Den lokale

Jeg er en stor nyder af alkohol. I det store og hele har jeg lært at tackle virkningerne af den (nogle mener måske andet). Jeg drikker sjældent alene og har kun alkohol i hjemmet når der kommer gæster. Derfor har jeg siden min tidlige ungdom frekventeret hvad der ofte kaldes “den lokale”, stamværtshuset. 

Jeg har i årtier studeret hvad man kan kalde stamværtshusets anatomi, som er ganske særlig, men måske ikke adskiller sig så meget fra et menneskes. Den lokale har en krop, et hoved og et sind, i visse tilfælde en sjæl. 

Kroppen er naturligvis selve stedet. Hovedet er de mennesker, der befolker stedet, kunder og personale. At jeg kalder dem “hovedet” betyder ikke, at de er særligt kloge; faktisk er en del af dem ikke rigtigt kloge, men det betyder, at hvis de ikke var der, ville værtshuset ikke være der. Sindet/evt. sjælen er det, der opstår mellem de mennesker, der har en slags stå- eller hjemsted på værtshuset. Derfor er det sociale en vigtig funktion. Der findes mennesker, der ikke møder andre mennesker, end de andre på værtshuset de to bestemte timer på den bestemte tid af døgnet og med samme dagsorden som i går og sidste år og altid.

Værtshuse er selvfølgelig forskellige, men stamværtshuse er meget ens, selvom der kan være visse lokale og nationale forskelle. Fælles for dem er, at store livsbegivenheder også finder sted der. Forhold indgås og opløses; skændsmål kan føre til årelang radiotavshed mellem to stamgæster; politik og religion endevendes (jeg afholder mig fra den slags med henvisning til at jeg ikke er klog nok til det begavede selskab); stamværtshuset er som regel en sladrecentral og kan i et splitsekund virke bagstræberisk; her trives racisme, men også bekymring for andre, empati, hjælpsomhed og andre gode dyder. Kort sagt: stamværtshuset er en mikromodel af samfundet udenfor.

Hvor nødigt jeg end indrømmer det: moralen stiger med prisen. På de billigste steder er der langt mellem snapsene, når det gælder mere respektable dyder og samværsformer. Også hvad det angår er der ikke den store forskel på livet i baren og livet uden for.

Noget af det mere kuriøse er kommunikationen med tjeneren. Bestillingen virker som et bedaget ægteskab, hvor man ikke behøver sige så meget til hinanden. Tjeneren ved hvad jeg vil have og serverer det straks, jeg har indtaget min – naturligvis faste – plads som regel kl. 10 formiddag. Han ved, jeg er der en time og at jeg, hvis jeg kommer tilbage sen eftermiddag, har et helt andet ønske, som også opfyldes prompte. Det samme sker i øvrigt hos bageren og tobakshandleren – de ved præcist, hvad jeg kommer for og efter. 

Jeg har stamværtshuse i Paris, Berlin og Aalborg – de byer jeg færdes mest i. Når jeg undertiden kommer til København, hvor jeg også har boet, og til mine stamværtshuse dér, er det som at træde ind i fortiden. Same procedure as allways – man går ikke i glemmebogen på den lokale. Heldigvis eller desværre.