Jeg tror, det var i begyndelsen af 90’erne. Jeg spiste på en restaurant i “Latinerkvarteret” i Paris, et sted jeg sjældent kommer fordi Paris er så meget andet og fordi kvarteret er meget lidt parisisk. Jeg kan huske hvad jeg spiste – six escargots, beuf bourguignon og fromage. Men den egentlige grund til at jeg husker specielt denne middag (jeg har boet i Paris i flere omgange og er kommet der endnu mere) er den musik, der blev spillet i højttalerne. Normalt lytter man jo ikke til den slags, men hører det bare fordi man ikke kan lukke ørene, men pludseligt måtte jeg spidse øren og bede værten skrue en…

Min farmor – hun hed Olga og det kræver sin mand – var ét af de mest betydningsfulde mennesker i mit liv. Hun blev født i 1900, 20. april, som også er Hitlers fødselsdag, så hun holdt fødselsdag 19. eller 21. april, hvis ellers hun huskede det. For hun knoklede døgnet rundt både som gammeldags husmor og ved at holde gang i min farfars blomsterbutik medens han knoklede 14 timer om dagen som kirkegårdsgartner. Det siges, at farmor et år glemte min fars fødselsdag. Hele familien, inkl. far, kom først i tanker om det ved sengetid, men så blev knægten også fejret. Selvfølgelig, for farmor var gennemført kærlig og omsorgsfuld.…

Da jeg elsker at rejse har jeg også et kærlighedsforhold til terminaler i bred forstand: tog- og busstationer, lufthavne, sågar færgelejer eller hvad det hedder. Naturligvis er jeg på samme måde vild efter tog og busser, fly og færger. Jeg har skrevet snesevis af tekster om tog, en hel digtsamling om fly og jeg har også haft herlige oplevelser på færger. Det gode ved disse stationer er den ventetid, mange andre hader. Jeg kommer som regel til tiden, men ikke i for god tid. Bare nok til at jeg kan orientere mig om afgangen og hvis jeg ellers har gøremål, f.eks. et møde eller et måltid. Jeg bruger ikke tiden…

I 1997 fik jeg i Danmarks Radio ansvaret for “ny musik”, samtidens kompositionsmusik, med base i Radiohuset på Rosenørns Allé. Jeg efterfulgte i den rolle den legendariske Mogens Andersen, og jeg havde den ære, at det var Mogens selv, der havde peget på mig. Mogens var i årtier “Mr. Musik” i DR, i 20 år egentlig musikchef med kontroversielle initiativer på samvittigheden – han formåede faktisk nogle gange at få “klassisk musik” på Ekstrabladets forside. Jeg kørte parløb med Mogens indtil 1999, hvor han blev 70 og pensioneret. Det var ikke altid lige let, og jeg slap naturligvis heller ikke for ham efter pensioneringen, men partner- og venskabet var en…

I 1993 skulle et gammelt fredet bindingsværkshus midt i Aalborg, rummende et levende håndværkermuseum, have en ny vejrhane. Designopgaven blev lagt i hænderne på min daværende svigerfar Svend-Aage Jakobsen, en visions- og fantasifuld arkitekt. Vejrhanen skulle fabrikeres i kobber, der har en levetid på 400 år, og Svend-Aage mente, at den derfor skulle indeholde nogle elementer, der kunne sige noget om vores tid. “Kan du ikke skrive nogle noder?” spurgte han mig og jeg kom i tanker om, at jeg havde komponeret en lille jingle, betitlet Kolon, til oplæsning i Danmarks Radios P1 af den nye bibeloversættelse fra 1992. Denne maratonserie kørte i flere år. Skuespillerne Erik Mørk, Nis Bank…

En beretning fra mit livs overdrev bør fortælles, skal jeg bevare min selvrespekt. Engang i efteråret 2000 var jeg til ballet i La Scala i Milano sammen med min amerikanske bekendte Carolyn Carlson. Efter forestillingen var vi til en sammenkomst back stage, hvor jeg mødte den guddommeligt smukke og talentfulde ballerina Isabella. Det var kærlighed ved første blik på trods af næsten 20 års forskel. Ingen af os troede vist på noget vedvarende, men vi nød forholdet et par måneder, så blev det for besværligt rent logistisk. En aften i begyndelsen af 2001 ringede Isabella til mig og forkyndte, at hun netop var landet i København, i øvrigt den nordligste…

Du skal gå, ikke stå; du skal så, ikke slå; du skal forstå og formå. Dette bonmot, som jeg formulerede som teenager, forsøger jeg at efterleve. Det kan være svært, men det første – at gå – har jeg ikke bare let ved – jeg elsker det. Selvom mine ungdommelige visdomsord mest skulle forstås i overført betydning, så er det en kendsgerning, at jeg går glad og gerne. Sandsynligvis mindst 8-10 km dagligt. I gennemsnit, for undertiden kan jeg ikke standse og så har jeg pludseligt gået en halv dag og flyttet mig 25-30 km.  Jeg går helst i byer. Det er her, det sker. Her er jeg hjemme, uanset…

I 1980 komponerer jeg musik til en børnekantate med tekst af Eyvind Holmen. “Bjerget og Dalen” hedder den, den udgives på Edition Wilhelm Hansen Copenhagen og Danmarks Radios Pigekor tager den på repertoiret. Men så bryder helvede løs! Jeg modtager et brev fra Tage Mortensen, dirigenten for Pigekoret og én af mine rigtigt gode venner (før og efter) gennem årtier. Tage beder mig få rettet en “skønhedsfejl” i Holmens manuskript, hvori Jesu disciple synger “Vi er høje nu”. Nu kan jeg jo ikke rette i en forfatters tekst og jeg blev mildt sagt rasende. Vi er på kanten af 70’erne og det at være høj har en betydning, som Mortensen…

Der blev ikke drukket alkohol i mit barndomshjem. Baggrunden var delvis det missionske miljø, men nok mest selve madkulturen, så sort var det missionske dog ikke. Men vin var jo ikke rigtigt kommet til Danmark i min socialgruppe og øl og stærk alkohol var der bare ikke tradition for. Da jeg blev gammel nok (måske lidt før) tog jeg revanche. Som med så meget andet blev det bare accepteret i familien. I første omgang var det ikke selve alkoholen, der tiltrak. Det var det miljø, den blev konsumeret i. Jeg var kommet på konservatoriet, hvor der dengang var guldøl og snaps i kantinens køleskab; jeg var begyndt at skrive i aviser…

I 1973 skrev jeg melodi til Eyvind Holmens salmetekst “Glæde” (udgivet i “Mod Kristi Dag” 1975). Første strofe lyder sådan: “Et menneske kommer stille/vil dele sin glædesbuket/ved jo, at ensomme glæder/visner fortvivlende let./Men du frøs glæden til døde/før den var sprunget i blomst./Du var i vinterens følge/gav den sin barske bekomst”. Jeg skrev naturligvis melodien (og de 25-30 andre til Eyvinds tekster) fordi jeg oplevede en slags enighed i budskabet, fine poetiske kvaliteter og ikke mindst stor originalitet. De seneste år er det gået op for mig, hvor meget det første – budskabet – i virkeligheden betød. Jeg har vist aldrig været noget glad menneske. Min mor ejede en stille…