Evanluere – at se frem

I 1970’erne dukker fænomenet evaluering op. Ordet har fransk afstamning og handler om en slags værdisætning af et eller andet, ofte et projekt: Hvordan gik det? Det er altså tilbageskuende, og det kan jo være godt nok at tænke sig om, lære af det forgangne og finde ud af hvad der evt. gik galt. Men begrebet er efter min mening blevet misbrugt. I takt med den såkaldte djøfisering, begejstringen for at opgøre alt i et excel-ark og trangen til at dokumentere og registrere alt muligt, har man brugt uhyrlige summer på – ingenting. Bl.a. inden for kulturlivet. F.eks. på Kulturmødet, som jeg i seks år var i ledelsen for.

Jeg opfandt i den forbindelse “Kulturmødets Grønbog” efter inspiration fra EU, hvor man arbejder ud fra følgende: “En grønbog fungerer som en slags diskussionsgrundlag. Det er et dokument, hvis formål er at skabe debat og starte en høringsproces på et område”. Det var lige mig. I mit oprindelige koncept er én af KM’s bærende søjler, at man bringer samtalen videre fra år til år på et fundament af erfaring, men især visioner om fremtiden. Med vanligt storsind forærede jeg Kulturmødet begrebet evanluering, og vi udgav en fornem grønbog i 2013. 

Det blev ved den ene, for embedsfolkene mente ikke, at den slags var godt nok for de politikere, der betalte gildet. De ønskede gammeldags evalueringer: positive referater med lovprisninger om hvad deres generøse bidrag var gået til, så de kunne vifte vælgerne om ørene med deres gode gerninger. Igen fossede penge ud ad kassen til endeløse tabeller, grafer og uforståelige konklusioner, der havde meget lidt med kunst og kultur at gøre og værst af alt var helt unyttige i den fremdrift, Kulturmødet blev skabt til.

Der var ikke mange, der lagde mærke til den nye stavemåde og begrebet evanluere slog aldrig så meget igennem at det kom i Den danske Ordbog, men det vigtigste var også dette: at se frem.