Elsesen og Vestergik

Man kan hedde Nielsen, Martinsen, Petersen – alle efternavne, opkaldt efter faderen – Nielses søn, Martins søn, Peters søn – også døtrene fik farens efternavn. Ikke nok med det: også den tilgifte kvinde.  I Island kan man finde ud af at respektere kvinder med navneendelser som “…dottir”, men i Danmark? Hvem hedder “Christinesen”, “Marensen” eller “Elsesen” for den sags skyld?

Min utroligt gode veninde gennem over fyrre år, Else, fyldte på et eller andet tidspunkt rundt og jeg holdt en tale for hende. Der er ikke noget breaking news i at anføre, at Else har været gift tre gange. Hvad det angår er hun altså bagud for mig, men det er ikke det, erindringen handler om. Den handler om min fødselsdagstale til Else, hvori jeg tilkendegav min tilfredshed over tidligt at have droppet efternavnet Andersen. Som jeg anførte i min tale ville jeg ikke ødelægge Elses og mit gode forhold (med et pænt stænk høvisk kærlighed) ved et giftermål hvilket i øvrigt aldrig har været på tale. 

Da hun nu, efter at være navngivet Else Jensen ved sin fødsel, havde afprøvet “Else Carlsen”, igen “Else Jensen” og så “Else Mortensen” var jeg derfor tilfreds med, jeg ikke mere hed Andersen. Hvad kunne det ikke have ført til i Elses slægtsbog? Nå, Else holdt nu ganske glad ved og for Mortensen i 30 år. 

Selv drog jeg videre på de evige ægteskabsmarker og beholdt mit glimrende efternavn Vestergaard selvom mine hustruer havde eksotiske navne og jeg måske kunne have adopteret et af dem og være blevet berømt. Til gengæld har ingen af dem ønsket at hedde Vestergaard, hvilket jeg også ville have protesteret imod.

Der er mange, der hedder Vestergaard, hvis endelse jo er såre almindelig og kommer af slægtsgården ude på bøhlandet, også i mit tilfælde. Jeg mener dog, at der er mindst én større fordel ved navnet, nemlig at det kan siges i datid, hvor det så må hedde “Vestergik”. Det passer mig meget godt. På et tidspunkt skal jeg jo videre – for sidste gang.