www.engang.nu

I forlængelse af forrige kapitel om ”den nødvendige tilkendegivelse” er det nødvendigt for mig at berette om en nylig tilkendegivelse, som kan få betydning for mine børns og mit fremtidige, forhåbentligt lange, samliv.

Jeg har måttet sende en nødvendig tilkendegivelse til et af børnene (som jeg elsker for det de er, ikke for hvem de er – det er helt ubetydeligt for mit forhold og min kærlighed til dem). Jeg følte pludselig en skræk for at mit liv en dag ville kunne blive overtaget af mit barn, ikke i nogen ond mening, tværtimod, men fordi dette barns tankesæt omkring begrebet familie efter min mening er ude på en farlig kurs, hvilket jeg ikke har påpeget.

Jeg kan og vil ikke blande mig i hvordan mine børn opdrager deres børn, hverken med gode råd eller med flygtige og fyndige kommentarer, og netop dét er pointen: ligesom mine børns liv er deres, er mit liv mit. ”Børn skal ikke leve deres forældres liv og forældre skal ikke leve deres børns liv” som min nødvendige tilkendegivelse – lad os kalde det et statement eller en erklæring – lød.

Tilkendegivelsen kom efter at det kære barn ikke blot i sin tænkemåde men også i sin væremåde overfor et af sine børn gav mig en frygt for, at mit barn kunne rette dette paradigmeskifte bagud og ramme mig med uønsket bekymring for mig for ikke at sige uønsket handling i forhold til mig. Sagt på en anden måde: uanset hvad der måtte ske med mig i min høje alder, ønsker jeg ingen indgriben eller praktisk omsorg fra mine børn. De skal altså ikke flytte rundt i verden for at passe eller støtte mig eller på anden måde lade deres liv påvirkes af mit.

Jeg er ikke mere naiv og stålsat end at jeg véd, at jeg kan ændre mening når jeg står i situationen. Der er jo også mennesker, der beder deres første bøn til Gud når de befinder sig i en synkende redningsbåd. Men nu og her beder jeg altså om ro omkring og ingen indblanding i min eventuelt skrantende person.

Til gengæld vil jeg love børnene det samme: jeg kommer ikke til at flytte rundt efter dem, som tilforn kommer jeg ikke til at blande mig i deres erhvervsmæssige, familiære og økonomiske forhold og i det hele taget skal de jo blot leve deres liv. Hvis de beder om hjælp og jeg kan give den, får de den; jeg vil fortsat glæde mig over daglig kontakt på den ene eller anden måde, lejlighedsvise samvær og bunker af kærlighed og fortrolighed. Jeg ønsker mine og deres børn alt godt, men: mit liv er mit og deres liv er deres.

Jeg har ikke set fænomenet beskrevet hverken filosofisk eller sprogligt før, så det er muligvis egen avl, men ”den nødvendige tilkendegivelse” har jeg haft brug for i afgørende, alvorlige øjeblikke i mit liv. Ikke mange gange, hvilket jo gør tilkendegivelsen så meget mere betydningsfuld. Når jeg skriver om den er det fordi jeg just for første gang i flere år har haft brug for den.

Den nødvendige tilkendegivelse er et sprogligt instrument, der kan bruges under optræk til eller når en konflikt er opstået. Den er en slags holdningsmarkør, der træder i stedet for forhandling og forlig, men lader de to parter stå respektfulde og uskadte tilbage.

En lettere naiv, men effektfuld brug af den nødvendige tilkendegivelse kan findes i Gustav Wieds 1901 skuespil ”Skærmydsler”, hvori Tante 1 sætter Tante 2 på plads med bemærkningen ”Månen har den farve, måner skal have”. Jeg bruger dog eksemplet med forbehold, for forud for udsagnet er gået en temmelig meningsløs diskussion, og netop den meningsløse diskussion er også, hvad den nødvendige tilkendegivelse gør overflødig.

Skal det udtrykkes banalt kan man sige, at udsagnet ”jorden er flad” bedst besvares med ”jorden er rund”. Om jorden er det ene eller det andet er i den forbindelse underordnet. Det vigtige er at undgå konflikt. Jeg har brugt den nødvendige tilkendegivelse i mine ægteskaber og andre kærlighedsforhold, i min opdragelse af børnene, i forhold til chefer og kolleger, i de få juridiske forhold, jeg har været inde i og andet, men altid med måde fordi fremgangsmåden kan opfattes som en samtale-blokade eller opleves af den anderledestænkende som at ”blive sat til vægs”.

Det kan alt sammen lyde lidt kryptisk, men handler i virkeligheden om at to parter med diametralt modsatte synspunkter i sagen med en vis alvor, men uden udsigt til enighed eller forsoning kan undgå unødig trætte. Sagt mindre floromvundent: man kan være så stålfast på et synspunkt og den modsat-tænkende på sit, at det er bedre at bunde en bajer og nøjes med udsagnet ”skål”.

Jeg er kristen troende og som sådan har jeg nogle gange diskuteret med ikke-troende, ateister og den slags. Jeg har undertiden afsluttet min replik med udsagnet ”Det vigtige er ikke, om du tror på Gud, men at Gud tror på dig”. Jeg er ikke stolt over denne udgangsreplik og bruger den ikke mere, al den stund jeg ikke mere diskuterer tro og ikke-tro. Det er i øvrigt i den forbindelse, den nødvendige tilkendegivelse måske er mest brugbar. Vil begge parter have den gensidige respekt i behold er det nok at besvare udsagnet ”Jeg tror ikke på Gud” med den nødvendige tilkendegivelse ”Jeg tror på Gud”. Der er efter min mening ingen grund til en Tante 1&2-diskussion med risiko for konflikt og skændsmål.

Nogle af Erindringernes læsere har foreslået at jeg genoptrykker nogle af de over 3.000 artikler, jeg har skrevet livet igennem. Ganske vist er der udkommet en håndfuld antologier gennem årene, men her i Erindringerne spredes nu nogle flere under overskriften “Fra alle årene”.

1982 var et år, der bragte mig på forsiden flere gange. Med mit arbejdsområde – kunst og kultur – skal der en del til før det sker. I april gik det “værst” til, da biskoppen i Aalborg censurerede i et af mine kirkemusikværker, hvilken sag blev omtalt i flere aviser, selv radioavisen og selv på Folketingets talerstol. I juli blev jeg part i en strid mellem pianisten Mogens Dalsgaard og Vendsyssel Festival. Men allerede i marts kom jeg – måske ved en fejltagelse – på forsiden af min avis Aalborg Stiftstidende, da jeg anmeldte det danske Melodi Grand Prix under overskriften “Et musikalsk misk-mask”. Artiklen var bestemt for kultursiden, men røg altså ind på side 1, 2 og 3 og det bragte mig – og avisen – i unåde hos mange læsere. Jeg skrev bl.a.:

“Det danske Melodi Grand Prix fik en retfærdig udgang i år, da et repræsentativt udsnit af den danske befolkning valgte nummeret “Video-Video” med gruppen Brixx. Video-sangen skal vise udlandet, hvad dansk underholdning – eller i hvert fald den musikalske side af det – er, og det er sangen et fortræffeligt udtryk for. Den er middelmådig, amatøragtig, total ligegyldig, ja, uden den mindste antydning af kvalitet, uanset hvilke kriterier, man lægger til grund.

At den danske befolkning som sådan bedømmer de indkomne produkter er jo en demokratisk og smuk tanke, men lidet meningsfuld, når det, den får at vælge imellem, er elendigt så det batter. Smag – især dårlig smag – kan diskuteres, men når de håndværksmæssige kvaliteter ikke engang nogenlunde er i orden, så er den gal.

Skal den slags sendes ud i verden med påskriften “Made in Denmark” foreslår jeg, at vi går over til også at eksportere harsk smør og vakkelvorne møbler”.

SÅ blev læserne sure på mig. Det var hverken første eller sidste gang, men det følgende par uger bevægede jeg mig gennem byens smøger og ikke ad strøget…

Da jeg i 2011 søsatte Ordkraft Festival deltog jeg i en enquete hvor spørgsmålet lød ”Hvilke bøger læser du?”. Et godt spørgsmål i og med at Ordkraft er en ord- og litteraturfestival. Jeg blev citeret for dette nonchalante svar: ”Jeg læser ikke bøger, jeg skriver dem, og når jeg har skrevet dem, gider jeg ikke læse dem”. Helt sandt var det ikke, for jeg har faktisk læst mængder af bøger siden jeg var barn, men som voksen er det mest fag- og debatbøger og i nogen grad poesi, der har fanget min interesse. Der er dog den sandhed i krukkeriet, at jeg ikke læser mine egne bøger, selvom jeg undertiden læser op fra dem.

Samme forhold har jeg til min musik. Det er årtier siden, jeg jeg i større skala har dyrket den metiér, men da jeg gjorde det opsøgte jeg aldrig uropførelser, men sendte min musikinteresserede mor og senere min hustru afsted. Jeg brød mig simpelthen ikke om at høre min egen musik.

Det samme med Kulturmødet, som jeg i 6-7 år knoklede nærmest i døgndrift med efter jeg realiserede idéen i 2013. Som en del af ledelsen deltog jeg naturligvis i de 48 timer i august hvert år hvor resultatet af det store arbejde kulminerede, men egentligt kedede jeg mig (mit arbejde var jo gjort) og jeg var den første, der listede lettet af i bus 970X når afslutningsceremonien blev indledt.

Jeg er ikke i tvivl om, at årsagen til det manglende engagement i egne produkter er, at jeg interesserer mig mindre for målet, end for vejen dertil. Sagt på en anden måde: jeg er mere optaget af processen end produktet. Derfor har jeg siden min ungdom eksperimenteret med systemer, modeller, fremgangsmåder, strategier mv. når det gælder stort set alt i mit liv. Til gengæld har jeg sjældent holdt ud i længere tid, når målet var nået eller projektet måske opgivet. Med skam at melde gælder det i nogen grad også mit privatliv.

En model jeg har anvendt til stort set alle mine projekter kalder jeg ”det væltede træ”. Jeg ved ikke, hvornår det dukkede op hos mig, men det går i hvert fald tilbage til min teenagetid. Billedet af et væltet træ med det store rodnet, den regelrette stamme og den blomstrende krone, dukker næsten altid op i mit hoved, når jeg arbejder som ”projektør”.

Dette billede er på samme tid poetisk, symbolsk og inspirerende. Det helt ukontrollerede, ukultiverede, normalt skjulte netværk af begyndelser og idéer, som roden udgør; den sorterende, opryddende, kanaliserende og kultiverende stamme med dens årer fyldt af energi og dens årringe der dokumenterer fremdrift; den færdige, præsentable og smukke, på samme tid frygtløse og skrøbelige krone med blomster og frugter, der venter på at blive plukket.

Det er et billede fuld af liv og skønhed og man kunne spekulere over, hvorfor et væltet, udslukt og døende naturfænomen har været en stor inspiration for mig livet igennem. Men det vil jeg ikke.

Det er hvad jeg er – en dårlig bordherre. Vist har livet lært mig gode manérer; jeg kender til gamle dyder, forældede høflighedsfraser og røvsyge rutinehandlinger, men nu om dage gelejder man jo ikke stolen ind under borddamens bagdel og den slags – det er også jeg forlængst holdt op med.

Det er mit konversationstalent, der har udviklet sig i uhensigtsmæssig retning. Jeg har ellers været god til at konversere på forskellige planer, har oveni købet færdedes i det lavere diplomati og er kun en enkelt gang blevet smidt ud fra en middag; en hændelse, jeg tidligere har beskrevet her i Erindringerne og som ikke er værd at ”genbesøge”.

De senere år er jeg blevet mindre interesseret og derfor dårligere til det selskabelige, sandsynligvis fordi jeg har fået nok af slagsen. Jeg finder de fleste af den slags lystigheder kedelige, indholds- og meningsløse og i værste fald grinagtige med deres opstyltethed, tomme ritualer og tillærte manérer. Kort sagt: jeg gider ikke mere. Spar invitationen – jeg kan desværre ikke den dag.

Min nærmeste familie er begyndt at pege på en uheldig udvikling i mine samtaleevner. Jeg, der ellers altid har nydt den gode samtale er blevet dårligere til at lytte (nej, min hørelse er OK) og jeg blokerer ofte samtalen med bemærkningen ”Det har jeg skrevet om”. Som en kær ven sagde forleden: ”Du kunne lige så godt sige ”Klap i, jeg gider ikke høre på dig””. Det tager jeg til mig i alvorlig grad, for det er slet ikke mig.

Problemet er, at jeg som regel har skrevet om det. Uanset om emnet er kanariefugle i regnskoven, Bruckners symfonier, opskriften på bouillabaisse eller kvindernes frigørelse har jeg på et tidspunkt skrevet eller sagt noget om det. Godt eller dårligt, relevant eller ligegyldigt, men ”det har jeg skrevet om”. Hvad værre er: jeg kan næsten altid på stående fod henvise til hvor og hvornår jeg har ment dette og hint. Og i mit indre sind tænker jeg: min borddame kan umuligt sige noget mere interessant, end jeg om kanariefugle og fiskesuppe; hvorfor skulle jeg dog lytte til hende?

Den slags borddame/herre har jeg selv afskyet, været irriteret over og undertiden uhøfligt ignoreret, og nu er jeg tilsyneladende selv havnet i samme uhøviske kommunikations- og omgangsform. Det siges, at første skridt mod forbedring er erkendelsen. Det har jeg også skrevet om, men med disse ord har jeg taget skridtet. Nu mangler jeg at forbedre mig. Indtil det er sket: spar invitationen!

Kulturligt – sproget igen

”Det er da meget naturligt” er en flittigt brugt sætning, men som megen anden sprogbrug baserer den sig ikke på refleksion i situationen, men på en måde at bruge sproget på, som vinder mere og mere frem. Sproget er blevet til ”sådan noget man siger”, snarere end resultatet af tankevirksomhed. Folks daglige sprogbrug er fyldt med klichéer, umotiverede gentagelser, uklarhed, fejl og andet ragelse, herunder forbehold. ”Jeg skulle lige til at sige” indleder man for så at sige det, man ved nærmere eftertanke nok ikke skulle have sagt. Sprog og tanke er ellers tvillinger i den hjerne, vi alle er udstyret med. Sproget former tanken og omvendt, det er vanskeligt at sige, hvem der fører an i dette symbiotiske forhold.

”Det er da meget kulturligt” foreslog sprogmanden Ebbe Spang-Hanssen engang at man begyndte at sige når noget netop er mere kulturligt end naturligt. Jeg gav ham ret ved at gå til yderligheder idet jeg sagde: ”kulturligvis elsker jeg mine børn”. Min kærlighed til dem er mest baseret på mit kendskab til (og min beundring for) de mennesker, de er fordi de har dannet sig hensigtsmæssigt og smukt livet igennem – og stadigvæk gør. Nok ved hjælp af en smule påvirkning fra deres biologiske ophav, men især i kraft af deres egen, kulturlige tanke og handling. Dannelse er en kulturlig sag, men er kærlighed det også? Efter min mening er den i hvert fald ikke udelukkende genetisk.

I forlængelse heraf ser jeg også en ændring i sprogbrugen, som jeg finder afgørende. Engang talte man om en ”mentalitetsændring”, nu bruger man ordet ”kulturændring”. Men der er stor forskel. Mentalitetsændring er en indre, personlig og måske varig sag, kulturændring en ydre, kollektiv og midlertidig ”ting” som man ureflekteret siger i dag. Når man taler om mentalitet handler det om tænkning, når man taler om kultur handler det om – handling.

Det samme med ”jeg tror, at…” som de seneste årtier er blevet til ”jeg mener, at…” og for kortere tid siden til ”jeg tænker, at…”. Den første ændring drejer sig nok om, at der i dag er mere prestige i at mene, end at tro; den anden måske om at det er mere fornemt at tænke end at mene. Det kan der være noget om, hvis man så også tænker før man taler. Så er jeg tilbage ved det med tanke og sprog. Hvor kunne det være vederkvægende, hvis flere tænkte før de talte; og handlede når de har tænkt og talt. Det ville i øvrigt også være meget kulturligt.

Jeg har to tabuer i mit liv og følgelig i Erindringerne: helbred og økonomi. ”Hvorfor? Du går ellers til biddet og skåner hverken dig selv eller andre”, udbryder min redaktør. Jeg kan kun forklare disse tabuer med ét ord: fortrængning; og jeg kan altså ikke sætte ord på, hvorfor jeg fortrænger disse forhold i mit liv. Men erindringer er jo også en slags bekendelseslitteratur og dette kapitel skal handle om et nyligt, langvarigt anfald af den mest psykiske tilstand delirium. Den læser, der fordomsfuldt forbinder delirium med alkohol vil blive skuffet hvis hun læser videre.

Jeg har kæmpet med psykisk sygdom hele mit liv, hvilket jeg sporadisk har berørt her i Erindringerne. Jeg har ikke nogen floromvunden diagnose, men små og store ”anfald”, der har slået mig omkuld i kortere eller længere tid, har medført indlæggelser, medicinsk og anden behandling og i tre tilfælde har været livstruende – for nu at formulere det på dén måde.

I november blev jeg overfaldet af hvad man diagnosticerede som delirium. Delirium beskrives af videnskaben som ”en akut, forbigående forvirringstilstand, der skyldes en fysisk ubalance eller overbelastning af hjernen. Det er en alvorlig tilstand og den kræver altid lægelig opmærksomhed”. I mit tilfælde var anfaldet relativt akut, hvis noget kan være det, og bestemt ikke forbigående, hvis man dermed mener kortvarig. Mit anfald varede næsten fem måneder.

Hos mig stod symptomerne i kø nærmest fra dag 1. Det drejede sig om manglende koncentration, passivitet, generel forvirring fysisk og psykisk, vanskeligheder med tilstedeværelse, rastløshed og hallucinationer i kombination med søvnløshed. Det medførte et psykisk nedbrud som invaliderede mig voldsomt og som stadig, her tre måneder efter min ”raskmelding”, er at spore.

Kuren begyndte med kortvarig indlæggelse på psykiatrisk i Danmark og efterfølgende samtaleterapi, men da behandlerne frygtede at jeg kunne udvikle en depression, lod jeg mig nødtvungent overtale til medicinsk behandling. Begge behandlingsformer er jeg igen ude af, men jeg forstod, at en evt. depression i forbindelse med delirium ville være meget langvarig og farlig. Så vidt kom det ikke. Et flere uger langt ophold på et kombineret sanatorium/kloster nord for Prag, som jeg tidligere har besøgt, bragte så meget ro i sindet, at mit delirium-anfald langsomt fortog sig. Men i forløbet virkede min hjerne som det bedst udtrykkes på engelsk: On the left side, there is nothing right, and on the right side there is nothing left.

Man formoder, at der var to grunde til mit anfald, hvoraf jeg finder den anden særlig interessant og netop derfor skriver jeg om det i disse spalter. Den første først: en alt for stor arbejdsindsats gennem årtier, selv nu hvor jeg har rundet 70 og naturligvis ikke har samme kapacitet som da jeg var 17, selvom jeg stadig er en arbejdshest. Jeg har generelt haft arbejdsuger på 50-60 timer, sjældent fridage, ferier eller sygemeldinger, og med mine fag – kunst og kultur – er det især hjernen der konstant udfordres. Det er da heller ikke unormalt, at ”pension” for humanister/kunstnere/kulturarbejdere er et abstrakt begreb. Ligeledes for mig og det kommer ikke til at ændre sig. De, der kender mig véd, at det er en vigtig del af min identitet.

Den anden – interessante synes jeg – grund mente behandlerne var de seneste 7 års intense arbejde med Erindringerne og især den måde og den intensitet, jeg realiserer mit livs mest omfangsrige projekt på. Jeg har valgt et koncept, der ikke blot handler om at huske og beskrive begivenheder i mit liv, men tillige bearbejde dem i en uophørlig indre samtale, der kun sporadisk er beskrevet i mine indtil nu 500 tekster – og de yderligere 500, der er undervejs. Jeg har simpelthen ikke mod eller talent til at beskrive de indre kampe og opgør, der foregår i mit sind og min hjerne – ellers havde jeg nok skrevet en roman. Jeg anvender såkaldt lucide drømme og ”neutral” selvsuggestion i min erindringsskrivning lige som i arbejdet med en digtsamling – den omkring 20. af slagsen – der har titlen ”Sidste Digte”, og sådan bliver det. Uanset hvad.

Mit delirium-anfald har dog gjort, at jeg har måttet sige en del af mit arbejde fra mig (for straks at påbegynde jagten på nye opgaver), men arbejdet med mig selv hører ikke op før jeg selv hører op. Uanset hvordan.

Det Kongelige Bibliotek har påtaget sig at digitalisere og stille til rådighed for alle dele af Danmarks Radios udsendelser, et formål, jeg med mine mange år i DR, som det hedder nu til dags, naturligvis ser frem til med stor glæde. Ikke bare for at fodre min forfængelighed, men også fordi man som erindringsskriver ofte kan blive sørgmodig over ikke at kunne opsøge endsige dokumentere sin gøren og laden.

Dette kapitel er det andet i en serie med omtale og links til nogle af de udsendelser, man kan finde under mit navn i arkivet. Eller navne, for indtil 2000 hed jeg “Evan-Th. Vestergaard” og herefter “Evanthore Vestergaard” og de omkring 700 udsendelser, der er arkiveret, skal altså søges begge steder.

Her skal det gælde et lille portræt af musiklivet i Kiev, sendt 8. maj 1996, altså for ret præcist 30 år siden. Jeg var på en pressetur til byen, inviteret af Den Ukrainske Nationalopera i anledning af at Operaen senere på året skulle på tourné i Danmark. Direktøren beværtede os efter bedste evne og fortalte beredvilligt om Kievs og Ukraines rige musiktraditioner og aktuelle musikliv. Det var naturligvis et andet Kiev, end i dag, men mit personlige indtryk var, at byen bag smukke facader var ret slidt, faktisk lidt i stil med operaomsætningen, kostumer m.v.

Min udsendelse i P2 Musik fra besøget i Kiev kan findes i dette link: https://www.kb.dk/find-materiale/dr-arkivet/post/ds.radio:oai:io:efd62bef-98d9-4e39-810f-7f96f4e61d46

“Det danske flag er rødt og hvidt, det tyske flag er møgbeskidt”. Det var en af parolerne blandt knægtene i min barndom, der tog sin begyndelse ni år efter Anden Verdenskrigs afslutning. Jeg råbte ikke med, ikke fordi jeg forudså et mange år senere tæt forhold til Tyskland, for det gjorde jeg naturligvis ikke, men fordi jeg mente, at den slags var det, der mange år senere blev kaldt en “dumsmart” bemærkning.

Jeg hjalp med klokkeringning og flagning ved min fars job som kirketjener siden jeg lærte at gå. Hver morgen og aften ringedes solen op/ned som om kirken havde nogen indflydelse på den slags. Og så var der bryllupper og begravelser, hvor flaget kom i brug. Ved begravelse, skulle flaget først på halv (efter at have ramt flagknoppen), dvs. 2/3, efter ceremonien på hel, hvilket jeg aldrig har forstået – det er jo udtryk for en fejring.

Der er mange ceremonier omkring flag og flagning og det er jo en dybtliggende tradition, som jeg ikke er fan af. Det er ikke dugen i sig selv, der generer mig – flag kan være smukke – men som symbol tynges de som regel af overdreven chauvinisme, irrelevante betydninger og stiltiende forudsætninger. “Et flag er smukkest i modvind” hævdede Poul Sørensen i 1940 og hans tekst rummer flere spændende pointer, selvom det naturligvis bærer præg af at være skrevet under den tyske besættelse af Danmark. Flaget “viser sin styrke i storm” og “det kan rådne i godtvejr og falme i sol” skriver han og piller dermed ved den kolonihaveidyl der er knyttet til Dannebrog.

Myter om nedfaldet i Estland i 1200-tallet er noget sludder for Vorherre er ikke nationalist. Flag fandtes naturligvis også før, men Dannebrog kaldes det første nationalflag i verden, hvilket sikkert også er en abstrakt påstand. Nuvel, flaget er her og man ikke kan undslå sig, en kamp mod flag ville være at kæmpe mod vindmøller hvilket mange jo gør nutildags.

Hvad der nok irriterer mig mest – ud over det overdrevent nationalistiske – er den amatøragtige måde, man omgås flaget på. Hvis det endelig skal være der, bør de rette proportioner mellem stang og dug iagttages; det ligner ofte en vigtighed rundt om. Vimplen er grim og egentlig en søfartsting, der hører til på havet; i Danmark bruges vimplen mest af dovenskab. Med skal også at jeg ikke er begejstret for de konnotationer, der er knyttet til flaget: kongehus, fædreland, sammenhængskraft (eksemplificeret i at de øvrige nordiske lande har kopieret det danske korsflag) etc.

Jeg er ikke nationalist; jeg flager ikke for hverken det ene eller det andet, jeg kender historien, trikolore-traditionen, overfyldte og grimme flag overfyldt med sol, måne og stjerner, men jeg ville aldrig kunne vinde en konkurrence om, hvilket af verdens 195 officielle flag, der hører til hvor. Flag er simpelthen ikke mig; jeg ved godt at det synspunkt vil bringe mig i modvind.

Det første er navnet på en walisisk landsby, det andet navnet på et walisisk strengeinstrument. Det første kan rent faktisk udtales (hvis man kan) for det indeholder vokaler, det andet er jeg ikke helt med på hvordan siges. Jeg skriver igen-igen om sproget og mit forhold til og arbejde med det. Lige nu fundérer jeg over mundtlighed og skriftlighed. Endnu før jeg kom i skole havde musik og sprog taget bolig i mig, og man kan sige, at de “blev mit liv”. Heinrich Heine menes at have sagt: “Hvor ord slipper, begynder musik”. Senere har andre udtrykt samme tanke på forskellig måde.

Sammenhængen mellem musik og sprog er åbenlys, især når det gælder sproget i lydlig form. Musik er jo lyd og sproget ville ikke have en mundtlig version uden vokaler. Den stakkels crwth-spiller, der bor i Llanfairpwllg… må have problemer med at præsentere sig. Man må opfinde vokaler hvis de ikke er der og man skal tale sproget. Hvordan skulle man udtale det danske ord sport hvis o’et ikke var der? I øvrigt er det underlige ved det ord, at s’et udtales som s, p’et som b, o’et som å, r’et som r og t’et som d. Sproget er ikke nødvendigvis nemt at håndtere. Her var jeg lige ved at skrive “håndtére”, men dansk anvender jo ikke de franske accent-tegn, hvilket jeg undertiden kommer i diskussion med min yderst kvalificerede og sprogrespekterende korrekturlæser Karin om.

Jeg har altid bestræbt mig på at tale og skrive klart og kreativt – det første af hensyn til dem, jeg kommunikérer med, det sidste af hensyn til sproget. Altså skrev jeg i mange år “akceptere” i stedet for “acceptere” og det blev altid rettet i korrekturen. Jeg mener, at det er en uting ikke at pointére, at de to c’er udtales forskelligt ligesom de to e’r i “pointere”.

Sprogforskeren Lars Henriksen kaldte engang denne holdning for sprogparanoia idet han mente, at man ikke skal tage detaljerne for alvorligt, det vigtigste er at folk kan forstå hvad man siger – eller skriver. Den yderste konsekvens af det er jo, at man kan undvære vokalerne i det skriftlige sprog. “Jg lskr dg” vil de fleste nok læse som det er ment og vi skal jo spare, men kønt er sproget ikke uden de musikalske vokaler. Jeg savner voldsomt brug af diakritiske tegn på dansk.

At forholde sig kreativt til sproget betyder for mig dels at erkende, at sproget er en dynamisk størrelse og altid i udvikling, dels at man ikke behøver at vente på anerkendelse fra Dansk Sprognævn før man bidrager til udviklingen med sine egne sproglige opfindelser. Det er noget, jeg især i min lyrik, men også i essays og andre skriverier dyrker en del. Til gengæld har jeg altid haft en bekymring for den mere folkelige udvikling af sproget, som jeg mener ofte fører til forfald og forvanskning, men som desværre fremmes af den sprogpolitik, der føres i dette land. Jeg er ganske enkelt uenig i den demokratisering eller folkeliggørelse af sproget, der finder sted, når fejllæsninger og -høringer glider ind i sproget og anerkendes af nævnte sprognævn fordi det er blevet alment.

Lorca skrev: “Digtet tilhører ikke digteren, der skrev det, men den, der har brug for det”. Sådan er det også med sproget, men som digtet skal sproget behandles med behørig respekt.