Nathalies orkideer

Jeg er søn og sønnesøn af et par blomsterhandlere/gartnere og vokset op med blomster og anden natur, men har aldrig haft det mindste kendskab til botanik. Datter Nathalie indførte for et dusin år siden en tradition med at forære mig et par orkideer til Aalborg-kontoret – ikke de mest eksotiske, men smukke, hvide fra supermarkedet, som blev erstattet af nye, når de visnede.

Dette indtil jeg opdagede nogle hemmeligheder ved orkideerne, nemlig at de i al deres sarte skønhed er stabile og stærke som surdej. Sagt mindre poetisk: Nathalies orkideer kan overleve alt hvad der måtte gå dem imod – og dermed er de blevet et symbol på giveren selv. 

Opdagelsen af Nathalies orkideers overlevelsesevne i mit naturfjendske miljø af diesel fra den travle trafik ude på gaden, der trænger ind ad de åbne vinduer (fordi jeg kæderyger lukt ind i gabet på de smukke blomster), oven i købet af blomster der overlever mere gennem luft end vand, forsømt pleje etc. fik mig til at betragte blomsterne ikke blot som fyld i en potte, men som arkitektur, der uden tegning uophørligt udvikler nye former, lige som kunstværker, der overrasker igen og igen og – som nævnt – ustandseligt minde om Nathalie og hendes tilsvarende egenskaber

De forholdsvis billige skabninger fylder i kontoret måske som vennernes talende og tænkende hunde, som jeg ellers ikke finder charmerende, fylder deres hverdag. Nathalies orkideer er på en underlig måde i dialog med deres giver og ejermand – de er kort sagt: ikke blot pynt, men liv, oveni købet af den mytiske slags.

Den ene dag fremtræder de som golde, men alligevel vegeterende pinde i en ørken – den næste dag som en blomstrende have, der dufter og fylder og forskønner omgivelserne og udfordrer hverdagens trivialiteter. 

Som et dybt troende menneske har jeg respekt for alt liv, som jeg tror er gudsskabt, herunder naturens forunderlige skabninger, men orkideerne i mit kontor har den helt særlige egenskab, at de ikke alene er foræret af et af de mennesker, jeg elsker højest i dette liv, men faktisk ER min Nathalie. Jeg tror, hun vil rødme svagt, udbryde “pjat med dig, Daddy” men også, med sin på samme tid akademiske og kunstneriske tilgang til alting, tænke “Måske er der noget om det han siger. Godt jeg brugte 49 kroner på orkideerne den dag i Føtex for flere år siden”…