Hvor er du?

Jeg har en Facebook-ven, som dyrker fænomenet “Dagens Kontor”, der er en udvidelse af den teknik, FB tilbyder, hvor man hele tiden kan fortælle omverdenen hvor man befinder sig. Denne ven er den ene dag i Rusland, den næste i Grønland, dagen efter i Italien, så i England osv. Hver gang på forholdsvis fashionable lokaliteter. Undertiden mødes denne meget berejste mand med skeptiske kommentarer. Ikke fra mig, for jeg har i mange år kendt ham i virkelighedenog har aldrig følt grund til mistro. Også fordi han rent faktisk er meget rejsende og aktiv.

Selv stempler jeg normalt ikke ind på FB med min aktuelle lokalitet endskønt jeg f.eks. sidste år havde over 200 rejsedage, herunder til 16 forskellige hovedstæder i Europa. Det er bare ikke vigtigt for mig hvor jeg er. Skiftende lokaliteter har sjældent betydning for mine gøremål og min hverdag.

I princippet er jeg også lidt ligeglad med hvor jeg bor. Jeg har ikke et hjem i gammeldags forstand. Og dog. Nogle gange bliver man jo spurgt “Hvor bor du?” hvorpå jeg svarer Berlin eller Paris. Næste spørgsmål er som regel “Hvad laver du der?”, som jeg besvarer med spørgsmålet “Hvor bor du?”. Samtalepartneren siger måske “Øster Brønderslev” og så spørger jeg nyfigent “Hvad laver du der?” Sagen er jo, at det sted man befinder sig eller bor, som regel også er stedet, hvor man arbejder, køber ind, spiser, elsker, dyrker kunst og hvad man nu fylder livet med. Min hverdag er den samme uanset hvor jeg befinder mig – selvom rammen om den skifter.

Min kære eks-Sofie, selv berejst, skrev engang til mig: “Dit hjem er hvor jeg er”. Et smukt udsagn som jeg tog til mig som en kærlighedserklæring. Forholdet blev opløst, men jeg følte mig ikke hjemløs af den grund. Indimellem får jeg det lidt underlige spørgsmål “Hvor har du gemt dig den seneste tid?”. Nu er jeg ikke typen, der går og gemmer mig (tværtimod ville nogle sige), men der er nu noget om det. Da jeg forleden fyldt rundt opholdt jeg mig nogle dage i Istanbul uden at én eneste af mine nærmeste vidste det på forhånd. Jeg havde ikke kontakt med dem på selve dagen. De kender mig, så jeg blev ikke meldt savnet; forhåbentligt var jeg det alligevel.

Noget andet mærkværdigt er, at jeg undertiden kan komme i tvivl om hvor jeg er eller er på vej hen. Jeg er ikke dement og det er ikke nyt. Jeg har hele livet været plaget af rastløshed og har svært ved at være mere end 3-4 dage ad gangen på samme sted. Så kan jeg godt have behov for lige at stikke fingeren i jorden for at være sikker – eller i luften for at mærke, hvor vinden evt. bærer mig hen.

Mme Celine kaldte forleden på mig fra pariserlejligheden: “Où es-tu?” – Hvor er du? Svaret var “Ici” – her. Jeg var i Berlin og vi kommunikerede som så ofte på Skype. “Hvor er du i virkeligheden?” lød hendes opfølgende spørgsmål. “Hvilken virkelighed?” spurgte jeg. Efter en let hovedrysten afbrød hun. Vi genoptog dog forbindelsen senere på dagen. Hvorfra kan jeg ikke huske.