En kulturminister sagde engang om mig: “Det er farligt, når han keder sig. Så får han mærkelige og dyre idéer. På den anden side er det også dyrt at holde ham i drift”. Jeg ved ikke i hvilket omfang udsagnet er sandt, men ét er sikkert: jeg har det, som sikkert mange andre, dårligt med at kede mig. Det passer simpelthen ikke til mit temperament eller – hvis det skal siges lidt højstemt – min mission i livet. Jeg har altid været et flittigt menneske. Det noteres ikke for at prale, for det er sådan set bare et udslag af hvad der vel er mit dna – rastløshed, stort udtryks-…

I 1801 skrev Grundtvig “Ved jorden at blive, det tjener os bedst” og som om det ikke var nok fulgte  Kaalund i 1877 trop med det grå budskab i “På det jævne, på det jævne” (for en sikkerheds skyld gentaget 10 gange). Det handler om mådehold og beskedenhed, om ikke at få for høje tanker om sig selv (der er en snert Jantelov over det) og andet kedsommeligt.  Somme steder går man og bekræfter hinanden med udtryk som “alt med måde” og “for lidt og for meget fordærver alting”. Det er bagstræberisk, udviklingsfjendsk; en dybest set aldeles u-menneskelig holdning; en rigtig partykiller. Jeg er vokset op i et underligt krydsfelt mellem…

Jeg flyttede hjemmefra som 20-årig. Det skete 15. maj 1974. Hvis ikke jeg siden jeg var 14 havde levet mit eget liv, en del på rejse, og i årene indtil da havde fået erfaring med hotelliv og restaurationsmad, havde jeg nok ikke holdt ud at bo hos mine forældre så længe. Jeg flyttede ud i en spritny lille lejlighed i det dengang mondæne Skelagergårdene i Hasseris, Aalborg. Som tidligere beskrevet kunne min mor efter eget (og andres) udsagn ikke lave mad, så i min barndom var det mest farmor (og skiftende kæresters mødre), der stod for den del af mit liv. Af grunde, som jeg stadig ikke forstår, begyndte jeg…

Der blev ikke råbt meget i mit barndomshjem. Der blev aldrig løftet en hånd til vold. Men der blev sunget og snakket meget, og da min mor var korleder blev der ofte løftet et par hænder – foran koret. Med andre ord: man løste dagligdagens store og små problemer gennem ord, samtale f.eks. – men også ord kan naturligvis slå hårdt.  Jeg er altså vokset op med ord i lange baner, talte eller sungne, sjældent råbte, undertiden dog voldsomme som vel de fleste steder. Det vækkede min interesse for sproget og dets muligheder, og tidligt lærte jeg at skrive, stave korrekt, være åben for nye ord og sprog og –…

Jeg er vokset op i et hjem med 78’ere. Unge læsere skal nok have den forklaring, at det var et musikformat, der var udbredt i første halvdel af sidste århundrede og lidt længere. Man placerede dem på en pladespiller, en såkaldt grammofon, og så kunne man høre musik i hjemmet. Det gjorde vi altså og min far fulgte med udviklingen, da der kom LP og EP og 45’ere og kassettebånd. Også jeg fulgte med, naturligvis da CD-formatet kom i begyndelsen af 80’erne og senere MP3 og hvad der findes nu om dage. Som redaktør i DR P2 fik jeg, som mange kolleger, kassevis af CD’er tilsendt fra pladeselskaberne; flere, end…

Jeg er europæer med stort “e”. Jeg er europæer før dansker. Det har jeg ikke altid været. Jeg var for ung til at deltage i afstemningen om Danmark i EF i 1972, men på en måde afgav jeg alligevel min stemme via artikler, foredrag og andet og jeg var klar modstander. Jeg vandt en landsdækkende artikel-konkurrence som Sparekasserne udskrev i 1971, hvor jeg bl.a. spår at Danmark vil blive en filial af Frankrig eller Vesttyskland og ikke sig selv – gid det var gået så vel. Jeg mente, at Rifbjerg ikke kunne konkurrere med Sartre. Hvor naivt og ungdommeligt…. Artiklen blev trykt i mange aviser og afstedkom bl.a. at jeg…

Min barndoms lørdage var på samme tid særlige og præget af de vaner og rutiner, jeg kom til at hade i mit voksne liv. Lørdage handlede om grønttorvet og farmors frikadeller. For mit vedkommende begyndte lørdag kl. 8 med en kort skoledag, senest til kl. 12, men jeg pjækkede  næsten hver lørdag fra kl. 10. Jeg hjalp nemlig til på grønttorvet i Ågade, Aalborg, der lå et minuts gang fra skolen. Det var farfar, jeg skulle hjælpe, og vi solgte blomster på en ret stor stadeplads. Det var jeg glad for. Farmor passede som på alle hverdagene deres blomsterbutik, der lå skiftende steder i byen fra 1930’erne og op i 60’erne.…

Jeg har hele mit liv hadet alt, der har med våben, militær og den slags at gøre. Derfor var det direkte løgn, da Ekstrabladet for nogle år siden bragte overskriften “Evan lærte at skyde som 6-årig”. Jeg fik end ikke en legetøjsrevolver som barn, så jeg gik til klaver når de andre børn legede røvere og soldater. Jeg har ikke engang rørt ved en vandpistol nogensinde. På et tidspunkt blev jeg, som alle andre unge mænd (dengang ingen kvinder) indkaldt til session, og jeg rystede af skræk. Jeg havde mulighed for at blive “militærnægter” og tjene som børnepasser eller kommunal gadefejer – det betragtede jeg dog som en straf for…

Jeg kan ikke bo på landet. Jeg har prøvet det to gange, i Nordjylland. Første gang var 1980-81 i den idylliske Oxholm Gamle Smedje i Han Herred og sidste gang 2008-10 i Sørig Gamle Skole i Vendsyssel. Begge gange har mine tvivlsomme ophold været dikteret af en kvinde. Karen Bit Vejle, min første kone, skulle føde vores søn Christopher i efteråret 1980 og mente at vi skulle bytte den lille lejlighed i Aalborg ud med større forhold, hvilket gav god mening. Men hendes barndomsønske om at bo i den gamle smedje til Oxholm Slot på halvøen Øland var jeg en smule betænkelig ved, bl.a. fordi huset slet ikke var ledigt.…

De fleste børn kender drømmen om hvad man gerne “vil være” når man bliver stor. Jeg vidste allerede som 9-årig hvad jeg gerne ville blive og det blev næsten sådan, sikkert fordi jeg skabte mig selv efter egen skabelon og sikkert også justerede mine drømme og ønsker hen ad vejen i forhold til mine muligheder og talenter. Jeg blev komponist, organist, forfatter, debattør, iværksætter, formidler og en del andet, meget af det måske mere ved tilfældigheder, end på baggrund af bevidste strategier. Men der er så meget andet, jeg gerne ville være og måske kunne være blevet, hvis og hvis og hvis. Sådan er det sikkert for mange. Jeg ville…