Hvad sagde jeg!

Hvis der er en egenskab, jeg næsten foragter, så er det at være bedrevidende. Der er ikke noget så uklædeligt, som folk, der altid ved bedre, udtaler sig om hvad som helst og altid trumfer andres fortællinger med deres egne, fordi det og det har de selv oplevet – naturligvis i en meget mere sublim version.

Nu er jeg selv blevet offer for denne uheldige mentalitet. Ikke bare én gang, men som en nærmest rutine, der de senere år som en invasiv amøbe har sneget sig ind i min personlighed og som jeg prøver – indtil videre uden held – at modstå. Jeg oplever mig selv gang på gang med forskellige formuleringer udbryde: “Hvad sagde jeg?”, “Det gjorde jeg også i 1985” eller “Det er jo prøvet for længst”. Det er frygteligt at høre på, især når ordene kommer fra min egen mund. 

Retfærdigvis skal det siges, at når man har nået min alder, er der jo meget af det, man får serveret, der er hørt og prøvet før, en del af det har man selv været med i eller taget initiativ til (der var den igen). Som gammel får man let en reel oplevelse af at have været der selv og blevet meget klogere på forholdene og ja, så er det svært ikke at belære omverdenen.

Denne form for selvhævdelse hænger dog også sammen med en anden karakterbrist, nemlig at føle sig forsmået, som også er en frygtelig, destruktiv ting. Også den følelse har indtaget mit liv de senere år. Naturligvis ikke uden grund, vil jeg mene. For ofte tager andre æren for noget, jeg, med blod, sved og tårer, har kæmpet for og bragt til verden. Mange vil vide, at det f.eks. gælder Kulturmødet. Jeg betragter det som en slags selvforsvar, når jeg igen og igen forlanger kredit for tilblivelsen. Alligevel føler jeg det nedværdigende og lettere krænkende, at jeg skal gøre det.

Det hænger så sammen med, at jeg er blevet umodent rethaverisk. Heller ikke det er kønt at indse. Der er forskel på at have eller få ret og at være rethaverisk. Det er selvhævdende og et udtryk for forsmåelse hele tiden at hævde sin ret.

Bedrevidende, forsmået, rethaverisk – det er prædikater, som nødigt skulle stå på min gravsten engang. Nu er jeg ikke typen, der siger undskyld for noget, jeg ikke har gjort forsætligt, men jeg beder alligevel om tilgivelse hos tidligere, nuværende og fremtidige ofre for den skammelige trafik altid at praktisere dette “Hvad sagde jeg?”. Det destruktivt og lammende for enhver samtale og ethvert fremskridt