Aalborgs musikhus

I 2014 indviede man i Aalborg et musikhus, det første i byen, der dels er bygget konkret til at spille klassisk musik i, dels er hjemsted for de fleste af byens større musikinstitutioner. Forinden havde Århus og Odense fået musikhuse i 1982, Esbjerg i 1997 (ved arkitekterne Jørn og Jan Utzon!), og flere jyske byer var også på banen med musikhuse. 

Den nordjyske sendrægtighed havde bl.a. sin baggrund i at byen allerede i 1953 indviede Aalborghallen, som i årtier blev rost for dels at have størrelse 1:1 som Det Kgl. Teaters scene, dels Nordens bedste akustik til symfonimusik. Den fornemme førsteplads blev udfordret da man engang i 80’erne regulerede akustikken så den prioriterede de mange konferencer frem for symfonimusikken. Samtidigt fik Aalborg Symfoniorkester en nedlagt biograf som øvelokale og delvis koncertsted, hvilket mildt sagt ikke gjorde noget godt for byens symfonimusik.

Nå, Aalborg fik så efter en del problemer, diskussioner, besparelser, stilstand i byggeriet etc. sit musikhus i 2014. Historien om Musikkens Hus, som det kom til at hedde, er udlagt forskelligt. Lige fra at et par af byens kultur-koryfæer fik idéen under en tenniskamp til at det undertiden tvivlsomme Wikipedia noteres, at “Idéen bag et musikhus i Aalborg stammer tilbage fra 1986, hvor lokale stifter foreningen Musikhusets Venner”. 

Men historien om et musikhus begynder faktisk i midten af 30’erne da en af mine forgængere som musikanmelder på Aalborg Stiftstidende foreslog et koncerthus efter at man lige havde indviet “den første Aalborghallen” præcist hvor Nordjyllands Kunstmuseum blev bygget i 70’erne. Den hangaragtige hal havde midlertidighedens karakter og brændte da også under krigen.

Uden på nogen måde at ville tage kredit for ideen om musikhuset vil jeg ikke undlade at nævne, at jeg i flere artikler i førnævnte dagblad gennem 70’erne og 80’erne efterlyste et mere kvalificeret sted i Aalborg til den “store” klassiske musik. Mit engagement tog fart i takt med at man kom tættere på en realisering af idéen i 90’erne, og jeg stod for et utal af kommentarer i aviser og radio, kronikker og klummer, foredrag, deltagelse i paneler og meget andet. I selve byggeperioden (hvor jeg var freelancer) dækkede jeg sagen for Berlingske, fagbladet Ingeniøren m.fl. og kom med konkrete forslag til husets indhold og beskaffenhed, bl.a. kunne jeg tænke mig landets første institut for samtidsmusik (det findes stadig ikke), betitlet Nørgård Instituttet. Ikke uventet var man ikke lydhør over for disse visioner, især fordi de jo kostede penge – nogle af dem mange!

I en kronik i 2001 gentog jeg et mantra fra en anden af mine kronikker i midten af 80’erne: Byg ikke for småt! Jeg mente at man skulle gentage succes’en fra 50’ernes Aalborghallen og lave operafaciliteter og scenetårn. Det ville have fordyret byggeriet med en halv milliard oven i den hele, der budgetteredes med. Man endte med en billig version til ca. 900 millioner. Det er på mange måder et fint hus, men det er alene den eksklusive arkitektur ved den østrigske tegnestue Coop Himmelblau (som jeg tilfældigvis kendte i anden anledning), der for alvor gør koncertsalen ekstraordinær – huset imponerer ikke ved sin størrelse.

Jeg ville jo ikke være mig, hvis jeg gav op så let. Så da man indviede musikhuset for snart ti år siden foreslog jeg, at man straks gik i gang med at projektere et operahus af internationale dimensioner på øen Egholm. Hertil en metro fra lufthavnen, der naturligvis skulle have en større landingsbane for jumbofly med alle de medvirkende og publikummer, der vil strømme til. Mon ikke det kan laves for 10-15 milliarder i nutidspriser? Med det normale nordjyske tempo ville det kunne indvies i 2099, så kom nu i gang. Jeg mener det alvorligt!