Aalborg Ade

Nu må det ske – jeg forlader Aalborg og bliver fremtidigt gæst i min fødeby. Jeg har annonceret min absentering flere gange før og jeg kender selvfølgelig talemåden “ulven kommer”, men nu må det være. Lad mig straks sige, at jeg stadig vil komme at anmelde koncerter, holde foredrag eller deltage i relevante (kunst/kultur)begivenheder. Så skriv eller ring gerne!

Jeg har har levet 1/3 af mit liv i Aalborg, jeg har skrevet bøger og artikler og holdt foredrag om byen, vandret den tyk og tynd, forelsket, elsket og giftet mig der, uddannet mig og arbejdet der, spillet, digtet og komponeret der, i al beskedenhed bidraget til byens åndelige forskønnelse og meget andet, men: Aalborg er aldrig blevet “min” by. Den har aldrig for alvor indtaget mit hjerte.

De seneste år har jeg brugt opholdene i Aalborg på at kede mig. Det har også sine fordele. Det er i Aalborg jeg skriver bedst og mest – der er ikke andet for mig at lave. Jeg føler, at jeg har brugt byen op og vice versa. Selvom Aalborg forandrer sig kan jeg ikke se grundlæggende ændringer. Det er mest i højden byen vokser – ikke i dybden, medmindre det er en P-kælder. Det er heller ikke i bredden, men mest i længden, især når det handler om +Plusbusser. Byen er mere kvantitet end kvalitativ. Selv DSB betragter den som et trinbræt.

Så dimensionerne er nok som de altid har været: Aalborg er en stor landsby eller mindre provinsby set i et større perspektiv. Derfor kan den ikke mere være den danske base, den har været nogle gange for mig, senest siden 2004. Da jeg ikke er særligt lokalpatriotisk eller -chauvinistisk er jeg helt usentimental i den forbindelse – jeg har aldrig forstået betydningen af “fødested” og “hjemstavn”.

Både vennekredsen og familien i Aalborg er reduceret til næsten ingen de seneste år. Nogle er døde, andre er gået bort – fra mig. Min ven Per sagde engang at jeg er min egen værste fjende, så venskaberne har nok lidt en naturlig død. Børnene er flyttet hjemmefra og til bedre egne – dog heldigvis uden at forlade mig. Summa summarum: mit sociale liv i Aalborg består mestendels af sladderen på stamværtshuset, pausepalaveren i musikhuset og høflig spørgen til helbredet og vejret på gaden. Hvor gemytligt alt sammen end kan være, så kan jeg ikke leve af det.

Jeg er ikke nogen foragter af materielle goder, men jeg mener, at der skal være en grund til at holde kroppen i live og vedlige. Den er for mig bærer af det indre liv: sjæl, ånd, intellekt, erfaring, erindring og hvad deraf følger: tro, kunst, kultur, samtale, udvikling og andet, og disse skal næres uophørligt bl.a. gennem menneskeligt samvær, aktivitet og interaktion. Jeg føler ikke mere, at disse livsbehov og ønsker kan opfyldes i fødebyen.

Hvor tager jeg hen? Aner det ikke. Mine kulturelle baser er og har i årtier været Berlin og Paris, hvor jeg jo også har opholdt mig en meget stor del af livet. Men det vigtige for mig er at være på vej, ikke målet selv. Sådan vil det nok være så længe min nu aldrende krop kan klare mosten. Da afstand i min verden er en abstrakt størrelse og tid noget, der er masser af, finder jeg nok vej til Aalborg indimellem – for at anmelde en koncert, holde et foredrag, drikke en øl eller klippe snoren over, når/hvis man en dag opkalder et torv eller en blindgyde efter mig. Men ellers bukker jeg uden at skrabe og siger: “Aalborg Ade”. Eller også gør jeg ikke.