Halldór

Jeg kom forleden til at tænke på Halldór. Det skete fordi jeg besøgte ét af mine stamværtshuse i København, legendariske Palæ Bar i Ny Adelgade. Her var vi ofte, Halldór og jeg. Halldór hvem? Sigurdsson selvfølgelig. En fremragende islandsk journalist, født i 1935, som flyttede til København som 10-årig og, efter en karriere i ØK, blev ansat i Danmarks Radio i 1975 og blev der til pensionen i 2005. Hans speciale var Latinamerika, som han havde besøgt meget i ØK-tiden.

Vi havde fælles arbejdsplads, Radiohuset, men der så vi ikke meget til hinanden. Dels fordi han, som jeg, det meste af tiden var på rejse, dels fordi vi, når vi endelig var der, arbejdede i vidt forskellige afdelinger. Men jeg ved, at Halldór, ligesom jeg, var vild efter det hus. Det betød bl.a. at vi begge (dog hver for sig) sagtens kunne finde på at overnatte der, tage bad i kælderen og indtage alle måltider i kantinen, der var åben fra 6 morgen til 23 aften. Nå ja, og så tog vi nogle svinkeærinder ind i minefeltet, bl.a. til Palæ Bar. Også her forberedte Halldór sine DR-indslag.

Haldor brugte ikke meget manuskript – når han gjorde var det noter på en serviet, bagsiden af en barregning eller hvad han ellers lige havde. Men han var en guddommelig journalist og radioformidler. Han var uhyre driftssikker og kvalificeret når han, med sin karakteristiske stemme og diktion, udfoldede sig om sit speciale, mest i Orientering. Dertil var han et fantastisk menneske. Det viste han mig en aften, hvor han som vanligt ankom til Palæ, som sædvanligt i taxa.

Jeg var glad for at se ham, for en for mig ukendt dame havde overmandet mig med en fortælling om at vi havde gået i skole sammen og om vi dog ikke skulle stifte nærmere bekendtskab. Det første kunne jeg ikke huske, det andet ville jeg ikke, men hun var umulig at slippe af med. Indtil Halldór altså viste sig uden for Palæ. Jeg ilede ned til døren og hviskede: “Halldór, hjælp mig med at slippe af med den utålelige kvinde”, hvilket han gjorde ved højt at råbe: “Hvor er det skønt at se dig, Evan, min bøsseven”. Damen forsvandt og Halldór og jeg fik en del alkohol sammen, men det tog mig nogen tid at komme af med rygtet som bøsse. 

Halldór sagde ofte: “Evan, vi to lever over evne, men det har vi fortjent”. Modsætningen i det udsagn var begavet som Halldór selv. Og det var ikke så lidt. I sommeren 2005 fik jeg meddelelsen om, at han var død ved en banal trafikulykke, 70 år gammel og nyligt pensioneret. Dét havde min herlige ven Halldór ikke fortjent.