www.engang.nu

I 1963 indrømmede sangeren Gitte Hænning åbenhjertigt: “Jeg snakker med mig selv, taler med mit bedre jeg”. Grunden til denne private samtale var for Hænning, at hun var konfus af kærlighed. Det behøver ikke være den eneste grund. Jeg vil ikke benægte at jeg kan være hårdt ramt af kærlighed, men det er ikke derfor, at også jeg taler med mig selv. Næsten uophørligt og gerne højt.

Jeg har sådan set let ved at komme i samtale med andre, også hurtigt og dybere og om andet end vejret og inflationen, men psykologer påstår, at mennesker der er meget ydre verbale, også har en indre samtale. Det passer glimrende på mig.

Hvad taler vi så om, jeg og mig? Uden at jeg skal være for indiskret overfor mig må jeg svare: alt! Der er ingen grænser for bedrag og betroelser, løgne, overdrivelser og sladder om andre og hinanden. Alle og alt hænges til skue og tørre, herunder vort eget beskidte vasketøj.

Hvilken form har samtalen med mig selv? Også her er det mangefold. Vi roser og skoser hinanden; undertiden skændes vi bravt; bruger hinanden som en slags skriftestol; og så har vi det princip, at konversationen afbrydes hvis der bliver for megen sniksnak.

Er det “mit bedre jeg”, der er målet for min narcissistiske samtale? Svaret er, at jeg, trods næsten syv årtiers søgen, ikke har fundet et bedre jeg – eller mig for den sags skyld. Ikke at jeg anser mig selv for så enestående, at jeg ikke kan blive bedre, tværtimod, men jeg kan bare ikke finde ud af hvordan. På mange måder er jeg min bedste – eller værste – kritiker. Om jeg føler os splittet? Mon ikke!

Hvad fører denne uendelige samtale så til? Jeg har det med den som med andet betydningsfuldt i mit liv (troen, f.eks.), at uden den ville jeg ikke være til. Den er i dén grad dannende for det, jeg har været, er og bliver. Jeg tror nok, den er tiltaget med alderen og med den selvvalgte alenehed, jeg dyrker mere og mere. På den anden side kunne jeg heller ikke undvære samtalen med andre, der gør mig klogere og er et værn mod at blive for selvcentreret – det er jo faren ved al denne samtalen mellem jeg og mig.

I Det gamle Testamentes første Mosebog fortælles historien om Noahs Ark. Ifølge den giver Gud Noah en meget detaljeret manual om, hvordan han skal bygge arken. “Arkens længde skal være tre hundrede alen, dens bredde halvtreds alen og dens højde tredive alen” står der. I Holland har man bygget en 1:1 model af arken og den er imponerende at skue. Ud over at levere en slags tegning fortæller Vorherre også Noah hvad indholdet skal være. Som bekendt skal alle verdens skabninger reddes for Syndfloden, så slægter kan føres videre. Arken er en slags “mangfoldighedens manifest”.

Da jeg i en del år boede i København, residerede jeg på skift i de tre brokvarterer og jeg holdt mest af Nørrebro, bl.a. fordi netop mangfoldighed folder sig ud i fuldt flor. Også på steder jeg kommer regelmæssigt i andre lande, opsøger jeg mangfoldighed. Det handler ikke kun om bylivet med de mange forskellige tungemål, spændende madtraditioner og mange forskellige måder at omgås på, men om mangfoldighed i alle livets forhold: politisk, religiøst, moralsk, kunstnerisk mv.

Når Gud maner Noah til mangfoldighed i arken, er det fordi Gud naturligvis ved, at mangfoldighed er betingelsen for liv og vækst, i vor tid kunne man tilføje arternes og samfundenes succes, og skal man tage tanken et skridt videre kan man hævde, at mangfoldighed i sin smukkeste form befordrer ligeværd, respekt og tillid mellem mennesker og ofte et stort mål altruisme.

Det er derfor jeg opsøger og gør mig til en del af mangfoldigheden hvor jeg kommer frem. Skal det på trods af de idealistiske tanker anskues egoistisk kan man sige, at jeg reverenter talt lever af mangfoldigheden, ikke pekuniært, men som det afgørende driftsmiddel i mit liv. Jeg bliver simpelthen klogere og mere vidende af mødet med og deltagelsen i mangfoldighed. Groft sagt kan man sige at mangfoldighedens modsætning er enfoldighed. Jeg bilder mig også ind at blive mere forstående og tolerant, ligesom mangfoldighed udfordrer min kreativitet.

Slutteligt skal huskes det ultimative: skønhed. Mangfoldighed er guddommelig smuk.

Nogle af Erindringernes læsere har foreslået at jeg genoptrykker nogle af de over 3.000 artikler, jeg har skrevet livet igennem. Ganske vist er der udkommet en håndfuld antologier gennem årene, men her i Erindringerne spredes nu nogle flere under overskriften “Fra alle årene”.

Årene omkring 1980 var jeg i hopla som koncertanmelder; jeg var flittig, engageret og til tider benhård. En sur læser gav mig øgenavnet “gyllesprederen”. Når jeg spredte gylle, skrev jeg kort – som en kollega sagde: Hurtig lort er bedre end langsom lort”. Et par eksempler:

Sidste koncert var for dårlig

“Organisten ved Bistrupkirken i Hjørring, Steen Jensen, vil til at være akademiingeniør. Til efteråret holder han op med spilleriet for at studere, og i aftes spillede han koncert for sidste gang i sin kirke. Jævn og ligetil, iført blå arbejdsskjorte, stort skæg og sygekassebriller, satte han sig til orglet og spillede Buxtehude, Cleramboult og Bach som om det var mandag morgen og han skulle til den daglige øvning.

Som skjorten, ligeså musikken. Den var slet ikke færdig, og man følte faktisk, at man havde fanget organisten i en arbejdssituation, undervejs med indstuderingen. Der var en del spillefejl, det hele var lettere urytmisk, og som følge af disse tekniske skavanker havde Steen Jensen ikke rigtigt overskud til at frembringe noget virkeligt musikalsk. En detaljeret opremsning af ulyksalighederne er uinteressant, men generelt drejede det sig om manglende holdning til værkerne. Hvilket naturligvis ikke udelukker, at Steen Jensen er en god gudstjenesteorganist og at han vil blive en fortræffeligt spillende ingeniør”

Uheld og fejl

“En dame ved navn Maria-Teresa Topperzer fremførte i aftes værker for harpe. Desuden skiftede hun en streng, stemte sit instrument en snes gange, uden dog at få det til at stemme, og undskyldte overfor det fåtallige publikum de talrige uheld. Et værk spillede hun fejlfrit og fremragende. Et værk gik ganske i fisk og det spilede hun ikke til ende. De resterende syv værker blev spillet i brudstykker, idet musikeren uophørligt standsede op, enten for at kigge i noderne eller for at skifte pedal. Når hun ikke gik i stå, skøjtede hun hen over værkerne og lavede fejl på fejl. Enten havde Topperzer en særdeles uheldig aften, eller også er hun en elendig musiker. Jeg tør ikke dømme, men jeg er tilbøjelig til at tro det sidste. Selv de utallige fejl var umusikalsk lavet.”

Ifølge Den danske Ordbog udtrykker ordet pyt bl.a. at noget ikke har nogen betydning eller interesse. Jeg synes ikke, det er noget kønt ord, men indholdet har en vis charme. Det skaber en balance mellem det rationelle og irrationelle, fornuft og følelse og det rabiate og rimelige. Brugen af det kan være udtryk for empatiske evner, et stort verdens- og livsoverblik, i sidste instans en evne til overlevelse. Nu er vi ude i de store filosofiske overvejelser over et af de mindste mest nok meget brugte ord i det danske sprog. Tilbage til virkeligheden:

Jeg kendte ordet i forvejen, men min datter Nathalie på 35, som er sprogkyndig på højt niveau, åbenbarede betydningen for mig på en perspektivrig måde allerede da hun som lille blev storforbruger (godt og vel) af sproget. Det begyndte et så legendarisk sted som London Zoo, som jeg nødtvungent besøgte sammen med hende.

Jeg har lært og lærer utrolig meget af Nathalie. Herunder hendes pyt-strategi, som jeg gerne ville tro hun havde arvet fra sin far, men nej – det går den anden vej. Som dengang vi fór vild i London Zoo. Jeg gik faktisk i panik, men Nathalie bragte mig til ro: “Bare rolig, vi skal nok finde ud, Daddy”. Eller da hun som 14-årig fik konstateret diabetes: “Jeg er jo så ung, så der findes nok en løsning engang” trøstede hun den bekymrede far med”. Og i det små: hendes farmor bøvlede med at åbne en dåse og så trådte den 4-årige til med bemærkningen: “Du skal ikke være ked af det farmor, du har jo ikke lært det som barn”.

Sådanne anekdoter samler alle forældre nok på, men Nathalies pyt-strategi anvender hun stadig som voksen kvinde; hendes far er stadig den overbekymrede; Nathalie vejleder mig stadig. Ikke fordi hun er ligeglad eller ubekymret om livet og verden, tværtimod, men fordi hun er et empatisk og forstandigt menneske, der forstår at perspektivere og prioritere så der bliver overskud til at klare de virkelige problemer. Jeg beundrer denne egenskab og ville gerne være i besiddelse af bare en smule mere, men pyt – jeg har jo Nathalie.

Ikke alle kunne lide den musik Charles Ives (1874-1954) skrev. Ives var forsikringsmand og fritidskomponist men blev en af de helt store i amerikansk historie med sin ret avancerede musik. Når folk kom med mishagsytringer om hans musik svarede Ives: “Rejs Dem og tag det som en mand”. Der var kontant afregning både fra publikum og komponist.

Jeg tænker på det fordi jeg i 2021 her i Erindringerne skrev et kapitel med titlen “At anmelde musik”. Det henviste til en dobbeltkronik jeg skrev i Aalborg Stiftstidende i 1979 som forsvar for mine anmeldelser, der ofte pådrog sig læsernes/publikums vrede. Når emnet igen er aktuelt for mig, er det fordi jeg fra nytår har afsluttet en lang karriere som musikanmelder – i hvert fald foreløbigt.

Siden min første egentlige anmeldelse i Kristeligt Dagblad i 1974 og til den seneste på www.kulturen.nu i december 2025 er det blevet til ca. 4.000 af slagsen. Ud over KD har jeg været tilknyttet Aalborg/Nordjyske Stiftstidende, Weekendavisen, Vendsyssel Tidende, Berlingske og senest net mediet www.kulturen.nu. I bogen “Signaturer fra en provins” (2024) findes et glimrende kapitel om denne del af mit virke.

Det herlige www.kulturen.nu, der kom til verden som en slags fortsættelse af den næsten udslettede kulturdækning i Nordjyske Stiftstidende, er desværre ophørt – eller i det mindste sat på stand by. Min tilnytning til kulturen.nu varede fra 2021 til 2025 og afstedkom ca. 200 artikler.

Selvom jeg har måttet opgive hvad der var en yndlings metiér, har jeg ikke forladt mine basale synspunkter om anmelderiet som jeg skrev om dengang for 47 år siden. Derfor får jeg lyst til at gentage nogle af dem her i kort form:

De grundlæggende kvalifikationer for musikanmelderen er at han/hun dels har en viden om/et engagement i musik, dels at han/hun kan skrive. Man kan naturligvis diskutere niveauer i den anledning, men anmeldelsen er en hæderkronet litterær genre, som kræver sit.

Hvem skriver man for og hvad er formålet? Disse grundliggende spørgsmål bør stilles om al kommunikation, naturligvis også for kunstkritikken. Er målet publikum, musikere og komponister, måske selve musikbranchen? Jeg bestræber mig på at ramme bredt, bl.a. ved ikke blot at kommentere den konkrete musik, men også programvalg, hele koncertinstitutionen, tendenser og traditioner mv. Det er jeg, jeg undertiden har fået tæsk for, for må man anmelde publikum som jeg ofte gør?

Anmelderen bør ideligt være opmærksom på forholdet mellem det subjektive og det objektive.  Når jeg skriver at klarinetten spillede falsk i tredje takt, læner jeg mig op af min faglighed, men skriver jeg at det kun er liget, der kan udholde Brahm’s Requiem (som min forgænger George Bernard Shaw skrev), så udtaler jeg mig på lige fod med enkefru Madsen, der synes, at dødsmessen er henrivende – altså subjektivt. Tidligt introducerede jeg “alment anmeldervælde” med inspiration fra Luthers almene præstevælde. Hermed menes, at man som anmelder bør have samme respekt for fru Madsens smag som jeg forventer at hun har for min viden.

Det kræver et vist mod og et mål empati at anmelde kunst. Det er som at danse ballet på en knivsæg. Hvad angår mod, så har jeg kun sjældent frygtet reaktioner og når det gælder empati, henviser jeg til mit store forbillede, førnævnte Shaw som engang skrev da han blev anklaget for ikke at være nogen gentleman: “Jeg har aldrig kunnet se, hvordan en Kritikers Pligter, som bestaar i at komme med pinlige bemærkninger om de mest følsomme af hans Medskabninger, skulde kunne forenes med en Gentlemans Opførsel. En Kritikers Job er af den Art, at han ikke burde kende noget Menneske endsige tilhøre nogen Klub”.

Selvom musikkritiken er på retur såvel i Danmark som i store kulturlande som Frankrig og Tyskland, så skal man ikke underkende dens indflydelse på musik og musikliv. Et godt eksempel er Wiener-anmelderen Eduard Hanslick (1825-1904), en af historiens mest indflydelsesrige af slagsen. I en tid hvor den store Wagner var populær vendte Hanslick sig imod hans musik og fremhævede i stedet for dengang mindre kendte komponister som Brahms og Bruckner. Det fik direkte og stor betydning for deres berømmelse – det gjaldt i øvrigt også Liszt og Mahler.

Det ville ligge mig fjernt at sammenligne min egen anmeldervirksomhed med Shaws eller Hanslicks. Men i førnævnte bog “Signaturer…” omtales dødstrusler imod mig i anledning af en anmeldelse. Det er da også noget…

Det var lærer Madsen, der i underskolen i 1960, sagde til klassens, især drengelige,  ballademagere: “I skulle prøve at se på jer selv og det I har gjort”. Som klassens duks følte jeg mig ikke truffet – jeg var simpelthen for krysteragtig til at tage del i uhøviske løjer, ligesom jeg ikke syntes, at de udfordringer af ordentlig opførsel, mine medstuderende praktiserede, var særligt morsomme. Set i bakspejlet opførte jeg mig alt nok for pænt; men det er en anden historie.

At jeg ikke følte mig truffet betyder ikke, at jeg ikke tog Madsens bemærkning til mig. Ovenikøbet begyndte jeg at træne mig i at se mig og min gerning udefra, og det har jeg gjort livet igennem. Stadig foretager en eva(n)luering af id og flid hver dag som et ritual i lighed med aftenbønnen. Ikke overfor andre, ikke overfor Gud, som i forvejen ved alt, men med mig selv som eneste tilhører.

Det drejer sig ikke om en syndsbekendelse, men snarere om en “syndserkendelse” med det formål at få ryddet op i irrationelle, måske skadelige, i værste fald modbydelige måder at forholde mig til andre mennesker og livet som sådant på. Jeg kan naturligvis ikke være objektiv i min vurdering, men jeg tillader mig at prale af altid at være kritisk.

Når jeg ser på mig selv og min agéren udefra er det ikke som i et spejl. Spejle lyver jo og jeg er på jagt efter de faktiske forhold. I øvrigt anvender jeg alene spejle når jeg barberer mig og selv dér kan de jo kun bruges som lettere vildledende GPS’ere. Jeg forsøger heller ikke at tage en slags psykologisk røntgenbillede; også den slags lyver påstod min far med bemærkningen “Hvis man fotograferer en arm ser man et ben”.

Det, jeg foretager er altså ikke nogen dybere, filosofisk analyse af mit jeg og mit mig; jeg ser netop på mine inter- og réaktioner i forhold til de mennesker, jeg omgiver mig med og de “sagsforhold” mit liv indeholder, altså mit generelle virke. At analysere det kan opleves som at besøge et hurlumhejhus og jeg er sjældent stolt af mig selv når jeg skimter udgangen.

Men det virker, især fordi fænomenet fortrydelse dukker op. Man kan desværre kke være gjort gerning ugjort, men kan ikke trække spydige, sårende bemærkninger tilbage og man kan ikke “begynde forfra”. Man må rejse sig der hvor man faldt eller håbe på at en god nats søvn minimerer gårsdagens uhensigtsmæssigheder. Det sker sjældent, fordi den forfriskende, men også forræderiske hukommelse melder sig på banen.

Jeg kan alligevel anbefale denne idræt og sige som lærer Madsen: “Prøv at se på jer selv og det, I har gjort”. Jeg nyder stor gavn af det, men bærer mine opdagelser og erkendelser frugt? Også det er en anden historie…

Det første kapitel af Erindringerne udkom 3/2-2019, altså i dag for syv år siden. Datoen er valgt fordi det er min fødselsdag – i 2019 blev jeg 65.

Dette kapitel er nr. 467 og der er planlagt godt 1.000. “Planlagt” betyder at de fleste er skrevet, men at den endelige publicering foregår efter en aktuel vurdering og redigering. Der er også taget højde for pludselige indfald og ændringer – ellers ville det ikke være mine erindringer. Jeg købte domænet www.engang.nu som hjemsted for Erindringerne. Man kan abonnere gratis på en meddelelse om at der er udkommet et nyt kapitel ligesom en robot automatisk sørger for et opslag på Facebook og LinkedIn med meddelelsen. I løbet af det første år tilmeldte et sted mellem 500 og 600 sig denne service, men jeg har ikke tjekket statistikker undervejs – det strider imod min intentioner med Erindringerne.

Der udkommer altså mellem 60 og 70 kapitler årligt. De er blevet længere med årene. Indholdet er også blevet udviklet. En anmelder skrev bl.a. om den første årgang at “erindringerne hæver sig sjældent over anekdoten”, men ledsagede dog sin anmeldelse med fire ud af seks mulige stjerner. Når jeg ser tilbage, må jeg give anmelderen ret. Ikke blot på grund af ham, men som en del af hele dette erindringsprojekt og i samarbejde med min redaktør (for en sådan har jeg skam, ovenikøbet en anerkendt forlagsmand) “rettede jeg ind”.

Fra begyndelsen havde Erindringerne undertitlen “Erindring, erfaring, erkendelse”. Det betød, at jeg netop ikke skulle dvæle ved selve hændelserne i teksterne – erindringen – men også skrive om den lære, jeg kunne drage af den – erfaringen – og sågar bevæge mig ind i spekulationer over, hvad jeg har brugt eller ikke brugt erindringen og erfaringen til – altså erkendelsen. En anden anmelder lurede denne tænkegang og hæftede de traditionelle videnskabsteoretiske etiketter positivisme, hermeneutik og kritisk erkendelse på. Måske noget dristigt og kålhøgent for så interessant er mit liv nok heller ikke.

Senere blev undertitlen forøget med linjen “essays og mytologier fra livet og omegn”. De to begreber har optaget mig i årtier. Essays betyder i bund og grund “øvelser” og sådan betragter jeg mit skriveri. Mytologier har en lidt dybere mening, som jeg bedst kan udtrykke sådan: En myte er en løgn, der udsiger en sandhed; en mytologi afslører løgnen. Det skal ikke forstås sådan at mine erindringer er fulde af løgn – faktisk tilstræber jeg autencitet, sandhed og verifikation i højest mulig grad. Engang luftede en bekymring overfor min redaktør: mon jeg skriver den samme erindring flere gange? Det kan faktisk være svært at huske hvad jeg skrev i kapitel 114 eller 228 og selvom de alle stadig er tilgængelige på nettet og i bogform er det noget af et arbejde at finde rundt i dem. Den gode redaktør sagde til mig: “For det første oplever man jo den samme hændelse på flere måder alt efter ens position; for det andet øger gentagelser faktisk autenciteten”.

En anden udvikling i det projekt, som er den største skriveopgave i mit liv og i bibliotekshenseende venligt er kategoriseret som et “litterært værk”, er udgivelsen af erindringerne i bogform. Det første års erindringer udkom som bog i 2020 og de seneste årgange er på vej. Det var slet ikke meningen at udgive Erindringerne fysisk, men to faktorer overbeviste mig, dels et ønske fra net udgavens læsere, dels det aldeles fremragende layout-arbejde grafikeren Karin Andersen og illustrator Finn Nygaard gør. Der er noget saliggørende ved at holde bøgerne i hånden; som en særlig fuldendelse.

Endelig har projektet afstedkommet en del foredrag rundt om på festivaler og i foreninger mv. Selvom jeg også der tager udgangspunkt i mine egne erindringer forsøger jeg at se dem i et større perspektiv. De seneste årtier er erindringer og (selv)biografier jo kommet heftigt på mode og grunden til det optager mig meget. Jeg er helt klar over, at mit liv og mine erindringer ikke hæver sig over andres. Den største fællesnævner for menneskeheden er efter min mening, at ethvert menneske er unikt og lige meget “værd”. Allerede i forordet til Erindringerne skriver jeg: “Hvem gider læse erindringer? Mange, siger forlagene. Hvem gider læse mine erindringer? Næppe mange. Så hvorfor skrive dem? Fordi de er der. Nu er tiden kommet til at rydde op og ud, si og sortere: fortælle det, der ikke kom med i bøgerne og foredragene, i salonerne og på værtshusene, i samtalerne og skænderierne”.

Hermed går Erindringerne på www.engang.nu ind i deres ottende år. Jeg fortsætter indtil Vorherre inddrager licensen. Og måske lidt længere.

God læselyst!

Jeg kan ikke skrive om min hjerne uden at behandle hukommelsen, der jo bor i hjernen – hvor ellers?Det er lige så vigtigt at kunne glemme som at kunne huske. Det er en erkendelse, jeg har gjort de senere år, hvor erindring har stået højt på min dagsorden, arbejdsmæssigt og personligt (grænsen er hårfin). Indtil videre har jeg betragteligt sværere ved at glemme, end at huske. Min farmor, som på mange måder var et almuemenneske, sagde begavet til mig da jeg var barn (og nok ikke forstod det endnu), at “Kun Gud kan tilgive, for Gud har ingen hukommelse”. Det glemmer jeg aldrig.

I modsætning til Vorherre plages vi mennesker af at være bedre til at huske, end glemme. Det kan naturligvis være godt hvis ikke det implicerede det forrådende fænomen moral, der uafladeligt blander sig for at sortere skæg fra snot. Min kristne samvittighed og den moral, der trænger sig ind på mig, kæmper en kamp om retten til at minde mig om mine fejl og mangler, skulle jeg forsøge at ignorere dem. Der er mennesker, jeg sagtens kan tilgive, men jeg kan ikke glemme deres svigt og hvad er tilgivelsen så værd?

Hukommelsen udmærker sig ved sin enorme kapacitet. Som med hjernen er der næsten ingen grænser for hvad hukommelsen kan rumme; dimensionerne er næsten uendelige. Samspillet mellem min hukommelse og min hjerne og deres sammenhæng med bevidsthed og underbevidsthed gør at drøm og søvn rydder op, smider ud og lagrer. Men også på det punkt er jeg på samme tid imponeret og skeptisk. I hvert fald er det ikke altid – eller måske ofte – at min hjerne lagrer de forkerte læringer og erfaringer og efterlader mig med en mængde mentalt skrot.

Når man taler om hjernens forfald kommer hukommelsen hurtigt i spil, før sansning og tænkning. Hukommelsen har naturligvis også stor indflydelse på sidstnævnte. Netop erindringer er noget af det, der har udfordret/udfordrer min hjerne mest i dette liv. Nu er jeg gammel og jeg irriteres mere end tidligere over mine mange svagheder, herunder en tiltagende bekymring og skrøbelighed. Måske er disse tegn ikke betinget af alder, men blot idiosynkrasier. Det kan også være indbildning, for den slags er min hjerne også god til.

Min hjerne er et mysterium, naturligvis først og fremmest for mig selv. Afhængigt af hvad den egensindigt vælger at bidrage til noosfæren med kan den også være eller blive en udfordring for andre, hvad jeg ikke håber. Tror jeg. Måske. Skulle nogle læsere efter de seneste kapitlers hjernespind mene, at min hjerne er som alle andres vil jeg drage et lettelsens suk og takke Skaberen for at jeg er helt normal på dét punkt – i troen på at alle mennesker er unikke.

Den visuelle sansning siges at være stærkere, end høresansen, følesansen, lugtesansen – forudsat at man har øjnene åbne; og i øvrigt sindet åbent for det, man ser. Ligesom der er forskel på at høre og lytte, er der forskel på, hvilken opmærksomhed man har på det, øjnene ser. Ud over at bruge øjne og synssans til at opleve mennesker, hændelser og verden omkring mig, har jeg så længe jeg kan huske været optaget af billedkunst og det undrer mig lidt.

Jeg er ikke selv billedkunstner og intet i mine aner peger den vej. Selvom jeg gennem livet har opsamlet betragtelig viden om billedkunst er jeg ikke på nogen måde ekspert, men det er nok den kunstgenre, jeg dyrker mest, trods musikkens dominerende plads i mit liv. Også jeg oplever, at det visuelle er mere påtrængende end det auditive; det ved reklamefolk og psykologer.

Ud over at billedkunst på sin vis også er sprog, men ligesom musik og ballet mere abstrakt i udtrykket, end f.eks. litteratur, så omformer min hjerne også billeder til sprog før de rigtigt når sanser og sind. Det irriterer mig at jeg ikke kan fange billedets umiddelbarhed før hjernen sender sproget ind som fortolker. Jeg forsøger bl.a. med en strategi, der går ud på aldrig at oplyse mig om titel og ophavsmand på og til et kunstværk før jeg har “taget billedet ind”, men det lykkes ikke rigtigt.

Min hjerne vil simpelthen afkode alle sansninger og oplevelser og næsten tømme dem for udtryk før de genopstår som ord i sindet. Dog heldigvis bliver mine visuelle oplevelser ad omveje undertiden til sanselige, surrealistiske drømme og dramaer. Men som regel dukker sproglige associationer, konnotationer og relationer op og danner ord.

Det næsten infantile eksempel kan være billedet afis – det være sig isbjerget eller ispinden. Ved synet af det dukker straks det rationelle sprog med ord som kajakker og køer, forbjerge og fløde op og danner nye billeder, som igen omsættes til ord der tosser rundt i min uregerlige hjerne alle døgnets vågne timer medens en parallel proces rydder op i sammensuriet af begreber, billeder og fænomener. Slutteligt lagrer hukommelsen det vigtigste – eller måske mest ligegyldige – efter at have kategoriseret og organiseret rodet.

Med dette eksempel er jeg måske ude på tynd is, men indlandsisen er jo ikke bæredygtig i vores tid. Og hvor vidtløftigt alt dette hjernespind end kan lyde, så har jeg iagttaget det ved selvsyn, da jeg i Madrid engang så en 3D-scanning af min hjerne. Det var kaotisk som Picassos Guernica. Undskyld sammenligningen – den er min hjerne skyld i.

Man kan lukke øjnene men ikke ørerne. Derfor valgte jeg som meget ung musikken som mit udtryksmiddel. Jeg havde meget på sinde, meget at sige og jeg ville gerne høres. Det blev til en uddannelse som komponist og et par eller tre årtiers virke som sådan, men så var det som om musikken fadede ud og ordene overtog. Jeg ved egentlig ikke hvorfor – om det var musikken (in casu min musik), der forekom utilstrækkelig og irrelevant for mig eller om min hjerne spillede mig et puds ved at vende mit fokus fra musikken til ordene.

Omkring årtusindskiftet havde jeg en kort kompositorisk flirt med elektronisk musik og da trængte det, der kaldes reallyd sig på og jeg skrev bl.a. et værk i genren musique concrète, baseret på optagelser af et heftigt regnvejr oplevet og optaget under et ophold på landet. “Rain” hedder det naturligvis og det lever selvfølgelig ikke op til Pierre Schaeffer og de andre koryfæer inden for genren, men det er trods alt mit. Som min hjerne er min.

Musik er lyd, men det er der meget andet der er. Hjernen bombarderes uophørligt med lyde af forskellig beskaffenhed og orden. Ligesom ordene som beskrevet formelig vælter rundt i min hjerne i døgndrift, gør lyd det. Også i det ubevidste og i drømme manifesterer lyd sig, måske i abstrakte billeder eller slørede erindringer – de fleste kender det. Lyd kan gøre ondt eller godt, men bevæger sig som regel ind i den emotionelle snarere end den rationelle del af hjernen og udfordrer den. Lyd er stærkt forbundet med bevidsthed og psyke.

Nogle af de menneskelige lyde, der gør mest indtryk på mig har med følelser at gøre. Det handler om gråd og vrede. Gråd opstår ofte som et behov for hjælp, omsorg, trøst eller udtryk for sorg, vrede som regel i afmagt, forsmåethed og uretfærdighed. Jeg er frygteligt overfølsom over for lyden af gråd især fra et hjælpeløst barn. Jeg græder selv, mest alene og også som et udtryk for hjælpe- eller magtesløshed. Lyden af den retfærdige vrede manifesterer sig desværre en gang imellem i egne vredesudbrud, som jeg ikke er stolt af, især når de rammer forkerte mål og bliver til uretfærdighed i stedet for det modsatte.

Dér synes jeg at min ustyrlige hjerne svigter og det er måske menneskets største udfordring: at hjernen er ubetvingelig. Lyde skaber billeder – og omvendt – det er en af hjernens genialiteter. Undertiden ønsker jeg at man kunne lukke ørerne og ikke øjnene. Mængden af mislyde tager til og lyde bruges i takt med digitalisering mere og mere som et våben end som et gedigent kommunikationsmiddel – på linje med ord og billeder. Næste kapitel handler om min hjerne – og billederne.