“Sproget konstituerer mennesket” mente den franske filosof Jacques Derrida. Det har jeg taget til mig, både generelt og hvad angår mig selv. Selvom Derrida ikke ville spændes for en vogn, havde hans tænkning slægtskab med Ferdinand de Saussure, der grundlagde strukturalismen, og Jacques Lacan, der senere udviklede idéen. Alle tre har interesseret mig fra jeg var ung.

Jeg er et barn af eksistentialismen og strukturalismen. Ligesom jeg mener, at eksistensen går forud for essensen – at det enkelte menneske skaber hvad det er – mener jeg, at netop sproget udgør forskellen til andre livsformer. Som kristen hylder jeg Johannesevangeliets præambel: “I begyndelsen var Ordet og Ordet var hos Gud og Ordet var Gud”, en skabelsesberetning, der på et nanosekund overhaler den gammeltestamentlige reverenter talt big bang-myte om at Gud skabte verden på seks dage. På samme måde virker Grundtvig (som jeg ellers ikke er nogen fan af) på mig når han skriver “Ordet skaber hvad det nævner”. Det er jo samme tankegang og for mig findes en idé i min hjerne ikke før der er sat ord på den.

Jeg blev for mange år siden præsenteret for en ordleg gående ud på at man stiller et vilkårligt spørgsmål, f.eks. “Er prisen på fisk ikke stukket af?” og derefter gennemfører et maraton af spørgsmål og svar indtil man når det ultimative svar: “Gud”. Det er ikke bare en munter leg, den er også lærerig – prøv selv! Den anskueliggør sprogets udviklende egenskab.

For mig er sproget vigtigt på niveau med fænomener som kærlighed, tro, liv og død, selvom det har andre funktioner end dem; eller rettere: fordi sproget har en funktion, hvor de øvrige er følelser, stemninger og tilstande. Sprogene udgår fra hjernen, som også skaber, udvikler og vedligeholder dem. Når jeg skriver sprog i flertal, er det fordi der jo findes andre sprog end det verbale: Kroppen har mange sprog: bevægelse, gestik, sanser osv. og de mere kulturlige: dannethed, opførsel, påklædning mv.

Dog: ordenes sprog er grundlaget for det hele. Ud over at kommunikere med det, bruger jeg det som proces i det meste af det jeg foretager mig, både fagligt og personligt. Her er det, at sproget – via min hjerne – leger med mig: jeg har et gådefuldt associationsapparat. Når jeg ser ordet “is” opstår billedet af en gletsjer eller ispind måske, men også ord som især, istemme, i september, i seng mfl. og de skaber alle genveje til nye idéer og tanker.

Således sender min hjerne mig ind i et spind, et mylder af ord, som kan kværne rundt i time-, dage- og ugevis og på næsten autistisk manér udfordre ikke blot det kognitive men også det fysiske i min hverdag. Ofte går jeg i stå i en absence-lignende tilstand, hvor et skilt i supermarkedet forhindrer mig i at fylde min kurv fordi ordet “torsk” fylder mere end den fisk, der ligger på is i montren og som jeg skal købe og spise i aften.

Man kan more sig over denne besættelse af ord, men det kan også ligne en lidelse og undertiden være det. Under alle omstændigheder er det ét af de vilkår, jeg ikke kan undvige fordi min hjerne kan tage over og gøre mig viljeløs. Når jeg ser dét ord – viljeløs – kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor viljen mon sidder i min hjerne; måske er den nabo til troen…?

Nyligt så jeg en udsendelse i tyske ARD’s fremragende videnskabsserie Terra X med titlen “Mein Körper. Mein Gedächtnis”. I serien om den menneskelige krop handlede det altså om hjernen, der jo bl.a. rummer hukommelsen, som naturligvis er grundlaget for erindringer. Det fik mig til at skrive en række korte essays om hjernen. Da jeg ikke på nogen måde er hjernespecialist, handler de om min hjerne, som jeg kender bedre end de fleste og bedre end de fleste andres hjerner. Jeg kan derfor ikke underholde om den fysiske gestalt, der kroner kroppen, men alene filosofere over den måde, jeg oplever og anvender min egen hjerne på.

Pudsigt nok faldt det mig ind først at tage udgangspunkt i en nyere opfindelse, kunstig intelligens. Jeg er ikke én af de mange, der er bekymret for opdagelsen af kunstig intelligens, men deler nok den udbredte skepsis over for udnyttelsen af samme. Sagt på en anden måde: er vi kloge nok til at anvende de “nye” redskaber på en givtig måde?

I virkeligheden har mennesket jo altid brugt hjernen, in casu intelligensen, til at dele erfaringer med hinanden, i historisk tid fra det antikke Grækenlands dialoger mellem kloge især mænd til vor tids samtalegrupper og hvad det kaldes. Det har også altid været et formål at systematisere og optimere den viden, man delte, i bøger, foredrag mv. Det nye er så at computerteknologi, digitalisering og internet sættes til at foretage en del af det enorme arbejde med at samle og ordne menneskehedens tanker og viden på en langt mere rationel og hurtig måde, end hvad vi hidtil har kunnet “analogt” i betydning håndholdt, forstået som menneskelig interaktion. Bekymringen går naturligvis på om kunstig intelligens også indbefatter evnen til at tænke selv. Allerede har man set farlige tendenser desangående, men indtil videre er jeg ikke bekymret, men som nævnt bare skeptisk.

Min hjerne – som jeg altså skriver om her – arbejder, som de flestes, med naturlig intelligens, som jeg foretrækker at kalde kulturlig intelligens. Hjernen er selvfølgelig en fysisk gestalt formet af natur og udvikling, men indholdet er dannet og udviklet af det enkelte menneske under påvirkning af andre mennesker og interaktionen mellem de mennesker, jeg møder, og mig – det er altså noget kulturligt; men faktisk også noget over-naturligt når der stilles spørgsmål som: “Hvor bor troen?”, “Går min viden op i røg den dag min krop og hjerne kreperer og måske kremeres?”, “Hvordan hænger hjerne og sind sammen?” etc.

Når jeg i de kommende tekster her på www.engang.nu beskæftiger mig med hjernen er det som skrevet helt uvidenskabeligt. Dog vil jeg ikke undlade at nævne, at jeg for nogle år siden havde held til at deltage i et projekt, som en spansk neurolog havde gang i. Det vil føre for vidt at delagtiggøre læseren i detaljer både generelt og vedrørende min hjerne, men det skal dog refereres, at den spanske specialist kategoriserede mig i en gruppe på en vis andel af menneskeheden, hvis hjerne ikke fungerer med arbejdsdeling mellem højre og venstre del, specialiseret i hhv. det kreative og det rationelle. Min hjerne sender opgaven derhen, hvor der i øjeblikket er ledig kapacitet uden at vælge kvalificeret hvor den burde placeres. Det medfører ofte uortodokse løsninger og det forklarer en del af min adfærd både personligt og i mit arbejde med forskellige projekter. Den spanske neurolog frarådede at tolke for meget på fænomenet, men det er jo svært at lade være…

Derfor vil jeg i nogle kapitler belemre læserne af Erindringerne med mine observationer og tanker om, hvordan min hjerne fungerer når det gælder sprog, lyde, billeder, hukommelse mv. God fordøjelse!

Nogle af Erindringernes læsere har foreslået at jeg genoptrykker nogle af de over 3.000 artikler, jeg har skrevet livet igennem. Ganske vist er der udkommet en håndfuld antologier gennem årene, men her i Erindringerne spredes nu nogle flere under overskriften “Fra alle årene”.

Fra 1979 bringes en kronik om radioprogrammet “Gæt en sang”, der i lighed med søsteren “De ringer – vi spiller”, bestyret af navnkundige Jørn Hjorting, var utrolig populært ligesom værten. Arne Honoré hed han, og fik i begyndelsen af 50’erne ansvar for den lettere underholdning i DR. I “Gæt en sang” ringede man ind til den joviale Honoré og efter en hyggesniksnak om ingenting tilsat ingenting skulle man gætte en sang ud fra et banalt emne. Honoré var en gemytlig fyr, der blev pensioneret i 1989 og døde i 2008, 86 år gammel. I kronikken skrev jeg om serien og bragte et autentisk uddrag fra den. Mine filosofiske tanker om sagen kan ses i hele kronikken i Erindringernes galleri, her nøjes jeg med én af dialogerne fra “Gæt en sang”.

Honoré: Nu er klokken 13.05. Gæt en sang, velkommen. Emnet, vi har været i gang med et par dage, “Tilbageblik og fremsyn”, startede oprindeligt med fem ord, men nu er der kun tre.

Assistent: Ja, det er rigtigt, ja, for der er to ord, der er gættet, nemlig “tænker” og “tilbage”.

H: Ja, og det behøver jo ikke vare så længe før resten bliver gættet, så jeg skynder mig at sige, at det nye emne i rækken hedder “Et meget betagende syn”. Men lad os kaste ud – kaste os ud hedder det vist, ha ha, kaste os ud i det. Vi skal til, ja, jeg ved det ikke, vi skal spørge efter Nina Jensen og vi er på Fyn tror jeg. Hallo!

Lytter: Ja, hallo.

H: Hvor er vi henne i landet?

L: I Odense.

H: I Odense.

L: Ja.

H: Og det er (09) 10…

L: Ja, det er rigtigt.

H: Det er godt. Hvad siger De til sagen?

L: Ja, vi har jo spekuleret en del over det i weekenden…

H: Har…ja, det kan man da forresten, nu De siger det.

L: Vi har haft fat i bøgerne.

H: Og disse her to ord…

L: Ja, dem har vi også.

H: Nå, så er det jo næsten givet, at De måske rammer prik..

L: Åhr, det ved man jo aldrig.

H: Hvem skal synge?

L: Ja ja, det skal datteren i huset og så mig, ha ha ha.

H: Ja, skal vi tage fat på det?

L: Ja, det gør vi.

H: Ja.

L: Ja, det er i orden. (Synger): “Når dagens sol går ned bag horisonten/og glade stjerner tændes oppe i det blå/går han ombord og drømmer sig tilbage/han ser mod syd og det er dig han tænker på”.

H: Det er rigtigt, de var der de to ord, men det er alligevel ikke de fire linjer.

L: Det var dog ærgerligt.

H: Det var dog besynderligt. Nå, altså, emnet var jo opfyldt –

L: Ja, det synes vi også”

H:  – og de to ord var med, men den ramte alligevel ikke.

L: : Nå.

H: Det var dog besynderligt. Hvad siger Bitten? (Assistent, siger ingenting).

L: Det var ærgerligt.

H: Ja, ha, det var det da.

L: Jamen vi prøver igen engang.

H: Det var godt. Hvad siger Bitten til de resterende ord?
A: Jeg siger, vi må da have været dygtige siden vi har fundet noget, der var så tæt på og det alligevel ikke var det rigtige.

H: Kan det trøste at vi siger, at det var nydeligt sunget?

L: Det var da i orden. Tak fr det.

H: Ja, ikke.

L: Vi prøver igen. H: Det er godt. Farvel.

Jeg kan ikke sige mig fri for at have en flig af misundelse når det gælder det ordbogen kalder “en følelse af bitterhed, ærgrelse og afmagt, fremkaldt af en andens materielle ejendom, egenskaber, succes eller held”. Faktisk ærgrer denne spontant opstående og uregerlige følelse mig og jeg misunder dem, der kan holde sig fri af den slags. Men jeg er kun et menneske som man siger når man vil undskylde sine skrøbeligheder og sin utilstrækkelighed i forhold til andre.

Disse glimt af misundelse er bestemt ikke noget, jeg er stolt af, især fordi de er fuldstændigt grundløse. Jeg har nået og når nok fortsat de mål, jeg har for mit liv, både på den ene og anden måde, så hvorfor angriber mit skrøbelige sind mig med denne følelse af misundelse, som jeg helst er foruden?

Misundelse er en af den katolske kirkes traditionelle hovedsynder, ikke uden grund dramatisk kaldet dødssynder, men i virkeligheden udtrykker de nok hvad de fleste mennesker betragter som en af de mest uhensigtsmæssige og uproduktive følelser og reaktioner blandt vore egenskaber. Måske fordi religionen har opdraget dem til det.

Egentligt kan jeg godt forstå misundelse som følelse betragtet, men rationelt giver den ikke mening. Det er en introvert uting som sjældent kan bruges mellem mennesker og i hvert fald ikke med positivt resultat.

Det seneste danske lokalvalg viser dette med al uønskelig tydelighed. I min levetid har jeg sjældent oplevet så megen politisk ragnarok, svig og løgnagtighed, altsammen dybest set på grund af misundelse over at andre fik det, man selv havde anglet efter eller håbet på – eller netop ikke havde, for måske er det omvendt.

Jeg tror, at min og andres misundelse ofte går på, at de andre ikke har fortjent deres gevinster i livet – materielle eller ej – snarere end at jeg er sur over ikke at have haft større ambitioner selv, når jeg nu er lykkedes med at opnå dem jeg havde. Sagt på en anden måde: misundelse handler ikke så meget om mit savn, men om at det lykkes andre at få opfyldt deres – berettiget eller ej.

Så bliver følelsen for alvor giftig. At blive trist over at andre lykkes med noget, man ikke selv har anglet efter eller gjort sig håb om er da ikke mindre end forrykt. Og kobles den så med en anden af “dødssynderne”, grådighed, går livet da helt i sort for den, der angribes – eller lader sig gribe – af avind.

Selvom jeg altid har været nysgerrig på universet, så gik perspektiverne for alvor op for mig da jeg nyligt så et tysk Tv-program og lyttede til et dansk radioprogram, der begge introducerede noosfæren, der var ganske ny for mig.

Den urgamle interesse for universet har i min levetid antaget en nogen anden karakter, end tidligere. Jeg så naturligvis også med da den første menneskelige støvle blev sat på Månen i 1969 ligesom trækplastre som raketter ud i rummet tiltrækker også min opmærksomhed. Som hos vel de fleste satte det en mængde tanker og forestillinger i gang hos mig og som udviklingen skred frem også skepsis og undren over de planer og visioner, forskere, politikere og månevandrere lufter i højtidelige vendinger.

Der er en undertone af “mission” og “kolonialisering” når USA, Rusland, Kina, Indien m.fl. investerer formuer i denne udforskning i stedet for at udvikle og redde den planet, vi lever på. De seneste årtier er dette blevet koblet med skrækscenariet om jordens undergang – at vi misbruger Jordens ressourcer med en hast, der vil udslette alt liv snarere end godt er.

Der må altså findes en Plan B mener nogle og foreløbigt arbejder en mængde fag- og andet godtfolk på at se mulighederne i Månen og Mars, der er “tæt” på Jorden. Folk, der er klogere end de fleste mener, at ideerne om at bebo en anden planet ikke kan realiseres hverken de første 100 år, måske ikke engang de næste 500 år, uanset hvor store summer og intelligens, der investeres i udviklingen. Kort sagt: tankerne om en Planet B er mere end utopiske.

Så var det, jeg mødte begrebet noosfæren, en femte jordisk sfære, der som geosfæren, hydrosfæren, atmosfæren og biosfæren er en del af Jorden. Det var den russisk/ukrainske videnskabsmand Vladimir Vernadskij (1863-1945), der beskrev dette lag af menneskelig tænkning, viden og kultur, der omgiver og påvirker Jorden og altså udgør menneskelig bevidsthed og intellekt; en slags “tanke-sfære”. Heureka tænkte jeg håbefuldt, for jeg har flere gange beskrevet min undren af hvor alt dette tankegods, herunder mit eget, bliver af engang. Senest i digtsamlingen “LIV”, hvor jeg bl.a. skriver: 

Alligevel tænker jeg forfængeligt                                                                                                                                                                  på al den viden og indsigt
jeg også samler
og lagrer som visdom.

Der er ting jeg ikke vil eller bør vide.                                                                                                                                              Det tager tid og kræfter at vide meget.                                                                                                                                          Hvad skal alt dette blive
og føre til engang?

Flyver min visdom bort
sammen med asken fra min krop?
Jeg kan ikke testamentere den til andre                                                                                                                                         og Gud ved i forvejen alt.

Det er fint nok at udforske rummet og undersøge de nærmest liggende planeter for en “Planet B”, men dét er, og vil i nok århundreder fremover være en ekstravagant hobby i forhold til den enorme opgave at udforske det menneskelige sind og hvordan det bidrager til den fælles bevidsthed, der udgør og arkiveres i Vernadskijs noosfære, herunder dens påvirkning af planeten Jorden. At se udad lykkes bedst ved først at se indad.

Jeg har fra ungdommen haft en lidt besynderlig men ikke ufarlig tilbøjelighed. Jeg læser mennesker eller rettere: aflæser dem. Måske er det inspireret af mine forældre der kunne sidde på en parkbænk eller en umagelig banegårdsbænk i timer og betragte forbipasserende og udveksle observationer og meninger om dem. I hvert fald er jeg næsten ustandselig observant på mennesker, hvis vej falder mig forbi eller jeg konkret er sammen med.

Det kan have en beskeden affinitet til det nymodens begreb stalking, men i modsætning til dét opsøger jeg naturligvis ikke andre med det formål at observere dem endsige genere dem; selve observationen når de nu er der kan jeg dog ikke sige mig fri for.

Observationerne gælder først og fremmest deres ydre, umiddelbart deres fysiske fremtoning men også gestik, sprog og talemåde, mimik, deres grad af eller evne til tilstedeværelse og deltagelse i samværet og meget andet. Af observationen følger naturligt det også stadigt kørende tankespind om hvad det egentlig var for et menneske, der gik forbi mig eller jeg havde samvær med.

Når jeg kalder denne tilbøjelighed for besynderlig, er det ikke fordi jeg på nogen måde tror, jeg er alene om den – tværtimod er jeg nok fælles med de fleste om, bevidst eller ubevidst, at møde andre med nysgerrighed og åbne sanser. Det er mere omfanget og dybden af mine aflæsninger, der bekymrer mig og som kan besværliggøre mødet med andre i hvert fald på det tankemæssige plan.

Det er det, jeg mener med, at det også er et farligt fænomen. Man har jo kun et – tvivlsomt – redskab at arbejde med, nemlig fordomme. Man ved jo ikke om de mennesker, man møder er som de ser ud til. Det er velkendt at man “ikke skal skue hunden på hårene”. Jeg bilder mig ind at være opmærksom på denne fare når jeg “evaluerer” mit indtryk af andres udtryk, men i mit baghoved lurer også et krav eller i det mindste et ønske til mig selv om at være åben og udvise en vis kongruens mellem mit indre og mit ydre, og det forventer jeg også af andre.

Den slags kan man godt forvente, men ikke forvente at få opfyldt, ikke engang hos én selv. I tider hvor man kan skjule sin identitet bag skærme som Facebook, datingmaskiner og den slags kommer nemt mistanke, mistro og misforståelser på banen. Så bliver det for alvor farligt. Jeg kan kun advare på det kraftigste imod den slags med ordene: se indad før du ser udad!

Den dag, dette publiceres, præsenterer den danske nationalbank en serie nye mønter med Frederik X’s kontrafej. Dette oldnordiske, nationalistiske fænomen er jeg ikke blot ligeglad med fordi jeg ikke er særligt royalistisk, men også fordi jeg ikke kan lide penge – slet ikke fysiske. Det giver mig alligevel anledning til nogle tanker om mit forhold til (fysiske) penge.

Det er en velkendt sag, at penge lugter. De siges også at være voldsomt bakteriefyldte, Kongens mønt er altså beskidt; sedlerne ikke mindre.

Jeg kan ikke lide dem og jeg har sjældent kontanter på mig. Farmor sagde ellers, at jeg altid burde have en 5-øre på lommen så “hundene ikke tisser på dig”. Jeg har aldrig forstået logikken i det, men da jeg begyndte at færdes i Tyskland med nyerhvervet kørekort og bil fandt jeg ud af at det var godt at have nogle mark- og pfennigmønter med hvis toilettrangen meldte sig på de tyske raststellen. Jeg har stadig lidt “tissepenge” på mig når jeg rejser rundt, selvom også småbeløb sagtens lader sig hæve på et af mine mange betalingskort.

Kortene er jeg til gengæld glad for. For ikke mange år siden blev jeg en smule forarget når et ungt menneske købte en øl til 15 kr. med sit kort, nu betaler med kort mange gange dagligt – også når jeg skal benytte et banegårdstoilet til 5 kr.

M.h.t. kongens portræt så kender jeg naturligvis traditionen, men undrer mig over, at sedlerne dekoreres med kendte åndrige personer eller imponerende broer og den slags snarere end kongen. Jeg kender naturligvis oprindelsen af udtrykket “kongens mønt”, men det er jo falsk varebetegnelse, for det er jo min mønt som jeg så må finde mig i præges af majestætens ansigt, udstanset i et tvivlsomt metal. I øvrigt har Nationalbanken for længst nedlagt mønttrykkeriet i kælderen på Langelinie Allé og udliciteret opgaven til udenlandske fabrikanter, så hvor blev det danske lige af?

Jeg blev skuffet, da Danmark valgte at stå uden for Euro-samarbejdet. Jeg synes, det giver en bunke problemer for mig i det daglige. En af de mere tvivlsomme begrundelser var at man ikke kunne forestille sig en mønt uden den evindelige påmindelse om hvordan den aktuelle regent ser ud. Det havde man nu heller ikke behøvet så bekymringen var spildt.

Normalt har jeg hverken kroner eller euro på lommen. Skulle det ske skaffer jeg mig hurtigt af med dem ved f.eks. at forære dem til en af de få tiggere, der ikke er gået over til mobilepay – ellers bruger jeg dem bare. Den mest beskidte danske mønt – 50-øren – lægger jeg ofte i et hjørne på hotelværelset. Så kan jeg se om aftenen, om der er gjort rent. Andet kan kongens beskidte mønt ikke bruges til.

Nogle af Erindringernes læsere har foreslået at jeg genoptrykker nogle af de over 3.000 artikler, jeg har skrevet livet igennem. Ganske vist er der udkommet en håndfuld antologier gennem årene, men her i Erindringerne spredes nu nogle flere under overskriften “Fra alle årene”.

Fra 1978 bringes en “Randbemærkning” fra Kristeligt Dagblad, som jeg jævnligt leverede til. Den handler om årets melodigrandprix, som Danmark deltog i efter nogle år ude og som blev vundet af boybandet Mabel med den senere så berømte Christian Have (i dag aka Christian Pave) på det krævende instrument stortromme. Jeg skriver bl.a.:

“Danmark entrede atter den internationale underholdningskonkurrence i en atmosfære af eventyr og medicinalitet. Sangenes emner var gennemgående eventyrlige (en hed “Du var Superstar”, en anden “Eventyr”, en tredje var en hippiesang om et trip til San Francisco og eventyrlig opfindsom var revykunstneren Simon Rosenbaum med sin “Hvem, hvad og hvorfor ikke?”) – og fremførelserne var eventyrligt dilettantiske og endelig hed vindergruppen Mabel, hvilket skal udtales på engelsk og derfor kommer til at betyde noget med fedronning. Og så var der det medicinale: “Hvad er det, der er galt med mig? Jeg føler mig lidt sløj” lød vinderteksten”.

“Mabel skal “repræsentere Danmark” som det hedder, ved den store konkurrence i Paris. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad det egentlig er Mabel skal repræsentere, hvad er “Danmark” i denne forbindelse?”

“Deltagelsen i grand prix’et bliver ikke den udskrabning, grand prix veteranen Otto Francker ønskede for dansk underholdning da han sagde at deltagelsen er en god chance for at vise verden at vi danske også kan. Nej, vor deltagelse bliver snarere et budskab til verden om, at vor underholdningsmusik er gået til i provinsialisme og dårlig smag. Og ude i den store verden vil man straks afsløre vor utilbøjelighed til at indrømme at vi ikke kan og man vil grine ad os fordi vi bilder os selv ind, at vi kan tilføre det internationale marked noget positivt i form af folk, der hverken kan skrive tekster eller musik og som langt mindre kan fremføre dem”

Således Kristeligt Dagblad. Jeg blev også interviewet af Aalborg Stiftstidende, hvor jeg sagde, at “Hvis vi skal eksportere den slags musik, foreslår jeg at vi også eksporterer harsk smør og vakkelvorne møbler”. Det kom på forsiden af avisen og jeg fik tæsk for det. Men som jeg plejer at sige: “Jeg siger aldrig noget jeg ikke mener. Til gengæld siger jeg desværre ofte noget, jeg mener”.

Jeg har skrevet utallige oder til kvinden. Her er én til, lidt mere subtil måske, med udgangspunkt i jomfruen over alle: Maria, Jesu moder. Efter min første fascination af at selveste Helligånden befrugtede Maria, vendes min beundring for Maria til det faktum at hun ikke havde brug for en mand. Ikke i betydningen handyman, forsørger eller socialt statussymbol, men til selve skabelsen af et nyt liv, hvor hvad der kaldes naturen jo fordrer i det mindste en kortvarig tilstedeværelse af manden. Der skal to til tango, helst af forskelligt køn, og der skal en mand og kvinde til at skabe nyt liv. For mandens vedkommende i det mindste den ressource, som hans sæd er.

Min ideelle kvinde, som der findes mange af, bevarer sin jomfruelighed når hymen er brudt og moderskabet måske på vej. Marias mand Josef var sikkert en skikkelig og sød fyr, god med sine hænder, måske ueffen med det øvrige, men i hvert fald udstyret med kærlighed til Maria, en pæn portion tilgivelse, men næppe nogen større forståelse af, hvad det var der skete omkring ham, hvilket ikke kan bebrejdes ham. Eftertiden erstattede forståelse med tro, men tro kendte Josef nok ikke til.

Nu blev Maria jo ikke gravid af liderlighed – så havde der ikke været brug for Helligånden; Maria havde en særlig mission, som var varskoet hende, men som hun nok heller ikke forstod, for tro skal og kan ikke forstås. Hændelsen blev idylliseret og Maria idealiseret – det sidste med rette. Dog: Alle kvinder bærer livet i sig, uanset om de føder børn eller ej. Alle kvinder er mødre for Vorherre (og menneske-børnene), de bærer alle aldre i sig og deres forbilledlige ressourcer forbliver intakte livet igennem.

I undfangelsen virker manden ved sin styrke, ved at vokse, penetrere, tage kontrol. Når han er kommet, kan han gå. Kvinden virker ved at åbne sig, tage imod og tage ansvar; ergo: ikke at gå, men blive. Hun forlader aldrig barnet. Heller ikke barnet i manden. Manden er ubrugelig set i evighedens perspektiv, og skal jeg være fræk og fordomsfuld: også i det mere midlertidige. Kvinden er ikke blot en naturlig nødvendighed, men – livet selv. Hun kan være gift eller ugift, barnløs eller moder, hun vil altid være enestående – den evige jomfru. Jeg kender adskillige kvinder, der ikke har brug for en mand hverken til det ene eller andet (undtaget dog formering) og jeg forstår dem godt.

Før dette kommer til at ligne et ikke ment udfald mod manden, måske direkte misandri, og ikke en hyldest til kvinden, skal erindres om, at der naturligvis findes store ånder blandt mænd, men næppe flere end blandt kvinder. Der findes modige hærførere, driftige industrifolk og kyndige vejledere blandt mænd, men næppe flere end blandt kvinder. Manden vender jeg tilbage til i et kommende kapitel.

Der tales en del om fysisk nedslidning i disse år og selvom det har været en realitet for mængder af mennesker siden industrialiseringen i 1700- og 1800-tallet og sandsynligvis hele menneskeartens levetid, er det tilsyneladende først nu at man har afdækket konsekvenserne af hårdt fysisk arbejde og forsøger at afbøde og kompensere for negative virkninger. Jeg vil ikke et sekund anfægte de mange, der gennem slidsomt fysisk arbejde skaber merværdi til kapitalen og samfundet i et omfang, der slet ikke står mål med den løn, de får og de risici, de løber.

Jeg gør blot stilfærdigt opmærksom på, at også åndens arbejde kan være ekstremt hårdt, farligt for sjæl og sind (og krop!) og medføre mental nedslidning og hvis merværdi er mere indirekte, måske helt usynlig og derfor ofte deler skæbne med det fysiske arbejde, der lider under dårlig aflønning, manglende anerkendelse mv. Kort sagt: åndens arbejder er lige så udsat som håndens og for begges vedkommende trives en del myter, dårlige forklaringer, manglende vilje til forbedringer, udskamning og det, der er værre; det meste også pga. manglende indsigt.

“Det må være dejligt at kunne leve af sin hobby”, “Hvor skønt for dig at arbejde og interesse går op i en højere enhed”, “Hvis det er så hårdt, så grib dog en skovl”, “Du har jo selv valgt det – det har arbejdsmanden ikke” etc. De fleste skabende og udøvende kultur- og kunstarbejdere har hørt dette og mere til. Ellers kan de finde det i medierne, hvis de bevæger sig ud mellem “almindelige” mennesker eller deltager i de bestandige politiske skænderier om de få og små midler, der afsættes til kunst og kultur.

Jeg har beskæftiget mig med åndelige sysler siden jeg var barn. Jeg har ikke selv valgt det. Jeg er ikke blevet tvunget af forældre, lærere eller andre, men dikteret af en indre drift, i højtidelige sammenhænge et “kald”, hvilket lyder lidt for religiøst for mig; jeg føler heller ikke, at Vorherre har tvunget mig. Når det er vanskeligt at finde en egentlig forklaring, kan jeg sige at “det er bare sådan, jeg er; jeg er født sådan eller det kom bare eller hvad skulle jeg ellers?” og den slags. Det har dog udviklet sig til at blive en slags forpligtelse for mig.

Det er sket fordi intenst mentalt/åndeligt arbejde gennem over 60 år har bygget et bjergmassiv af visioner, drømme og målsætninger op i mig. Det er mindst en prøvelse, måske en lidelse, i værste fald et ufravigeligt vilkår eller netop en forpligtelse som jeg må leve med til jeg ikke gør det mere og som minut for minut medfører mental nedslidning, især naturligvis når visioner ikke realiseres, drømme ikke nås og målsætninger stedse bevæger sig op mod stjernerne og hvert skridt jeg tager, medfører enten to skridt tilbage eller fordrer flere skridt frem.

Alt dette skaber forventninger og krav både indefra og udefra og tusinder er bukket under for dem, enten ved at tage deres eget liv eller ved at blive spærret inde så de ikke gør det. Den banale sandhed er, at det er utrolig vanskeligt at skabe kunst. “En forfatter er en for hvem det er sværere at skrive end det er for andre mennesker” sagde Thomas Mann og det gælder naturligvis alle kunstarter. Det er meget hårdere at beskæftige sig med musik, det være sig som komponist, udøver eller formidler, end det er at dyrke den som amatør eller tilhører.

Skønt det kompositoriske var udgangspunktet og jeg også har en uddannelse som udøver, valgte jeg på et tidspunkt at være formidler, iværksætter, udvikler, debattør mv. For mig havde det flere bivirkninger. Jeg bevægede mig ud ad den kuvøse, det kan være at sidde alene i et hermetisk lukket univers og skrive præcist det, man kan og vil. Da jeg bevægede mig “ud i verden” fandt jeg ud af, hvor stor, ubegribelig og kompleks den er, selv hvis man fokuserer på kunst og kultur. Lykkes man med noget skærpes omgivelsernes forventninger og krav til én. Mislykkes man forstørres de endnu mere.

Jeg fandt også ud af, at ligesom for den skabende musiker begrænses arbejdet ikke til de timer, man tilbringer med nodepapiret, det er en aldrig hvilende tilstand, der medfører et tankemylder af den anden verden – i drømme såvel som i vågen tilstand. Det befordrer en hyperaktivitet, som kan være opslidende og måske sammenlignes med den fysiske nedslidning hos en minearbejder. Sind, sjæl og krop hænger jo sammen og jeg er adskillige gange i mit liv blevet overmandet af en fysisk træthed og sårdannelser på sind og sjæl så jeg var ved at give op.

Før dette kommer til at lyde for klynkende og måske opfattes som om jeg angler efter medlidenhed (hvad jeg bestemt ikke gør), skal med, at mit arbejde dagligt har positive effekter i mit liv. Jeg kunne kålhøgent sige at “det manglede bare” eller som jeg sagde i takketalen for en kulturpris “det var på tide”, men jeg ved jo godt at den slags kan give øretæver og det kan også blive trættende. Og jeg har jo selv valgt mit “såkaldte” arbejde – eller?