Masser – generelt

Undertiden fortryder jeg at jeg ikke, som nogle gør, har glemt fristile fra min skoletid. Jeg var ret ferm til den genre og fik ret gode karakterer. Bl.a. husker jeg en stil fra realklassen om emnet “Generaliseringer”. Jeg tog allerede dengang afstand fra fænomenet. 

Selvom overdrivelser siges at fremme forståelsen, mener jeg at generaliseringer ikke er en givtig måde at argumentere på – snarere en stopklods for samtalen. At generalisere er almuens håbløse forsøg på at hævde sin ret og derfor et yndet trick for tabloidpressen og populistiske politikere og dem bliver det vist flere og flere af.  

“ALLE taler om Vingegaard” “HELE Danmark så Grand Prix” etc. etc. er jo det rene vrøvl, og det ved vi godt; vi har oveni købet en talemåde for det: “man kan ikke skære alle over en kam”. Men mange (ikke alle!) falder for det billige trick fordi de tilsyneladende hellere vil inkluderes i hvad man kan kalde “massen”, end skille sig ud fra den. På den måde hænger generalisering og masse sammen. Kierkegaard polemiserede ofte mod “massen”, som han fandt bedragerisk og ondt. Jeg forstår ham.

Min aversion mod generaliseringer har holdt sig gennem livet. Jeg har engang haft emnet på min foredragsliste nogle år. Da havde jeg “Læsøposten” med, hvis forside var prydet af fotoet af en stork og teksten: “Det største samtaleemne på Læsø denne uge har været storkens ankomst”. Jeg kender en del Læsø-boere og de er altså ikke så dumme at de går og taler om en stork 24/7…

Nyligt skrev jeg et Facebook-opslag netop på baggrund af en BT-overskrift, der lød “HELE verden så med” og handlede om et ungt, dansk tennishåb – jeg husker ikke hans navn. Mine spørgsmål lød: Var det virkeligt alle Jordens 7.888.000.000 der sad klinet til skærmen? Var ingen på arbejde? Var ingen afrikanske børn ude at tigge mad? Var motorveje og togskinner tomme? Holdt præsidenter ikke topmøder? osv.

Det værste ved generaliseringer er, at de dybest set er efemeriske. Fordi de er abstrakte og udfordrer kvalitet i forhold til kvantitet, har de en meget kort levetid. Det samme med “masser”. De findes kun på stadions, ved demonstrationer og den slags. Når kampen er forbi opløses massen heldigvis og bliver til individer. 

Jeg har det også dårligt med fællesskaber, som jeg her i erindringerne ofte har erklæret mig som indædt modstander af. Jeg kan simpelthen ikke lide at synge i kor eller gå i takt. Jeg er også ret dårlig til det. Skønt musiker synger jeg falsk og går i utakt. Men alene kan jeg faktisk synge smukt og gå pænt.

Det er sagt, at når to danskere er sammen danner de en forening. Ifølge ordbogen betyder “at forene” noget i retning af at smelte sammen. Må jeg være fri! Jeg er alt nok i mig selv og skal ikke smeltes sammen med nogen eller nogle; og i øvrigt: kun i og med mig selv kan jeg være og gøre noget for andre. Mon ikke det gælder for de fleste – eller alle?