Der findes noget, det er bedre at opleve uden at være der. Døden f.eks., men det er nok at gå til yderligheder. Nyligt erklærede Donald Trump noget i retning af at intet – end ikke døden – kan stå i vejen for ham. Mere ærbødig er Woody Allen når han siger, at han ikke er bange for at dø, han vil bare helst ikke være der, når det sker. Naturligvis kan ingen af de to herrers krav stilles til livet – eller døden.

Men jeg har optrænet en evne til at opleve per substitution. Udtrykket betyder ”ved erstatning”, og har en slags parallel i by proxy – ”ved stedfortræder”. Også dette er et udtryk for den adfærd jeg dyrker, når jeg gør krav på oplevelsen af en begivenhed, jeg ikke selv direkte kan bevidne.

Man kan bruge koncerten som eksempel. Jeg har anmeldt omkring 2.000 koncerter og jeg har overværet dem alle. Der går dog frasagn om anmeldere, der dummede sig ved at anmelde koncerter, de ikke vidste var blevet aflyst. Det er selvfølgelig uhæderligt. Til gengæld er jeg ofte gået midt i en koncert, f.eks. hvis jeg skulle nå en anden samme aften. Det var helt normalt i gamle dage rundt om i Europa og især ved festivaler kan det være nødvendigt. 

På samme måde er jeg ofte sprunget over, hvor gærdet var lavest når jeg skulle anmelde bøger. Jeg læser forordet, litteraturlisten og nedslag i bogen og danner mig et indtryk. Hvis jeg er i tvivl om min bedømmelse, kæmper jeg mig gennem hele værket. Da jeg præsenterede ORDKRAFT Festival i 2012 blev jeg spurgt, hvad jeg selv læser. Mit nonchalante svar var: ”Jeg skriver bøger, men læser ikke bøger”. En sandhed med modifikationer – og dog.

At anvende overspringstaktik kræver hæderlighed, f.eks. i form af en deklaration, der tilkendegiver at jeg ikke hørte eller læste alt. I mit tilfælde kræves der også håndhævelse af det princip ikke at skrive en negativ anmeldelse uden at have hørt hele koncerten/læst hele bogen. Jeg oplever altså ofte per substitution. Også når jeg dag ud og dag ind orienterer mig i kunst- og kulturlivet. Ingen kan jo ikke læse alt, men man kan læse om alt og derigennem benytte sig af andres viden og erfaring, hvilket jeg finder helt legitimt.

Problemet med tilstedeværelse er at den fordrer og skaber opmærksomhed. Det kan være anstrengende hvis man helst vil være en observerende flue på væggen. Jeg går aldrig til uropførelser af min musik. Jeg synes, det er stærkt ubehageligt at konstatere at flere måneders arbejde resulterer i 10 minutters musik. I gamle dage sendte jeg min mor, senere blev det en ven; ofte orker jeg ikke engang at høre om deres oplevelse.

Man kunne tro, at det er let ikke at være tilstede – det er jo bare at blive væk. Sådan er det ikke. Nysgerrigheden og forfængeligheden i trangen til at blive set står ofte i vejen for den fuldendte tilfredsstillelse af substitution. Man kan også blive overfaldet af dårlig samvittighed, tanken om at være fej eller bange for virkeligheden. Hvad med den i øvrigt – det faktiske liv?

Også dér sniger jeg mig ofte uden om for i stedet at suge til mig af andres oplevelser og indtryk. Men på ét punkt må jeg opgive strategien: når det gælder det direkte møde mellem mennesker. Den slags kan ikke erstattes af noget som helst og jeg har aldrig forstået fænomenet dating på nettet. Dér kryber man jo i skjul, undertiden bag bedrag og løgne – og det er noget helt andet.  

To af mine hovedfagslærere på musikkonservatoriet i 70’erne var tilrejsende docenter. Det betød, at de hver uge tog tog fra København (den ene havde flyskræk) til Aalborg og klarede deres 12 undervisningstimer så de næste dag kunne returnere til København, hvor de havde andre jobs at passe. Det fungerede helt fint og der blev også tid til at feste hvad de to (den ene mere end den anden) var ret gode til.

Der er tale om den farverige organist Niels Henrik Nielsen og den flamboyante komponist Erik Norby (den ene). Et par herlige mennesker, der ikke blot var fremragende inden for deres respektive fag, men også glimrende inspiratorer og pædagoger (den anden mere end den ene).

Dengang var der reminiscenser fra gamle tiders mesterlære, der især på kompositionsområdet havde været gældende i århundreder. Der var en slags gensidighed i den slags. Naturligvis pralede man som elev af at have X som lærer, men det modsatte gjorde sig også gældende – dog næppe hvad mig angår. Men som den festabe jeg også er, deltog jeg i fornøjelserne når det blev aften, ofte i form af samvær på den dertil indrettede Klosterkroen . So far, so good.

En aften blev fornøjelserne til udskejelser mere end normalt, idet Norby fik den tanke, at vi kunne spise den omvendte middag i restauranten på Hotel Hvide Hus. Vi var de to herrer Nielsen og Norby og vel 3-4 af deres mere eller mindre ydmyge disciple – desværre husker jeg ikke hvem for så ville jeg have bragt deres navne til torvs. Men den ene var altså mig.

Det hele begyndte naturligvis med cigarer og cognac, for mig dog bare en håndfuld Queens Favorites og naturligvis gudedrikken. Herefter dessert, sandsynligvis noget traditionelt dansk som islagkage, ledsaget af portvin. Så kom hovedretten og forretten, der blev skyllet ned med rigelige mængder vin og øl og selvfølgelig toppedes middagen med – kaffe og cognac. Altsammen indtaget i en tåge af røg.

Ud over at det krævede en del overtalelse af tjeneren – det er sandsynligt, at vi havde taget forskud på løjerne under planlægningen – det var også ret bøvlet og decideret kvalmende. Jeg husker nu ikke, at selskabet teede sig værre end normalt endsige mødte irettesættelser fra de tjenende ånder, men det er den eneste gang, jeg har haft tømmermænd både af druk og mad. Naturligvis passede vi alle timerne den følgende dag – dog med lav cigarføring.

I serien med artikler ”fra alle årene” skal det handle om 1971, hvor især to begivenheder optog den 17-årige musikstuderende: førstepræmien i en national artikelkonkurrence om Danmarks kulturelle fremtid i det store EF og udgivelsen af den første digtsamling ”Efterklange” (pris: 8,75 kr.). Især bogen optager mig på mine gamle dage måske fordi jeg ikke har den selv. Jeg har flere gange ledt efter den uden resultat. Jeg har dog nogle af min fars udklip med anmeldelser af det lille hæfte. Det kom bl.a. i kløerne på magister Rolf Dorset, Aalborg Stiftstidende, der var kendt som en barsk fætter når han rettede sit skarpe blik og sin spidse pen mod en bog. Rolf begynder allerede i overskriften, der lyder: ”Det klinger af alle andre end Vestergaard” og så skriver han:

”Evan-Thore Vestergaard har kaldt sin lille digtsamling ”Efterklange”, formentlig for at betegne digtene som melodier, der tonede i ham efter møder med livet. Efterklangsdigtning kan imidlertid også betyde den digtning, som er lovlig sent ude. Den overtager en foregående tids former og genrer uden at kunne fylde dem med et indhold, der svarer til dem. Hvad der engang var fuldgyldigt udtryksmiddel er blevet – eller nærmer sig – klicheen. 

Desværre er det den sidste betydning af ”efterklange”, der passer bedst på den unge aalborgensers digte. Det er modernismen ti år bagefter: Rifbjerg uden blod, Benny Andersen uden fortumlet ordglæde, lidt Jæger uden skovluft og Erik Knudsen uden bid. Når Vestergaard skal leve op til så mange idealer er det svært at finde ham selv. Men mon ikke han er mere til stede i de intellektuelt prægede digte end i dem, der svulmer af følelse? Jeg tror det. Et satirisk vers som nedenstående er i hvert fald så godt, at det indeholder løfter:

Uforanderligheden trøster ingen

uendeligheden trøster færre

men evigheden trøster mange.”

Således altså Dorsets dom. Med det intellekt, han antyder måtte jeg give ham ret, men anmeldelsen ramte mig da på følelserne en kort tid. Jeg husker, at jeg skrev til Dorset og gjorde opmærksom på to sprogfejl i hans anmeldelse (som jeg har rettet i afskriften), men det reagerede han ikke på. Da jeg nogle år senere begyndte at anmelde musik i Aalborg Stiftstidende var Rolf så vidt jeg husker blevet kulturredaktør, altså min chef. Da havde vi vist begge glemt digtene, der ikke klingede af mig, men af Rifbjerg, Andersen, Jæger og Knudsen. Det er da også noget…

Jeg skammer mig over at være skamløs. Så enkelt kan det udtrykkes. Selvom det tilsyneladende er blevet moderne at tale om skam og skyld, har jeg – og vel de fleste – kendt til fænomenet fra barnsben. I mit hjem var vi troende kristne gennem generationer, men ikke så meget at det gjorde noget. I hvert fald er den nyfødte, i vores forståelse af kristendommen, kommet til verden uden skyld og skam. 

Den frihed og integritet, jeg allerede som barn intuitivt krævede og fik, gav så vide rammer, at jeg udviklede mig til et menneske, der af mange nok opfattes som en skam-løs, der undertiden opfører sig skamløst. Der er nemlig forskel på det, jeg er og det, jeg gør. Hvilket blot er en filosofisk konstatering og ikke nogen undskyldning eller noget forsvar.

Samtidigt med, at jeg ikke mener at have noget at skamme mig over (mange ville sikkert være uenige), så ved jeg naturligvis, at det blot er en slags moralsk skalkeskjul for handlinger, som mennesker med en anden etik, end min, vil finde forkastelige. F.eks. mit erotiske liv; de store krav jeg møder andre mennesker med, ofte uden selv at leve op til dem (hvilket jeg finder legitimt); min ofte ubegrænsede udnyttelse af mulighederne omkring mig; manglende accept af ”normale” grænser og rammer; listen er lang.

Skrevet på en anden måde: jeg føler mig berettiget til og tiltager mig derfor friheder, som de fleste nok vil finde forkastelige, måske foragtelige. Jeg håber dog ikke, at min adfærd direkte krænker eller sårer andre – det ville jeg selv finde foragteligt. Men: jeg er begyndt at skamme mig over min skamløshed. Når jeg skriver om det, er det fordi selvransagelsen trænger sig på nu hvor jeg er gammel. Jeg ved ikke, om det er ”naturligt” for jeg har jo ikke oplevet det før, men skammen over skamløsheden fylder meget og tager kræfter.

Måske er det aktualiseringen af begrebet skam, der har vækket noget i mig. Måske er det fordi mit liv har taget nogle drejninger, som udfordrer min egen moral og som jeg burde håndtere bedre end jeg gør. Måske har det noget med alderen at gøre – trangen til at gøre status nu hvor gammeldommen har indfundet sig. Jeg kan føle, at det måske også betyder noget, at min aalborgensiske bopæl de seneste 12 år har befundet sig i det kvarter, jeg er vokset op i – arnestedet for min manglende skamfuldhed. Det mindes jeg ofte om.

Kan det blive for sent at føle skam? Giver det mening? Har jeg overhovedet noget at skamme mig over? Har alle ikke det? Hvor parkérer jeg min eventuelle skamløshed og hvordan praktiserer jeg min eventuelle skamfuldhed? Disse spørgsmål vil jeg lede efter svar på den kommende tid og jeg vil holde læserne af Erindringerne orienteret, hvis gode svar skulle indfinde sig – og hvis ikke jeg skammer mig så meget over dem, at de bliver tabu.

Her i Erindringernes kapitel 400 er det tid for en tilståelse fordi en veninde gennem fire årtier (som altså kender mig godt) for nogen tid siden hviskede til mig: ”Du er godt nok trættekær ind imellem”. Udtalelsen var ikke møntet på vores forhold, men på endnu en offentlig diskussion, jeg havde bevæget mig ind i. Umiddelbart måtte jeg rose hende for sprogbrugen – ”trættekær” er et herligt og alt for sjældent brugt ord. Jeg havde dog ikke noget svar på stående fod.

Men hun har ret. Jeg har ry for engang imellem at være en brokrøv for nu at skrive det lige ud. Jeg indrømmer det, for det er vanskeligt at modbevise. Det er ikke blevet værre med alderen, men heller ikke bedre. Den dag, dette skrives har jeg 1) brokket mig over en prisstigning på 120 % på et af mine mange abonnementer; 2) brokket mig over Jyllands-Postens historieforfalskning i en leder om Kulturmødet; 3) brokket mig til DR og TV2 over dårligt sprog på deres sites. På denne længdegrad er solen først lige kommet til syne, så jeg kan nå mere brokkeri i dag – og der er jo også en dag i morgen.

Jeg brokker mig mest over uordentlighed, uredelighed og uærlighed; for så vidt tre sider af samme sag, nemlig at opføre sig anstændigt og respektfuldt overfor andre mennesker. Det kan være svært og jeg skal ikke fremhæve mig selv som noget unikum desangående, men jeg gør mit bedste – også når jeg bliver trættekær. Det er krævende sådan at korrekse andre mennesker. Man skal kunne bevise sin ret, man skal kunne klare kritik og være parat til at undskylde hvis man har taget fejl og: man skal huske ikke bare at skose men også at rose andre når de har ret.

Modsætningen til trættekær kunne være lalleglad – eller ligeglad. Den slags mennesker kender jeg en del af. De er konfliktsky, glatte som ål på en teflonpande, ligeglade med egne og andres fejl og dumheder, de prædiker ”Love and Peace” i ét væk bare for at undgå konflikter og stillingtagen. De er immune over for brokkere som mig – enten ved at de ignorerer mig helt eller med en stum, men sigende, opgivende hovedrysten. For den lalleglade skal der bare én kritisk bemærkning til før brokkeren bliver kaldt negativ.

”Jeg foragter folk der har hund. De er kujoner, der ikke har mod til selv at bide folk” sagde Strindberg. Så langt vil jeg nu ikke gå, men jeg har ikke stor respekt for folk, der ikke bider fra sig når der er grund til det, men gemmer sig bort i falsk positivitet, rygklapperi og den slags. Man må stå ved sig selv og have sine meningers mod; også det handler om respekt og ærlighed.

Jeg behøver næppe at uddybe, hvad jeg mener om disse lalleglade. Jeg vil helst ikke have nogle konflikter med dem. Men hvor er det befriende at få luft for min modvilje.

Forleden skrev jeg her i erindringerne, at jeg aldrig har samlet til huse og har forladt ægteskaber og arbejdspladser med tomme lommer og et par flyttekasser. Det er for så vidt rigtigt, men dronningen af mine eks’er, forhenværende fru Christina udgør en undtagelse fra denne regel (som så mange andre). Christina fandt det efter vores skilsmisse fornødent at lette sin garage for det meste af min bogsamling, vel 30-40 flyttekasser, som blev sendt over til mig i København. 

Her blev de opmagasineret i Radiohusets kælder indtil jeg forelskede mig gensidigt i Sofie, som havde en tom lejlighed på Vesterbro, skønt vi boede på Nørrebro. I Matthæusgade fik jeg pakket bogkasserne ud og bøgerne sat på stigereoler – 10 reoler á 6 hylder x 1,5 meter, altså omkring 90 hyldemeter. Det eneste, der ellers kunne være i den lille lejlighed, var et stort bord.

På et tidspunkt skete det ulykkelige, at Sofie og jeg måtte opgive vort samliv og så skulle biblioteket og bordet jo fjernes. Det skulle også jeg uden at have en afløsende bopæl; det var ikke første gang, men trods alt en udfordring. Her kom min ven, Ole mig til hjælp. Ole kendte jeg fra Bo-Bi Bar, Palæbar og andre inspirerende steder. Ud over trangen til alkohol havde vi mange og lange indsigtsrige og intelligente symposier om alt mellem himmel og jord. Ole var et givende og godt bekendtskab; også da jeg i min nød spurgte hvad katten jeg skulle gøre ved bøgerne og bordet – mig selv var naturligvis min egen sag.

Ole tilbød straks et stort, ubrugt kælderrum han havde i Charlottenlund og her bogkasserne transporteret ud til opmagasinering. Det gjorde en vognmand, som også fjernede mastodonten af et spisebord for mig. Der var tale om en 200 kg tung byrde fra mit ægteskab med papirklipper Bit. Faktisk en bryllupsgave fra mine forældre, ønsket af bruden; et massivt fyrretræsbord på 2 x 1 m med en 10 cm tyk plade. Da jeg ikke orkede at flytte mere rundt på det – i ægteskabelig forstand fortidshistoriske monstrum, spurgte jeg flyttemanden, om han kunne afhænde det for mig. Vildt begejstret foreslog han, at bordet udgjorde betalingen for flytningen og han ville gerne lægge nogle hundrede kroner oven i. Dem tog jeg ikke imod, men bordet var pist ude af mit liv.

Det hele foregik i 2002 og i 2004 flyttede jeg fra København. Som vanligt bare med nogle kasser tøj og andet fornødent – bøgerne forblev i Charlottenlund hos Ole, som jeg mistede kontakten med. NU, 20 år efter ved jeg ikke, om bøgerne eksisterer og om min tidligere ven lever. Jeg håber naturligvis at han gør – og det i bedste velgående.

Jeg håber også, at den belæste Ole har kigget lidt i bogsamlingen, for jeg havde bygget den op siden min barndom, hvor jeg tidligt lærte at læse. Der var megen skønlitteratur, især poesi, en stor mængde fagbøger om musik, billedkunst og filosofi, nogle bøger med dedikation og endelig musikalier i et ret stort omfang. Den pekuniære værdi er for så vidt uinteressant, men investeringen gennem min ungdom, studietid og senere har været betragtelig.

Dog: biblioteket er jo langt mere, end penge: det er en del af min historie, min erindring, mit liv. Jeg har læst det hele, men det er så det. Jeg har mange venner, med bugnende biblioteker med bøger – herunder uopsprættede – der vidner om, at bogsamlinger jo i høj grad er statussymboler for den intellektuelle elite; som jeg måske tilhører, men som skrevet: jeg har aldrig samlet til huse.

I 2009 deltog jeg i en serie i TV2Nord med titlen ”Livet er så mange ting”. Studieværten Per Jensen bad mig medbringe 10 genstande, der havde en særlig betydning for mig. Umiddelbart var valget lidt vanskeligt. Jeg er ikke særlig materialistisk på den måde, og jeg har aldrig samlet til huse, men har – uden fortrydelse desangående – forladt ægteskaber og arbejdspladser med tomme lommer og et par flyttekasser.  

Efter en del overvejelser (indboet var let at overskue) valgte jeg at gå ind i hvad jeg opfattede som programmets ”ånd” og medbragte 10 ting, der havde en symbolsk værdi for mig og kan siges at være kendetegnende for mit liv. For eksempel mit pas, som jeg altid bærer på mig (også til bageren om morgenen) fordi det, ud over sin konkrete funktion, er et udtryk for min frihedstrang og rejselyst – og et 2 kvadratmeter stort portræt af mig, malet af en god veninde og bestilt af en god ven, der som en anden mæcen nu havde det betragtelige portræt i privateje.

Og: jeg medbragte et lille udvalg af mine visitkort. Ikke mine egne, men de mange jeg er blevet stukket i hånden gennem årene, har puttet i lommen og derefter i en af mine mapper til den slags. Jeg havde for 15 år siden vel et par tusinde – de fleste er smidt ud. Det ville være halsløs gerning først at sortere for jeg ville næppe kunne huske bare en brøkdel af de navne og kontrafejer, der prydede eller prægede kortene, jeg ville ikke løbe den risiko at blive sentimental og – skulle det gå helt galt: forsøge at (gen)optage kontakt til nogle af de mange kortholdere, hvilket jo også kunne være farligt. Per Jensen pegede i udsendelsen på et tilfældigt kort (velsagtens fordi fotoet af en smuk kvinde sprang ham i øjnene) og spurgte ”Hvem er hun?” og jeg kunne ikke svare.

Ud over at et visitkort præsenterer navn, den vigtige titel og kontaktdata, så anvendes de jo også til små beskeder, og der kan jeg se på den ene mappe med ca. 300 kort, som jeg stadig har, at der også er håndskrevet en mængde små tilføjelser lige fra mere private kontaktmuligheder over tilbud eller anmodning om jobs til deciderede kærlighedserklæringer. Alt dette vidner om den særlige kultur, visitkort er og som, hvis man skal være højstemt, også er historieskrivning i mikroformat, mellemfolkelig kontakt og alt sådan noget.

Hvor betydningsfuldt visitkortet er, erfarede jeg da jeg i 1989 var på en månedlang arbejdsrejse i Japan. Jeg havde heldigvis daværende fru Christina med til adspredelse og især inspiration, og det første vi gjorde, da vi landede i Narita Airport var at finde nærmeste visitkortshop for at få trykt en mængde kort til os begge. I Japan har man ikke mødt et andet menneske for alvor før man har udvekslet visitkort, i øvrigt under et meget elegant ceremoniel. I de fem uger gav og modtog jeg flere visitkort end et helt år i Europa. En meget smuk skik, som jeg ikke ved hvordan praktiseres her 35 digitale år efter.

De seneste år har jeg ikke udvekslet mange visitkort, i hvert fald ikke på de nordlige breddegrader (hvor skikken heller ikke er så udbredt) for de er ikke efterspurgt så meget mere. Jeg udveksler dog stadig kort i fransk og tysk version i det egentlige Europa, men det er også langsomt på retur. Jeg tør ikke tænke på, om det bare er mine, der ikke er interesse for, men vælger at tro, at det er en kultur, der er uddøende i denne digitale tidsalder. Min forfængelighed forbyder mig at undersøge sagen nærmere.

I min serie med genoptryk af gamle artikler er jeg nået til 1970, hvor den 16-årige oprører i venstrebladet Aalborg Amtstidende udnævner ungdomsoprøret til at være en religiøs vækkelse. Året efter gik den 82 år gamle avis ind – dog næppe på grund af min kommentar. Jeg skrev blandt andet:

”Det lyder måske utroligt, og teorien vil sikkert møde modstand, men ungdomsoprøret er faktisk en religiøs vækkelse. Ingen filosofi er mere ”in” for ungdommen i dag, end kristendommen og dens budskab. Det er de samme fundamentale elementer, der er i ungdomsoprøret og i kristendommen: kærlighed, tilflugt (eller håb) og ansvar. Men de bliver forvaltet på forskellig måde. Men hvorfor gør de unge så oprør mod kristendomsopfattelsen? Netop fordi den kun er en opfattelse. De unge har indset den gamle opfattelse, den egenkærlige forvaltning af kristendommen, og paradokset heri – for hvad hjælper det f.eks. at tale om enhed og kærlighed, når der i dag praktiseres en mere splittende sekterisme, end nogensinde. 

….

Til dette har de unge et ultimatum, en ny fortolkning, der giver sig udslag i den religiøse vækkelse ungdomsoprøret. Som sagt er ungdomsoprørets principper: kærlighed, tilflugt (eller håb) og ansvar. De unges kristendomsopfattelse – den moderne kristendom – går ud fra, at det må være sjælden, det indre, det gælder. Den mener at kristendommen er en filosofi, kristendom er politisk, at kristen stillingtagen til samfundsproblemer er absolut nødvendig, at kristendommens budskab er den eneste udvej. Og frem for alt tillægger den Det nye Testamente mere betydning, end det gamle. Jesus er en helt – ikke fordi han er manden, der satte de skriftkloge til vægs eller fordi han for til himmels, men fordi han er en mand med kærlighed, og frem for alt fordi han ofrede sig selv for kærlighedens skyld. 

….

De unges ultimatum siger, at kristendommen er en filosofi, der kan hjælpe verdens mennesker i deres øjeblikkelige og enhver situation. Det er de filosofi, den religion, der kan hjælpe os til erkendelse, vækkelse af de åndelige værdier, der er i os. Det er den vej, der med helten Jesus Kristus som forbillede kan føre os til Gud. Altså hvis den bliver forvaltet rigtigt, hvis man finder det væsentlige i dens budskab og hvis man er villig til, som Kristus, at ofre lidt af sig selv for kærligheden. Kristendommen har ikke noget med danseforbud at gøre – eller med at være langhåret og -skægget, kristendommen er et budskab til sjælen”.

Celine kaldte mig nyligt en “ermit” i en blid men bestemt bemærkning om at vort samliv trænger til mere samvær – sagt på en anden måde: at jeg nyder samværet med mig selv mere end samværet med hende. Intet kunne være mere forkert, men det kan godt se sådan ud. På dansk betyder ”eremit” noget i retning af eneboer. På fransk er det forbundet med ordet eremitage, som er en slags tilflugtssted, hvor man kan være alene med sine tanker og sig selv.

Jeg har altid været tiltrukket af – og praktiseret – at trække mig tilbage til steder andre ikke har adgang til. I min voksne tilværelse altid haft mit eget værelse, som ud over det arbejdsmæssige altid har haft rekreationsmuligheder. Selv på skiftende arbejdspladsers kontorer med enkle livsfornødenheder, f. eks en sofa, for at kunne arbejde. 

Noget af det, jeg nød mest som barn var at pjække fra skole og tilbringe dagen alene et øde sted ved havnen i fødebyen. Senere var jeg ved 5-tiden hver morgen den eneste på gaden mellem mit hjem og Ansgars Kirken, hvor jeg så tilbragte et par timer alene ved orglet. Og igen nogle år efter nød jeg sommerferierne næsten mutters alene på konservatoriet, hvor jeg tog et studiejob som bestyrer af biblioteket simpelthen for at have en hule at gemme mig i. I de første år af min DR-tid flintrede jeg rundt i landet og sendte koncerter og gudstjenester. Omkring 40.000 kilometer årligt blev det til og jeg nød de mange timer alene i bilen. Jeg har aldrig delt kontor med andre – jeg ville simpelthen ikke kunne arbejde der.

Jeg kan tilbringe 3-4 døgn på mine 33 kvadratmeter i Danmark uden at forlade stedet for så ikke at komme der 2-3 måneder. Jeg har det fornødne (og masser af aktivitet og by i afstand uden for døren) på den sparsomme plads og så ikke mere. Jeg kan arbejde, vegetere og overleve. Jeg bryder mig ikke om spontane visitter og det antal besøgende jeg har haft på 13 år kan tælles på to hænder. Mine ejendele kan pakkes i tre flyttekasser på et kvarter skulle det blive nødvendigt. I Celines boliger er situationen den samme. Jeg stilles mine egne lokaliteter til rådighed også her med sparsomme ejendele, egen ind- og udgang og ofte uden ”besøg” i ugevis. Selvfølgelig har jeg adgang til resten af hjemmet, men jeg er “ikke materielt” synlig der.

Alt dette hænger måske sammen med hvad jeg også altid har praktiseret og fundet nødvendigt: en slags nomadetilværelse. Jeg kan ikke være samme sted i mere end nogle dage så skal jeg videre. Derfor har jeg altid mit pas på mig, og jeg rejser som regel ”empty handed”. Nyligt fyldte jeg 70 år men lod ingen vide – ej heller Celine eller børnene – hvor jeg tilbragte dagen. Den slags har omgivelserne vænnet sig til, men nok aldrig forstået.

Også her på mine gamle dage trænger trangen til alenehed, som jeg kalder det, sig altså på. Det skal ikke forveksles med ensomhed og jeg er ikke på vej væk fra nogen eller noget; der er ikke tale om flugt, men tilflugt. Men med alt dette sagt, så må jeg hellere slutte nede på jorden og tilføje, at selv jeg er jo kun et menneske. Ikke blot forstår jeg min elskede Celines ønske om et samliv med mere samvær – jeg deler det også. Så mon ikke… 

Om en halv snes dage lukker og slukker Vendsyssel Festival (VF) for 54. gang. Siden 2. juli har vendelboer og turister kunnet opleve især klassisk musik i kirker og koncertsale fra Skagen til Nørresundby. Festivalen præsenterer sig sådan: “Med sine 50-60 koncerter hver sommer er Vendsyssel Festival en af Europas største og mest levedygtige musikfestivaler. Det er så meget mere imponerende i betragtning af, at festivalen er – og altid har været – ledet og organiseret af frivillig, ulønnet arbejdskraft”.

I perioden 1979-2005 arbejdede jeg med VF på forskellige måder. Som ansvarlig for DR Nordjyllands musikleverancer til lands- og regionalprogrammer oplevede jeg et utal af gange koncerterne i en af DR’s musikbusser og i flere år samarbejdede jeg med festivalen om at få internationale navne til landsdelen. Som anmelder på Kristeligt Dagblad og Aalborg Stiftstidende i perioden 1977-87 og igen 2004-05 har jeg uddelt ris og ros til festivalen og dens medvirkende herunder med en årlig ret kritisk opsummering. Allerede i 1979 savnede jeg både musikalsk bredde og udsyn til andre kunstarter. Kritik af VF’s ensidighed og manglende kunstnerisk niveau gik igen i mine anmeldelser. 

Netop det VF gør en dyd ud af – den frivillige, ulønnede arbejdskraft – er en af grundene til at festivalen måske nok er ”en af Europas største og mest levedygtige musikfestivaler”, men på ingen måde kan sammenlignes kvalitativt med lignende festivaler i f.eks. Tyskland – heller ikke de regionale. Festivalens ledelse har generelt manglet folk med tilstrækkelig faglig indsigt og kunstnerisk udsyn, og har der endelig været nogle af den slags, er de forsvundet igen. Værre blev det, da landinspektør Jørgen Boe i 1992 tog over som formand. 

Boe var der også (og er der stadig) da jeg i 2005 indledte en anmeldelse således: ”9. juli 1979 anmeldte jeg for første gang Vendsyssel Festival. I de forløbne 26 år har jeg skrevet ca. 200 artikler om og sendt ca. 90 koncerter i radioen fra festivalen. Dette skrift bliver måske det sidste, og det vil nogen sikkert glæde sig over. Siden den dynamiske, vidende og åbne Bodil Clausen blev erstattet som formand, har vort forhold ikke været det bedste – simpelthen fordi jeg mener, at det kunstneriske niveau ikke er godt nok. Jeg har respekt for det store frivillige arbejde, der gøres, men knofedt er ikke nok!” Kulturredaktøren skrev undrende til mig, hvorfor jeg dog fyrede mig selv i avisen.

Det fandt jeg nu grunde nok til, da jeg i 2021 fik overrakt en flot 50-års jubilæumsbog, forfattet af min glimrende, højt respekterede anmelderkollega, Tore Mortensen. Han beretter om ”Evanthore Vestergaards bandbulle” fra 1984, ”Den store avisfejde” i 1994 og ikke mindst min afskedssalut fra 2005.Mortensens veldokumenterede og helt korrekte referater af mit mangeårige forhold til VF virkede en smule voldsomt på mig, men i min karriere som anmelder skete det ofte, at musikere, publikum og arrangører udtrykte deres uenighed – ofte i utvetydige vendinger. Jeg lå som jeg selv havde redt – der skal ikke klynkes og jeg fortryder på ingen måde de flere hundrede anmeldelser, jeg har signeret.

Mit store idol, forfatteren Georg Bernard Shaw, der omkring 1890 selv var anmelder, blev engang beskyldt for at han ”bestemt ikke var nogen gentleman”. Hans svar var: ”Jeg har aldrig kunnet se, hvordan en Kritikers Pligter, som bestaar i at komme med pinlige Bemærkninger om de mest følsomme af hans Medskabninger, skulde kunne forenes med en Gentlemans Opførsel”. GBS havde så meget ret og det er ikke mit anmelderi, der giver mig natlige mareridt.