OGUNDERGENERALKRIGSKOMMANDØRSERGENT (CEO) Mange vil vide, at dette underlige ord er hentet fra H. C. Andersens “Hyrdinden og Skorstensfejeren”. Her skildres et trekantsdrama i et børneværelse, hvor to dukker, en skorstensfejer og så ham der gedebukkeben, kæmper om den yndige hyrdinde. Hyrdindens bedstefar anbefaler gedebukken, som ikke er nogen sympatisk dukke, men hyrdinden ender med at vælge skorstensfejeren. Ud over at vælge kærlighed og menneskelighed, fravælger hun titler – de er ofte bedrageriske. Jeg har aldrig ladet mig imponere af titler. Min mor havde en smule respekt for den slags, min far slet ingen. Måske følte han sig underlegen i selskab med præster, advokater og læger – i hvert fald syntes han de…

Denne tekst er en del af et større – litterært – værk, www.engang.nu, (omfattet af lov om pligtaflevering), hvis overskrift er erindring. Men hvad er erindring? Almuen (i min verden den ureflekterende, uuddannede del af befolkningen) anvender ofte ordene huske og erindre synonymt. For almuen lyder “erindre” måske lidt finere eller gammeldags og derfor mere “dannet”. Men de to begreber er som nat og dag; næsten bogstaveligt… Jeg har det seneste par år beskæftiget mig meget med erindring, både i teori og praksis, og det har på flere måder fået fatale følger for min hverdag. For sådan som jeg er kan jeg ikke beskæftige mig så intenst med noget uden at…

Jeg er, som ofte før i mit liv, under psykoterapeutisk vejledning denne tid. Udtrykket anvendes fordi jeg finder begrebet “coaching” tåbeligt og ikke dækkende, men også for at skrive, at jeg ikke er tvangsindlagt og helt bims i bøtten. Det handler om en krusning på overfladen, som mange mennesker oplever jævnligt. I modsætning til nogle forsøger jeg at gøre noget ved det, fordi et trekvart langt liv har lært mig at den slags problemer ikke bare går over, når solen skinner igen.  Jeg har aldrig fået én af de mere hæderkronede diagnoser som skizofren, maniodepressiv o.s.v. – det har højest beløbet sig til “endogen psykose” og “absence”, lidt amatøragtige prædikater,…

Det må have været omkring år 2000, at jeg som redaktør for ny musik i Danmarks Radio var med til at arrangere en festival (vistnok kaldet Up North) sammen med RTE, det irske DR, i Dublin. DR’s bidrag var et gæstespil med det glimrende ensemble Contemporanea. I fem dage sendte min makker Anders Elberling og jeg koncerter med ny dansk musik, spillet af Contemporanea, til de danske lyttere. Det var nogle herlige dage med et glimrende samarbejde både med kollegerne fra den irske radio og de herlige musikere. Det handler denne erindring dog ikke om; historien går ud på, at jeg nær ikke var kommet med til Dublin, fordi jeg…

Min far var stammer og samtidigt en glimrende sanger, som plejede sit talent i præliminærklassen på det spæde nordjyske musikkonservatorium, hos koncertsanger G. Thune Steffensen. Det var fornemt og det var i 1930’erne. Drømmen om at blive sanger eller skuespiller bristede som så mange andre, fordi min farfar ikke havde forståelse for den slags unyttigheder. Det med at stamme og synge er jo en pudsig kombination. Vi børn fik instruktion i, hvordan vi skulle reagere på fars stammen: ikke afbryde, ikke gøre sætninger færdige for ham, ikke grine ad ham o.s.v. Det overholdt vi, selvom det ind imellem var svært. Også fordi han havde en selvironisk distance til handicappet. Han…

– og spænd skierne fra sang Erika Voigt i ABC-revyen 1949 til en tekst af Erik Leth. Visen handler om en dansk turist, der gebærder sig ret uheldigt i broderlandet. Det er ikke svært, for nordmændene har mildt sagt andre værdier, en mere stålsat moral, og mere snævre grænser end danskerne – i hvert fald når de er hjemme. “Kom til Norge min far” er blevet et mundheld, og det er noget, min elskede søn Christopher, der har holdt Norge ud i 35 år, jævnligt siger. Desværre må jeg for ofte svare “en anden gang” for der er frygtelig langt til Norge, føler jeg. Hellere flintrer jeg rundt i Europa.…

Da jeg studerede på konservatoriet i 70’erne havde jeg i et stykke tid ansvaret for at fylde nogle såkaldte fællestimer om onsdagen, hvor alle studerende og lærere principielt skulle indfinde sig. Det gjorde de nu ikke. Af de ca. 100 mulige troppede en snes stykker op, hvis det gik højt. Fællestimerne handlede om emner og forhold, som formodedes at have bred musikalsk relevans, og den slags interesserer ikke en ung, håbefuld oboist, hvis eneste formål med studiet er at blive så god til sit instrument, at hun kan optræde som solist i Carnegie Hall eller blive ansat i Berliner Philharmonikerne (hvad de færreste jo gør). Dette nævnes, fordi det måske…

Jeg havde kort før årtusindskiftet et kort, men inspirerende forhold til en nordisk skuespiller, der, trods succes med karrieren, i nogle måneder arbejdede i en slags eksil som tjener på en café i København. Hun døde forholdsvis ung, måske (og det skrives med mange forbehold) fordi hun var i en slags kronisk identitetskrise. Dette skal dog ikke handle om hende, men om tid og identitet. På et tidspunkt i forholdets begyndelse kom hun i snak med én af mine bekendte, en kvinde, der kender mig godt og vel, for at sige det mildt – og gennem årtier. Jeg kævede den som vanligt oppe i baren, de to kvinder sad ved…

Heldigvis er det ikke klassiske symfonier og tungsindige operaer det hele. Man oplever også komedier engang imellem, og det helt almindelige, såkaldt pulserende liv uden for koncert- og teatersalene kan såmænd tilbyde selv en højtidelig musikkritiker som undertegnede mange forestillinger indenfor genren. Én af dem har jeg lige oplevet: jeg har været til det årlige torskegilde hos Skattevæsenet, og det er nok en anmeldelse værd. Hvert andet år er det en kvinde bag skrivebordet, og hun annullerer de ordninger, jeg har lavet med det foregående års mand på stolen. Han sidder der ikke året efter, så sidder der en ny mand eller kvinde, som annullerer det foregående års aftaler om…

Klimadagsorden, bæredygtighed og omsorg for naturen er måske nok nye begreber, men jeg lærte indholdet af dem at kende allerede som barn. Selvom de fine ord var ukendte for mine forældre, var det en selvfølgelighed, at man passede på og havde respekt for naturen, at man omgikkes forbrug af vand og andre råstoffer med fornuft (vand var ellers gratis), at man ikke svinede til og ellers ryddede op efter sig. Vi var ofte ved Blokhus eller Løkken strande søndag eftermiddag om sommeren, og for- og efterår kaldte Rold Skov eller Mossø på et besøg. Havde vi ikke bil, lånte far chefens Citroën (den hed vistnok model 15), en vild luksus, som…