Jeg skrev engang et digt, betitlet “Rutiner og Ritualer”. Det handler om min skræk for rutiner, som jeg finder dødbringende, og mit behov for ritualer, som jeg finder livsbekræftende. Simpelthen fordi rutiner gentager sig selv kritikløst, medens ritualer kræver bekræftelse, der skaber fornyelse. 

Nogle af de værste rutiner, jeg kender, er opstået med de nye, digitale kommunikationsformer. Vist er SMS-systemet et herligt redskab, men standard-beskeder som “Godmorgen, goddag, godaften, godnat” strømmer mig i møde under dække af bekymring, engagement, kærlighed eller hvad ved jeg, og det finder jeg meningsløst. Det virker som en dødmandsknap, der defineres som “en sikkerhedsanordning i tog i form af en knap eller pedal som under kørslen skal betjenes vedvarende. Hvis føreren ved et ildebefindende el. lign. slipper knappen eller undlader at aktivere den, standser køretøjet automatisk”. 

Jeg prøver stedse at vænne mine kære og nære af med den trafik: “Hvis I ikke hører fra mig er jeg i live”, påstår jeg. Jeg kan godt se det problematiske i det modsatte: “Hvis I ikke hører fra mig er jeg død”. Men når det sker opdager de det nok.

Alt dette hænger sammen med at jeg er utryg ved vaner og sædvaner. “Når alt er som det plejer er alt godt” mener mange. Hvis man i det nordlige Jylland, hvor jeg kommer fra, spørger “Hvordan går det?” får man som regel svaret “Stille og roligt” og det skræmmer mig. Skulle man svare “Ad helvede til” stopper kommunikationen brat. Jeg er mest tryg, når det uventede, spændende, måske lidt farlige gør sit indtog i livet. Jeg har ikke megen brug for formaliteter og jeg ynder uvaner frem for vaner, så en dødmandsknap i mit liv er overflødig.

Jeg og min samlever Celine, som jeg i øvrigt er for lidt sammen med, kommunikerer da i ét væk, men vi planlægger sjældent noget; efter et kvart århundredes bekendtskab er vi mere trygge ved det spontane og er helst fri for en masse digital sniksnak. Dog undtaget udsagnet “Jeg elsker dig”, som ikke kan misbruges. Det kan selv en dødmandsknap ikke overflødiggøre.

Egentlig er jeg født blomsterbarn i og med at min far var blomsterhandler. Men begrebet blomsterbørn fik en særlig betydning for mig, da jeg var teenager. Det opstod som “flowerpower” i Californien i 1967, da en mængde unge bl.a. i protest mod Vietnamkrigen, bar blomster som deres alternativ til geværer. 

Allerede samme efterår mødte jeg udtrykket “blomsterbørn” da jeg begyndte i 1. Real på Seminarieskolen i Aalborg. Jeg har tidligere beskrevet de tre års skolegang som nogle af de bedste i mit liv. Dette bl.a. i kraft af den meget inspirerende dansklærer Palle H. Steffensen, der underskrev sig “PH” (hvem mon han identificerede sig med?). PH lærte os som noget af det første sangen “Today”, et hit fra 1964 som var en slagsang for bomsterbørnene. 

PH kerede sig som dansklærer ikke om, at sproget var engelsk, når vi sang Randy Sparks ord: Today while the blossoms still cling to the vine, I’ll taste your strawberries, I’ll drink your sweet wine. A million tomorrows shall all pass away. Ere I forget all the joy that is mine today. Melodien var lige så smuk som teksten og vi lærte den hurtigt. Sangen handler om at leve i og nyde nuet medens det er der, sorgløst og uden den store bekymring for hvad der sker omkring en – lokalt som globalt. Dermed kom den til at danne en skærende kontrast til det, vi i øvrigt lærte på denne specielle skole (også af PH): at engagere sig, tage kritisk stilling og ikke mindst agére på grundlag heraf.

Dualismen mellem det smukke og de barske realiteter har fulgt mig lige siden. Naturligvis i livet som sådant, men især i kunsten, min kristne tro og min socialistiske livsholdning. Senest oplevede jeg den meget skræmmende, da jeg i julen fik mulighed for en kort gæsteoptræden ved orglet i St. Stephansdom i Wien. Netop dagen før jul var der indløbet terrortrusler mod kirken (og Kölner Dom) og man fandt det nødvendigt at visitere kirke- og koncertgængere og bevogte Guds hus med bevæbnet politi og militær – og de havde ikke blomster i geværløbene!

Efter nogle kapitler om det smukke kærlighedsbudskab vil nogle måske finde det lettere profant at skrive om den kropslige kærlighed. Det er et af de emner, der er nok tabu for de fleste, i grunden også for mig, men jeg vil ikke skjule, at jeg siden min tidlige opdagelse af kønsdriften og ligeledes tidlige debut på området, har haft et behov, som nok ligger over det normale for at sige det mildt. Jeg betragter det ikke som sygeligt og vil ikke betegne mig selv som satyroman, men det har selvfølgelig give udfordringer livet igennem, især i mine mange parforhold. Det har ikke resulteret i utroskab, krænkelser eller forulempelser af andre (håber jeg), men det er et livsvilkår, jeg har skullet tackle gennem årene.

Nu kan kærlighed jo materialiseres i mange former – fra gode gerninger til erotik. Min beskedenhed afholder mig fra at behandle førstnævnte, men den erotiske kærlighed fylder altså meget. For mig kan den ikke løsrives fra den mere “åndelige” kærlighed og jeg bruger nødigt ordet “sex” om den skønne elskov. Sex er for mig en slags uspecificeret og meningsløst begær, medens erotik, udøvet i elskov, er som en fuldbyrdelse af alle sanser med udgangspunkt i en tiltrækning, hvis basis er kærlighed til dét hele menneske (med min orientering: kvinden), der er mål for min attrå. Momentant eller varigt.

For mig er erotik sammenhæng mellem krop og sind, ingen forstillelse, men åbenhed, spontanitet, samhørighed (nu om dage vil man nok bringe begrebet samtykke ind), gensidig tilfredsstillelse og fælles forståelse af fascinationen af kroppens smag, lugt, udseende, følsomhed etc. Det lyder floromvundent og idealistisk og det mener jeg, at elskov er i sin rene form.

Der findes naturligvis nogle, der er vidende om eller har deltaget i min lidt overdrevne tilbøjelighed, men jeg har kun i ganske få tilfælde oplevet at være i forhold med ligesindede. Jeg har ikke søgt behandling for det, for som skrevet betragter jeg det ikke som sygeligt og det har trods alt ikke fyldt så meget, at jeg har følt mig handicappet af det – tværtimod har det givet mit liv en dimension, som stedse beriger mig, mit forhold til andre, min kreativitet og livsglæde – livet i det hele taget.

Hvor megen kærlighed kan et menneske rumme? Nogle mener, at jo mere kærlighed, man får des mere kærlighed genererer man selv. Det er ikke blot en smuk tanke – jeg oplever det selv igen og igen. Det gælder ikke blot den kærlighed, der findes mellem to mennesker, men også den, der udfoldes i det daglige i de forskellige sammenhænge man færdes. De fleste kender nok til, at høflig og hjælpsom omgang med andre ofte belønnes med samme adfærd, altså: den “lille” kærlighed i hverdagen.

Kærligheden forfordeler ingen. Selvom den ofte er rettet mod ét menneske, har alle mennesker brug for og ret til kærlighed. Det er lige så basalt som det lyder banalt. Kærligheden er grundlæggende både i min kristne tro og i min socialistiske livsanskuelse. Næstekærlighed kaldes det blandt kristne og “næsten” er den, der har brug for min kærlighed, uanset hvem, hvad, hvornår og hvorfor. Den slags spørgsmål er for små for Vorherre, omend ikke for os mennesker.

Det er ikke altid lige let at forvalte det bud, men det gør det ikke mindre gyldigt endsige brugbart. 

De fleste prædikener handler om det her ved juletid, hvor “vores næste næsten er ved at gå til af lutter næstekærlighed”, som forfatteren Knud Seibæk engang skrev. Hykleriet er til at få øje på og det er desværre bagsiden af medaljen: at den “kærlighed”, vi udøver over for dem, der ikke lige gengælder den her og nu, ofte har tvivlsomme motiver. 

For: hvor megen kærlighed kan et menneske rumme? Og hvor megen kærlighed er et menneske i stand til at give, når det kommer til stykket? Det er spørgsmål, i hvert fald jeg indtil videre ikke har fundet svar på. Men kærlighedens betydning for det enkelte menneske og dermed for alle, den har jeg aldrig været i tvivl om. 

Kærlighed og giftermål blandes sammen i kirkens vielsesritual. Man siger ja til at “elske hinanden til døden skiller” og det er jo noget af et løfte. Op imod halvdelen af dem, der lover det, bryder da også løftet og bliver skilt. For: kan kærlighed vare evigt? Og hvor lang er evigheden? For en del mennesker ophører kærligheden ikke med døden. Så bliver spørgsmålet om kærlighedens holdbarhed for alvor kompliceret.

Jeg har kun én gang aflagt kærlighedsløftet i kirken, selvom jeg har været gift flere gange. Den ene gang var det dog også med en vis justering af formuleringen af løftet. Vi lovede hinanden kærlighed og samliv “til kærligheden bliver kold”. Det gjorde den nu ikke, løftet holder stadigt, selvom vi blev skilt. 

Der findes en stor håndfuld mennesker, jeg har elsket meget længe og som jeg tror, jeg vil elske altid, altså evigt eller til jeg dør, men skulle én af dem dø for mig, tror jeg, min kærlighed vil bestå. Og når jeg er død? Hvorfor ikke? Jeg kan naturligvis ikke vide det, så ethvert løfte herom vil være abstrakt, hvilket jo blot viser, at det med at blande kærligheden sammen med mere eller mindre officielle ritualer, ikke er nogen god ide. Men det, man kunne kalde den ægte kærlighed, er for mig uigenkaldelig og har et evighedsperspektiv.

Kærligheden er uransagelig og uforudsigelig – den går sine egne veje og lever sit eget liv. Alligevel er den jo ikke “overnaturlig”, men lever også i et menneskeligt univers, påvirket af tid, rum og omstændigheder, mellem mennesker snarere end i dem; tror jeg nok.

I det hele taget hænger kærlighed og tro sammen for mig. Ikke blot kærligheden til Vorherre og hans skabninger sådan generelt, men også den konkrete kærlighed til det bestemte menneske. Selvom kærligheden er jo ikke særlig konkret. Den kan ikke bevises, men alene vises, og selv der kan den være vanskelig at få øje på. For ikke at sige begribe eller gribe. Man kan række ud efter den, men hvis den ikke er der kan søgningen blive ørkesløs. Det er måske hemmeligheden ved kærligheden: Hvis den er der, er den der. Det har forhåbentligt de fleste erfaret.

Én af de følelser jeg holder mest af, er forelskelse. Den indfinder sig heldigvis ofte. Siden min forholdsvis tidlige debut i kærlighedslivet har jeg forelsket mig igen og igen. Undertiden i den samme, ofte i en kvinde, der forbliver ukendt, efter et blik på gaden eller i galleriet (kunstmuseer er et godt sted at forelske sig).

Måske kommer jeg for let til den følelse, som jo udtrykkes på mange måder: “Lyn fra en klar himmel”, “Kærlighed ved første blik”, “Forelsket, forlovet, forgiftet”, men der er jo noget spontant og midlertidigt over denne følelse. Forelskelse er gennem tiden også blevet betragtet som en slags sygdom, i 1600-tallet mere eller mindre anerkendt som en sådan. Jeg har aldrig været helt overbevist om sammenligningen, selvom jeg ved gud har oplevet at blive sløj, have ondt i mave og hoved og den slags også forbigående tilstande. Forelskelsen kan vare fra et splitsekund til resten af livet, hvis den bliver til kærlighed. 

Jeg har livet igennem filosoferet en del over fænomenet (også her i Erindringerne), men jeg vil nok aldrig forstå det. Sprogligt kan man jo betragte ordet som “for meget elskende” eller man kan betone første stavelse, for-elsket som et tidligt stadie af “rigtig” kærlighed. Men for mig er forelskelsen noget mere positivt, end det, Halfdan Rasmussen koblede med forgiftning. 

Selvom forelskelsen er spontan og kortvarig kan den sagtens dukke op igen. Engang var én af mine eks’er og jeg med i en ugeblads-enquete, hvor vi begge skulle svare på det samme spørgsmål: “Hvordan holder i kærligheden i live?” Hendes svar var: “Jeg skal score ham hver dag” og mit: “Jeg forelsker mig i hende hver dag”. 

Besynderligt er det, at “genstanden” for forelskelsen ikke behøver være til stede eller overhovedet vide noget om det. Men det sker jo at forelskelsen gengældes og det kan give udfordringer, både af mere prosaisk og af moralsk art. Forelskelse og erotik? I min verden skal der en del mere til at skabe en erotisk relation, end forelskelse. Til gengæld er erotikken en afgørende faktor i “egentlig” kærlighed. Det vender jeg tilbage til i denne lille serie om kærligheden og mig.

Som ofte før her i Erindringerne skriver jeg en serie kapitler om noget, der fortjener en bredere behandling, end normalt i mine skriverier – her: Kærlighed! Man kan næsten ikke sige noget om kærlighed, der ikke er sagt eller skrevet før. På den anden side kan man altid finde en ny vinkel, et nyt floromvundent udsagn, et nyt bonmot, men hvorfor overhovedet sætte ord på kærlighed? Den er der jo, hvis den er. Tords det: her er min “Kærlighedens A-Å”.

Kærlighed er: Altruistisk, Bekræftende, Cirkulær, Dramatisk, Erotisk, Forandrende, Generøs, Helende, Irreversibel, Jalousifri, Kærlighed, Langmodig, Mangfoldig, Nærende, Overraskende, Pirrende, Queer, Renfærdig, Sanselig, Til, Udfordrende, Velgørende, Woke, Xylografisk, Ypperlig, Zen, Ærlig, Øm, Åben.

Man kunne mene, at Sussi & Leo’s musikalske univers ligger lysår fra mit feinschmeckeragtige klassiske univers, hvor oven i købet avantgarden er mit speciale og det jeg hører mest. Og ja, der er langt fra Sussi & Leo til Per Nørgård og konsorter. Alligevel har jeg en vis respekt for den nordjyske duo, der nyligt blev til en solo da Leo døde.

De havde en sælsom karriere. Musikalsk beholdt de prædikatet “amatører” hele vejen igennem, men duoen blev kendt for at være landets dyreste musikere, fordi de fik en kontrakt med det navnkundige Skagen-værtshus Skansen på hele 5 mio. kr. – vistnok engang i 80’erne. Bag det astronomiske honorar gemte sig dog en hård virkelighed, der betød, at de vistnok alle dage året rundt skulle køre fra deres gård omkring Pandrup og til Skagen for at optræde 4-5 stive timer med deres udtrådte popmusik. 

Oveni købet forventedes en vis entertainment inkluderende smagløse kostumer, som angiveligt blev syet af Sussi selv i døgnets tiloversblevne timer. Hertil en koreografi, hvor Sussi spjættede med benene i en sexet ballet, der fik fiskerne på Skansen til at købe flere øl. Alle omkostninger skulle de selv betale, ud over skat, naturligvis, inklusive det store honorar, som vist omhandlede en årelang ansættelse. Kort sagt: timelønnen var sikkert lige så elendig som den musik, de optrådte med. Det må have været hårdt.

Jeg har oplevet dem to gange på bemeldte Skansen. Første gang var jeg på research til anden gang, som jeg vender tilbage til. Jeg ankom en hverdagsaften i februar til beverdingen i mit sædvanlige outfit, der i udpræget grad adskilte sig fra det øvrige publikums waders og skipperhatte. Jeg blev også straks bemærket, og tjeneren hengav sig til hvad jeg mener er ulovligt: Jeg gav 20 kr. for en gemen Tuborg, de øvrige vist 10. Det overlevede jeg. Jeg overlevede også den times tid, jeg hørte og så Sussi & Leo og blev lettere imponeret over sceneshowet. Jeg vil oveni købet tilstå, at deres tricks virkede: jeg synes, at Sussi er sexet på en scene! Ikke sublim erotisk, men sexet. Det synes jeg stadigvæk.

Nå, denne research handlede om, at jeg ville invitere mine nordiske radio-kolleger på Skansen, hvilket jeg gjorde i den kommende uge 37, hvor vi hvert år holdt “Nordiske Viseworkshop” i Kandestederne med Nordens mest kendte visekunstnere. Også de var inviteret med en aften på Skansen, hvor jeg begrundede valget med, at Danmarks højst betalte musikere tilfældigvis, optrådte i Skagen bemeldte aften i september. Jeg nåede at hviske til flokken af visesangere og radiofolk på vej ind ad døren, at de ikke skulle grine hånligt (jeg kunne ikke tage ansvaret for stamgæsternes reaktion), hvilket de naturligvis heller ikke gjorde.

De troede ikke deres egne øjne og øren! Resten af ugen på vores viseværksted troede de fleste, at det var et stunt, jeg havde arrangeret, og min norske kollega, som jeg mødte flere år efter mente da stadig, at oplevelsen var så uvirkelig, at den ikke kunne være ægte. Men det var den.

Og det var måske hemmeligheden bag succes’en Sussi & Leo – at de var ægte. Det er jo en dyd i sig selv, uanset indhold og udtryk. Det kommer an på konteksten. Og sex og dårlig smag vil sikkert altid være på mode…

Titel

Evanthore

Hovedrolle

Evanthore

Instruktør

Evanthore

Manus

Evanthore

Birolle

Evanthore

Musik

Evanthore

Kamera

Evanthore

Kostumer

Evanthore

Producer

Evanthore

Producent

Evanthore

Scenografi

Evanthore

Koreografi

Evanthore

Catering

Evanthore

Frisør

Tania

Chauffør

Evanthore

Et cetera…

Jeg er søn og sønnesøn af et par blomsterhandlere/gartnere og vokset op med blomster og anden natur, men har aldrig haft det mindste kendskab til botanik. Datter Nathalie indførte for et dusin år siden en tradition med at forære mig et par orkideer til Aalborg-kontoret – ikke de mest eksotiske, men smukke, hvide fra supermarkedet, som blev erstattet af nye, når de visnede.

Dette indtil jeg opdagede nogle hemmeligheder ved orkideerne, nemlig at de i al deres sarte skønhed er stabile og stærke som surdej. Sagt mindre poetisk: Nathalies orkideer kan overleve alt hvad der måtte gå dem imod – og dermed er de blevet et symbol på giveren selv. 

Opdagelsen af Nathalies orkideers overlevelsesevne i mit naturfjendske miljø af diesel fra den travle trafik ude på gaden, der trænger ind ad de åbne vinduer (fordi jeg kæderyger lukt ind i gabet på de smukke blomster), oven i købet af blomster der overlever mere gennem luft end vand, forsømt pleje etc. fik mig til at betragte blomsterne ikke blot som fyld i en potte, men som arkitektur, der uden tegning uophørligt udvikler nye former, lige som kunstværker, der overrasker igen og igen og – som nævnt – ustandseligt minde om Nathalie og hendes tilsvarende egenskaber

De forholdsvis billige skabninger fylder i kontoret måske som vennernes talende og tænkende hunde, som jeg ellers ikke finder charmerende, fylder deres hverdag. Nathalies orkideer er på en underlig måde i dialog med deres giver og ejermand – de er kort sagt: ikke blot pynt, men liv, oveni købet af den mytiske slags.

Den ene dag fremtræder de som golde, men alligevel vegeterende pinde i en ørken – den næste dag som en blomstrende have, der dufter og fylder og forskønner omgivelserne og udfordrer hverdagens trivialiteter. 

Som et dybt troende menneske har jeg respekt for alt liv, som jeg tror er gudsskabt, herunder naturens forunderlige skabninger, men orkideerne i mit kontor har den helt særlige egenskab, at de ikke alene er foræret af et af de mennesker, jeg elsker højest i dette liv, men faktisk ER min Nathalie. Jeg tror, hun vil rødme svagt, udbryde “pjat med dig, Daddy” men også, med sin på samme tid akademiske og kunstneriske tilgang til alting, tænke “Måske er der noget om det han siger. Godt jeg brugte 49 kroner på orkideerne den dag i Føtex for flere år siden”…