• Hannen blandt høns

    Scenen er en restaurant i Herning, tidspunktet engang i 90’erne. Jeg var som det meste af tiden på tjenesterejse for min arbejdsplads, Danmarks Radio. Efter dagens dont og når sulten meldte sig, spiste man et rimeligt måltid og ved sengetid havde man et tåleligt hotelværelse, alt sammen naturligvis bekostet af firmaet, der jo havde sendt mig afsted. Herning var det altså, og det var en by jeg besøgte jævnligt, fordi det på flere måder er en god kultur- og kirkeby – de områder, jeg arbejdede mest med. Denne aften var dog anderledes end de fleste andre, for medens jeg venter på min mad opdager jeg, at jeg er den eneste…

  • Ikke national, ikke nationalist

    “Europæer først, dansker så” mente jeg engang. Jeg er stadig Europæer par excellence, men kommer mere og mere i tvivl om det danske. Jeg er ikke nationalist; det er vist også et skældsord, men jeg er heller ikke særlig national. Faren ved at være national er at man let kan blive nationalistisk. Flagdage, nationalsange og kongerøgelse interesserer mig ikke. Det er der selvfølgelig nogle grunde til. Loger, klubber, hegn og grænser bekymrer mig. De virker som regel ekskluderende, hvor jeg hele mit liv gerne har villet inkludere andre mennesker – uanset køn, alder, herkomst, religion, hudfarve etc. etc. Jeg mener, at det er et grundliggende menneskevilkår – mennesket er et socialt mennesket…

  • Højdeskræk

    I en af mine digtsamlinger har jeg en tekst, hvor jeg lovpriser broer. En hel digtsamling, “Airborne”, har jeg ligefrem dedikeret til højder, her dog i fly, men 11 km er da også noget, selvom det foregår i en metalkapsel. Jeg har besteget, om ikke bjerge, så dog høje bygninger – øverste etage i Tour Eiffel, hviskegalleriet i St. Pauls, skyskrabere i Frankfurt og La Défense og mange andre. Sange som “Ved jorden at blive det tjener os bedst” og “På det jævne, på det jævne” har jeg altid kun haft hovedrysten til overs for. De seneste år har jeg imidlertid udviklet en slags højdeskræk, som jeg ikke helt forstår. Jeg går ikke…

  • Fortrydelser 4 – arbejdslivet

    Jeg udbredte mig i et tidligere kapitel om den fortrydelse, det har været for mig at henslæbe ni af mine ungdomsår på musikkonservatoriet. Den hænger naturligt sammen med en anden stor fortrydelse: hvad jeg har brugt mit såkaldte arbejdsliv på. Det er en af de fortrydelser, der er forbundet med en del forbehold, for mit arbejdsliv og mit “øvrige” liv er i den grad integreret med hinanden, at skulle jeg fortryde det ene, så måtte jeg også fortryde det andet, og det ville være langt fra min grundlæggende holdning til livet: jeg elsker det! Jeg har tidligere skrevet at jeg som teen ager ikke vidste hvad jeg ville, så “jeg…

  • Hommage à “mes” femmes

    Sans toi – rien! Gudrun (1954) Olga (1954) Louise (1972) Signe (1976) Christina (1985) Nathalie (1990) Helle (1996) Celine (1998) Sofie (1998) “Ohne dich kann ich nicht sein” (Rammstein)

  • Fortrydelser 3 – musikkonservatoriet

    Der var ikke nogen fædrene gård at overtage, min far havde ikke et advokatfirma jeg kunne træde ind i og hvad mere er: jeg voksede op med forestillingen om at jeg kunne og måtte alt. Jeg har tidligere fortalt om mine knapt ni års studier på musikkonservatoriet og det er en af mine store fortrydelser. Jeg spildte megen tid og mange evner dér og havde næppe overlevet (helt bogstaveligt), hvis jeg ikke havde beskæftiget mig med meget andet de alt for mange år i min ungdom.  Når min uddannelse tog så lang tid var det dels fordi jeg i næsten hele forløbet også havde fuldtidsarbejde (hvilket studiet også var), dels…

  • Fortrydelser 2 – skilt og gift

    Store fortrydelser handler ofte om store begivenheder i livet. Jeg fortryder én af mine skilsmisser og jeg fortryder ét af mine ægteskaber. Der har været flere af begge slags, men min skilsmisse fra Christina (hun dukker ofte op her i erindringerne) er én af mit livs store fortrydelser. Efter at have kendt hinanden i få måneder blev vi gift i Budolfi, Aalborgs domkirke, 12. oktober 1985. I 1990 fødtes vores datter Nathalie. Til familien hørte også min søn af første ægteskab, Christopher. 5. oktober 2000 blev Christina og jeg skilt. Processen var ikke let og tog lang tid. Uden at blotlægge vore problemer og granske motiver og grunde er det min…

  • Fortrydelser 1 – om fortrydelser

    Den dag, dette publiceres, 3. marts 2022, udkommer tredje sæson af mine erindringer som bog. Her indledes fjerde årgang med en række kapitler om fortrydelser.  Man skal ikke være særligt gammel for at erfare, at fortrydelser (lige som forbrydelser) ikke kan betale sig. Man får simpelthen ikke noget ud af at fortryde. Det er formålsløst, naturligvis fordi ens handlinger ikke kan gøres om. Men derfor behøver det ikke at være meningsløst. For mig findes der små og store fortrydelser. De første er dem, man foretager løbende under devisen “Dét skulle jeg ikke have gjort”. Jeg skulle ikke have spillet lotto, for jeg vandt jo ikke; jeg skulle ikke have drukket så meget…

  • Ødselsdag uden erotik

    I dag har jeg fødselsdag som jeg betragter som min ødselsdag fordi jeg skal have erotik, kunst og religion på dagen. Jeg har tidligere underholdt mine erindringslæsere om behovet for netop på min fødselsdag at elske, opleve kunst og gå i kirke – rækkefølgen er ikke vigtig. Som regel lykkes det, men det kan jo svigte… På denne dag vil jeg derfor give mine gode råd om hvordan jeg behandler de frustrationer, der indfinder sig ved f. eks. mangel på elskov. Kuren kan bruges på alle årets dage og lyder kort og godt: kalvelever stegt på italiensk og hyppig hårvask. Som en service til mine læsere bringer jeg her dels min opskrift på…

  • Mit liv som transpersonel

    Forleden tyrede jeg for tredje gang siden udgivelsen i 2002 en 400 sider lang antologi om “Menneskets transpersonlige dimensioner” igennem. De 50 kapitler indeholder artikler af det, omslaget kalder “fremtrædende avantgarde-psykologer”; sammenlagt en nyere tænkning omkring det transpersonlige eller rettere: at fænomenet tages mere alvorligt, for tankerne er urgamle. Bogen er noget af en rodebutik, men emnet interesserer mig meget fordi jeg tidligt i mit liv dannede mit transpersonlige jeg – uden dengang at kende begrebet, endsige dybderne i det. Jeg har et par gange under kontrollerede former eksperimenteret med LSD og den seneste tid med fænomenet lucid dreams i forsøg på at inddæmme, kondensere og raffinere dette transpersonelle selv…