Stop krigen!

Jeg har tidligere berørt det her i Erindringerne. Skrevet om, hvordan jeg som barn, født ni år efter Anden Verdenskrig, oplevede efterdønninger af den – med rationering, megen snak om frihedskæmpere og modvilje mod Tyskland som blev mit andet moderland – det var ikke ligefrem “active forgetting”, der prægede Danmark i efterkrigstiden. Jeg har skrevet om hvordan jeg senere oplevede Koldkrigen, Vietnamkrigen og Koreakrigen, heldigvis ikke på egen krop, men på sindet, hvor de skabte depression, håbløshed og et selvmordsforsøg. 

Nu ruster man igen til krig, politikerne taler med store frygtsomme ord, befolkninger hamstrer fødevarer til kældrene og: jeg bliver nervøs, for ikke at sige bange. Angst for, at jeg de sidste år af mit liv vil komme til at opleve en tredje verdenskrig. Selv i slutningen af et langt liv, der også har bragt ulykke og ulyksalighed kan jeg ikke forestille mig noget værre.

Det er naturligvis de altødelæggende atomvåben, nye teknologier i krigsbranchen og muligheden for hurtigt at bevæge tropper og våben rundt, der skræmmer mest. Men på det politiske plan også, at store dele af verden styres af gamle mænd, der i bedste fald kan kaldes bøller, i værste krigsliderlige, sindssyge despoter. På mikroplanet er jeg selvfølgelig bange for, at mine kære og jeg selv kan blive mål i et nyt ragnarok. 

Hertil kommer, at man ikke mere kan regne med at bo i et trygt, konfliktfrit område af verden, ikke kan stole på egne magthavere fordi løgn og bedrag er blevet politisk gangbare og skræmmekampagner dagens uorden. 

Kort sagt: jeg er hunderæd og det er ikke en følelse, jeg havde set komme. Til gengæld håber jeg at nå at opleve at den forsvinder – sammen med risikoen for endnu en krig.