl som arbejdskraft

    Nu om dage drikker man ikke alkohol når man er på arbejde. For 50 år siden fik ølkuskene mere end én fortjent tår over tørsten når de slæbte tunge trækasser med øl dagen lang (faktisk er jeg gammel nok til at have oplevet hestevognstrukne øltransporter). Da jeg gik på konservatoriet i 70’erne var der guldøl og små snapseflasker, “kyllinger”, i automaterne og da jeg fik mine første faste arbejdspladser efter studietiden åbnede man alle møder med det ukrudtsmiddel, der kaldes Gammel Dansk, og det var kutyme at kvæle i hvert fald én håndfuld øl i løbet af arbejdsdagen. På chefens kontor var der champagne i køleskabet. Dette som afsæt til…

  • Et særligt møde – Ib Grønbech i kombak

    Da dette skrives kan man i medierne læse, at visesanger og vendelbo Ib Grønbech efter 12 års næsten tavshed har udgivet nye sange, som han drager rundt med som tidligere. Det glæder mig meget både fordi jeg synes han har “noget at komme med” og gør det talentfuldt – og fordi jeg i 2007 lærte Ib indgående at kende med det formål at skrive en bog om ham. Egentlig havde min forlægger bedt mig skrive om en anden troubadour fra Vendsyssel, men det var jeg ikke interesseret i – jeg ville gerne skrive om Ib Grønbech. Det var en intuitiv fornemmelse af at der var en spændende og ikke så kendt…

  • Askese – at nøjes med det bedste

    I Kappadonien i Tyrkiet bor der mennesker i huler. Det gjorde de for 2000 år siden, da de som kristne blev forfulgt og både kunne skjule sig og dyrke deres tro i kirker, som også var gemt væk i bjerglandskabet – og de gør det i dag, hvor en underlig blanding af oprindelige og moderniserede huler stadig udgør beboelser, kirker m.m. Jeg er hulemenneske. Ikke fordi jeg er forfulgt eller fattig, men fordi jeg kan lide overskuelige sammenhænge, har en livslang afmaterialiserings proces i gang og fordi jeg forlængst har løbet hornene af mig når det gælder villa og patricierlejlighed.  Jeg elsker hotelværelser. Jeg har en lejlighed i Berlin til…

  • Mød Nathalie – Perlen

    Jeg har tre børn. Den yngste hedder Nathalie og fylder i dag 29 år. Jeg har eneret på at kalde hende Perle. “En perle er et sjældent og kostbart naturprodukt skabt i og af en østers”, fastslår Wikipedia, og det er en beskrivelse, Nathalie sikkert elsker (og som måske er mindre flatterende for hendes forældre). Men min Perle er så meget andet end resultatet af en østers. Herunder resultatet af sig selv. Hun rummer de fire menneskelige dyder, jeg sætter højest: empati, intelligens, skønhed og talent. Alle sammen i imponerende mængder – og så rummer hun selvfølgelig meget andet. F.eks. engagement og flid. Det er umuligt at opliste alle Perles gøremål,…

  • Mit livs skole – Seminarieskolen

    Jeg havde et tvetydigt forhold til skolegang. Jeg har altid været og er stadig glad for at lære, jeg var forholdsvis god i skolen og jeg gik i det, man i dag vil kalde en “lilleskole”. Den hed Danmarksgades Skole (Aalborg) og havde 200 elever. Bygningsmæssigt helt identisk og sammenbygget med Rantzausgades Skole, der havde 500 elever. Jeg boede i et middelklasse kvarter – Rantzausbørnene i et mere belastet kvarter. Jeg undrer mig stadig over den forskelsbehandling de to grupper fik. Jeg kom i skole i 1960 (i øvrigt et år “for tidligt”) og efter 6. klasse blev min lilleskole nedlagt for at give plads til Danmarks Ingeniørakademi, der blev…