I grunden har jeg vist aldrig været rigtigt god til noget. Som teenager prøvede jeg mig frem som så mange andre – som digter, komponist, samfundsrevser (som min far stolt kaldte det), filmmager og meget andet. Det meste af det blev jeg ved med – med et voldsomt CV og omfangsrigt visitkort til følge. Allerede som 7-8 årig mødte jeg begrænsningens kunst uden rigtigt at anerkende den. Jeg meldte min ind i FDF (Frivilligt Drenge Forbund, vistnok Aalborg Kreds 2) med hvad det indebar, bl.a. en uniform – jeg som hader uniformer! Grunden var, at jeg gerne ville være tambourmajor. Allerede dengang måske båret af min trang til at gå…

En god, meget rejsende ven, mener, at drikkepenge skal man give når man ankommer til hotellet eller restauranten, ikke når man forlader den. Filosofien er, at man ved at indlede med den generøse adfærd kan forvente bedre betjening, end hvis man belønner indsatsen til sidst.  Han er dansker lige som jeg, og danskere er ikke kendt for at give drikkepenge. Han har så kombineret dansk snusfornuft med udansk generøsitet.  Både i Danmark og i udlandet fortæller servicepersonale, at danskere generelt er fornærede, uvenlige, nidkære med udregninger og i det hele taget uvante med at færdes i ”servicemiljøer” endsige belønne en god indsats. Undtagelser findes – når en typisk dansker uforskammet runder regningen op…

Som bekendt er udtrykket ”At kunne mere end sit Fadervor” ikke udpræget positivt. Det betyder noget i retning af at man er udspekuleret, måske skurkagtigt, og det står dermed i kontrast til det indhold, bønnen Fadervor har. Jeg er vokset op med Fadervor og har bedt bønnen hele mit liv. I de senere år mange gange dagligt, nærmest som et mantra; det har stor betydning for mig og jeg har brugt megen tankevirksomhed og samtale med Gud om mit Fadervor’s indhold og betydning. Jeg er katolik og da jeg gik i konvertitskole for 20 år siden lærte jeg en anden bøn at kende, nemlig Rosenkransen. Rosenkransen er både en fysisk genstand,…

Da forfatteren G. B. Shaw var musikanmelder skrev han om Brahms’s musik: ”Jeg kan ikke fordrage Brahms når han er højtidelig. Hans Requiem er det kun liget der kan udholde”. Jeg har det på samme måde med livet: jeg kan ikke fordrage det når det bliver højtideligt. Jeg bliver rørt, jeg har let til tårer og – værst af alt: jeg har svært ved at tro min egen og andres oprigtighed når vi stiller an med overdreven følelsesmæssigt engagement. Når det handler om døden et vist mål hykleri: hvem sørger den efterladte egentlig over? Den døde eller sig selv?  Jeg har svært ved højtider og højtidelighed og jeg går yderst…

Som beskrevet i gårsdagens kapitel bruger jeg som mange andre nytårsaften til at gøre status – i mere eller mindre ædruelig tilstand. Jeg holder min egen fest, men synes egentlig ikke at livet og verden ser så meget anderledes ud på årets sidste dag end næste års første. Nuvel, der er undtagelser og en sådan skulle det, der ikke blot var årsskifte, men årtusindeskifte være, syntes jeg. Der var så mange fjollede arrangementer verden over i den anledning samtidigt med at halvdelen af jordens befolkning holdt vejret, for hvad nu hvis computerne svigtede og der slet ikke kom et nyt årtusinde…? Jeg kan godt lide en vis storladenhed, så et…

Lige som juleaften er jeg helst alene nytårsaften. Dels fordi jeg har let til tårer, dels fordi jeg har en frygtelig trang til at gøre status og bruger enhver plausibel anledning til det – nytår er jo oplagt. Altså deltager jeg sjældent i den tåbelige fest, selvom den kan udøves under mere civiliserede former end det er sæd og skik i Danmark. Det vender jeg tilbage til. I 1985 var jeg blevet gift med Dronning Christina og vi havde udskudt vores bryllupsrejse til nytår, så juledag drog vi til Rom. Vi nødsagedes til aftenen før at overnatte i København og fruen havde sat vore venner Else og Otto stævne på Copenhagen…

Jeg har tidligere beskrevet hvordan jeg det meste af mit liv har smøget mig uden om juleaften og siden jeg var ni har foretrukket at være alene. Et par gange er dette dog ikke lykkedes. Jeg var blevet far endnu engang i 1990 og da den lille var 2-3 år syntes moderen, at det kunne være givtigt at holde familiejul, d.v.s. incl. mig. – På trods af mine advarsler. Altså blev bedsteforældre inviteret og jeg indforskrevet og det skal da bemærkes, at jeg naturligvis altid nød fruens og datterens selskab for nu at sige det på dén måde. Juletræ og -knas, mad i lange baner, nisser i alle vinduer, Disney…

Som tidligere kundgjort handler december måneds erindringer om jul. Her er endnu en undtagelse – og dog: for denne dag er det præcist 30 år siden, at jeg fik en ganske særlig julegave uden helt at vide det.  Én af mine yndlingsbeskæftigelser var at transmittere gudstjenester i DR P1. Jeg gjorde det i perioden 1978-94 og igen 2015-18 (og har siden fortsat denne metiér hos Norddeutscher Rundfunk). I praksis betyder det, at man møder op i den aktuelle kirke søndag morgen ved 7-tiden, et lille hold af teknikere og produceren, som altså var mig. Efter opstilling af mikrofoner, prøver med præst, organist og kor m.v. går vi i luften kl.…

Som annonceret handler december måneds erindringer om jul. Her er undtagelsen – og dog: nelliker (og her tænkes på krydderiet, ikke blomsten) lugter jo af jul. Beretningen tager sin begyndelse i 1985, hvor jeg arbejdede på DR i Alborg med musik og kunst og kultur og, sagt i al beskedenhed, var en slags kulturkendis i Nordjylland og omegn.  Til stor glæde for mange, herunder mig, flytter et herligt menneske til byen. Ernst Trillingsgaard hedder han og han bliver direktør for Aalborghallen. Trille, som han kaldes, er både et utrolig entreprenant menneske og en kender og elsker af kunst og kultur, og derfor bliver han hurtigt én af DR’s og mine…

”Det er virkelig en skrækkelig institution, denne evindelige jul. Vi har at foræde os fordi det er jul, vi har at drikke os fulde fordi det er jul. Vi skal hykle gavmildhed, købe ting ingen har brug for og gå til fjollede underholdninger, som selv vores små børn smiler ironisk ad. Vi vrider os fortvivlet under en legion af fribytteres kommercielle nævenyttighed, alt sammen fordi det er jul”. Skrevet af forfatteren G. B. Shaw i den engelske avis The Star i 1890. Jeg fandt første gang citatet til en artikel i Hellevad-Ørum Kirkeblad i december 1978. Siden har jeg brugt det flittigt. For også på det punkt ramte Shaws bidske…