Jeg har skrevet utallige oder til kvinden. Her er én til, lidt mere subtil måske, med udgangspunkt i jomfruen over alle: Maria, Jesu moder. Efter min første fascination af at selveste Helligånden befrugtede Maria, vendes min beundring for Maria til det faktum at hun ikke havde brug for en mand. Ikke i betydningen handyman, forsørger eller socialt statussymbol, men til selve skabelsen af et nyt liv, hvor hvad der kaldes naturen jo fordrer i det mindste en kortvarig tilstedeværelse af manden. Der skal to til tango, helst af forskelligt køn, og der skal en mand og kvinde til at skabe nyt liv. For mandens vedkommende i det mindste den ressource, som hans sæd er.

Min ideelle kvinde, som der findes mange af, bevarer sin jomfruelighed når hymen er brudt og moderskabet måske på vej. Marias mand Josef var sikkert en skikkelig og sød fyr, god med sine hænder, måske ueffen med det øvrige, men i hvert fald udstyret med kærlighed til Maria, en pæn portion tilgivelse, men næppe nogen større forståelse af, hvad det var der skete omkring ham, hvilket ikke kan bebrejdes ham. Eftertiden erstattede forståelse med tro, men tro kendte Josef nok ikke til.

Nu blev Maria jo ikke gravid af liderlighed – så havde der ikke været brug for Helligånden; Maria havde en særlig mission, som var varskoet hende, men som hun nok heller ikke forstod, for tro skal og kan ikke forstås. Hændelsen blev idylliseret og Maria idealiseret – det sidste med rette. Dog: Alle kvinder bærer livet i sig, uanset om de føder børn eller ej. Alle kvinder er mødre for Vorherre (og menneske-børnene), de bærer alle aldre i sig og deres forbilledlige ressourcer forbliver intakte livet igennem.

I undfangelsen virker manden ved sin styrke, ved at vokse, penetrere, tage kontrol. Når han er kommet, kan han gå. Kvinden virker ved at åbne sig, tage imod og tage ansvar; ergo: ikke at gå, men blive. Hun forlader aldrig barnet. Heller ikke barnet i manden. Manden er ubrugelig set i evighedens perspektiv, og skal jeg være fræk og fordomsfuld: også i det mere midlertidige. Kvinden er ikke blot en naturlig nødvendighed, men – livet selv. Hun kan være gift eller ugift, barnløs eller moder, hun vil altid være enestående – den evige jomfru. Jeg kender adskillige kvinder, der ikke har brug for en mand hverken til det ene eller andet (undtaget dog formering) og jeg forstår dem godt.

Før dette kommer til at ligne et ikke ment udfald mod manden, måske direkte misandri, og ikke en hyldest til kvinden, skal erindres om, at der naturligvis findes store ånder blandt mænd, men næppe flere end blandt kvinder. Der findes modige hærførere, driftige industrifolk og kyndige vejledere blandt mænd, men næppe flere end blandt kvinder. Manden vender jeg tilbage til i et kommende kapitel.

Der tales en del om fysisk nedslidning i disse år og selvom det har været en realitet for mængder af mennesker siden industrialiseringen i 1700- og 1800-tallet og sandsynligvis hele menneskeartens levetid, er det tilsyneladende først nu at man har afdækket konsekvenserne af hårdt fysisk arbejde og forsøger at afbøde og kompensere for negative virkninger. Jeg vil ikke et sekund anfægte de mange, der gennem slidsomt fysisk arbejde skaber merværdi til kapitalen og samfundet i et omfang, der slet ikke står mål med den løn, de får og de risici, de løber.

Jeg gør blot stilfærdigt opmærksom på, at også åndens arbejde kan være ekstremt hårdt, farligt for sjæl og sind (og krop!) og medføre mental nedslidning og hvis merværdi er mere indirekte, måske helt usynlig og derfor ofte deler skæbne med det fysiske arbejde, der lider under dårlig aflønning, manglende anerkendelse mv. Kort sagt: åndens arbejder er lige så udsat som håndens og for begges vedkommende trives en del myter, dårlige forklaringer, manglende vilje til forbedringer, udskamning og det, der er værre; det meste også pga. manglende indsigt.

“Det må være dejligt at kunne leve af sin hobby”, “Hvor skønt for dig at arbejde og interesse går op i en højere enhed”, “Hvis det er så hårdt, så grib dog en skovl”, “Du har jo selv valgt det – det har arbejdsmanden ikke” etc. De fleste skabende og udøvende kultur- og kunstarbejdere har hørt dette og mere til. Ellers kan de finde det i medierne, hvis de bevæger sig ud mellem “almindelige” mennesker eller deltager i de bestandige politiske skænderier om de få og små midler, der afsættes til kunst og kultur.

Jeg har beskæftiget mig med åndelige sysler siden jeg var barn. Jeg har ikke selv valgt det. Jeg er ikke blevet tvunget af forældre, lærere eller andre, men dikteret af en indre drift, i højtidelige sammenhænge et “kald”, hvilket lyder lidt for religiøst for mig; jeg føler heller ikke, at Vorherre har tvunget mig. Når det er vanskeligt at finde en egentlig forklaring, kan jeg sige at “det er bare sådan, jeg er; jeg er født sådan eller det kom bare eller hvad skulle jeg ellers?” og den slags. Det har dog udviklet sig til at blive en slags forpligtelse for mig.

Det er sket fordi intenst mentalt/åndeligt arbejde gennem over 60 år har bygget et bjergmassiv af visioner, drømme og målsætninger op i mig. Det er mindst en prøvelse, måske en lidelse, i værste fald et ufravigeligt vilkår eller netop en forpligtelse som jeg må leve med til jeg ikke gør det mere og som minut for minut medfører mental nedslidning, især naturligvis når visioner ikke realiseres, drømme ikke nås og målsætninger stedse bevæger sig op mod stjernerne og hvert skridt jeg tager, medfører enten to skridt tilbage eller fordrer flere skridt frem.

Alt dette skaber forventninger og krav både indefra og udefra og tusinder er bukket under for dem, enten ved at tage deres eget liv eller ved at blive spærret inde så de ikke gør det. Den banale sandhed er, at det er utrolig vanskeligt at skabe kunst. “En forfatter er en for hvem det er sværere at skrive end det er for andre mennesker” sagde Thomas Mann og det gælder naturligvis alle kunstarter. Det er meget hårdere at beskæftige sig med musik, det være sig som komponist, udøver eller formidler, end det er at dyrke den som amatør eller tilhører.

Skønt det kompositoriske var udgangspunktet og jeg også har en uddannelse som udøver, valgte jeg på et tidspunkt at være formidler, iværksætter, udvikler, debattør mv. For mig havde det flere bivirkninger. Jeg bevægede mig ud ad den kuvøse, det kan være at sidde alene i et hermetisk lukket univers og skrive præcist det, man kan og vil. Da jeg bevægede mig “ud i verden” fandt jeg ud af, hvor stor, ubegribelig og kompleks den er, selv hvis man fokuserer på kunst og kultur. Lykkes man med noget skærpes omgivelsernes forventninger og krav til én. Mislykkes man forstørres de endnu mere.

Jeg fandt også ud af, at ligesom for den skabende musiker begrænses arbejdet ikke til de timer, man tilbringer med nodepapiret, det er en aldrig hvilende tilstand, der medfører et tankemylder af den anden verden – i drømme såvel som i vågen tilstand. Det befordrer en hyperaktivitet, som kan være opslidende og måske sammenlignes med den fysiske nedslidning hos en minearbejder. Sind, sjæl og krop hænger jo sammen og jeg er adskillige gange i mit liv blevet overmandet af en fysisk træthed og sårdannelser på sind og sjæl så jeg var ved at give op.

Før dette kommer til at lyde for klynkende og måske opfattes som om jeg angler efter medlidenhed (hvad jeg bestemt ikke gør), skal med, at mit arbejde dagligt har positive effekter i mit liv. Jeg kunne kålhøgent sige at “det manglede bare” eller som jeg sagde i takketalen for en kulturpris “det var på tide”, men jeg ved jo godt at den slags kan give øretæver og det kan også blive trættende. Og jeg har jo selv valgt mit “såkaldte” arbejde – eller?

Jeg er et melodimenneske. Jeg har siden min barndom været stærkt optaget af sang; jeg voksede op med syngende forældre; i skolen hed et af fagene “sang” og læreren blev kaldt Sang-Sørensen. Senere blev jeg organist hvor salmer og fællessang jo udgør størstedelen af virket, så blev jeg uddannet på konservatoriet og lærte om den melodiske diatonik som en søjle ved siden af harmoni og rytme, i den vesteuropæiske musiks historie.

Med min hang og trang til det filosofiske anser jeg melodi for at være bærer af individet, harmoni det sociale og rytme det historiske; med andre ord det horisontale, vertikale og kronologiske. Jeg tror, de fleste mennesker har disse dimensioner i sig i forskellig grad og former. Jeg er mere individualist, end social, mere solist, end korsanger. Jeg har naturligvis et historiesyn, men det er mere synkront, end anakront. Jeg tor, at verden udvikler sig på tværs af historien, ikke på langs.

Jeg har skrevet mange sange – de skal tælles i hundreder. Det begyndte da jeg som 9-årig akkompagnerede en, i øvrigt blind, sanger, Ellen Hjøllund, og hun kom med nogle tekster, som hun bad mig skrive melodier til. Efterhånden som jeg blev mere optaget af det kirkelige, kom salmerne til. Efter at en salmekonkurrence udskrevet af Kristeligt Dagblad i begyndelsen af 70’erne bragte 700 nye tekster til veje, skrev jeg melodier til omkring halvdelen af dem. Undervejs blev det til melodier til tekster af danske digtere og senere til større sangværker for sang og flere instrumenter. Det ebbede ud i slutningen af 90’erne med tekster af Poul Borum og Michael Strunge. Nå ja, og så skrev jeg en bryllupssalme og en skilsmissesalme for få år siden, for første og eneste gang til egne tekster. Hertil kommer en stor mængde kirkemusik, naturligvis mange korværker.

Så melodien, stemmen, blev mit kompositoriske liv. Min yndlings stemmetype er mezzosopran, en kvindestemme, der for mig rummer enorm dynamik, et stort følelsesregister og megen kropslighed. Det har fulgt til valg af en lille håndfuld danske sangere, som har udført mine sange og som jeg (stadig) nærer stor respekt og ægte følelser for, og som nok senere får en præsentation her i Erindringerne. I takt med det har jeg også altid været tiltrukket af instrumenter, der i særlig grad er bærere af melodi, f.eks. cello og fløjte.

Min interesse for sangen begrænser sig ikke til det klassiske. Fra jeg var barn har jeg også været optaget af popmusik især fra Frankrig, Sverige og Tyskland, der altid har leveret spændende og stærke sangere hvor de ikke-klassiske genrer er kendetegnet ved høj kvalitet og stor seriøsitet og hvor igen drama og erotik synger med.

Paradoksalt nok synger jeg aldrig selv, ikke engang i badet. Når jeg deltager i fællessang mimer jeg, og da fællesskaber ikke er nogen livret synger jeg heler ikke i kor. Den obligatoriske deltagelse i konservatoriekoret i 70’erne var en lidelse, men min far, selv en flittig og glimrende sanger, gav mig det råd, at hivs jeg kedede mig under Händels Messias skulle jeg bar stå deroppe i tenorrækken og synge “ta’ din hue af” når de andre gjaldede “Halleluja”. Det er vokalerne, det komme an på mente han klogt og det er netop dette kapitels ærinde.

Nogle af Erindringernes abonnenter har foreslået at jeg genoptrykker nogle af de over 3.000 artikler, jeg har skrevet livet igennem. Ganske vist er der udkommet en håndfuld antologier gennem årene, men her i Erindringerne spredes nu nogle flere under overskriften “Fra alle årene”.

Fra 1977 bringes et uddrag af min velkomst til nye studerende på Nordjysk Musikkonservatorium. Jeg havde som studenterrådsformand fået den idé at lave en lille håndbog til de nye – den første nogensinde – og den indledtes med velkomst. Jeg skriver bl.a.:

For mange er det en livsdrøm, der går i opfyldelse, når de får mulighed for at arbejde med det, de holder af. I så henseende er konservatoriestuderende privilegerede, men det skal ikke forlene nogen til at tro, at studiet eller arbejdet med musik i det hele taget er problemløst og rekreerende.

Det er nemlig svært at studere i dag. Ikke blot er de økonomiske og miljømæssige vilkår ringe, men studerende og de institutioner, de arbejder på, er i de senere år blevet mål for det etablerede samfunds mistænksomhed, hvilket har skabt store problemer for den enkelte, både af personlig og faglig art.

Udviklingen har dog også befordret en politisk bevidstgørelse, som givet viser sig at være værdifuld. Det er simpelthen ikke muligt at være politisk uafhængig som studerende. På den anden side tolererer Staten heller ikke politisk engagement og aktivitet, der er den imod, og derfor er sådan virksomhed farlig; én af sommerens varmeste avissager viste os nemlig, at Staten via sin efterretningstjeneste holder øje med os, og mange udtalelser og konkrete handlinger fra Folketingets side har godtgjort, at man er ude efter de humanistiske og kunstneriske uddannelser.

Nu har konservatorieverdenen holdt sig tilpas på afstand af al politiséren, men…

…hvorefter der kommer en portion vulgærmarxisme og konspirationsfrygt, men jeg slutter dog optimistisk:

Når jeg i det foregående har “malet fanden på væggen”, må jeg også gøre opmærksom på, at Nordjysk Musikkonservatorium er et sted med muligheder. En velkvalificeret lærerstab, 75 studerende, der i det daglige forstår nødvendigheden af at hjælpe hinanden og – ikke mindst – et engageret administrativt personale, gør Konservatoriet til et sted, hvor det ikke blot er tåleligt at være, men hvor det er rart og udviklende at arbejde. – Men husk, at mulighederne ikke kommer udefra, men at vi selv skal skabe dem – ellers kan drømmen godt blive et mareridt!

Der findes et foto af mig som 3-årig. Jeg holder en kikkert op for øjnene, men den vender forkert. Jeg har naturligvis ingen anelse om hvad jeg så og hvordan oplevelsen i øvrigt var, men jeg kom til at tænke på det, da jeg funderede over det at se tilbage på sit liv. Jeg vil spare læseren for at citere det stærkt misbrugte og misforståede citat af Søren Kierkegaard om hvordan livet leves og forstås.

Til gengæld vil jeg opholde mig en stund ved en opdagelse, jeg nyligt har gjort, nemlig at jeg ser tilbage på mit liv som gennem en omvendt tragt forstået sådan, at jeg ser ind i den smalle del og får altså et længere og “snævert” syn på livet. Det lyder måske kryptisk og jeg synes ikke, jeg er særligt snæversynet, men oplever det mere som en slags ekstrahering; jeg indkredser og udforsker koncentrater af hændelser og holdninger, mennesker og steder, der har lejret sig i erindringen.

Tragtmetoden kræver at man har et mål for sin søgning, men herefter folder det hele sig ud og giver mening, herunder hvorfor målet var og stadig er en del af mit liv. Meget går fra at være sporadisk til essentielt og rumme sin egen logik. Der åbenbares sammenhænge, som jeg ikke vidste var der og detaljer, som først bliver synlige når de relateres til andre.

Jeg forestiller mig astronomen, der med sit teleskop leder efter en bestemt stjerne, men finder hele universet. Eller teologen, der hele livet alene arbejder med ét evangelium og alligevel finder hele kristendommen bredt ud i det. Måske botanikeren, der studerer plantens blade, men ender med at kortlægge hele rodnettet.

Jeg ved naturligvis at det ikke er et stykke formet stål, men tankens kraft, der skaber dette, som er en abstraktion eller allegori der kun bliver til fordi jeg lægger min betydning ind i det. Prøv det selv, men husk at vende tragten omvendt – ellers tager snæversynet for alvor over.

Der skal mere – og især andet – til for at modtage en fredspris, herunder den hæderkronede Nobels. De er et menneske, der i sin gerning ligger milevidt fra det, der kvalificerer til en sådan. De skaber ikke fred, men krig. De ypper kiv mellem mennesker, nationer og samfund, selv i Deres eget land.

De bruger trusler, straf, hævn og andet i Deres selviske kamp for at hæve Dem selv op på et menneskeligt niveau, De aldrig vil nå. De er et egoistisk, selvhævdende og modbydeligt menneske, der kun har ét for øje: egen magt og rigdom. Ikke den menneskelige, men den materielle – andet kender De ikke til.

Det fordi De dybest set er ubegavet, historieløs og ligeglad med verden omkring Dem. De er besat af og udøver Deres magt via strategi, lumskhed, bedrageri og løgn og De kender ikke til menneskelige værdier som forståelse, tilgivelse, ærlighed, ømhed og sammenhold for ikke at nævne kærlighed, som for Dem tilsyneladende handler om at ydmyge kvinder og andre.

Mr. President! – De er et ondt menneske og hvis De nogensinde helt ufortjent får tildelt en fredspris, bør De skamme Dem mere over dét end De allerede bør over Deres virke. Smid gerne alle Deres våben i hovedet på mig – jeg er ikke bange for Dem. Deres slags skal man ikke frygte – De vil aldrig få agt som De har magt.

Da dette skrives er der meget høje temperaturer i Danmark og det har en del med min begejstring for lakrids at gøre. Den skriver sig tilbage til barndommen, hvor inspirationen var min fars ustyrlige omgang med salmiakpastiller, der var små, tynde og trapezformerede og produceret af det danske firma A/S Lagerman Junior, grundlagt i 1905. Det eksisterede i over 100 år, men er vist på finske hænder nu og producerer en moderne variant af pastillerne, kaldet Fazer. I min skoletid var det populært at placere pastillerne i plastickapsler fra mælkeflasker og guffe dem i sig dagen lang. Min mor har gemt en maskinskreven “brugsanvisning” om dette fænomen, forfattet af mig i 1962.

Det tiltrækkende ved lakrids er naturligvis smagen, der kan være sød eller salt, stærk eller mild og konsistensen blød eller hård. Det hænger sammen med at lakrids har stolte nationale traditioner. Der er stor forskel på finsk, engelsk, tysk og dansk lakrids. I modsætning til så meget andet foretrækker jeg den danske variant. Den er stærk, halvblød og indeholder forskellige grader af ammoniumklorid, også kaldet salmiak, der også bruges til rengøring, hvor det kaldes salmiakspiritus. Som spiritus kan lakrids være vanedannende når det ene stykke tager det andet.

Derfor har min skødesløse omgang med lakrids ikke været uden problemer. Som eksempel skal nævnes en hændelse, der godtgør, at indtagelsen af lakrids kan være livstruende. Vi skriver juli 1997 og jeg og kolleger fra Danmarks Radio er på arbejde en hel uge for at optage en CD i Mårup Kirke ved Lønstrup, omgivet af en hedebølge. Yderligere to faktorer spiller ind: 1) at min kollega tekniker Niels Larsen havde samme passion for lakrids som mig og 2) at airconditionen i optagevognen havde det med at stå af når der var varmt. Larsen sidder ved pulten, og jeg ved hans side og dirigerer foretagendet. Mellem os en stor skål lakrids. Pludseligt falder jeg ind over pulten og der ringes efter en ambulance. Jeg kommer til mig selv inden den dukker op, drikker en liter vand, bortskaffer lakridsen og produktionen fortsætter. Miseren var uden tvivl lakridsens og hedebølgens skyld.

Med min tiltagende alders forhøjede blodtryk har jeg måttet skære ned på den herlige last – desværre sammen med andre af slagsen, men lakridsen kommer nok aldrig for alvor ud af mit liv. Min farfar døde med en halvt smeltet flødeis i munden; det skulle ikke undre mig om jeg gør ham kunsten efter med en halvt gennemtygget stang lakridsrod.

Det kan ikke komme bag på flittige læsere af Erindringerne, at jeg er et troende menneske. Det skriver jeg om jævnligt, og dette første kapitel i mine erindringers syvende år skal også handle om min – kristne – tro, bl.a. fordi samfundsdebatten igen-igen har aktualiseret emnet. Store dele af verden opruster militært og det er, for småstaten Danmark en usædvanligt omfattende dagsorden, politisk og økonomisk. I kølvandet på denne oprustning er førende meningsdannere og politikere begyndt at pege på behovet for “åndelig oprustning”. Den slags er der nok altid brug for.

Man kobler denne åndelige oprustning med kristendommen som en vigtig “dansk værdi”, hvilket jo ikke kan betvivles i hvert fald hvis man ser det i et historisk perspektiv. Kong Harald Blåtand indførte kristendommen som “statsreligion” kort før år 1000 efter at den fransk-tyske missionær Ansgar et par hundrede år påbegyndte et korstog i Danmark for og med det kristne budskab. Resten er historie. Kristendommen breder sig langsomt i Danmark og resten af Norden, og næste store milepæl er år 1536 hvor Danmark overgår fra katolicisme til protestantisme.

Det er dette, der får politikere og andre til at kalde Danmark “kristent” og hævde de “kristne værdier”, som nationen er dannet og stadig hviler på. Altså mere eller mindre formelle/politiske forhold snarere end en håndhævelse og udleven af de egentligt kristne værdier, herunder det fredsskabende. I min forståelse af kristendommen er krig og våben ikke en mulighed og jeg har hele livet været imod militær og den slags.

Nu synes det som om politikerne vil legitimere den militære oprustning ved en form for vækkelse, hvor man taler for en genoplivelse eller hvad man kalder det af kristendommen som en dansk grundpille. Det kan lyde konspiratorisk, men jeg tror, der ligger kold og kynisk politik bag, når man siger, at danske soldaters opgave er at forsvare ikke blot nationen, men også kristendommen. Man vil sende folk i krig for med våben i hånd at forsvare fredens religion. Jeg brækker mig i lårtykke stråler.

Dette handler for mig om en anden diskussion, som med mellemrum opstår især hos politikere, der naturligvis har et netop politisk ærinde og ikke et religiøst, endsige kristent, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt religion er en privat sag. Man anvender oftest udtrykket når man vil have det religiøse ud af det offentlige rum og henvise det til kirker og aftenbønnen i hjemmet.

Efter min mening blander man begreber sammen og forstår ikke distinktionen mellem “privat” og “personlig”. Den kristne (og vel andre) tro er en personlig sag, men ikke en privat. Troen er en sag mellem det enkelte menneske og Gud og i den “beordres” den kristne til at missionere for sin tro. Dette ifølge Jesus, der citeres i Mattæusevangeliet i det der kaldes missionsbefalingen. Vist er alt dette også skrevet ind i en historisk kontekst, men må dog siges at være en grundpille i kristendommen.

En fortsættelse heraf er opfordringen “Vis mig din tro i din gerning” fra det andet såkaldte Jakobs Brev i Det nye Testamente. Det betyder for mig, at den kristne skal forkynde sin tro gennem sin agéren ude i samfundet. Det gør jeg efter bedste evne, hvilket ulykkeligvis slet ikke er godt nok. Men bestræbelsen er ikke at bære våben og ikke yppe kiv. Jeg ville aldrig kunne gå i krig mod andre mennesker, uanset hvem, hverken i nationens eller kristendommens navn.

”Modsætninger er uundgåelige. Ellers ville mine digte ikke være skrevet af mig” afsluttede jeg forrige kapitel i denne lille serie om sprog med. Noget lignende kunne jeg slutte dette kapitel om mine erindringer med, men det gør jeg ikke.

Det nævnes for at påpege, at de digte, jeg siden 2015 og de erindringer, jeg siden 2019 har belemret min omverden med, er så sammenfiltret, at jeg indimellem har vanskeligt ved selv at finde grænserne mellem dem og langt inde i processen med at skrive dem ved jeg ofte ikke, hvad der bliver til hvad. Denne usikkerhed er ikke nogen hæmsko, tværtimod giver den en udfordrende frihed i hvert fald de kommende to år, hvor digtprojektet afsluttes og gerne de næste fem år, hvor erindringerne afsluttes. Om Gud vil.

Sammensmeltningen og lighederne går på både det indholdsmæssige, det sproglige og arbejdsprocessen. Som beskrevet i forrige kapitel overvældedes jeg af en mængde digte i 2015 og de er siden blevet udgivet i 6 samlinger – to mere er undervejs. At skrive (og udgive) erindringer er naturligvis et valg, men også her bygger det på en mængde materiale, der er skrevet før – flyttekasser med tusindvis af noter, breve, udklip, halv- og helfærdige tekster etc. Med inspiration fra den glimrende kunstner Bruno Kjær, kalder jeg alt dette materiale mit bibliotek.

Bruno har i en mængde installationer og andet arbejdet med biblioteker, bl.a. den formidable serie ”Skyggebibliotek”. Hans arbejder anskueliggør, at biblioteker, som jo oftest udgøres af bøger, både er fysiske gestalter, men naturligvis og måske først og fremmest samlinger af erfaring, erindring, historie, visdom, skønhed og andre livsnødvendigheder. I en tid, hvor bibliotek ofte er synonym med ”forsamlingshus” (og fred med det!) og bøger den mindste del af biblioteket, er det vigtigt at huske bogen som det, der er og ikke var.

Jeg har altså de seneste ti år været på opdagelse i mit bibliotek med det særlige formål at rydde op og ud, gemme det væsentlige og glemme det uvæsentlige; kort sagt: sætte i reoler og på hylder i min indre harddisk og min fysiske på computeren og i ”skyen”, altså digitalisere materialet. Det er min rejse – én af de vigtigste af mange i mit liv – og jeg ved naturligvis ikke, hvor og hvornår den ender, men indtil videre har den altså forårsaget nogle udgivelser og, ikke mindst: at jeg har skaffet mig klarhed over meget i mit liv, som tidligere forekom ret sløret og uforståeligt.

Men ikke blot processen i digtning og erindring er sammensmeltet, det er det sproglige og stoflige også. Det er gået op for mig, at erindringen først er virkelig og på plads når den er nedskrevet, huskningen er ikke nok. Sådan er det også med digtningen; det er sprogliggørelsen, der gør digtet, ikke bare min hensigt eller ide. Derfor er et virkemiddel som gentagelsen (som jeg har med mig siden min skvulpen rundt i moders liv) og som også er vigtig i musik, mit egentlige fag, et fællestræk i de to ”værker”. Det samme gælder begrebet intonation, også et musikudtryk, men her, med udgangspunkt i den russiske musikolog Boris Asafiev definition, forstået som en slags folkelig fællesmængde af sprog og udtryk, der gør det muligt at kommunikere så at sige med velkendte signaler. Desværre læses dette fænomen ofte som banalitet, hvilket det ikke er lige så lidt som udsagnet ”Jeg elsker dig” aldrig bliver en kliché.

Formålet og processen med digtningen og erindringerne er ækvivalente, men det er udfaldet også: offentliggørelsen. Alle mennesker erindrer, mange nedskriver deres erindringer og nogle udgiver dem, herunder jeg. Jeg er endnu ikke helt klar over hvorfor og har indtil videre kun selvoptagethed og forfængelighed som den overfladiske forklaring, men undersøgelsen af den helt overordnede mission (jeg undskylder igen manglen på et mere ydmygt udtryk) ligger mig stærkt på sinde og hvis jeg oplever en åbenbaring på det område, vil jeg (måske) meddele den.

Med dette kapitel nr. 447 afsluttes Sæson 6 af Erindringerne. Næste kapitel åbner sæson 7 den 3. oktober -25.

Når denne lille serie om sprog fik overskriften ”Sproglidt” er der ikke tale om en skrivefejl. Intensionen var, som oplægget til mig lød at skrive om de sprogproblemer, man møder i hverdagen og som kan tyde på, at sproget lider mere i disse tider, end måske før. Det var da også hvad de første kapitler handlede om. Men da dette jo er mine erindringer, som derfor handler om mig og da jeg ofte udfolder den idræt at kritisere professionelle sprogbrugere enten via de sociale medier eller ved personlig henvendelse vil jeg lade de to sidste kapitler handle om dels min digtning, dels mine erindringer, to elementer, der fylder en stor del af mit aktuelle arbejdsliv.

Jeg er digter. ”Man bliver ikke digter af at skrive digte” skrev en anmelder engang om en af mine digtsamlinger. Det er jeg uenig i. Ikke fordi titler betyder voldsomt meget for mig, men jeg mener nu engang, at digte skrives af digtere. ”En forfatter er en for hvem det er sværere at skrive end det er for andre mennesker” sagde Thomas Mann og det kan jeg skrive under på. ”Brug hellere tiden på at læse gode digte i stedet for at spilde den på at skrive dårlige” sagde Poul Borum. Jeg bringer disse store ånder i spil for at konstatere endnu engang, at jeg ikke er nogen stor digter. Mit digteri udspringer af interessen for sproget som beskrevet i forrige del og når jeg bruger min frihed til at offentliggøre digtene, er det fordi mit udtryksbehov (og min forfængelighed) er lige så stort som min sproginteresse.

Man skal ikke diskutere med anmeldere, man bør ikke tolke egne værker, og som større digtere – og dem er der utallige af – ved, så tænker digteren ikke så meget på teknikaliteter når Pegasus indfinder sig med inspiration – man skriver bare. Også jeg. Min digt-oktalogi med den ironiske titel ”Samlet Evanthore”, hvoraf bind 6 udkom sidste år, er baseret på en oplevelse i 2015, hvor 300 digte så at sige overvældede mig i en kort periode. Herefter har jeg brugt enorme mængder tid på at redigere, skære til, sortere fra etc. – den proces, der måske interesserer mig mere, end målet: de otte digtsamlinger.

Jeg kan naturligvis se tydelige spor af mig selv i digtene – ellers ville de jo ikke være mine. Ikke blot mit sproglige jeg, men også den person jeg er på godt og ondt. F.eks. en næsten sygelig trang til orden, som bl.a. giver sig udtryk i de mange ”listedigte”, som ikke er tekster, der sniger sig afsted, men digte, der udgøres af oplistning af fænomener, forhold, sager, steder, oplevelser, mennesker m.v., der selv for digteren kan føles trættende at læse. Jeg er også glad for den orden, alfabetisering gør.

Et andet sprogligt fænomen, jeg dyrker, er allitterationer. Det er vist en udbredt opfattelse, at bogstavrim er en uskik i digte, men de passer altså fint ind i mit udtryk. Det sammen med anagrammer, herunder de dobbelte, og antigrammer. Den slags skaber koncentration om indholdet, snarere end om teksten, synes jeg. Også selvopfundne ord – composita – fylder i mine digte, bl.a. ord, som umiddelbart opleves usammensættelige og gerne en kæde af ord, der skabes ved at sætte sammensatte ord sammen. Det har påført mig etiketten ”konstruktivist” og den er jeg ikke ked af hvis den eksemplificeres med meget store digtere (og forbilleder) som Inger Christensen og Henrik Nordbrandt.

Alle disse sproglige teknologier er naturligvis intet værd, hvis de ikke tjener indholdet Jeg vil gerne udtrykke mig så klart som muligt. Derfor er mine digte på samme tid præget af næsten banal enkelhed og mere eller mindre subtil indviklethed. Jeg er en stor fan af transparens, retning og struktur, men ikke på bekostning af budskabet (undskyld det højstemte udtryk). Modsætninger er uundgåelige. Ellers ville mine digte ikke være skrevet af mig.