Jeg har tre børn. Den “mellemste” hedder Christopher. Han fylder 39 år i dag. Da han var barn kaldte jeg ham “Totte”, kærligt, men måske lidt pjattet i og med at hans navn, som ikke er tilfældigt (heller ikke stavemåden), har samme rod som navnet Kristus. Jeg tænker altid på min søn som en klippe. Han er et solidt, bestandigt og overdådigt menneske på en stille, urokkelig måde. Han er sammensat af værdifulde mineraler, mest guld.  Dette smukke og stærke menneske kendetegnes mest af en imponerende empati og energi, der kommer de mennesker til gode, som er så heldige at kende ham. Han har venner fra sin barndom, som nyder…

“Du skal altid have en 10-øre i lommen ellers tisser hundene på dig”, sagde farmor, men den slags har aldrig bidt på mig. Og dog: Indtil for nyligt havde jeg altid nogle cent på lommen når jeg rejste rundt – “tissepenge” kaldte jeg dem, måske inspireret af farmor. For to uger siden brugte jeg mit kreditkort til at betale toiletadgang i Prag for 10 kurona – knapt 3 danske kroner.  Jeg har aldrig kunnet lide kontanter og i min teenagetid blev jeg skræmt ved synet af mænd, der havde en stålkam og en bugnende portemonnaie i baglommen – macho-agtigt som en sort brugtvognsforhandler. De uhumske 50-ører smider jeg altid i et hjørne af baren –…

12. oktober 1985 blev jeg gift med Christina, 22 år. Det skete i Budolfi Kirke Aalborg, og det var et ganske særligt bryllup med et særligt ritual og særligt personale – dr. Phil. et theol. Per Salomonsen og den uforlignelige organist Michael Austin. Intet var normalt, gennemsnitligt eller kedeligt.  Det var vort møde 112 dage forinden heller ikke. Det skete altså 22. juni på Café Rendez-Vous i Aalborg, hvor jeg var på arbejde for DR. Vi havde arrangeret en koncert med 60’er rock og jeg var producer, løbende frem og tilbage mellem scenen og vores musikbus uden for. Der sad hun så som publikummer, Christina, og generede min koncentration så…

Jeg har i de seneste kapitler spurgt: hvordan gik det med studierne? Og undveget svaret indtil videre. Her skal det handle om alt det, der er grunden til at det er vanskeligt at svare. I det sporadiske CV på min hjemmeside (som ikke er skrevet af mig) kan man om 60’erne og 70’erne læse: 1963-stadig: komponist. Ca. 1.500 værker; 1966-stadig: skribent. Ca. 4.000 essays, kronikker m.v.; 1969-78: organist Ørum kirke; 1970-78: studier ved Nordjysk Musikkonservatorium; 1970-79: programmedarbejder Danmarks Radio; 1974-84: Lærer ved Aalborg Musikskole; 1975-80 studier ved Århus Universitet. Det er alt sammen rigtigt og faktisk beflittede jeg mig med meget mere. Der kommer flere kapitler her på bloggen om…

Komponisten Erik Norby var et af de mest flamboyante mennesker, jeg har mødt (og jeg har mødt mange!). Da jeg i 1975 optages som første og eneste elev i komponistklassen på Nordjysk Musikkonservatorium, bliver han min hovedfagslærer med to ugentlige timer. Han gad ikke undervise i instrumentation, sikkert fordi han var suveræn i dén disciplin. Her fik jeg en klamphugger, som det ikke er værd at nævne her. Komposition var Eriks fag, men som tidligere beskrevet er en væsentlig basis for dette studium en stor baggage af musikteoretisk viden og det helt afgørende fag instrumentation (i kort beskrivelse håndværket om instrumenternes muligheder og hvordan de udnyttes). Han havde siden 1966 været…

Som beskrevet i sidste kapitel engagerede jeg mig i studenterarbejde og administrativt arbejde i min konservatorietid 1970-78. Men hvordan gik det egentlig med mine musikstudier? Jeg gennemførte konservatoriets 2-årige forskole med orgel som hovedfag, men havde fravalgt den såkaldte PO-prøve, for så skulle man til eksamen og jeg havde forlængst fravalgt orglet fordi jeg indså, at jeg ikke ville blive en særligt god organist. Jeg skulle altså ikke til eksamen, men alene til optagelsesprøve til hovedskolen i 1972, og selvom den var krævende, passede de mere akademiske fag musikteori og – historie bedre til mig. Som tidligere beskrevet var det den nye rektor, Orla Vinther, der indførte disse fag og…

Da jeg i foråret 1970 havde fået meddelelse om at jeg kunne begynde på Nordjysk Musikkonservatorium 1. september, men måtte konstatere, at den uddannelse, jeg var optaget på ikke passede mig, fik jeg straks et møde med konservatoriets direktør Harald Krebs. Selvom jeg kun var en stor teenager var det mig selv og ikke mine forældre, der ordnede den slags. Jeg annullerede min eventuelle ærefrygt for den fornemme direktør og erstattede den med en vis respekt, men alligevel var det nok en selvsikker og en smule flabet knægt, Krebs oplevede ved den lejlighed. Jeg fik min vilje – og det var ikke sidste gang Krebs måtte døje den uvorne, men…

I foråret 1970 blev jeg optaget på Nordjysk Musikkonservatorium med orgel som hovedfag. Jeg var 16 år og valget var bevidst og velforberedt, selvom flere havde forsøgt at tale mig fra det. Konservatoriet var dengang privat, med en direktør, Harald Krebs, som først og fremmest var embedsmand, men dog af den mere kreative slags. Dog ikke en person, man nærmede sig uden at have bestilt tid i forvejen. Det gjorde jeg naturligvis, allerede dagen efter at jeg havde fået meddelelse om optagelse. I virkeligheden ville jeg ikke være organist, men komponist, og vejen hertil var ikke let. Man havde slet ikke faget på NM, men kun på konservatoriet i København,…

Jeg blev ved min fødsel navngivet Evan-Thore Vestergaard Andersen. I mit hjem gik man ikke ind for barnedåb, så jeg blev først døbt som 17-årig på egen foranledning og i øvrigt uden at andre end præsten og jeg kendte til det. Jeg har aldrig fået en ordentlig forklaring på det lidt usædvanlige fornavn, men efternavnet gav jo sig selv som den slags gjorde dengang. I skolen blev jeg hver morgen råbt op som én af de første: “Andersen, Evan” råbte læreren og jeg bekræftede med et spædt “ja”, hvis jeg ellers var til stede. Alle kaldte både min farfar og far “Vestergaard”, så jeg følte mig mere som en Vestergaard,…

Nu om dage drikker man ikke alkohol når man er på arbejde. For 50 år siden fik ølkuskene mere end én fortjent tår over tørsten når de slæbte tunge trækasser med øl dagen lang (faktisk er jeg gammel nok til at have oplevet hestevognstrukne øltransporter). Da jeg gik på konservatoriet i 70’erne var der guldøl og små snapseflasker, “kyllinger”, i automaterne og da jeg fik mine første faste arbejdspladser efter studietiden åbnede man alle møder med det ukrudtsmiddel, der kaldes Gammel Dansk, og det var kutyme at kvæle i hvert fald én håndfuld øl i løbet af arbejdsdagen. På chefens kontor var der champagne i køleskabet. Dette som afsæt til…