• Talen til Europa

    I juli 2000 blev Øresundsbroen åbnet. En måned efter stod jeg midt på broen med udbredte arme og vendt mod syd og holdt en tale til Europa. Jeg lovpriste Europa, Sverige og broer højlydt, men talen blev kun hørt af én person, hvis hun overhovedet hørte efter, nemlig min elskede Sofie, der foranstaltede denne enestående mulighed for at stå midt på broen og holde tale. Jeg er fuldblods europæer og har holdt flere taler til Europa på spektakulære lokaliteter. Efter bro-åbningen fablede jeg om min brotale i ét væk, og da Sofie og jeg en dag havde ærinde i Lund og Sofie sad ved rattet, standsede hun pludseligt i det…

  • Kunstneriske overfald

    Jeg er ikke den store tilhænger af turistattraktioner. Jeg færdes yderst sjældent i det parisiske latinerkvarter og TV-tårnet på Alexanderplatz og Tour Eiffel har jeg lissom oplevet. Til gengæld tiltrækkes jeg af storbyers mere depraverede kvarterer, problematiske indvandrerkvarterer, luderkvarterer o.s.v. Jeg har ganske vist aldrig været kunde slige steder og jeg ved ikke rigtigt hvorfor jeg kan lide at indånde lugten af nød og død, elendighed og håbløshed, men måske er det forestillingen om det farlige, der udfordrer. Hvad dét angår er jeg til gengæld blevet skuffet. Nogle få gange har jeg oplevet noget, der kunne være blevet overfald, men i virkeligheden – da skrækken havde lagt sig – viste sig at…

  • På stoffer

    Skønt mine vigtigste modningsår foregik 1968-72 har jeg aldrig røget hash endsige gjort forsøg med euforiserende midler. Egentlig har jeg aldrig haft nogen animositet over for det, der kaldes bevidsthedsudvidende stoffer. Mennesker må gør hvad de vil når blot de ikke skader andre. Jeg har bare altid haft en forestilling om, at arbejdet med bevidstheden kunne foregå intellektuelt og  åndeligt, og det har så være min praksis.  Som jeg har beskrevet andetsteds her i erindringerne har jeg flere gange været i psykisk krise, indlagt på psykiatrisk og tidligt i mit liv forsøgt selvmord tre gange. Det kunne jo være at de kunstige stoffer ville have hjulpet mig, men jeg har haft…

  • Til lykke til mig selv

    Min farfar talte ned til sin fødselsdag hele året, men på selve dagen ville han ikke høre tale om den, endsige fejres. Jeg har det på samme måde. Jeg frabeder mig enhver henvendelse, jeg er som regel alene, kun mine børn forventer jeg en hilsen fra, og for ikke at blive skuffet sender jeg dem en reminder dagen før. Ellers handler min fødselsdag om at få en smule af tre elementer, der er vigtige i mit liv: elskov, kunst og religion (nævnt alfabetisk). Hemmeligheden ved de tre er at de gør det samme ved mig, men på forskellige måder. De flytter mig. Jeg er aldrig helt den samme efter en…

  • Ikke rigtigt god til noget

    I grunden har jeg vist aldrig været rigtigt god til noget. Som teenager prøvede jeg mig frem som så mange andre – som digter, komponist, samfundsrevser (som min far stolt kaldte det), filmmager og meget andet. Det meste af det blev jeg ved med – med et voldsomt CV og omfangsrigt visitkort til følge. Allerede som 7-8 årig mødte jeg begrænsningens kunst uden rigtigt at anerkende den. Jeg meldte min ind i FDF (Frivilligt Drenge Forbund, vistnok Aalborg Kreds 2) med hvad det indebar, bl.a. en uniform – jeg som hader uniformer! Grunden var, at jeg gerne ville være tambourmajor. Allerede dengang måske båret af min trang til at gå…

  • Drikkepenge

    En god, meget rejsende ven, mener, at drikkepenge skal man give når man ankommer til hotellet eller restauranten, ikke når man forlader den. Filosofien er, at man ved at indlede med den generøse adfærd kan forvente bedre betjening, end hvis man belønner indsatsen til sidst.  Han er dansker lige som jeg, og danskere er ikke kendt for at give drikkepenge. Han har så kombineret dansk snusfornuft med udansk generøsitet.  Både i Danmark og i udlandet fortæller servicepersonale, at danskere generelt er fornærede, uvenlige, nidkære med udregninger og i det hele taget uvante med at færdes i ”servicemiljøer” endsige belønne en god indsats. Undtagelser findes – når en typisk dansker uforskammet runder regningen op…

  • Mit Fadervor

    Som bekendt er udtrykket ”At kunne mere end sit Fadervor” ikke udpræget positivt. Det betyder noget i retning af at man er udspekuleret, måske skurkagtigt, og det står dermed i kontrast til det indhold, bønnen Fadervor har. Jeg er vokset op med Fadervor og har bedt bønnen hele mit liv. I de senere år mange gange dagligt, nærmest som et mantra; det har stor betydning for mig og jeg har brugt megen tankevirksomhed og samtale med Gud om mit Fadervor’s indhold og betydning. Jeg er katolik og da jeg gik i konvertitskole for 20 år siden lærte jeg en anden bøn at kende, nemlig Rosenkransen. Rosenkransen er både en fysisk genstand,…

  • Ned med højtideligheden!

    Da forfatteren G. B. Shaw var musikanmelder skrev han om Brahms’s musik: ”Jeg kan ikke fordrage Brahms når han er højtidelig. Hans Requiem er det kun liget der kan udholde”. Jeg har det på samme måde med livet: jeg kan ikke fordrage det når det bliver højtideligt. Jeg bliver rørt, jeg har let til tårer og – værst af alt: jeg har svært ved at tro min egen og andres oprigtighed når vi stiller an med overdreven følelsesmæssigt engagement. Når det handler om døden et vist mål hykleri: hvem sørger den efterladte egentlig over? Den døde eller sig selv?  Jeg har svært ved højtider og højtidelighed og jeg går yderst…

  • Nytårsknald 2 – københavner klokkeri

    Som beskrevet i gårsdagens kapitel bruger jeg som mange andre nytårsaften til at gøre status – i mere eller mindre ædruelig tilstand. Jeg holder min egen fest, men synes egentlig ikke at livet og verden ser så meget anderledes ud på årets sidste dag end næste års første. Nuvel, der er undtagelser og en sådan skulle det, der ikke blot var årsskifte, men årtusindeskifte være, syntes jeg. Der var så mange fjollede arrangementer verden over i den anledning samtidigt med at halvdelen af jordens befolkning holdt vejret, for hvad nu hvis computerne svigtede og der slet ikke kom et nyt årtusinde…? Jeg kan godt lide en vis storladenhed, så et…

  • Nytårsknald 1 – Christina og den evige stad

    Lige som juleaften er jeg helst alene nytårsaften. Dels fordi jeg har let til tårer, dels fordi jeg har en frygtelig trang til at gøre status og bruger enhver plausibel anledning til det – nytår er jo oplagt. Altså deltager jeg sjældent i den tåbelige fest, selvom den kan udøves under mere civiliserede former end det er sæd og skik i Danmark. Det vender jeg tilbage til. I 1985 var jeg blevet gift med Dronning Christina og vi havde udskudt vores bryllupsrejse til nytår, så juledag drog vi til Rom. Vi nødsagedes til aftenen før at overnatte i København og fruen havde sat vore venner Else og Otto stævne på Copenhagen…