Dødmandsknap

Jeg skrev engang et digt, betitlet “Rutiner og Ritualer”. Det handler om min skræk for rutiner, som jeg finder dødbringende, og mit behov for ritualer, som jeg finder livsbekræftende. Simpelthen fordi rutiner gentager sig selv kritikløst, medens ritualer kræver bekræftelse, der skaber fornyelse. 

Nogle af de værste rutiner, jeg kender, er opstået med de nye, digitale kommunikationsformer. Vist er SMS-systemet et herligt redskab, men standard-beskeder som “Godmorgen, goddag, godaften, godnat” strømmer mig i møde under dække af bekymring, engagement, kærlighed eller hvad ved jeg, og det finder jeg meningsløst. Det virker som en dødmandsknap, der defineres som “en sikkerhedsanordning i tog i form af en knap eller pedal som under kørslen skal betjenes vedvarende. Hvis føreren ved et ildebefindende el. lign. slipper knappen eller undlader at aktivere den, standser køretøjet automatisk”. 

Jeg prøver stedse at vænne mine kære og nære af med den trafik: “Hvis I ikke hører fra mig er jeg i live”, påstår jeg. Jeg kan godt se det problematiske i det modsatte: “Hvis I ikke hører fra mig er jeg død”. Men når det sker opdager de det nok.

Alt dette hænger sammen med at jeg er utryg ved vaner og sædvaner. “Når alt er som det plejer er alt godt” mener mange. Hvis man i det nordlige Jylland, hvor jeg kommer fra, spørger “Hvordan går det?” får man som regel svaret “Stille og roligt” og det skræmmer mig. Skulle man svare “Ad helvede til” stopper kommunikationen brat. Jeg er mest tryg, når det uventede, spændende, måske lidt farlige gør sit indtog i livet. Jeg har ikke megen brug for formaliteter og jeg ynder uvaner frem for vaner, så en dødmandsknap i mit liv er overflødig.

Jeg og min samlever Celine, som jeg i øvrigt er for lidt sammen med, kommunikerer da i ét væk, men vi planlægger sjældent noget; efter et kvart århundredes bekendtskab er vi mere trygge ved det spontane og er helst fri for en masse digital sniksnak. Dog undtaget udsagnet “Jeg elsker dig”, som ikke kan misbruges. Det kan selv en dødmandsknap ikke overflødiggøre.