Naturtalent? – Bøvs…
Jeg er nogle gange blevet karakteriseret som et “naturtalent” – musikalsk, journalistisk, kreativt, sprogligt og hvad ved jeg. Jeg beder mig fritaget for den slags fornærmelser. Som jeg engang skrev her i Erindringerne: jeg har aldrig været rigtigt god til noget. Jeg blev straks korrekset af en velmenende ven, som kunne pege på nogle vellykkede foretagender, og i øvrigt mente, at min udtalelse var noget krukkeri.
Og så naturtalent! Tak for tilliden, men nej tak. Jeg har knoklet i døgndrift og årevis for at få styr på og udvikle mine interesser og gøre dem brugbare i mit og andres liv, og så bliver det kaldt medfødt! Jeg får noget galt i halsen når jeg hører den slags. Jeg tror ikke på “musikfamilier” eller nordsjællandske jurist-familier, hvor talentet for retfærdighed angiveligt, eventuelt genetisk, går i arv gennem generationer. Jeg tror ikke, at musikalitet eller anden kunstnerisk kvalifikation kan arves som var det et fædrene gods. Eksemplet kunne være fænomenet absolut gehør, som nogle forskere mener er genetisk bestemt, mens andre mener, at børn tidligt kan optræne denne sjældne evne til at genkende toner, hvilket ikke altid er en fordel for musikeren.
Talent er bibelsk set en materiel værdi, faktisk en slags mønt, som senere blev fortolket som en gudgiven gave, som ligner det, man i dag kalder naturtalent eller et kald. Jeg skal ikke kloge mig på Vorherres vegne, men det at maksimere som det vist hedder nu til dags og udleve sin interesse er i allerhøjeste grad et kulturelt fænomen, hvor det er min erfaring, at “naturen” ikke kan bidrage stort – måske tvært imod været hæmmende for udviklingen.
Jeg tror på, at Vorherre og konsorter har udstyret os alle med samme “anlæg” fra fødslen, og så tager vi den derfra. I skole og hjem, i livet og samfundet, i kirken og koncertsalen og hvor dannelse og uddannelse ellers finder sted, men først og fremmest i det enkelte menneske. Det er en slidsom affære at finde sin opgave og vej her i livet. Det tager hele livet og man kan dø af det. Så lad os anerkende den gode smed, den gode bager, musikeren, juristen og alle de andre for det, de møjsommeligt har lært sig og stiller til rådighed for dem, der har brug for det – og som kan noget andet til eget og fælles bedste.