Jeg har som de fleste andre oplevet en del u-lykke i mit liv, men har været forskånet for rigtige ulykker, hvor liv og lemmer var på spil. De få gange, det er sket, har det være bagateller. Men én gang blev et uheld udbasuneret direkte i Danmarks Radio P2 og virkede lidt dramatisk. Det skete i slutningen af 80’erne. Som ofte før sendte vi direkte koncert med Aalborg Symfoniorkester fra Aalborghallen en vinteraften kl. 20. Og som vanligt parkeredes vores transmissionsvogn ved den store bagindgang til hallen, også kaldet Elefantporten bl.a. fordi dimensionerne er ret elefantastiske.  En bred betonrampe skråner op til selve porten, så lastbiler kan køre helt ind…

Boys wil be boys er det sagt. Ifølge Cambridge Dictionary betyder det, at man ikke skal blive overrasket hvis mænd opfører sig rå og støjende, for det er hankønnets natur. Tja… I hvert fald synes jeg, at min enbårne søn Christopher opførte sig særdeles mandigt, da han som femårig i leg med en jævnaldrende knægt trak de bløde kvaliteter frem under den klassiske fejde om hvis far der er stærkest. I og for sig betragter jeg mig selv som ret stærk. Jeg synes, jeg er stærk mentalt, lettere stærk emotionelt og enormt stærk fysisk, i hvert fald momentant hvis jeg føler mig udfordret, irriteret eller andet i samme boldgade. Det…

Bits og Simon Spies’s udstilling hed ”Sjælens Spejl”. Man siger, at øjet er sjælens spejl. Man kan selvfølgelig også bruge et spejl til at se sig selv i øjnene. Det ved jeg ikke, om Bit tænkte, da hun udstillede sin fremragende papirkunst sammen med levemandens. Den Bit, jeg forelskede mig i (og på sin vis stadig elsker) var formet af en stor portion, måske påtaget, troskyldighed, en veludviklet intuition, men også en drømmeagtig virkelighedsflugt, som betød, at hun altid skulle videre, altid et andet sted hen, for virkeligheden kan man jo kun løbe fra indtil man bliver indhentet af den. Da Bit og vores søn var flyttet fra mig for…

21. oktober 1980 fødte Bit vores søn, Christopher. Vi var flyttet til Oxholm Gamle Smedje langt ude på landet, og det passede fint til den måde, Bit reagerede på i sin nye rolle som mor. Hun har meget stærke urdrifter og næsten som et dyr lukkede hun sig inde og skærmede beskyttende sit afkom i flere måneder, medens jeg fór land og rige rundt på arbejde for at skaffe føde og give min lille familie ro. Det var stort og smukt, og jeg nød rollen som en moderne landligger, ignorerende al kønsrolle- og ammestuesnak. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at disse første måneder i Christophers liv har…

”Synes du ikke, vi to har noget at tale om?” råbte Bit udfordrende til mig i sensommeren 1979 efter at jeg i måneder havde forsøgt at komme i kontakt med hende netop for at finde en forklaring på hendes pludselige forsvinden. Det spørgsmål blev nu ikke dyrket særlig meget, men blev signalet til ”anden akt” af vort samliv, der resulterede i hemmelig vielse på Aalborg Rådhus få måneder efter vort andet møde. Men hvor havde Bit været henne i det år, jeg ledte efter hende? Moderen havde ganske enkelt taget hende med til familiens lejlighed i Almunécar, Sydspanien og Bit var blevet stewardesse hos Mærsk Air efter et kort kursus. Det…

Som berettet i første kapitel af denne lille serie om mit første ægteskab – med Karen Bit Vejle – begyndte vort samliv under et døgn efter vort første møde. Et samliv, der var fantastisk og meget problematisk på samme tid og som blev brat afbrudt, da Bits mor efter nogle få måneder, i sommeren 1978 ”bortførte” Bit over night. Set bagud burde det ikke overraske, for det jeg mødte, var en dystopisk familie – med en stærkt styrende mor, der var overambitiøs på sine børns vegne, en far, sparekassedirektør på landet, der var tavs som graven og aldrig havde en selvstændig mening, en storebror (på dynastisk vis med samme fornavn…

30. november 1979 blev jeg gift for første gang (da dette publiceres altså for præcist 41 år siden). Den udkårne var Karen Bit Vejle, i dag internationalt anerkendt papirkunstner af Guds nåde. Forud for begivenheden går en på mange måder sælsom historie, der pegede på alt andet end netop giftermål.  Den begynder i foråret 1978 en onsdag ved middagstid. Jeg studerede og arbejdede på Nordjysk Musikkonservatorium, og ved middagstid denne onsdag møder jeg på konservatoriet en 20 årig kvinde, hvis overdådige skønhed og charme får mig til at tabe mund og miste mæle; jeg havde i mit 24 årige liv simpelthen aldrig set noget lignende. Hvis jeg havde vidst, hvad…

Jeg fortæller gerne denne anekdote, fordi den baserer sig på en særlig, meget charmerende, men uudgrundelig og samtidig oplagt logik, som mange begavede kvinder gør brug af, i dette tilfælde min kære eks Sofie.  Hændelsen udspiller sig i december vistnok 1999, hvor vi havde haft besøg i København af datter Nathalie nogle dage. En aften gik vi i Vintertivoli, og de to legebørn fjollede som sædvanligt omkring og forlystede sig som det jo er meningen i Carstensens hyggelige etablissement. Jeg utålmodig og skeptisk over for løjerne – også som vanligt; især over for en andedam, hvor man kunne vinde tåbelige plasticting, hvilket skete: pigerne vandt en vandpistol. Den blev desværre…

Kvinder laver – som andre skabninger – mange lyde. De taler, spiser, elsker, holder foredrag og andet godt og så går de. Ofte i sko, der har en helt særlig akustisk æstetik, som for mig er vildt attraktiv og i hvert fald vækker min opmærksomhed. Jeg må diskret vende mig eller vente på at blive overhalet, så jeg kan skue det vidunder, der bærer stiletterne. Eller bare bruge min fantasi, for jeg kan med stor træfsikkerhed høre på lyden, om der er tale om klassisk skønhed af den art, jeg vil give prædikatet ”det erotisk intellektuelle”. Hvis det er i en lufthavn kan jeg tilmed høre på lyden af hendes trolley (historiens…

Jeg er normalt varsom med at rette ordet ”elsker” imod ting, men kirker er jo så meget andet, end mursten. Kirker er muligvis det sted, jeg har opholdt mig flest gange i mit liv; flere end i fly og tog, flere end i det, man kalder ”hjem”. Der er næppe mange af mit livs godt 24.000 døgn, jeg ikke har betrådt et kirkegulv.  Ja ja, jeg er vokset op med kirker, jeg er troende kristen, jeg er et kulturmenneske, interesseret i arkitektur etc., så det er naturligvis mere oplagt for mig at besøge kirker, end for dem, der kun dukker op til dåb, bryllup og begravelse og af nogle betegnes som…