Brandbilen der slukker tørsten

I 2004 vendte jeg tilbage til Aalborg og blev free lance igen. Det betød at jeg kunne genoptage mine vaner med en formiddagsøl, frokost ude i byen, en eftermiddagsdrink, ofte på Holles Vinstue hvor jeg en dag mødte en meget entreprenant herre, der med sin kone var flyttet fra Nykøbing Mors til Aalborg. Claus Søgaard hedder han, og han havde store planer om at at fortsætte sin karriere i restaurationsbranchen i den tørstige by. Han havde netop overtaget en stor bygning midt i byen, hvor tidligere “Folkekøkkenet” havde langet billig mad over disken til hjemløse og andre trængende.

Nu skulle der ske noget!

Vi fik nogle snakke om byens restaurant- og værtshusliv. Efter nogle måneder åbnede “Søgårds Bryghus” der foruden restaurant indeholder et bryggeri, et tapperi, en bar, en café etc. Senere kom endnu et par caféer i byen til ved den lige så entreprenante fru Lisa Søgård. Jeg løste nogle småopgaver med PR for Claus og Lisa.

To projekter var jeg særligt glad for at medvirke til, for de var så totalt spektakulære og tossede at de næsten skulle føres ud i livet. At være en lille brik i det spil var lige mig.

Det første hed “Egtvedpigens Bryg” og kom til verden i 2008. Man havde i Egtvedpigens grav i 1921 fundet dele af en opskrift på øl, og brygmesteren ville nu bruge den 3300 år gamle opskrift til at producere 500 liter øl, hældt på 1000 flasker og solgt til en pris á (vistnok) 2000 kr. Eksklusivitet skulle formelig stråle ud gennem øllet, så der blev fabrikeret en særlig kasse af rosentræ, foret med fløjl. Holmegaard blæste en særlig flaske, der blev plomberet med et særligt laksejl og i den fine kasse skulle placeres en tryksag, der fortalte historien om Egtvedpigen, øllet, Bryghuset etc. Denne opgave blev overgivet til min journalistkollega Per Jensen og mig og vi fik frie hænder. Det er i sig selv dristigt at give Per og mig carte blanche for vi er vilde efter udfordringer, høj kvalitet og spændende eksperimenter. Det 28 sider store hæfte blev da også klasse på alle måder og det nød vi. Vi nød knapt så meget smagsprøven på Egtvedpigens Bryg, men som der står i heftet: den kan drikkes helt frem til 2021, så de 11,5 % alkohol skulle nok lagres lidt for at rigtigt.

I 2012 købte Claus Søgård en udkørt brandbil fra landsbyen Keystone Hights (1200 indb.) i staten New York, USA. En vaskeægte “American La France” som man kender fra film: rød selvfølgelig, med stiger, mandskabsrum, udstyr og – sirene og båthorn. Den blev bygget om til et rullende værtshus med 20 fadølshaner, siddepladser og hvad der nu hører til. Også her var det vigtigt for Claus at få historien med og jeg blev hyret til at forfatte den. I bilens handskerum fandt man gamle servicebøger, kørselsrapporter m.v. og dem brugte jeg som grundlag for min fortælling om Søgårds nye vogn. En timelang samtale med fire chief Kevin Mobley fra Keystone Hights hjalp mig også på vej. Hele projektet blev færdigt og sat til udlejning for firmaer og private incl. brandmand (gæt hvem?) og “slukningspiger”.

Kulminationen for mig var den fredag eftermiddag, hvor Claus skulle hente den færdige bil i Nørresundby og inviterede mig med. Det var selvfølgelig spændende lige indtil det blev nervepirrende da vi nåede den tætpakkede Limfjordsbroen, hvor Claus, iført brandmandshjelm, tændte sirenen og brugte det gennemtrængende båthorn for at skaffe os plads gennem bilkøerne. Mine opfordringer til at stoppe udrykningen prellede helt af på legebarnet. For sådan er han: der skal ske noget, det skal være spektakulært, det skal gøres ordentligt – og det må gerne larme.