• Mine 80’ere – ro på

    Den første koncertanmeldelse jeg skrev i 1980 bar overskriften “De øvede sig, andre gjorde oprør” med henvisning til tre unge musikere, der koncentrerede sig om musikken. Sætningen henviste måske også til mig selv og mine otte år på konservatoriet i 70’erne. Jeg gjorde oprør, sikkert mere end øvede mig. Med 50 års afstand synes mine 80’ere at rumme mere seriøsitet og reflektion end tidligere og det er vel ikke unaturligt. Jeg har næppe oplevet det sådan dengang, men det var nok tiltrængt efter de heftige 70’ere. Dog blev jeg ikke mindre aktiv selvom jeg måske fik mere ro på – tværtimod. Apropos anmeldelsen ovenfor citeret, så viser annalerne, dvs. min…

  • Mine 70’ere – drøn på

    1. februar 1970 – to dage før min 16 års fødselsdag – skrev jeg en kommentar i Aalborg Stiftstidende med overskriften “Det skal vi unge ikke acceptere”. De første linjer lyder: “Det er en almindelig opfattelse, at det at være ung i dag er lig med at være langhåret, snakke om kærlighed og gå rundt på gaden i en rus af LSD og samlejetanker. Det synes de fleste, og de meninger må vi unge tolerere, men ikke acceptere. For det kan ikke være rigtigt, at vi skal konfronteres med intolerante og idiotiske, moraliserende bemærkninger, fordi vi er så naive at tro, at vi kan ændre den gamle forestilling om, at…

  • Mine 60’ere – begyndelsen

    Jeg har kun tre fotos af mig selv fra min barndom. De er i øvrigt min eneste immaterielle arv (der var ingen materiel arv, hvilket jeg ikke bebrejder nogen, men blot en unyttig konstatering). Min far var ivrig fotograf og der blev taget billeder og smalfilm i ét væk af os to børn. Men ved et lumpent og snedigt tyveri fra min nevøs side forsvandt alt, da mine forældre døde. Dog: tre fotos har jeg altså. I min teenage- og voksentid er der så taget hundredvis af billeder af mig, som af så mange andre. Det først af de tre barndoms-fotos må være taget få måneder efter min fødsel i…

  • Erindringer årgang 5

    Her ved indgangen til min femte år som erindringsskriver spørger jeg mig selv for jeg ved ikke hvilken gang, hvorfor jeg skriver og tilmed udgiver erindringer. Jeg har flere gange givet et lidt lemfældigt svar på dette spørgsmål: “Fordi de er der. Nu er tiden kommet til at rydde op og ud, si og sortere; fortælle det, der ikke kom med i bøgerne og foredragene, i salonerne og på værtshusene, i samtalerne og skænderierne”. Jeg har også nogle gange uddybet svaret når jeg mere direkte blev konfronteret med spørgsmålet ved en bogpræsentation ell. lign. Men stadig er jeg i tvivl. Indtil videre har jeg lukreret på en stor mængde tekster, jeg skrev for…

  • Erindringer – kort pause

    Efter kapitel 320 ud af planlagte 1080 holder www.engang.nu en kort pause, nærmere bestemt indtil 3. marts 2023, hvor “Sæson 4” af erindringerne forventes at udkomme i bogform. Titlen mere end antyder, at der er udkommet tre bind før. Det kunne ikke være mere sandt. Men også at flere er på vej. Bøgerne kan købes via www.forlagetnordkraft.dk Stadig kan man finde hele samlingen her på sitet og fra 3/3-2023 fortsættes udgivelsen af mine erindringer her på www.engang.nu ganske gratis. Vil man have en påmindelse om nye kapitler kan man på sitet tilmelde sig, også uden betaling. Tak for interessen indtil videre – jeg håber, den holder ved! Evanthore Vestergaard

  • Autodidakt

    Jeg forlyster mig undertiden med at vende bonmot’er på hovedet. “Man lever så længe man lærer” er således min erfaring – jeg ville ikke være i live uden den kolossale drivkraft nysgerrighed. Om den er genetisk betinget eller en del af dannelsen ved jeg ikke og det betyder heller ikke noget, bare den er der. Denne ubændige trang til at lære, vide mere, blive klogere for at kunne mere og bedre, er for mig, som sikkert for mange, realiseret i to spor: dels har jeg et par formelle uddannelser, dels er jeg autodidakt, altså selvlært, på forskellige områder. Min erfaring er, at det, der giver mest og bedst fremdrift i livet ikke er…

  • Samtal!

    Jeg har skrevet om det før her i erindringerne, men samtalen kan ikke overvurderes og en vigtig del af den er gentagelsen. Derfor: Min trang til samtale er umættelig. Jeg tror, at samtalen kan løse mange af de problemer, politik og andet ikke kan. Jeg mener ikke snik-snak – smalltalk som det også hedder -, enetale eller debat, som jo kommer af “at kæmpe”, men i egentlig forstand samtale. Som i tango skal der to til samtale, mindst, for naturligvis kan der være mange flere, hvis de ellers forstår samtalens natur. Jeg tror, at samtale kan føre til samarbejde. Da Ordkraft Festival kom til verden i 2011, var samtalen en del af fundamentet i mit…

  • At vogte kunst

    Jeg har været interesseret i billedkunst så længe jeg kan huske. Jeg er på ingen måde ekspert på området, selvom jeg har skrevet en del om det gennem årene og oplevet sandsynligvis flere tusinde udstillinger gennem livet. Det samme med arkitektur – jeg har været fascineret af bygningskunst siden jeg var barn og har ment, sagt og skrevet en del om arkitektur, men altså “con amore”, ikke professionelt.  I 2014, jeg fik det, man kalder en raptus: jeg kunne godt tænke mig at være kustode. Nu sker det ret ofte, at jeg får irrelevante indfald, men netop dette trængte sig på i nogen tid, og da jeg de seneste 30…

  • Politik

    Jeg har tidligere skrevet om min personlige politikerlede her i Erindringerne. Den er ikke rettet imod de personer, der vælger at blive politikere, men snarere imod forestillingen om politik som løsningen på alle problemer. Et godt, aktuelt eksempel på politiks uduelighed som problemløser beskriver den franske forfatter Édouard Louis. For politikere er politik abstrakt, for “almindelige” mennesker, især de laveste sociale klasser, altså de fleste, er politik virkelig. Politikerne forsøger at bilde befolkningerne ind, at fattigdom ikke eksisterer på trods af at fattigdommen i f.eks. Europa vokser. En mindre synlig, men farlig bivirkning ved dette er, at for de fattige bliver også sproget fattigt – og fysisk. Derfra er det ikke langt til handling af…

  • Fremmedord

    En af mine akademiske ungdomskærester sagde engang i et skænderi: “Du er simpelthen den mest udprægede cyklotymist jeg kender!” Jeg måtte afbryde løjerne et øjeblik for at slå op i Gyldendals fremmedordbog (det var før Google), men her kunne jeg ikke finde ordet, og så måtte jeg jo krybe til korset og udbryde “Sussi, jeg aner ikke hvad du mener”. Da fik hun – igen – sin lyst styret ved at belære mig om, in casu, at en cyklotymist er en humørsvingende person. Hun måtte nødvendigvis også bibringe mig den bagvedliggende latinske forklaring, men derefter opløstes skænderiet i et grin. Jeg er ellers ret vild med fremmedord. Som storforbruger af sprog er…