• Trilles mirakelmiddel

    Som annonceret handler december måneds erindringer om jul. Her er undtagelsen – og dog: nelliker (og her tænkes på krydderiet, ikke blomsten) lugter jo af jul. Beretningen tager sin begyndelse i 1985, hvor jeg arbejdede på DR i Alborg med musik og kunst og kultur og, sagt i al beskedenhed, var en slags kulturkendis i Nordjylland og omegn.  Til stor glæde for mange, herunder mig, flytter et herligt menneske til byen. Ernst Trillingsgaard hedder han og han bliver direktør for Aalborghallen. Trille, som han kaldes, er både et utrolig entreprenant menneske og en kender og elsker af kunst og kultur, og derfor bliver han hurtigt én af DR’s og mine…

  • Lorte jul!

    ”Det er virkelig en skrækkelig institution, denne evindelige jul. Vi har at foræde os fordi det er jul, vi har at drikke os fulde fordi det er jul. Vi skal hykle gavmildhed, købe ting ingen har brug for og gå til fjollede underholdninger, som selv vores små børn smiler ironisk ad. Vi vrider os fortvivlet under en legion af fribytteres kommercielle nævenyttighed, alt sammen fordi det er jul”. Skrevet af forfatteren G. B. Shaw i den engelske avis The Star i 1890. Jeg fandt første gang citatet til en artikel i Hellevad-Ørum Kirkeblad i december 1978. Siden har jeg brugt det flittigt. For også på det punkt ramte Shaws bidske…

  • PH, far og stearinen

    Da dette skrives brænder der to stearinlys i kontoret i et par stager, som er det eneste, jeg har taget med mig fra min fortid. Det er farmors gamle, messinglignende, næppe ædelmetal. Men lysene er 100 % stearin, det der kaldes kronelys. Rummet oplyses også af hele syv lamper, hvoraf nogle har pærer importeret fra en udkant af Europa, hvor man stadig kan få (ulovlige) gammeldags lyskilder med en betragtelig kaliber watt. Jeg kan simpelthen ikke leve i det, der belysningsmæssigt ligner et bulgarsk cafeteria sådan som jeg ofte oplever det i boliger i Danmark og de latinske lande sydpå. Jeg befinder mig noget af tiden i Poul Henningsens fødeland,…

  • I bumseregistret

    Jeg støtter mig ofte til borger.dk med hensyn til de faktiske forhold vedr. mit liv, når jeg dyrker historieskrivning om samme. Eller i hvert fald det, det offentlige mener at vide om mig. Herunder hvor jeg har ”boet”. Det stemmer ikke altid overens med sandheden, hvilket historien om min flytning til København kan fortælle. Jeg har altid holdt meget af København og siden teenage årene opholdt mig der en del. Da jeg i begyndelsen af 90’erne arbejdede med musik i DR var der næsten ugentligt rejser til hovedstaden bl.a. fordi Nordjyllands Radio, som var min base, var den største leverandør af udsendelser til landsprogrammerne P1 og P2. Dette i kraft…

  • Pædagog – ikke mig!

    I 1975, da jeg endnu studerede på musikkonservatoriet, blev jeg ansat på Aalborg Musikskole som timelærer. Jeg havde i forvejen haft én privatelev, en underlig nørdet dreng, betitlet Niels Mølgaard. Hans yndlings-beskæftigelse var at udskrive Per Nørgårds ”uendelighedsrække” i forsøg på at finde en fejl i formlen. Eksperimentet kunne for så vidt være fortsat til i dag uden resultat, men Niels gav sig klogelig til at spille bratsch i stedet og har skam fået musik som levevej. Han kunne for så vidt have opsagt samarbejdet med mig, men jeg gjorde det selv og det var ikke på grund af ham. Sagen er, at jeg ikke ejer pædagogiske egenskaber som tålmodighed…

  • Også jeg…

    Jeg er ikke kendt for at være en kryster når jeg glad og gerne udtrykker min mening om dette og hint. Jeg er heller ikke kendt for at spare mig selv, når jeg, f.eks. i disse erindringer, fortæller om mit livs og sinds kroge og afkroge. Men som de fleste ved, så vil en overskrift som ”me too” næsten automatisk sætte mig i et søgelys, som har haft fatale konsekvenser for nogle. Jeg vil dog straks sige, at jeg hverken betragter mig som forbryder eller offer i den sammenhæng.  Det handler naturligvis om min omgang og omgangsform med det feminine køn, også kaldet kvinder. Eller piger, damer – hvad de…

  • Fri af forstemmelsen

    “Jeg skriver mig fri af forstemmelsen og fordummelsen”, er jeg citeret for i et interview, jeg gav som 14-årig, men som åbenbart har været for deprimerende til, at min far har gemt det i samlingen af udklip fra dengang. Anledningen var, at jeg havde vundet en digtkonkurrence, udskrevet af UNESCO, med et digt hvori jeg som trist ung mand begræder verdens tilstand – bemærkningen i avisen blev kraftigt understøttet af mit triste kontrafej. Forstemmelse og fordummelse. Min oplevelse var, at mennesker og samfund, d.v.s. hele verden, var udsat for en tiltagende fordummelse, og det gjorde mig forstemt i svær grad. De fysiske tegn var Vietnamkrigen og sultkatastrofen i Biafra, mentalt…

  • Mød Christopher – Klippen

    Jeg har tre børn. Den “mellemste” hedder Christopher. Han fylder 39 år i dag. Da han var barn kaldte jeg ham “Totte”, kærligt, men måske lidt pjattet i og med at hans navn, som ikke er tilfældigt (heller ikke stavemåden), har samme rod som navnet Kristus. Jeg tænker altid på min søn som en klippe. Han er et solidt, bestandigt og overdådigt menneske på en stille, urokkelig måde. Han er sammensat af værdifulde mineraler, mest guld.  Dette smukke og stærke menneske kendetegnes mest af en imponerende empati og energi, der kommer de mennesker til gode, som er så heldige at kende ham. Han har venner fra sin barndom, som nyder…

  • På lommen

    “Du skal altid have en 10-øre i lommen ellers tisser hundene på dig”, sagde farmor, men den slags har aldrig bidt på mig. Og dog: Indtil for nyligt havde jeg altid nogle cent på lommen når jeg rejste rundt – “tissepenge” kaldte jeg dem, måske inspireret af farmor. For to uger siden brugte jeg mit kreditkort til at betale toiletadgang i Prag for 10 kurona – knapt 3 danske kroner.  Jeg har aldrig kunnet lide kontanter og i min teenagetid blev jeg skræmt ved synet af mænd, der havde en stålkam og en bugnende portemonnaie i baglommen – macho-agtigt som en sort brugtvognsforhandler. De uhumske 50-ører smider jeg altid i et hjørne af baren –…

  • Mød Christina – Dronningen

    12. oktober 1985 blev jeg gift med Christina, 22 år. Det skete i Budolfi Kirke Aalborg, og det var et ganske særligt bryllup med et særligt ritual og særligt personale – dr. Phil. et theol. Per Salomonsen og den uforlignelige organist Michael Austin. Intet var normalt, gennemsnitligt eller kedeligt.  Det var vort møde 112 dage forinden heller ikke. Det skete altså 22. juni på Café Rendez-Vous i Aalborg, hvor jeg var på arbejde for DR. Vi havde arrangeret en koncert med 60’er rock og jeg var producer, løbende frem og tilbage mellem scenen og vores musikbus uden for. Der sad hun så som publikummer, Christina, og generede min koncentration så…