Stress

Jeg kender ikke til stress selvom jeg det meste af mit liv har haft et højt aktivitetsniveau. Selvfølgelig kan jeg få en sund nervøsitet forud for en eller anden optræden. Jeg kan da også få akutte betænkeligheder når jeg selv eller andre har overvurderet mine talenter med en opgave. Men stresset, nej. Og dog: de senere år har stress sneget sig ind på mig som en mere statisk tilstand, som jeg arbejder på at få væk – mere herom senere.

Plinius den Ældre sagde omkring 60 f. Kr. “Nulla dies sine linea”, som betyder “Ingen dag uden en linje”. Rembrandt tog mottoet til sig og det virkede åbenbart: der er ikke mange, der har gjort ham kunsten efter når det gælder omfanget (eller kvaliteten) af hans oeuvre. Uden sammenligning i øvrigt fik jeg også overleveret citatet fra min kompositionslærer da jeg var ung – og jeg har levet efter det siden, uden at blive stresset af dén grund. Så altså: “Skriv mindst én node hver dag”- og så tilføjede min lærer barmhjertigt: “Du kan altid viske den ud i morgen og skrive en ny”. Det har jeg gjort – dog mest med ord de seneste årtier. 

Som nævnt har jeg en stor arbejdskapacitet og energi. Det skriver jeg ikke for at skryde, for det er i bund og grund et temperamentsspørgsmål. Det ene ord bliver som regel til rigtigt mange på en dag og det er ikke mange af dem, der viskes ud dagen efter. Hermed være ikke sagt at skriverierne er geniale.

To unge mennesker har for nyligt brugt snesevis af timer på at opliste min gøren og laden gennem tiden. De bad selv om opgaven i forbindelse med deres studier – der var ikke noget højere formål med den. Jeg blev en smule forpustet af at skimme deres lister over musik, artikler, digte, essays, anmeldelser, radioudsendelser, foredrag og jeg ved ikke hvad – og så tog de studerende oveni købet forbehold for fuldstændigheden.

Når jeg tager emnet op nu, hvor jeg med hastige skridt nærmer mig 70 år, er det fordi jeg arbejder mindre. Bevares, jeg kan sagtens fylde min tid ud, nogle ville nok kalde min kalender overfyldt, men: jeg har ikke nok at lave, og det stresser mig i en sådan grad, at jeg undertiden keder mig, og det har jeg ikke stor rutine i. Jeg gør ellers hvad jeg kan: på mit elektroniske skrivebord ligger der konstant tre åbne tekster, som jeg skriver på til de er færdige, hvor de publiceres og straks erstattes af andre på vej. Men jeg bliver ikke mere indbudt til dette og hint og dermed falder efterspørgslen også. Nuvel: jeg er ikke så entreprenant som engang.

Måske er grunden til min lejlighedsvise lediggang også, at det i dag mere er indholdet end omfanget, der interesserer mig. Ikke at jeg har været ligeglad med hvad jeg kastede mig ud i, men måske fordi jeg realistisk må indse, at “resten af livet” bliver mindre for hver dag der går, og at jeg derfor hellere må skynde mig med at få lavet noget ordentligt og plausibelt, som jeg selv kan være tilfreds med. 

Jo, jo, jeg har en del at lave – det meste con amore, og det er heller ikke nyt eller vigtigt. Jeg har aldrig haft det pekuniære som en grund til at arbejde, selvom jeg ingenlunde skal klage over det økonomiske udkomme, arbejdet har givet mig livet igennem. Men i dag savner jeg dén form for udkomme af det, man kalder “arbejdslivet”, at det igen fylder som det gjorde, så jeg ikke bliver stresset af kun at arbejde 50-60 timer om ugen.