Det våde element
Mit stjernetegn er Vandmand. Ikke at det interesserer mig synderligt. Jeg tror, at min skæbne (stort set) ligger i mine egne hænder og ikke bestemmes af firmamentets lyskastere. Sagt på en anden måde: jeg har ikke brug for andre stjerner i mit liv, end mig selv.
Men jeg har altid været tiltrukket af det våde element og tror, at det er en del af skabelsen, at mennesket tilbringer de første ni måneder i fostervand. Jeg grundlagde min gode kulinariske smag gennem modermælk indtil jeg var seks år. Ikke mange år efter etablerede min farmor, der var vigtig for min dannelse, uforvarende en smule vandskræk i mig, da hun præsenterede det 11. bud: “Du må ikke gå i vandet før du har lært at svømme”. Det gjorde jeg så ikke – hverken det ene eller det andet.
Alligevel er jeg dybt fascineret af hav, floder, fjorde, regn, vandfald, oversvømmelser og hvad man ellers kan nævne af våde naturfænomener. Jeg er ikke noget stort naturmenneske, men netop vandets afgørende biologiske betydning for den slags “liv”, vi mennesker kender til, er jo mytologisk i sine dimensioner.
Jeg er selvfølgelig også tiltrukket af de mere kulturelle variationer af det våde element. Således er jeg storforbruger af alt drikkeligt fra skummetmælk til absinth og naturligvis vand, helst hentet fra kilden og ikke vandhanen. Da jeg for en snes år siden boede i et sommerhus i 14 regnfulde dage inspireredes jeg til mit eneste musique concrète-værk, en elektronisk suite, udelukkende skrevet på lyden af regndråber. Jeg har endog skrevet et digt om paraplyens velsignelser og alligevel sker det at jeg går på gaden i silende regnvejr og uddeler de snesevis af “taskeparaplyer”, jeg spontant køber på mine rejser. Blot for at nævne et par prosaiske eksempler på min begejstring for det våde element.
Men nej: min aske skal hverken spredes i Seinen eller Spree. Dertil er jeg for jordbunden; trods alt.