Jeg er mig
– hvem skulle jeg ellers være?
Hvis min gamle dansklærer så overskriften ville han straks sige: “Jeg” er subjekt, “mig” er objekt. Ud over at det er rigtigt, så siger det en del om hvem jeg er. Netop når det drejer sig om erindringer, trænger dette spørgsmål sig på hele tiden – medmindre man bare bevidstløs afskriver hvad man kan huske af og om fortiden.
Noget af det jeg bruger Erindringerne til er netop at finde ud af hvem jeg er, og der kommer det med subjekt og objekt ind, for jeg har altid hævdet (eller bildt mig ind), at det er muligt at stille sig uden for sig selv og betragte – sig selv. Det mener jeg stadig og det gør jeg ofte. Hvad ser jeg så?
Det er naturligvis forskelligt, men skal jeg være ærlig ser jeg undertiden en klovn i eget cirkus. Jeg ser også et menneske, der lever et liv på kanten (af hvad ved jeg ikke), et menneske, der ikke gør tilværelsen let for sig selv og en mand, der stadig er barn på mange måder. Jeg er et menneske der ofte uforvarende svigter andre. Som kæmper med Gud og skaberværket og som regel taber kampen. Jeg er et besværligt menneske, krævende og vist ikke i samme omfang givende.
Til denne offentlige selvransagelse hører også hvad jeg betragter som mere positive egenskaber. Jeg er en overlever, en korkprop, der igen og igen vender op til overfladen, når jeg har været ved at drukne i begivenheder, jeg ikke kunne styre. Jeg er også en stræber, ikke efter materielle mål, men med en vis oprigtighed i min stræben især efter at være et “ordentligt” menneske – hvad det så er. Jeg er en tvivler, men også en troende – både i forhold til Gud og mennesker. Jeg leder ofte efter stedet, hvor gærdet er lavest – og kravler under som det engang er sagt om mig.
Med disse, temmeligt overfladiske, indtryk af mig selv graver jeg videre i objektet Evanthore så længe jeg har kapacitet og mod til det og i vished om, at en højere magt en dag hejser stop for det.
Med dette kapitel 383 afsluttes femte årgang af Erindringerne på www.engang.nu.