Rendez-vous med Bach

Den dag, dette publiceres, 14. april 2023, skal jeg som sædvanligt optræde på min elskede ORDKRAFT Festival. Denne gang lidt usædvanligt, for jeg skal drømmetydes og det har jeg aldrig prøvet før. Drømmetyderen, Rikke Oberlin Flarup, har bedt mig læse en af mine drømme op og det gør jeg gerne. Men er det en drøm eller en erindring? Jeg nødsages til først at forklare, at jeg aldrig sover dybt og at jeg arbejder meget med lucide drømme. Det bl.a. betyder at jeg kan “bestille” en drøm, at erindring og drøm blandes sammen, at jeg drømmer på et højt bevidsthedsniveau m.v. Og så læser jeg min drøm op:

Det skete i 1973 eller 1720. Jeg ville gerne møde den store organist og komponist Johann Sebastian Bach fordi jeg selv studerede til organist og komponist på musikkonservatoriet. Jeg havde hørt at Bach skulle til jobsamtale ved St. Katharinen kirken i Hamburg og kørte i min Kharmann Ghia sportsvogn dertil med et nyt orgelstykke, jeg lige havde skrevet.

I bilen tænkte jeg på, om jeg mon kunne komme i nærheden af Bach, om han overhovedet ville kigge på mine noder og hvad han mon ville sige om min musik.

Da jeg ankom den sommer i 1720 tog jeg først et par nervøse smøger uden for kirken, og jeg hørte gennem vinduerne en underlig version af et af Bachs kendte stykker. Det måtte være ham, der øvede sig før han skulle til prøve for at få jobbet. Jeg gik derind og fandt trappen op til orglet. Da jeg kom tættere på Bach kunne jeg høre ham sidde og vrisse medens han spillede, nærmest i takt med musikken. Jeg syntes, han fumlede noget med sit spil. Jeg stillede frækt min node foran ham og han standsede spillet og spurgte højlydt og vredt hvad i alverden der skete.

Jeg præsenterede mig og spurgte så høfligt jeg kunne om han ville kigge på det. Han svarede ikke men begyndte at spille efter noden. Han spillede faktisk stykket til ende, men undervejs snerrede han ad mig, sagde min musik var uspillelig og ikke duede til noget som helst. Han skældte også ud over orglet og kaldte det noget djævelskab.

Da han havde spillet stykket sagde han “Farvel, jeg skal arbejde” og lagde min node væk. Han fik ikke jobbet og jeg fik ikke min node, men 253 år senere, i 1973, fik jeg noden sendt fra Leipzig, hvor Bach døde i 1750. Et af hans børn havde fundet frem til mig og sendt min node. Det hele er ikke noget, jeg har drømt, men erindret.