Støvets år?
Den dag, dette publiceres, fylder jeg 70; støvets år som det kaldes. Som altid har jeg valgt at være alene denne dag og dermed dyrke det selskab, der – på godt og ondt – er det mest oplagte for mig. Jeg har visse ritualer på disse mærkedage, og deres betydning forstærkes en smule, når det gælder hvad man kalder “runde” fødselsdage. Jeg kan mærke, at særligt denne runde dag giver mig mere stof til eftertanke, end normalt.
Det er bestemt ikke fordi mine dage er uden (efter)tanker – tværtimod, men min trang til altid at gøre status betyder, at jeg ofte bruger runde dage til at foretage nogle mere eller mindre planlagte sporskifter i mit liv. Det kan lyde (selv)højtideligt og det er det, men det er aldrig sentimentalt tilbageskuende.
For nyligt sagde én til mig: “Nu bliver du professionelt gammel – det er tilladt at nyde dit otium”. Jeg var lige så uforstående over for den ytring som jeg var, da banken for ti år siden lykønskede mig med de 60 og opfordrede mig til at tænke på min pension. “Otium” og “pension” hører ikke til mit hverdagssprog. Nuvel, jeg ved at otium handler om at blive fritaget for visse forpligtelser og at pension forstås som økonomisk underhold nu da man ikke forventes at have lønarbejde. Også dér er jeg – som vist flere og flere – ukonventionel.
Jeg har aldrig har været tynget af et 8-16 job, har næsten altid beskæftiget mig med det, jeg selv valgte, og har stort set ikke været bundet af tid og sted når jeg udfører min gerning. Begrebet arbejde anvender jeg kun i forbindelse med ydre, påtvungne omstændigheder, der handler om at tjene penge, betale skat af dem osv. Jeg føler ikke, at det jeg foretager mig i egentlig forstand er arbejde (det er der sikkert mange andre, der heller ikke mener) og jeg føler mig forkælet og forstået af mig selv og andre gennem hele livet. Det er et stort privilegium.
Så hvorfor skulle jeg pensionere mig? Jeg er nogenlunde rask og rørig, er ved mine sansers fulde seks i normalt omfang og jeg har lysten og modet til at gå videre. Dertil kommer, at jeg ikke spiller golf, ikke er medlem af nogle foreninger, at jeg aldrig har været god til at dyrke familien og altid har ignoreret karrierer og den slags. Så hvad skulle jeg bruge tiden på hvis ikke det, jeg altid har gjort?
Jeg har kolleger, der slår sig på skrivekurser, erindringsforedrag (det gør jeg gerne!), højskoleundervisning og andet, der dels erstatter det job, de har forladt, dels bruger de kvalifikationer og erfaringer, de har, og ikke mindst: udfylder tiden. (En ven har oven i købet et kartotek over kendte musikfolks fødselsdage og han belemrer Facebook i ét væk med fejringer). Det er da alt sammen OK, men det meste af det har jeg altid gjort, så hvad nyt ville der være i det?
Jeg vil ikke undlade at pylre lidt over, at jeg godt kunne bruge mere at lave. Min “arbejdsuge” er på 30-40 timer, men jeg er vant til meget mere. Dog føler jeg mig ramt af alderen på det område – hvis det da er det, der gør, at jeg ikke er så efterspurgt, som jeg var engang. Uden at gøre dette til en ansøgning: skulle en læser af dette have gode idéer, så er mit telefonnummer til at finde.
Men, men: også begrebet memento mori trænger sig, næsten naturnødvendigt, på. Også her er jeg en smule på Herrens mark, hvilket jo ikke er det værste sted, man kan befinde sig. Sagt lidt højtideligt: jeg har altid levet med døden eller med tanke på den – uden derfor at have et kedeligt liv. Dertil kommer et motto, jeg opfandt allerede som teenager: Hold ud – ikke op. Så det gør jeg.