• Fødsel i venteværelset

    At blive far er alle mænds hårdeste fødsel. Når man er gammel nok til at blive far har man fortrængt eller glemt da man selv blev født. I dét øjeblik tænker man ikke på moren, barnet, jordemoderen eller andre, i virkeligheden kun på sig selv – hvis man da tænker. Man fødes simpelthen, er et foster. Tænker et foster, en nyfødt? Tænker faren eller føler han blot? Jeg har været med til tre fødsler. Den første naturligvis min egen; den anden fødslen af mit andet barn, Christopher i 1980, den tredje fødslen af Nathalie i 1990. Det er for mig – som nok for de fleste – nogle af livets største øjeblikke. ”Jeg har været med”?…

  • Åh: stemmer!

    Stemmer betyder meget for mig. Ikke dem, der afgives når der er valg, men den enestående smukke egenskab, alle mennesker er udstyret med fra fødslen: evnen til at artikulere, lave lyde. Jeg ved godt, at dette udtryk også tolkes som en del af det fortærskede begreb ”dannelse” – for mig er selve lyden af stemme tiltrækkende, kvaliteten kommer i anden række. Og dog: da jeg var barn kunne jeg ikke lide min egen stemme. Det fik så være så længe jeg kunne nyde min mors stemme og senere venners og kæresters stemmer. Jeg er vild efter stemmer – på gaden, i radioen, i sengen, over alt hvor jeg møder dem. Hvis der er…

  • I biografen

    Jeg er ikke nogen flittig biografgænger, selvom jeg faktisk er ret optaget af filmmediet. Som jeg ofte drillede min gamle ven, biografejer Boye Elimar med: jeg venter til filmen kommer i TV, vel vidende, at film naturligvis er skabt til det store lærred.  Min biografdebut var ellers ret effektiv. Den fandt sted i 1963, da jeg var ni (da havde jeg allerede været i teatret en del gange), og den bestod i, at jeg gennem et par måneder så den samme film i den samme biograf hver søndag eftermiddag. Det drejede sig om en dansk filmudgave af den franske multikunstner Hervé’s syngespil ”Mam’zelle Nitouche” fra 1883. Hervé havde stor succes…

  • Libertiner, boheme, hedonist?

    Jeg er blevet kaldt meget i mit liv; en del med rette, en del misforstået; noget del baseret på kendskab til mig, andet på rygter. Hvad dét angår er jeg nok ikke anderledes end mange andre, men jeg har nok en lavere grænse for hvad jeg lader mig dirigere til, hvordan jeg udstiller mig selv og hvad jeg skjuler og fremhæver i min gøren og laden – det er mest adfærd, dette vil handle om. Jeg er som jeg er og jeg gør ikke store anstrengelser for at skjule det. Erfaringer har lært mig, at forstillelse ikke holder i længden, i hvert fald ikke for mig – guderne skal vide,…

  • Frem i hellig leding

    Da vi i familien havde fået vores første TV i 1960 var jeg nogle år fascineret af en film, der altid blev sendt ved juletid. Den handlede om den skotske læge og ”missionær” David Livingstone, der i 1840 rejste dybt ind i Afrika for at helbrede syge og redde fortabte sjæle (det var de alle sammen, for lægen var den første, der bragte den kristne frelse til stedet); en halsløs gerning, der dog endte overraskende godt for Livingstone, idet han dog forsvandt for civilisationen og måtte reddes af journalisten Henry Morton Stanley fra Wales, dog udsendt af den sensationslystne New York Herald. Spencer Tracy spillede hovedrollen som Stanley i denne…

  • Glæden ved hoteller

    Jeg har altid været glad for hoteller, sikkert fordi jeg er et nomade-menneske, der bliver rastløs når jeg opholder mere end 3-4 dage på samme sted. Jeg har siden min tidlige ungdom levet med længsel efter altid at være et andet sted, end der, jeg er; det har ikke altid været lige nemt, f.eks. når jeg har været i familie, men det er nu engang mig. Jeg vil tro, at omkring halvdelen af mit liv er levet på hoteller. Besynderligt nok vender jeg som regel tilbage til de samme hoteller, og nogle steder har jeg ligefrem haft fast ophold, f.eks. efter min første skilsmisse, hvor jeg boede på Hotel Hvide…

  • Til lykke med mig

    Som jeg tidligere har skrevet, er jeg ikke begejstret for mærkedage, herunder egne fødselsdage. Alligevel skal denne dag – som hedder 3. februar 2021 – have nogle ord med på vejen. Erindringen om min første fødselsdag – altså selve fødslen – er selvfølgelig en slags substitution. Jeg har alene beretningen fra min mor, men smuk er den, som hun (både ind-og udvortes), så den bringer jeg gerne. Det handler i al sin enkelthed om hvornår jeg de facto blev født. Sagen er, at mor udførte de afgørende presseveer nøjagtigt 2/2 kl. 24.00 svarende til 3/2 kl. 00.00. Møjen med at skaffe mig til veje foregik altså på tværs af den…

  • Elefantastisk ulykke

    Jeg har som de fleste andre oplevet en del u-lykke i mit liv, men har været forskånet for rigtige ulykker, hvor liv og lemmer var på spil. De få gange, det er sket, har det være bagateller. Men én gang blev et uheld udbasuneret direkte i Danmarks Radio P2 og virkede lidt dramatisk. Det skete i slutningen af 80’erne. Som ofte før sendte vi direkte koncert med Aalborg Symfoniorkester fra Aalborghallen en vinteraften kl. 20. Og som vanligt parkeredes vores transmissionsvogn ved den store bagindgang til hallen, også kaldet Elefantporten bl.a. fordi dimensionerne er ret elefantastiske.  En bred betonrampe skråner op til selve porten, så lastbiler kan køre helt ind…

  • Nompokisten

    Boys wil be boys er det sagt. Ifølge Cambridge Dictionary betyder det, at man ikke skal blive overrasket hvis mænd opfører sig rå og støjende, for det er hankønnets natur. Tja… I hvert fald synes jeg, at min enbårne søn Christopher opførte sig særdeles mandigt, da han som femårig i leg med en jævnaldrende knægt trak de bløde kvaliteter frem under den klassiske fejde om hvis far der er stærkest. I og for sig betragter jeg mig selv som ret stærk. Jeg synes, jeg er stærk mentalt, lettere stærk emotionelt og enormt stærk fysisk, i hvert fald momentant hvis jeg føler mig udfordret, irriteret eller andet i samme boldgade. Det…

  • Paper Bit Moon 5

    Bits og Simon Spies’s udstilling hed ”Sjælens Spejl”. Man siger, at øjet er sjælens spejl. Man kan selvfølgelig også bruge et spejl til at se sig selv i øjnene. Det ved jeg ikke, om Bit tænkte, da hun udstillede sin fremragende papirkunst sammen med levemandens. Den Bit, jeg forelskede mig i (og på sin vis stadig elsker) var formet af en stor portion, måske påtaget, troskyldighed, en veludviklet intuition, men også en drømmeagtig virkelighedsflugt, som betød, at hun altid skulle videre, altid et andet sted hen, for virkeligheden kan man jo kun løbe fra indtil man bliver indhentet af den. Da Bit og vores søn var flyttet fra mig for…