Autodidakt

Jeg forlyster mig undertiden med at vende bonmot’er på hovedet. “Man lever så længe man lærer” er således min erfaring – jeg ville ikke være i live uden den kolossale drivkraft nysgerrighed. Om den er genetisk betinget eller en del af dannelsen ved jeg ikke og det betyder heller ikke noget, bare den er der.

Denne ubændige trang til at lære, vide mere, blive klogere for at kunne mere og bedre, er for mig, som sikkert for mange, realiseret i to spor: dels har jeg et par formelle uddannelser, dels er jeg autodidakt, altså selvlært, på forskellige områder. Min erfaring er, at det, der giver mest og bedst fremdrift i livet ikke er den formelle, institutionelle læring, men den dannelse, som en mere intuitiv, ikke planlagt og umiddelbar meningsløs tilegnelse af dette og hint giver. Faktisk har jeg ikke haft megen brug for mine egentlige uddannelser. Måske.

At være autodidakt er som at være selvstændig erhvervsdrivende: der skal arbejdes hårdt. Både når man opbygger virksomheden – når man lærer i en slags spilfægteri – og når man skal drive den – når man skal bringe sine selvlærte kvalifikationer i brug til jobs, projekter, store og små opgaver og andet. Man bliver ofte mødt med en naturlig skepsis. I mine unge år også manglende tro på mig selv indtil jeg fandt ud af, at meget af det, jeg foretog mig faktisk bar frugt.

Begrebet “learning by doing” har været praksis for mig hele livet. Jeg har (et eller andet sted) papirer på at være komponist, musikolog, organist, producer og nogle småting, men har sjældent haft brug for dokumentationen. Mest fordi jeg det meste af tiden har arbejdet på helt andre områder end de nævnte.

Journalistik, f.eks. Jeg har ikke nogen uddannelse i journalistik. Jeg blev i 1978 medlem af Dansk Journalistforbund næsten pr. tvang på grund af ansættelse i Danmarks Radio. Jeg anvender yderst sjældent mit pressekort og har undertiden lidt kålhøgent sagt, at jeg “ikke har forstand på at ringe til Politiet tidlig morgen for at høre hvad der er sket om natten”. En meget stor del af mit arbejde har drejet sig om en slags journalistik og hvis man regner det antal såkaldte “efteruddannelseskurser” sammen, som jeg har frekventeret gennem årene, skal det såmænd nok løbe op i en form for uddannelse, omend noget fragmenteret. Det er da også blevet til nogle tusinde artikler og næsten 50 års arbejde i avis, radio og TV.

Jeg er også forfatter – som journalist ikke nogen beskyttet titel, and so what? Jeg har, ud over skole og gymnasium, ikke “lært” at skrive, hverken teknisk eller kreativt – det er bare kommet. Det er blevet til en del bøger gennem årene, af forskellig beskaffenhed og kvalitet – indrømmet.

Så er der alt det andet. Jeg har ikke nogen faglig baggrund for at finde på og realisere kunst- og kulturprojekter. Jeg har bare gjort det og så at sige kørt på vejen medens jeg asfalterede den. Jeg har heller ikke gået på kurser i at holde foredrag eller deltage i debatter, endsige lede dem – jeg åbner bare munden når jeg har noget at sige.

Noget af det, jeg tænker en del over nu på kanten af de 70 år og med næsten 55 års “praksis” bag mig er, om mine otte studieår mon var helt spildte, sådan som jeg ofte har troet, eller om det at kunne komponere efterligningen af en Bach-fuga (som var en disciplin på konservatoriet) alligevel har bidraget til alt det andet – den dynamik, indsigt, viden om arkitektur og virkemidler, nødvendigheden af kunstnerisk verve og m.m.m., som der skal til for at udtænke og gennemføre store projekter, skrive et nogenlunde acceptabelt digt eller bidrage til en god samtale. Kommer det fra Bach? Måske. 

Vigtigst af det hele er for mig, at de bedste beslutninger er dem, man selv tager og at de bedste af mine ideer er dem, jeg selv har realiseret. Uanset hvor det hele kommer fra – og hvordan.

PS: Efter at jeg har læst denne tekst igennem hører jeg mig selv hviske: “Hvor skriver du godt i dag, Evanthore”. Normalt tiltaler jeg mig selv Evan; når “Evanthore” kommer i spil er det alvorligt ment. Så det er nok rigtigt.