• VIP Sverige

    I min serie om “Very Important Places” i mit liv må jeg tage Sverige ind. Jeg er ikke så meget nationalist at det gør noget, men i det omfang, man kan nære følelser for en nation indrømmer jeg gerne at jeg det meste af mit liv har haft varme sådanne for det, jeg ikke vil kalde et broderland, men et naboland. Jeg mener, at det, der ofte fremhæves som “nordisk” er en abstraktion. Sprogligt har vi jo et vist fællesskab med Norge og Sverige, men da bestemt ikke med Finland og Island og kulturelt og historisk føler jeg mig meget mere forbundet med Europa syd for grænsen, især Tyskland og Frankrig.

    Men så er der altså Sverige. I min barndom var det et land, man rejste til én gang årligt, når man kunne få dagbilletter til færgen Frederikshavn-Göteborg for en tier. De store “Sessan” færger tjente naturligvis på omsætningen og passagerernes sult og sprut ombord, men de 4-5 timer man fik i Sveriges anden største by gav mig én på opleveren og virkede på mange måder eksotisk. Jeg faldt allerede dengang for Sverige. 

    Som 20-årig havde jeg et 3 måneders vikariat på Sveriges Radio for en af de komponister, der ugentligt leverede musik til TV programmer for børn. Det betød naturligvis en tættere tilknytning til landet, både de 2 x 500 km i bil og de tre dage i hovedstaden hver uge. Senere har jeg naturligvis besøgt Sverige utallige gange i mit arbejde for DR og kunst og kultur i øvrigt.

    Hvad er det, jeg er så imponeret over?

    Det er netop svensk kunst og kultur i bred forstand. Godt hjulpet af naturen som inspirator men også hvad jeg opfatter som en højere prioritering af og respekt for kunstens rolle synes jeg, Sverige er banelængder forud for Danmark, omend ikke Frankrig og Tyskland. Jeg kan på stående fod nævne betragteligt flere store, skabende kunstnere inden for musik, billedkunst, film, teater og litteratur, end danske. De følges naturligvis op af en hær af glimrende udøvere, der i højere grad gør sig internationalt, end danske. Sangere inden for alle genrer f.eks. Jeg er også glad for sproget. Det er smukt og musikalsk og – i mine øren – lettere forståeligt, end det underlige, i nogen grad konstruerede norske. 

    Den svenske “folkesjæl” oplever jeg, trods rygtet som “forbudsland” som langt mere tolerant, åbent og imødekommende, end mange vist mener. Jeg befinder mig langt bedre i selskab med svenskere, end mange andre folkeslag. Jeg var derfor mere end glad, da Sverige stemte sig ind i EU i 1994, hvor Norge jo sagde nej. Det var synd for Norge og godt for EU som jeg kom til at sige i den norske TV-avis. 

    Sverige er et europæisk land lige som Finland og har meget at tilbyde det internationale samfund. Og altså mig. Så, selvom jeg ikke kan tale om kærlighed til et land, så er det lige før. Sverige er et very important place i mit liv.

  • Brandbilen der slukker tørsten

    I 2004 vendte jeg tilbage til Aalborg og blev free lance igen. Det betød at jeg kunne genoptage mine vaner med en formiddagsøl, frokost ude i byen, en eftermiddagsdrink, ofte på Holles Vinstue hvor jeg en dag mødte en meget entreprenant herre, der med sin kone var flyttet fra Nykøbing Mors til Aalborg. Claus Søgaard hedder han, og han havde store planer om at at fortsætte sin karriere i restaurationsbranchen i den tørstige by. Han havde netop overtaget en stor bygning midt i byen, hvor tidligere “Folkekøkkenet” havde langet billig mad over disken til hjemløse og andre trængende.

    Nu skulle der ske noget!

    Vi fik nogle snakke om byens restaurant- og værtshusliv. Efter nogle måneder åbnede “Søgårds Bryghus” der foruden restaurant indeholder et bryggeri, et tapperi, en bar, en café etc. Senere kom endnu et par caféer i byen til ved den lige så entreprenante fru Lisa Søgård. Jeg løste nogle småopgaver med PR for Claus og Lisa.

    To projekter var jeg særligt glad for at medvirke til, for de var så totalt spektakulære og tossede at de næsten skulle føres ud i livet. At være en lille brik i det spil var lige mig.

    Det første hed “Egtvedpigens Bryg” og kom til verden i 2008. Man havde i Egtvedpigens grav i 1921 fundet dele af en opskrift på øl, og brygmesteren ville nu bruge den 3300 år gamle opskrift til at producere 500 liter øl, hældt på 1000 flasker og solgt til en pris á (vistnok) 2000 kr. Eksklusivitet skulle formelig stråle ud gennem øllet, så der blev fabrikeret en særlig kasse af rosentræ, foret med fløjl. Holmegaard blæste en særlig flaske, der blev plomberet med et særligt laksejl og i den fine kasse skulle placeres en tryksag, der fortalte historien om Egtvedpigen, øllet, Bryghuset etc. Denne opgave blev overgivet til min journalistkollega Per Jensen og mig og vi fik frie hænder. Det er i sig selv dristigt at give Per og mig carte blanche for vi er vilde efter udfordringer, høj kvalitet og spændende eksperimenter. Det 28 sider store hæfte blev da også klasse på alle måder og det nød vi. Vi nød knapt så meget smagsprøven på Egtvedpigens Bryg, men som der står i heftet: den kan drikkes helt frem til 2021, så de 11,5 % alkohol skulle nok lagres lidt for at rigtigt.

    I 2012 købte Claus Søgård en udkørt brandbil fra landsbyen Keystone Hights (1200 indb.) i staten New York, USA. En vaskeægte “American La France” som man kender fra film: rød selvfølgelig, med stiger, mandskabsrum, udstyr og – sirene og båthorn. Den blev bygget om til et rullende værtshus med 20 fadølshaner, siddepladser og hvad der nu hører til. Også her var det vigtigt for Claus at få historien med og jeg blev hyret til at forfatte den. I bilens handskerum fandt man gamle servicebøger, kørselsrapporter m.v. og dem brugte jeg som grundlag for min fortælling om Søgårds nye vogn. En timelang samtale med fire chief Kevin Mobley fra Keystone Hights hjalp mig også på vej. Hele projektet blev færdigt og sat til udlejning for firmaer og private incl. brandmand (gæt hvem?) og “slukningspiger”.

    Kulminationen for mig var den fredag eftermiddag, hvor Claus skulle hente den færdige bil i Nørresundby og inviterede mig med. Det var selvfølgelig spændende lige indtil det blev nervepirrende da vi nåede den tætpakkede Limfjordsbroen, hvor Claus, iført brandmandshjelm, tændte sirenen og brugte det gennemtrængende båthorn for at skaffe os plads gennem bilkøerne. Mine opfordringer til at stoppe udrykningen prellede helt af på legebarnet. For sådan er han: der skal ske noget, det skal være spektakulært, det skal gøres ordentligt – og det må gerne larme.

  • Skolekøkken

    Da jeg kom i 5. klasse i 1965 blev vores klasse delt i to når der var gymnastik, drenge for sig, piger for sig. Men også et par andre timer om ugen måtte vi drenge undvære pigerne og omvendt. For da skulle pigerne op i skolekøkkenet på øverste sal og vi drenge ned i kælderen til sløjdlokalet. Dengang – med tidens kønsroller – blev vi ikke spurgt, hvad vi kunne tænke os, for så havde jeg nok valgt pigerne i køkkenet. 

    I stedet fabrikerede jeg nogle tvivlsomme sager i kælderen, bl.a. en malkestol (vi boede i Aalborg centrum og køer kendte vi kun i form af mælk og hakkebøf). Det vakkelvorne rød- og blåmalede monstrum beholdt min mor indtil parcelhuset blev fraflyttet i 90’erne, hvor jeg af egen drift smed skidtet ud. Jeg lærte altså ikke at lave mad. Den slags tog min mor og farmor sig af, så hvorfor skulle jeg det? Min far og farfar kunne end ikke koge et æg, men det gik da godt nok alligevel.

    Da jeg flyttede hjemmefra som 20-årig begyndte jeg at lave mad. Jeg aner ikke, hvor jeg fik evnerne til det fra, for jeg havde aldrig stillet op ved gryderne, når der blev kokkereret hjemme. Allerede på det tidspunkt rejse jeg en del, herunder ud i Europa, og over en kort årrække lykkedes det mig at blive en hæderlig kok, madlavning blev en passion og det meste af livet har jeg nydt både at købe ind og lave mad. Det har både jeg, mine skiftende hustruer og børnene nydt godt af.

    På et tidspunkt blev pigernes sysler i skolen omdøbt til “hjemmekundskab” og pensum udvidet med rengøring, syning m.v. I kælderen kom metalsløjd og elementært el-arbejde på skemaet hos drengene, og det var jeg glad for. Fra dengang har jeg min interesse for strøm og stød og jeg er næsten semiprofessionel elektriker.

    Skolen var naturligvis mønstret for familien og omvendt. I min familie var der stor gensidig respekt mellem kønnene og detaljen med husarbejdet slog ikke skår i balancen mellem mor og far. De havde i hver sine roller i det hele taget – også uden for hjemmet.

    Heldigvis tog jeg farve af forældrene, snarere end af skolen, da jeg selv blev ægtemand og far. Mine herlige hustruer har accepteret at jeg kan lide at lave mad og sætte lamper op. Naturligvis gjorde de også det første og kunne have gjort det andet, men i modsætning til hvad jeg undertiden hører om fra andre familier, så har mine hustruer og jeg aldrig skændtes om opvasken Der var vigtigere ting i tilværelsen at tage en tvekamp om. Det gjorde vi til gengæld!

  • Jeg kan ikke blive klog på dig

    Jeg havde engang et forhold til en kvinde – kort og intenst; det havde det hele: krop og sjæl, lykke og lidelse, ro og kaos. En dag sagde hun “Jeg kan ikke blive klog på dig”. Udsagnet kom helt bag på mig. Blive klog på mig? Jeg kendte da udtrykket, havde brugt det selv, men vist aldrig for alvor tænkt over betydningen og rækkevidden af det.

    Som dengang datter Nathalie til mig “Daddy, jeg kender dine koder”. Jeg hverken svarede eller spurgte hende, men jeg tænkte meget over, hvad hun mon mente. Vi kender og er meget fortrolige med hinanden men har gensidig respekt for hvor grænserne går for interessen og intervenering i hinandens liv. 

    Hvor godt kan man egentlig hinanden, selv de nærmeste? Medmindre man fra barn er vokset op med restriktioner, overvågning, ubegrundet bekymring fra forældres side etc. – og i øvrigt selv har praktiseret den slags over for egne børn (hvad jeg og deres mødre ikke har), så er der nok en grænse for hvor “klog” man kan være på andre eller hvor godt man kan kende deres “koder”. 

    Jeg har nogle gange påstået, at 90 % af mit liv foregår inden i mig, og der har det det fint. Læserne af erindringerne vil vide, at jeg ikke er bange for at “udlevere” mig selv, men dette ord kan jo også betyde forråde, og det er jeg for egoistisk til at gøre. Jeg indrømmer gerne, at jeg hellere viger uden om sandheden, end hengiver mig til løgnen. Det afstedkommer sikkert en gådefuldhed, som jeg også undertiden selv udgrunde.

    Deraf måske koderne og vanskeligheden ved at blive klog på mig. Jeg kender ikke selv mine koder og jeg har ofte vanskelig ved at blive klog på mig selv. Hvordan skulle andre så kunne? Og hvad nytte ville det gøre? Det bliver jeg måske klog på engang.

  • Skriveskræk

    Det tomme nodeark og den ubrugte notesblok har jeg altid betragtet med en blanding af frydefuld udfordring og forfærdeligt tyranni – der skal simpelthen noder eller ord på. Det er ikke fordi jeg, som så mange andre, forstår min virksomhed som et kald, men arbejdet med ordene blev nu engang min metier, som jeg lever af, både materielt og mentalt. Forleden så jeg en kendt musiker og komponist udtale, at han aldrig har haft en arbejdsdag i sit liv. Han er ellers ufattelig flittig, men pointen var vist, at han følte sit virke ikke som arbejde, men (med mine ord) en lige så nødvendig aktivitet som at trække vejret.

    “En forfatter er en for hvem det at skrive er sværere end for andre” sagde Thomas Mann. Nu er jeg på ingen måde nogen stor forfatter, snarere en flittig skribent, der også har skrevet en del digte og mindre prosa, bl.a. i form af nærværende erindringer, som iht. ophavsretshavsloven betragtes som et “litterært værk”. Kort sagt: der skal forfattes og komponeres, uanset hvor svært, det måtte være.

    Min kompositionslærer sagde “Du skal skrive mindst én node hver dag. Du kan hviske den ud dagen efter”. Selv i de flere årtier, jeg ikke har været særlig aktiv som komponist, har jeg fulgt dette råd. Og i takt med at ordene erstattede tonerne i mit liv, er det ikke blot blevet til ét “ord” hver dag, men hundredvis af dem. Hver eneste dag!

    Men for fire måneder siden gik det så galt. Jeg indrømmer gerne at det handlede om en skræk – ikke blot for det tomme papir, men for hvad jeg kunne finde på at skrive på det. Jeg er ellers ikke nogen kryster desangående, men blyant og computer så at sige blokerede, hjernen strejkede og hver dag voksede skrækken for både det tomme og det fyldte ark.

    Jeg har ikke prøvet det før, men ved, at det ikke er ualmindeligt blandt kolleger. Det var en ringe trøst – også det, at jeg var ude i en mere generel psykisk krise, som kunne være en årsag. Da min alder samtidigt rundede et skarpt hjørne, troede jeg at alt var ude. Tilstanden varede knapt tre måneder. Jeg fik psykofarmaka, gik i retræte, behandling på et udenlandsk sanatorium m.m. men intet hjalp. Indtil den morgen, hvor jeg som altid åbnede mine øjne ved 4.30-tiden og hilste livet med en bøn.

    Pludseligt var der gang i ordene igen, måske, måske ikke kommer noderne også tilbage. Jeg aner ikke hvad der skete, hverken dengang i midten af november eller da blokeringen opløstes i begyndelsen af februar. Jeg tror hverken på, at bønnen, medicinen eller afsondretheden har løst mit problem. Måske gik det bare op for mig, at ordene og noderne virkelig er den respirator, jeg altid har følt.

  • Tingsliggørelse

    Forleden hørte jeg den tyske multikunstner Michael Lentz læse et af sine digte op. Det lyder:

    Das Ding ist der Erde Stand.
    Der Rede Stand ist das Ding.
    Dringend redet das: Das ist
    der Stand der Dinge. Das ist
    des Dinges Tand. Da irrt des
    Redens Test, da das Ding dir
    das Ding, das dient. Der Rest:
    Dir stand das Ding. Es redet:

    DAS ist der Stand der Dinge.

    Jeg vil ikke oversætte digtet her, for det ville være synd for det, men blot titlen: “Tingenes tilstand”. Det er et godt digt, som peger på noget, jeg som sprogmenneske har undret mig over i årevis: måden ordet “ting” anvendes på. Når jeg skriver om det, er det fordi jeg, også nyligt, hørte én sige: “Der er andre ting i livet, end kærlighed”. Jeg ville nok anvende formuleringen “Der er andet i livet, end kærlighed”. 

    De seneste år har ordet “ting” fået selvstændigt liv i medierne og i daglig tale og skrift. “Er der ikke en ting med det lovforslag?” spurgte journalisten ministeren. Det gik op for mig, at hun mente “Er der ikke et eller andet skjult, noget forholdt, mistænkeligt?”. Altså: nu kan en ting, som man må betragte som det mest materielle der findes, være skjult.

    Mere og mere i livet bliver tingsliggjort. Det betyder ikke blot en forfladigelse og et misbrug af sproget, men om en tendens til at gøre fænomener, følelser, forhold etc. i tilværelsen nemmere at overkomme. Ved at materialisere det, der ikke kan ses, gøres det nemmere at tale om, håndtere, blive fælles. Det er svært at tale om had og kærlighed som de virkelig er. Eller om Vorherre, hvis ikke vi har et billede af ham. 

    “Sådan er tingenes tilstand” betyder “Det er sådan, det hænger sammen”, “Sådan er det bare” eller “Det må man acceptere” – og så er det lige meget, om der tales om skilsmisse, aktiv dødshjælp, politikernes troværdighed eller Vorherres eksistens. Alt/alle sammen er blevet til ting. Sådan er tingenes tilstand. Desværre.

  • Skål og til lykke

    Nyligt fyldte jeg 70. De runde fødselsdage (og de mellemliggende) gør jeg ikke meget ud af. Jeg er helst alene, passer mit arbejde og har nogle få private ritualer, som jeg ikke fraviger. Som regel gemmer jeg mig lidt væk – i år var jeg således i Istanbul. Alligevel er det lejlighedsvis lykkedes for familie og venner at lykønske mig på den ene eller den anden måde, og jeg ville være et skarn, hvis jeg ikke værdsatte det. Jeg kniber ofte en tåre, når jeg bliver husket på trods af bestræbelser på at blive glemt.

    Jeg har tidligere strejfet en oplevelse på min 40 års fødselsdag, hvor jeg var på arbejde for DR i Köln. Da fik jeg ved ankomsten til mit hotel en flaske champagne iklædt køler og hilsenen “Til lykke fra Jensen & Krabbe”. Der er ikke tale om et flyttefirma, men om to af mine ældste venner, førstnævnte dengang tillige min chef. Jeg kom selv til at betale ved afrejse, men tanken var da pæn, og Jensen & Krabbe forsøgte skam at refundere mig udgiften, men nej tak – for ellers kan jeg jo ikke bestandigt minde dem om denne  æresgæld.

    Da jeg fyldte 50 foregik det i Paris, og mine kolleger i DR (da København) havde opsnuset min adresse og sendte en imponerende buket blomster, som jeg blev meget rørt over og slæbte rundt i det halve Europa indtil den, før den visnede, blev stjålet sammen med min øvrige bagage i toget mellem Milano og Venedig. 

    10 år senere var jeg igen hotelgæst på selve dagen, jeg husker ikke hvor. Men receptionen havde åbenbart gransket mit pas mere end nødvendigt, og til morgenmaden fik jeg serveret en lille flaske champagne og et sødt til lykke. Her blev jeg så overvældet, at jeg bad tjeneren invitere alle morgenspiserne i restauranten på et glas mimosa, som jeg selv holder af om morgenen. De fleste takkede ja og jeg betalte omgangen med glæde.

    I år var det så 70 og hvad skete? Intet! Med fare for at virke krukket: det gik først op for mig ved middagstid, at nu var det nu (jeg havde været på natklub aftenen før). Straks iværksatte jeg mine ritualer og nåede da også igennem. Jeg drak også champagne – og dagen efter observerede jeg en del indløbne lykønskninger fra nær og fjern. Nu skynder jeg mig mod de 80, så jeg kan få morgenchampagne igen. Til familie og venner: sig ikke, at I ikke er varslet i god tid.

  • Halldór

    Jeg kom forleden til at tænke på Halldór. Det skete fordi jeg besøgte ét af mine stamværtshuse i København, legendariske Palæ Bar i Ny Adelgade. Her var vi ofte, Halldór og jeg. Halldór hvem? Sigurdsson selvfølgelig. En fremragende islandsk journalist, født i 1935, som flyttede til København som 10-årig og, efter en karriere i ØK, blev ansat i Danmarks Radio i 1975 og blev der til pensionen i 2005. Hans speciale var Latinamerika, som han havde besøgt meget i ØK-tiden.

    Vi havde fælles arbejdsplads, Radiohuset, men der så vi ikke meget til hinanden. Dels fordi han, som jeg, det meste af tiden var på rejse, dels fordi vi, når vi endelig var der, arbejdede i vidt forskellige afdelinger. Men jeg ved, at Halldór, ligesom jeg, var vild efter det hus. Det betød bl.a. at vi begge (dog hver for sig) sagtens kunne finde på at overnatte der, tage bad i kælderen og indtage alle måltider i kantinen, der var åben fra 6 morgen til 23 aften. Nå ja, og så tog vi nogle svinkeærinder ind i minefeltet, bl.a. til Palæ Bar. Også her forberedte Halldór sine DR-indslag.

    Haldor brugte ikke meget manuskript – når han gjorde var det noter på en serviet, bagsiden af en barregning eller hvad han ellers lige havde. Men han var en guddommelig journalist og radioformidler. Han var uhyre driftssikker og kvalificeret når han, med sin karakteristiske stemme og diktion, udfoldede sig om sit speciale, mest i Orientering. Dertil var han et fantastisk menneske. Det viste han mig en aften, hvor han som vanligt ankom til Palæ, som sædvanligt i taxa.

    Jeg var glad for at se ham, for en for mig ukendt dame havde overmandet mig med en fortælling om at vi havde gået i skole sammen og om vi dog ikke skulle stifte nærmere bekendtskab. Det første kunne jeg ikke huske, det andet ville jeg ikke, men hun var umulig at slippe af med. Indtil Halldór altså viste sig uden for Palæ. Jeg ilede ned til døren og hviskede: “Halldór, hjælp mig med at slippe af med den utålelige kvinde”, hvilket han gjorde ved højt at råbe: “Hvor er det skønt at se dig, Evan, min bøsseven”. Damen forsvandt og Halldór og jeg fik en del alkohol sammen, men det tog mig nogen tid at komme af med rygtet som bøsse. 

    Halldór sagde ofte: “Evan, vi to lever over evne, men det har vi fortjent”. Modsætningen i det udsagn var begavet som Halldór selv. Og det var ikke så lidt. I sommeren 2005 fik jeg meddelelsen om, at han var død ved en banal trafikulykke, 70 år gammel og nyligt pensioneret. Dét havde min herlige ven Halldór ikke fortjent.

  • Hvad sagde jeg!

    Hvis der er en egenskab, jeg næsten foragter, så er det at være bedrevidende. Der er ikke noget så uklædeligt, som folk, der altid ved bedre, udtaler sig om hvad som helst og altid trumfer andres fortællinger med deres egne, fordi det og det har de selv oplevet – naturligvis i en meget mere sublim version.

    Nu er jeg selv blevet offer for denne uheldige mentalitet. Ikke bare én gang, men som en nærmest rutine, der de senere år som en invasiv amøbe har sneget sig ind i min personlighed og som jeg prøver – indtil videre uden held – at modstå. Jeg oplever mig selv gang på gang med forskellige formuleringer udbryde: “Hvad sagde jeg?”, “Det gjorde jeg også i 1985” eller “Det er jo prøvet for længst”. Det er frygteligt at høre på, især når ordene kommer fra min egen mund. 

    Retfærdigvis skal det siges, at når man har nået min alder, er der jo meget af det, man får serveret, der er hørt og prøvet før, en del af det har man selv været med i eller taget initiativ til (der var den igen). Som gammel får man let en reel oplevelse af at have været der selv og blevet meget klogere på forholdene og ja, så er det svært ikke at belære omverdenen.

    Denne form for selvhævdelse hænger dog også sammen med en anden karakterbrist, nemlig at føle sig forsmået, som også er en frygtelig, destruktiv ting. Også den følelse har indtaget mit liv de senere år. Naturligvis ikke uden grund, vil jeg mene. For ofte tager andre æren for noget, jeg, med blod, sved og tårer, har kæmpet for og bragt til verden. Mange vil vide, at det f.eks. gælder Kulturmødet. Jeg betragter det som en slags selvforsvar, når jeg igen og igen forlanger kredit for tilblivelsen. Alligevel føler jeg det nedværdigende og lettere krænkende, at jeg skal gøre det.

    Det hænger så sammen med, at jeg er blevet umodent rethaverisk. Heller ikke det er kønt at indse. Der er forskel på at have eller få ret og at være rethaverisk. Det er selvhævdende og et udtryk for forsmåelse hele tiden at hævde sin ret.

    Bedrevidende, forsmået, rethaverisk – det er prædikater, som nødigt skulle stå på min gravsten engang. Nu er jeg ikke typen, der siger undskyld for noget, jeg ikke har gjort forsætligt, men jeg beder alligevel om tilgivelse hos tidligere, nuværende og fremtidige ofre for den skammelige trafik altid at praktisere dette “Hvad sagde jeg?”. Det destruktivt og lammende for enhver samtale og ethvert fremskridt

  • Støvets år?

    Den dag, dette publiceres, fylder jeg 70; støvets år som det kaldes. Som altid har jeg valgt at være alene denne dag og dermed dyrke det selskab, der – på godt og ondt – er det mest oplagte for mig. Jeg har visse ritualer på disse mærkedage, og deres betydning forstærkes en smule, når det gælder hvad man kalder “runde” fødselsdage. Jeg kan mærke, at særligt denne runde dag giver mig mere stof til eftertanke, end normalt. 

    Det er bestemt ikke fordi mine dage er uden (efter)tanker – tværtimod, men min trang til altid at gøre status betyder, at jeg ofte bruger runde dage til at foretage nogle mere eller mindre planlagte sporskifter i mit liv. Det kan lyde (selv)højtideligt og det er det, men det er aldrig sentimentalt tilbageskuende.

    For nyligt sagde én til mig: “Nu bliver du professionelt gammel – det er tilladt at nyde dit otium”. Jeg var lige så uforstående over for den ytring som jeg var, da banken for ti år siden lykønskede mig med de 60 og opfordrede mig til at tænke på min pension. “Otium” og “pension” hører ikke til mit hverdagssprog. Nuvel, jeg ved at otium handler om at blive fritaget for visse forpligtelser og at pension forstås som økonomisk underhold nu da man ikke forventes at have lønarbejde. Også dér er jeg – som vist flere og flere – ukonventionel.

    Jeg har aldrig har været tynget af et 8-16 job, har næsten altid beskæftiget mig med det, jeg selv valgte, og har stort set ikke været bundet af tid og sted når jeg udfører min gerning. Begrebet arbejde anvender jeg kun i forbindelse med ydre, påtvungne omstændigheder, der handler om at tjene penge, betale skat af dem osv. Jeg føler ikke, at det jeg foretager mig i egentlig forstand er arbejde (det er der sikkert mange andre, der heller ikke mener) og jeg føler mig forkælet og forstået af mig selv og andre gennem hele livet. Det er et stort privilegium.

    Så hvorfor skulle jeg pensionere mig? Jeg er nogenlunde rask og rørig, er ved mine sansers fulde seks i normalt omfang og jeg har lysten og modet til at gå videre. Dertil kommer, at jeg ikke spiller golf, ikke er medlem af nogle foreninger, at jeg aldrig har været god til at dyrke familien og altid har ignoreret karrierer og den slags. Så hvad skulle jeg bruge tiden på hvis ikke det, jeg altid har gjort?

    Jeg har kolleger, der slår sig på skrivekurser, erindringsforedrag (det gør jeg gerne!), højskoleundervisning og andet, der dels erstatter det job, de har forladt, dels bruger de kvalifikationer og erfaringer, de har, og ikke mindst: udfylder tiden. (En ven har oven i købet et kartotek over kendte musikfolks fødselsdage og han belemrer Facebook i ét væk med fejringer). Det er da alt sammen OK, men det meste af det har jeg altid gjort, så hvad nyt ville der være i det?

    Jeg vil ikke undlade at pylre lidt over, at jeg godt kunne bruge mere at lave. Min “arbejdsuge” er på 30-40 timer, men jeg er vant til meget mere. Dog føler jeg mig ramt af alderen på det område – hvis det da er det, der gør, at jeg ikke er så efterspurgt, som jeg var engang. Uden at gøre dette til en ansøgning: skulle en læser af dette have gode idéer, så er mit telefonnummer til at finde.

    Men, men: også begrebet memento mori trænger sig, næsten naturnødvendigt, på. Også her er jeg en smule på Herrens mark, hvilket jo ikke er det værste sted, man kan befinde sig. Sagt lidt højtideligt: jeg har altid levet med døden eller med tanke på den – uden derfor at have et kedeligt liv. Dertil kommer et motto, jeg opfandt allerede som teenager: Hold ud – ikke op. Så det gør jeg.