Det følgende er ikke for sarte sjæle. Der er fare for forargelse over indhold og sprog, men måske også krampe i smilemusklerne.

Erindringen tager sin begyndelse i de sidste dage af 1999 og altså det 20. århundrede, en periode polstret med megen symbolik og ritualer verden rundt. I min beskedne verden fyldte det, at jeg for jeg ved ikke hvilken gang stod uden bolig; min fremlejekontrakt i Hellerup var løbet ud og kunne ikke forlænges. Problemet løstes midlertidigt, da jeg fik kontakt med lederen af Skt. Lukas Stiftelsen. Ham kendte jeg fra min ungdom da han var præst i Ansgars Kirken Aalborg. 

Lars Eyermann tilbød mig venligt, for en kort periode at leje et ret stort værelse med tilhørende bade- og køkkenfaciliteter i kælderen til en af fløjene på Lukas Stiftelsen, nærmere bestemt oven på hospiceafdelingen. Det er der, idéen om en practical joke kommer op i mig. Da det blev hverdag henvendte jeg mig til en af mine chefer i Danmarks Radio for i en personlig samtale at meddele adresseskift.

Det skete med ordene ”Jeg er flyttet på hospice” og chefen fik et chok, som jeg med min attitude straks udnyttede. ”Er der en tidshorisont?” spurgte han medfølende i løbet af samtalen og jeg kunne kun svare ”Egentlig ikke, men nogle måneder vil jeg tro”. Heller ikke det var jo usandt. Jeg bad om fortrolighed, men vidste godt, at chefen ville have svært ved at holde tand for tunge. Der gik da også kun nogle timer før en underlig stemning spredte sig i afdelingen omkring mig og senere andre steder i Radiohuset. Ingen sagde noget når vi passerede i kantinen og studierne, men tydeligt var det, at en vis medlidenhed med mig var tilstede.

Det var ikke første gang, jeg fandt på den slags og derfor heller ikke første gang, at jeg ikke kunne klare den hvide løgn i længden. Nogle dage efter gik jeg til bekendelse over for Hans Peter Larsen, der ikke kunne skjule sin fornærmethed, men også sin lettelse. Stemningen omkring mig ændredes hurtigt, Hans Peter og jeg kom på talefod igen efter et par uger og tre måneder efter flyttede jeg fra hospice til en lejlighed i Stefansgade på Nørrebro. Den adresseændring meddelte jeg bare lønningskontoret i DR.

Jeg får følelsen oftere og oftere. Tidligere dukkede den op når jeg havde endt noget, gjort noget færdigt. Jeg gør sjældnere noget færdigt. Jeg mærker en langsom udsivning af mentalt liv og aktivitet – som en timelang musikalsk udfading. Som om mit mentale indhold tømmes og erstattes af mindreværd eller i hvert fald følelsen af både at blive mindre og være mindre værd. Det er ikke anerkendelse jeg angler efter, det er den opmærksomhed, jeg har levet af og på siden jeg var ung.

Jeg mangler ikke noget fysisk; jeg er på mange måder et rigt menneske. Jeg har mit livs dejligste mennesker omkring mig – mange og elskelige. Jeg er heller ikke i restance med mine aktiviteter. Jeg har gjort mit. Rigeligt og nogenlunde succesfuldt. Men jeg mangler mere og mere mig selv. Jeg er begyndt at sortere og tømme mine arkiver; jeg smider ét kilo ud om dagen. ”Hvad så, når de er borte?” spurgte en datter. ”Så må jeg tømme mig selv og da jeg vejer 74 kilo, har det også en deadline” svarede jeg bizart og sarkastisk. 

Jeg har ikke planer om at drage hinsides – dem overlader jeg til Vorherre. Jeg kan komme for skade (undskyld udtrykket) at runde de 90 som min far, farfar og oldefar. Min tro byder mig at blive i livet og passe på det så længe det bliver i mig. Derfor kan min krise ikke sammenlignes med den skæbne, en god ven fik for et par år siden. Han døde af kræft. ”Jeg kan mærke livet sive ud time for time” sagde han ofte de sidste dage og sådan var det jo. 

Jeg skal på ingen måde måle min tilstand med ham og hans ulykkelige skæbne, men jeg føler, at jeg mentalt oplever en udsivning af liv, som accelererer. Det er hårdt, for jeg har altid følt, at 90 % af mit liv foregår indeni. Uden det er der ikke meget tilbage. Lige nu har jeg ikke lyst til at leve i en sund, men tom krop; jeg ved ikke engang hvordan man gør det. Jeg kunne ikke et sekund betragte mig som mere værd, end ethvert andet menneske, men det er hårdt at betragte mig som mindre værd end de fleste.

I Barcelona findes et erotisk museum – vis-à-vis operaen, Gran Teatre del Liceu, hvor jeg jævnligt har ærinde. Alligevel har jeg aldrig besøgt erotikmuseet, men nøjes med at beundre den model, der skal skabe opmærksomhed i museets vindue. Jeg har det fjerneste imod erotik – tværtimod – men forbindelsen mellem den ædle idræt og et museum forstår jeg ikke. Jeg bliver mere ophidset af at se på genuin billedkunst, end på museale genstande eller hvad museet på Ramblaen måtte fremvise.

Jeg bliver erotisk opstemt når jeg går på kunstmuseum og det gør jeg ofte. For nogle år siden optalte jeg for sjovs skyld mine besøg i billedkunstens templer – det år havde jeg været der 130 gange. Det er mere end antallet af koncerter og teaterarrangementer jeg frekventerer. Man kunne kalde det en last. Det handler ikke om at studere nøgne marmorgratier på Glyptoteket og den slags, men om selve det, et egentligt kunstmuseum også indbyder til.

Hvad er det så kunstmuseer kan byde på rent erotisk? Mest, at hele atmosfæren indbyder til intimitet i form af stilhed, fordybelse og fravær af fællesskab. Men også at denne intimitet åbner for overraskelser og uventede møder. Jeg bliver opstemt eller mere når stilheden afbrydes af et par stilethæle bærende på en hviskende kvindestemme, der med sin larmende, uforsætlige stilhed tiltrække sig opmærksomhed og ofte ved nærmere, diskret eftersyn viser sig at være en mere levende skønhed, end det, man finder på væggen.

Jeg ved, det lyder abstrakt og subtilt, nogle vil måske kalde min last ”pervers” og det lever jeg med. Mine ekstraordinære oplevelser kommer uforvarende og er ikke tilsigtet – det er en form for bonus. Jeg kommer naturligvis for billedkunstensskyld, men hvor bliver den af i alt dette? 

Den er selve anledningen. Det kan være til et tavst, sigende blik, en kort meningsudveksling, en anonym kaffe i caféen (eller udveksling af visitkort), måske aftale om et senere rendez-vous, måske ligefrem begyndelsen til et forhold. Alt sammen ladet med erotik, skjult eller åbenlyst begær, måske livsvarigt forhold eller venskab.

Hvis ikke det er det, kunst også er til for, hvad så?

Denne dag fylder jeg 71. Nogle bortforklarer alder med at det bare er et tal. Det er noget sludder. Alder er lærdom og visdom, erfaring og erindring, enorme mængder af følelser og empati, kort sagt: en imponerende skat af levet liv, uanset hvordan det har været for den enkelte. Alder giver kvalifikationer, der ikke kan arves eller købes og som er helt unikke for hvert eneste menneske. Alder er adelstegn.

I et foredrag hos Ældresagen sidste år introducerede jeg begrebet ”gammeldom” – vi har jo i forvejen barndom og ungdom. Jeg synes ikke, der er noget galt med ordet gammel, så hvorfor ikke? Vi – mest gamle – havde en samtale om sagen og meningerne var delte. Nogle mente, at gamle stadig er et øgenavn og at gamle mennesker diskrimineres og vanæres voldsomt i vort samfund, andre at det er vigtigt at fremhæve os gamle og de kvalifikationer vi har for at bringe samfundet videre. 

I min nye digtsamling ”TID” findes digtet ”Alder adler”, som også fandtes i digtsamlingen ”Hvis Alt Kommer Til Alt” (2015) – og her:

ALDER ADLER

Man kan være bange

for at blive ældre

og man kan være bange

for at blive gammel.

Hvis man er bange

for at blive ældre

er man måske

født gammel.

Men alder adler.

Man ved det ganske vist først

når man accepterer sin alder.

Så er det for sent

for nogle.

De tror måske at livet er kort.

Hvis man tror dét

kan det nemt blive for langt

fordi frygten for at miste det

fylder for meget.

Liv er at ældes.

Alder adler.

Alderen har lært mig

så meget

at jeg nu endelig

tør komme fra fornuft

uden frygt.

Nogle af Erindringernes abonnenter har foreslået at jeg genoptrykker nogle af de over 3.000 artikler, jeg har skrevet livet igennem. Ganske vist er der udkommet en håndfuld antologier gennem årene, men her i Erindringerne spredes nu nogle flere under overskriften “Fra alle årene”.

Fra 1972 bringes ikke en artikel af mig selv, men om mig. Ikke at jeg er nogen superstar, men i -72 tog jeg initiativ til en en koncertopførelse i Ansgars Kirken Aalborg med 100 elever fra Hjørring Gymnasium af rockmusicalen ”Jesus Christ Superstar”, der havde verdenspremiere året før. Vi kom langt med projektet, men pludselig blev der nedlagt forbud mod opførelsen. Det kom der en del pressedækning, herunder ledere, ud af og gymnasierektor E. Fuglsang-Damgaard, blev skoset for ikke at bakke op om projektet. Jeg klagede helt op til kirkeminister Dorte Bennedsen, men projektet blev desværre ikke til noget. Min pointe var, at ved at anvende trosbekendelsen blev koncerten til en gudstjeneste. Sådan så de pengegriske rettighedshavere ikke på det

Avisen Ny Tids leder hed ”Ynkeligt at rektor i Hjørring straks lod sig puste omkuld” og overskriften i avisen Aktuelt var ”Minister-hjælp til Superstar i kirke”. Teksten lød bl.a.:

”Forbuddet fra showdirektørerne Richard Stangerup og Yngve Østergård, København, der en overgang truede Hjørring Gymnasiums opførelse af beat-operaen ”Jesus Christ Superstar” efterfølges af endnu en sag. En studiegruppe for forsøgsgudstjenester ved kirkerne i Ålborg ønsker elevernes medvirken ved en koncertopførelse i Ansgars-kirken i Ålborg. Gruppen vil ikke finde sig i forbuddet og har søgt kirkeminister Dorte Bennedsen om hjælp.” – Det er ganske oplagt, at det må være et indgreb i kirkens forkyndelsesfrihed, siger komponist Evan-Th. Vestergaard. Ved opførelsen vil vi bruge de bibeltroafsnit sammen med påskeevangeliet og trosbekendelsen. Vi vil sætte alt ind på at få gennemført koncerten”.

Jeg har tidligere beskrevet min begejstring for tog her i erindringerne. Den tog form allerede i barndommen, hvor mit kæreste legetøj var en modeltogbane, som jeg brugte flere år – og mange af min farfars penge – på at bygge. Den havde det hele: udbygget spor net, huse, tunneller, skiftespor m.m. – men ikke det, jeg senere blev mest glad for ved toget: restaurantvogne og sovevogne. Netop de to gør for mig togturen til mere, end at bevæge sig fra A til Z.

Har ofte hyldet toget fordi jeg mener at togrejsen er et billede af livet. Alt kan ske i et tog, alle slags mennesker mødes i toget, lykke og ulykke følges ad på rejsen og så er der jo mange steder restauranter og soverum i toget. Helt fundamentale livsfunktioner som at spise og sove kan realiseres, og hvis man i forvejen forsyner sig med andre nødvendigheder, kan man tilbringe timer og hele døgn på skinner. 

En vigtig ingrediens i livet er jo elskov og der er toget nærmest ideelt. Anne Linnet har i sin begavede, inciterende rocksang ”Nattog” beskrevet i tekst og musik hvordan togets indstændige rytme, dampende atmosfære og spontaneintimitet danner den perfekte scenografi og koreografi for fysisk kærlighed – en idræt jeg også har dyrket med stor glæde. Hvis jeg da ikke i min enekupe blot blunder, nyder lydene ved stop på mørklagte og tavse stationer eller tager det bad, som i nyere tid også er blevet en mulighed. Ind imellem suppleres denne oplevelse med rangering ind og ud ad færger, tilkobling med andre tog, afgangsfløjt og andet.

Jeg kan sidde i restauranten i timevis, også om natten, hvis muligt, og iagttage alle hånde rejsende og deres manglende orienteringevne, kamp med bagage og nervøsitet over forsinkelser og alt det, der også hører til togrejsen. Men også muligheden for at møde nye, falde i samtale eller blot tilkendegive sin nysgerrighed med skjulte blikke eller uskyldige, høflige hilsener.

Efter at have været en smule bortrangeret er nattoget de seneste år igen kommet på mode i det Europa, jeg holder så meget af. Måske lidt i modstrid med at togene bringer os hurtigere og hurtigere frem. Det siges, at nattoget er meget eftertragtet. Det kan jeg godt forstå. Det er jo som livet selv. 

Jeg er selvudnævnt aptør. Titlen findes ikke, ordet heller ikke, men det må være den logiske fortsættelse af navneord aptering, der betyder ”indvendigt udstyr i en båd eller et skib bl.a. skillevægge og møbler”. Det er ikke fordi jeg vil skifte erhverv, men det er erkendelsen af, at en barndomsdrøm om at blive arkitekt har manifesteret sig i det meget små gennem årene. Jeg er hverken søstærk eller søfartskyndig, så jeg nøjes med at indrette hotelværelser.

Jeg er ikke den første i familien, der foretager aptering. Min onkel Holger Heilesen, der var uddannet arkitekt og som jeg beundrede på flere måder, havde som speciale at indrette store linere, som de blev kaldt dengang – krydstogtskibe i dag. Han var ret god til det, for hans firma havde fyldte ordrebøger. Senere kastede han sig over design af spektakulære kontormøbler, også med succes.

Hos mig handler det mest om en af mine mange særheder, der i sammenhæng med en OCD-agtig trang til orden og fysisk rationalitet gør, at jeg altid tjekker et hotelværelse ud når jeg entrer det. Jeg er og har altid været flittig hotelbruger og jeg har særlige vaner som hotelgæst. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at flytte rundt på møbler, lamper og andet så det passer mig bedre i de timer, jeg skal opholde mig der. Jeg har tidligere i erindringerne beskrevet særlige udpakningsrutiner, og når de er overstået, går jeg i gang med apteringen, som kan være mere eller mindre indgribende; der er dog altid et eller andet, der passer mig bedre, end standarden.

Det bemærkes, at jeg selvfølgelig altid foretager ændringer til det bedre og aldrig gør vold på bygninger eller møbler. Der er jo grænser hvad man kan gøre med pincet, neglesaks og tandbørste. Ofte opdages det heller ikke, da mit besøg kun er af et døgns varighed og jeg dermed er over alle bjerge, når rengøringen låser sig ind på værelset. Men jeg er faktisk blevet taget i min lidt sære syssel nogle gange. Det har fået mig til – af egen drift – at bringe tingene tilbage til kedelig og ufornuftig standard, når jeg stempler ud. Det er dog også sket, at jeg ikke har gjort det, og senere er vendt tilbage til værelset og set mit værk videreført. F.eks. på værelse 406 på Hotel Imperial i København, hvor jeg gennem flere år boede et par nætter om ugen.

Naturligvis gør jeg det også på mine personlige, faste væresteder, lige som jeg har gjort det på skiftende kontorer gennem årene. At der er tale om en uregerlig trang viser, at jeg ikke kan lade være at tænke tanken også når jeg besøger private hjem. Heldigvis er jeg aldrig grebet til handling, måske har jeg luftet nogle forslag, men jeg leger ikke indretningsarkitekt når jeg gæster vennerne. 

Bortset fra det fortsætter jeg nidkært mit job som aptør.

Jeg er blevet bange og det er ikke en disciplin, jeg har megen øvelse i. Jeg er ikke bange for egen sygdom og død – det bliver jeg nok. Ikke bange for at vandre i dunkle og skumle byer; eller at møde mennesker der ikke vil mig det godt. Jeg er bange for krig. Jeg er bange for flere og flere despoter og diktatorer, der tilraner sig mere og mere magt, men også for mere hæderlige politikere (for de findes), der har mistet grebet om deres gebet og gjort dem magtesløse.

Jeg har skreget og skrevet protester siden min teenagetid. Imod Vietnam-krigen, sulten i Biafra, oprustning, koldkrig, umenneskelighed og udnyttelse. Men altid i bekvem fysisk og uforpligtende afstand til begivenhederne; med det tålmodige talte og skrevne sprog; aldrig for alvor i felten. Nu overmander angsten for eget liv mig og med det følger bekymringen for dem jeg elsker og for den jord, vi forvalter. Jeg føler mig uden for indflydelse. Jeg mangler ord, sproget er blevet utilstrækkeligt i kampen mod fordummelsen, der tager til lokalt og globalt.

Jeg er blevet prepper; har sikret mit lager af tøj, personlige sager, smøger og alkohol, muligheder for udsyn og kontakt med omverdenen til et halvt år på mine tre væresteder. Det kan lyde som en joke, men det, der skaffer mig fysisk velvære, er ikke dåsetomater, vanddunke og andre paniksager. Det er sanseligheder, evnen til at se løsninger i begrænsninger – og elementær overlevelse.

Det fjerner naturligvis ikke min angst. Jeg er gammel og har ikke mange år tilbage. Men jeg har aldrig forestillet mig, at jeg skulle opleve angsten i min egen krop for krig og ødelæggelse. Jeg er virkelig bange.

Der er et godt stykke fra digtet ”Du Ring an meinem Finger, Ich drücke dich fromm an die Lippen”, som Aldebert von Chamisso skrev i 1830 og Schumann tonesatte i 1840 – til ”Ær min reng mon for stram te din finger? Så må wi ha æ støtj øge i!” – Kjeld Torbjørns begavede sang fra 1978 til Slåbrock Band. Og dog, ringen er jo et eviggyldigt symbol.

Jeg er ikke noget smykkemenneske (og kunne aldrig forestille mig at blive tatoveret), men jeg har en halskæde med et kors og Fadervor indgraveret, modtaget af en ældre dame i Wiens Stephansdom i 2000 da jeg blev firmet som katolik. Det er er supplement til Rosenkransen, som jeg dyrker dagligt, men ikke bærer. Men jeg bærer en ring.

Den blev først aktuel for mig, da jeg giftede mig med min yndlingsekskone i 1985. Jeg husker ikke forløbet helt præcist, men da vi sad i bilen efter vielsen, overrakte jeg hende en vielsesring med et forsigtigt forbehold om, at hun naturligvis kun skulle bære den, hvis hun ville. Ovenikøbet var der – eller jeg foreslog det – en lille sten i ringen så den ikke virkede påfaldende som vielsesring. Stenen blev ikke aktuel.

Ringen var et trofæ for mig, et overmaskulint tegn på at denne, byens smukkeste kvinde, tilhørte mig. Jeg har vanskeligt ved at skrive de ord – trofæ og tilhørte – for jeg har aldrig ment, at man kan tilhøre nogen anden, end sig selv og at ingen derfor skal kunne reklamere for et falsk tilhørsforhold. Min elskede valgte at bære den ”rene” vielsesring og – ja, jeg stoltserede!

Da ægteskabet brød sammen i 1998, smed jeg dramatisk og i vrede min ring i en sandbunke på Krinsen, Kongens Nytorv, hvilket jeg siden fortrød (ligesom skilsmissen), men så at sige var ”ringen sluttet” selvom min kærlighed stadig er intakt.

I dag bærer jeg igen en ring ligesom Celine, nuværende livsledsager, gør – et tegn på samhørighed (ikke ejerskab) mellem to mennesker. Jeg har valgt at placere min på højre langfinger, som også kaldes Saturnfingeren. En ring er jo et symbol så hvorfor ikke gå linen ud? Saturnfingerens betydning? – Den må læseren erkyndige sig om på anden måde.