Fortrydelser 2 – skilt og gift

Store fortrydelser handler ofte om store begivenheder i livet. Jeg fortryder én af mine skilsmisser og jeg fortryder ét af mine ægteskaber. Der har været flere af begge slags, men min skilsmisse fra Christina (hun dukker ofte op her i erindringerne) er én af mit livs store fortrydelser. Efter at have kendt hinanden i få måneder blev vi gift i Budolfi, Aalborgs domkirke, 12. oktober 1985. I 1990 fødtes vores datter Nathalie. Til familien hørte også min søn af første ægteskab, Christopher. 5. oktober 2000 blev Christina og jeg skilt. Processen var ikke let og tog lang tid. Uden at blotlægge vore problemer og granske motiver og grunde er det min opfattelse, at vores kærlighed kunne have båret mere, end den fik mulighed for. Jeg fritager ikke mig selv for (måske størstedelen af) ansvaret for ægteskabets forlis, men jeg føler stadig, at Christina og jeg var “skabt for hinanden” for nu at bruge en floskel. Ud over en grundliggende kærlighed, en langvarig forelskelse og dyb fascination havde vi en mængde fælles felter, der kunne have gjort hverdagen lettere, hvis især jeg havde administreret og ageret anderledes. Min kærlighed til Christina er intakt – og: jeg fortryder at vi skiltes.

I lige så høj grad fortryder jeg, at jeg giftede mig med keramikeren Dorthe Hansen. Efter at hun nogen tid havde stalket mig som det hedder i dag, indledte vi et forhold omkring 2005. Efter et års ménage à trois med min daværende kæreste Charlotte (begge kendte til det), flyttede jeg ind til Dorthe, som bor og arbejder langt ude på landet og er uflyttelig. Vi giftede os 23. august 2008 og blev skilt 8. juli 2014 efter lang tids separation. Det var et kærligheds- og passionsløst forhold. Jeg håbede på andet og mere, men hvad der kan kaldes ydre forhold hejste uophørligt stop for en positiv udvikling. Dorthes eksmand, en skingrende skør og tyrannisk, aldrende nordmand gjorde de første års samliv surt for os; deres tre børn, beroende hos moderen, var rå, udannede, apatiske og uregerlige i en grad som jeg aldrig før eller siden har oplevet; en svigermor, der befandt sig på parcellen fra morgen til aften levede op til alle negative fordomme om den slags; en håndfuld vennepar med en hoben børn havde også fri adgang og (mis)brugte den, og jeg oplevede mere min bolig som et mørkt, trist og stillestående sted, end mit hjem. Det hele så tilforladeligt ud på overfladen, men var dybt kaotisk og dystopisk under vandspejlet. Det eneste, der fungerede var en frodig elskov, men den slags kan man jo ikke leve af. På vort bryllupsbillede, taget på Skagens Museum ser man kun halvdelen af Dorthe og halvdelen af mig flankerende et Anna Ancher-maleri af Dorthes oldemor. Opstillingen havde jeg selv iscenesat, naturligvis uden at vide, hvordan fotoet skulle blive symbolet på et mislykket og ulykkeligt forhold. Med flere ægteskaber bag mig ved jeg at den slags kan være en risikabel affære, men ægteskabet Hansen/Vestergaard var en fatal fejltagelse af den slags, man kun kan fortryde.