Jeg går bare

For nogle år siden så jeg en film, hvis titel jeg ikke husker. Måske fordi indholdet gjorde dybt indtryk på mig. Filmen handlede om en mand, og han gik bare. Ikke sunde vandreture, men væk. Enhver krise, ethvert problem løste han ved simpelthen at vende ryggen til og gå bort fra det. Det efterlod selvfølgelig brudte venskaber, ødelagte forhold og en mængde spørgsmålstegn både hos ham selv og andre. Kort sagt: lig i lasten.

Det gør jeg også. Jeg har den meget kedelige egenskab, at jeg ofte bare går, når det trækker op til ballade, hvis tårerne trænger sig på, problemerne tårner sig op, samtalen går en anden vej, end min. Jeg går bare. Tavs. Uden farvel eller svar. Oftest uden at se mig tilbage. Jeg vender ryggen til og forsvinder. Det er naturligvis utilgiveligt.

Den kedelige tendens kan spores langt tilbage i mit liv. I skolen havde jeg en tårnhøj pjækkeprocent. Jeg kunne godt lide skolen, men orkede ikke hverken lærere eller kammerater. I dag ville man nok kalde mig utilpasset og give mig særundervisning eller sende mig på kostskole. Dengang reddede jeg skindet ved at passe mine lektier og i øvrigt være forholdsvis god i skolen. 

Som 16-årig forlod jeg Else, min første “rigtige” kæreste gennem tre år, fra det ene minut til det næste. Få år senere forlod jeg den kære Charlotte på en lige så brutal måde. I første tilfælde fordi jeg troede i min uerfarenhed at et klinisk cut var den bedste måde, i det sidste fordi en pludselig forelskelse forvirrede mit moralske kompas. Begge gange efterlod jeg to ulykkelige piger/kvinder bare fordi jeg bare gik.

Senere er det samme sket i flere jobs eller projekter. Jeg går bare når jeg keder mig. På den konto har jeg kasseret spændende jobs og opgaver før de var færdige, har smidt gode kolleger og venner på porten og i det hele taget reageret uhensigtsmæssigt for alle parter. Det er en plage for mig, og den vil ikke forsvinde. Nu er det de såkaldte Facebook-venner, det ofte går ud over. Jeg smider store spørgsmål på bordet, men følger ikke op, heller ikke når det en gang imellem sætter brand i et emne. Det er uhøvisk og meget lidt konstruktivt.

Især fordi dette at gå indebærer at vende ryggen til (medmindre man er så tåbelig at gå baglæns). Så er det meget vanskeligt at komme tilbage, hvis jeg ellers turde eller havde lyst. Og jo længere fraværet er, des mere problematisk bliver det. Alligevel går jeg bare – og det går mig på.

Hvad gør jeg ved det? Aner det ikke og det har jeg aldrig gjort. Mange andre dårligdomme ved min personlighed har jeg bearbejdet eller prøver stadigt, men denne næsten instinktive måske flugt kan jeg ikke få bugt med. Jeg går bare. Det næsten tragiske er, at jeg ikke ved, hvor jeg går hen. Måske til grunde…