Pray (or play) – not pay!

Som tidligere erindret i disse spalter er jeg kirkegænger på daglig basis. Når jeg anvender dette anglofile udtryk, som aldeles uberettiget har vundet indpas i det danske sprog, er det fordi dele af denne erindring nødvendigvis må berettes på engelsk. Altså: jeg går i kirke hver eneste dag ligesom jeg trækker vejret på daglig basis.

Jeg vil dog ikke betale for at gå i kirke – ud over det såkaldte “tiende”, jeg betaler til min katolske kirke med stor glæde og som regel tillagt nogle procenter. Anledningen til dette kapitel er, at jeg altid har irriteret mig over at der mange steder, både i den katolske og protestantiske kirke, tages entré, når man entrer kirken. Jeg betaler ikke, men fortsætter uforfærdet forbi kassedame og billetkontrollør – “I am here to pray – not to pay” som jeg siger. Det kan jeg sige med en vis ret, for det er det jeg er: kommet i kirken for at holde nogle minutters andagt og samtale med Vorherre. Altså: bede – ikke betale.

Forleden var jeg i mit mere obstinacy humør. Det var i Rigas domkirke og jeg valgte at tage kampen om “pray – not pay” op. Følgende ordskifte mellem kontrollør og andagtsøgende fandt sted efter jeg havde spankuleret, venligt nikkende, forbi kasseboksen og var på vej ind i kirken:

K: “Hello, sir. You have to pay 5 Euro – this is a museum”.

A: “Perhaps for You, madam, for me it’s a church”.

K: “But we have some rules…”.

A: “As Jesus said: “My fathers house is a place for praying, not for paying”.

K: “But it’s a museum”.

A: “Call the police or the Black Heads – while waiting for them, I take a talk with God without paying a single Euro”.

Som andagtsøgende fuldførte jeg mit anliggende i løbet af nogle minutter og hverken politiet eller Sorthovederne (en i Riga berømt klan fra middelalderen af et vist militært tilsnit) nåede frem før jeg havde haft min daglige samtale med Vorherre.

Da jeg forlod kirken og naturligvis igen hilste pænt på kontrolløren lagde jeg 50 € i kirkekassen til det fine orgels vedligeholdelse. Jeg spillede faktisk på det i 2015, så der er ikke noget musealt ved det for mig. Men jeg kunne have sagt med Vorherre: “This house is for praying and playing – not paying”.