Asymmetri

Mit ansigt og min krop er asymmetriske. Sådan er de fleste mennesker, sådan er vi født. Livet er også asymmetrisk. Og verden. Alligevel er de fulde af symmetri, og nogle psykologer og filosoffer hævder, at mennesket har særlig hang og trang til at opsøge eller udtrykke sig i symmetriens særlige orden, der menes at stå for harmoni, ro og tryghed. Symmetri spillede i den græske oldtid en stor rolle for geometrien. 

Mange videnskaber har siden fundet symmetriske former i naturen og universet. I kunsten er symmetriens rolle særlig tydelig, især naturligvis inden for arkitektur og billedkunst, men også i musik, hvor det arkitektoniske spiller en stor rolle. Jeg anvender selv symmetri, både i min musik, mine digte og øvrige skriverier som et kunstnerisk/æstetisk greb. Det er den letteste vej til især at skabe enkelhed og gennemsigtighed.

Jeg har ellers altid været modstander af symmetri, for jeg bliver mistænksom, bekymret og undertiden bange, når den dominerer. Det er spejlbilledet, jeg ikke kan affinde mig med. Det har jeg jo ikke kontrol over; det virker uvirkeligt, og jeg har finder det bekræftende, at når man ser sig selv i spejlet er det ikke det reelle udseende, man oplever, men det omvendte af det, andre ser. Spejlbilledet er altså snyd.

Den uhæmmede dyrkelse af symmetri er efter min mening virkelighedsflugt. Livet er ikke symmetrisk, det er heller ikke kunsten, kærligheden eller troen. Uden deres modsætninger fandtes de ikke. Kærlighed er ikke et spejlbillede af had og døden ikke et spejlbillede af livet. Symmetrisk tænkning skygger ofte for reflektion på samme måde som harmoni, ro og tryghed ofte uhensigtsmæssigt trænger realiteterne i baggrunden. 

Jeg vil derfor gerne plædere for asymmetrien som ideal, selvom begrebet i Den Danske Ordbog sidestilles med ordet “uharmonisk” og angiver synonymer som “inkonsistens, misforhold, konflikt, anomali, dissonans, forstyrrelse” og andet, som de fleste nok vil betragte som negative, men som jo er uomtvistelige elementer i livet. Når Picasso dyrker asymmetrien, herunder i portrætter, kaldes det abstrakt, altså uvirkeligt eller uhåndgribeligt. Zweig mente, at mennesket har en tendens til uligevægt til alle tider. Det bliver ofte besat af det ene, andet eller tredje eller alle sammen i utallige kombinationer. 

Efter min mening er det denne besættelse af dette og hint det, der driver livet og verden. Derfor er verden og menneskene uligevægtige og uforudsigelige. Man kan vågne en morgen og synes, alt er forandret, hvad det som regel også er. Fordi livet, menneskene og verden er asymmetriske, uanset hvor meget man hylder symmetri og forsøger at få alt til at se symmetrisk ud. Der efter min mening et bedrag – lige som spejlbilledet. Det er faktisk lige omvendt.

Men: jeg må fortsætte mit inkonsistente, forstyrrede, anormale, uharmoniske liv i denne bedrageriske verden, dog ikke uden konstant at insistere på asymmetriens betydning for mig og mine artsfæller og den verden, vi skaber.