• Når jeg blir stor

    De fleste børn kender drømmen om hvad man gerne “vil være” når man bliver stor. Jeg vidste allerede som 9-årig hvad jeg gerne ville blive og det blev næsten sådan, sikkert fordi jeg skabte mig selv efter egen skabelon og sikkert også justerede mine drømme og ønsker hen ad vejen i forhold til mine muligheder og talenter. Jeg blev komponist, organist, forfatter, debattør, iværksætter, formidler og en del andet, meget af det måske mere ved tilfældigheder, end på baggrund af bevidste strategier. Men der er så meget andet, jeg gerne ville være og måske kunne være blevet, hvis og hvis og hvis. Sådan er det sikkert for mange. Jeg ville…

  • Mød Louise – hemmeligheden

    Louise, der fylder 48 år i dag, er min ældste datter og én af mit livs bedst bevarede hemmeligheder. Så hemmelig, at hun har givet stof til hvad nogle nok vil betegne som en livsløgn. For mig selv en gåde indtil jeg 23. august 2002 mødte hende for første gang.  Som 17-årig havde jeg et kærlighedsforhold til en to år ældre kvinde. Det resulterede året efter i vores skønne datter. Alene min mor kendte til den fra begyndelsen og det var i sig selv en kamp for mig at hun besad denne viden, som hun dog forvaltede som forventet – forstående, tilgivende og med respekt for selve dette, at hun var farmor…

  • Salmemager i læderjakke

    Jeg har tidligere beskrevet, hvordan nogle af mine kirkemusikværker blev censureret fordi de tekstmæssigt og musikalsk ikke passede “det etablerede”. F.eks. da en DR chef og en biskop ændrede Eyvind Holmens tekst i kantaten “Bjerget og Dalen”, fordi de mente at Jesu disciple ikke kunne synge “Vi er høje nu”.  Denne historie handler også om DR, ikke om censur, men om en chef, der genérer en medvirkende for åben mikrofon. Det sker i begyndelsen af 70’erne, chefen er Kaj Erik Lindqvist, leder af regionalradioen i Aalborg, og den medvirkende er mig. Jeg var med i et juleprogram, hvor jeg fortalte om mine salmer, som så blev foredraget af skuespillerne Kurt Ravn…

  • Talen til Europa

    I juli 2000 blev Øresundsbroen åbnet. En måned efter stod jeg midt på broen med udbredte arme og vendt mod syd og holdt en tale til Europa. Jeg lovpriste Europa, Sverige og broer højlydt, men talen blev kun hørt af én person, hvis hun overhovedet hørte efter, nemlig min elskede Sofie, der foranstaltede denne enestående mulighed for at stå midt på broen og holde tale. Jeg er fuldblods europæer og har holdt flere taler til Europa på spektakulære lokaliteter. Efter bro-åbningen fablede jeg om min brotale i ét væk, og da Sofie og jeg en dag havde ærinde i Lund og Sofie sad ved rattet, standsede hun pludseligt i det…

  • Kunstneriske overfald

    Jeg er ikke den store tilhænger af turistattraktioner. Jeg færdes yderst sjældent i det parisiske latinerkvarter og TV-tårnet på Alexanderplatz og Tour Eiffel har jeg lissom oplevet. Til gengæld tiltrækkes jeg af storbyers mere depraverede kvarterer, problematiske indvandrerkvarterer, luderkvarterer o.s.v. Jeg har ganske vist aldrig været kunde slige steder og jeg ved ikke rigtigt hvorfor jeg kan lide at indånde lugten af nød og død, elendighed og håbløshed, men måske er det forestillingen om det farlige, der udfordrer. Hvad dét angår er jeg til gengæld blevet skuffet. Nogle få gange har jeg oplevet noget, der kunne være blevet overfald, men i virkeligheden – da skrækken havde lagt sig – viste sig at…

  • På stoffer

    Skønt mine vigtigste modningsår foregik 1968-72 har jeg aldrig røget hash endsige gjort forsøg med euforiserende midler. Egentlig har jeg aldrig haft nogen animositet over for det, der kaldes bevidsthedsudvidende stoffer. Mennesker må gør hvad de vil når blot de ikke skader andre. Jeg har bare altid haft en forestilling om, at arbejdet med bevidstheden kunne foregå intellektuelt og  åndeligt, og det har så være min praksis.  Som jeg har beskrevet andetsteds her i erindringerne har jeg flere gange været i psykisk krise, indlagt på psykiatrisk og tidligt i mit liv forsøgt selvmord tre gange. Det kunne jo være at de kunstige stoffer ville have hjulpet mig, men jeg har haft…

  • Til lykke til mig selv

    Min farfar talte ned til sin fødselsdag hele året, men på selve dagen ville han ikke høre tale om den, endsige fejres. Jeg har det på samme måde. Jeg frabeder mig enhver henvendelse, jeg er som regel alene, kun mine børn forventer jeg en hilsen fra, og for ikke at blive skuffet sender jeg dem en reminder dagen før. Ellers handler min fødselsdag om at få en smule af tre elementer, der er vigtige i mit liv: elskov, kunst og religion (nævnt alfabetisk). Hemmeligheden ved de tre er at de gør det samme ved mig, men på forskellige måder. De flytter mig. Jeg er aldrig helt den samme efter en…

  • Ikke rigtigt god til noget

    I grunden har jeg vist aldrig været rigtigt god til noget. Som teenager prøvede jeg mig frem som så mange andre – som digter, komponist, samfundsrevser (som min far stolt kaldte det), filmmager og meget andet. Det meste af det blev jeg ved med – med et voldsomt CV og omfangsrigt visitkort til følge. Allerede som 7-8 årig mødte jeg begrænsningens kunst uden rigtigt at anerkende den. Jeg meldte min ind i FDF (Frivilligt Drenge Forbund, vistnok Aalborg Kreds 2) med hvad det indebar, bl.a. en uniform – jeg som hader uniformer! Grunden var, at jeg gerne ville være tambourmajor. Allerede dengang måske båret af min trang til at gå…

  • Drikkepenge

    En god, meget rejsende ven, mener, at drikkepenge skal man give når man ankommer til hotellet eller restauranten, ikke når man forlader den. Filosofien er, at man ved at indlede med den generøse adfærd kan forvente bedre betjening, end hvis man belønner indsatsen til sidst.  Han er dansker lige som jeg, og danskere er ikke kendt for at give drikkepenge. Han har så kombineret dansk snusfornuft med udansk generøsitet.  Både i Danmark og i udlandet fortæller servicepersonale, at danskere generelt er fornærede, uvenlige, nidkære med udregninger og i det hele taget uvante med at færdes i ”servicemiljøer” endsige belønne en god indsats. Undtagelser findes – når en typisk dansker uforskammet runder regningen op…

  • Mit Fadervor

    Som bekendt er udtrykket ”At kunne mere end sit Fadervor” ikke udpræget positivt. Det betyder noget i retning af at man er udspekuleret, måske skurkagtigt, og det står dermed i kontrast til det indhold, bønnen Fadervor har. Jeg er vokset op med Fadervor og har bedt bønnen hele mit liv. I de senere år mange gange dagligt, nærmest som et mantra; det har stor betydning for mig og jeg har brugt megen tankevirksomhed og samtale med Gud om mit Fadervor’s indhold og betydning. Jeg er katolik og da jeg gik i konvertitskole for 20 år siden lærte jeg en anden bøn at kende, nemlig Rosenkransen. Rosenkransen er både en fysisk genstand,…