Ludertur

Ludertur er jo ikke noget charmerende ord – betydningen måske heller ikke. Det er slang for det fænomen i journalistbranchen, at en virksomhed, institution eller andet inviterer pressefolk til at deltage i en rejse på firmaets regning i forventning om at få (helst positiv) omtale.  Altså en form for prostitution. Som pressemand med kunst og kultur som speciale har jeg været på en del af den slags og har fået og får stadig invitationer til endnu flere.

I forhold til den barske forretningsverden er fænomenet mere dynamisk når det gælder kulturverdenen. Jeg er aldrig blevet mødt med noget pres om at skrive eller tale om noget konkret, endsige udelukkende se positivt på emnet. Faktisk har jeg og kollegerne ofte fået at vide, at turen ikke skulle betragtes som en arbejdsrejse, men snarere en form for inspirationstur. Det kan man jo altid komme at sige.

For mig har et andet forhold gjort sig gældende: at min arbejdsgiver Danmarks Radio i hvert fald i min tid ikke tog imod hverken hele eller dele af finansieringen af den slags ekspeditioner. Man kunne evt. drage nytte af fælles rejse- og opholdsudgifter, men betales skulle der. Helt så håndsky var/er man ikke i den private presse, som jeg også har arbejdet for, selvom det er min erfaring, at man holder fanen højt når det gælder min integritet som skribent. Ellers ville jeg i øvrigt ikke deltage.

Én af de mange, lad mig kalde dem “invitationsture”, jeg har deltaget i – og den mest imponerende af slagsen – fandt sted i 1982 og havde den finske by Savonlinna som destination. Godt 30.000 bor der i den charmerende by 120 km fra grænsen til Rusland og den største seværdighed er den årlige operafestival, som var formålet med mit besøg. Festivalen blev grundlagt i 1912, er én af verdens mest kendte operafestival med omkring 60.000 årlige publikummer. Det meste af programmet finder sted udendørs, i et borgkompleks fra 1400-tallet. 

Superlativerne anvender jeg ikke fordi jeg fik penge for at skrive om Savonlinna eller fordi jeg fik alt betalt og dét på eksklusivt niveau – sådan er det bare, tjek det selv! Men det gjorde jeg altså – fik rejse og ophold m.m. som gave og tjente penge på at skrive om det. Jeg er ikke i stand til at bedømme, om donationen havde indflydelse på mine skriverier eller ej, for der var mange faktorer, der bidrog til denne ret skønne oplevelse.

Jeg har siden min teenagetid været et ret rejsende menneske og en del gange været i Finland på regulære arbejdsrejser for DR. Jeg synes, det er et dejligt land at gæste, fordi det efter min mening ikke er særligt nordisk. Finland er på flere måder eksotisk, gådefuldt og særdeles tiltrækkende når det gælder kunst og kultur. Jeg sagde derfor ja tak til invitationen, der kom fra Operafestivalen og det finske kulturdepartement, der dengang svarede til det danske kulturministerium. 

Indbydelse var vedlagt tur/retur-rejsen med Finnair på første klasse, et forudbetalt ophold på luksushotel, et bundt taxaboner og – et kreditkort til fri afbenyttelse i de 10 dage, opholdet skulle vare (“Glem ikke souvenirs til familien. Hold Dem ikke tilbage med at rejse til andre steder i vort skønne land”). Sidstnævnte brugte jeg dog ikke. Oveni det hele naturligvis adgang til alle forestillinger, VIP-middage m.v. Kort sagt: den mest ekstravagante rejse, jeg nogensinde har fået betalt.

Det var netop ved én af de middage, den sande bonus ved denne arbejdsrejse kom på banen: mødet med den underskønne overordnede embedsdame fra Kulturdepartementet. Det var kærlighed ved første blik og vi havde nogle intense dage sammen, begge nyskilte og nysgerrige. Vi har aldrig set hinanden siden og brevkortene ebbede ud efter et års tid. Men stort var det – som alt andet i Savonlinna de sommerdage i 1982.