KulturHelle

Jeg mødte hende første gang i maj 2016, da jeg var moderator på mit første “Dialog”-arrangement på Aalborg Teater, hvor hun deltog som det, jeg ikke kaldte publikum, men netop deltagere for at indbyde til dialog. Hun er typen, man lægger mærke til, og da hun også kan lide at blande sig vækker hun opmærksomhed.

Hun blev da også den mest trofaste deltager i de knapt 30 Dialoger gennem seks år, der fulgte på den første. Efter et par år fandt jeg ud af, at hun tilmed tog personlige notater om samtlige samtaler – de blev vist aldrig brugt til noget, men det var da imponerende. Så imponerende, at da jeg stillede an med emnet “Skilsmissens (u)lyksaligheder” ved den allersidste Dialog i 2022 valgte hende som én af de to samtalepartnere. 

Det vidste jeg nemlig om Helle, at hun var blevet skilt. Jeg vidste også, at hun er lærer på en højere læreanstalt i Vendsyssel og ikke mindst så jeg hende flere gange ugentligt til koncerter, teaterforestillinger og mere spektakulære arrangementer i det nordjyske. Ellers vidste eller ved jeg ikke ret meget om kvinden, ikke engang hendes alder, men den er jo også underordnet.

Jeg har givet hende kælenavnet KulturHelle, for sådan har jeg lært hende at kende og altså mødt hende ved utallige arrangementer rundt om. Efterhånden er hun blevet min faste ledsager, når jeg er ude at anmelde og jeg har faktisk stor gavn af hendes synspunkter og vinkler. Jeg er selv storforbruger af kultur, men KulturHelle slår mig på målstregen og det er jeg også ret imponeret over.

Helle (og lad mig så gætte på at hun er midt/sidst i 40’erne) er stjerneeksemplet på den kulturbruger, man som professionelt kunst- og kulturmenneske ønsker sig mange flere af: vidende, engageret, flittig – hun kører Jylland tyndt for en god oplevelse – og reflekterende; dét er da fantastisk! Og det er derfor erindringen om hende skal med. Nå ja, og så hæver hun sig i sin hele fremtræden et godt stykke over gennemsnittet i salen.

Rutinen er den samme: vi mødes i foyeren et kvarters tid før koncerten. Da har KulturHelle måske allerede overværet en faglig introduktion til programmet, som jeg altid undgår. Efter en kort snak om forventningerne til koncerten indtager vi vore pladser for, dannede som vi er, at lytte til musikken i dyb tavshed. Selvom hun har sit eget abonnement er jeg ikke just ked af at hun sætter sig hos mig. I pausen en hurtig snak om oplevelsen over et glas vin og nikken og hilsen til højre og venstre. Jeg er altid den første, der smutter under det afsluttende bifald og hvisker “kom godt hjem” til min ledsager. Det er KulturHelles og mit forhold i sin helhed og jeg er som skrevet glad for det.

Det er ikke nyt for mig at sladdertanterne i landsbyen Aalborg har travlt med deres bud på, hvem den meget bemærkelsesværdige ledsager, jeg ofte ses med, er. Jeg har præsenteret hende som alt fra lillesøster over kusine til privatsekretær – jeg er vild efter reaktionerne! De giver oplevelserne med KulturHelle en ekstra dimension.