Skriveskræk

Det tomme nodeark og den ubrugte notesblok har jeg altid betragtet med en blanding af frydefuld udfordring og forfærdeligt tyranni – der skal simpelthen noder eller ord på. Det er ikke fordi jeg, som så mange andre, forstår min virksomhed som et kald, men arbejdet med ordene blev nu engang min metier, som jeg lever af, både materielt og mentalt. Forleden så jeg en kendt musiker og komponist udtale, at han aldrig har haft en arbejdsdag i sit liv. Han er ellers ufattelig flittig, men pointen var vist, at han følte sit virke ikke som arbejde, men (med mine ord) en lige så nødvendig aktivitet som at trække vejret.

“En forfatter er en for hvem det at skrive er sværere end for andre” sagde Thomas Mann. Nu er jeg på ingen måde nogen stor forfatter, snarere en flittig skribent, der også har skrevet en del digte og mindre prosa, bl.a. i form af nærværende erindringer, som iht. ophavsretshavsloven betragtes som et “litterært værk”. Kort sagt: der skal forfattes og komponeres, uanset hvor svært, det måtte være.

Min kompositionslærer sagde “Du skal skrive mindst én node hver dag. Du kan hviske den ud dagen efter”. Selv i de flere årtier, jeg ikke har været særlig aktiv som komponist, har jeg fulgt dette råd. Og i takt med at ordene erstattede tonerne i mit liv, er det ikke blot blevet til ét “ord” hver dag, men hundredvis af dem. Hver eneste dag!

Men for fire måneder siden gik det så galt. Jeg indrømmer gerne at det handlede om en skræk – ikke blot for det tomme papir, men for hvad jeg kunne finde på at skrive på det. Jeg er ellers ikke nogen kryster desangående, men blyant og computer så at sige blokerede, hjernen strejkede og hver dag voksede skrækken for både det tomme og det fyldte ark.

Jeg har ikke prøvet det før, men ved, at det ikke er ualmindeligt blandt kolleger. Det var en ringe trøst – også det, at jeg var ude i en mere generel psykisk krise, som kunne være en årsag. Da min alder samtidigt rundede et skarpt hjørne, troede jeg at alt var ude. Tilstanden varede knapt tre måneder. Jeg fik psykofarmaka, gik i retræte, behandling på et udenlandsk sanatorium m.m. men intet hjalp. Indtil den morgen, hvor jeg som altid åbnede mine øjne ved 4.30-tiden og hilste livet med en bøn.

Pludseligt var der gang i ordene igen, måske, måske ikke kommer noderne også tilbage. Jeg aner ikke hvad der skete, hverken dengang i midten af november eller da blokeringen opløstes i begyndelsen af februar. Jeg tror hverken på, at bønnen, medicinen eller afsondretheden har løst mit problem. Måske gik det bare op for mig, at ordene og noderne virkelig er den respirator, jeg altid har følt.