Distingveret laps

Hvis nogen ikke skulle have opfattet det: jeg er meget forfængelig med mit ydre, min fremtoning. Jeg blev engang af en modeekspert kaldet “en blanding af distingveret og lapset” og det passer perfekt med min målsætning: at virke seriøs uden at være kedelig, drenget uden at være umoden og være en bestandig blanding af de aldre, jeg gennemlever.

Ordbogen definerer distingveret som “en der gør et kultiveret, elegant og værdigt indtryk, især om ældre mand” og lapset som “overdrevent elegant og moderne klædt yngre mand”. Men som man siger på svensk: “Det är inte långt från jetset til fattiglapp” og det gælder ikke bare det pekuniære, men også det udvortes. “Når skidt kommer til ære ved det ikke hvordan det skal være”, som man vist siger på dansk. 

Jeg kom til at tænke på alt dette, da jeg nyligt under en tidlig morgenvandring i Wien blev passet op af en herre, der sagde: “De ligner én, der ved hvor der er et godt værtshus i nærheden”. Efter at have sundet mig et par sekunder måtte jeg melde pas, men det var da tillidsfuldt af ham at spørge og jeg måtte lige tjekke mit udseende i nogle forretningsvinduer på vej til hotellet. 

Noget lignende skete for en del år siden, da Frelsens Hær på gaden i Aalborg inviterede mig til julemiddag. I begge tilfælde har jeg nok været lidt tabt i egne tanker og så kan jeg godt se stakkels ud har jeg fået at vide. Det tror da pokker med de tanker…

I øvrigt føler jeg, at mit indre og mit ydre egentlig hænger godt sammen. Jeg er et modsætningsfyldt menneske, jeg er noget flagrende i tanke og handling og er på samme tid både principfast og lettere lemfældig både moralsk og i min livsførelse. Jeg ynder at se mig selv som lapset på den kultiverede måde, hvis den slags findes.

Nu hvor jeg er ved at blive rigtig gammel skulle jeg måske tænke mere på at se ud, end på hvordan jeg ser ud. Men forfængeligheden kommer jeg nok aldrig af med…