”Kan du ikke høre, at din opadgående melodilinje skal ende på As og ikke på A?” spurgte min kompositionslærer Erik Norby og spillede både min komposition og hans forslag flere gange. Jeg bøjede mig, ikke fordi han var min lærer, men fordi jeg kunne høre at han havde ret.

”Du ved da godt, at en trompet ikke kan spille så dyb en tone” sagde Erik også. Der var vi ovre i faget instrumentation, som handlede om at kende instrumenternes teknik og muligheder”. Det var indlysende at han havde ret – han var i øvrigt en fremragende instrumentator.

I det sidste tilfælde handlede det om indiskutabelt håndværk, i det første intuition, som i voresfag er beslægtet med begreber som musikalitet og improvisation. Intuition kaldes også første indskydelse, mavefornemmelse og andet, som i bund og grund handler om noget udefinerligt, måske sanseligt, uforudsigeligt, som alligevel føles ”rigtigt” i den givne situation, men som også senere kan vise sig ikke at være det.

Alt dette har for mig været en helt nødvendig drivkraft i stort set alt hvad jeg har foretaget mig både som fagmand og som menneske, herunder i mit kærlighedsliv. Naturligvis har jeg en base af faglig, videnskabelig viden og kunnen, som ikke kan undværes, men første prioritet i mine valg er som regel de intuitive. Det er dem, der fremmer kreativitet, inspiration og noget egentligt i kunst: det personlige udtryk.

En anden lærer sagde til mig: ”Du skal skrive mindst én node hver dag – du kan altid viske den ud i morgen”. Altså: intuition må gerne følges op af eftertanke, en vis rationalitet. Det har jeg også erfaret. Jeg har selv givet min oplevelse af dette videre til elever til hvem jeg har sagt: ”Hvis du føler at du skal gå til højre, så gå til venstre”. Det taler jo imod intuition, men er udtryk for min erfaring om at intuitionen også kan snyde eller dominere og så kan det være gavnligt at være ”kontra intuitiv” et øjeblik.

Det hænger for mig sammen med, at intuition også kan være cirkulær og indgå i et tankesæt, der handler om inspiration, improvisation og association. Det end ord viser frem til det næste. Det kan også udtrykkes med ordet bagkatalog og udtrykket ”på rygraden”. De to handler jo om, at man bruger erfaringen, erkendt eller ej, god som dårlig, som brændstof for det intuitive.

Denne teoretiseren om det intuitive er ikke særligt intuitiv, så jeg arkiverer den straks i mit bagkatalog og glemmer den i erindringen. Den skulle nødig spænde ben for min næste første indskydelse.

Jeg er ikke så vild efter at være prøveklud for dette og hint; jeg venter gerne til alt fungerer så jeg kan koncentrere mig om målet og ikke bøvle med midlet. På den anden side – og i modsætning til det – har processer altid interesseret mig mere, end resultater. Men trafikal infrastruktur altid har interesseret mig, især offentlige transportmidler, som jeg er storbruger af og det skal dette kapitel handle om.

I 2020 indviedes Berlins nye lufthavn med det officielle navn Flughafen Berlin Brandenburg Willy Brandt. Brandt var som nok bekendt en populær tysk kansler i begyndelsen af 70’erne. Lufthavnen med den såkaldte IATA-kode ”BER” åbnede 31/10-20 med 9 års forsinkelse og efter mange administrative og bygningsmæssige skandaler og naturligvis overskridelse af budgettet.

Jeg er ikke nogen novice hvad angår fly. Skal jeg være ærlig, så har jeg i årtier fløjet alt for meget i forhold til bæredygtighed, klima mv. og flyveriet er ikke stilnet af med alderen. Faktisk udgav jeg i 2017 en hel digtsamling – ”Airborne – digte fra fly” – som beskriver flyrejsen som fænomen, fra check in til landing. Jeg synes, det alt sammen er vildt spændende og selvom det er næsten hverdagsrutine for mig, så undrer jeg mig stadigt over at et fly på flere hundrede tons kan lette som en fjer.

Derfor meldte jeg mig glad og gerne, da den nye lufthavn 2-3 måneder før åbningen indbød vist et par tusinde rejsende til være forsøgskaniner nogle timer en lørdag. Man mente at være så tæt på færdiggørelse at man turde spørge forbrugerne hvad de mente – og ikke mindst hente nogle erfaringer hjem for at imødegå de værste børnesygdomme.

Den lørdag i efteråret 2020 brugte jeg 7-8 timer på at lege rejsende i BER. Jeg fik udleveret boardingkort, spisebilletter, en papkuffert m.v. og så var det ellers at indlede odysséen og påbegynde udfyldelse af et ret omfattende spørgeskema. Jeg fik indblik i bagvedliggende systemer, herunder et kig ind i den utrolige bagagemaskine, der som en metro breder sig mange kilometer i kælderen.

Vi skulle afprøve logistikken fra ankomsten til lufthavnen inde fra Berlin med den nye metroforlængelse, derefter hele vejen igennem systemet, herunder spise, gå på toilettet, kigge i butikker, tjekke ind og entre et fly, der dog aldrig fløj nogle steder, men hvor man fik en forfriskning før man skulle lege ankommet og altså tage den modsatte vej gennem bagagemodtagelse, paskontrol, ankomsthal og afgang ind mod Berlin igen. Det var nogle spændende timer, hvor jeg boltrede mig som et barn, ikke kunne lade være med at stille dumme spørgsmål og i øvrigt lavede nogle fejl som jeg ellers ikke gør, men ofte ser mindre rutinerede rejsende udfolde.

I dag bruger jeg BER ret ofte og med stor tilfredshed. Det meste fungerer godt og jeg kan ikke lade være med – i mit stille sind og nu her – at vigte mig af, at jeg måske har en mikroskopisk andel i succesen. Det er nok overdrevet men det lyder godt.

Jeg led af den i min ungdom, men blev helbredt fra den, sygdommen. For det er frankofili. En slags psykisk kortslutning, der gør den ramte ude af stand til at se klart, og hvis opfattelse af kærlighed er afsporet grænsende til det perverse. Den danske ordbog forklarer da også ordet som ”(overdreven) stor interesse eller forkærlighed for Frankrig og fransk sprog og kultur”. Ordet forkærlighed er i den sammenhæng underdrevet, for de mennesker, jeg kender og som uden blusel kalder sig frankofile, taler om decideret kærlighed til det franske og det ligger jo også i det græske ”philos”.

Man kan alene elske mennesker, ikke ting, dyr, bøger eller musik. Ikke et land og dets kultur. Det er én sag. En anden er at Frankrig og det franske er en amorf masse som andre nationer og at ”Frankrig” som betegnelse for en helhed som følge heraf er en abstraktion. Den frankofile elsker altså noget, der ikke eksisterer og det er jo meningsløst. Værre bliver det når man blander en anden amorf masse, Paris, ind i sagen. Som et gammelt mundheld siger: ”Frankrig er ikke Paris og Paris er ikke Frankrig”. Det er lige så rigtigt eller forkert som at påstå, at Varde er Danmark. Sådan er det ikke – Varde er en by i den geografiske afgrænsning Danmark. Det samme er Paris af Frankrig, selvom den region, som den franske hovedstad udgør, hedder Île-de-France, hvilket sprogligt udnævner Paris til at være en ø. Det er den for så vidt også men jo ikke i geografisk forstand.

Paris er – som Frankrig – en myte, en løgn, der bærer en sandhed. Mange mytologier har afsløret denne løgn ved at påpege, at det, mange forstår som Paris, kun findes inde i deres hoveder, bl.a. de frankofile, som burde kalde sig parifile i stedet, for de fleste kender kun Paris. Sådan har jeg det faktisk også. Jeg har kun sporadisk besøgt eller opholdt mig på landet eller i større byer som Lyon, Strasbourg, Toulouse, Nice og Nantes. Alle steder er det tydeligt, hvor forskellig Frankrig er – ligesom Italien og Spanien, men forskellene handler mest om by og land, periferi og centrum, afstanden til hovedstaden etc.

Den frankofile lever dels af et følelsesmæssigt forhold til det franske, som altså er en løgn, dels af hvad man næsten kan kalde det modsatte: konkret viden om det franske, mest det parisiske, som han/hun bruger til at flashe sin dannelse. En bekendt, som ikke har besøgt Paris så mange gange, mener at kunne imponere mig med at vide, præcist hvilken gade der adskiller 3. og 4. arrondissement. Selvom arrondissementerne er vigtige signaler for pariserne, socialt og kulturelt m.v. og de fleste ved, hvor de selv bor, er der ikke mange i mit arrondissement, som er 4., der nøjagtigt ved, hvor 18. og 19. skilles. Sådan er der så meget misforstået når følelser og fornuft går i clinch. Frankofili og fordomme synes at være synonymer.

Jeg blev altså helbredt fra dette vanvid og kuren var ganske enkelt at lære Paris og en del af dens beboere at kende, herunder et par kvinder, der ligefrem blev mine livsledsagere, hvoraf den ene med en vis stolthed kalder sig parisienne og helst ikke vil kaldes fransk, hvorimod den anden som har rødder i provinsen Ardeche netop kalder sig fransk. Men altså: mange og lange ophold, bopæl, arbejde etc. fik mig til at indse, at man ikke kan elske Frankrig, endsige Paris. Eller Danmark.

Alligevel har jeg et tæt forhold til Paris, hvor jeg har tilbragt vel en tredjedel af mit liv. Byen deler hos mig en førsteplads sammen med Berlin. Den tidligere kulturminister mm. Jack Lang citeres for udsagnet ”Paris er altid Paris, Berlin er aldrig Berlin”. Sådan oplever jeg det også og jeg har udformet mit eget bon mot, der lyder ”Jeg vil leve i Berlin og dø i Paris”. Vi får se, hvad der sker, men ønsket bunder i hvert fald ikke i, at jeg er frankofil. Au contraire!

For 30 år siden befandt DR sig stadig i en gylden æra for den ædle public service, bl.a. formidlet af hæderkronede P1. I 1992 kom der en ny bibeloversættelse og det førte til at man igangsatte en systematisk oplæsning af Bibelen med en 5-minutters daglig udsendelse gennem 4-5 år, altså en serie med flere hundrede udsendelser. Oplæserne var skuespillerne Lone Hertz og Nis Bank-Mikkelsen. Ud over at producere en del af de mange udsendelser fik jeg til opgave at komponere en kending, en 12 sekunders klaverting, som jeg selv spillede. Den indledte og afsluttede oplæsningerne.

Et andet public service-fænomen de år var en ugentlig sektion i Weekendavisen, kaldet ”Emil” efter DR’s første chef Emil Holm. I denne publikation, der blev redigeret i tæt samarbejde mellem avisen og DR, bragte man dels oversigt over ugens programmer, dels omtale af samme, videreførelse af debatter m.m. Et rosværdigt initiativ!

En dag fik jeg et brev adresseret til ”Evan-Th. Vestergaard, Danmarks Radio” og med lytteren Jørgen Adamsen som afsender. Brevet begyndte med sætningen ”De kender mig ikke” og Adamsen var så venlig at kalde min melodi ”usædvanlig og bemærkelsesværdig”. Han havde derfor foretaget et lille eksperiment. Under en middag i Dansk Kammermusik Forbund havde han spillet ”Kolon” to gange for de tilstedeværende og bedt dem gætte på komponisten. Ingen gættede rigtigt, men blandt de 18, der blev foreslået som ophavsmand var Per Nørgaard, Niels Viggo Bentzon, Poul Ruders, Rud Langgaard og Otto Mortensen, men også store udenlandske koryfæer som Schönberg, Sjostakovitj, Ligeti og Webern og det styrkede naturligvis min selvtillid.

”Emil” bragte et større opslag, dels med noden til ”Kolon”, dels Adamsens brev og endelig en kort forklaring fra mig på, hvordan de 12 sekunder var blevet til, hvilke tanker, der lå bag m.v. Det medførte en del ”gratulationer”, herunder fra nogle af de nævnte komponistkolleger. De kendte mig til gengæld da jeg i flere år havde arbejdet med den såkaldte ”ny musik” som programmedarbejder i Danmarks Radio. 

I øvrigt blev min node samme år, som tidligere berettet her i Erindringerne, en del af en ny vindfløj på det såkaldte Haandværkerhuset i Aalborg. Der hænger den stadig – stukket i kobber, som har en levetid på 400 år…

Jeg har det med at bære ved til bål, hurtigt forklæde mig og løbe væk. Hvad værre er: jeg kan lide at anstifte anstændig uro, men bange for at være midt i den. Jeg lægger mig ofte ud og i med folk. Jeg kan finde på at tænde et bål ét sted og når det blusser op tænde et andet for at skjule det første. Det er krysteragtigt og det tilstår jeg. Jeg ved ikke, hvor min stridslyst kommer fra – min mor var det blødeste og fredeligste menneske i verden, min far var ligeglad, jeg er vokset op uden en eneste lussing og er ganske vist blevet truet nogle gange, men uden at det rigtigt har ført til alvorlige anslag mod krop eller sind.

Jeg ved heller ikke hvor krysteren i mig kommer fra. Men af de mange modsætninger, mit sind rummer er denne, at jeg har trang til opmærksomhed og gerne af den kontroversielle slags, men samtidigt er konfliktsky. Jeg løber bort når jeg vejrer den mindste ballade uanset om jeg er involveret eller ej. Jeg er hundeangst for vold, også den, der rettes mod andre. Jeg tør ikke intervenere af frygt for repressalier og jeg bilder mig ind, at det, øjet ikke ser ikke sker.

Der er så utroligt mange eksempler på alt dette – helt fra jeg var barn og til min nu høje alder. Aktuelt kan nævnes mine erindringer som denne bekendelse er en del af – eller mine anmeldelser som gennem 50 år ofte har vakt furore. Hvad begge dele angår dækker jeg mig ind under et princip om ikke at gå i diskussion om dem. Det er for så vidt plausibelt nok, for hvad er der at drøfte? På den anden side er det netop i erindringerne og anmeldelserne jeg ofte smider en bombe og altså skynder mig i skjul.

Mest eklatant i disse år er min brug af Facebook, der er et mere for- end vidunderligt kommunikationsmiddel, men som mange ved det perfekte sted at anstifte brand og bære ved til bål. Mine uheldige tilbøjeligheder til at være ballademager og kryster trives på FB i fuldt flor og som om det ikke var nok forsvarer jeg mig i min aftenbøn med at jeg ikke blot bærer ved men også frugt. Hidtil har Vorherre ikke kommenteret bekendelsen; også hvad dette angår må jeg håbe på tilgivelse.

Nogle af Erindringernes abonnenter har foreslået at jeg genoptrykker nogle af de over 3.000 artikler, jeg har skrevet livet igennem. Ganske vist er der udkommet en håndfuld antologier gennem årene, men her i Erindringerne spredes nu nogle flere under overskriften “Fra alle årene”.

Fra 1974 bringes uddrag af en artikel, jeg skrev i Aalborg Stiftstidende, hvor jeg i nogle år var fast skribent på kommentarserien ”Kirken og tiden”. 24/11 skrev jeg om ”Folkekirken i sofavælgerens rolle” bl.a.:

”Man kan i en vis forstand sige, at ”politik” er betegnelsen for menneskets handlemåde som socialt væsen, dvs. i forhold til, andre mennesker. En ”politisk handling” er i dette begrebsapparat en holdning, til det, der sker omkring en, sigen ”ja” eller ”nej” med hvad det indebærer, eller evt. indtage den holdning bevidst ikke at sige noget.

Anskuer man kirken fra den synsvinkel kan man hurtigt konstatere at kirken er politisk bevidstløs. Den spiller sofavælgerens rolle og det er nok dens største skavank. Man er sofavælger fordi det er så bekvemt og fordi det ikke kræver information – man er fri for at se realiteterne i øjnene. Kirken er sofavælgeren, der ikke tør vælge på grund af risikoen: ikke tør holde med nogen af parterne før den ser hvem vinderen bliver.

Derfor flyder historien kirken forbi: der udbryder krig i Mellemøsten, en præsident afsættes på anklager for korruption og svindel, minoriteter forfølges verden over, en film om djævleuddrivelse fører en svøbe af besvimelses- og chokanfald med dig. Og kirken rører ikke en finger! Kun når begivenhederne synes at pege på kirken, når dåbstallet falder til 50 % eller når en præst stiller betingelser for dåben, først når skytset rammer kirken selv, finder den på at reagere.

Kirken forstår ikke, at den er en integreret del af et samfund, hvis væsentligste kendetegn er udvikling. Indenfor kirkens mure leves det kirkelige liv: Man døber børnene – eller som Søren Kierkegaard sagde – ”gør millioner til kristne med en sjat vand”, man konfirmerer de unge i en fart så de kan komme hjem til gaverne, man indstifter kristne ægteskaber – det er jo så romantisk at blive gift i kirken – og man begraver folk, den eneste handling, der er ufrivillig. Nå ja, og så holdes der gudstjeneste hver søndag. Tydeligvis for de indviede.

Alt dette rod af pseudo-troshandlinger kaldte Kierkegaard ”Christenhed” og mente, at det ”ikke er kristendom, men et uhyre sansebedrag” og at ”de troende ganske vist ikke er hedninge, men lyksaliggjorte i den indbildning at være kristne”. – Hykleri kunne man kalde det.

Ansvarsløs – det er den kirke, der behændigt viger uden om ethvert socialt og politisk problem, der ikke lige influerer på dåbstallene. Det er på tide, at kirken erkender sit ansvar og handler. Kirken må erkende sit kald og det vil i første omgang sige, at den kristne menighed må forstå, at sagen ikke drejer sig om at gå i kirke, men at være kirke”.

Ak ja, det var ordene for 50 år siden. Jeg kunne have skrevet det i dag og stadig have ret.

Det kunne være titlen på en bog af fantastiske Søren Aabye Kierkegaard men nu er det ikke mægtige SAK, men lille mig, det handler om – og mit vanvid, og jeg bilder mig ikke ind at kunne besvare spørgsmålet med bare en brøkdel af den visdom som gamle SAK besad. 

Men er jeg ramt af vanvid og hvis: hvori består så dette? Bemærk først, at jeg spørger med navneordet ”vanvid”, ikke tillægsordet ”vanvittig”, som for længst er blevet udvandet. Det er meget værre at have vanvid i sindet end bare at være eller opføre sig vanvittigt ind imellem – det gør de fleste vel. Men hvad betyder ”vanvid”?

Kunne jeg bare henholde mig til ordets norrøne sprogstamme, hvor det blot betyder ”forstand”, var der ingen grund til at bore i det. Men nu om dage defineres ordet som ”en sindstilstand, handling eller tanke der skyldes at en person ikke er ved sin fornufts fulde brug pga. psykisk sygdom”, altså næsten det stik modsatte af det norrøne, kort sagt: uforstand. 

Nu er det sådan, at mit vanvid ikke nødvendigvis skyldes psykisk sygdom i henhold til anerkendt forskning, men sikkert er det, at dette vanvid læner sig betænkeligt op ad psykiatriske diagnoser, endskønt jeg aldrig, trods utallige behandlingsforløb har fået en sådan. 

Værst er ikke de bløde udtryk for vanvid: mine mange idiosynkrasier, beskrevet i kapitlet ”Aversioner”, eller ungdommens udtalte vrede, indignation og håbløshed, en rasen, der ikke var rettet mod mine medmennesker, men fænomener som uretfærdighed, had, undertrykkelse, udnyttelse, krig og nød etc. – alt sammen for så vidt også forårsaget af mennesker.

Værre er nok nogle egenskaber, jeg enten er født med eller har udviklet på min mange dannelsesrejse gennem livet, især i barn- og ungdom: min trang til uophørligt at opsøge og overskride grænser og – min psykiske sårbarhed, der har medført tre selvmordsforsøg. Hertil en kronisk sindstilstand af melankoli, angst, mindreværdsfølelse, dårlig samvittighed, rast- og rodløshed, dødslængsel og foragt for svaghed, især min egen.

Skal man endelig over i medicinske termer kan det noteres, at jeg har tydelige borderline-symptomer og gennem livet tiltagende OCD-tegn – igen som det beskrives ”ikke en sindssygdom, men en psykisk lidelse”. 

Bag et tilforladeligt ydre gemmer sig et asocialt, utilpasset og utilfreds menneske, der siden den tidlige barndom har været på en dannelsesrejse uden mål og med, uden fremskridt og uden udsigt til forbedring. Jeg oplever livet som en ubrudt kæde af egoterapiske øvelser: konstant selvransagelse og indre oprydning, søgen efter min plads blandt andre mennesker og i verden og ikke mindst svaret på livets vigtigste spørgsmål: Hvorfor?

Maaske deri bestaar mit Vanvid.

Jeg skrev for nyligt her i Erindringerne om nogle af mine aversioner i livet. Det fik en erindrings-læser til at spørge, om der dog ikke er noget, jeg kan lide. Hvis denne læser var lidt mere grundig i sin læsning, ville hun have gjort bekendtskab med en mængde mennesker, jeg elsker (og en mindre del jeg elsker mindre) og med forhold og fænomener jeg er ret vild efter. Nu diskuterer jeg af princip ikke mine erindringer (eller mine anmeldelser), men derfor kan jeg godt svare på anden vis. Det skal lige gentages, at jeg kan ”elske” ting eller fænomener som kunst og religion – ordet er for mig forbeholdt mennesker – og alene mennesker, jeg har mødt. Jeg elsker altså hverken Beethoven eller Helene Fischer.

Naturligvis er der nogle ingredienser i det fantastiske liv, jeg er netop vild efter. Først og fremmest livet selv og dets forunderlighed: uforudsigeligheden, op- og nedturene, mødet med steder og mennesker, der gør livet større og giver dt mere mening. Alt sammen danner og former det mig.

Det gør i øvrigt også kunst af enhver art samtidigt med at den udfordrer fordomme i forhold til overraskelser og nytækning. Næsten i samme boldgade er min tro, som jo også bringer tvivl frem i mit sind. De seneste år har erindringens nådegave fyldt mig. Jeg er helt vild efter den, selvom den også kan virke som en boomerang – det er jo ikke enhver påmindelse om fortiden, der skaber glæde, men netop peger jo frem mod det vildeste af alt: livets mangfoldighed – og lykken.

Forleden blev jeg interviewet til det finske tv YLE om fænomenet lykke med udgangspunkt i at danskerne er verdens andet lykkeligste folkefærd – efter finnerne. Hvorfor? blev jeg spurgt. Selv betragter jeg mig ikke jeg ikke først og fremmest som dansker (i kapitlet om aversioner skrev jeg netop at jeg ikke kan identificere mig med den danske ”folkesjæl”) og da man i udsendelsen viste en vox pop fra Strøget, hvor danskere fortalte hvad der gjorde dem lykkelige med svar som ”Hakkebøf med bearnaise”, ”Når FCK vinder”, ”Min nye bil” etc. måtte jeg påpege, at lykke for mig ikke er noget materielt.Det meste af det, jeg er ”vild med” er heller ikke materielt.

Jeg vil ikke hykle, at jeg ikke kan lide god mad, at jeg lever en privilegeret tilværelse og at jeg har haft min portofølge af biler og andet stads, men det egentlige i mit liv er af en anden betragteligt bestandig beskaffenhed.

Forgangne uge fandt et af mine kære ”børn”, Ord- og Litteraturfestivalen ORDKRAFT sted i fødebyen Aalborg. Den er – nævnt i al ubeskedenhed – udtænkt og realiseret af mig bistået af gode venner i 2011 og er blevet en succes. Jeg havde i år til opgave at styre en samtale om den hendøende kunstkritik i dansk presse og til panelet havde jeg bl.a. inviteret forlagsmanden Hans Henrik Schwab, som jeg ikke er helt ukendt med. Vi fik lejlighed til at opfriske hændelser fra barndommen idet vi er opvokset i samme kvarter, faktisk i samme ejendom på Boulevarden 44 og som om det ikke var nok: min far var ansat hos Schwabs morfar, som havde en engros virksomhed, der leverede blomster til nordjyske blomsterhandlere.

Viggo Dahl-Jensen hed han og han kunne være lidt brysk i omgangstonen, men var overmåde venlig og omsorgsfuld over for mig, dengang en knægt på 5-6 år. Erindringen om én af de gange Dahl-Jensen som jeg naturligvis ikke var på fornavn med (det var vist kun hans kone, den søde Karen) udviste stor omsorg for mig dukkede op her til morgen og handler om en nat, hvor min far glemte mig sovende på gulvet ved siden af førersædet i én af blomsterfirmaets Hanomag-lastbiler.

Jeg var undertiden med på en dagstur, der begyndte ved 4-tiden om morgen med afgang til Gasa blomstermarkedet i Odense, retur til Aalborg og herefter ud for at distribuere blomster i Thisted, Frederikshavn m.v. En tur på flere hundrede kilometer og en arbejdsdag på sagtens 18-20 timer.

Godt træt parkerede far lastbilen i garagen, låste af og gik de 100 meter hjem til lejligheden, som Dahl-Jensen havde skaffet os og hvor vi faktisk var naboer til ham og fru Karen.

Far glemte imidlertid mig, der for længst var faldet i søvn på gulvet i lastbilen. Jeg blev vækket efter nogle timer af Viggo Dahl-Jensen, der også mødte tidligt for at inspicere firmaet og blev noget bestyrtet over at finde mig efterladt. Resolut løftede han mig op, bragte mig hjem til Boulevarden hvor han vækkede min far med ordene ”For satan, Knud, du har sgu glemt Evan i garagen” eller sådan noget. Min trætte far var naturligvis ulykkelig, min mor vred og Dahl-Jensen vendte surt om og gik ind til sin Karen.

Far og mor var ikke de eneste, hvis dør blev banket op den nat. På vej fra garage til hjem havde grossereren og jeg været omkring Othellobageriet, hvor han havde fået bageren til at udlevere en stor pose slik til mig. Jeg havde faktisk ikke taget skade af hændelsen, men i dag ville det måske have skabt tvivl om fars og mors evne til at være forældre.

Det er lettere at få tilgivelse end tilladelse. Den strategi har jeg betjent mig af utallige gange i mit liv, både i arbejdsforhold og privat. Det er en særlig prægtig strategi. Den er en smule moralsk anløben og også risikabel – det er kun Vorherre, som for alvor kan tilgive, hos mennesker skal man ikke tage tilgivelsen for givet. Jeg har da også oplevet et par fyringer og brudte forhold fordi jeg havde satset for højt. Når jeg alligevel kalder den ”prægtig”, er det fordi den jo får ting til at ske, som ellers ikke ville lykkes.

Et par eksempler er fra mine mange år i DR. I 1989 gav jeg et beskedent bidrag til at redde de såkaldte løvetamariner, en abeart fra Brasilien, som er udrydelsestruet. Initiativet kom fra den nordjyske folkemusikgruppe De Gyldne Løver og handlede om at producere og udgive en LP, hvis overskud skulle tilfalde de stakkels aber. Jeg bidrog med hvad jeg kunne stable på benene af produktionsteknik, mandskab og rettigheder som jeg disponerede over i DR. Faktisk et ret afgørende bidrag og jeg skrev en rørstrømsk note på LP’ens bagside om det enestående initiativ. Da projektet var lykkedes fik jeg ”oppefra” at vide, at det var ikke den slags, DR’s ressourcer skulle gå til, men tilgivelse fik jeg.

10 år efter gjaldt det en mere alvorlig sag, hvor jeg på samme måde og også uden chefens og bogholderens viden eller godkendelse, realiserede mit personlige public service-begreb ved atter at stille DR’s ressourcer til rådighed for udgivelsen af en dobbelt CD med titlen ”Håb for Kosovo”, denne gang i samarbejde med Læger Uden Grænser og pladeselskabet OH Musik. Og igen med et forord præget af den tragiske krig i Kosovo og med hele overskuddet til ofrene for den som resultat. Igen stillede jeg DR-mandskab, teknik og rettigheder til rådighed i ret stort omfang. Og igen fik jeg en mindre irettesættelse og vejledning i hvad de ret betydelige ressourcer, jeg forvaltede, skulle bruges til.

Dette berettes ikke som brasso på min glorie eller fordi jeg er mere altruistisk end så mange andre.Selvom der ikke er nogen personlig vinding i den slags, er der dog en vis tilfredsstillelse ved at medvirke til dem. Måske stammer min holdning til det fra min barndom, hvor begge mine forældre i årtier gjorde et stort frivilligt arbejde i Kirkens Korshær m.v. Jeg må have fået et eller andet ind med modermælken for den dag i dag, hvor jeg alene er ansvarlig for mine egne ressourcer, fortsætter jeg med at engagere mig i den slags – og håber på tilgivelse fra chefen. Det er også mig og det gør det hele lidt mere fremkommeligt.