Frisind, fristil og frisprog
Jeg – og et par nære – har gjort en overraskende observation hos mig de seneste år. Mit frisind bliver mere udfordrende, min gennem hele livet tillærte fristil bliver mere markant, men mest skræmmende: et vist frisprog har indfundet sig. Det materialiserer sig dog kun når jeg er alene – troede jeg. Indtil min Celine begyndte jævnligt at sige: “Nu tænker du højt igen. Skal jeg være glad for at jeg ikke forstår dansk og du er dårlig til fransk?”
Mit indre frisprog er altså ved at blive ydre, og det bekymrer mig. Måske er det et alderdomstegn og så er der nok ikke så meget at gøre; men hvis det er en midlertid uvane, så skal den elimineres. De, der kender mig, ved, at jeg ikke går af vejen for mere eller mindre overlagte skarpe bemærkninger, men jeg har bildt mig ind at have styr på dem. Indtil nu.
Jeg bruger min fremskredne alder til bl.a. at udvide mit frirum i forhold til andre mennesker. Jeg har aldrig været bange for “at være mig selv” på godt og ondt, og også fået hug for det, men de seneste vel ti år har jeg tilladt mig i endnu højere grad at sige og gøre hvad fanden jeg vil, forhåbentligt dog udvisende en vis empati og hensynsfuldhed over for omverdenen. Jeg kalder det fristil og konstaterer tilfreds, at begrebet “freestyle” i visse kredse findes eftertragtelsesværdig. Jeg freestyler altså mere end da jeg var yngre, vel i fortsættelse af det frisind, jeg siden min barndom har skattet så højt og følt mig tiltrukket af hos andre.
Men så er der jo sproget, herunder det, jeg anvender, når jeg tænker højt. Pudsigt nok tænker jeg på forskellige sprog, afhængigt af, hvad der i påkommende tilfælde optager mine tanker. Det gør dog ikke denne ufrivivillige idræt mere berettiget. Jeg må simpelthen ikke tænke højt. I værste fald kunne det udløse en tredje verdenskrig eller det, der er værre.
Jeg har aldrig været tilhænger af bandeord eller sjofel tale, og har derfor i det store hele holdt mig fra herreværelser, slyngelstuer – og forsamlinger af lutter kvinder. Ét er, at bandeord og sjofel tale lyder uæstetisk, noget andet, at det ofte bruges til at nedgøre andre, og der kender jeg mere elegante metoder.
Men nu er det så, at jeg mere eller mindre pludseligt bruger et sprog, jeg måske nok tidligere har tænkt, men altså ikke anvendt, og jeg er bekymret for, hvor det fører hen. Er jeg ved at miste kontrollen over mig selv i højere grad end tidligere (som kunne være slemt nok)? Min ven, Jørgen Pyndt, sagde engang, at det mest karakteristiske for mig efter hans mening er at jeg er “uforudsigelig”. Mit svar kunne være, at den gode Jørgen er “forudsigelig”, men det vil han næppe opfatte som den venlighed, det er ment som.
Nå, indtil videre fristiler jeg mig uforudsigeligt videre med mit frisind, men skulle mit frisprog blive for meget for omgivelserne, bedes man korrekse mig. Jeg vil gerne opføre mig høvisk – i hvert fald sprogligt.