• Skål og til lykke

    Nyligt fyldte jeg 70. De runde fødselsdage (og de mellemliggende) gør jeg ikke meget ud af. Jeg er helst alene, passer mit arbejde og har nogle få private ritualer, som jeg ikke fraviger. Som regel gemmer jeg mig lidt væk – i år var jeg således i Istanbul. Alligevel er det lejlighedsvis lykkedes for familie og venner at lykønske mig på den ene eller den anden måde, og jeg ville være et skarn, hvis jeg ikke værdsatte det. Jeg kniber ofte en tåre, når jeg bliver husket på trods af bestræbelser på at blive glemt.

    Jeg har tidligere strejfet en oplevelse på min 40 års fødselsdag, hvor jeg var på arbejde for DR i Köln. Da fik jeg ved ankomsten til mit hotel en flaske champagne iklædt køler og hilsenen “Til lykke fra Jensen & Krabbe”. Der er ikke tale om et flyttefirma, men om to af mine ældste venner, førstnævnte dengang tillige min chef. Jeg kom selv til at betale ved afrejse, men tanken var da pæn, og Jensen & Krabbe forsøgte skam at refundere mig udgiften, men nej tak – for ellers kan jeg jo ikke bestandigt minde dem om denne  æresgæld.

    Da jeg fyldte 50 foregik det i Paris, og mine kolleger i DR (da København) havde opsnuset min adresse og sendte en imponerende buket blomster, som jeg blev meget rørt over og slæbte rundt i det halve Europa indtil den, før den visnede, blev stjålet sammen med min øvrige bagage i toget mellem Milano og Venedig. 

    10 år senere var jeg igen hotelgæst på selve dagen, jeg husker ikke hvor. Men receptionen havde åbenbart gransket mit pas mere end nødvendigt, og til morgenmaden fik jeg serveret en lille flaske champagne og et sødt til lykke. Her blev jeg så overvældet, at jeg bad tjeneren invitere alle morgenspiserne i restauranten på et glas mimosa, som jeg selv holder af om morgenen. De fleste takkede ja og jeg betalte omgangen med glæde.

    I år var det så 70 og hvad skete? Intet! Med fare for at virke krukket: det gik først op for mig ved middagstid, at nu var det nu (jeg havde været på natklub aftenen før). Straks iværksatte jeg mine ritualer og nåede da også igennem. Jeg drak også champagne – og dagen efter observerede jeg en del indløbne lykønskninger fra nær og fjern. Nu skynder jeg mig mod de 80, så jeg kan få morgenchampagne igen. Til familie og venner: sig ikke, at I ikke er varslet i god tid.

  • Halldór

    Jeg kom forleden til at tænke på Halldór. Det skete fordi jeg besøgte ét af mine stamværtshuse i København, legendariske Palæ Bar i Ny Adelgade. Her var vi ofte, Halldór og jeg. Halldór hvem? Sigurdsson selvfølgelig. En fremragende islandsk journalist, født i 1935, som flyttede til København som 10-årig og, efter en karriere i ØK, blev ansat i Danmarks Radio i 1975 og blev der til pensionen i 2005. Hans speciale var Latinamerika, som han havde besøgt meget i ØK-tiden.

    Vi havde fælles arbejdsplads, Radiohuset, men der så vi ikke meget til hinanden. Dels fordi han, som jeg, det meste af tiden var på rejse, dels fordi vi, når vi endelig var der, arbejdede i vidt forskellige afdelinger. Men jeg ved, at Halldór, ligesom jeg, var vild efter det hus. Det betød bl.a. at vi begge (dog hver for sig) sagtens kunne finde på at overnatte der, tage bad i kælderen og indtage alle måltider i kantinen, der var åben fra 6 morgen til 23 aften. Nå ja, og så tog vi nogle svinkeærinder ind i minefeltet, bl.a. til Palæ Bar. Også her forberedte Halldór sine DR-indslag.

    Haldor brugte ikke meget manuskript – når han gjorde var det noter på en serviet, bagsiden af en barregning eller hvad han ellers lige havde. Men han var en guddommelig journalist og radioformidler. Han var uhyre driftssikker og kvalificeret når han, med sin karakteristiske stemme og diktion, udfoldede sig om sit speciale, mest i Orientering. Dertil var han et fantastisk menneske. Det viste han mig en aften, hvor han som vanligt ankom til Palæ, som sædvanligt i taxa.

    Jeg var glad for at se ham, for en for mig ukendt dame havde overmandet mig med en fortælling om at vi havde gået i skole sammen og om vi dog ikke skulle stifte nærmere bekendtskab. Det første kunne jeg ikke huske, det andet ville jeg ikke, men hun var umulig at slippe af med. Indtil Halldór altså viste sig uden for Palæ. Jeg ilede ned til døren og hviskede: “Halldór, hjælp mig med at slippe af med den utålelige kvinde”, hvilket han gjorde ved højt at råbe: “Hvor er det skønt at se dig, Evan, min bøsseven”. Damen forsvandt og Halldór og jeg fik en del alkohol sammen, men det tog mig nogen tid at komme af med rygtet som bøsse. 

    Halldór sagde ofte: “Evan, vi to lever over evne, men det har vi fortjent”. Modsætningen i det udsagn var begavet som Halldór selv. Og det var ikke så lidt. I sommeren 2005 fik jeg meddelelsen om, at han var død ved en banal trafikulykke, 70 år gammel og nyligt pensioneret. Dét havde min herlige ven Halldór ikke fortjent.

  • Hvad sagde jeg!

    Hvis der er en egenskab, jeg næsten foragter, så er det at være bedrevidende. Der er ikke noget så uklædeligt, som folk, der altid ved bedre, udtaler sig om hvad som helst og altid trumfer andres fortællinger med deres egne, fordi det og det har de selv oplevet – naturligvis i en meget mere sublim version.

    Nu er jeg selv blevet offer for denne uheldige mentalitet. Ikke bare én gang, men som en nærmest rutine, der de senere år som en invasiv amøbe har sneget sig ind i min personlighed og som jeg prøver – indtil videre uden held – at modstå. Jeg oplever mig selv gang på gang med forskellige formuleringer udbryde: “Hvad sagde jeg?”, “Det gjorde jeg også i 1985” eller “Det er jo prøvet for længst”. Det er frygteligt at høre på, især når ordene kommer fra min egen mund. 

    Retfærdigvis skal det siges, at når man har nået min alder, er der jo meget af det, man får serveret, der er hørt og prøvet før, en del af det har man selv været med i eller taget initiativ til (der var den igen). Som gammel får man let en reel oplevelse af at have været der selv og blevet meget klogere på forholdene og ja, så er det svært ikke at belære omverdenen.

    Denne form for selvhævdelse hænger dog også sammen med en anden karakterbrist, nemlig at føle sig forsmået, som også er en frygtelig, destruktiv ting. Også den følelse har indtaget mit liv de senere år. Naturligvis ikke uden grund, vil jeg mene. For ofte tager andre æren for noget, jeg, med blod, sved og tårer, har kæmpet for og bragt til verden. Mange vil vide, at det f.eks. gælder Kulturmødet. Jeg betragter det som en slags selvforsvar, når jeg igen og igen forlanger kredit for tilblivelsen. Alligevel føler jeg det nedværdigende og lettere krænkende, at jeg skal gøre det.

    Det hænger så sammen med, at jeg er blevet umodent rethaverisk. Heller ikke det er kønt at indse. Der er forskel på at have eller få ret og at være rethaverisk. Det er selvhævdende og et udtryk for forsmåelse hele tiden at hævde sin ret.

    Bedrevidende, forsmået, rethaverisk – det er prædikater, som nødigt skulle stå på min gravsten engang. Nu er jeg ikke typen, der siger undskyld for noget, jeg ikke har gjort forsætligt, men jeg beder alligevel om tilgivelse hos tidligere, nuværende og fremtidige ofre for den skammelige trafik altid at praktisere dette “Hvad sagde jeg?”. Det destruktivt og lammende for enhver samtale og ethvert fremskridt

  • Støvets år?

    Den dag, dette publiceres, fylder jeg 70; støvets år som det kaldes. Som altid har jeg valgt at være alene denne dag og dermed dyrke det selskab, der – på godt og ondt – er det mest oplagte for mig. Jeg har visse ritualer på disse mærkedage, og deres betydning forstærkes en smule, når det gælder hvad man kalder “runde” fødselsdage. Jeg kan mærke, at særligt denne runde dag giver mig mere stof til eftertanke, end normalt. 

    Det er bestemt ikke fordi mine dage er uden (efter)tanker – tværtimod, men min trang til altid at gøre status betyder, at jeg ofte bruger runde dage til at foretage nogle mere eller mindre planlagte sporskifter i mit liv. Det kan lyde (selv)højtideligt og det er det, men det er aldrig sentimentalt tilbageskuende.

    For nyligt sagde én til mig: “Nu bliver du professionelt gammel – det er tilladt at nyde dit otium”. Jeg var lige så uforstående over for den ytring som jeg var, da banken for ti år siden lykønskede mig med de 60 og opfordrede mig til at tænke på min pension. “Otium” og “pension” hører ikke til mit hverdagssprog. Nuvel, jeg ved at otium handler om at blive fritaget for visse forpligtelser og at pension forstås som økonomisk underhold nu da man ikke forventes at have lønarbejde. Også dér er jeg – som vist flere og flere – ukonventionel.

    Jeg har aldrig har været tynget af et 8-16 job, har næsten altid beskæftiget mig med det, jeg selv valgte, og har stort set ikke været bundet af tid og sted når jeg udfører min gerning. Begrebet arbejde anvender jeg kun i forbindelse med ydre, påtvungne omstændigheder, der handler om at tjene penge, betale skat af dem osv. Jeg føler ikke, at det jeg foretager mig i egentlig forstand er arbejde (det er der sikkert mange andre, der heller ikke mener) og jeg føler mig forkælet og forstået af mig selv og andre gennem hele livet. Det er et stort privilegium.

    Så hvorfor skulle jeg pensionere mig? Jeg er nogenlunde rask og rørig, er ved mine sansers fulde seks i normalt omfang og jeg har lysten og modet til at gå videre. Dertil kommer, at jeg ikke spiller golf, ikke er medlem af nogle foreninger, at jeg aldrig har været god til at dyrke familien og altid har ignoreret karrierer og den slags. Så hvad skulle jeg bruge tiden på hvis ikke det, jeg altid har gjort?

    Jeg har kolleger, der slår sig på skrivekurser, erindringsforedrag (det gør jeg gerne!), højskoleundervisning og andet, der dels erstatter det job, de har forladt, dels bruger de kvalifikationer og erfaringer, de har, og ikke mindst: udfylder tiden. (En ven har oven i købet et kartotek over kendte musikfolks fødselsdage og han belemrer Facebook i ét væk med fejringer). Det er da alt sammen OK, men det meste af det har jeg altid gjort, så hvad nyt ville der være i det?

    Jeg vil ikke undlade at pylre lidt over, at jeg godt kunne bruge mere at lave. Min “arbejdsuge” er på 30-40 timer, men jeg er vant til meget mere. Dog føler jeg mig ramt af alderen på det område – hvis det da er det, der gør, at jeg ikke er så efterspurgt, som jeg var engang. Uden at gøre dette til en ansøgning: skulle en læser af dette have gode idéer, så er mit telefonnummer til at finde.

    Men, men: også begrebet memento mori trænger sig, næsten naturnødvendigt, på. Også her er jeg en smule på Herrens mark, hvilket jo ikke er det værste sted, man kan befinde sig. Sagt lidt højtideligt: jeg har altid levet med døden eller med tanke på den – uden derfor at have et kedeligt liv. Dertil kommer et motto, jeg opfandt allerede som teenager: Hold ud – ikke op. Så det gør jeg.

  • Distingveret laps

    Hvis nogen ikke skulle have opfattet det: jeg er meget forfængelig med mit ydre, min fremtoning. Jeg blev engang af en modeekspert kaldet “en blanding af distingveret og lapset” og det passer perfekt med min målsætning: at virke seriøs uden at være kedelig, drenget uden at være umoden og være en bestandig blanding af de aldre, jeg gennemlever.

    Ordbogen definerer distingveret som “en der gør et kultiveret, elegant og værdigt indtryk, især om ældre mand” og lapset som “overdrevent elegant og moderne klædt yngre mand”. Men som man siger på svensk: “Det är inte långt från jetset til fattiglapp” og det gælder ikke bare det pekuniære, men også det udvortes. “Når skidt kommer til ære ved det ikke hvordan det skal være”, som man vist siger på dansk. 

    Jeg kom til at tænke på alt dette, da jeg nyligt under en tidlig morgenvandring i Wien blev passet op af en herre, der sagde: “De ligner én, der ved hvor der er et godt værtshus i nærheden”. Efter at have sundet mig et par sekunder måtte jeg melde pas, men det var da tillidsfuldt af ham at spørge og jeg måtte lige tjekke mit udseende i nogle forretningsvinduer på vej til hotellet. 

    Noget lignende skete for en del år siden, da Frelsens Hær på gaden i Aalborg inviterede mig til julemiddag. I begge tilfælde har jeg nok været lidt tabt i egne tanker og så kan jeg godt se stakkels ud har jeg fået at vide. Det tror da pokker med de tanker…

    I øvrigt føler jeg, at mit indre og mit ydre egentlig hænger godt sammen. Jeg er et modsætningsfyldt menneske, jeg er noget flagrende i tanke og handling og er på samme tid både principfast og lettere lemfældig både moralsk og i min livsførelse. Jeg ynder at se mig selv som lapset på den kultiverede måde, hvis den slags findes.

    Nu hvor jeg er ved at blive rigtig gammel skulle jeg måske tænke mere på at se ud, end på hvordan jeg ser ud. Men forfængeligheden kommer jeg nok aldrig af med…

  • Det våde element

    Mit stjernetegn er Vandmand. Ikke at det interesserer mig synderligt. Jeg tror, at min skæbne (stort set) ligger i mine egne hænder og ikke bestemmes af firmamentets lyskastere. Sagt på en anden måde: jeg har ikke brug for andre stjerner i mit liv, end mig selv.

    Men jeg har altid været tiltrukket af det våde element og tror, at det er en del af skabelsen, at mennesket tilbringer de første ni måneder i fostervand. Jeg grundlagde min gode kulinariske smag gennem modermælk indtil jeg var seks år. Ikke mange år efter etablerede min farmor, der var vigtig for min dannelse, uforvarende en smule vandskræk i mig, da hun præsenterede det 11. bud: “Du må ikke gå i vandet før du har lært at svømme”. Det gjorde jeg så ikke – hverken det ene eller det andet. 

    Alligevel er jeg dybt fascineret af hav, floder, fjorde, regn, vandfald, oversvømmelser og hvad man ellers kan nævne af våde naturfænomener. Jeg er ikke noget stort naturmenneske, men netop vandets afgørende biologiske betydning for den slags “liv”, vi mennesker kender til, er jo mytologisk i sine dimensioner.

    Jeg er selvfølgelig også tiltrukket af de mere kulturelle variationer af det våde element. Således er jeg storforbruger af alt drikkeligt fra skummetmælk til absinth og naturligvis vand, helst hentet fra kilden og ikke vandhanen. Da jeg for en snes år siden boede i et sommerhus i 14 regnfulde dage inspireredes jeg til mit eneste musique concrète-værk, en elektronisk suite, udelukkende skrevet på lyden af regndråber. Jeg har endog skrevet et digt om paraplyens velsignelser og alligevel sker det at jeg går på gaden i silende regnvejr og uddeler de snesevis af “taskeparaplyer”, jeg spontant køber på mine rejser. Blot for at nævne et par prosaiske eksempler på min begejstring for det våde element.

    Men nej: min aske skal hverken spredes i Seinen eller Spree. Dertil er jeg for jordbunden; trods alt. 

  • Plat Krone

    Den dag, dette publiceres, skifter Danmark såkaldt regent og regent-køn – fra kvinde til mand. Det udråbes som en historisk begivenhed, hvilket jeg med mit synkrone modsat anakrone historiesyn ikke forstår. Man mener åbenbart, at fordi noget sker sjældent er det historisk. Det mener jeg ikke. Hvis begivenheden ikke har relevans og substans for det enkelte menneske og samfundet er den ikke “historisk”, uanset hvor sjældent den forekommer. 

    Jamen det har monarkiet da også, vil mange straks mene. Samtidigt med at de har travlt med at betone, at regenten i dette land er upolitisk (hvilket mange eksperter modsiger – senest i 1993 afgjorde regenten en politisk strid i Danmark, kunne P1 berette forleden). Man anfører også at regenten er “folkelig”, hvilket bl.a. viser sig i den daglige omgang med undersåtterne. Man må mene folkelig i forhold til tidligere regenter – igen ud fra et anakront historiesyn, for sammenligner man nutidens regenter med “almindelige” menneske og de vilkår, de lever under, er der næppe mange ligheder.

    Jeg har aldrig været royalist, hverken i ord eller handling. Jeg har f.eks. aldrig hørt eller set regentens nytårstale (eller statsministerens for den sags skyld). Jeg ville ikke modtage en orden, blev jeg tilbudt en sådan; hvad det angår står jeg fast i modsætning til tidens sjakrende socialdemokrater. På den anden side er jeg bedøvende ligeglad med den udgift på et beskedent antal millioner, man understøtter monarkiet med. Det er sikkert rigtigt, at de penge er “godt givet ud” som en jyde ville sige, fordi de målrettes magthavere, rigmænd og andre der lader sig købe for ussel mammon. 

    I øvrigt har jeg aldrig forstået, hvorfor man i folkemunde betragter en folkevalgt præsident som eneste alternativ til en konge, der har arvet titlen. Jeg har engang læst, at der findes over 80 versioner af styreformen demokrati. Mon ikke en god politolog kunne finde nogle stykker, der ikke opererer med en kransekagefigur? “Vil du hellere have en kedelig præsident?”, bliver jeg spurgt hvis jeg ved en fejl begiver mig ind i en diskussion om dette ligegyldige emne. “Nej tak, jeg vil gerne helt undvære den slags” er mit svar. Jeg synes ikke, institutioner, der bygger på særlige privilegier til nogle få, hører hjemme i et moderne demokrati.

    Hvorfor bruger Jeg overhovedet ti minutter på at skrive om alt dette? Derfor.

  • Evanluere – at se frem

    I 1970’erne dukker fænomenet evaluering op. Ordet har fransk afstamning og handler om en slags værdisætning af et eller andet, ofte et projekt: Hvordan gik det? Det er altså tilbageskuende, og det kan jo være godt nok at tænke sig om, lære af det forgangne og finde ud af hvad der evt. gik galt. Men begrebet er efter min mening blevet misbrugt. I takt med den såkaldte djøfisering, begejstringen for at opgøre alt i et excel-ark og trangen til at dokumentere og registrere alt muligt, har man brugt uhyrlige summer på – ingenting. Bl.a. inden for kulturlivet. F.eks. på Kulturmødet, som jeg i seks år var i ledelsen for.

    Jeg opfandt i den forbindelse “Kulturmødets Grønbog” efter inspiration fra EU, hvor man arbejder ud fra følgende: “En grønbog fungerer som en slags diskussionsgrundlag. Det er et dokument, hvis formål er at skabe debat og starte en høringsproces på et område”. Det var lige mig. I mit oprindelige koncept er én af KM’s bærende søjler, at man bringer samtalen videre fra år til år på et fundament af erfaring, men især visioner om fremtiden. Med vanligt storsind forærede jeg Kulturmødet begrebet evanluering, og vi udgav en fornem grønbog i 2013. 

    Det blev ved den ene, for embedsfolkene mente ikke, at den slags var godt nok for de politikere, der betalte gildet. De ønskede gammeldags evalueringer: positive referater med lovprisninger om hvad deres generøse bidrag var gået til, så de kunne vifte vælgerne om ørene med deres gode gerninger. Igen fossede penge ud ad kassen til endeløse tabeller, grafer og uforståelige konklusioner, der havde meget lidt med kunst og kultur at gøre og værst af alt var helt unyttige i den fremdrift, Kulturmødet blev skabt til.

    Der var ikke mange, der lagde mærke til den nye stavemåde og begrebet evanluere slog aldrig så meget igennem at det kom i Den danske Ordbog, men det vigtigste var også dette: at se frem.

  • Dødmandsknap

    Jeg skrev engang et digt, betitlet “Rutiner og Ritualer”. Det handler om min skræk for rutiner, som jeg finder dødbringende, og mit behov for ritualer, som jeg finder livsbekræftende. Simpelthen fordi rutiner gentager sig selv kritikløst, medens ritualer kræver bekræftelse, der skaber fornyelse. 

    Nogle af de værste rutiner, jeg kender, er opstået med de nye, digitale kommunikationsformer. Vist er SMS-systemet et herligt redskab, men standard-beskeder som “Godmorgen, goddag, godaften, godnat” strømmer mig i møde under dække af bekymring, engagement, kærlighed eller hvad ved jeg, og det finder jeg meningsløst. Det virker som en dødmandsknap, der defineres som “en sikkerhedsanordning i tog i form af en knap eller pedal som under kørslen skal betjenes vedvarende. Hvis føreren ved et ildebefindende el. lign. slipper knappen eller undlader at aktivere den, standser køretøjet automatisk”. 

    Jeg prøver stedse at vænne mine kære og nære af med den trafik: “Hvis I ikke hører fra mig er jeg i live”, påstår jeg. Jeg kan godt se det problematiske i det modsatte: “Hvis I ikke hører fra mig er jeg død”. Men når det sker opdager de det nok.

    Alt dette hænger sammen med at jeg er utryg ved vaner og sædvaner. “Når alt er som det plejer er alt godt” mener mange. Hvis man i det nordlige Jylland, hvor jeg kommer fra, spørger “Hvordan går det?” får man som regel svaret “Stille og roligt” og det skræmmer mig. Skulle man svare “Ad helvede til” stopper kommunikationen brat. Jeg er mest tryg, når det uventede, spændende, måske lidt farlige gør sit indtog i livet. Jeg har ikke megen brug for formaliteter og jeg ynder uvaner frem for vaner, så en dødmandsknap i mit liv er overflødig.

    Jeg og min samlever Celine, som jeg i øvrigt er for lidt sammen med, kommunikerer da i ét væk, men vi planlægger sjældent noget; efter et kvart århundredes bekendtskab er vi mere trygge ved det spontane og er helst fri for en masse digital sniksnak. Dog undtaget udsagnet “Jeg elsker dig”, som ikke kan misbruges. Det kan selv en dødmandsknap ikke overflødiggøre.

  • Blomsterbørn

    Egentlig er jeg født blomsterbarn i og med at min far var blomsterhandler. Men begrebet blomsterbørn fik en særlig betydning for mig, da jeg var teenager. Det opstod som “flowerpower” i Californien i 1967, da en mængde unge bl.a. i protest mod Vietnamkrigen, bar blomster som deres alternativ til geværer. 

    Allerede samme efterår mødte jeg udtrykket “blomsterbørn” da jeg begyndte i 1. Real på Seminarieskolen i Aalborg. Jeg har tidligere beskrevet de tre års skolegang som nogle af de bedste i mit liv. Dette bl.a. i kraft af den meget inspirerende dansklærer Palle H. Steffensen, der underskrev sig “PH” (hvem mon han identificerede sig med?). PH lærte os som noget af det første sangen “Today”, et hit fra 1964 som var en slagsang for bomsterbørnene. 

    PH kerede sig som dansklærer ikke om, at sproget var engelsk, når vi sang Randy Sparks ord: Today while the blossoms still cling to the vine, I’ll taste your strawberries, I’ll drink your sweet wine. A million tomorrows shall all pass away. Ere I forget all the joy that is mine today. Melodien var lige så smuk som teksten og vi lærte den hurtigt. Sangen handler om at leve i og nyde nuet medens det er der, sorgløst og uden den store bekymring for hvad der sker omkring en – lokalt som globalt. Dermed kom den til at danne en skærende kontrast til det, vi i øvrigt lærte på denne specielle skole (også af PH): at engagere sig, tage kritisk stilling og ikke mindst agére på grundlag heraf.

    Dualismen mellem det smukke og de barske realiteter har fulgt mig lige siden. Naturligvis i livet som sådant, men især i kunsten, min kristne tro og min socialistiske livsholdning. Senest oplevede jeg den meget skræmmende, da jeg i julen fik mulighed for en kort gæsteoptræden ved orglet i St. Stephansdom i Wien. Netop dagen før jul var der indløbet terrortrusler mod kirken (og Kölner Dom) og man fandt det nødvendigt at visitere kirke- og koncertgængere og bevogte Guds hus med bevæbnet politi og militær – og de havde ikke blomster i geværløbene!