Muser og mæcener

I virkeligheden er jeg selv en muse sådan i den oprindelige græske betydning: “den, der erindrer”. Men jeg har faktisk haft nogle egentlige muser gennem livet, mennesker, der har inspireret mig på forskellig vis, og i tætte samliv.

Da Christina og jeg, ram af forelskelsens begejstring, i 1985 nærmest over night flyttede sammen (og kort efter blev gift), blev der indkøbt to identiske skriveborde, som blev placeret sådan, at vi kunne se hinanden dybt i øjnene når vi arbejdede. Dette tætte fysiske samarbejde, hun med grafisk arbejde, billedkunst m.v., jeg med mine ord, musik og underlige projekter, holdt ikke længe, for koncentrationen havde trange kår. Men vores samtale og samarbejde om det, vi hver især nørdede med, holdt, og Christina forblev min muse i hele vort samliv og på en måde også efter. 

“Muse” lyder håbløst gammeldags, men både Christina Kühl, min første hustru, Bit Vejle, papirkunstner, og min forunderlige harpenist, komponist og projektmager, Sofie Guillois, var muser for mig i ordets oprindelige, måske en kende udvidet, betydning. De bliver alle ved med at rumstere i min bevidsthed med deres overraskende inputs,uortodokse tænkemåder og skæve produkter. At min kærlighed til dem forblev intakt efter skilsmisserne, gør selvfølgelig ikke de kreative samliv mindre værd.

Hvis “muse” er altmodisch, så må begrebet “mæcen” siges at være endnu mere antikveret. Det er da også gammelt – opkaldt af den græske kulturpolitiker Gaius Mæcenas, der døde år 8 f. Kr. og som en del af sin politik havde offentlig sponsering af kunst og kultur. Jeg har faktisk haft nogle mæcener. Hermed mener jeg ikke de utallige private og offentlige fonde, der har holdt mig og mine projekter i live livet igennem, men nogle privatpersoner, der syntes, at mine undertiden vidtløftige idéer var økonomisk støtte værd. Af diskretionshensyn og for ikke at fodre et nidkært skattevæsen, skal jeg ikke nævne navne her.

Jeg kan dog godt afsløre, at deres støtte har udgjort mere end den “projekt-støtte”, fonde har begavet mig med og som har været altafgørende, men også en delvis finansiering af mit regelmæssige overforbrug, både fagligt og privat. Den slags mæcenater blev givet ud fra en forståelse af mine behov, der trods alt og i sammenligning med visse andre, faktisk er ret jordnære, men også ud fra en forståelse af at sådan som jeg nu er, er det “billigere at holde mig i gang end at overlade mig til lediggang”, som en tidligere kulturminister engang sagde om mig.

Jeg har aldrig gået tiggergang til disse private velyndere, men alligevel altid nydt deres interesse, omsorg og ressourcer, naturligvis med stor respekt og taknemmelighed. Mit liv havde været fattigt uden muser og mæcener.