Michael Austin er én af verdens bedste organister. Jeg har naturligvis ikke hørt dem alle, men jeg har hørt mange, og da udsagnet under alle omstændigheder er lidt abstrakt vil jeg til enhver tid stå ved det.  Jeg lærte ham at kende, da han i 1979 blev ansat ved Sankt Markus Kirke i Aalborg efter at være indvandret fra England og have opgivet en fantastisk karriere på grund af kærlighed til sine to elskede: orglet og den skønne danske kvinde Elsebeth (her nævnt i Michaels prioriterede rækkefølge, som jeg aldrig har forstået). Jeg skulle netop til at tage hul på en radioserie betitlet ”Danske organister”, og jeg nåede lige at gøre Michael…

Min mor sagde livet igennem “De” til sin svigermor og tiltalte hende Fru Vestergaard, og naturligvis hendes svigerfar Hr. Vestergaard. Det var måske rigeligt nok, for generationerne i min familie levede tæt sammen. Det var måske også lidt out of time, for det handler om sidste halvdel af 1900-tallet og Aalborg, efter danske forhold ikke nogen landsby. Både mor og farmor var også bysbørn og ikke helt uden dannelse. Men altså af den gammeldags slags. Jeg er ikke sikker på, at det handlede om respekt, men nok en slags høflighed. Jeg har lidt af det med mig. Hvis jeg skal forbi en dame, der er ældre end mig (og de…

Asta var prostitueret, Søren var en kanariefugl. De boede begge i Sankt Hans Gade i Aalborg, hvor jeg udtrådte mine barnesko. Asta var god veninde til mine forældre, og et par gange om måneden omkring 1960 var vi på eftermiddagsvisit hos hende – mor, far og jeg.  Det kunne jeg godt lide, for Asta var et varmt, omsorgsfuldt og spændende menneske: hun lagde ikke skjul på sine meninger om dette og hint eller fælles bekendte og ramte som regel plet. En dag besøger vi Asta og da præsenterer hun os for Søren, en 6-7 år gammel kanariefugl, i bur naturligvis, som hun havde konfiskeret hos en kunde, ikke som betaling…

Omkring 1990 var jeg i Slovakiet første gang. Anledningen var, at den fremragende basunist Jesper Busk Sørensen (siden 2009 ansat i Berliner Philharmonikerne – bedre kan det ikke blive for begge parter) vandt en international solistkonkurrence i Bratislava. Danmarks Radio sendte koncerten med prisovervækkelsen og jeg præsenterede. Dette handler dog ikke om Jesper, men om noget ganske andet. Fra Wiens lufthavn Schwechat til Bratislava går der bus. Det tager en time og ofte længere tid ved grænseovergangen. Dengang fik man anvist faste pladser i bussen og jeg var heldig at sidde ved siden af en overmåde smuk kvinde i midten af tyverne, hun en smule overstadset og tydeligvis træt. Som…

Larsen var tekniker i Danmarks Radio, og han er et af de mennesker, jeg har lært mest af, naturligvis først og fremmest det at lave radio. Da jeg som stor teenager begyndte på dét havde jeg ingen forudsætninger, men Larsen var det første radiomenneske jeg mødte og i øvrigt en af de første medarbejdere på stationen i Aalborg, da den blev etableret i 1961. 7 år efter var jeg der for første gang, eller rettere: Niels og journalist Helle Rydahl besøgte mit hjem for et interview – dengang skulle journalisterne have en tekniker med til at betjene nagra’en.  Mit arbejdede voksede indtil jeg kom på fuld tid i 1979 og…

Jeg kan sagtens høre folk, der kender mig godt, vantro udbryde: ”Genert? Du?”. Men sådan er det: bag min overdrevne forfængelighed og jævnligt skrydende adfærd er jeg faktisk en del genert. Jeg kan lide at være anonym og har det godt bagest i køen eller nede i krogen, iagttagende hvad der sker omkring mig. Jeg har altid været et optrædende menneske – som musiker (som regel skjult på orgelpulpituret), foredragsholder, radio/TV menneske og andet. Jævnfør tidligere her i erindringerne, kan jeg godt lide at tiltrække mig opmærksomhed på gaden og museet, i baren og flyet og hvor jeg ellers færdes. Som regel ubevidst; det er blevet en del af min identitet og…

Overskriften skal tages med kilo salt, for jeg hader ikke kunst – jeg har hele mit liv levet af og med kunst af enhver slags. Når jeg skriver det er det for at sige, at jeg mener, man ikke kan hade kunst ligesom man ikke kan elske kunst. Jeg elsker ikke Mozarts musik, Rembrandts billeder og Oehlenschlägers digte. Der er der jo mange, der gør, men jeg mener simpelthen ikke at kunst er til for at blive elsket. Når jeg bruger ordet kunst dækker det i øvrigt meget andet end billedkunst som ellers defineres som ”kunst”. Ud over billedkunst findes der jo mange andre kunstformer – lydkunst f.eks., det der…

Tidligt i teenagetiden vaktes min interesse for multikunstneren, mest komponist Henning Christiansen. Hans løbebane er der rigeligt om på nettet. Et par af de højde- og knudepunkter i hans kunst, som jeg var tiltrukket af, var hans flirten med fluxus og senere hans eksperimenter med enkelhed – “ny dansk enkelhed”, som stilen blev døbt. De to stod i stor kontrast til hinanden og det var måske det, jeg intuitivt faldt for.  Fluxus, som opstod omkring 1960, var en stærkt eksperimenterende stil, der bl.a. udfordrede selve kunstbegrebet i nogle happenings, der ofte var så ekstreme, at de formelig blev meldt til politiet. Knudepunktet var i Düsseldorf, omkring billed/rumkunstneren Joseph Beuys, og…

Det skete for vel 5-6 år siden da jeg ofte spiste morgenmad i restaurant Le Sommelier i Kastrup Lufthavn under mit almindelige pendleri. Der beskæftiger man en del svenske tjenere, og en morgen går én af dem forbi mit bord og nynner diskret en melodi, jeg kender. Hvis nogle af mine temmeligt mange ”nye salmer” fra 70’erne kan kaldes et hit i de sammenhænge, så er det ”Via Dolorosa”, som Johs. Kirkegaard skrev tekst til. Den meget enkle melodi skrev jeg i løbet af en halv time 12. marts 1972, så den fylder altså 49 år da dette publiceres. 1. april samme år blev den sunget første gang af Kjeld…

Komponisten og musikeren Palle Mikkelborg fylder, da dette publiceres, 80 år. Han er på verdensplan en helt enestående musiker og et ekstraordinært menneske. Jeg har gennem tre årtier haft den store glæde og nytte at kende Palle både fagligt og personligt, og mødet med ham har betydet meget for mig. Selvom vore konkrete møder ligger 7-8 år tilbage, så ved jeg, at næste gang vi mødes vil samtalen fortsætte og på forunderlig vis blive genoptaget dér, hvor vi slap sidst. Det begyndte omkring 1990, da  jeg som DR medarbejder leverede stof til både P1 og P2Musik. Til et stort kultur/kirke arrangement på Nyborg Strand bad P1’s Mogens Hansen mig arrangere en…