Podcast anno 1974

Engang i 70’erne, da min ven Per Bucholdt Andreasen og jeg var free lancere i DR Radio, blev vi enige om at lave en 30 minutters udsendelse med den alt for lange titel “Ugens tilbud: evigt liv eller vedvarende energi”. Vi havde observeret, at grønttorvet i Aalborg, hvor vi boede, lørdag formiddag bugnede af – naturligvis frugt, grønt, ost, fisk og blomster, men også en mængde “åndelige” tilbud fra omvandrende missionærer, der uddelte brochurer og meninger. Det var oplagt at lave en slags lyddigt med denne kakofoni af stemmer med forskellige budskaber.

Vi valgte at producere udsendelsen som om det var “live”. Udstyret med hver sin Nagra gik vi fra hver sin side i hver sin retning og optog lyde iblandet en smule interviews og kommentarer. Konceptet sagde også, at optagelsen skulle vare de 30 minutter, udsendelsen var programsat til. Jeg kom til at tænke på den forleden – den er for længst slettet i DR’s arkiv – da jeg hørte en podcast med næsten samme indhold og form og tilsyneladende produceret på samme måde.

I dag er mange af DR’s udsendelser produceret som podcast. En podcast har en særlig æstetik, som jeg ikke er den store tilhænger af, og den kan lyttes når som helst, hvilket er herligt. Men vores torve-udsendelse ville i dag glimrende kunne gå som en podcast – med små justeringer.

Med til historien hører, at vi som altid var i studiet med en tekniker, der redigerede optagelserne sammen; i dette tilfælde var det ikke nogen langvarig opgave, måske en times tid. Pers og mit arbejde tog nok 10 timer i alt og vi har vel fået 7-800 kr. for opgaven, svarende til 4.000 kr. i dag – et fint supplement til SU’en.

Forleden ser jeg så, at en række offentlige styrelser her i 2024 har købt podcast’s til priser á op til 400.000 kr. Hvad i alverden er de penge gået til? Jeg har lyttet et par af de podcasts, der er tale om, og jeg hører ingen større forskel på det, Per og jeg lavede dengang og det, en hundedyr podcast i dag præsterer. Det skulle da være, at produktionsomkostningerne i dag er betragteligtlavere end dengang. Man behøver ikke en dyr Nagra, en smartphone kan klare det. Man behøver ikke en professionel tekniker, nettet tilbyder mange gratis redigeringsprogrammer, de fleste kan arbejde med. Er der nogle profithungrende bureauer inde over? Er det endnu et udtryk for offentligt spild? Eller falder man bare i svime over et nymodens format, der altid har eksisteret…?