Kærligheden 4 – for alle

Hvor megen kærlighed kan et menneske rumme? Nogle mener, at jo mere kærlighed, man får des mere kærlighed genererer man selv. Det er ikke blot en smuk tanke – jeg oplever det selv igen og igen. Det gælder ikke blot den kærlighed, der findes mellem to mennesker, men også den, der udfoldes i det daglige i de forskellige sammenhænge man færdes. De fleste kender nok til, at høflig og hjælpsom omgang med andre ofte belønnes med samme adfærd, altså: den “lille” kærlighed i hverdagen.

Kærligheden forfordeler ingen. Selvom den ofte er rettet mod ét menneske, har alle mennesker brug for og ret til kærlighed. Det er lige så basalt som det lyder banalt. Kærligheden er grundlæggende både i min kristne tro og i min socialistiske livsanskuelse. Næstekærlighed kaldes det blandt kristne og “næsten” er den, der har brug for min kærlighed, uanset hvem, hvad, hvornår og hvorfor. Den slags spørgsmål er for små for Vorherre, omend ikke for os mennesker.

Det er ikke altid lige let at forvalte det bud, men det gør det ikke mindre gyldigt endsige brugbart. 

De fleste prædikener handler om det her ved juletid, hvor “vores næste næsten er ved at gå til af lutter næstekærlighed”, som forfatteren Knud Seibæk engang skrev. Hykleriet er til at få øje på og det er desværre bagsiden af medaljen: at den “kærlighed”, vi udøver over for dem, der ikke lige gengælder den her og nu, ofte har tvivlsomme motiver. 

For: hvor megen kærlighed kan et menneske rumme? Og hvor megen kærlighed er et menneske i stand til at give, når det kommer til stykket? Det er spørgsmål, i hvert fald jeg indtil videre ikke har fundet svar på. Men kærlighedens betydning for det enkelte menneske og dermed for alle, den har jeg aldrig været i tvivl om.