Ikke-kategoriseret

Mors første svigt

Da min mor i foråret 1960 tilmeldte mig til en tidligere beskrevet skolemodenhedsprøve og således sendte mig et år “for tidligt” i skole, havde hun sikkert ikke planlagt det, men her lagde hun samtidigt kimen til sit første svigt af mig.

Mit mor var ét af de mest prægtige mennesker, jeg har mødt. Det kan enhver jo komme at sige, min min vardet. Hun var smuk, empatisk, musikalsk, begavet, talentfuld og meget andet. Hun kunne ikke lave mad eller holde hus, hun kunne ikke passe børn, heller ikke sine egne, og meget andet kunne hun ikke, men hun kunne være til stede, lytte og synge, give gode råd om livet og døden, passe på og have omsorg for andre (end sine nærmeste), være selvudslettende for at give svage mennesker selvværd – og meget andet godt. Herunder give bryst! Og jeg var den udvalgte.

Her kommer skolen så ind i beretningen, for jeg fik bryst fra det øjeblik jeg skreg på det, sandsynligvis 3/2 1954 kl. 00.02, og til min første skoledag i august 1960, da jeg var seks. Og den første skoledag fik jeg så en kold tyrker i stedet for varm modermælk. Gudrun Johanne, som min mor hed, forkyndte at nu var det slut. Hun kunne ikke troppe op i frikvarteret med den imponerende madpakke, nu måtte jeg have fast føde i pergamentpapir, anderledes kunne det ikke være.

Det var et chok for mig – chok som i CHOK! Jeg fik nogle dage den frygtede pergamentmadpakke med, men jeg spiste den aldrig og så hørte det op. Siden har jeg aldrig set andre madpakker end dem, jeg har torteret mine egne børn med.

Jeg tilgav aldrig min mor dette første svigt og jeg forstår det stadig ikke. Det fik da også følger. Noget af det, jeg tiltrækkes mest af hos kvinder er deres bryster (uanset form, farve og formåen). Min mor kom jeg først for alvor til at elske da jeg var i en sen alder og vi blev faktisk fortrolige i en eller anden grad. 

Derfor tilgiver jeg nok heller aldrig hendes andet og sidste svigt: at hun valgte selvmord da hun var over 90. Det er kun Gud, der kan tilgive, for Gud har ingen hukommelse. Det har jeg. Desværre.