VIP – Blændende Budolfi

Budolfi Kirke kunne være med i både min serie om very important places og serien om very important persons, for Budolfi er en kvinde. På mange sprog, f.eks. fransk og tysk, er kirke hunkøn og det passer meget godt til min betagelse af hvad jeg betragter som kvindelig skønhed – og Budolfi. Jeg har ofte kaldt den landets mindste, men smukkeste domkirke. Den har altid haft og har stadig stor fysisk og mental betydning for mig – det ville være tomt at leve uden.

Det begyndte i min tidlige barndom. Far var kirketjenervikar, mest i Ansgars kirken, men også rundt om i Aalborgs andre kirker, herunder Budolfi. Jeg var næsten altid med – på hver- og søndage. Jeg udforskede nysgerrigt de mange små og store, ofte skjulte rum og deres indhold og funktion – det gør jeg stadig. Da jeg var 16 øvede jeg på orglet og her foregik min optagelsesprøve til musikkonservatoriet. Senere blev Christina og jeg gift i kirken (blandt flere giftermål mit livs eneste i kirke), og vort barn Nathalie blev døbt der. Hertil kommer de utallige gange jeg i min DR-tid sendte gudstjeneste eller koncert fra kirken. Og ikke mindst min brug af Budolfi som personlig andagtskirke.

Jeg har, uden overdrivelse, besøgt tusindvis af kirker i Europa, men kun et par andre så ofte som Budolfi. Jeg skal ikke bæres derfra, men vil komme der så længe jeg kan. Budolfi skænker mig usigelig glæde og tryghed.

Det begynder med arkitekturen – den hvidkalkede bygning, som i stærk sol faktisk kan blænde øjnene. Den nuværende Budolfi blev bygget lige før 1400 og var altså ikke en del kirkebyggeboom’et i 1100-tallets Danmark. Som mange kirker er der bygget om og til gennem de forgangne 700 år, senest i 1940’erne, men kirken ligner stadig i sin grundstruktur de små kirker, der blev bygget i middelalderen. Den er en en slags forvokset landsbykirke, men imposant i sin lidenhed og utrolig elegant i det ydre som indre. Man kan tydeligt aflæse historien i skiftende tiders tilbygninger.

Interiøret kan, uden at det skal lyde for prosaisk, virke dagligstuepræget. Det er et behageligt, intimt rum, meget billedrigt og i modsætning til kirkens ydre, vildt farverigt. Mellem mængder af epitafier og naturligvis i altertavlen, finder man fortællende billedkunst, der udfordrer sindet og troen. Med min baggrund vækker orgler naturligvis altid interesse. Budolfi-orglet er hverken det bedste eller mest imponerende jeg kender, men dets smukke klang og intonation passer fortrinligt til kirken, og orgelfacaden lever fuldt op til det øvrige interiør, ligesom placeringen af orglet, ikke mange meter over kirkegulvet, medvirker til intimiteten. 

For enhver kirke er det afgørende naturligvis dens formål og funktion, det usynlige, men i den grad mærkbare, den ånd, der bebor rummet. Det er i Budolfi, som i de fleste kirker, ikke spøgelser, men guddommeligt nærvær. Jeg kan godt forstå, at kirken giver inspiration og energi til et mangfoldigt og rigt kirkeliv.

Jeg er katolik og min sognekirke findes i Paris, men når jeg er i Aalborg ca. 100 dage om året forsømmer jeg ikke én eneste dag til mindst et besøg i Budolfi. Det kan være gudstjeneste eller koncert, men oftest er det en kort andagt med mig selv og Vorherre, for kirken kan levere koncentration og stilhed – også dengang torvet uden for var stærkt trafikeret. De tykke mure værner mod meget – støj bl.a., både den hørbare og den mentale. Det er godt gået af en 700 år gammel, evigung kvinde.