Rød front!

Jeg har siden jeg var ung befundet mig et godt stykke ude på den politiske venstrefløj. Samtidigt har jeg bekendt mig som kristen dybt ind i sindet og med en markant “praksis”. De to positioner har aldrig givet mig – men undertiden andre – problemer. Jeg har dog ikke undgået prædikatet “salonsocialist”.

Naturligt nok har jeg altid været tilhænger af fagforeninger, baseret på både min politiske og religiøse holdning, der begge taler om bl.a. solidaritet. I hvert fald “tilhænger” rent principielt, og som med så mange andre forhold i mit liv kan der godt være forskel på det og praktiske realisering af idéerne. En række episoder gennem mit liv har da også udfordret mit forhold til begrebet fagforening.

Den første handler om min (tvangs)optagelse i Dansk Journalistforbund. Det skete i 1978, hvor jeg i øvrigt sad som repræsentant i Dansk Magisterforening som repræsentant for Dansk Musikpædagogisk Forening, en fraktion under DM. Da jeg skulle have en fuldtids kontrakt i Danmarks Radio mente lokale DJ-folk i Nordjylland, at jeg skulle være medlem af DJ. Især ét medlem pressede hårdt på. Derfor søgte jeg modvilligt optagelse i DJ, og da jeg opfyldte kriterierne blev jeg medlem. Dog kunne medlemmerne protestere imod min optagelse og det gjorde jeg så, men fik at vide, at protest mod egen optagelse ikke kunne godkendes. Det havde nok anet mig, men sjovt var det. I øvrigt blev jeg ret glad for mit medlemskab, som faktisk gav mig bedre løn- og arbejdsvilkår, end var jeg blevet ansat som magister. Stadig er jeg medlem af DJ og lidt stolt over mit nu 45 år gamle, korte medlemsnummer “7897”.

En anden konflikt udspillede sig i midten af 80’erne da jeg havde musik som ansvarsområde i DR Aalborg og en god samarbejdspartner i Trillingsgaard fra Aalborghallen. Vi ville gerne lave et arrangement, hvor gode jazzamatører, her iblandt den glimrende lokale sanger Laila Amstrup, optrådte med professionelle musikere. Det konstellation huede ikke Dansk Musiker Forbund, men jeg fandt så en paragraf i overenskomsten, der nævnte prisoverrækkelser som en undtagelse. Trillingsgaard var som sædvanligt hurtigt på aftrækkeren: “Vi indstifter en pris og giver den til Laila”. Det skete og prisen blev en institution i det lokale jazzliv. Men det blev også begyndelsen på hvad vi kaldte “samarbejdsaftaler” mellem DR og musikinstitutioner, som muliggjorde mange andre projekter, end den gammeldags transmission fra koncerter. Modellen gled efter nogle år langsomt ind i overenskomsten, men for ikke så mange år siden kom formand for DMF gennem næsten 30 år, Anders Laursen, som jeg i øvrigt havde et godt forhold til, med en stikpille om mit attack på den hellige overenskomst mellem DR og DMF.

Nå ja, og så erindrer jeg mit benspænd mod den såkaldte “smedekrise” i DR engang i 80’erne. DR ville spare på teknikerne – store dele af deres arbejde kunne foretages af journalister. En aldeles tåbelig tænkemåde, hvis resultat stadigt kan spores i form af dårligt formidlet radio i DR. Jeg skulle sende gudstjeneste fra et lille skib, nogle spejdere havde. En sjov idé, som jeg ikke syntes skulle aflyses fordi teknikerne strejkede. Altså tog jeg ud med min båndoptager og optog det hele på egen hånd. Sådanne optagelser skulle godkendes før brug. Tekniker Ole Mørch, som skulle gøre det, var min gode. Han undlod at lytte til mine bånd men sagde: “Optagelsen er ikke teknisk i orden og jeg synes ikke, du skal fortælle nogen, at du har lavet den”. Ole reddede mig garanteret fra en masse ballade med kollegerne. Bagefter kunne jeg godt se det illoyale i mit forehavende.

Som mange andre mener jeg, at fagforeningerne i dag på mange områder har udspillet deres traditionelle rolle, men det er en anden historie.