www.engang.nu

Da jeg var barn kom der nogle spøjse gæster i mit hjem. Deres lejlighedsvise besøg gjorde indtryk på mig selvom jeg ikke deltog i konversationen og det, de kaldte hygge – jeg var bar en måbende tilskuer. Det var mennesker, der var helt anderledes end de voksne, jeg ellers mødte.

F.eks. Fuldmægtig Møller. Når hans titel staves med stort er det fordi han aldrig blev kaldt andet – han havde åbenbart ikke noget fornavn. Fuldmægtigen kom jævnligt på besøg, altid ulasteligt, gammeldags klædt med muffediser, cykelklemmer, vest og butterfly. Det var før bankrådgivere blev opfundet, men Møller havde altid et godt spareråd i ærmet og det var muntert at høre om. Han havde regnet ud, at man kunne spare 75 øre om året, hvis man dyppede hænderne i vand før Rexona sæben. Det var jo helt meningsløst, men ikke for bankmanden, der fortalte alvorligt og engageret om det.

Engang fortalte han at han havde modtaget et opkald på sin plads i Aalborg Bys og Omegns Sparekasse fra en herre, der lidt gebrokkent sagde “Mit navn er Ekmeksibasi og jeg vil gerne have et møde med Dem”. “Må jeg blive fri” havde fuldmægtigen svaret og lagt røret på. Det gentog sig, men efter tredje gang kom direktøren hen til Møller og fortalte at en tyrkisk forretningsmand lige var flyttet til byen og gerne ville være kunde i banken. Hans navn var åbenbart for eksotisk for den gode Møller.

Oskar Sørensen var også regelmæssig gæst i barndomshjemmet. Han var nærmest fuldmægtigens modsætning. Han var min fars onkel og han ernærede sig som en glimrende og populær hyggepianist på forlystelses-etablissementet Roxy og som kino organist til stumfilm. Han var en flamboyant kunstnerisk type som garnerede sin musikalske underholdning med tvivlsomme anekdoter og dristige morsomheder som en anden stand upper. En stil, han også efterlevede som privatperson. Oskar var altid sjov at opleve, herunder hans spøjse påfund.

Efter et besøg af ham, hvor han i timevis optrådte i familiens skød og havde fået en del under vesten, kurede han ned ad trappegelænderet som var påmonteret nogle knopper, så vi børn ikke skulle gøre det samme. Ankommet til hoveddøren hørte vi skrig fra Oskar og min far råbte bekymret “Hvad er der sket, onkel?”. “Jeg er ikke din onkel mere, jeg er blevet din tante” var svaret, og Oskar haltede hen ad fortovet. Det var så typisk for ham og først senere forstod jeg hvad denne practical joke handlede om. I øvrigt var han en stor inspiration for min far, der også optrådte og levede sit liv som en klovn – på godt og ondt.

Så var der også Oskars bror Karl, en af byens originaler. En stakkel, hvis liv og hjerne var gået i stykker af umådeholdent alkoholindtag. Han var nærmest overbegavet men uden evne til at administrere sit talent. Jeg har skrevet lidt om disse originaler i digtsamlingen BYEN og den udmærkede forfatter Gorm Henrik Rasmussen har skrevet meget mere om dem bla. i bogen “Originalernes by”.

Ud over at give barndommens grå hverdag kolorit, lærte vi børn en vigtig lektie om tolerance og åbenhed over for det, der blev betragtet som aparte mennesker. Ind imellem kunne de virke lidt skræmmende, men de gjorde ingen fortræd, de havde blot behov for forståelse og den fik de ofte fra os børn når vi havde overstået de første drillerier. Jeg spørger undertiden mig selv, hvor originalerne findes i dag – det er mest kopier, der præger bybilledet. Ensformighed, uniformitet og afstandtagen slår den mangfoldighed ihjel, som vi ellers har så meget brug for. Ærgerligt.

Det korte svar er: “Ja, Gud tror – på mennesket”. Denne Vorherres trosbekendelse udsiges første gang ved dåben. Her siger forældrene på det umælende barns vegne ja til Gud. Dåben er ikke en navngivning; præsten spørger ikke “Hvad skal barnet hedde?” som nogle tror, men “Hvad er barnets navn?”. I dåben siger Gud første gang til barnet “Jeg tror på dig”.

På samme kryptiske måde spørger nogle “Var Jesus egentlig kristen?” og her er svaret “Nej, Jesus blev født som jøde og døde som jøde”. Jeg har ofte beskæftiget mig med spørgsmålet “Var Jesus kirkelig?” og mit svar er “Nej, heller ikke”. I øvrigt er der stor forskel på at være kristen og kirkelig, kristenheden og kirkeligheden er to forskellige størrelser. Kristenhed er forsamlingen af kristne, kirkelighed er en institution, en kulturlig konstruktion, der er dannet for at give nogle rammer for kristen praksis og tilbedelse, men den er ikke nogen betingelse for kristentroen.

Jeg er ikke det mindste teolog, men har siden jeg begynde at tænke, beskæftiget min hjerne med idéer og teorier om tro og tvivl; jeg har skrevet og talt meget om disse emner og jeg har altid levet en troendes liv, hvilket på ingen måde betyder at jeg er hverken bedre eller værre end andre mennesker. Selvom tro og tvivl er hinandens modsætninger, lever de også i kraft af hinanden, i hvert fald hos mig.

Jeg er ikke sikker på, at Jesus ville komme i kirke hvis han levede fysisk blandt os i dag. Paulus (som jeg sjældent henviser til, men som trods alt var en væsentlig person i udbredelsen af Jesu tanker) citeres for i en tale til athenerne at sige “Gud bor ikke i templer bygget af hænder”, et synspunkt Jesus i nogen grad også havde. Engang hørte jeg i en kirke-cabaret (jeg husker ikke hvilken): “Dette var mit bud, hvis jeg var Gud: byg ikke kirker med spir, for spir svir”; et frimodigt udtryk for at Vorherre kan få ondt et vist sted af al denne kirkelighed. Ligesom Jesus ikke var kristen, er Gud det ikke. Gud er heller ikke jøde, muslim eller andet af den slags. Gud er Gud, uanset hvilke navne, den troende bekender sig til.

Selvom jeg – som flittig kirkegænger, både til messe og til personlig andagt og bøn – sagtens kan mærke Guds nærvær i kirken, er det ikke kirkeligheden som sådan, Gud besøger, men det enkelte menneske, som Gud tror på, uanset bekendelse og konfession. Jeg diskuterer ind imellem tro og tvivl med ateister, også offentligt. Mine sidste ord til ateisten er som regel: “Det vigtige er ikke om du tror på Gud, men at Gud tror på dig”. Det svar skaber ofte irritation, men sådan er det efter min uteologiske mening.

Ligesom både kvinden og manden siges at bære begge køn i sig i variabel mængde, menes de fire såkaldte temperamenter også at gemme sig i alle i mere eller mindre udpræget grad. Jeg er overvejende melankoliker. Ordet kommer fra græsk hvor det betyder “sort galde”. Det er forholdsvis negative adjektiver, der hægtes på melankolikeren: trist, indadvendt, pessimistisk, men de opvejes af eftertænksom der jo har en optimistisk klang.

Det melankolske, forstået som en personlighedstype, men også en stemning, viser sig hos mig som en grad af sortsyn, bekymring, i værste fald angst og indadvendthed, trang til isolation og måske fattigdom på sociale færdigheder. Det hele materialiserer sig ved mit stærke behov for at være alene og blive tiltrukket af magisk mørke og sitrende stilhed.

Den slags er produktivt for mig og en stærk drivkraft for min dannelse. I aktiv tilstand skærper mørke og stilhed min koncentrationsevne, tilstedeværelse, kreativitet og orienteringsevne både fysisk og mentalt. Jeg kan simpelthen bedre finde vej i mørke og stilhed fordi de eliminerer mange forstyrrelser. De skaber også en god grobund for eftertænksomhed.

Selvom jeg for længst har accepteret melankolien som et vilkår og lært at leve med den har jeg altid oplevet nogle benspænd i forhold til den, f.eks. stemninger som nostalgi og sentimentalitet, som jeg forstår som en slags søskende til melankolien. I hvert fald rører de ofte de samme nervetråde i mit sind; jeg er lettere sentimental af natur. Jeg har let til gråd når noget går mig imod eller jeg oplever uretfærdighed, også over for andre, men i øvrigt også når noget lykkes for mine medmennesker eller mig. Jeg tror, det er udtryk for et mål af enfoldighed hos mig.

En rem af huden af mig rummer også nostalgi, for mig en helt irrationel stemning. Jeg har ikke nogen hjemstavnsfølelse, jeg ser mig sjældent tilbage (bortset fra når jeg rationelt erindrer) og jeg føler ingen smerte ved at tænke på det forgangne uanset hvad der er sket.

Melankoli, sentimentalitet, nostalgi – alt sammen er det et virvar af sanselighed, som i sin natur er ustyrlig og i mit sind ofte “for meget”. Jeg har altså lært at leve med det – hvad kunne jeg ellers?

På trods af min tro bad jeg i årtier ikke til Gud. Det var min missionske opvækst og dens forhold til bøn, der skræmte mig allerede som barn. Der var simpelthen ikke grænser for, hvad man bad Vorherre om i sekten Det danske Missionsforbund, som jeg voksede op i. Også selve formen virkede frastødende og hyklerisk med sine falbelader og salvelsesfulde, messende ord og toner.

Det hele var stærkt inspireret af den norske version af Missionen og ofte påkaldte man Herren Gyd i stedet for Gud; man havde vist en forestilling om at Gud er mere hellig på norsk, end dansk. Efter nogle måneders ophold i Norge berettede digteren Per Højholt engang om nordmændenes bønner til Gud med ordene. “De var så højlydte, at hvis ikke Vorherre hørte dem, så gjorde naboen sikkert” – meget træffende.

Der skulle ikke meget til før missionsfolkene råbte om hjælp. En punkteret bil, manglende penge til husleje, uro og sorte får i familien, foruden naturligvis forhold, kun Gud eventuelt kan hjælpe med, f.eks. alvorlig sygdom og sorg, som ligger udenfor det menneskeligt mulige. Mange af bønnerne – også de højlydte i kirken – handlede mest om hverdagens bagateller, som man burde klare selv eller finde hjælp til i det mere jordiske.

Denne devaluering af bønnen skræmte mig. Gud er jo ikke én man beder om lønforhøjelse hos; samtalen med Gud er ikke en jobsamtale og Gud holder ikke MUS-samtaler – den slags må man klare med chefen og fagforeningen. Gud er heller ikke en servicestation eller et låneinstitut.

Jeg genoptog mit, hvad man i kirkelige kredse kalder “bønsliv” i processen op imod og under min konvetitskoling i slut-90’erne indtil jeg vendte mig mod Moderkirken i 2000. Med et vist forbehold tog jeg atter bønnen i brug og Fadervor blev en slags mantra for mig som i den tidlige barndom når de voksne lagde mig i seng. Siden har jeg udviklet bønnen til at være en form for samtale med Gud – naturligvis med Gud som ordførende. Jeg søger jo hjælp til det, jeg ikke kan klare selv og det ikke fra småtingsafdelingen.

Gud sover ikke, men blunder måske engang imellem, men er altid til at få forbindelse med. Alligevel er der ikke grund til at forstyrre med hverdagens bagateller. Dem må jeg klare selv – eller ringe til Falck, bankrådgiveren eller naboen.

For nogen tid siden lovpriste jeg – som ofte før – kvinden som køn her i Erindringerne. Jeg noterede ganske vist, at det ikke var et forsøg på at nedgøre manden som køn, men sådan blev budskabet læst af en del. Selvom det ikke er muligt at kommentere Erindringerne på nettet, finder kommentarer naturligvis vej til mig og det er OK. Jeg blevet opfordret til at skrive om mit eget køn “da du nu er så utilfreds med det” som én skrev.

Derfor skal dette handle om mit forhold til manden. Også det har jeg skrevet om tidligere, men også på det punkt udvikles mine tanker med tiden; jeg har altid nydt at blive klogere. Når man generaliserer ignorerer man ofte detaljen; fortaber man sig i detaljen mister man let overblikket. Jeg gør nok begge dele i det følgende, så jeg beder på forhånd om nåde, hvis jeg fornærmer nogle eller overskrider grænser. Til sagen!

Min beundring for kvinden får ikke følgeskab af samme for mit eget køn – tværtimod. Jeg synes, som antydet tidligere, at mange mænd er nogle skravl, fodnoter eller parenteser, uinteressante ligegyldigheder, og det står i dyb modsætning til den dominans de historisk har tilranet sig og som mange forsvarer eller ligefrem kæmper for. Det er snarere et kulturelt, end et naturbaseret fænomen. Jeg tror, at fravalget af bløde menneskelige værdier har dannet det, man i nyere tid har kaldt “heman”, altså en forstærkning af mand, og denne ensidige fokusering på og udvikling af ydre styrke, dominans og griskhed koster menneskeracen enorme værdier.

Jeg har forsøgt mig i forskellige herreklubber med diverse formål. Jeg kører pludseligt og umotiveret træt af et selskab kun bestående af mænd (det samme ville sikkert ske i rent kvindeselskab). Jeg befinder mig simpelthen ikke godt i hverken herreværelset eller slyngelstuen. Jeg finder ofte mit medkøns konversation, meninger, holdninger og agéren uelegant, plumpt eller direkte frastødende. Jeg har selvfølgelig en mængde mænd som venner, bekendtskaber, kolleger etc. og mange af dem holder jeg af, så som med kvinden er det manden som type, ideal, rollemodel, ikke den enkelte, jeg mangler begejstring for. Jeg oplever, at mange mænd benægter de feminine sider i sig selv og derfor aldrig realiserer dem. Det ærgrer mig.

Min erfaring og erindring om kvinden begyndte naturligvis med min mor og min farmor, der varetog det, somme vil kalde opdragelse. Det var de to, jeg omgikkes mest. Derefter fulgte pigerne i gården. Jeg voksede op i en byejendom med mange børn. Af det dusin børn der legede i den fælles gård var der to drenge – resten var piger. De var pragtfulde og jeg var stærkt tiltrukket af dem allerede som 4-5-årig på mange (også “voksne”) måder. Anni, Anette, Anne Mette, Lene og hvad de hed, ikke blot prægede min barndom men forførte mig med deres kvindelige kvaliteter. Nå ja, og så dukkede kvinderne jo ad åre op i mit liv og det med de herligste egenskaber. Én af dem, jeg kom til at sætte pris på, var netop evnen til atforføre. Den kunst magter de færreste mænd – de tager bare for sig og hævder en naturlig ret til at gøre det og fylde hvor de er.

I nærmeste familie har jeg med forbløffelse fulgt, hvordan tre kvinder, der alle blev mødre da de fødte døtre, mere eller mindre har undsagt mænd i deres liv. I 1972 føder Lise en datter. Lise er på det tidspunkt 20 år men mere moden end sin alder; faderen er netop fyldt 18 og mindre moden end sin alder og han løber nærmest skrigende bort. Datteren hedder Louise og møder først den flygtende far da hun er fyldt 30. Som 33-årig føder Louise en datter, Soma, hvis far ikke bliver en del af familien. Soma føder som 20-årig en datter, hvis fader ikke figurerer i familiekrøniken. Altså: tre kvinder der alle har født døtre uden fædre.

Det har givet anledning til min måske lidt for kække formulering om at “når manden er kommet kan han gå”. Jeg ved, at de tre mødre ikke er særligt feministiske eller hadefulde overfor manden, de har bare ikke brug for ham har jeg ofte hørt – igen til min undren. Det kan slet ikke sammenlignes med den sydkoreanske feminist-bevægelse “4 Nej”, der er absurd radikal og rabiat, når den præker budskabet “Lad være med at date mænd, gifte dig med dem, have sex eller få børn med dem”. Det er jo meningsløse principper, som hurtigt ville afstedkomme vor races endeligt, og hvad skulle de tilbageværende kvinder (og mænd) så gøre?

Og mig selv? Jeg ville ikke være mig, hvis jeg ikke rettede min kritik indad også. Når jeg gør det, ser jeg bestemt ikke noget ideal. Skulle nogle føle, at ovenstående er noget vrøvl, er det OK for mig. Jeg vil ovenikøbet give ret i det til en vis grænse. Alligevel behøver mænd ikke at komme til min begravelse; her ser jeg helst kun kvinder – min prægtige søn undtagen, men han har også visse ligheder med sin far.

I 1963 indrømmede sangeren Gitte Hænning åbenhjertigt: “Jeg snakker med mig selv, taler med mit bedre jeg”. Grunden til denne private samtale var for Hænning, at hun var konfus af kærlighed. Det behøver ikke være den eneste grund. Jeg vil ikke benægte at jeg kan være hårdt ramt af kærlighed, men det er ikke derfor, at også jeg taler med mig selv. Næsten uophørligt og gerne højt.

Jeg har sådan set let ved at komme i samtale med andre, også hurtigt og dybere og om andet end vejret og inflationen, men psykologer påstår, at mennesker der er meget ydre verbale, også har en indre samtale. Det passer glimrende på mig.

Hvad taler vi så om, jeg og mig? Uden at jeg skal være for indiskret overfor mig må jeg svare: alt! Der er ingen grænser for bedrag og betroelser, løgne, overdrivelser og sladder om andre og hinanden. Alle og alt hænges til skue og tørre, herunder vort eget beskidte vasketøj.

Hvilken form har samtalen med mig selv? Også her er det mangefold. Vi roser og skoser hinanden; undertiden skændes vi bravt; bruger hinanden som en slags skriftestol; og så har vi det princip, at konversationen afbrydes hvis der bliver for megen sniksnak.

Er det “mit bedre jeg”, der er målet for min narcissistiske samtale? Svaret er, at jeg, trods næsten syv årtiers søgen, ikke har fundet et bedre jeg – eller mig for den sags skyld. Ikke at jeg anser mig selv for så enestående, at jeg ikke kan blive bedre, tværtimod, men jeg kan bare ikke finde ud af hvordan. På mange måder er jeg min bedste – eller værste – kritiker. Om jeg føler os splittet? Mon ikke!

Hvad fører denne uendelige samtale så til? Jeg har det med den som med andet betydningsfuldt i mit liv (troen, f.eks.), at uden den ville jeg ikke være til. Den er i dén grad dannende for det, jeg har været, er og bliver. Jeg tror nok, den er tiltaget med alderen og med den selvvalgte alenehed, jeg dyrker mere og mere. På den anden side kunne jeg heller ikke undvære samtalen med andre, der gør mig klogere og er et værn mod at blive for selvcentreret – det er jo faren ved al denne samtalen mellem jeg og mig.

I Det gamle Testamentes første Mosebog fortælles historien om Noahs Ark. Ifølge den giver Gud Noah en meget detaljeret manual om, hvordan han skal bygge arken. “Arkens længde skal være tre hundrede alen, dens bredde halvtreds alen og dens højde tredive alen” står der. I Holland har man bygget en 1:1 model af arken og den er imponerende at skue. Ud over at levere en slags tegning fortæller Vorherre også Noah hvad indholdet skal være. Som bekendt skal alle verdens skabninger reddes for Syndfloden, så slægter kan føres videre. Arken er en slags “mangfoldighedens manifest”.

Da jeg i en del år boede i København, residerede jeg på skift i de tre brokvarterer og jeg holdt mest af Nørrebro, bl.a. fordi netop mangfoldighed folder sig ud i fuldt flor. Også på steder jeg kommer regelmæssigt i andre lande, opsøger jeg mangfoldighed. Det handler ikke kun om bylivet med de mange forskellige tungemål, spændende madtraditioner og mange forskellige måder at omgås på, men om mangfoldighed i alle livets forhold: politisk, religiøst, moralsk, kunstnerisk mv.

Når Gud maner Noah til mangfoldighed i arken, er det fordi Gud naturligvis ved, at mangfoldighed er betingelsen for liv og vækst, i vor tid kunne man tilføje arternes og samfundenes succes, og skal man tage tanken et skridt videre kan man hævde, at mangfoldighed i sin smukkeste form befordrer ligeværd, respekt og tillid mellem mennesker og ofte et stort mål altruisme.

Det er derfor jeg opsøger og gør mig til en del af mangfoldigheden hvor jeg kommer frem. Skal det på trods af de idealistiske tanker anskues egoistisk kan man sige, at jeg reverenter talt lever af mangfoldigheden, ikke pekuniært, men som det afgørende driftsmiddel i mit liv. Jeg bliver simpelthen klogere og mere vidende af mødet med og deltagelsen i mangfoldighed. Groft sagt kan man sige at mangfoldighedens modsætning er enfoldighed. Jeg bilder mig også ind at blive mere forstående og tolerant, ligesom mangfoldighed udfordrer min kreativitet.

Slutteligt skal huskes det ultimative: skønhed. Mangfoldighed er guddommelig smuk.

Nogle af Erindringernes læsere har foreslået at jeg genoptrykker nogle af de over 3.000 artikler, jeg har skrevet livet igennem. Ganske vist er der udkommet en håndfuld antologier gennem årene, men her i Erindringerne spredes nu nogle flere under overskriften “Fra alle årene”.

Årene omkring 1980 var jeg i hopla som koncertanmelder; jeg var flittig, engageret og til tider benhård. En sur læser gav mig øgenavnet “gyllesprederen”. Når jeg spredte gylle, skrev jeg kort – som en kollega sagde: Hurtig lort er bedre end langsom lort”. Et par eksempler:

Sidste koncert var for dårlig

“Organisten ved Bistrupkirken i Hjørring, Steen Jensen, vil til at være akademiingeniør. Til efteråret holder han op med spilleriet for at studere, og i aftes spillede han koncert for sidste gang i sin kirke. Jævn og ligetil, iført blå arbejdsskjorte, stort skæg og sygekassebriller, satte han sig til orglet og spillede Buxtehude, Cleramboult og Bach som om det var mandag morgen og han skulle til den daglige øvning.

Som skjorten, ligeså musikken. Den var slet ikke færdig, og man følte faktisk, at man havde fanget organisten i en arbejdssituation, undervejs med indstuderingen. Der var en del spillefejl, det hele var lettere urytmisk, og som følge af disse tekniske skavanker havde Steen Jensen ikke rigtigt overskud til at frembringe noget virkeligt musikalsk. En detaljeret opremsning af ulyksalighederne er uinteressant, men generelt drejede det sig om manglende holdning til værkerne. Hvilket naturligvis ikke udelukker, at Steen Jensen er en god gudstjenesteorganist og at han vil blive en fortræffeligt spillende ingeniør”

Uheld og fejl

“En dame ved navn Maria-Teresa Topperzer fremførte i aftes værker for harpe. Desuden skiftede hun en streng, stemte sit instrument en snes gange, uden dog at få det til at stemme, og undskyldte overfor det fåtallige publikum de talrige uheld. Et værk spillede hun fejlfrit og fremragende. Et værk gik ganske i fisk og det spilede hun ikke til ende. De resterende syv værker blev spillet i brudstykker, idet musikeren uophørligt standsede op, enten for at kigge i noderne eller for at skifte pedal. Når hun ikke gik i stå, skøjtede hun hen over værkerne og lavede fejl på fejl. Enten havde Topperzer en særdeles uheldig aften, eller også er hun en elendig musiker. Jeg tør ikke dømme, men jeg er tilbøjelig til at tro det sidste. Selv de utallige fejl var umusikalsk lavet.”

Ifølge Den danske Ordbog udtrykker ordet pyt bl.a. at noget ikke har nogen betydning eller interesse. Jeg synes ikke, det er noget kønt ord, men indholdet har en vis charme. Det skaber en balance mellem det rationelle og irrationelle, fornuft og følelse og det rabiate og rimelige. Brugen af det kan være udtryk for empatiske evner, et stort verdens- og livsoverblik, i sidste instans en evne til overlevelse. Nu er vi ude i de store filosofiske overvejelser over et af de mindste mest nok meget brugte ord i det danske sprog. Tilbage til virkeligheden:

Jeg kendte ordet i forvejen, men min datter Nathalie på 35, som er sprogkyndig på højt niveau, åbenbarede betydningen for mig på en perspektivrig måde allerede da hun som lille blev storforbruger (godt og vel) af sproget. Det begyndte et så legendarisk sted som London Zoo, som jeg nødtvungent besøgte sammen med hende.

Jeg har lært og lærer utrolig meget af Nathalie. Herunder hendes pyt-strategi, som jeg gerne ville tro hun havde arvet fra sin far, men nej – det går den anden vej. Som dengang vi fór vild i London Zoo. Jeg gik faktisk i panik, men Nathalie bragte mig til ro: “Bare rolig, vi skal nok finde ud, Daddy”. Eller da hun som 14-årig fik konstateret diabetes: “Jeg er jo så ung, så der findes nok en løsning engang” trøstede hun den bekymrede far med”. Og i det små: hendes farmor bøvlede med at åbne en dåse og så trådte den 4-årige til med bemærkningen: “Du skal ikke være ked af det farmor, du har jo ikke lært det som barn”.

Sådanne anekdoter samler alle forældre nok på, men Nathalies pyt-strategi anvender hun stadig som voksen kvinde; hendes far er stadig den overbekymrede; Nathalie vejleder mig stadig. Ikke fordi hun er ligeglad eller ubekymret om livet og verden, tværtimod, men fordi hun er et empatisk og forstandigt menneske, der forstår at perspektivere og prioritere så der bliver overskud til at klare de virkelige problemer. Jeg beundrer denne egenskab og ville gerne være i besiddelse af bare en smule mere, men pyt – jeg har jo Nathalie.

Ikke alle kunne lide den musik Charles Ives (1874-1954) skrev. Ives var forsikringsmand og fritidskomponist men blev en af de helt store i amerikansk historie med sin ret avancerede musik. Når folk kom med mishagsytringer om hans musik svarede Ives: “Rejs Dem og tag det som en mand”. Der var kontant afregning både fra publikum og komponist.

Jeg tænker på det fordi jeg i 2021 her i Erindringerne skrev et kapitel med titlen “At anmelde musik”. Det henviste til en dobbeltkronik jeg skrev i Aalborg Stiftstidende i 1979 som forsvar for mine anmeldelser, der ofte pådrog sig læsernes/publikums vrede. Når emnet igen er aktuelt for mig, er det fordi jeg fra nytår har afsluttet en lang karriere som musikanmelder – i hvert fald foreløbigt.

Siden min første egentlige anmeldelse i Kristeligt Dagblad i 1974 og til den seneste på www.kulturen.nu i december 2025 er det blevet til ca. 4.000 af slagsen. Ud over KD har jeg været tilknyttet Aalborg/Nordjyske Stiftstidende, Weekendavisen, Vendsyssel Tidende, Berlingske og senest net mediet www.kulturen.nu. I bogen “Signaturer fra en provins” (2024) findes et glimrende kapitel om denne del af mit virke.

Det herlige www.kulturen.nu, der kom til verden som en slags fortsættelse af den næsten udslettede kulturdækning i Nordjyske Stiftstidende, er desværre ophørt – eller i det mindste sat på stand by. Min tilnytning til kulturen.nu varede fra 2021 til 2025 og afstedkom ca. 200 artikler.

Selvom jeg har måttet opgive hvad der var en yndlings metiér, har jeg ikke forladt mine basale synspunkter om anmelderiet som jeg skrev om dengang for 47 år siden. Derfor får jeg lyst til at gentage nogle af dem her i kort form:

De grundlæggende kvalifikationer for musikanmelderen er at han/hun dels har en viden om/et engagement i musik, dels at han/hun kan skrive. Man kan naturligvis diskutere niveauer i den anledning, men anmeldelsen er en hæderkronet litterær genre, som kræver sit.

Hvem skriver man for og hvad er formålet? Disse grundliggende spørgsmål bør stilles om al kommunikation, naturligvis også for kunstkritikken. Er målet publikum, musikere og komponister, måske selve musikbranchen? Jeg bestræber mig på at ramme bredt, bl.a. ved ikke blot at kommentere den konkrete musik, men også programvalg, hele koncertinstitutionen, tendenser og traditioner mv. Det er jeg, jeg undertiden har fået tæsk for, for må man anmelde publikum som jeg ofte gør?

Anmelderen bør ideligt være opmærksom på forholdet mellem det subjektive og det objektive.  Når jeg skriver at klarinetten spillede falsk i tredje takt, læner jeg mig op af min faglighed, men skriver jeg at det kun er liget, der kan udholde Brahm’s Requiem (som min forgænger George Bernard Shaw skrev), så udtaler jeg mig på lige fod med enkefru Madsen, der synes, at dødsmessen er henrivende – altså subjektivt. Tidligt introducerede jeg “alment anmeldervælde” med inspiration fra Luthers almene præstevælde. Hermed menes, at man som anmelder bør have samme respekt for fru Madsens smag som jeg forventer at hun har for min viden.

Det kræver et vist mod og et mål empati at anmelde kunst. Det er som at danse ballet på en knivsæg. Hvad angår mod, så har jeg kun sjældent frygtet reaktioner og når det gælder empati, henviser jeg til mit store forbillede, førnævnte Shaw som engang skrev da han blev anklaget for ikke at være nogen gentleman: “Jeg har aldrig kunnet se, hvordan en Kritikers Pligter, som bestaar i at komme med pinlige bemærkninger om de mest følsomme af hans Medskabninger, skulde kunne forenes med en Gentlemans Opførsel. En Kritikers Job er af den Art, at han ikke burde kende noget Menneske endsige tilhøre nogen Klub”.

Selvom musikkritiken er på retur såvel i Danmark som i store kulturlande som Frankrig og Tyskland, så skal man ikke underkende dens indflydelse på musik og musikliv. Et godt eksempel er Wiener-anmelderen Eduard Hanslick (1825-1904), en af historiens mest indflydelsesrige af slagsen. I en tid hvor den store Wagner var populær vendte Hanslick sig imod hans musik og fremhævede i stedet for dengang mindre kendte komponister som Brahms og Bruckner. Det fik direkte og stor betydning for deres berømmelse – det gjaldt i øvrigt også Liszt og Mahler.

Det ville ligge mig fjernt at sammenligne min egen anmeldervirksomhed med Shaws eller Hanslicks. Men i førnævnte bog “Signaturer…” omtales dødstrusler imod mig i anledning af en anmeldelse. Det er da også noget…