• Credo 4 – fra Kirke til Radio

    Allerede da jeg var i midten af 20’erne omkring 1980 ebbede min kirkelige revolution langsomt ud, i hvert fald i praksis. Grunden var nogle almindelige livsbegivenheder: jeg afsluttede min uddannelse, blev gift og far og kom på fuld tid i Danmarks Radio efteråret 1979. Nu skulle der struktur og perspektiv på tilværelsen og ikke anarki og revolution. En del af mit DR-arbejde handlede dog om kirke og tro og her tog jeg mine idéer med takket være førnævnte Mogens Hansen, der havde skiftet prædikestolen ud med DR’s mikrofoner. Hans makker Per Jensen beholdt præstekraven på, men blev også mediemand, og få år efter kom min makker Per Bucholdt Andreasen også…

  • Credo 3 – Oprør i kirken

    Hvor 1966 blev et skelsættende år p.gr.a. mødet med Erling D. Bjerno, blev 1971 det fordi det gik op for mig, at mit opgør med kirken måtte blive til et ydre oprør. Det, der senere er blevet en noget besværlig entreprenant drift hos mig voksede frem i årene efter 1968, og selvom jeg kun var 14 og dermed mest tilskuer til det såkaldte ungdomsoprør, måtte jeg nødvendigvis gøre de nye tanker gældende i de to meget konservative institutioner, jeg brugte mit tid i, musikkonservatoriet og folkekirken. Mit musikalske ungdomsoprør på konservatoriet har jeg tidligere berettet om, men det kirkelige ungdomsoprør var mere markant og betydningsfuldt for den oprørske teenager. Det…

  • Credo 2 – Kirkelig Teenager

    Vejen til Folkekirken var kort for mit vedkommende. Jeg havde levet med den altid, fordi mine forældre arbejdede i den parallelt med deres engagement i frikirken. I 1946 blev min far kirketjenerafløser i Ansgars Kirken (senere blev han egentlig kirketjener). Både min mor og far sang i nogle år i samme kirkes kor og min mor havde en rengøringstjans der. Hun var også i årtier frivillig medarbejder i Kirkens Korshær. Fra jeg kunne gå fulgte jeg med min far når han forberedte gudstjenester, bryllupper og begravelser, og også senere, da han, samtidigt med Ansgars Kirken var afløser i både Hasseris Kirke og Vor Frue Kirke. Også her lærte jeg kirkerummet,…

  • Credo 1 – Barnetvivl

    Med min historie skulle man tro, at jeg fik min barnetro ind med mit ophavs åndelige modermælk. I en fjern fortid dannede fjerne forfædre til mig frikirken Det Danske Missionsforbund. Med inspiration fra de amerikanske vækkelser, der skyllede ind over Skandinavien i 1870/80érne voksede tæt på Limfjorden 20 km fra Aalborg en kristen forsamling frem, anført af de såkaldte Haldagerbrødre, der boede på “Vestergaard” i det lille samfund. Det førte i 1888 til dannelse af Missionsforbundet med base i Aalborg. Min farfar, født i 1893, voksede op i dette miljø, mine forældre ligeså og min storesøster og jeg for så vidt også. Dette forbehold er vigtigt, for jeg kom aldrig til at føle…

  • Mor 100 – sidste svigt

    Den dag dette publiceres, 2. oktober 2021, ville min mor være blevet 100 år. Det gjorde hun ikke, for 6. oktober 2012 valgte hun at tage sit eget liv. Det blev hendes sidste svigt, for selvmord er massemord i min optik. For et par år siden skrev jeg her i erindringerne et kapitel betitlet “Mors første svigt”, og dette handler så om hendes sidste. Min mor var ikke et svigtende menneske. Hun var trofast af natur og på alle måder ét af de mest prægtige mennesker, jeg har mødt. Altruistisk, gudfrygtig, smuk, empatisk, musikalsk, begavet, talentfuld og meget andet; et i dybeste forstand godt menneske. Hun var i sjælden grad nærværende, kunne…

  • ORDKRAFT Farvel

    For mange år siden blev jeg som ansat i DR kaldt til en venskabelig samtale med en økonomichef. Han ville lige vende et merforbrug på et af mine vidtløftige projekter. Mødet blev ikke langt. Jeg indrømmede at penge ikke har min store interesse og at økonomi ikke er min spidskompetence. Den slags indrømmelser betrygger økonomifolk af uforståelige grunde, og jeg kunne gå fra mødet med den kække bemærkning: “Børge, jeg er ansat til at bruge penge, du er ansat til at skaffe dem. Jo bedre du gør dit arbejde, des bedre kan jeg gøre mit”. Jeg tror den flinke mand rystede på hovedet da jeg forlod kontoret. Jeg har ofte brugt mere end jeg…

  • Jeg gider ikke dovenskab

    Søren Aabye Kierkegaard gad ikke. Som han skrev i 1848: “Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned; thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum jeg gider slet ikke”. Det er jo et noget bastant udsagn fra én af historiens mest flittige filosoffer. Måske skrev han det for sjov, måske var han sur fordi Regine Olsen lige var gået uden at tage ham med. Som med så meget andet, så er jeg…

  • Uge 37 – en særlig uge

    Uge 37 er noget særligt for mig. Min datter Nathalie er født i uge 37 og tilfældet har gjort, at forskellige hændelser i mit liv har fundet sted i den uge. En af dem handler dette om og den fyldte hele uge 37 i årene omkring 1990. Det handler om en begivenhed, der 6-7 gange fandt sted hvert år netop den uge og som var meget givende både personligt og fagligt. Nordisk Viseworkshop hed den og konceptet blev udviklet af P3’s Alan Klitgaard og mig i samarbejde med kolleger fra Sveriges Radio, Norsk Ringkasting og finske Yleisradio. To visekunstnere fra hvert land blev inviteret til Kandestederne syd for Skagen for at arbejde…

  • Almuen – fordummelsens klasse

    Begrebet almue har betydet forskelligt siden det blev kendt i middelalderen. Som med andre sproglige fænomener anvender jeg ordet på min egen måde. Jeg mener, at det er en ret, sproget giver os. Selvom sproget er fælles eje og netop til for at kunne kommunikere, må der også være en vis frihed til at bøje det, udvikle og udnytte det efter forgodtbefindende og med et ædelt formål. Måske er jeg på gyngende grund, når jeg bruger udtrykket almue arrogant, ofte nedsættende. Da ordet kan have mange betydninger – fra det neutrale “gammel” til det værdiladede “pøbel” kan det måske være gavnligt at vide, at jeg mest forstår almue som pøbel med tillægsord…

  • At anmelde musik

    I aftes var jeg til koncert i Aalborg med det formål at anmelde den til det nye organ www.kulturen.nu, et meget kvalificeret site, der opstod da tryksagen Nordjyske Stiftstidende (eller Nordtyske Stiltiende, som jeg ynder at kalde den) for et par år siden nedlagde sin kulturredaktion. www.kulturen.nu har bedt mig stå for den klassiske musik som skribent og anmelder. Den metiér er ikke fremmed for mig – faktisk har den fyldt en stor del af mit brogede arbejdsliv. Det begyndte, da jeg som studerende i 1977 fik overdraget stofområdet på daværende Aalborg Stiftstidende, dengang én af de største regionsaviser i landet. Der anmeldte jeg flere hundrede koncerter (efterhånden også ikke-klassiske, bøger m.m.) og…