At have ret
Hvem kan ikke lide at få ret? Jeg kan! Dog: med min ustyrlige trang til ikke blot at mene noget om alting, men også udtrykke disse utallige meninger, sker det, at jeg ikke får ret. Faktisk sker det også, at jeg må give mig selv uret og det skete forleden.
I sidste kapitel klynkede jeg over at mine fantastiske visioner om musikhuset i Aalborg ikke blev realiseret. Fred med det. “Time will show” som den visionære Theodor Fælgen siger på klingende norsk i dukkefilmen “Bjergkøbing Grand Prix”. Jeg får nok ret engang. Dette kapitel handler om noget helt andet – og alligevel det samme.
Forleden anmeldte jeg en koncert med unge pianisthåb og brokkede mig over, at man i 2010 nedlagte de klassiske musikuddannelser i min fødeby Aalborg, som jeg selv frekventerede i 70’erne. En times tid efter blev jeg gjort opmærksom på en kronik fra 1982, hvori jeg anbefalede at musikuddannelserne centraliseredes. Jeg foreslog bl.a.: Omdan konservatorierne til musikhøjskoler, der tager sig af uddannelserne bredt, herunder af klassiske orkestermusikere, korsangere, organister og pædagoger; koncentrér eliteuddannelserne i København og sats på internationalt niveau. Opkvalificér uddannelserne “fra vugge til grav”, især hos børn og unge.
En alt for årvågen læser havde altså grebet mig i at modsige mig selv, ganske vist med 40 års afstand. Det irriterer mig. Alligevel mener jeg, at jeg har ret i begge dele. Det var en god idé at centralisere de klassiske uddannelser men en dårlig idé at gøre det.
Dette er naturligvis en lille, ubetydelig detalje i mit lange og farverige liv, men det gav alligevel anledning til reflektion over, hvordan jeg egentlig har det med at få ret eller ej. Er jeg et rigoristisk, rethaverisk menneske? Nogle ville nok juble “JA!”, men det skal de ikke beholde ret i.
Det er ikke fordi jeg er blevet klogere – det er, ifølge en gammel skolekammerat, ikke sket siden vi gik i 5. klasse. Jeg føler også selv, at jeg bliver dummere med alderen. Jeg ved mere og mere, men der bliver jo endnu mere at vide som tiden går. Nogle mener, at det er tilladt at ændre mening – politikere ser det vist som en dyd. Det ligger mig dog fjernt. Jeg har ret når jeg har ret og også når jeg har uret. Det har jeg altid ment. Jeg anmoder om respekt for det; så vil det hele gå meget bedre.