Grebet af kunst(ner)

Der skal en del til, før jeg bliver hvad man kalder “grebet” af kunst. Ikke at jeg er ufølsom i forhold til kunst, men jeg synes, ord som “grebet” er en smule letkøbte, når det gælder den helt store, sublime oplevelse, kunst kan give. Til gengæld er jeg engang blevet grebet af en sand kunstner, og det skal denne erindring handle om.

Hovedpersonen er den fantastiske billedkunstner Carl-Henning Pedersen, der levede fra 1913 til 2007; en uhyre flittig, mangfoldig og betydningsfuld kunstmaler, i sin tid medlem af Cobrabevægelsen, som også altid har interesseret mig. Hans kunst er båret af eventyret, en vildtvoksende fantasi og hans kunst kom i høj grad indefra. Derinde fandtes et ydmygt, utrolig venligt og omgængeligt menneske, der det meste af sit liv levede sammen med den ligesindede, ligeledes fremragende billedkunstner Else Alfelt, der døde i 1974.

Jeg mødte Carl-Henning Pedersen nogle gange, nok til at blive dus og komme på fornavn med ham, hvilket også var ret let. Men én gang var mødet med ham skæbnesvangert. Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at han reverenter talt redede mit liv.

Carl-Henning fik i begyndelsen af 80’erne en enorm opgave, som jeg har hans egne ord for, skræmte ham og bragte “ydmygheden uden på kroppen” som han sagde. Han skulle skabe nutidskunst i selveste Ribe Domkirke, oven i købet i den helligste del, apsis – det sted, alteret er placeret. Bag det og højt oppe i buen skabte han en række “kalkmalerier” og mosaikvinduer, som er vanskelige at beskrive med ord – de er simpelthen fantastiske, og har en storhed, der både gør dem til ét af sin tids vigtigste danske kunstværker og giver den gamle kirke et udtryk, som vil være betydningsfuldt i århundreder.

Nu til den utrolige hændelse da Carl-Henning Pedersen for alvor greb mig og altså reddede mit liv. Det er i 1985; jeg er ansat i DR, bl.a. som kulturjournalist. Jeg er kørt til Ribe for at lave en reportage om hvor langt mesteren er kommet med skaberværket. Ankommet til kirken og efter at have adviseret Carl-Henning via et diskret råb fra gulvet, begiver jeg mig op på det meget høje stillads, der er opført som arbejdsplads for ham. Over skulderen bærer jeg den legendariske Nagra båndoptager, et formidabelt skrummel, der vejer 7-8 kilo hvortil kommer mit øvrige grej til brug for opgaven.

Da jeg kommer der op rækker Carl-Henning ud til mig for en beskeden omfavnelse, en smuk gestus, som jeg ikke rigtigt kan håndtere, hvorfor jeg snubler og er at falde vel 10-12 meter ned på gulvet. Resolut griber den spinkle, men stærke kunstmaler fat i mig og holder mig i et fast greb til jeg har genfundet balancen. “Skal vi ikke lave interviewet nede i kirken” foreslår han, da vi havde sundet os. 

Det gjorde vi og det blev vist OK. Men jeg var øm efter det stærke greb og fik på venstre overarm et smukt, blåt mærke, som jeg i lang tid pralede af når jeg fortalte om hændelsen. Ikke en nok så fin tatovering ville kunne hamle om med mesteren Carl-Henning Pedersens markante aftryk. Et sandt kunstværk!