www.engang.nu

Én af mine mindre præsentable egenskaber er, at jeg har en snert af snobberi i mit sind. Det viser sig ved en imponerethed over mennesker, der har de fire egenskaber, jeg sætter højest: skønhed, empati, talent og intelligens. Dem er der heldigvis en del af, men jeg har lagt mærke til, at jeg ofte falder lidt på næsen af, at nogle af dem lykkes bedre med deres liv, end så mange andre. De har en evne til at skjule eller fortrænge deres mindre heldige evner i livet. På den måde tiltrækker de sig mere opmærksomhed end fortjent og godt er; blandt andet altså fra mig og det irriterer mig.

Jeg tilskriver det min nordjyske herkomst og opvækst. Nordjyder er snobbede, hvilket de ikke gerne indrømmer. Tværtimod anser de det for en dyd at have begge ben på jorden, ikke at falde for falsk glamour og den slags. Det skyldes en blanding af mindreværdskompleks, manglende respekt for autoriteter og ditto forståelse for talent. Alligevel falder de for ydre egenskaber, snarere end de mere mentale. Derfor er det småt med store personligheder fra den nørrejyske halvø. Af samme grund kaldes f.eks. arkitekten Jørn Utzon “bysbarn” i Aalborg, selvom han flyttede fra byen som 5-årig. En besynderlig modsætning i den nordjyske selvforståelse; et hykleri af mindre charmerende omfang.

Naturligvis har jeg deltaget i en del fejringer, ferniseringer, receptioner mv. gennem årene, men da jeg opsøger udstillinger for kunstens skyld og ikke betragter mig selv som en udstillingsgenstand, venter jeg gerne til flaskerne med det, man ubegavet kalder bobler fordi det sjældent er ægte champagne, er drukket og “kunstelskerne” har forladt stedet så det rent faktisk er muligt at beskue og opleve det egentlige: kunsten.

Jeg har også mødt en del “stjerner” i kraft af mit mediearbejde, men jeg er ikke løbet efter dem eller har pralet med møder af kendisser i nekrologer som mange har for vane. Eksemplet kunne være den store russiske komponist Dmitrij Sjostakovitj, der døde i 1975, hvorfor jeg skrev en nekrolog over ham i Kristeligt Dagblad uden at nævne at jeg, som 17-årig musikstuderende, to år før, havde haft glæden ved at følge ham tæt nogle dage da han besøgte Danmark. Nu har mit snobberi så indfundet sig og jeg indrømmer det gerne.

Jeg har altid haft en beundring for stærk faglighed og kunstnerisk talent uden at gøre personer til idoler. Jeg tror, at ethvert menneske ejer særlige talenter uden måske at kende endsige flashe dem for resten af verden. Og ja: jeg er kun et menneske. Mit snobberi er heldigvis ikke ledsaget af gammeldags misundelse, men det er lige før, og jeg skal tage mig i agt. Når snobberiet banker på i mit sind, er der kun ét at gøre: at formane mig selv om at krukke ned og måske også overveje beundringen for mig selv.

Erindringer handler naturligvis i høj grad om barndom, ungdom, voksendom og – i min alder – gammeldom. Ikke blot det anekdotiske – det er jo hurtigt håndteret – men overvejelser om selve de kategorier, vi traditionelt inddeler livet i. I en debat hos Ældre Sagen plæderede jeg for nogle år siden for at omdøbe “alderdom” til “gammeldom” og indføre “voksendom” i hullet mellem ungdom og alderdom. Som forventet nød forslaget ikke fremme, bl.a. fordi Ældre Sagen netop er dannet på et princip om at erstatte ordet “gammel” med “ældre” – foreningen er dannet i en tid, hvor respekten for gamle var til at overse. Fordomme om gamle mennesker fulgte dog med og begrebet “ældrebyrde” blev almindeligt.

Nu var mit forslag især sprogligt begrundet, men det handlede også om, at jeg ikke forstod hvorfor stadiet mellem ung og ældre ikke havde sit navn og om at jeg faktisk ser menneskelige kvaliteter i at være gammel hvis man ellers står ved at man er det og ikke falder for bemærkninger om at “alder er bare et tal” og andet vrøvl.

Jeg skrev i digtet “Alder adler” bl.a.: “Man kan være bange/for at blive ældre/og man kan være bange/for at blive gammel. Livet er at ældes/alder adler”. Og i et andet digt om at være barn bl.a.: “Jeg er et barn/der altid har håbet på/ikke at blive voksen. Måske når jeg det/tænker jeg naivt”. De to digte viser den dobbelt- og modsathed jeg altid har haft i forhold til min alder. Når jeg ser tilbage var det at være barn ikke en rolle jeg trivedes med. Livet var kedeligt, forudsigeligt, afventende, underligt stillestående.

Jeg har ofte følt mig for ung til det, jeg har foretaget mig; jeg har altid anvendt et mål af barnlig naivitet og uskyld i mine sysler med en vis succes. Jeg har også følt mig for voksen til visse roller, som jeg fandt barnlige og fjollede. I dag føler jeg mig ofte for gammel til nogle af de udfordringer, andre og jeg selv giver mig. Så kan jeg blive mødt med bemærkninger som “Du er da ikke gammel”, “Du er meget ungdommelig” etc., hvilke er ubrugelige og utidige komplimenter. For gammel er jeg jo med mine 72 år og det har jeg altid været (min mor kaldte mig tidligt “gammelklog”) ligesom jeg altid har været barn, mange år ung og i lange år voksen. Det sidste var det mest kedelige.

Alligevel har jeg i mit voksenliv igen og igen råbt “Husk børnene og de unge”, når jeg har udviklet mine projekter. Naturligvis fordi barndom og ungdom indeholder forundringen, håbet og andet der gør, at man som voksen ikke falder for illusionen om at alt var bedre engang; også noget sludder. Sagen er nok, at alle mennesker bærer de fire stadier eller tilstande mere eller mindre i sig hele livet. Den bedste kompliment, jeg kan give en kvinde er netop at hun bærer alle aldre i sig, herunder hendes funktioner som datter, mor, samlever etc. Det burde gælde for alle mennesker.

Skulle en eller flere læsere have vanskeligt ved at hitte rede i dette lille essay undrer det mig ikke. Sådan har jeg det selv.

Nogle af Erindringernes læsere har foreslået at jeg genoptrykker nogle af de over 3.000 artikler, jeg har skrevet livet igennem. Ganske vist er der udkommet en håndfuld antologier gennem årene, men her i Erindringerne spredes nu nogle flere under overskriften “Fra alle årene”.

Fra 1981 bringes en af mine musikanmeldelser i Aalborg Stiftstidende. Det var forfatteren Elsa Gress og hendes venner, der præsenterede en miniopera og jeg forstod ærlig talt ikke en døjt af den. Efter seancen indbød Gress til diskussion om værket, men det hjalp ikke stort på forståelsen. For så vidt var jeg enig i mange af damens kulturradikale synspunkter, men jeg synes nok at hun og hendes kult var noget selvhøjtidelige. Jeg skrev i et åbent brev. Her et uddrag:

“Kære Elsa! Tak for i aftes, tak for en oplevelse af de sjældne. Tag det som du vil. Tak for en kunstnerisk seance, der varede fra vi sagde dav ti minutter i otte, til vi lagde gaflen efter Kunstmuseets rejemadder. Dit lakoniske svar på mit spørgsmål “Hvad vil du med det her?” var “Oplev det nu!” og så oplevede jeg da din og vennernes miniopera. Men jeg forstod ikke så meget. Jeg følte heller ikke så meget.

Jeg var bekymret, men i pausen sagde du så “Kom med ned bagefter og lad os snakke”. I pausen tog Ilja (Berg) sine lange røde sokker af og spillede sine Mallorca-præludier. Heller ikke ham forstod jeg selvom han forsøgte at forklare sig. Men, Elsa, så spiste vi rejemadder og drak hvidvin, du og jeg og alle vennerne og Henrik (Stangerup), som skulle køre til Paris i ét stræk og syntes, Iljas musik var pragtfuld og savnede sin avis.

“Hvorfor kalder I det en miniopera?” spurgte jeg. Du taler jo som et vandfald og jeg har måske misforstået dit omfangsrige svar for jeg synes, du sagde “Det gør vi heller ikke”. Så kom jeg for skade at spørge “Hvem er din målgruppe?” og jeg beklager virkelig mit teknokratiske udtryk. Jeg tror dit svar var “Skidt med publikum”. Jeg forstod, at du slet ikke vil kaldes kunstner, du vil bare gøre ting. Du synes, det er lige meget om folk gider lytte eller ej (så publikumstallet i aftes må have passet dig).

Kære Elsa! Jeg forstår dig ikke. Nu trykker jeg dette brev og hvis læserne ikke forstår et muk af det, har de haft samme oplevelse som jeg i aftes. Men en dag kommer jeg til Marienborg, og så snakker vi sammen. Du og jeg og Henrik og alle vennerne. Din hengivne Evan-Th. Vestergaard”.

Der kom faktisk et kort svar fra Elsa Gress nogle dage efter. Heri inviterede hun mig til residensen Marienborg på Møn for at tale om tingene. Jeg tog ikke derned…

Jeg var forleden moderator på en samtale på “Ordkraft ord- og litteraturfestival” (i al beskedenhed min opfindelse i 2011). Emnet var forråelsen af sproget i hverdagen, herunder på de såkaldt sociale medier, og i journalistik og politik. Paneldeltagerne var politiker og fhv. minister Bertel Haarder og journalist og fhv. chefredaktør Poul Madsen, begge også forfattere; de er “grand old men” i samfundsdebatten og flittige, men også kritiske sprogbrugere.

Jeg påstod frimodigt, at vi tre i fællig repræsenterede 150 års visdom om sproget og dets muligheder og umuligheder. Jeg talte mig selv med, for det er kendt, at jeg er nidkær vedrørende sprogbrug, og jeg har gennem tiden modtaget en del ris og ros for min bekymring og omsorg for sproget; bl.a. er jeg blevet tituleret “krakilsk pernittengryn” og det er ikke helt ved siden af.

Der er to hovedspor i min kritik af dagens danske sprogbrug. Det ene beror på dårlig sproglig opdragelse, fejlhøringer, manglende sprogligt talent, skrantende selvkritik og generel uvidenhed om det, man skriver og taler om. Det er den banale af slagsen, som dyrkes af både professionelle sprogbrugere som forfattere og journalister og det utal af “almindelige” mennesker, der uafladeligt fører sig frem på de sociale platforme. Thomas Mann siges at være ophavsmand til udsagnet “En forfatter er én, for hvem det er sværere at skrive end for andre”. Det må man nok sige! Eksemplerne er legio.

Udtryk som omgås/omgå, foreholdt/forholdt bruges i flæng selvom deres betydning er modsatte. Forholdsord har sprogbrugerne et mildt sagt skødesløst forhold til, en journalist bruger ganske misforstået ordet dateline i stedet for deadline og studieværter (selv i DR P1) fylder æteren med bunker af sniksnak (“smalltalk” kaldet), og andre dårlige vaner som fyldord, umotiverede gentagelser, irrelevante regibemærkninger etc. Det er frygteligt at opleve.

Det andet spor er den mere alvorlige del, hvor sproget langsomt devalueres fordi værdi indholdet i ordene skrider i betydning. Det drejer sig om misbrug, misrøgt, forfladigelse, forråelse og forræderi af og mod sproget, der – når det kommer til stykket – er det eneste, vi mennesker har fælles ud over ensomhed og død. Sproget er med til at konstituere mennesket; sagt med Grundtvig: “Ordet skaber hvad det nævner”, så alt dette er ikke ligegyldigt. Derfor skal vi omgås det med varsomhed og omsorg.

Buddha spurgte: “Hvad er forskellen på “Jeg kan lide dig og Jeg elsker dig” – og svarede selv: “Hvis du kan lide en blomst, plukker du den. Hvis du elsker en blomst, vander du den hver dag”. Det udsagn siger noget om kærlighed, men også en del om sprog. Personligt kan jeg ikke “elske” pandekager, paraplyer eller Paris, men alene mennesker. Jeg kan godt savne at spise en god salat, men ikke længes efter det. Den slags forskelle betyder meget for mig; ligesom forskellen på at undskylde og beklage eller danne og skabe.

Næsten hver dag korrekser jeg en journalist på en avis eller i radio/TV, der har været på gale veje sprogligt. Nogle retter ind, andre ignorerer mig, atter andre synes, jeg er for nidkær. Kald mig bare krakiler, ordkløver eller flueknepper, som det også er sket. Jeg klarer mig nok, men sproget har brug for omsorg.

Da jeg var barn kom der nogle spøjse gæster i mit hjem. Deres lejlighedsvise besøg gjorde indtryk på mig selvom jeg ikke deltog i konversationen og det, de kaldte hygge – jeg var bar en måbende tilskuer. Det var mennesker, der var helt anderledes end de voksne, jeg ellers mødte.

F.eks. Fuldmægtig Møller. Når hans titel staves med stort er det fordi han aldrig blev kaldt andet – han havde åbenbart ikke noget fornavn. Fuldmægtigen kom jævnligt på besøg, altid ulasteligt, gammeldags klædt med muffediser, cykelklemmer, vest og butterfly. Det var før bankrådgivere blev opfundet, men Møller havde altid et godt spareråd i ærmet og det var muntert at høre om. Han havde regnet ud, at man kunne spare 75 øre om året, hvis man dyppede hænderne i vand før Rexona sæben. Det var jo helt meningsløst, men ikke for bankmanden, der fortalte alvorligt og engageret om det.

Engang fortalte han at han havde modtaget et opkald på sin plads i Aalborg Bys og Omegns Sparekasse fra en herre, der lidt gebrokkent sagde “Mit navn er Ekmeksibasi og jeg vil gerne have et møde med Dem”. “Må jeg blive fri” havde fuldmægtigen svaret og lagt røret på. Det gentog sig, men efter tredje gang kom direktøren hen til Møller og fortalte at en tyrkisk forretningsmand lige var flyttet til byen og gerne ville være kunde i banken. Hans navn var åbenbart for eksotisk for den gode Møller.

Oskar Sørensen var også regelmæssig gæst i barndomshjemmet. Han var nærmest fuldmægtigens modsætning. Han var min fars onkel og han ernærede sig som en glimrende og populær hyggepianist på forlystelses-etablissementet Roxy og som kino organist til stumfilm. Han var en flamboyant kunstnerisk type som garnerede sin musikalske underholdning med tvivlsomme anekdoter og dristige morsomheder som en anden stand upper. En stil, han også efterlevede som privatperson. Oskar var altid sjov at opleve, herunder hans spøjse påfund.

Efter et besøg af ham, hvor han i timevis optrådte i familiens skød og havde fået en del under vesten, kurede han ned ad trappegelænderet som var påmonteret nogle knopper, så vi børn ikke skulle gøre det samme. Ankommet til hoveddøren hørte vi skrig fra Oskar og min far råbte bekymret “Hvad er der sket, onkel?”. “Jeg er ikke din onkel mere, jeg er blevet din tante” var svaret, og Oskar haltede hen ad fortovet. Det var så typisk for ham og først senere forstod jeg hvad denne practical joke handlede om. I øvrigt var han en stor inspiration for min far, der også optrådte og levede sit liv som en klovn – på godt og ondt.

Så var der også Oskars bror Karl, en af byens originaler. En stakkel, hvis liv og hjerne var gået i stykker af umådeholdent alkoholindtag. Han var nærmest overbegavet men uden evne til at administrere sit talent. Jeg har skrevet lidt om disse originaler i digtsamlingen BYEN og den udmærkede forfatter Gorm Henrik Rasmussen har skrevet meget mere om dem bla. i bogen “Originalernes by”.

Ud over at give barndommens grå hverdag kolorit, lærte vi børn en vigtig lektie om tolerance og åbenhed over for det, der blev betragtet som aparte mennesker. Ind imellem kunne de virke lidt skræmmende, men de gjorde ingen fortræd, de havde blot behov for forståelse og den fik de ofte fra os børn når vi havde overstået de første drillerier. Jeg spørger undertiden mig selv, hvor originalerne findes i dag – det er mest kopier, der præger bybilledet. Ensformighed, uniformitet og afstandtagen slår den mangfoldighed ihjel, som vi ellers har så meget brug for. Ærgerligt.

Det korte svar er: “Ja, Gud tror – på mennesket”. Denne Vorherres trosbekendelse udsiges første gang ved dåben. Her siger forældrene på det umælende barns vegne ja til Gud. Dåben er ikke en navngivning; præsten spørger ikke “Hvad skal barnet hedde?” som nogle tror, men “Hvad er barnets navn?”. I dåben siger Gud første gang til barnet “Jeg tror på dig”.

På samme kryptiske måde spørger nogle “Var Jesus egentlig kristen?” og her er svaret “Nej, Jesus blev født som jøde og døde som jøde”. Jeg har ofte beskæftiget mig med spørgsmålet “Var Jesus kirkelig?” og mit svar er “Nej, heller ikke”. I øvrigt er der stor forskel på at være kristen og kirkelig, kristenheden og kirkeligheden er to forskellige størrelser. Kristenhed er forsamlingen af kristne, kirkelighed er en institution, en kulturlig konstruktion, der er dannet for at give nogle rammer for kristen praksis og tilbedelse, men den er ikke nogen betingelse for kristentroen.

Jeg er ikke det mindste teolog, men har siden jeg begynde at tænke, beskæftiget min hjerne med idéer og teorier om tro og tvivl; jeg har skrevet og talt meget om disse emner og jeg har altid levet en troendes liv, hvilket på ingen måde betyder at jeg er hverken bedre eller værre end andre mennesker. Selvom tro og tvivl er hinandens modsætninger, lever de også i kraft af hinanden, i hvert fald hos mig.

Jeg er ikke sikker på, at Jesus ville komme i kirke hvis han levede fysisk blandt os i dag. Paulus (som jeg sjældent henviser til, men som trods alt var en væsentlig person i udbredelsen af Jesu tanker) citeres for i en tale til athenerne at sige “Gud bor ikke i templer bygget af hænder”, et synspunkt Jesus i nogen grad også havde. Engang hørte jeg i en kirke-cabaret (jeg husker ikke hvilken): “Dette var mit bud, hvis jeg var Gud: byg ikke kirker med spir, for spir svir”; et frimodigt udtryk for at Vorherre kan få ondt et vist sted af al denne kirkelighed. Ligesom Jesus ikke var kristen, er Gud det ikke. Gud er heller ikke jøde, muslim eller andet af den slags. Gud er Gud, uanset hvilke navne, den troende bekender sig til.

Selvom jeg – som flittig kirkegænger, både til messe og til personlig andagt og bøn – sagtens kan mærke Guds nærvær i kirken, er det ikke kirkeligheden som sådan, Gud besøger, men det enkelte menneske, som Gud tror på, uanset bekendelse og konfession. Jeg diskuterer ind imellem tro og tvivl med ateister, også offentligt. Mine sidste ord til ateisten er som regel: “Det vigtige er ikke om du tror på Gud, men at Gud tror på dig”. Det svar skaber ofte irritation, men sådan er det efter min uteologiske mening.

Ligesom både kvinden og manden siges at bære begge køn i sig i variabel mængde, menes de fire såkaldte temperamenter også at gemme sig i alle i mere eller mindre udpræget grad. Jeg er overvejende melankoliker. Ordet kommer fra græsk hvor det betyder “sort galde”. Det er forholdsvis negative adjektiver, der hægtes på melankolikeren: trist, indadvendt, pessimistisk, men de opvejes af eftertænksom der jo har en optimistisk klang.

Det melankolske, forstået som en personlighedstype, men også en stemning, viser sig hos mig som en grad af sortsyn, bekymring, i værste fald angst og indadvendthed, trang til isolation og måske fattigdom på sociale færdigheder. Det hele materialiserer sig ved mit stærke behov for at være alene og blive tiltrukket af magisk mørke og sitrende stilhed.

Den slags er produktivt for mig og en stærk drivkraft for min dannelse. I aktiv tilstand skærper mørke og stilhed min koncentrationsevne, tilstedeværelse, kreativitet og orienteringsevne både fysisk og mentalt. Jeg kan simpelthen bedre finde vej i mørke og stilhed fordi de eliminerer mange forstyrrelser. De skaber også en god grobund for eftertænksomhed.

Selvom jeg for længst har accepteret melankolien som et vilkår og lært at leve med den har jeg altid oplevet nogle benspænd i forhold til den, f.eks. stemninger som nostalgi og sentimentalitet, som jeg forstår som en slags søskende til melankolien. I hvert fald rører de ofte de samme nervetråde i mit sind; jeg er lettere sentimental af natur. Jeg har let til gråd når noget går mig imod eller jeg oplever uretfærdighed, også over for andre, men i øvrigt også når noget lykkes for mine medmennesker eller mig. Jeg tror, det er udtryk for et mål af enfoldighed hos mig.

En rem af huden af mig rummer også nostalgi, for mig en helt irrationel stemning. Jeg har ikke nogen hjemstavnsfølelse, jeg ser mig sjældent tilbage (bortset fra når jeg rationelt erindrer) og jeg føler ingen smerte ved at tænke på det forgangne uanset hvad der er sket.

Melankoli, sentimentalitet, nostalgi – alt sammen er det et virvar af sanselighed, som i sin natur er ustyrlig og i mit sind ofte “for meget”. Jeg har altså lært at leve med det – hvad kunne jeg ellers?

På trods af min tro bad jeg i årtier ikke til Gud. Det var min missionske opvækst og dens forhold til bøn, der skræmte mig allerede som barn. Der var simpelthen ikke grænser for, hvad man bad Vorherre om i sekten Det danske Missionsforbund, som jeg voksede op i. Også selve formen virkede frastødende og hyklerisk med sine falbelader og salvelsesfulde, messende ord og toner.

Det hele var stærkt inspireret af den norske version af Missionen og ofte påkaldte man Herren Gyd i stedet for Gud; man havde vist en forestilling om at Gud er mere hellig på norsk, end dansk. Efter nogle måneders ophold i Norge berettede digteren Per Højholt engang om nordmændenes bønner til Gud med ordene. “De var så højlydte, at hvis ikke Vorherre hørte dem, så gjorde naboen sikkert” – meget træffende.

Der skulle ikke meget til før missionsfolkene råbte om hjælp. En punkteret bil, manglende penge til husleje, uro og sorte får i familien, foruden naturligvis forhold, kun Gud eventuelt kan hjælpe med, f.eks. alvorlig sygdom og sorg, som ligger udenfor det menneskeligt mulige. Mange af bønnerne – også de højlydte i kirken – handlede mest om hverdagens bagateller, som man burde klare selv eller finde hjælp til i det mere jordiske.

Denne devaluering af bønnen skræmte mig. Gud er jo ikke én man beder om lønforhøjelse hos; samtalen med Gud er ikke en jobsamtale og Gud holder ikke MUS-samtaler – den slags må man klare med chefen og fagforeningen. Gud er heller ikke en servicestation eller et låneinstitut.

Jeg genoptog mit, hvad man i kirkelige kredse kalder “bønsliv” i processen op imod og under min konvetitskoling i slut-90’erne indtil jeg vendte mig mod Moderkirken i 2000. Med et vist forbehold tog jeg atter bønnen i brug og Fadervor blev en slags mantra for mig som i den tidlige barndom når de voksne lagde mig i seng. Siden har jeg udviklet bønnen til at være en form for samtale med Gud – naturligvis med Gud som ordførende. Jeg søger jo hjælp til det, jeg ikke kan klare selv og det ikke fra småtingsafdelingen.

Gud sover ikke, men blunder måske engang imellem, men er altid til at få forbindelse med. Alligevel er der ikke grund til at forstyrre med hverdagens bagateller. Dem må jeg klare selv – eller ringe til Falck, bankrådgiveren eller naboen.

For nogen tid siden lovpriste jeg – som ofte før – kvinden som køn her i Erindringerne. Jeg noterede ganske vist, at det ikke var et forsøg på at nedgøre manden som køn, men sådan blev budskabet læst af en del. Selvom det ikke er muligt at kommentere Erindringerne på nettet, finder kommentarer naturligvis vej til mig og det er OK. Jeg blevet opfordret til at skrive om mit eget køn “da du nu er så utilfreds med det” som én skrev.

Derfor skal dette handle om mit forhold til manden. Også det har jeg skrevet om tidligere, men også på det punkt udvikles mine tanker med tiden; jeg har altid nydt at blive klogere. Når man generaliserer ignorerer man ofte detaljen; fortaber man sig i detaljen mister man let overblikket. Jeg gør nok begge dele i det følgende, så jeg beder på forhånd om nåde, hvis jeg fornærmer nogle eller overskrider grænser. Til sagen!

Min beundring for kvinden får ikke følgeskab af samme for mit eget køn – tværtimod. Jeg synes, som antydet tidligere, at mange mænd er nogle skravl, fodnoter eller parenteser, uinteressante ligegyldigheder, og det står i dyb modsætning til den dominans de historisk har tilranet sig og som mange forsvarer eller ligefrem kæmper for. Det er snarere et kulturelt, end et naturbaseret fænomen. Jeg tror, at fravalget af bløde menneskelige værdier har dannet det, man i nyere tid har kaldt “heman”, altså en forstærkning af mand, og denne ensidige fokusering på og udvikling af ydre styrke, dominans og griskhed koster menneskeracen enorme værdier.

Jeg har forsøgt mig i forskellige herreklubber med diverse formål. Jeg kører pludseligt og umotiveret træt af et selskab kun bestående af mænd (det samme ville sikkert ske i rent kvindeselskab). Jeg befinder mig simpelthen ikke godt i hverken herreværelset eller slyngelstuen. Jeg finder ofte mit medkøns konversation, meninger, holdninger og agéren uelegant, plumpt eller direkte frastødende. Jeg har selvfølgelig en mængde mænd som venner, bekendtskaber, kolleger etc. og mange af dem holder jeg af, så som med kvinden er det manden som type, ideal, rollemodel, ikke den enkelte, jeg mangler begejstring for. Jeg oplever, at mange mænd benægter de feminine sider i sig selv og derfor aldrig realiserer dem. Det ærgrer mig.

Min erfaring og erindring om kvinden begyndte naturligvis med min mor og min farmor, der varetog det, somme vil kalde opdragelse. Det var de to, jeg omgikkes mest. Derefter fulgte pigerne i gården. Jeg voksede op i en byejendom med mange børn. Af det dusin børn der legede i den fælles gård var der to drenge – resten var piger. De var pragtfulde og jeg var stærkt tiltrukket af dem allerede som 4-5-årig på mange (også “voksne”) måder. Anni, Anette, Anne Mette, Lene og hvad de hed, ikke blot prægede min barndom men forførte mig med deres kvindelige kvaliteter. Nå ja, og så dukkede kvinderne jo ad åre op i mit liv og det med de herligste egenskaber. Én af dem, jeg kom til at sætte pris på, var netop evnen til atforføre. Den kunst magter de færreste mænd – de tager bare for sig og hævder en naturlig ret til at gøre det og fylde hvor de er.

I nærmeste familie har jeg med forbløffelse fulgt, hvordan tre kvinder, der alle blev mødre da de fødte døtre, mere eller mindre har undsagt mænd i deres liv. I 1972 føder Lise en datter. Lise er på det tidspunkt 20 år men mere moden end sin alder; faderen er netop fyldt 18 og mindre moden end sin alder og han løber nærmest skrigende bort. Datteren hedder Louise og møder først den flygtende far da hun er fyldt 30. Som 33-årig føder Louise en datter, Soma, hvis far ikke bliver en del af familien. Soma føder som 20-årig en datter, hvis fader ikke figurerer i familiekrøniken. Altså: tre kvinder der alle har født døtre uden fædre.

Det har givet anledning til min måske lidt for kække formulering om at “når manden er kommet kan han gå”. Jeg ved, at de tre mødre ikke er særligt feministiske eller hadefulde overfor manden, de har bare ikke brug for ham har jeg ofte hørt – igen til min undren. Det kan slet ikke sammenlignes med den sydkoreanske feminist-bevægelse “4 Nej”, der er absurd radikal og rabiat, når den præker budskabet “Lad være med at date mænd, gifte dig med dem, have sex eller få børn med dem”. Det er jo meningsløse principper, som hurtigt ville afstedkomme vor races endeligt, og hvad skulle de tilbageværende kvinder (og mænd) så gøre?

Og mig selv? Jeg ville ikke være mig, hvis jeg ikke rettede min kritik indad også. Når jeg gør det, ser jeg bestemt ikke noget ideal. Skulle nogle føle, at ovenstående er noget vrøvl, er det OK for mig. Jeg vil ovenikøbet give ret i det til en vis grænse. Alligevel behøver mænd ikke at komme til min begravelse; her ser jeg helst kun kvinder – min prægtige søn undtagen, men han har også visse ligheder med sin far.

I 1963 indrømmede sangeren Gitte Hænning åbenhjertigt: “Jeg snakker med mig selv, taler med mit bedre jeg”. Grunden til denne private samtale var for Hænning, at hun var konfus af kærlighed. Det behøver ikke være den eneste grund. Jeg vil ikke benægte at jeg kan være hårdt ramt af kærlighed, men det er ikke derfor, at også jeg taler med mig selv. Næsten uophørligt og gerne højt.

Jeg har sådan set let ved at komme i samtale med andre, også hurtigt og dybere og om andet end vejret og inflationen, men psykologer påstår, at mennesker der er meget ydre verbale, også har en indre samtale. Det passer glimrende på mig.

Hvad taler vi så om, jeg og mig? Uden at jeg skal være for indiskret overfor mig må jeg svare: alt! Der er ingen grænser for bedrag og betroelser, løgne, overdrivelser og sladder om andre og hinanden. Alle og alt hænges til skue og tørre, herunder vort eget beskidte vasketøj.

Hvilken form har samtalen med mig selv? Også her er det mangefold. Vi roser og skoser hinanden; undertiden skændes vi bravt; bruger hinanden som en slags skriftestol; og så har vi det princip, at konversationen afbrydes hvis der bliver for megen sniksnak.

Er det “mit bedre jeg”, der er målet for min narcissistiske samtale? Svaret er, at jeg, trods næsten syv årtiers søgen, ikke har fundet et bedre jeg – eller mig for den sags skyld. Ikke at jeg anser mig selv for så enestående, at jeg ikke kan blive bedre, tværtimod, men jeg kan bare ikke finde ud af hvordan. På mange måder er jeg min bedste – eller værste – kritiker. Om jeg føler os splittet? Mon ikke!

Hvad fører denne uendelige samtale så til? Jeg har det med den som med andet betydningsfuldt i mit liv (troen, f.eks.), at uden den ville jeg ikke være til. Den er i dén grad dannende for det, jeg har været, er og bliver. Jeg tror nok, den er tiltaget med alderen og med den selvvalgte alenehed, jeg dyrker mere og mere. På den anden side kunne jeg heller ikke undvære samtalen med andre, der gør mig klogere og er et værn mod at blive for selvcentreret – det er jo faren ved al denne samtalen mellem jeg og mig.