www.engang.nu

Ikke alle kunne lide den musik Charles Ives (1874-1954) skrev. Ives var forsikringsmand og fritidskomponist men blev en af de helt store i amerikansk historie med sin ret avancerede musik. Når folk kom med mishagsytringer om hans musik svarede Ives: “Rejs Dem og tag det som en mand”. Der var kontant afregning både fra publikum og komponist.

Jeg tænker på det fordi jeg i 2021 her i Erindringerne skrev et kapitel med titlen “At anmelde musik”. Det henviste til en dobbeltkronik jeg skrev i Aalborg Stiftstidende i 1979 som forsvar for mine anmeldelser, der ofte pådrog sig læsernes/publikums vrede. Når emnet igen er aktuelt for mig, er det fordi jeg fra nytår har afsluttet en lang karriere som musikanmelder – i hvert fald foreløbigt.

Siden min første egentlige anmeldelse i Kristeligt Dagblad i 1974 og til den seneste på www.kulturen.nu i december 2025 er det blevet til ca. 4.000 af slagsen. Ud over KD har jeg været tilknyttet Aalborg/Nordjyske Stiftstidende, Weekendavisen, Vendsyssel Tidende, Berlingske og senest net mediet www.kulturen.nu. I bogen “Signaturer fra en provins” (2024) findes et glimrende kapitel om denne del af mit virke.

Det herlige www.kulturen.nu, der kom til verden som en slags fortsættelse af den næsten udslettede kulturdækning i Nordjyske Stiftstidende, er desværre ophørt – eller i det mindste sat på stand by. Min tilnytning til kulturen.nu varede fra 2021 til 2025 og afstedkom ca. 200 artikler.

Selvom jeg har måttet opgive hvad der var en yndlings metiér, har jeg ikke forladt mine basale synspunkter om anmelderiet som jeg skrev om dengang for 47 år siden. Derfor får jeg lyst til at gentage nogle af dem her i kort form:

De grundlæggende kvalifikationer for musikanmelderen er at han/hun dels har en viden om/et engagement i musik, dels at han/hun kan skrive. Man kan naturligvis diskutere niveauer i den anledning, men anmeldelsen er en hæderkronet litterær genre, som kræver sit.

Hvem skriver man for og hvad er formålet? Disse grundliggende spørgsmål bør stilles om al kommunikation, naturligvis også for kunstkritikken. Er målet publikum, musikere og komponister, måske selve musikbranchen? Jeg bestræber mig på at ramme bredt, bl.a. ved ikke blot at kommentere den konkrete musik, men også programvalg, hele koncertinstitutionen, tendenser og traditioner mv. Det er jeg, jeg undertiden har fået tæsk for, for må man anmelde publikum som jeg ofte gør?

Anmelderen bør ideligt være opmærksom på forholdet mellem det subjektive og det objektive.  Når jeg skriver at klarinetten spillede falsk i tredje takt, læner jeg mig op af min faglighed, men skriver jeg at det kun er liget, der kan udholde Brahm’s Requiem (som min forgænger George Bernard Shaw skrev), så udtaler jeg mig på lige fod med enkefru Madsen, der synes, at dødsmessen er henrivende – altså subjektivt. Tidligt introducerede jeg “alment anmeldervælde” med inspiration fra Luthers almene præstevælde. Hermed menes, at man som anmelder bør have samme respekt for fru Madsens smag som jeg forventer at hun har for min viden.

Det kræver et vist mod og et mål empati at anmelde kunst. Det er som at danse ballet på en knivsæg. Hvad angår mod, så har jeg kun sjældent frygtet reaktioner og når det gælder empati, henviser jeg til mit store forbillede, førnævnte Shaw som engang skrev da han blev anklaget for ikke at være nogen gentleman: “Jeg har aldrig kunnet se, hvordan en Kritikers Pligter, som bestaar i at komme med pinlige bemærkninger om de mest følsomme af hans Medskabninger, skulde kunne forenes med en Gentlemans Opførsel. En Kritikers Job er af den Art, at han ikke burde kende noget Menneske endsige tilhøre nogen Klub”.

Selvom musikkritiken er på retur såvel i Danmark som i store kulturlande som Frankrig og Tyskland, så skal man ikke underkende dens indflydelse på musik og musikliv. Et godt eksempel er Wiener-anmelderen Eduard Hanslick (1825-1904), en af historiens mest indflydelsesrige af slagsen. I en tid hvor den store Wagner var populær vendte Hanslick sig imod hans musik og fremhævede i stedet for dengang mindre kendte komponister som Brahms og Bruckner. Det fik direkte og stor betydning for deres berømmelse – det gjaldt i øvrigt også Liszt og Mahler.

Det ville ligge mig fjernt at sammenligne min egen anmeldervirksomhed med Shaws eller Hanslicks. Men i førnævnte bog “Signaturer…” omtales dødstrusler imod mig i anledning af en anmeldelse. Det er da også noget…

Det var lærer Madsen, der i underskolen i 1960, sagde til klassens, især drengelige,  ballademagere: “I skulle prøve at se på jer selv og det I har gjort”. Som klassens duks følte jeg mig ikke truffet – jeg var simpelthen for krysteragtig til at tage del i uhøviske løjer, ligesom jeg ikke syntes, at de udfordringer af ordentlig opførsel, mine medstuderende praktiserede, var særligt morsomme. Set i bakspejlet opførte jeg mig alt nok for pænt; men det er en anden historie.

At jeg ikke følte mig truffet betyder ikke, at jeg ikke tog Madsens bemærkning til mig. Ovenikøbet begyndte jeg at træne mig i at se mig og min gerning udefra, og det har jeg gjort livet igennem. Stadig foretager en eva(n)luering af id og flid hver dag som et ritual i lighed med aftenbønnen. Ikke overfor andre, ikke overfor Gud, som i forvejen ved alt, men med mig selv som eneste tilhører.

Det drejer sig ikke om en syndsbekendelse, men snarere om en “syndserkendelse” med det formål at få ryddet op i irrationelle, måske skadelige, i værste fald modbydelige måder at forholde mig til andre mennesker og livet som sådant på. Jeg kan naturligvis ikke være objektiv i min vurdering, men jeg tillader mig at prale af altid at være kritisk.

Når jeg ser på mig selv og min agéren udefra er det ikke som i et spejl. Spejle lyver jo og jeg er på jagt efter de faktiske forhold. I øvrigt anvender jeg alene spejle når jeg barberer mig og selv dér kan de jo kun bruges som lettere vildledende GPS’ere. Jeg forsøger heller ikke at tage en slags psykologisk røntgenbillede; også den slags lyver påstod min far med bemærkningen “Hvis man fotograferer en arm ser man et ben”.

Det, jeg foretager er altså ikke nogen dybere, filosofisk analyse af mit jeg og mit mig; jeg ser netop på mine inter- og réaktioner i forhold til de mennesker, jeg omgiver mig med og de “sagsforhold” mit liv indeholder, altså mit generelle virke. At analysere det kan opleves som at besøge et hurlumhejhus og jeg er sjældent stolt af mig selv når jeg skimter udgangen.

Men det virker, især fordi fænomenet fortrydelse dukker op. Man kan desværre kke være gjort gerning ugjort, men kan ikke trække spydige, sårende bemærkninger tilbage og man kan ikke “begynde forfra”. Man må rejse sig der hvor man faldt eller håbe på at en god nats søvn minimerer gårsdagens uhensigtsmæssigheder. Det sker sjældent, fordi den forfriskende, men også forræderiske hukommelse melder sig på banen.

Jeg kan alligevel anbefale denne idræt og sige som lærer Madsen: “Prøv at se på jer selv og det, I har gjort”. Jeg nyder stor gavn af det, men bærer mine opdagelser og erkendelser frugt? Også det er en anden historie…

Det første kapitel af Erindringerne udkom 3/2-2019, altså i dag for syv år siden. Datoen er valgt fordi det er min fødselsdag – i 2019 blev jeg 65.

Dette kapitel er nr. 467 og der er planlagt godt 1.000. “Planlagt” betyder at de fleste er skrevet, men at den endelige publicering foregår efter en aktuel vurdering og redigering. Der er også taget højde for pludselige indfald og ændringer – ellers ville det ikke være mine erindringer. Jeg købte domænet www.engang.nu som hjemsted for Erindringerne. Man kan abonnere gratis på en meddelelse om at der er udkommet et nyt kapitel ligesom en robot automatisk sørger for et opslag på Facebook og LinkedIn med meddelelsen. I løbet af det første år tilmeldte et sted mellem 500 og 600 sig denne service, men jeg har ikke tjekket statistikker undervejs – det strider imod min intentioner med Erindringerne.

Der udkommer altså mellem 60 og 70 kapitler årligt. De er blevet længere med årene. Indholdet er også blevet udviklet. En anmelder skrev bl.a. om den første årgang at “erindringerne hæver sig sjældent over anekdoten”, men ledsagede dog sin anmeldelse med fire ud af seks mulige stjerner. Når jeg ser tilbage, må jeg give anmelderen ret. Ikke blot på grund af ham, men som en del af hele dette erindringsprojekt og i samarbejde med min redaktør (for en sådan har jeg skam, ovenikøbet en anerkendt forlagsmand) “rettede jeg ind”.

Fra begyndelsen havde Erindringerne undertitlen “Erindring, erfaring, erkendelse”. Det betød, at jeg netop ikke skulle dvæle ved selve hændelserne i teksterne – erindringen – men også skrive om den lære, jeg kunne drage af den – erfaringen – og sågar bevæge mig ind i spekulationer over, hvad jeg har brugt eller ikke brugt erindringen og erfaringen til – altså erkendelsen. En anden anmelder lurede denne tænkegang og hæftede de traditionelle videnskabsteoretiske etiketter positivisme, hermeneutik og kritisk erkendelse på. Måske noget dristigt og kålhøgent for så interessant er mit liv nok heller ikke.

Senere blev undertitlen forøget med linjen “essays og mytologier fra livet og omegn”. De to begreber har optaget mig i årtier. Essays betyder i bund og grund “øvelser” og sådan betragter jeg mit skriveri. Mytologier har en lidt dybere mening, som jeg bedst kan udtrykke sådan: En myte er en løgn, der udsiger en sandhed; en mytologi afslører løgnen. Det skal ikke forstås sådan at mine erindringer er fulde af løgn – faktisk tilstræber jeg autencitet, sandhed og verifikation i højest mulig grad. Engang luftede en bekymring overfor min redaktør: mon jeg skriver den samme erindring flere gange? Det kan faktisk være svært at huske hvad jeg skrev i kapitel 114 eller 228 og selvom de alle stadig er tilgængelige på nettet og i bogform er det noget af et arbejde at finde rundt i dem. Den gode redaktør sagde til mig: “For det første oplever man jo den samme hændelse på flere måder alt efter ens position; for det andet øger gentagelser faktisk autenciteten”.

En anden udvikling i det projekt, som er den største skriveopgave i mit liv og i bibliotekshenseende venligt er kategoriseret som et “litterært værk”, er udgivelsen af erindringerne i bogform. Det første års erindringer udkom som bog i 2020 og de seneste årgange er på vej. Det var slet ikke meningen at udgive Erindringerne fysisk, men to faktorer overbeviste mig, dels et ønske fra net udgavens læsere, dels det aldeles fremragende layout-arbejde grafikeren Karin Andersen og illustrator Finn Nygaard gør. Der er noget saliggørende ved at holde bøgerne i hånden; som en særlig fuldendelse.

Endelig har projektet afstedkommet en del foredrag rundt om på festivaler og i foreninger mv. Selvom jeg også der tager udgangspunkt i mine egne erindringer forsøger jeg at se dem i et større perspektiv. De seneste årtier er erindringer og (selv)biografier jo kommet heftigt på mode og grunden til det optager mig meget. Jeg er helt klar over, at mit liv og mine erindringer ikke hæver sig over andres. Den største fællesnævner for menneskeheden er efter min mening, at ethvert menneske er unikt og lige meget “værd”. Allerede i forordet til Erindringerne skriver jeg: “Hvem gider læse erindringer? Mange, siger forlagene. Hvem gider læse mine erindringer? Næppe mange. Så hvorfor skrive dem? Fordi de er der. Nu er tiden kommet til at rydde op og ud, si og sortere: fortælle det, der ikke kom med i bøgerne og foredragene, i salonerne og på værtshusene, i samtalerne og skænderierne”.

Hermed går Erindringerne på www.engang.nu ind i deres ottende år. Jeg fortsætter indtil Vorherre inddrager licensen. Og måske lidt længere.

God læselyst!

Jeg kan ikke skrive om min hjerne uden at behandle hukommelsen, der jo bor i hjernen – hvor ellers?Det er lige så vigtigt at kunne glemme som at kunne huske. Det er en erkendelse, jeg har gjort de senere år, hvor erindring har stået højt på min dagsorden, arbejdsmæssigt og personligt (grænsen er hårfin). Indtil videre har jeg betragteligt sværere ved at glemme, end at huske. Min farmor, som på mange måder var et almuemenneske, sagde begavet til mig da jeg var barn (og nok ikke forstod det endnu), at “Kun Gud kan tilgive, for Gud har ingen hukommelse”. Det glemmer jeg aldrig.

I modsætning til Vorherre plages vi mennesker af at være bedre til at huske, end glemme. Det kan naturligvis være godt hvis ikke det implicerede det forrådende fænomen moral, der uafladeligt blander sig for at sortere skæg fra snot. Min kristne samvittighed og den moral, der trænger sig ind på mig, kæmper en kamp om retten til at minde mig om mine fejl og mangler, skulle jeg forsøge at ignorere dem. Der er mennesker, jeg sagtens kan tilgive, men jeg kan ikke glemme deres svigt og hvad er tilgivelsen så værd?

Hukommelsen udmærker sig ved sin enorme kapacitet. Som med hjernen er der næsten ingen grænser for hvad hukommelsen kan rumme; dimensionerne er næsten uendelige. Samspillet mellem min hukommelse og min hjerne og deres sammenhæng med bevidsthed og underbevidsthed gør at drøm og søvn rydder op, smider ud og lagrer. Men også på det punkt er jeg på samme tid imponeret og skeptisk. I hvert fald er det ikke altid – eller måske ofte – at min hjerne lagrer de forkerte læringer og erfaringer og efterlader mig med en mængde mentalt skrot.

Når man taler om hjernens forfald kommer hukommelsen hurtigt i spil, før sansning og tænkning. Hukommelsen har naturligvis også stor indflydelse på sidstnævnte. Netop erindringer er noget af det, der har udfordret/udfordrer min hjerne mest i dette liv. Nu er jeg gammel og jeg irriteres mere end tidligere over mine mange svagheder, herunder en tiltagende bekymring og skrøbelighed. Måske er disse tegn ikke betinget af alder, men blot idiosynkrasier. Det kan også være indbildning, for den slags er min hjerne også god til.

Min hjerne er et mysterium, naturligvis først og fremmest for mig selv. Afhængigt af hvad den egensindigt vælger at bidrage til noosfæren med kan den også være eller blive en udfordring for andre, hvad jeg ikke håber. Tror jeg. Måske. Skulle nogle læsere efter de seneste kapitlers hjernespind mene, at min hjerne er som alle andres vil jeg drage et lettelsens suk og takke Skaberen for at jeg er helt normal på dét punkt – i troen på at alle mennesker er unikke.

Den visuelle sansning siges at være stærkere, end høresansen, følesansen, lugtesansen – forudsat at man har øjnene åbne; og i øvrigt sindet åbent for det, man ser. Ligesom der er forskel på at høre og lytte, er der forskel på, hvilken opmærksomhed man har på det, øjnene ser. Ud over at bruge øjne og synssans til at opleve mennesker, hændelser og verden omkring mig, har jeg så længe jeg kan huske været optaget af billedkunst og det undrer mig lidt.

Jeg er ikke selv billedkunstner og intet i mine aner peger den vej. Selvom jeg gennem livet har opsamlet betragtelig viden om billedkunst er jeg ikke på nogen måde ekspert, men det er nok den kunstgenre, jeg dyrker mest, trods musikkens dominerende plads i mit liv. Også jeg oplever, at det visuelle er mere påtrængende end det auditive; det ved reklamefolk og psykologer.

Ud over at billedkunst på sin vis også er sprog, men ligesom musik og ballet mere abstrakt i udtrykket, end f.eks. litteratur, så omformer min hjerne også billeder til sprog før de rigtigt når sanser og sind. Det irriterer mig at jeg ikke kan fange billedets umiddelbarhed før hjernen sender sproget ind som fortolker. Jeg forsøger bl.a. med en strategi, der går ud på aldrig at oplyse mig om titel og ophavsmand på og til et kunstværk før jeg har “taget billedet ind”, men det lykkes ikke rigtigt.

Min hjerne vil simpelthen afkode alle sansninger og oplevelser og næsten tømme dem for udtryk før de genopstår som ord i sindet. Dog heldigvis bliver mine visuelle oplevelser ad omveje undertiden til sanselige, surrealistiske drømme og dramaer. Men som regel dukker sproglige associationer, konnotationer og relationer op og danner ord.

Det næsten infantile eksempel kan være billedet afis – det være sig isbjerget eller ispinden. Ved synet af det dukker straks det rationelle sprog med ord som kajakker og køer, forbjerge og fløde op og danner nye billeder, som igen omsættes til ord der tosser rundt i min uregerlige hjerne alle døgnets vågne timer medens en parallel proces rydder op i sammensuriet af begreber, billeder og fænomener. Slutteligt lagrer hukommelsen det vigtigste – eller måske mest ligegyldige – efter at have kategoriseret og organiseret rodet.

Med dette eksempel er jeg måske ude på tynd is, men indlandsisen er jo ikke bæredygtig i vores tid. Og hvor vidtløftigt alt dette hjernespind end kan lyde, så har jeg iagttaget det ved selvsyn, da jeg i Madrid engang så en 3D-scanning af min hjerne. Det var kaotisk som Picassos Guernica. Undskyld sammenligningen – den er min hjerne skyld i.

Man kan lukke øjnene men ikke ørerne. Derfor valgte jeg som meget ung musikken som mit udtryksmiddel. Jeg havde meget på sinde, meget at sige og jeg ville gerne høres. Det blev til en uddannelse som komponist og et par eller tre årtiers virke som sådan, men så var det som om musikken fadede ud og ordene overtog. Jeg ved egentlig ikke hvorfor – om det var musikken (in casu min musik), der forekom utilstrækkelig og irrelevant for mig eller om min hjerne spillede mig et puds ved at vende mit fokus fra musikken til ordene.

Omkring årtusindskiftet havde jeg en kort kompositorisk flirt med elektronisk musik og da trængte det, der kaldes reallyd sig på og jeg skrev bl.a. et værk i genren musique concrète, baseret på optagelser af et heftigt regnvejr oplevet og optaget under et ophold på landet. “Rain” hedder det naturligvis og det lever selvfølgelig ikke op til Pierre Schaeffer og de andre koryfæer inden for genren, men det er trods alt mit. Som min hjerne er min.

Musik er lyd, men det er der meget andet der er. Hjernen bombarderes uophørligt med lyde af forskellig beskaffenhed og orden. Ligesom ordene som beskrevet formelig vælter rundt i min hjerne i døgndrift, gør lyd det. Også i det ubevidste og i drømme manifesterer lyd sig, måske i abstrakte billeder eller slørede erindringer – de fleste kender det. Lyd kan gøre ondt eller godt, men bevæger sig som regel ind i den emotionelle snarere end den rationelle del af hjernen og udfordrer den. Lyd er stærkt forbundet med bevidsthed og psyke.

Nogle af de menneskelige lyde, der gør mest indtryk på mig har med følelser at gøre. Det handler om gråd og vrede. Gråd opstår ofte som et behov for hjælp, omsorg, trøst eller udtryk for sorg, vrede som regel i afmagt, forsmåethed og uretfærdighed. Jeg er frygteligt overfølsom over for lyden af gråd især fra et hjælpeløst barn. Jeg græder selv, mest alene og også som et udtryk for hjælpe- eller magtesløshed. Lyden af den retfærdige vrede manifesterer sig desværre en gang imellem i egne vredesudbrud, som jeg ikke er stolt af, især når de rammer forkerte mål og bliver til uretfærdighed i stedet for det modsatte.

Dér synes jeg at min ustyrlige hjerne svigter og det er måske menneskets største udfordring: at hjernen er ubetvingelig. Lyde skaber billeder – og omvendt – det er en af hjernens genialiteter. Undertiden ønsker jeg at man kunne lukke ørerne og ikke øjnene. Mængden af mislyde tager til og lyde bruges i takt med digitalisering mere og mere som et våben end som et gedigent kommunikationsmiddel – på linje med ord og billeder. Næste kapitel handler om min hjerne – og billederne.

“Sproget konstituerer mennesket” mente den franske filosof Jacques Derrida. Det har jeg taget til mig, både generelt og hvad angår mig selv. Selvom Derrida ikke ville spændes for en vogn, havde hans tænkning slægtskab med Ferdinand de Saussure, der grundlagde strukturalismen, og Jacques Lacan, der senere udviklede idéen. Alle tre har interesseret mig fra jeg var ung.

Jeg er et barn af eksistentialismen og strukturalismen. Ligesom jeg mener, at eksistensen går forud for essensen – at det enkelte menneske skaber hvad det er – mener jeg, at netop sproget udgør forskellen til andre livsformer. Som kristen hylder jeg Johannesevangeliets præambel: “I begyndelsen var Ordet og Ordet var hos Gud og Ordet var Gud”, en skabelsesberetning, der på et nanosekund overhaler den gammeltestamentlige reverenter talt big bang-myte om at Gud skabte verden på seks dage. På samme måde virker Grundtvig (som jeg ellers ikke er nogen fan af) på mig når han skriver “Ordet skaber hvad det nævner”. Det er jo samme tankegang og for mig findes en idé i min hjerne ikke før der er sat ord på den.

Jeg blev for mange år siden præsenteret for en ordleg gående ud på at man stiller et vilkårligt spørgsmål, f.eks. “Er prisen på fisk ikke stukket af?” og derefter gennemfører et maraton af spørgsmål og svar indtil man når det ultimative svar: “Gud”. Det er ikke bare en munter leg, den er også lærerig – prøv selv! Den anskueliggør sprogets udviklende egenskab.

For mig er sproget vigtigt på niveau med fænomener som kærlighed, tro, liv og død, selvom det har andre funktioner end dem; eller rettere: fordi sproget har en funktion, hvor de øvrige er følelser, stemninger og tilstande. Sprogene udgår fra hjernen, som også skaber, udvikler og vedligeholder dem. Når jeg skriver sprog i flertal, er det fordi der jo findes andre sprog end det verbale: Kroppen har mange sprog: bevægelse, gestik, sanser osv. og de mere kulturlige: dannethed, opførsel, påklædning mv.

Dog: ordenes sprog er grundlaget for det hele. Ud over at kommunikere med det, bruger jeg det som proces i det meste af det jeg foretager mig, både fagligt og personligt. Her er det, at sproget – via min hjerne – leger med mig: jeg har et gådefuldt associationsapparat. Når jeg ser ordet “is” opstår billedet af en gletsjer eller ispind måske, men også ord som især, istemme, i september, i seng mfl. og de skaber alle genveje til nye idéer og tanker.

Således sender min hjerne mig ind i et spind, et mylder af ord, som kan kværne rundt i time-, dage- og ugevis og på næsten autistisk manér udfordre ikke blot det kognitive men også det fysiske i min hverdag. Ofte går jeg i stå i en absence-lignende tilstand, hvor et skilt i supermarkedet forhindrer mig i at fylde min kurv fordi ordet “torsk” fylder mere end den fisk, der ligger på is i montren og som jeg skal købe og spise i aften.

Man kan more sig over denne besættelse af ord, men det kan også ligne en lidelse og undertiden være det. Under alle omstændigheder er det ét af de vilkår, jeg ikke kan undvige fordi min hjerne kan tage over og gøre mig viljeløs. Når jeg ser dét ord – viljeløs – kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor viljen mon sidder i min hjerne; måske er den nabo til troen…?

Nyligt så jeg en udsendelse i tyske ARD’s fremragende videnskabsserie Terra X med titlen “Mein Körper. Mein Gedächtnis”. I serien om den menneskelige krop handlede det altså om hjernen, der jo bl.a. rummer hukommelsen, som naturligvis er grundlaget for erindringer. Det fik mig til at skrive en række korte essays om hjernen. Da jeg ikke på nogen måde er hjernespecialist, handler de om min hjerne, som jeg kender bedre end de fleste og bedre end de fleste andres hjerner. Jeg kan derfor ikke underholde om den fysiske gestalt, der kroner kroppen, men alene filosofere over den måde, jeg oplever og anvender min egen hjerne på.

Pudsigt nok faldt det mig ind først at tage udgangspunkt i en nyere opfindelse, kunstig intelligens. Jeg er ikke én af de mange, der er bekymret for opdagelsen af kunstig intelligens, men deler nok den udbredte skepsis over for udnyttelsen af samme. Sagt på en anden måde: er vi kloge nok til at anvende de “nye” redskaber på en givtig måde?

I virkeligheden har mennesket jo altid brugt hjernen, in casu intelligensen, til at dele erfaringer med hinanden, i historisk tid fra det antikke Grækenlands dialoger mellem kloge især mænd til vor tids samtalegrupper og hvad det kaldes. Det har også altid været et formål at systematisere og optimere den viden, man delte, i bøger, foredrag mv. Det nye er så at computerteknologi, digitalisering og internet sættes til at foretage en del af det enorme arbejde med at samle og ordne menneskehedens tanker og viden på en langt mere rationel og hurtig måde, end hvad vi hidtil har kunnet “analogt” i betydning håndholdt, forstået som menneskelig interaktion. Bekymringen går naturligvis på om kunstig intelligens også indbefatter evnen til at tænke selv. Allerede har man set farlige tendenser desangående, men indtil videre er jeg ikke bekymret, men som nævnt bare skeptisk.

Min hjerne – som jeg altså skriver om her – arbejder, som de flestes, med naturlig intelligens, som jeg foretrækker at kalde kulturlig intelligens. Hjernen er selvfølgelig en fysisk gestalt formet af natur og udvikling, men indholdet er dannet og udviklet af det enkelte menneske under påvirkning af andre mennesker og interaktionen mellem de mennesker, jeg møder, og mig – det er altså noget kulturligt; men faktisk også noget over-naturligt når der stilles spørgsmål som: “Hvor bor troen?”, “Går min viden op i røg den dag min krop og hjerne kreperer og måske kremeres?”, “Hvordan hænger hjerne og sind sammen?” etc.

Når jeg i de kommende tekster her på www.engang.nu beskæftiger mig med hjernen er det som skrevet helt uvidenskabeligt. Dog vil jeg ikke undlade at nævne, at jeg for nogle år siden havde held til at deltage i et projekt, som en spansk neurolog havde gang i. Det vil føre for vidt at delagtiggøre læseren i detaljer både generelt og vedrørende min hjerne, men det skal dog refereres, at den spanske specialist kategoriserede mig i en gruppe på en vis andel af menneskeheden, hvis hjerne ikke fungerer med arbejdsdeling mellem højre og venstre del, specialiseret i hhv. det kreative og det rationelle. Min hjerne sender opgaven derhen, hvor der i øjeblikket er ledig kapacitet uden at vælge kvalificeret hvor den burde placeres. Det medfører ofte uortodokse løsninger og det forklarer en del af min adfærd både personligt og i mit arbejde med forskellige projekter. Den spanske neurolog frarådede at tolke for meget på fænomenet, men det er jo svært at lade være…

Derfor vil jeg i nogle kapitler belemre læserne af Erindringerne med mine observationer og tanker om, hvordan min hjerne fungerer når det gælder sprog, lyde, billeder, hukommelse mv. God fordøjelse!

Nogle af Erindringernes læsere har foreslået at jeg genoptrykker nogle af de over 3.000 artikler, jeg har skrevet livet igennem. Ganske vist er der udkommet en håndfuld antologier gennem årene, men her i Erindringerne spredes nu nogle flere under overskriften “Fra alle årene”.

Fra 1979 bringes en kronik om radioprogrammet “Gæt en sang”, der i lighed med søsteren “De ringer – vi spiller”, bestyret af navnkundige Jørn Hjorting, var utrolig populært ligesom værten. Arne Honoré hed han, og fik i begyndelsen af 50’erne ansvar for den lettere underholdning i DR. I “Gæt en sang” ringede man ind til den joviale Honoré og efter en hyggesniksnak om ingenting tilsat ingenting skulle man gætte en sang ud fra et banalt emne. Honoré var en gemytlig fyr, der blev pensioneret i 1989 og døde i 2008, 86 år gammel. I kronikken skrev jeg om serien og bragte et autentisk uddrag fra den. Mine filosofiske tanker om sagen kan ses i hele kronikken i Erindringernes galleri, her nøjes jeg med én af dialogerne fra “Gæt en sang”.

Honoré: Nu er klokken 13.05. Gæt en sang, velkommen. Emnet, vi har været i gang med et par dage, “Tilbageblik og fremsyn”, startede oprindeligt med fem ord, men nu er der kun tre.

Assistent: Ja, det er rigtigt, ja, for der er to ord, der er gættet, nemlig “tænker” og “tilbage”.

H: Ja, og det behøver jo ikke vare så længe før resten bliver gættet, så jeg skynder mig at sige, at det nye emne i rækken hedder “Et meget betagende syn”. Men lad os kaste ud – kaste os ud hedder det vist, ha ha, kaste os ud i det. Vi skal til, ja, jeg ved det ikke, vi skal spørge efter Nina Jensen og vi er på Fyn tror jeg. Hallo!

Lytter: Ja, hallo.

H: Hvor er vi henne i landet?

L: I Odense.

H: I Odense.

L: Ja.

H: Og det er (09) 10…

L: Ja, det er rigtigt.

H: Det er godt. Hvad siger De til sagen?

L: Ja, vi har jo spekuleret en del over det i weekenden…

H: Har…ja, det kan man da forresten, nu De siger det.

L: Vi har haft fat i bøgerne.

H: Og disse her to ord…

L: Ja, dem har vi også.

H: Nå, så er det jo næsten givet, at De måske rammer prik..

L: Åhr, det ved man jo aldrig.

H: Hvem skal synge?

L: Ja ja, det skal datteren i huset og så mig, ha ha ha.

H: Ja, skal vi tage fat på det?

L: Ja, det gør vi.

H: Ja.

L: Ja, det er i orden. (Synger): “Når dagens sol går ned bag horisonten/og glade stjerner tændes oppe i det blå/går han ombord og drømmer sig tilbage/han ser mod syd og det er dig han tænker på”.

H: Det er rigtigt, de var der de to ord, men det er alligevel ikke de fire linjer.

L: Det var dog ærgerligt.

H: Det var dog besynderligt. Nå, altså, emnet var jo opfyldt –

L: Ja, det synes vi også”

H:  – og de to ord var med, men den ramte alligevel ikke.

L: : Nå.

H: Det var dog besynderligt. Hvad siger Bitten? (Assistent, siger ingenting).

L: Det var ærgerligt.

H: Ja, ha, det var det da.

L: Jamen vi prøver igen engang.

H: Det var godt. Hvad siger Bitten til de resterende ord?
A: Jeg siger, vi må da have været dygtige siden vi har fundet noget, der var så tæt på og det alligevel ikke var det rigtige.

H: Kan det trøste at vi siger, at det var nydeligt sunget?

L: Det var da i orden. Tak fr det.

H: Ja, ikke.

L: Vi prøver igen. H: Det er godt. Farvel.

Jeg kan ikke sige mig fri for at have en flig af misundelse når det gælder det ordbogen kalder “en følelse af bitterhed, ærgrelse og afmagt, fremkaldt af en andens materielle ejendom, egenskaber, succes eller held”. Faktisk ærgrer denne spontant opstående og uregerlige følelse mig og jeg misunder dem, der kan holde sig fri af den slags. Men jeg er kun et menneske som man siger når man vil undskylde sine skrøbeligheder og sin utilstrækkelighed i forhold til andre.

Disse glimt af misundelse er bestemt ikke noget, jeg er stolt af, især fordi de er fuldstændigt grundløse. Jeg har nået og når nok fortsat de mål, jeg har for mit liv, både på den ene og anden måde, så hvorfor angriber mit skrøbelige sind mig med denne følelse af misundelse, som jeg helst er foruden?

Misundelse er en af den katolske kirkes traditionelle hovedsynder, ikke uden grund dramatisk kaldet dødssynder, men i virkeligheden udtrykker de nok hvad de fleste mennesker betragter som en af de mest uhensigtsmæssige og uproduktive følelser og reaktioner blandt vore egenskaber. Måske fordi religionen har opdraget dem til det.

Egentligt kan jeg godt forstå misundelse som følelse betragtet, men rationelt giver den ikke mening. Det er en introvert uting som sjældent kan bruges mellem mennesker og i hvert fald ikke med positivt resultat.

Det seneste danske lokalvalg viser dette med al uønskelig tydelighed. I min levetid har jeg sjældent oplevet så megen politisk ragnarok, svig og løgnagtighed, altsammen dybest set på grund af misundelse over at andre fik det, man selv havde anglet efter eller håbet på – eller netop ikke havde, for måske er det omvendt.

Jeg tror, at min og andres misundelse ofte går på, at de andre ikke har fortjent deres gevinster i livet – materielle eller ej – snarere end at jeg er sur over ikke at have haft større ambitioner selv, når jeg nu er lykkedes med at opnå dem jeg havde. Sagt på en anden måde: misundelse handler ikke så meget om mit savn, men om at det lykkes andre at få opfyldt deres – berettiget eller ej.

Så bliver følelsen for alvor giftig. At blive trist over at andre lykkes med noget, man ikke selv har anglet efter eller gjort sig håb om er da ikke mindre end forrykt. Og kobles den så med en anden af “dødssynderne”, grådighed, går livet da helt i sort for den, der angribes – eller lader sig gribe – af avind.