• Sofie – eksklusiv og elskelig

    Det skete i efteråret 1998. Jeg fik en henvendelse fra en for mig ukendt harpenist, Sofie Guillois Larsen. Det handlede vist om deltagelse i “Nat med ny musik”, et arrangement i Radiohuset, som jeg stod for. Vi mødtes til frokost ved Vandkunsten og jeg faldt pladask for Sofie både som kunstner og person. Hun blev ét af mit livs største kærligheder, og inden længe blev det til et forhold, en rejse ind i ét af mit livs mest spændende mennesker, en eksklusiv og elskelig kvinde med en overflod af de kvaliteter, jeg tiltrækkes allermest af: talent, intelligens, empati, skønhed.  Jeg husker mest det smukke, men når jeg med en vis…

  • Kulturmødet indefra 6 – Nu med direktrice

    Jeg har i de seneste kapitler klynket over, at jeg ikke altid fik min vilje med Kulturmødet og at jeg over længere stræk følte mig dårligt behandlet. Mit engagement fik dog en brat ende, da Kulturmødet i 2018 etablerede sig med en direktrice uden direktion. Jeg ved ikke om rygter om mig var løbet i forvejen, for der er megen maskepi, jalousi og bagtalelse i dansk kulturliv, men fra første færd fik jeg at vide, at der ikke mere var brug for min arbejdskraft. 8/2-18 havde jeg mit første møde med den nye leder, Trine Bang. Her mere end antydede hun at at det, jeg hidtil havde bidraget med kunne…

  • Kulturmødet indefra 5 – Benspænd og banemænd

    Nogle, måske mange, vil nok mene, at min kritik i den mini serie om Kulturmødet er farvet af min afsked, som jeg vil beskrive senere. Det er sandsynligvis rigtigt, men undervejs i det syv år lange forløb oplevede jeg adskillige benspænd og banemænd (ud over de allerede nævnte), som utvivlsomt var uhensigtsmæssige, og hvoraf nogle efter megen møje blev forsøgt rettet op. I Tre-Banden fremstod jeg nok som eksklusiv, krævende og besværlig. Samtidig var der en uudtalt magtkamp mellem kommune og region, hvilket bl.a. resulterede i, at man etablerede et underligt ledelseslag mellem bestyrelsen og den daglige ledelse. Den bestod af en repræsentant fra kommunen og to fra regionen, alle…

  • Kulturmødet indefra 4 – Vokseværk

    Kulturmødet var en succes fra år 1. Fra første års 6.000 deltagere voksede Kulturmødet støt de følgende år. Til 13.000, så 17.000, 20.000, 25.000 o.s.v. Også omfanget voksede. Fra det første års syv samtaler og 30 oplevelseselementer, beskrevet i en 8 siders brochure til 200 samtaler og endnu flere oplevelser i 2017, oplistet i en 92 siders programbog.  Også kvaliteten voksede. Dette bl.a. i kraft af et omfattende samarbejde med hele det danske kulturliv (incl. de sædvanlige kulturparasitter, der hurtigt klæbede sig fast til begivenheden), som vist kom bag på ledelsen. Ganske vist skulle der et hav af møder, telefonkald og mails til, men det kom bag på mig, hvor…

  • Kulturmødet indefra 3 – De Fire Søjler

    Hvis man vækker mig klokken tre om natten kan jeg uden at åbne øjnene holde et timelangt foredrag om De Fire Søjler, som er det bærende fundament i Kulturmødets koncept – og blev det i praksis de første år. Dem kaldte jeg Samtale, Oplevelse, Dokumentation og Optakt. Samtalen om kunst og kultur var den afgørende søjle. Jeg brugte bevidst ikke ordet debat, for samtalen rummer andet og mere end positionering, mudderkastning og flygtige oneliners, som var kendetegnende for Folkemødet og politik i det hele taget. Jeg brugte billedet af et pendul, som er aller stærkest inde i midten og ikke i polernes yderpositioner; og den amerikanske journalist Bob Woodward, som jeg…

  • Kulturmødet indefra 2 – Tre-Banden

    Efter de indledende øvelser blev der nedsat en daglig ledelse, som holdt første møde 3/1-13 i Nykøbing Mors. Den blev hurtigt døbt “Tre-Banden” af det ene medlem, tidligere arbejdsmarkedskonsulent Niels Otto Degn, der repræsenterede Morsø Kommune. Hertil seniorkonsulent Claus Svenstrup, afdelingen for regional udvikling ved Region Nordjylland, og mig som ophavsmand til det hele. På trods af advarsler i konceptet om ikke at forankre det lokalt og politisk, hackede kommunen hurtigt foretagendet, og hvad det angår var Degn den rigtige at lade sig repræsentere med.  Ud over dette, var han et forkert valg. Jeg kan godt lide Niels Otto, men bag et venligt, bamseagtigt ydre gemte sig en bulderbasse, der…

  • Kulturmødet indefra 1 – Undfangelsen

    I 2011 afholdt man det første Folkemødet på Bornholm. Idéen var Bertel Haarders, og han havde hentet den fra svenske Almedalsveckan, en slags politikfestival, der siden 1982 (eller 1968) er blevet afholdt på Gotland hvert år, efter idé af Olof  Palme. Jeg besøgte Almedalsveckan en gang i 80’erne og en gang i 90’erne; det første Folkemødet deltog jeg ikke i, men fulgte tæt mediedækningen fra Bornholm  Her fik man bekræftet, hvor lidt kunst og kultur fylder på den politiske dagsorden. I løbet af vinteren 11/12 tænkte jeg over, hvordan man kunne realisere en slags kulturens folkemøde og hvordan det skulle se ud. Som sædvanligt konsulterede jeg nogle venner for at spørge til…

  • Leve det franske

    Man må forstå at overskriften ikke er en fejl; jeg er ikke nationernes mand og derfor skriver jeg ikke Vive la France, men altså “leve det franske” for herom skal det handle. Jeg har tidligere kaldt 1968 for et afgørende år i mit liv. Jeg var 14 og 68 var bl. a. året, hvor jeg begyndte at rejse alene ud i verden for at udforske den ved selvsyn. Alligevel skulle jeg blive 17 før jeg var i Frankrig for første gang. Eller rettere Paris, for en fransk talemåde siger at Paris er ikke Frankrig og Frankrig ikke Paris. Det har jeg sandet de relativt få gange, jeg har været i…

  • Alder ingen hindring

    Siden jeg var ung har jeg arbejdet for og med unge. Det var naturligt dengang jeg selv var én af dem, men det var det også senere, da jeg blev voksen og endnu senere halvgammel. Men det er lige så naturligt for mig at fremhæve halvgamle, gamle og tudsegamle. Mens dette skrives lytter jeg til 70 årige journalist Steffen Gram i P1 og forleden lavede jeg TV med 70-årige professor Henning Jørgensen, i øvrigt sammen med min ven Per Jensen, nyligt fyldt 71. Jeg har netop inviteret journalist Jørgen Pyndt, snart 74, til en af mine samtaler på Aalborg Teater. Alt sammen givende, forfriskende og inspirerende – det er en…

  • Min egen værste fjende

    Det var min ven Per Jensen, der for nogle år siden udbrød “Du er din egen værste fjende”. Jeg kan ikke huske anledningen, men i selvransagelsens perspektiv kan der være mange, jeg kan (eller vil) blot ikke huske den, der gav anledning til bemærkningen. Det kunne være sagt med et glimt i øjet, men det blev det ikke; på den anden side ville Jensen aldrig sige sådan noget uden grund og der er ikke tvivl om, at analysen både dengang og mere generelt er rigtig. Men bemærkningen satte sig. Naturligvis for det er jo et ret bastant udsagn og kun en tåbe frygter ikke sandheden. At være sin egen værste…