www.engang.nu

Kulturligt – sproget igen

”Det er da meget naturligt” er en flittigt brugt sætning, men som megen anden sprogbrug baserer den sig ikke på refleksion i situationen, men på en måde at bruge sproget på, som vinder mere og mere frem. Sproget er blevet til ”sådan noget man siger”, snarere end resultatet af tankevirksomhed. Folks daglige sprogbrug er fyldt med klichéer, umotiverede gentagelser, uklarhed, fejl og andet ragelse, herunder forbehold. ”Jeg skulle lige til at sige” indleder man for så at sige det, man ved nærmere eftertanke nok ikke skulle have sagt. Sprog og tanke er ellers tvillinger i den hjerne, vi alle er udstyret med. Sproget former tanken og omvendt, det er vanskeligt at sige, hvem der fører an i dette symbiotiske forhold.

”Det er da meget kulturligt” foreslog sprogmanden Ebbe Spang-Hanssen engang at man begyndte at sige når noget netop er mere kulturligt end naturligt. Jeg gav ham ret ved at gå til yderligheder idet jeg sagde: ”kulturligvis elsker jeg mine børn”. Min kærlighed til dem er mest baseret på mit kendskab til (og min beundring for) de mennesker, de er fordi de har dannet sig hensigtsmæssigt og smukt livet igennem – og stadigvæk gør. Nok ved hjælp af en smule påvirkning fra deres biologiske ophav, men især i kraft af deres egen, kulturlige tanke og handling. Dannelse er en kulturlig sag, men er kærlighed det også? Efter min mening er den i hvert fald ikke udelukkende genetisk.

I forlængelse heraf ser jeg også en ændring i sprogbrugen, som jeg finder afgørende. Engang talte man om en ”mentalitetsændring”, nu bruger man ordet ”kulturændring”. Men der er stor forskel. Mentalitetsændring er en indre, personlig og måske varig sag, kulturændring en ydre, kollektiv og midlertidig ”ting” som man ureflekteret siger i dag. Når man taler om mentalitet handler det om tænkning, når man taler om kultur handler det om – handling.

Det samme med ”jeg tror, at…” som de seneste årtier er blevet til ”jeg mener, at…” og for kortere tid siden til ”jeg tænker, at…”. Den første ændring drejer sig nok om, at der i dag er mere prestige i at mene, end at tro; den anden måske om at det er mere fornemt at tænke end at mene. Det kan der være noget om, hvis man så også tænker før man taler. Så er jeg tilbage ved det med tanke og sprog. Hvor kunne det være vederkvægende, hvis flere tænkte før de talte; og handlede når de har tænkt og talt. Det ville i øvrigt også være meget kulturligt.

Jeg har to tabuer i mit liv og følgelig i Erindringerne: helbred og økonomi. ”Hvorfor? Du går ellers til biddet og skåner hverken dig selv eller andre”, udbryder min redaktør. Jeg kan kun forklare disse tabuer med ét ord: fortrængning; og jeg kan altså ikke sætte ord på, hvorfor jeg fortrænger disse forhold i mit liv. Men erindringer er jo også en slags bekendelseslitteratur og dette kapitel skal handle om et nyligt, langvarigt anfald af den mest psykiske tilstand delirium. Den læser, der fordomsfuldt forbinder delirium med alkohol vil blive skuffet hvis hun læser videre.

Jeg har kæmpet med psykisk sygdom hele mit liv, hvilket jeg sporadisk har berørt her i Erindringerne. Jeg har ikke nogen floromvunden diagnose, men små og store ”anfald”, der har slået mig omkuld i kortere eller længere tid, har medført indlæggelser, medicinsk og anden behandling og i tre tilfælde har været livstruende – for nu at formulere det på dén måde.

I november blev jeg overfaldet af hvad man diagnosticerede som delirium. Delirium beskrives af videnskaben som ”en akut, forbigående forvirringstilstand, der skyldes en fysisk ubalance eller overbelastning af hjernen. Det er en alvorlig tilstand og den kræver altid lægelig opmærksomhed”. I mit tilfælde var anfaldet relativt akut, hvis noget kan være det, og bestemt ikke forbigående, hvis man dermed mener kortvarig. Mit anfald varede næsten fem måneder.

Hos mig stod symptomerne i kø nærmest fra dag 1. Det drejede sig om manglende koncentration, passivitet, generel forvirring fysisk og psykisk, vanskeligheder med tilstedeværelse, rastløshed og hallucinationer i kombination med søvnløshed. Det medførte et psykisk nedbrud som invaliderede mig voldsomt og som stadig, her tre måneder efter min ”raskmelding”, er at spore.

Kuren begyndte med kortvarig indlæggelse på psykiatrisk i Danmark og efterfølgende samtaleterapi, men da behandlerne frygtede at jeg kunne udvikle en depression, lod jeg mig nødtvungent overtale til medicinsk behandling. Begge behandlingsformer er jeg igen ude af, men jeg forstod, at en evt. depression i forbindelse med delirium ville være meget langvarig og farlig. Så vidt kom det ikke. Et flere uger langt ophold på et kombineret sanatorium/kloster nord for Prag, som jeg tidligere har besøgt, bragte så meget ro i sindet, at mit delirium-anfald langsomt fortog sig. Men i forløbet virkede min hjerne som det bedst udtrykkes på engelsk: On the left side, there is nothing right, and on the right side there is nothing left.

Man formoder, at der var to grunde til mit anfald, hvoraf jeg finder den anden særlig interessant og netop derfor skriver jeg om det i disse spalter. Den første først: en alt for stor arbejdsindsats gennem årtier, selv nu hvor jeg har rundet 70 og naturligvis ikke har samme kapacitet som da jeg var 17, selvom jeg stadig er en arbejdshest. Jeg har generelt haft arbejdsuger på 50-60 timer, sjældent fridage, ferier eller sygemeldinger, og med mine fag – kunst og kultur – er det især hjernen der konstant udfordres. Det er da heller ikke unormalt, at ”pension” for humanister/kunstnere/kulturarbejdere er et abstrakt begreb. Ligeledes for mig og det kommer ikke til at ændre sig. De, der kender mig véd, at det er en vigtig del af min identitet.

Den anden – interessante synes jeg – grund mente behandlerne var de seneste 7 års intense arbejde med Erindringerne og især den måde og den intensitet, jeg realiserer mit livs mest omfangsrige projekt på. Jeg har valgt et koncept, der ikke blot handler om at huske og beskrive begivenheder i mit liv, men tillige bearbejde dem i en uophørlig indre samtale, der kun sporadisk er beskrevet i mine indtil nu 500 tekster – og de yderligere 500, der er undervejs. Jeg har simpelthen ikke mod eller talent til at beskrive de indre kampe og opgør, der foregår i mit sind og min hjerne – ellers havde jeg nok skrevet en roman. Jeg anvender såkaldt lucide drømme og ”neutral” selvsuggestion i min erindringsskrivning lige som i arbejdet med en digtsamling – den omkring 20. af slagsen – der har titlen ”Sidste Digte”, og sådan bliver det. Uanset hvad.

Mit delirium-anfald har dog gjort, at jeg har måttet sige en del af mit arbejde fra mig (for straks at påbegynde jagten på nye opgaver), men arbejdet med mig selv hører ikke op før jeg selv hører op. Uanset hvordan.

Det Kongelige Bibliotek har påtaget sig at digitalisere og stille til rådighed for alle dele af Danmarks Radios udsendelser, et formål, jeg med mine mange år i DR, som det hedder nu til dags, naturligvis ser frem til med stor glæde. Ikke bare for at fodre min forfængelighed, men også fordi man som erindringsskriver ofte kan blive sørgmodig over ikke at kunne opsøge endsige dokumentere sin gøren og laden.

Dette kapitel er det andet i en serie med omtale og links til nogle af de udsendelser, man kan finde under mit navn i arkivet. Eller navne, for indtil 2000 hed jeg “Evan-Th. Vestergaard” og herefter “Evanthore Vestergaard” og de omkring 700 udsendelser, der er arkiveret, skal altså søges begge steder.

Her skal det gælde et lille portræt af musiklivet i Kiev, sendt 8. maj 1996, altså for ret præcist 30 år siden. Jeg var på en pressetur til byen, inviteret af Den Ukrainske Nationalopera i anledning af at Operaen senere på året skulle på tourné i Danmark. Direktøren beværtede os efter bedste evne og fortalte beredvilligt om Kievs og Ukraines rige musiktraditioner og aktuelle musikliv. Det var naturligvis et andet Kiev, end i dag, men mit personlige indtryk var, at byen bag smukke facader var ret slidt, faktisk lidt i stil med operaomsætningen, kostumer m.v.

Min udsendelse i P2 Musik fra besøget i Kiev kan findes i dette link: https://www.kb.dk/find-materiale/dr-arkivet/post/ds.radio:oai:io:efd62bef-98d9-4e39-810f-7f96f4e61d46

“Det danske flag er rødt og hvidt, det tyske flag er møgbeskidt”. Det var en af parolerne blandt knægtene i min barndom, der tog sin begyndelse ni år efter Anden Verdenskrigs afslutning. Jeg råbte ikke med, ikke fordi jeg forudså et mange år senere tæt forhold til Tyskland, for det gjorde jeg naturligvis ikke, men fordi jeg mente, at den slags var det, der mange år senere blev kaldt en “dumsmart” bemærkning.

Jeg hjalp med klokkeringning og flagning ved min fars job som kirketjener siden jeg lærte at gå. Hver morgen og aften ringedes solen op/ned som om kirken havde nogen indflydelse på den slags. Og så var der bryllupper og begravelser, hvor flaget kom i brug. Ved begravelse, skulle flaget først på halv (efter at have ramt flagknoppen), dvs. 2/3, efter ceremonien på hel, hvilket jeg aldrig har forstået – det er jo udtryk for en fejring.

Der er mange ceremonier omkring flag og flagning og det er jo en dybtliggende tradition, som jeg ikke er fan af. Det er ikke dugen i sig selv, der generer mig – flag kan være smukke – men som symbol tynges de som regel af overdreven chauvinisme, irrelevante betydninger og stiltiende forudsætninger. “Et flag er smukkest i modvind” hævdede Poul Sørensen i 1940 og hans tekst rummer flere spændende pointer, selvom det naturligvis bærer præg af at være skrevet under den tyske besættelse af Danmark. Flaget “viser sin styrke i storm” og “det kan rådne i godtvejr og falme i sol” skriver han og piller dermed ved den kolonihaveidyl der er knyttet til Dannebrog.

Myter om nedfaldet i Estland i 1200-tallet er noget sludder for Vorherre er ikke nationalist. Flag fandtes naturligvis også før, men Dannebrog kaldes det første nationalflag i verden, hvilket sikkert også er en abstrakt påstand. Nuvel, flaget er her og man ikke kan undslå sig, en kamp mod flag ville være at kæmpe mod vindmøller hvilket mange jo gør nutildags.

Hvad der nok irriterer mig mest – ud over det overdrevent nationalistiske – er den amatøragtige måde, man omgås flaget på. Hvis det endelig skal være der, bør de rette proportioner mellem stang og dug iagttages; det ligner ofte en vigtighed rundt om. Vimplen er grim og egentlig en søfartsting, der hører til på havet; i Danmark bruges vimplen mest af dovenskab. Med skal også at jeg ikke er begejstret for de konnotationer, der er knyttet til flaget: kongehus, fædreland, sammenhængskraft (eksemplificeret i at de øvrige nordiske lande har kopieret det danske korsflag) etc.

Jeg er ikke nationalist; jeg flager ikke for hverken det ene eller det andet, jeg kender historien, trikolore-traditionen, overfyldte og grimme flag overfyldt med sol, måne og stjerner, men jeg ville aldrig kunne vinde en konkurrence om, hvilket af verdens 195 officielle flag, der hører til hvor. Flag er simpelthen ikke mig; jeg ved godt at det synspunkt vil bringe mig i modvind.

Det første er navnet på en walisisk landsby, det andet navnet på et walisisk strengeinstrument. Det første kan rent faktisk udtales (hvis man kan) for det indeholder vokaler, det andet er jeg ikke helt med på hvordan siges. Jeg skriver igen-igen om sproget og mit forhold til og arbejde med det. Lige nu fundérer jeg over mundtlighed og skriftlighed. Endnu før jeg kom i skole havde musik og sprog taget bolig i mig, og man kan sige, at de “blev mit liv”. Heinrich Heine menes at have sagt: “Hvor ord slipper, begynder musik”. Senere har andre udtrykt samme tanke på forskellig måde.

Sammenhængen mellem musik og sprog er åbenlys, især når det gælder sproget i lydlig form. Musik er jo lyd og sproget ville ikke have en mundtlig version uden vokaler. Den stakkels crwth-spiller, der bor i Llanfairpwllg… må have problemer med at præsentere sig. Man må opfinde vokaler hvis de ikke er der og man skal tale sproget. Hvordan skulle man udtale det danske ord sport hvis o’et ikke var der? I øvrigt er det underlige ved det ord, at s’et udtales som s, p’et som b, o’et som å, r’et som r og t’et som d. Sproget er ikke nødvendigvis nemt at håndtere. Her var jeg lige ved at skrive “håndtére”, men dansk anvender jo ikke de franske accent-tegn, hvilket jeg undertiden kommer i diskussion med min yderst kvalificerede og sprogrespekterende korrekturlæser Karin om.

Jeg har altid bestræbt mig på at tale og skrive klart og kreativt – det første af hensyn til dem, jeg kommunikérer med, det sidste af hensyn til sproget. Altså skrev jeg i mange år “akceptere” i stedet for “acceptere” og det blev altid rettet i korrekturen. Jeg mener, at det er en uting ikke at pointére, at de to c’er udtales forskelligt ligesom de to e’r i “pointere”.

Sprogforskeren Lars Henriksen kaldte engang denne holdning for sprogparanoia idet han mente, at man ikke skal tage detaljerne for alvorligt, det vigtigste er at folk kan forstå hvad man siger – eller skriver. Den yderste konsekvens af det er jo, at man kan undvære vokalerne i det skriftlige sprog. “Jg lskr dg” vil de fleste nok læse som det er ment og vi skal jo spare, men kønt er sproget ikke uden de musikalske vokaler. Jeg savner voldsomt brug af diakritiske tegn på dansk.

At forholde sig kreativt til sproget betyder for mig dels at erkende, at sproget er en dynamisk størrelse og altid i udvikling, dels at man ikke behøver at vente på anerkendelse fra Dansk Sprognævn før man bidrager til udviklingen med sine egne sproglige opfindelser. Det er noget, jeg især i min lyrik, men også i essays og andre skriverier dyrker en del. Til gengæld har jeg altid haft en bekymring for den mere folkelige udvikling af sproget, som jeg mener ofte fører til forfald og forvanskning, men som desværre fremmes af den sprogpolitik, der føres i dette land. Jeg er ganske enkelt uenig i den demokratisering eller folkeliggørelse af sproget, der finder sted, når fejllæsninger og -høringer glider ind i sproget og anerkendes af nævnte sprognævn fordi det er blevet alment.

Lorca skrev: “Digtet tilhører ikke digteren, der skrev det, men den, der har brug for det”. Sådan er det også med sproget, men som digtet skal sproget behandles med behørig respekt.

Pinse betegnes også som “kirkens fødselsdag”. Efter Jesu død, opstandelse og himmelfart sender Vorherre Helligånden, også kaldet talsmanden, til menneskene og så bygges kirken på den såkaldte treenighed: Fader, Søn, Helligånd. Men hvilken kirke har nyligt holdt fødselsdag? Den kristne, naturligvis, men det er jo også et bredt begreb, især globalt.

I Danmark findes der hele 180 trossamfund, både kristne og andre. Af dem er 11 såkaldt “anerkendte”, et statsligt stempel, der mest har juridisk indhold; de 10 er kristne, det ene jødisk. I dette land findes der jo ikke egentlige religionskrige, men uoverensstemmelser mellem de forskellige religioner – og de forskellige retninger inden for samme religion – er vokset i min levetid, mest de seneste årtier. Men min barndom var også præget af skænderier mellem de forskellige kristne trossamfund, især de såkaldte frikirker (der hører blandt de 10 anerkendte) og deres forhold til folkekirken.

I min barndom vandt fænomenet økumeni dog langsomt frem. Økumeni handler om samtale og samarbejde mellem forskellige kristne kirker. Det var ikke let at håndtere især for frikirkerne, f.eks. Det danske Missionsforbund, som min familie tilhørte. Min far sammenlignede de forskellige parter med en flok hunde: “Når de er sammen, snuser de til hinanden; når de er på afstand, gør de ad hinanden”. Det fandt jeg meget træffende og jeg fandt mit ståsted i Folkekirken indtil jeg i år 2000 konverterede til Moderkirken som den kaldes – den katolske kirke. I øvrigt var netop katolikkerne næsten lagt for had i min barndom – ikke så meget fra folkekirken men fra frikirkerne.

Og så var der hvad man betegnede som sekter – yderligtgående, i visse tilfælde rabiate, tolkninger af den klassiske kristendom. Til dem hørte efter frikirkernes mening Jehovas Vidner, som vist stadig er ude i kulden. De stærkt missionerende, noble vidner, ringede på dørene i private hjem og i vores parcelhus blev de mødt af min fars bid og vid da han bød dem indenfor og førte dem direkte ud ad bagdøren i bryggerset med et “Tak for besøget”. Måske var han inspireret af min farfar, der dog bød et par vidner indenfor og talte med dem en times tid, hvorefter han afslørede at han var hvad man kaldte “bibelstærk”, hvilket kom bag på de ubudne gæster. Hvorfor han dog ikke havde afsløret sin indsigt tidligere i samtalen? “Så længe I sidder her gør I ikke skade andre steder” var hans farvelhilsen.

Til lykke med fødselsdagen til den kristne kirke – uanset holdning og ståsted. – Og respekt for andre kirker og trossamfund her og hisset.

Det Kongelige Bibliotek har påtaget sig at digitalisere og stille til rådighed for alle dele af Danmarks Radios udsendelser, et formål, jeg med mine mange år i DR, som det hedder nu til dags, naturligvis ser frem til med stor glæde. Ikke bare for at fodre min forfængelighed, men også fordi man som erindringsskriver ofte kan blive sørgmodig over ikke at kunne opsøge endsige dokumentere sin gøren og laden.

Dette kapitel er det første i en serie med omtale og links til nogle af de udsendelser, man kan finde under mit navn i arkivet. Eller navne, for indtil 2000 hed jeg “Evan-Th. Vestergaard” og herefter “Evanthore Vestergaard” og de omkring 700 udsendelser, der er arkiveret, skal altså søges begge steder.

I øvrigt er jeg indtil videre forbavset over det lave antal. Jeg optrådte første gang i DR i 1968. Min medvirken som freelancer øgedes gennem 70’erne indtil jeg 1978-2004 arbejdede på fuld tid i DR. Jeg havde en kort genkomst (undskyld udtrykket på denne pinsedag) i årene 2015-2018 og måtte i den mellemliggende periode og stadig “nøjes” med at deltage som medvirker i forskellige sammenhænge. Jeg har en formodning om at de 700 forekomster udgør ca. 1/10 af min indsats, så flere kommer nok til i arkivet. DKB skriver, at man kun er kommet 70 % hen i opgaven, så mon ikke de sidste 30 % vil bringe flere forekomster af mine for en dag?

Jeg lod mig høre både i P1, P2, P3 og den nordjyske regionalradio, som de første mange år var mit hjemsted før jeg i 1993 og frem til jeg forlod DR i 2004 var stationeret i Radiohuset på Frederiksberg. Nogle af de udsendelser, jeg holdt mest af at lave, var en serie på 12 (senere voksede det til 36) 20-minutter korte besøg i “De nye kirker” som serien hed – naturligvis med en moderne version af “Kirken, den er et gammelt hus” som indledning.

I 1993 besøgte jeg således Sædden Kirke ved Esbjerg, tegnet af nogle af mine yndlingsarkitekter, Inger og Johannes Exner i 1978. Jeg taler med provst Benneth Østergaard Petersen om den særegne kirke, der er bygget sammen med et indkøbscenter.

Udsendelsen kan høres her: https://www.kb.dk/find-materiale/dr-arkivet/post/ds.radio:oai:io:786ef0b7-1476-4545-85a3-ec0321c0d012

Én af mine mindre præsentable egenskaber er, at jeg har en snert af snobberi i mit sind. Det viser sig ved en imponerethed over mennesker, der har de fire egenskaber, jeg sætter højest: skønhed, empati, talent og intelligens. Dem er der heldigvis en del af, men jeg har lagt mærke til, at jeg ofte falder lidt på næsen af, at nogle af dem lykkes bedre med deres liv, end så mange andre. De har en evne til at skjule eller fortrænge deres mindre heldige evner i livet. På den måde tiltrækker de sig mere opmærksomhed end fortjent og godt er; blandt andet altså fra mig og det irriterer mig.

Jeg tilskriver det min nordjyske herkomst og opvækst. Nordjyder er snobbede, hvilket de ikke gerne indrømmer. Tværtimod anser de det for en dyd at have begge ben på jorden, ikke at falde for falsk glamour og den slags. Det skyldes en blanding af mindreværdskompleks, manglende respekt for autoriteter og ditto forståelse for talent. Alligevel falder de for ydre egenskaber, snarere end de mere mentale. Derfor er det småt med store personligheder fra den nørrejyske halvø. Af samme grund kaldes f.eks. arkitekten Jørn Utzon “bysbarn” i Aalborg, selvom han flyttede fra byen som 5-årig. En besynderlig modsætning i den nordjyske selvforståelse; et hykleri af mindre charmerende omfang.

Naturligvis har jeg deltaget i en del fejringer, ferniseringer, receptioner mv. gennem årene, men da jeg opsøger udstillinger for kunstens skyld og ikke betragter mig selv som en udstillingsgenstand, venter jeg gerne til flaskerne med det, man ubegavet kalder bobler fordi det sjældent er ægte champagne, er drukket og “kunstelskerne” har forladt stedet så det rent faktisk er muligt at beskue og opleve det egentlige: kunsten.

Jeg har også mødt en del “stjerner” i kraft af mit mediearbejde, men jeg er ikke løbet efter dem eller har pralet med møder af kendisser i nekrologer som mange har for vane. Eksemplet kunne være den store russiske komponist Dmitrij Sjostakovitj, der døde i 1975, hvorfor jeg skrev en nekrolog over ham i Kristeligt Dagblad uden at nævne at jeg, som 17-årig musikstuderende, to år før, havde haft glæden ved at følge ham tæt nogle dage da han besøgte Danmark. Nu har mit snobberi så indfundet sig og jeg indrømmer det gerne.

Jeg har altid haft en beundring for stærk faglighed og kunstnerisk talent uden at gøre personer til idoler. Jeg tror, at ethvert menneske ejer særlige talenter uden måske at kende endsige flashe dem for resten af verden. Og ja: jeg er kun et menneske. Mit snobberi er heldigvis ikke ledsaget af gammeldags misundelse, men det er lige før, og jeg skal tage mig i agt. Når snobberiet banker på i mit sind, er der kun ét at gøre: at formane mig selv om at krukke ned og måske også overveje beundringen for mig selv.

Erindringer handler naturligvis i høj grad om barndom, ungdom, voksendom og – i min alder – gammeldom. Ikke blot det anekdotiske – det er jo hurtigt håndteret – men overvejelser om selve de kategorier, vi traditionelt inddeler livet i. I en debat hos Ældre Sagen plæderede jeg for nogle år siden for at omdøbe “alderdom” til “gammeldom” og indføre “voksendom” i hullet mellem ungdom og alderdom. Som forventet nød forslaget ikke fremme, bl.a. fordi Ældre Sagen netop er dannet på et princip om at erstatte ordet “gammel” med “ældre” – foreningen er dannet i en tid, hvor respekten for gamle var til at overse. Fordomme om gamle mennesker fulgte dog med og begrebet “ældrebyrde” blev almindeligt.

Nu var mit forslag især sprogligt begrundet, men det handlede også om, at jeg ikke forstod hvorfor stadiet mellem ung og ældre ikke havde sit navn og om at jeg faktisk ser menneskelige kvaliteter i at være gammel hvis man ellers står ved at man er det og ikke falder for bemærkninger om at “alder er bare et tal” og andet vrøvl.

Jeg skrev i digtet “Alder adler” bl.a.: “Man kan være bange/for at blive ældre/og man kan være bange/for at blive gammel. Livet er at ældes/alder adler”. Og i et andet digt om at være barn bl.a.: “Jeg er et barn/der altid har håbet på/ikke at blive voksen. Måske når jeg det/tænker jeg naivt”. De to digte viser den dobbelt- og modsathed jeg altid har haft i forhold til min alder. Når jeg ser tilbage var det at være barn ikke en rolle jeg trivedes med. Livet var kedeligt, forudsigeligt, afventende, underligt stillestående.

Jeg har ofte følt mig for ung til det, jeg har foretaget mig; jeg har altid anvendt et mål af barnlig naivitet og uskyld i mine sysler med en vis succes. Jeg har også følt mig for voksen til visse roller, som jeg fandt barnlige og fjollede. I dag føler jeg mig ofte for gammel til nogle af de udfordringer, andre og jeg selv giver mig. Så kan jeg blive mødt med bemærkninger som “Du er da ikke gammel”, “Du er meget ungdommelig” etc., hvilke er ubrugelige og utidige komplimenter. For gammel er jeg jo med mine 72 år og det har jeg altid været (min mor kaldte mig tidligt “gammelklog”) ligesom jeg altid har været barn, mange år ung og i lange år voksen. Det sidste var det mest kedelige.

Alligevel har jeg i mit voksenliv igen og igen råbt “Husk børnene og de unge”, når jeg har udviklet mine projekter. Naturligvis fordi barndom og ungdom indeholder forundringen, håbet og andet der gør, at man som voksen ikke falder for illusionen om at alt var bedre engang; også noget sludder. Sagen er nok, at alle mennesker bærer de fire stadier eller tilstande mere eller mindre i sig hele livet. Den bedste kompliment, jeg kan give en kvinde er netop at hun bærer alle aldre i sig, herunder hendes funktioner som datter, mor, samlever etc. Det burde gælde for alle mennesker.

Skulle en eller flere læsere have vanskeligt ved at hitte rede i dette lille essay undrer det mig ikke. Sådan har jeg det selv.

Nogle af Erindringernes læsere har foreslået at jeg genoptrykker nogle af de over 3.000 artikler, jeg har skrevet livet igennem. Ganske vist er der udkommet en håndfuld antologier gennem årene, men her i Erindringerne spredes nu nogle flere under overskriften “Fra alle årene”.

Fra 1981 bringes en af mine musikanmeldelser i Aalborg Stiftstidende. Det var forfatteren Elsa Gress og hendes venner, der præsenterede en miniopera og jeg forstod ærlig talt ikke en døjt af den. Efter seancen indbød Gress til diskussion om værket, men det hjalp ikke stort på forståelsen. For så vidt var jeg enig i mange af damens kulturradikale synspunkter, men jeg synes nok at hun og hendes kult var noget selvhøjtidelige. Jeg skrev i et åbent brev. Her et uddrag:

“Kære Elsa! Tak for i aftes, tak for en oplevelse af de sjældne. Tag det som du vil. Tak for en kunstnerisk seance, der varede fra vi sagde dav ti minutter i otte, til vi lagde gaflen efter Kunstmuseets rejemadder. Dit lakoniske svar på mit spørgsmål “Hvad vil du med det her?” var “Oplev det nu!” og så oplevede jeg da din og vennernes miniopera. Men jeg forstod ikke så meget. Jeg følte heller ikke så meget.

Jeg var bekymret, men i pausen sagde du så “Kom med ned bagefter og lad os snakke”. I pausen tog Ilja (Berg) sine lange røde sokker af og spillede sine Mallorca-præludier. Heller ikke ham forstod jeg selvom han forsøgte at forklare sig. Men, Elsa, så spiste vi rejemadder og drak hvidvin, du og jeg og alle vennerne og Henrik (Stangerup), som skulle køre til Paris i ét stræk og syntes, Iljas musik var pragtfuld og savnede sin avis.

“Hvorfor kalder I det en miniopera?” spurgte jeg. Du taler jo som et vandfald og jeg har måske misforstået dit omfangsrige svar for jeg synes, du sagde “Det gør vi heller ikke”. Så kom jeg for skade at spørge “Hvem er din målgruppe?” og jeg beklager virkelig mit teknokratiske udtryk. Jeg tror dit svar var “Skidt med publikum”. Jeg forstod, at du slet ikke vil kaldes kunstner, du vil bare gøre ting. Du synes, det er lige meget om folk gider lytte eller ej (så publikumstallet i aftes må have passet dig).

Kære Elsa! Jeg forstår dig ikke. Nu trykker jeg dette brev og hvis læserne ikke forstår et muk af det, har de haft samme oplevelse som jeg i aftes. Men en dag kommer jeg til Marienborg, og så snakker vi sammen. Du og jeg og Henrik og alle vennerne. Din hengivne Evan-Th. Vestergaard”.

Der kom faktisk et kort svar fra Elsa Gress nogle dage efter. Heri inviterede hun mig til residensen Marienborg på Møn for at tale om tingene. Jeg tog ikke derned…