Fortrydelser 3 – musikkonservatoriet
Der var ikke nogen fædrene gård at overtage, min far havde ikke et advokatfirma jeg kunne træde ind i og hvad mere er: jeg voksede op med forestillingen om at jeg kunne og måtte alt. Jeg har tidligere fortalt om mine knapt ni års studier på musikkonservatoriet og det er en af mine store fortrydelser. Jeg spildte megen tid og mange evner dér og havde næppe overlevet (helt bogstaveligt), hvis jeg ikke havde beskæftiget mig med meget andet de alt for mange år i min ungdom.
Når min uddannelse tog så lang tid var det dels fordi jeg i næsten hele forløbet også havde fuldtidsarbejde (hvilket studiet også var), dels fordi jeg gennemtrawlede hele fem såkaldte hovedfag, hvor de fleste studerende koncentrerer sig om et. Jeg fandt dog tidligt ud af, at dannelse er vigtigere end uddannelse; at uddannelse kan føre til u-dannelse; og at institutionel uddannelse i værste fald modarbejder personlig dannelse. Jeg betragter det som en dyd af næsten religiøs karakter at udnytte tid og talenter efter bedste evne. Det gjorde jeg ikke i mine ni år på konservatoriet.
Det var indholdet af uddannelserne, der virkede underligt bremsende. Mine hovedfag, herunder komposition, indeholdt mest øvelser i at skrive som fortidens komponister. De vigtigste discipliner var opkaldt efter kyrofæer: Bach-fuga, Hassler-harmonisering etc. Man lærte altså at blive kopister. Et andet hæmmende element var selve tilgangen til stoffet: at det hele foregik i et fortidigt, klassisk univers, der ikke havde øre for samtidig musik og slet ikke den såkaldt rytmiske musik. Jeg druknede simpelthen i tradition, dogmer og rutine – ikke lige hvad jeg havde forventet af konservatoriet.
I et af hovedfagene, musikhistorie, og udelukkende i kraft af en konkret lærer, Peter Wang, var der luft til at tænke anderledes. Peter var, som jeg, stærkt filosofiinteresseret, og den traditionelle historielæsning betragtedes mest som en nødvendighed, der skulle tyres igennem undervejs, men ikke fylde i timerne, der var enetimer og blev en slags symposier i æstetik og musikfilosofi. Jeg valgte to specialer, som jeg nær brændte mig på, en analyse af den østrigske musikhistoriker Georg Kneplers “Musikgeschichte des 19. Jahrhunderts”, der var stærkt påvirket af Kneplers ståsted som kommunist, og en analyse af den (sovjet)russiske musikolog Boris Asafievs såkaldte intonationsteori. De var begge stærkt politiske og det var ikke noget for et dansk, endsige nordjysk, konservatorium i 70’erne. En censor gav mig karakteren 5, en anden 11, og det endte med noget af en sag, men dog med at jeg fik en pæn karakter.
Den slags var meget symptomatisk for mine konservatoriestudier. Også at jeg som arrangør i nogle år af de såkaldte fællestimer hver onsdag tog meget kontroversielle emner op. Nå ja, og så var der mit studenterpolitiske arbejde gennem alle årene, der på ingen måde handlede om fugaer og koraler.
Hvorfor jeg blev på konservatoriet spørger jeg stadig mig selv om. Jeg har ikke noget svar, men sikkert er det, at jeg overlevede på ikke at befinde mig i en boble som de fleste andre elever. Ud over erhvervsarbejde læste jeg filosofi på Aarhus Universitet et par år og havde i slutningen af 70’erne regelmæssige besøg på Humboldt Universitetet i Berlin, hvor jeg fulgte studier i filosofi og æstetik (og i øvrigt mødte den navnkundige Georg Knepler).
Tilbage står dog, at jeg fortrød konservatoriestudierne faktisk allerede da jeg var midt i dem. Derfor fik mit arbejdsliv også et noget andet indhold end det, konservatoriet handlede om. Men også store dele af mit arbejdsliv ser jeg tilbage på med fortrydelse. Det skal næste kapitel handle om.