Jeg elsker, altså lever jeg

Det er ikke nok at sige: “Jeg elsker, altså er jeg”. At være til kan man konstatere ved at knibe sig i armen. Men at leve kræver noget mere. Kærlighed, f.eks., og den findes jo i forskellige varianter og sproglige former. Som sprog- (og kærligheds-)nørd er jeg optaget af, hvordan vi taler om kærlighed og naturligvis hvordan vi lever kærlighed ud.

Kan man elske noget og ikke blot nogen? Giver udsagn som: “Jeg elsker fart, flæskesteg, og forår” mening? Ikke for mig. Buddha spurgte: “Hvad er forskellen på Jeg kan lide dig og Jeg elsker dig? og svarede selv: “Hvis du kan lide en blomst, plukker du den. Hvis du elsker en blomst vander du den hver dag”. En blomst er, som et menneske, ikke en ting, men en levende organisme. Det er ikke vanskeligt at overføre Buddhas tanke om blomsten til kærlighed mellem mennesker.

Jeg filosoférer videre om det med sprog og kærlighed – og had. Hjertet er sindets muskel. Man hader ikke med hjertet, men med forstanden – eller uforstanden. Had er i hvert fald uklogt, både i øjeblikket og på den lange bane. Men kan man elske og hade på samme tid? Kan man elske at hade, ja men vel ikke hade at elske. Grænsen mellem at elske og hade siges at være hårfin.

Så sprog-filosoférer jeg over begrebet forelskelse. Er det nødvendigt at være forelsket for at komme til at elske. Burde man i virkeligheden udtale det forelsket – som et stadie hen mod at elske? Eller betyder forelsket “for meget” sådan lige i øjeblikket? Sådan kan det i hvert fald føles. Jeg har været forelsket i mange, men elsket langt færre. Til gengæld har jeg været forelsket i dem, jeg er kommet til at elske. Et par gange er de to tilstande indtrådt samtidigt. Det var meget overraskende og overvældende at møde en kvinde og erkende for mig selv: hende der jeg jeg dybt forelsket i og elsker højt. Fuldbyrdelsen af disse følelser var ikke blot smuk erotik, men også frugten af kærligheden: at hun fødte vores barn. Det er for mig kærlighed i højeste potens.

Engang deltog én af eks’erne (som jeg stadig elsker højt og dybt) og jeg i en enquete om kærlighed i et ugeblad. Vi fik de samme ti spørgsmål og skulle svare uafhængigt af hinanden. Et af dem lød: “Hvordan holder I kærligheden vedlige?”. Hun svarede: “Jeg vil score ham hver dag”. Jeg svarede: “Jeg forelsker mig i hende hver dag”. 

Kan kærlighed gradbøjes? Kan man elske mere eller mindre? Hvad betyder det, når jeg skriver, at jeg elsker “højt og dybt”? Jeg tror, at kærlighed i sin natur er grænseløs og betingelsesløs. Den lidt gammeldags præst i kirken, hvor jeg var organist da jeg studerede, sagde: “At I siger ja til hinanden betyder, at du, Søren, tager Asta som hun er, og at du, Asta, tager Søren som han er”. Det var vise ord, synes jeg, og de er blevet én af mine livserfaringer.  

Man taler om “ægte” kærlighed, men sjældent om “uægte” kærlighed. Det er lige så meningsløst som at tale om “uægte” børn. Jeg tror, at kærlighed er ægte af natur. Kan kærlighed høre op? For mig: egentlig ikke. Men jeg ved det ikke, for jeg har aldrig oplevet ophør af kærlighed. Heldigvis, for så ville jeg jo ikke leve. Jeg elsker, altså lever jeg.