Jeg kan ikke blive klog på dig
Jeg havde engang et forhold til en kvinde – kort og intenst; det havde det hele: krop og sjæl, lykke og lidelse, ro og kaos. En dag sagde hun “Jeg kan ikke blive klog på dig”. Udsagnet kom helt bag på mig. Blive klog på mig? Jeg kendte da udtrykket, havde brugt det selv, men vist aldrig for alvor tænkt over betydningen og rækkevidden af det.
Som dengang datter Nathalie til mig “Daddy, jeg kender dine koder”. Jeg hverken svarede eller spurgte hende, men jeg tænkte meget over, hvad hun mon mente. Vi kender og er meget fortrolige med hinanden men har gensidig respekt for hvor grænserne går for interessen og intervenering i hinandens liv.
Hvor godt kan man egentlig hinanden, selv de nærmeste? Medmindre man fra barn er vokset op med restriktioner, overvågning, ubegrundet bekymring fra forældres side etc. – og i øvrigt selv har praktiseret den slags over for egne børn (hvad jeg og deres mødre ikke har), så er der nok en grænse for hvor “klog” man kan være på andre eller hvor godt man kan kende deres “koder”.
Jeg har nogle gange påstået, at 90 % af mit liv foregår inden i mig, og der har det det fint. Læserne af erindringerne vil vide, at jeg ikke er bange for at “udlevere” mig selv, men dette ord kan jo også betyde forråde, og det er jeg for egoistisk til at gøre. Jeg indrømmer gerne, at jeg hellere viger uden om sandheden, end hengiver mig til løgnen. Det afstedkommer sikkert en gådefuldhed, som jeg også undertiden selv udgrunde.
Deraf måske koderne og vanskeligheden ved at blive klog på mig. Jeg kender ikke selv mine koder og jeg har ofte vanskelig ved at blive klog på mig selv. Hvordan skulle andre så kunne? Og hvad nytte ville det gøre? Det bliver jeg måske klog på engang.