www.engang.nu

Det er svært at leve; det er i hvert fald en af de største udfordringer jeg har. Det siges, at al begyndelse er svær, men hvad hvis man slet ikke er kommet i gang med livet endnu? Sådan føler jeg ofte, og uden at gå deprimeret rundt i hverdagen har jeg altid tænkt på døden, én af livets mange modsætninger.

Døden har altid været i mit liv. Jeg så mit første lig som 5-årig. Fra jeg var 12 til jeg var 24 spillede jeg orgel til flere hundrede begravelser. Da var jeg så at sige dødtræt af det og sagde stop. Siden har jeg ikke været til én eneste begravelse – selv ikke i den nære familie.

Men er der et sted, hvor jeg så at sige konfronteres med døden, så er det i en af mine mest påtrængende mytiske drømme. Her er døden hovedperson og mere mytisk bliver det næppe, for døden er jo ikke en realitet før den indtræffer og så kan det være lige meget, også hvis man som jeg tror på evigt liv.

I drømmen befinder jeg mig i et tids- og stedsmæssigt limbo. Jeg kan simpelthen ikke identificere kulisse og scenografi for drømmen og der er intet fingerpeg om, hvornår den finder sted; ikke antydningen af et ur på væggen. Jeg møder ikke manden med leen – dertil er drømmen for subtil. Jeg møder heller ikke Gud, som jeg ellers i vågen tilstand møder ofte – mest i andre mennesker.

Er jeg død i drømmen? Det ved jeg ikke, men jeg ved, at drømmen ikke foregår i helvede. Selvom jeg er troende, har jeg aldrig troet på et helvede; det er måske derfor (og ikke på grund af mine gode gerninger), at jeg i dødsdrømmen ikke befinder mig under de varmere himmelstrøg.

Som det ses er mine mytiske drøm Døden ret abstrakt og flagrende som jeg i øvrigt også tror, døden er. Der er ingen udveje af det mellemrum eller tomrum, jeg befinder mig i; ingen smutveje eller nødudgange. Det er stilstand snarere end tilstand.

Drømmen om døden er nok den, jeg har gransket mest, selvom den sjældent dukker op. Til gengæld er den lang sådan tidsmæssigt, måske en hel nat. Det er pudsigt nok den af de mytiske drømme, der har mindst påvirkning på mig i vågen tilstand.

Så egentlig er det ikke interessant om jeg er helt den samme som før når jeg vågner.

Heldigvis er de fleste kvinder, jeg har kendt og kender levende i kød og blod, sind og skin. Men ikke Kvinden, der altid navnløs optræder i mine drømme. På samme tid kender jeg hende ud og ind og slet ikke, selvom jeg har mødt hende utallige gange; så mange, at hun er blevet ikonisk for mig.

Kvinden er hvad man lidt teknisk kan kalde et konglomerat af de lyslevende kvinder, jeg elsker og som hele tiden former mit liv, uanset deres tidligere og nuværende positioner og roller. Tilmed er Kvinden indbegrebet af de ni kvinder, jeg tidligere her i Erindringerne har udnævnt til de vigtigste mennesker i mit liv. Jeg ville simpelthen ikke være til uden dem (og det er ikke blot fordi den ene er min mor). Derfor er de yderst velkomne i den mytiske drøm, jeg kalder Kvinden og som er den hyppigste men også ypperste.

I drømmen opsøges jeg af Kvinden, der er af høj karat og særlig karakter: en fuldendt blanding af mine fire yndlingsdyder empati, intelligens, skønhed og talent. Hun kender mig tilsyneladende og henviser til en invitation, jeg har sendt hende. Herefter har vi et samvær, hvis indhold og omfang skifter fra gang til gang, men altid har det samme indhold af intimitet og involvering, fortrolighed og stiltiende forudsætninger, berøringer og blikke, samtale om kunst og tro og udforskning af hinandens kroppe og sind.

I drømmen op- og gennemlever Kvinden og jeg mange af de hændelser jeg har haft og har ”in real life”, men altid tilsat et mål fortrydelse, længsel, savn, selvransagelse og andre mindre produktive følelser. Alligevel er Kvinden i drømmen også en drøm af forståelse, håb, kærlighed, tilgivelse, trøst og andre af livets generøse grundsten.

I drømmen bringes jeg i en lykketilstand, som kan lyde idealistisk, urealistisk, måske naiv, men er et abstrakt billede af livet selv, og der er intet af det, Kvinden i den mytiske drøm giver, som jeg ikke har oplevet og stadig oplever hos hendes særdeles levende forbilleder.

Drømmen om Kvinden ender altid med at hun pludseligt er borte og jeg ved at hun ikke vender tilbage som den hun var, men altid dukker op igen i en ny, men genkendelig gestalt som en tiende muse og livsbetingelse.

 Så vågner jeg og er ikke helt den samme som før.

Min nævnte nomadetilværelse gør at jeg det meste af tiden er på vej. Mit rastløse sind gør, at jeg ikke gerne opholder mig mere end tre dage samme sted før jeg må videre. Jeg vil ikke tøve med at kalde det en lidelse, for det er faktisk et plagsomt liv på flere måder. Jeg har da også forsøgt flere terapier uden held.

Jeg har dog for årtier siden lært at få livet til at fungere også i sin omflakkende form. Jeg kan arbejde, have venner, samlevere og elskere, opleve hvad jeg finder interessant, i det hele taget leve som de fleste andre med fast arbejde, guldbryllup i kikkerten og villa, vovhund og Volvo i hverdagen etc. Jeg gør bare det hele undervejs.

Min rejser er i perioder ret trivielle. De seneste år har det mest været en pendlen mellem Berlin, Paris og Danmark, i andre perioder lidt mere eksotiske steder eller regelmæssige besøg i de europæiske hovedstæder, som jeg er meget tiltrukket af – næsten dem alle.

Naturligvis indfinder rejsen sig også i mine drømme, hvorfor jeg har døbt en af de oftest tilbagekommende mytiske drømme – Rejsen. Det er en overvejende positiv drøm, som mange andre nok nødigt ville opleve i det vågne liv, men den er præget af at jeg i nogen grad er blevet ”professionel” rejsende.

Min rejse i drømmen har hverken udgangspunkt eller mål (allerede der ville andre nok kalde drømmen et mareridt). Det har jeg det fint med – jeg finder overraskelser vildt produktive og spændende. Ofte er jeg i drømmen i tvivl om, hvilket rejse middel der befordrer mig fra A til B eller O eller Z. Det går også nogenlunde, selvom det kan skabe lidt forvirring om hvad min billet giver adgang til. Men da jeg som regel rejser uden billet og der aldrig indfinder sig kontrollører bekymrer det mig ikke – bare jeg kommer frem til det ukendte mål.

Det gør jeg som regel og undervejs har jeg klaret det meste: arbejdet, elsket, mødt nye, inspirerende mennesker, spist godt, fået læst og undertiden påskrevet, nydt bjerge og marker, skyer og byer, søer og have, lagret det hele i erindringen til fremtidigt brug – og er kommet i mål samtidigt med at jeg jager et nyt ukendt af slagsen.

At rejse er at drømme. At drømme er at leve, konstaterer jeg klogt overfor den smukke, ukendte kvinde overfor mig i første klasses kupeen. Så vågner jeg og er ikke helt den samme som før.

Som de fleste drømmer jeg. Jeg oplever drømme som et stadie mellem bevidsthed og underbevidsthed og jeg har i 15 år arbejdet med såkaldte lucide drømme. Drømme er et vigtigt redskab for mig i min dannelse og udvikling som menneske. Når jeg skriver om dem bliver de mytiske, altså fiktion, der rummer dybe sandheder. Hvilke skal der nok en Freud eller Jung til at finde ud af…

En af de mest påtrængende mytiske drømme kalder jeg ”Hotellet” efter et hotel, jeg aldrig har været på for det eksisterer ikke, men siden jeg som teenager indledte hvad der blev til et nomadeliv, har jeg boet omkring halvdelen af min tid på hotel og gør det stadig. Så bevidstheden fodres ideligt med hotel-indtryk ligesom underbevidstheden flittigt arbejder med at bearbejde og lagre dem i erindringen.

Så der er nok at tage af, når drømmen undertiden tjekker mig ind på mytehotellet. Det ligner stort set alle de hoteller jeg har gæstet, men er jo ingen af dem. Jeg vil ikke kalde det et drømmehotel, for det meste går galt når jeg er der. Nogle af de mennesker, jeg har mindst lyst til at møde fylder i hall’en og restauranten, somme tider bor de på naboværelset eller inviterer sig selv ind på mit. Det kan ende med natlige orgier eller deciderede slåskampe, hvilket ellers ligger mig fjernt.

I øvrigt kan jeg heller ikke lide personalet, der nærmest ignorerer mig selvom jeg som i det virkelige liv har givet drikkepenge ved indtjekningen. Jeg kender værelset som min egen bukselomme, det er altid nr. 604 (som da jeg gennem flere år hver uge gæstede Imperial Hotel i København), men det forandrer sig bare jeg vender ryggen til. Det sker også at elevatoren ned til restauranten kører fast og jeg må gå sulten i den kolde seng. Det går så nok, men om morgenen kan jeg ikke finde restauranten og hotellet virker helt tomt.

Værst er dog, at jeg ikke kan orientere mig i myte-hotellet. Jeg leder ustandseligt efter udgangen eller nødudgange, men finder dem aldrig. Så vågner jeg og er ikke helt den samme som før.

Torsdag 20. august 2026 åbner det årlige Kulturmødet i Nykøbing Mors. Det har gennem årene vist sig gavnligt at gentage historien om Kulturmødet med års mellemrum. Derfor følger her ”Kulturmødets tilblivelse”.

Tanken om et særligt ”folkemøde” for kunst og kultur blev til i efterår/vinter 2011/12 efter at Folkemødet på Bornholm havde haft premiere i juni 2011. Evanthore Vestergaard arbejdede med ideen i nogle måneder og i foråret 2012 præsenterede han et koncept for en inderkreds af kolleger, som han tidligere har støttet sig til med forskellige projekt-idéer. Det var bl.a. journalist Per Jensen, TV-Nord, Helle Solvang, DR-P1 og journalist Poul Krabbe.

15/6-12 købte han domænet www.kulturmodet.dk og søgte om varemærkebeskyttelse af navnet. Samtidigt blev konceptet lagt i Dansk Journalistforbunds beskyttende idebank.

I juni 2012 sendtes det 12 sider lange koncept til de nordjyske folketingsmedlemmer, bl.a. Karsten Lauritzen, Pernille Vigsø Bagge og Flemming Møller Mortensen samt regionsrådsformand Ulla Astman.

Også i juni sendtes konceptet til kulturkonsulent Claus Svenstrup, Region Nordjylland. Samtidigt foretog Evanthore en finpudsning og videre udvikling af konceptet.

Juli 2012 holdt Evanthore møde med Flemming Møller Mortensen, der den kommende tid hjalp med yderligere udvikling af det og som af Evanthore blev kaldt ”Kulturmødets politiske far” som pendant til Bertel Haarder, der ses som Folkemødets politiske ophav.

31/7-12 blev borgmester Lauge Larsen, Morsø Kommune, præsenteret for konceptet via mail og nogle telefonsamtaler. Han udviste straks stor interesse i at være vært for Kulturmødet.

20/8-12 mødtes Evanthore med kulturkonsulenterne Claus Svenstrup og Karsten Højen, Region Nordjylland, der tilsagde Regionens støtte med de forbehold, der måtte tages på embedsmandsniveau.

22/8-12 præsenteredes Kulturmødet for første gang for Morsø Kommune ved et møde med borgmester Lauge Larsen, kommunaldirektør Per Flemming Laursen, chef for børn og kultur Peder Hanghøj, formand for kulturudvalget Walther Mikkelsen, velfærdsdirektør Henning Leth, eventkoordinator Solveig Boltz og konsulent Niels Otto Degn.

27/8-12 var Kulturmødet første gang på dagsordenen både i Morsø Byråd og Regionsrådet Nordjylland. Begge steder blev et fortsat arbejde med projektet godkendt og finansieret.

Herefter blev en der nedsat en daglig ledelse bestående af Claus Svenstrup som repræsentant for Region Nordjylland, Niels Otto Degn som repræsentant for Morsø Kommune og ophavsmanden Evanthore Vestergaard. Disse arbejdede med projektet frem til

23. til 24. august 2013, hvor Kulturmødet Mors havde premiere.

I forlængelse af forrige kapitel om ”den nødvendige tilkendegivelse” er det nødvendigt for mig at berette om en nylig tilkendegivelse, som kan få betydning for mine børns og mit fremtidige, forhåbentligt lange, samliv.

Jeg har måttet sende en nødvendig tilkendegivelse til et af børnene (som jeg elsker for det de er, ikke for hvem de er – det er helt ubetydeligt for mit forhold og min kærlighed til dem). Jeg følte pludselig en skræk for at mit liv en dag ville kunne blive overtaget af mit barn, ikke i nogen ond mening, tværtimod, men fordi dette barns tankesæt omkring begrebet familie efter min mening er ude på en farlig kurs, hvilket jeg ikke har påpeget.

Jeg kan og vil ikke blande mig i hvordan mine børn opdrager deres børn, hverken med gode råd eller med flygtige og fyndige kommentarer, og netop dét er pointen: ligesom mine børns liv er deres, er mit liv mit. ”Børn skal ikke leve deres forældres liv og forældre skal ikke leve deres børns liv” som min nødvendige tilkendegivelse – lad os kalde det et statement eller en erklæring – lød.

Tilkendegivelsen kom efter at det kære barn ikke blot i sin tænkemåde men også i sin væremåde overfor et af sine børn gav mig en frygt for, at mit barn kunne rette dette paradigmeskifte bagud og ramme mig med uønsket bekymring for mig for ikke at sige uønsket handling i forhold til mig. Sagt på en anden måde: uanset hvad der måtte ske med mig i min høje alder, ønsker jeg ingen indgriben eller praktisk omsorg fra mine børn. De skal altså ikke flytte rundt i verden for at passe eller støtte mig eller på anden måde lade deres liv påvirkes af mit.

Jeg er ikke mere naiv og stålsat end at jeg véd, at jeg kan ændre mening når jeg står i situationen. Der er jo også mennesker, der beder deres første bøn til Gud når de befinder sig i en synkende redningsbåd. Men nu og her beder jeg altså om ro omkring og ingen indblanding i min eventuelt skrantende person.

Til gengæld vil jeg love børnene det samme: jeg kommer ikke til at flytte rundt efter dem, som tilforn kommer jeg ikke til at blande mig i deres erhvervsmæssige, familiære og økonomiske forhold og i det hele taget skal de jo blot leve deres liv. Hvis de beder om hjælp og jeg kan give den, får de den; jeg vil fortsat glæde mig over daglig kontakt på den ene eller anden måde, lejlighedsvise samvær og bunker af kærlighed og fortrolighed. Jeg ønsker mine og deres børn alt godt, men: mit liv er mit og deres liv er deres.

Jeg har ikke set fænomenet beskrevet hverken filosofisk eller sprogligt før, så det er muligvis egen avl, men ”den nødvendige tilkendegivelse” har jeg haft brug for i afgørende, alvorlige øjeblikke i mit liv. Ikke mange gange, hvilket jo gør tilkendegivelsen så meget mere betydningsfuld. Når jeg skriver om den er det fordi jeg just for første gang i flere år har haft brug for den.

Den nødvendige tilkendegivelse er et sprogligt instrument, der kan bruges under optræk til eller når en konflikt er opstået. Den er en slags holdningsmarkør, der træder i stedet for forhandling og forlig, men lader de to parter stå respektfulde og uskadte tilbage.

En lettere naiv, men effektfuld brug af den nødvendige tilkendegivelse kan findes i Gustav Wieds 1901 skuespil ”Skærmydsler”, hvori Tante 1 sætter Tante 2 på plads med bemærkningen ”Månen har den farve, måner skal have”. Jeg bruger dog eksemplet med forbehold, for forud for udsagnet er gået en temmelig meningsløs diskussion, og netop den meningsløse diskussion er også, hvad den nødvendige tilkendegivelse gør overflødig.

Skal det udtrykkes banalt kan man sige, at udsagnet ”jorden er flad” bedst besvares med ”jorden er rund”. Om jorden er det ene eller det andet er i den forbindelse underordnet. Det vigtige er at undgå konflikt. Jeg har brugt den nødvendige tilkendegivelse i mine ægteskaber og andre kærlighedsforhold, i min opdragelse af børnene, i forhold til chefer og kolleger, i de få juridiske forhold, jeg har været inde i og andet, men altid med måde fordi fremgangsmåden kan opfattes som en samtale-blokade eller opleves af den anderledestænkende som at ”blive sat til vægs”.

Det kan alt sammen lyde lidt kryptisk, men handler i virkeligheden om at to parter med diametralt modsatte synspunkter i sagen med en vis alvor, men uden udsigt til enighed eller forsoning kan undgå unødig trætte. Sagt mindre floromvundent: man kan være så stålfast på et synspunkt og den modsat-tænkende på sit, at det er bedre at bunde en bajer og nøjes med udsagnet ”skål”.

Jeg er kristen troende og som sådan har jeg nogle gange diskuteret med ikke-troende, ateister og den slags. Jeg har undertiden afsluttet min replik med udsagnet ”Det vigtige er ikke, om du tror på Gud, men at Gud tror på dig”. Jeg er ikke stolt over denne udgangsreplik og bruger den ikke mere, al den stund jeg ikke mere diskuterer tro og ikke-tro. Det er i øvrigt i den forbindelse, den nødvendige tilkendegivelse måske er mest brugbar. Vil begge parter have den gensidige respekt i behold er det nok at besvare udsagnet ”Jeg tror ikke på Gud” med den nødvendige tilkendegivelse ”Jeg tror på Gud”. Der er efter min mening ingen grund til en Tante 1&2-diskussion med risiko for konflikt og skændsmål.

Nogle af Erindringernes læsere har foreslået at jeg genoptrykker nogle af de over 3.000 artikler, jeg har skrevet livet igennem. Ganske vist er der udkommet en håndfuld antologier gennem årene, men her i Erindringerne spredes nu nogle flere under overskriften “Fra alle årene”.

1982 var et år, der bragte mig på forsiden flere gange. Med mit arbejdsområde – kunst og kultur – skal der en del til før det sker. I april gik det “værst” til, da biskoppen i Aalborg censurerede i et af mine kirkemusikværker, hvilken sag blev omtalt i flere aviser, selv radioavisen og selv på Folketingets talerstol. I juli blev jeg part i en strid mellem pianisten Mogens Dalsgaard og Vendsyssel Festival. Men allerede i marts kom jeg – måske ved en fejltagelse – på forsiden af min avis Aalborg Stiftstidende, da jeg anmeldte det danske Melodi Grand Prix under overskriften “Et musikalsk misk-mask”. Artiklen var bestemt for kultursiden, men røg altså ind på side 1, 2 og 3 og det bragte mig – og avisen – i unåde hos mange læsere. Jeg skrev bl.a.:

“Det danske Melodi Grand Prix fik en retfærdig udgang i år, da et repræsentativt udsnit af den danske befolkning valgte nummeret “Video-Video” med gruppen Brixx. Video-sangen skal vise udlandet, hvad dansk underholdning – eller i hvert fald den musikalske side af det – er, og det er sangen et fortræffeligt udtryk for. Den er middelmådig, amatøragtig, total ligegyldig, ja, uden den mindste antydning af kvalitet, uanset hvilke kriterier, man lægger til grund.

At den danske befolkning som sådan bedømmer de indkomne produkter er jo en demokratisk og smuk tanke, men lidet meningsfuld, når det, den får at vælge imellem, er elendigt så det batter. Smag – især dårlig smag – kan diskuteres, men når de håndværksmæssige kvaliteter ikke engang nogenlunde er i orden, så er den gal.

Skal den slags sendes ud i verden med påskriften “Made in Denmark” foreslår jeg, at vi går over til også at eksportere harsk smør og vakkelvorne møbler”.

SÅ blev læserne sure på mig. Det var hverken første eller sidste gang, men det følgende par uger bevægede jeg mig gennem byens smøger og ikke ad strøget…

Da jeg i 2011 søsatte Ordkraft Festival deltog jeg i en enquete hvor spørgsmålet lød ”Hvilke bøger læser du?”. Et godt spørgsmål i og med at Ordkraft er en ord- og litteraturfestival. Jeg blev citeret for dette nonchalante svar: ”Jeg læser ikke bøger, jeg skriver dem, og når jeg har skrevet dem, gider jeg ikke læse dem”. Helt sandt var det ikke, for jeg har faktisk læst mængder af bøger siden jeg var barn, men som voksen er det mest fag- og debatbøger og i nogen grad poesi, der har fanget min interesse. Der er dog den sandhed i krukkeriet, at jeg ikke læser mine egne bøger, selvom jeg undertiden læser op fra dem.

Samme forhold har jeg til min musik. Det er årtier siden, jeg jeg i større skala har dyrket den metiér, men da jeg gjorde det opsøgte jeg aldrig uropførelser, men sendte min musikinteresserede mor og senere min hustru afsted. Jeg brød mig simpelthen ikke om at høre min egen musik.

Det samme med Kulturmødet, som jeg i 6-7 år knoklede nærmest i døgndrift med efter jeg realiserede idéen i 2013. Som en del af ledelsen deltog jeg naturligvis i de 48 timer i august hvert år hvor resultatet af det store arbejde kulminerede, men egentligt kedede jeg mig (mit arbejde var jo gjort) og jeg var den første, der listede lettet af i bus 970X når afslutningsceremonien blev indledt.

Jeg er ikke i tvivl om, at årsagen til det manglende engagement i egne produkter er, at jeg interesserer mig mindre for målet, end for vejen dertil. Sagt på en anden måde: jeg er mere optaget af processen end produktet. Derfor har jeg siden min ungdom eksperimenteret med systemer, modeller, fremgangsmåder, strategier mv. når det gælder stort set alt i mit liv. Til gengæld har jeg sjældent holdt ud i længere tid, når målet var nået eller projektet måske opgivet. Med skam at melde gælder det i nogen grad også mit privatliv.

En model jeg har anvendt til stort set alle mine projekter kalder jeg ”det væltede træ”. Jeg ved ikke, hvornår det dukkede op hos mig, men det går i hvert fald tilbage til min teenagetid. Billedet af et væltet træ med det store rodnet, den regelrette stamme og den blomstrende krone, dukker næsten altid op i mit hoved, når jeg arbejder som ”projektør”.

Dette billede er på samme tid poetisk, symbolsk og inspirerende. Det helt ukontrollerede, ukultiverede, normalt skjulte netværk af begyndelser og idéer, som roden udgør; den sorterende, opryddende, kanaliserende og kultiverende stamme med dens årer fyldt af energi og dens årringe der dokumenterer fremdrift; den færdige, præsentable og smukke, på samme tid frygtløse og skrøbelige krone med blomster og frugter, der venter på at blive plukket.

Det er et billede fuld af liv og skønhed og man kunne spekulere over, hvorfor et væltet, udslukt og døende naturfænomen har været en stor inspiration for mig livet igennem. Men det vil jeg ikke.

Det er hvad jeg er – en dårlig bordherre. Vist har livet lært mig gode manérer; jeg kender til gamle dyder, forældede høflighedsfraser og røvsyge rutinehandlinger, men nu om dage gelejder man jo ikke stolen ind under borddamens bagdel og den slags – det er også jeg forlængst holdt op med.

Det er mit konversationstalent, der har udviklet sig i uhensigtsmæssig retning. Jeg har ellers været god til at konversere på forskellige planer, har oveni købet færdedes i det lavere diplomati og er kun en enkelt gang blevet smidt ud fra en middag; en hændelse, jeg tidligere har beskrevet her i Erindringerne og som ikke er værd at ”genbesøge”.

De senere år er jeg blevet mindre interesseret og derfor dårligere til det selskabelige, sandsynligvis fordi jeg har fået nok af slagsen. Jeg finder de fleste af den slags lystigheder kedelige, indholds- og meningsløse og i værste fald grinagtige med deres opstyltethed, tomme ritualer og tillærte manérer. Kort sagt: jeg gider ikke mere. Spar invitationen – jeg kan desværre ikke den dag.

Min nærmeste familie er begyndt at pege på en uheldig udvikling i mine samtaleevner. Jeg, der ellers altid har nydt den gode samtale er blevet dårligere til at lytte (nej, min hørelse er OK) og jeg blokerer ofte samtalen med bemærkningen ”Det har jeg skrevet om”. Som en kær ven sagde forleden: ”Du kunne lige så godt sige ”Klap i, jeg gider ikke høre på dig””. Det tager jeg til mig i alvorlig grad, for det er slet ikke mig.

Problemet er, at jeg som regel har skrevet om det. Uanset om emnet er kanariefugle i regnskoven, Bruckners symfonier, opskriften på bouillabaisse eller kvindernes frigørelse har jeg på et tidspunkt skrevet eller sagt noget om det. Godt eller dårligt, relevant eller ligegyldigt, men ”det har jeg skrevet om”. Hvad værre er: jeg kan næsten altid på stående fod henvise til hvor og hvornår jeg har ment dette og hint. Og i mit indre sind tænker jeg: min borddame kan umuligt sige noget mere interessant, end jeg om kanariefugle og fiskesuppe; hvorfor skulle jeg dog lytte til hende?

Den slags borddame/herre har jeg selv afskyet, været irriteret over og undertiden uhøfligt ignoreret, og nu er jeg tilsyneladende selv havnet i samme uhøviske kommunikations- og omgangsform. Det siges, at første skridt mod forbedring er erkendelsen. Det har jeg også skrevet om, men med disse ord har jeg taget skridtet. Nu mangler jeg at forbedre mig. Indtil det er sket: spar invitationen!