Min søster Jena-Maria ville være blevet 75 år i dag, men døde i 2001. Navnet Jena-Maria var en smule dristigt valgt tre uger efter Danmarks befrielse, for den tyske by Jena i Thüringen var kendt som hjemsted for et par store fabrikker, der bidrog til krigsførelsen. Oprindelsen til navnet var nu også en anden, nemlig den populære koncertsangerinde Elsa Jena, som mine forældre beundrede; der er næppe tvivl om at “Maria” henviser til Jesu moder. Omgivelserne talte ofte om Jena og mig som to enebørn. Ikke blot pgra. de ni års aldersforskel, men fordi vi på mange måder var vidt forskellige og blev opdraget som nat og dag. Jena ret…

Kvinder har ikke adgang til den græske halvø Athos (eller til frisøren Fade Zone i Aalborg). På Athos bor 1400 munke fast og nogle hundrede besøger stedet årligt, men altså kun mænd. Det er underligt, for dels fortæller en legende, at Vorherre gav Jomfru Maria stedet i gave (derfor kaldes det også “Jomfru Marias have”), dels er den altafgørende dagsorden for munkene fred og skønhed, bl.a. praktiseret gennem bøn og stilhed.  Man kan sagtens tale om ligestilling og kvindesag i dén anledning, men i et så åndeligt rum er der næppe plads til så prosaiske problematikker – det kan man lide eller lade være. Man kan også gøre sig bodega-lystig…

Hverdagen gør mig utryg med dens meningsløse rutiner – jeg foretrækker meningsfulde ritualer. Jeg går simpelthen død i at foretage de samme handlinger de samme steder på de samme tidspunkter dag ud og dag ind. Det får mig til at tænke de samme tanker og gentage dårligdomme ureflekteret, for om- og eftertanke blive overflødig: “Nu har det jo fungeret i ti år, så vi tager ti år mere” og den slags… Mange, måske de fleste, elsker hverdagen. Nej, de “holder af den”, hvilket i virkeligheden vil sige, at de nødsages til at holde den ud. Sådan læser jeg i hvert fald Dan Turells digt “Hyldest til hverdagen” fra 1984, der for…

Dette skal, som så meget andet, handle om eksfruen Christina, men historien om hendes noget manifeste holdning begynder lang tid før jeg mødte hende, nemlig da jeg som det naturligste i verden kom på fuld tid i Danmarks Radio (i dag af uransagelige grunde alene “DR”), nemlig i 1979.  Ved den lejlighed blev jeg udstyret med et ID-kort, en nagra båndoptager på 11 kg, da det var en særlig stereoudgave, nogle papirer om hvordan jeg skulle opføre mig i den fornemme institutions tjeneste og andet immaterielt og materielt grej, herunder to canvas-tasker påført Danmarks Radios hæderkronede logo.  De grimme og upraktiske tasker var eftertragtede, fordi det dengang “var noget” at…

Jeg har ikke mange rigtige venner, men én af de få er Lasse, der af grunde jeg ikke forstår har ændret navn til Lasse Lasse. Han er et i gammeldags forstand ordentligt menneske og den slags kan jeg godt lide. Han stemmer på bondepartiet Venstre, er uddannet jurist, drikker kun øl og så har han enkelte andre skavanker, så han er i en del henseender min modsætning. Men Lasse er trods alt min ven. Han er et menneske, man kan stole på og regne med. Stole på fordi man kan betro ham alt og være sikker på, at det ikke kommer videre hvis det ikke skal – hans diskretion er legendarisk. Regne…

I disse tider, hvor man i Danmark kan få en bøde for at sidde på en bænk og spise en is kommer jeg i tanker om én af de få bøder, jeg har fået i mit liv, men som var af en sådan beskaffenhed, at jeg hængte selve bødeforlægget op på mit kontor simpelthen for at prale. Det sker i slutningen af halvfemserne. Gerningsstedet er Østerport i København, fodgængerovergangen mellem Østerbrogade og Oslo Plads, og tidspunktet en søndag i kirketiden, dvs. ca. 10.30. Jeg går tur med en veninde, jeg ikke har set i et par måneder. Hun boede i Madrid og jeg havde lige opholdt mig i Paris en…

Jeg har lidt af politikerlede fra fænomenet blev til et ord i 1962. Der blev ikke talt politik i mit barndomshjem; farfar var som lille selvstændig konservativ af konvention, far stemte som farfar (indtil han af platte grunde blev socialdemokrat), farmor og mor stemte som deres husbond – altså helt efter bogen på den tid. Politik var ikke noget, man talte om. Man stemte bare. Min far var ikke nogen ven af autoriteter for at sige det mildt. Han havde ikke respekt for læger, præster, jurister og den slags, og slet ikke politikere. Alligevel var han snobbet nok til at bukke og skrabe for Orla Møller, præst (i familien kaldt…

Nej, jeg er ikke vegetar, selvom jeg ikke spiser meget kød. Jeg forsager heller ikke livets glæder. Men jeg græder tørre tårer over, at karnevallet i Aalborg er aflyst pga. corona. Intet kan være mig mere ligegyldigt. Karneval kan være utrolig smukt og spændende, men ikke i den danske drukversion. I Danmark har man, som ofte når man importerer fremmede skikke, misforstået sagen, for det er snarere blevet til en slags goddag kød. Kød forstået som letpåklædte, uappetitlige og overdimensionerede, blævrende kvindekroppe i en folkelig koreografi og kostumer, der er så langt væk fra forbilledet som man kan forestille sig. Alt sammen akkompagneret af dumsmarte fyre, ræbende og råbende i…

Sprittere blev de kaldt i min barndom – de subsistensløse, gadealkoholikerne, bumserne, originalerne. På mange måder udstødte, selvom der også i dagligdagen var en vis tolerance med denne befolkningsgruppe – bare de ikke generede nogle og holdt sig for sig selv. Det kunne være på den store mark mellem Kayerødsgade og Jyllandsgade i Aalborg – de Sauerske grunde eller Sauers Plads, opkaldt efter en velhavende gartner i slutningen af det 18. århundrede. Her holdt cirkus til et par gange om året, her kunne vi børn lege, cykle og fiske i nogle vandhuller – og så kunne spritterne skaffe sig ly under gammelt skrammel – pladsen blev også brugt til bygningsaffald.…

Da Christina og jeg blev gift i oktober 1985 købte vi “den sidste herskabslejlighed” på strøget i Aalborg. 244 kvm og “den sidste” fordi de øvrige var blevet til erhverv, herunder nabolejligheden, hvor arkitektfirmaet Frank Vestergaard boede, og her arbejdede min Christina. På den anden side gaden min frisør, Salon Brix – jeg har et særligt forhold til mit hår og dermed frisører. Fruen og jeg var smaskforelskede – på den teenageagtige måde, især hun, der (kun 23 år) havde scoret ét af byens bedste mandfolk (kun 31 år) og han ubetinget byens dejligste kvinde. Ud over den mere intime del udfoldede min skønne sin kærlighed gennem den ene charmerende gestus…