VIP Sverige
I min serie om “Very Important Places” i mit liv må jeg tage Sverige ind. Jeg er ikke så meget nationalist at det gør noget, men i det omfang, man kan nære følelser for en nation indrømmer jeg gerne at jeg det meste af mit liv har haft varme sådanne for det, jeg ikke vil kalde et broderland, men et naboland. Jeg mener, at det, der ofte fremhæves som “nordisk” er en abstraktion. Sprogligt har vi jo et vist fællesskab med Norge og Sverige, men da bestemt ikke med Finland og Island og kulturelt og historisk føler jeg mig meget mere forbundet med Europa syd for grænsen, især Tyskland og Frankrig.
Men så er der altså Sverige. I min barndom var det et land, man rejste til én gang årligt, når man kunne få dagbilletter til færgen Frederikshavn-Göteborg for en tier. De store “Sessan” færger tjente naturligvis på omsætningen og passagerernes sult og sprut ombord, men de 4-5 timer man fik i Sveriges anden største by gav mig én på opleveren og virkede på mange måder eksotisk. Jeg faldt allerede dengang for Sverige.
Som 20-årig havde jeg et 3 måneders vikariat på Sveriges Radio for en af de komponister, der ugentligt leverede musik til TV programmer for børn. Det betød naturligvis en tættere tilknytning til landet, både de 2 x 500 km i bil og de tre dage i hovedstaden hver uge. Senere har jeg naturligvis besøgt Sverige utallige gange i mit arbejde for DR og kunst og kultur i øvrigt.
Hvad er det, jeg er så imponeret over?
Det er netop svensk kunst og kultur i bred forstand. Godt hjulpet af naturen som inspirator men også hvad jeg opfatter som en højere prioritering af og respekt for kunstens rolle synes jeg, Sverige er banelængder forud for Danmark, omend ikke Frankrig og Tyskland. Jeg kan på stående fod nævne betragteligt flere store, skabende kunstnere inden for musik, billedkunst, film, teater og litteratur, end danske. De følges naturligvis op af en hær af glimrende udøvere, der i højere grad gør sig internationalt, end danske. Sangere inden for alle genrer f.eks. Jeg er også glad for sproget. Det er smukt og musikalsk og – i mine øren – lettere forståeligt, end det underlige, i nogen grad konstruerede norske.
Den svenske “folkesjæl” oplever jeg, trods rygtet som “forbudsland” som langt mere tolerant, åbent og imødekommende, end mange vist mener. Jeg befinder mig langt bedre i selskab med svenskere, end mange andre folkeslag. Jeg var derfor mere end glad, da Sverige stemte sig ind i EU i 1994, hvor Norge jo sagde nej. Det var synd for Norge og godt for EU som jeg kom til at sige i den norske TV-avis.
Sverige er et europæisk land lige som Finland og har meget at tilbyde det internationale samfund. Og altså mig. Så, selvom jeg ikke kan tale om kærlighed til et land, så er det lige før. Sverige er et very important place i mit liv.